Klip fra To Mars by A-Bomb: 0:00

Nobody liked the sort of mass murder aspect of bombs, but nevertheless they loved playing around with bombs. So this was a way of having your cake and eating it too, that you could play around with bombs and still not be killing people, but exploring the universe.

Klaus Silberbauer: 0:16

Med lidt forsinkelse, fordi sådan et podcast her bliver man ikke tyk og fed af, så man skal også arbejde lidt ind imellem episoderne. Så skal vi lave sidste episode i sæson 4, før vores sommerferie. Og i den forbindelse, der har vi diskuteret frem og tilbage, hvad skal vi snakke om? Skal det være noget mørkt? Skal det være pandemi? Skal det være global atomkrig? Eller bare krig i Ukraine? Eller skulle vi tage noget mere upbeat, men dog stadig nukleart? Og vi valgte at slutte sæsonen på noget mere upbeat. Noget med lidt flere perspektiver i en bare død og ødelæggelse. Og jeg står her foran mikrofonen med en bog. En rigtig biblioteksbog. Og det er, slår mig lige afsindelig mange års, jeg sidste har holdt en biblioteksbog i hænderne. Men den her bog, den fås ikke digitalt. Den kan ikke. Noget sted i verden købes digitalt. Jeg har ikke kunnet finde den til download. Så det er helt analogt. Det er George Dysons Project Orion, The Atomic Spaceship 1957-1965. Lidt af en klods faktisk, med mange tætskrevende sider. Om et af de videnskabelige projekter, som, jeg vil ikke sige, det er gået i glemmebogen. Fordi der er sådan set masser af information om det. Der er også noget information, der stadigvæk er hemmeligt. Men det er bogen om et projekt, der handlede om at bygge et rumskib drevet af atombomber. Ikke bare et atomart rumskib, men et skib drevet af atombomber, som man i en stadig strøm smed ud bag skibet for at skubbe det frem. Og bogen her er skrevet af, som sagt, George Dyson. Og han er søn af en af de helt store, nemlig Freeman Dyson, som vi har nævnt utrolig mange gange i det her podcast. Fordi man havde udblik for at sige det pænt. Han veg ikke tilbage fra nogen som helst tanker om det kosmologiske, eller om civilisationens fremtid, eller mangel på samme. En britisk teoretisk fysiker og matematiker, født i 1923 og død for nylig faktisk i 2020. Og hans fortid meget hurtigt ridser sig op af, at han arbejdede for Advanced Studies tilbage i 1947, flyttede han til USA. Og Institute for Advanced Study er en privat institution, som ligesom gav forskere frit løb mod mål. Og det tiltræk sig folk som Albert Einstein, Kurt Gödel, Oppenheimer, von Neumann og andre af de store koryfæer. Og så altså Freeman Dyson. Og hvad han så blev involveret i, da han stoppede hos Advanced Studies, det er det, vi skal tale om i dag. Project Orion. Og en parentes indskudt her. Det er ikke det Orion, som vi i dag taler om, når vi snakker om NASA's Orion-rumskib. Fordi det er en del af modlændingen. Artemis-missionen bliver der sandsynligvis en del af. Det her, det er det oprindelige. Project Orion er en helt anden vægtklasse. Så før vi ryger tilbage til 1950'ernes teknologioptimisme, hvor intet var muligt og ingen tanker var for vanvittige. Hvorfor, Thomas, har vi valgt at tale om Project Orion? Hvad er det, der... Og hvorfor har vi gået og ventet på det her, da der er samtalt i lang tid, faktisk?

Thomas Blomseth: 3:27

Ja, for som jeg husker det, så var det et af de emner, der kom på listen ret tidligt, efter vi startede podcasten. Og vi kan jo så også nævne, at det her er vores toårsjubilæumsepisode. Det er det også. Så det er helt klart noget, der har ligget og boblet længe. Og sådan bare lige en bemærkende også, det er, at den biblioteksbog, du står med i hænderne, den har jeg også haft i hænderne for nogle år siden. For sagen er nemlig —

Klaus Silberbauer: 3:55

Og vi snakker om den samme fysiske bog, ikke?

Thomas Blomseth: 3:57

Jo, fordi der er lavet til kun at være én i hele Danmark hos Gentofte-bibliotekerne. Så efter den her episode, så kan det være, at der bliver endnu mere efterspørgsel efter den. Du er jo så heldig, at kunne bestille den direkte, og så få den leveret. Men det er jo ikke sikkert, at det kan lade sig gøre her i løbet af sommeren og efteråret. Så det er virkelig en bog, der er sværere at få fat i. Og jeg havde egentlig gået og ventet nogle... Ja, jeg havde hørt om Orion i 10-15 år inden, eller sådan noget. Jeg også fik fat i bogen der. Men det, der er interessant ved Orion, det er jo, at det var et grundlæggende andet bud på at lave... rumfartøjs fremdriftssystem. Altså, vi har jo været i sådan en 70-årig epoke, cirka, efter 2. verdenskrig, hvor vi har udviklet kemisk raketter, at få finet den tilgang til det. Og der er jo så sket nogle vilde gennembrud herinde for de sidste 10-15 år. Men det er stadigvæk sådan basalt det samme paradigme. Og der er nogle begrænsninger i, hvor meget vi kan få ud af den her kemi, i forhold til at komme i kredsløb og videre fra kredsløbet ud i verdensrummet. Og det var så der, hvor Orion simpelthen gav et helt andet bud på det, som du nævnte. Det er simpelthen at ride på atombombe-eksplosioner. Og der er vi jo så oppe i en helt anden energiregime, end vi har med kemien. Vi kommer et trin længere op på stigen i forhold til Einsteins E=mc². Der er cirka en omkring en million til 10 millioner gange mere smæk i det her atombombe-drev, end der er i de kemiske raketter, vi kender den i kemiske energi. Så man ville kunne nogle helt andre ting. Og altså sådan rent historisk, så er det jo også et tidspunkt der i 50'erne, hvor atomteknologien var helt nyt, og den måde, det var for alvor kommet til verdens opmærksomhed, det var jo i forbindelse med atombombe-sprængene i Japan. Og det var sådan en lidt negativ ting, kan man sige, som det jo afsluttede 2. verdenskrig. Men man var jo så i gang med at arbejde på sådan noget som kernenergi, men vi ville jo også gerne demonstrere, at den her atomteknologi kunne bruges til andre fredelige formål, i stedet for de her atombomber. Og det her var jo så, kan man sige, et af de projekter, som så brugte atombomber, men på en fredelig måde, hvis der var blevet til noget.

Klaus Silberbauer: 6:35

Og vi har jo ikke noget idealistisk eller ideologisk imod atomkraft. Det har vi jo også talt om før i vores episode om selvsamme. Det handler jo om, at man bruger teknologien. Det handler jo ikke om, hvad teknologien kan, hvis du decideret weaponiser den. Hvis du målretter en teknologi mod at slå folk ihjel, så er det mest skide farligt. Men atomkraft behandlet på den rigtige måde, eller atomar energi behandlet på den rigtige måde, står jo nok for os begge som noget af det, der virkelig kunne hjælpe den her menneskehed frem mod færre konflikter og meget billigere og renere energi og væk fra en global klimakatastrofe, som vi jo er godt på vej til at sende os selv ud i. Vi står stadigvæk om mange af det gennembrud der. Vi har jo fissionskraftværkerne kørende over hele jorden, der leverer en lille del af vores energiforbrug, men slet ikke nok. Og som du siger, der er bare så meget at hente i atomar energi. Der er bare så meget mere energi, i stedet for at brænde tingene af på det primitive sted, som vi render rundt og gør nu. Og det gælder jo, uanset om vi varmer op med kul eller olie, eller om vi prøver at sende raketter i kredsløb eller videre ud med kemisk energi. Vi taber så lidt ned i det, som naturen egentlig har serveret for os med kemisk energi. Vi kratter overfladen i energiudløsningen. Så der er jo mange grunde til at tale om det her, men en af dem er jo f.eks. den her våben-nytte-dialektik, hvor vores bedste redskaber er også våben, og vores stærkeste våben kan også være de nytteste redskaber, hvis vi tør behandle dem som sådan. Og så har vi jo før beskæftiget os med at flyve til stjernerne. Det er stadigvæk vores mest populære, mest downloadede episode. Stadigvæk stiger grafen på Ad Astra, som efterhånden er, hvad er den, et par år gammel. Men episoden om tanken om at flyve til stjernerne, og hvorfor det har været så afsindelig svært for os at få holdt på det eventyr, der er Project Orion jo også, eller kan i hvert fald være, et trin på stigen. Altså noget, der vilderligt kan sætte de her enormt lange rejsetider ned, som vi ellers taler om. Vi nævnede Project Orion dengang, og slog det nærmest hen som galemandsværk. Velvidende, at det er det ikke, der er måske perspektiver inde. Og så synes jeg også, at vi skal nævne det, måske de væsentligste grunde til, at vi taler om det her, det er grejfaktor. Altså, hvis der er noget, der er grejfaktor i, så er det Project Orion, fordi det er tung. Det er tung lige sådan en kram. med god grund. Det er kolossale rumskibe, der kan flyve kolossalt hurtigt. Og det er ligesom på en eller anden mærkelig måde, den gamle fysik, selvom det er fissionenergi, vi snakker om. Men det er stadigvæk, det kræver ikke ny fysik, det her. Det er ikke science fiction som sådan. Det er lidt, hvad kan vi sige, 1950 og steampunk over det. Og det er jo i sig selv fedt.

Thomas Blomseth: 9:37

Ja, så hvis vi lige skal sætte en ramme omkring det, i forhold til forskellige fremdragsteknologier, så er der det begreb, der hedder specifik impuls, som man gerne bruger til at karakterisere dem med. Og det kan angives på forskellige måder, men mest almindeligt er det, at tale om sekunder og intuitiv. Intuition for det, det er lidt, hvor meget skal, hvor lang tid kan en enhed af brændstof holde sig i luften, så at sige, hvor mange sekunder. Så normalt så opgiver man specifik impuls i sekunder, og der er en hel masse, kan man sige detaljer om, hvordan man beregner det. men det man kunne gøre med den her atombombefremdrift, den nukleare pulsfremdrift, det er, at man kunne få en meget højere effektiv, specifik impuls. Og sagen er, at der er også en anden del af det, og det er et spørgsmål, hvor meget smæk man får løftekraften. Og vi har faktisk nogle fremdragsteknologier allerede nu, som kan give meget højere specifik impuls end de kemiske raketter. Det er sådan noget som iondrev. Problemet bare med dem, er, at der er ikke særlig meget smæk i dem. Så brændstof, det er sådan set enormt effektivt, men man kan ikke løfte en raket ud i jordens tyngdefelt med et iondrev. Dermod så kan man lade dem brænde i enormt lang tid, og det bliver så brugt på nogle satellitter, og også på nogle rumsonder. man skal bare bruge strøm til at drive de her iondrev. Så det kan man gøre, man kan lade dem brænde i enormt lang tid. Men tænker jeg, at når man skal ud af jordens tyngdefelt, så skal man helst have meget smæk på, og det skal helst gå ret hurtigt. For ellers er man engang, at man betaler tyngdekraftskat, så at sige, når man er på vej op igennem. Og der er også en anden skat, der skal betales, det er jo luftmodstand i atmosfæren. Og det er så der, hvor Orion simpelthen kan noget, som er i en anden kvadrant, kan man sige, end det vi har nu. Og det er simpelthen, at den kan både have en ret høj, specifikt impuls, vildt meget højere, end i kemisk brændstof, samtidig med, at der er enormt meget smæk inden. Så det vil sige, at med sådan en Orion-drev, så kan man faktisk løfte stor tonage ud af jordens tyngdefelt og sende det op i temmelig høje hastigheder. Og det er jo der, hvor vores kemiske raketter sådan lige balancerer på, hvad der kan lade sig gøre. Og man kan sige, at der er sådan en anden teknisk detalje, som vi kan lægge ud med her, og det er, at vi taler jo i Ad Astra om sådan et kontinuerligt nuklear drev, hvor man nærmest har lige på grænsen til en atomexplosion kørende i et flow ud af en reaktor. Men problemet med nogle af de ting, det er, at især reaktor, der er en rumskib, også mere klassisk, hvor man bruger en reaktor til at varme en eller anden reaktionsmasse op, og så skyder den bagud. Det er jo, at man skal bruge materialer, der kan klare høj nok temperaturer til, at man kan få nok energi ud af reaktionen. og det kan vi, vi kan simpelthen ikke, vi har ikke materialer, hvor hvis man skal, man skal containe noget, altså man skal indeslutte noget i et eller andet rørssystem og sådan noget, for at udnytte energien, så kan vi simpelthen ikke få temperaturen højt op, fordi så begynder der lortet at smelte. Og også, meget af det her, det er ret korrosivt. Altså det betyder, at det er sådan en nedbryd materialer ret hurtigt, og så er der så stråling i Norge, som så også er med til at nedbryde materialen. så det der med at have noget, der minder om vores, nuværende kemisk raket, og den type raketmotor, hvor der kommer reaktionsmasse bagud igennem et eller andet float- og rørssystem, det er simpelthen svært, fordi så bliver vi nødt til at køre de her selv nukleare reaktioner ved et på et niveau, hvor vi simpelthen ikke får alt det smak ud af dem, som vi kunne få. Og det er så derfor, at Orion simpelthen tager en radikal anden approach, og siger, hvad med i stedet for at kaste atombomber ud af en luge bagi, og så detonere dem en for en, og så ride på chokbølgerne, på den plasma, der bliver skuldret fra de atombomber. Og det gør så, at man fjerner hele det her problematik omkring at skulle indeslå sådan en atomreaktion.

Klaus Silberbauer: 14:15

Og det er jo, det er også det, jeg startede med at sige, at det lyder jo lidt som galemandsværk i nutidskontekst 2022, hvor vi har fået at vide, at alt, der bare hedder nummer A, det er noget værre lort, og det må vi ikke engang tale om, det er et tabu nærmest. Men vi er i en anden tid her. Vi er tilbage i 1950'erne, og jeg tror for, at man ligesom kan sætte pris på tankerne, og faktisk også begynde at se det overhovedet ikke urealistiske i de her tanker. Så skal man ligesom sætte sig tilbage i den 1950'er mindset. Og så lad os lige bruge 5-10 minutter på bare lige at kredse tilbage til starten af en kolde krig, og hvordan ikke mindst USA så ud og tænkte dengang.

Thomas Blomseth: 15:03

Ja, altså når det handler om de her atomreaktioneknologier, så fik USA jo et forspring gennem Manhattan-projektet. Og det kan man sige den kæmpe talentmasse, som man fik tiltrukket fra alle mulige andre lande også, blandt de allierede, og folk der var i eksil også, på flok fra nazisterne. Og det liggede jo så til atombomberne i 1944. og der var jo så kan man sige et paradigmer der engang også, som kom ud af 2. verdenskrig, som handlede om strategisk bombardementer, og der havde man bombefly, men så kom der også nogle tysker over, Wernher von Braun og hans folk, som kun havde raketter. Og så fik man jo så de her idéer om at kombinere atombomber med raketteknologi, fordi så kunne man jo få interkontinentale ballistiske missiler. og det gik man jo så i gang med at udvikle. Og det der er sådan så sandt, det er jo at amerikanerne på grund af deres forspring med atombomberne, så er de i stand til at gøre dem temmelig små og ret hurtigt, eller i hvert fald relativt små og hurtigt. Og der er en person, der var involveret i det, som også kom til at spille en hovedroll her i historien om Project Orion, nemlig Ted Taylor, som var noget af en mester i at udvikle små atombomber. Men det gjorde jo så, at amerikanerne, de på grund af de små atombomber ikke havde behov for stor løftekræft til deres interkontinentale ballistiske missiler. Så fordi man kører helt på grænsen, kan man sige, hvad man kunne, så bygde man jo så små messiner som muligt. Men da Sovjetunionen så i 1957 opsendte Sputnik, så stod amerikanerne så lidt med håret i postkassen, fordi deres raketter var egentlig lidt for små til at sende ting i kredsløb omkring jorden. Og der skulle jo så improvisere, så det blev der så gjort af flere omgange. Og det endte jo så også med, at det var Wernher von Braun og hans folk, som fik den første amerikanske kredsløb ved at mashe nogle ting op. og det var væsentligt mindre end det russerne var i stand til at opsende der, fordi de havde de her tungere atombomber og dermed de her større akadler. Så der var jo, der skete jo det i USA, at der var en brat opvågnen med Sputnik da i 1957. Og det er jo i den kontekst, som vi også kan se Project Orion. så der var teknologioptimismen, der var hele atomteknologiudviklingen, som jo bare er gået med stormskridt siden ja bare nærmest slutten af 30'erne, starten af 40'erne. Altså i midten af 30'erne var man jo ikke engang sikker på, om man kunne lave fissionsenergi overhovedet. Jeg tror, at udbredt i fysisk kreds, det var, det kan nok ikke ligeså gøre. Der var nogle få, der havde indtil det kan det sikkert. Og så så står vi jo så her sådan 20 år efter. og der er temmelig mange ting, der har lykkes. Og så får USA så den her bratte opvågnen. Og det er jo så der, at der er nogen, der tager fat i en idé, som var fosteret nogle år tidligere. Angiveligt af Stanislav Ulam, en polsk-amerikaner, der var med på Manhattan-projektet og også med til at udvikle amerikanske atomvåben efter en verdenskrig. Det er hans navn, der indgår i Teller-Ulam-designet for brintbomben, som for øvrigt i principsmærket stadigvæk er omgavet med en vis hemmelighed. Det er ikke alle detaljerne på en det design, som er offentliggjort.

Klaus Silberbauer: 19:07

Det tror jeg, vi skal sætte pris på faktisk, at man passer lidt på de tegninger.

Thomas Blomseth: 19:11

Men Ulam, han fik mange idéer, og en af dem, det var så også, at måske kunne man bruge atombomber til fremdrift for rumskibet. Og det var så nok en 10 år inden, hvor der ikke var noget reelt rumfart i gang endnu.

Klaus Silberbauer: 19:30

Ja. Det er lidt bizarre, synes jeg, når man læser om tiden her og USA på det tidspunkt, det er, at man havde set, hvad bomben kunne. man havde set, hvor horrible ødelæggelser, og hvor det er en masse ødelæggelsesvåben af den anden verden, som man ikke nogensinde havde set man til. Det var man sådan set godt klar over. Og på den anden side, så var der også sådan en, fornemmer jeg, en underlig optimisme omkring det. Måske, man tænkte, når jeg er et, det var meget langt væk, at man havde brugt de bomber her. Og det var ikke amerikanere, der var døde af dem. Og så havde man også en stor tiltro til den civile brug af atomkraft, vi har før nævnt, Isaac Asimov. Han skrev jo sine noveller, der blev til Foundation-trilogien i starten af 50'erne. I 1950 tror jeg faktisk, at de første blev udgivet. Og den bærende teknologi gennem det, det er fissionskraft. Det er atomkraft, men miniatur downsized. så han foreser downsizing, han teknologi, og han foreser, at atomkraft kunne bruges til civil brug. Men han foreså ikke, at det vil, i hvert fald i lang tid, blive omgivet med en måske overdrængt respekt. Så det var bare en, altså Ford prøvede at decideret at bygge en atomdrevet bil. Det havde man en idé om. Og General Dynamics lavede en hel afdeling, der hed General Atomic, som senere blev til det, vi i dag kender som General Atomics, simpelthen for at blandt andet forske i, hvordan man kunne bruge atomkraft til at gøre nytte i civil brug. Så der var fuld skrue på ideen om atomalderen og hvordan vi alle sammen 20 år efter gik man sikkert ud fra at skulle have fissionsdrevne blender i vores køkken. Hvad det kunne blive til i et uge sag på vej ind mod forbrugerismens 60'er.

Thomas Blomseth: 21:27

Ja, og det var så netop General Atomic, hvor så ideen om Project Orion kom fra. Der kom så lige et lille personligt indskud her, det var, at for nogle år siden der var jeg til symposium på University of California San Diego, som ligger i højre i nord for sådan en downtown som San Diego. Og lidt nord for universitets campus, der er så et andet campus, og det er netop General Atomic campus. Og der kendte jeg jo godt til Project Orion, så på en morgenløbtur så løb jeg der op, men der nåede selvfølgelig ikke til portvagten. hvor man kan jo ikke bare sådan lige komme ind og se den atrium gård, som er super fed, i hvert fald på billederne også fra 50'erne og fra George Dysons bog også. Man skal forestille sig sådan en rund bygning, og så inden i midten så er der et bibliotek i to etager, som George Dyson, og han var jo drengdænger, han var sådan 5-7 år gammel og sådan noget, han rendede det jo som, at han faktisk troede, at det var der, de var i gang med at bygge sådan et Orion rumskib allerede, at den bygning simpelthen var rumskib, fordi så teknologioptimistisk og 50'er fed ser den simpelthen ud. Så det var også æstetikken var helt rigtigt også hos General Atomic i forhold til det, man ville. De fire, så solgte den her idé ind til ARPA om at lave det her projekt med nukleare pulsfremdrift.

Klaus Silberbauer: 23:09

Ja, ARPA, som i dag hedder DARPA og som forsker i militær teknologi typisk nogle år frem i tiden, om det er så robotteknologi eller internetsbaseret teknologi, det var jo ligesom fra ARPA, at internettet udsprang i sin tid, et foretagende finansieret af forsvarsministeriet, så vidt jeg ved. Men på trods af det, var der nok vandsættes godt og nok i hvert fald, til man betragtede General Dynamics som en 100% civil foretagende. General Dynamics er jo, finnes jo også i dag og laver kampvogne og andet godt, det er en våbenproducent af de helt store. Jeg tror, det er den verdens femte største våbenproducent. og dengang tilbage i 50'erne havde man så lavet man så den her afdeling General Atomic og satte mandet Frederic de Hoffmann til at lede det. En meget fremsynet mand, der ikke wheelede på laverbærende. Og jeg mener, det var i 58'erne, da Freeman Dyson blev ansat og den lille George Dyson så det her, hvad han troede var fundamentet til et kæmpe rumskib, der var på 400 meter diameter eller sådan noget. Det var i 58'erne, at General Atomic blev udskilt i sit eget datterselskab, stadigvæk under ledelse af de Hoffmann og med nogle store budgetter. Jeg kender ikke beløbende på dem, men det svarer lidt til det, man måske ser i dag i Silicon Valley, hvor man investerer i nogle gigantiske dot-com-fortaner, der skal kigge langt frem på AI-banen for at finde de investeringsobjekter, som er interessante om 10-15 år måske. Og de har nok haft lige så meget fart på, tror jeg. Altså, man hyrede jo simpelthen ind, man ansatte lynhurtigt, og Taylor og Dyson ansatte en 40-50 fysikere, er de helt tunge og matematikere og andre forskere for bare lige at kickstarte det. her Project Orion. Så det har været velfinansieret, og man har virkelig troet på det.

Thomas Blomseth: 25:10

Historien går, at da Freeman Dyson første gang blev præsenteret for projektet og forsøgt at overtale til at komme med ombord, der lavede han lige nogle beregninger hovedet, for lige at se, om det kunne hænge sammen.

Klaus Silberbauer: 25:26

Som man jo gør.

Thomas Blomseth: 25:29

Og det gør han angiveligt på stedet, og så, ja, det kan fungere, det her, og så var han med. Jeg synes, der er nemlig noget interessant der, som måske ikke rigtig findes længere, og altså Dyson var sådan et eksempel på, at han kunne lave de der rigtige fysiske beregninger i hovedet. Fordi vi skal også tænke på det, det her var jo et tidspunkt, inden man for alvor havde stor computerkraft til at lave simulationer med. Så i dag, så ville så der måske langt mere være gået simulering i, hvor at det, som virkelig var behov for dengang, det var folk, der sad og løste de her differentialligninger, og angiveligt at Dyson han kunne sidde og skrive dem sådan i linje efter linje, uden at rette i noget. Der er sådan et eksempel på nogle af hans noter, hvor han simpelthen havde en evne til at konceptualisere og udtrykke de her problemer matematisk, som så kunne beregnes.

Klaus Silberbauer: 26:30

Den teoretiske fysiks Mozart.

Thomas Blomseth: 26:32

Der er ikke en rettelse.

Klaus Silberbauer: 26:35

Men jeg tror, nu siger du, at dengang var der måske noget med, jeg tror, man skal nok ikke bruge Dyson som ligesom målestokken for at være fysiker kunne. Altså, han var jo, nu har vi sagt egentlig helt store, Dyson var jo også manden, da han faldt i snak med Feynman og så hans modeller for partikelinteraktion, altså Feynman-diagrammerne, så satte han ned og forbedrede den. Han indså, at det ikke bare var en fin måde at visualisere på og måske udføre nogle beregninger på, men at det faktisk nok var et rigtig godt billede på, hvordan virkelighedens kvantemekanik fungerede. Og så udvidede han modellen til det, den er i dag. så han er jo spændt, han er jo gået fra kvantfysik til, altså, kosmologisk fysik, kan vi jo vil sige. Og så også hans tanker om civilisation og kæmpestore dynamiske systemer. Altså, et virkeligt renaissancemenneske på mange måder. Og eftersigende også, altså, ikke nødvendigvis sin supergod familiefar. Kære lille George, som har skrevet bogen om projektet, måske også i et forsøg på, kunne man bilde sig ind, hvis man blev psykologisk omkring det, og forstod sin far. Og som har skrevet Project Orion-bogen her, som jeg sidder med, han var de jo simpelthen væk på et tidspunkt. Han flyttede, han boede helt seriøst i en træhytte i tre år i British Columbia, 30 meter op i et træ. Måske for at finde sig selv. Og så sejlede han kajak, det var han vild med. og havde ikke meget kontakt med Freeman i en del år. Og er så blevet videnskabshistoriker siden og har brugt det fag til at dykke ned i farens fortid for at måske forstå, hvad der skete inde i knolden på det her afsindelig kloge, men måske også det firkantede menneske, har man på fornemmelsen.

Thomas Blomseth: 28:25

Ja, det kan også lige tilføjes, at Freeman Dyson jo ikke havde nogen phd-grad. Han havde en bachelorgrad.

Klaus Silberbauer: 28:33

Jamen, han troede ikke det phd-pjat der.

Thomas Blomseth: 28:35

Jamen, altså når man ryger direkte ind, på Institut for Advanced Study med en bachelorgrad, så har han måske ikke så meget behov for at søge så mange flere grader.

Klaus Silberbauer: 28:47

Nej, men han mener jo, at han har i hvert fald udtalt, det ved jeg sikkert om sensemaking, men han han synes phd-en, han har udtalt, the phd-takes far too long and discourages women from becoming scientists, which I consider a great tragedy, so I have posted all my life without any success at all. Men han vil ikke selv bruge tiden på en phd, og han mener så også, at måske specielt med dagens kønsrollermønster, som vi nok stadigvæk desværre måske eksisterer, nogle steder i hvert fald, jamen så var det noget, der virkelig ikke fungerede for kvinder. Og så til den gatekeeping, som phd-en er, for at blive forsker, mens han ikke gav mening, og så henviser han jo til, at det er et system, som er opfundet tilbage i Tyskland, for at sikre, at man kunne finde ud at undervise grundlæggende. Så han var ikke imponeret. Så man godt går af en bachelor.

Thomas Blomseth: 29:34

Ja, som så nok også i virkeligheden blev snydt for en Nobelpris, især på det arbejde, det var lige åbentalt med kvantemekanik. Det er nok en del af synes, at han havde fortjent sådan en af os.

Klaus Silberbauer: 29:45

Hmm, okay. Det kan være, vi skal lave et portrætudsendt, som han engang. Han er i hvert fald interessant. Skal vi ikke bevæge os ned i detaljen? Fordi en ting er jo bare at forestille sig en raket, der prutter atombomber ud af bagenden. Men der er mere til det. Og det, som er så fascinerende med det her, det er, at blandt alle de mange koncepter, der er derude, alle de mange tanker, og hvis man, som jeg, der var lille, læste Illustreret Videnskab, så gik der jo ikke en uge, uden at der kom et nyt, nu kan vi. Et eller andet ny teknologi, der jo revolutionerer verden. Og vi har senest snakket om warp drives, og alle mulige forskellige måder at folde rummet på, men det er jo meget, meget konceptuelle idéer. Og forskellen fra dem til Project Orion, det er, at man satte 50 forskere ned plus, hvad det var af støttefunktioner og ingeniører, og regnede på det og byggede på det og testede på det i overvis, så vi jo langt, langt forbi idéfasen her. Det er et design, som ikke var langt fra at kunne bygges, og det synes jeg gør det interessant. Og det betyder også, at der er så mange detaljer og så mange problematikker, som man har stødt på og som man har løst og testet sig ud af og regnet sig ud af, at jo mere man læser om det her, jo mere fascinerende bliver det. Og man tænker, hvis man kunne finde, få de der hemmelige tegninger udleveret, som der så stadig ikke mangler, det kommer vi nok tilbage til, så kunne man faktisk sætte sig ned og bygge det her, havde man penge nok. Så du nævnede en generelt rigtig stor rommarket, der er et hul i bunden af den. Og ud af det hul spytter man en atombombe, som kan have en kan man sige en fysil payload på et sted mellem 400-500 gram og så op til flere tons, alt efter hvor langt og hvor hurtigt det her skib skal flyve. Og den her bombe, den sættes til at detonere kort efter den har forladt skibet, så den springer i luften lige bag rumskibet og dermed sender en chokbølge af flere millioner grader varmt plasma ud efter, hvis man er lidt smart at designere den her bombe, så når den sparker hovedparten af energien, frem mod rumskibet eller bagende rumskibet og så er vel halvdelen af energien jo så forsvindt den anden vej, så vidt jeg kan regne ud. Sådan fungerer fysikken jo trods alt. Og så har vi altså en plasma bølgefront, der rammer rumskibet med en, altså det er jo faktisk en form for væske, ikke? Plasma, som så bare rammer det her skibet med små 500.000 km i timen og så med en temperatur på omkring 10 millioner grader. Og det er jo noget at sparke røven. Det sender det her rumskib fremad i en meget, meget høj æsthed.

Thomas Blomseth: 32:29

Ja, og det er jo så en interessant designudfordring, som faktisk gør, at man skal nærmest gøre det stik modsatte af hvad vi har været vant til med vores rumfartøjer baseret på kemisk fremdrift. Hvor det handler om at file hvert eneste gram af. Altså fordi raketligningen er så ubønhørlig. Og man bliver sendt ind i de her onde cirkler, så er det, jamen hvis vi tilføjer et gram nyttelast, så skal vi også have noget mere brændstof. Og når vi tilføjer mere brændstof, så skal der mere tank. Og tanken den vejer mere, og så skal vi have lidt mere brændstof for at løfte den tank. Og det er derfor, at der er så lidt tilbage af nyttelasten, når man først ender i kredsløb eller når til Mars. På grund af at den energi, der bliver udløst, som du nævnte, den chokbølge, som skal absorberes, det moment, som skal optages, så bliver man nødt til at bygge nogle enormt tunge rumfartøjer. Altså meget tungere, end det vi er vant til. Altså tusindvis af tons af, kan man sige, brugbart rumskib. Og ikke kun med brændstof og trin, man kaster væk. Fordi den her atomsprængning, den jo udløser al sin energi inden for få millisekunder. og derfor skal man for at kunne absorbere den, så skal man have noget masse til at optage den impuls.

Klaus Silberbauer: 34:00

Hvis man bare kunne opfinde atombomber, der ligesom udløses langsomt, en fissionsproces, en kædereaktion, som gav lige så meget energi, men som forløb hen over flere sekunder, det ville jo være fantastisk. Så havde vi måske allerede bygget det her skidt. Men det hænger bare sammen. Så stor mængder energi bliver udløst meget hurtigt. Det har vi svært ved at gøre noget ved. og som du var inde på, hvis man prøver at containe den her energi inde i et brændselskammer, som man gør med kemiske raketter, og simpelthen sætter en atombombe, eller sprænger en atombombe inde i en hvilket som helst indpakning, så er der ikke noget indpakning tilbage. Det kan ikke lade sig gøre. Så himmeligheden er jo at få selve forbrændingen til at ske uden for skibet. Og der er så meget energi i det der. Okay, noget er der fiser væk. Det er sådan set fint nok, som jeg nævner med retningsbestemte ladninger, kan man godt udnytte ret meget energien, og så simpelthen ride på chokbølgen af plasma. Plus at man i de her bomber, vi kan komme ind på designet senere, sådan set kan putte noget masse i, sådan at der er noget, der er masser, der bliver sendt tilbage mod skibet, så man har noget ligesom at ride på, fordi der er jo ikke, der er ikke noget luft ud i rummet. Vi må have noget andet masse og lave en bølge ud af det. Det bliver så til plasma ved de energiniveauer. Så du siger, og så skal man have en hundsmasse til at opsamle, absorbere den her energi, fordi der er så meget tryk på, og der er en nedergrænse for, hvor kraftigt man kan lave atombomber. Altså man kan ligesom, selv de mindste man kan producere, vil der være utrolig meget smæk på, og et et rumskib, som vi kender det, et Apollo 5 for eksempel, det vil jo blæses væk, altså en eksplosion. Der vil jo ikke være noget tilbage, sandsynligvis. Og det der er tilbage, vil viole langt væk. Så det kræver noget masse, og det kræver en god gammeldags støddæmper.

Thomas Blomseth: 36:03

Ja, man må sige, den måde de faktisk tænkte på, og det var, det var, at vi kan bygge det her på samme måde, som vores søster, eller moderselskab, General Dynamics, de bygge atomubåde. Og det var sådan, det var lidt metaforen for den analogien, det var, at vi bygger simpelthen det her ligesom, vi bygger ubåde. Og som vi så det egentlig, så var det på mange måder, så er der nogle udfordringer ved at bygge ubåde, hvor det egentlig nærmest værre at skulle bygge et skrov, der kan modstå at blive presset sammen af vand på flere kilometer dybde, end det er at skulle bygge et eller andet, der kan modstå et vakuum i rummet. Så de tænkte egentlig, at General Dynamics, de kan bygge de her ubådsagtige ting, så det kan vi holde inden for koncernen nærmest. Og som man siger, ja, så skal der, for ikke at hver enkelt omgang, acceleration bliver for høj, selv om vi tager et godt tungt rumskib, og så sætter en atomsprængladning bagud, så vil selv det altså få så meget impuls og hurtigt, at g-påvirkninger simpelthen vil blive for store. Så der skal være en måde at sprede det her ud over på sig, fordi vi ikke kan sprede selve eksplosionen ud, så må vi så sprede det tidsrum, hvor vi optager impulsen fra ladningen ud. Og der var idéen så, jamen, lad os putte nogle gode, store støddæmpere. Jeg tror, det er faktisk noget frem til sådan en to-trins støddæmningsmekanisme, som bliver kaldt the pusher plate. Simpelthen, det er pladen fra inden af skibet, som simpelthen så bliver skubbet op, hvor der så er nogle stødabsorptions, nogle støddæmpermekanismer, som så tager mod impulsen, og så over noget tid udløser den i rumfaktorer, sådan at det kunne opnå accelerationer, som mennesker kunne overleve. Fordi ellers så kunne man sagtens stoppe på 100G, eller måske endda 1000G's acceleration. Og for sådan biologiske væsener, der er det ikke —

Klaus Silberbauer: 38:13

For de allerstørste modeller, tror jeg, man snakker om 50.000G. Og 50.000G, det er, det går ikke, vi kan knap nok bygge i sådan en kram, der kan holde til 50.000G. Det kan vist lade sig gøre lidt elektronik til, der kan holde til 50.000G. Det er jo meget, meget korte påvirkninger, det her. Men altså, en virkelighed som helst form for biologisk liv vil jo blive smuttet ud over gulvet ved den første bombe. Så den går ikke. Og det, der er fascinerende, det er jo, at det er jo mekanik. Altså et støddæmningssystem, det er noget, vi kender fra biler. Og det er de samme principper, man så bare, bare i situationstegn, skal lære op. og som du siger, måske lave to eller tre trin undervejs i forskellige friktion, så man kan samle alle energien op og gøre den tilpas smooth. Man skal cirka forvandle de her mange tusind G til omkring 1G, sagde Freeman Dyson. Det er derfor et citat på. Jeg vil sige, 1G, det vil være acceptabelt. og jeg vil næsten tro, hvis man smører den her acceleration ud, tilpas meget ud til, at du har 1G eller om cirka 10 meter i sekundet i anden, jamen så har man en kontinuerlig 1G's acceleration. Det vil sige, at man vil sandsynligvis ikke inde i det her rumskib følge, at det er en pulsfremdrift, for det er det jo det, vi taler om. Det minder jo sådan set om den måde, man drev vedt raketter frem på i sin tid, altså i stød. men indvendigt vil det sandsynligvis føles relativt kontinuerligt, hvis den her pusher plate er konstruet rigtigt. Så meget af, og det viser jo et eller andet sted også, hvor langt de var i tankerne her, at hvor for længst forbi det teoretiske. Man arbejdede på at lave rendyrket ingeniørkunst for at sikre, at den her pusher plate, den kunne holde til de her mange, mange meget alvorlige stød, den fik eller ville få, overføre den korrekt, ikke vride sig ud, af form, og seriøret lavede den af tilpas meget materiale, og så er det materiale, der kunne holde til at være nabo til flere tusind atomsprængninger på klods hold. Altså vi snakker ikke mange hundrede meter bag skibet skulle de her bomber sprænges. så der går noget solidt materiale forskning ind i det her.

Thomas Blomseth: 40:38

Ja, nu siger det tusind. Estimatet beregnet var jo, at der skulle nok sådan en 800 til 1000 bomber til for at komme kredsløb. så vi er oppe i den størrelsesorden.

Klaus Silberbauer: 40:54

Ja, det kan man regne ud, fordi 10 meter i sekundet per bombe, så er det bare ganget op, indtil du er på over tyngdagsrelation. Og så i forhold til en vægt, du så har med, og så kan du vel komme i kredsløb på den måde. Så alt efter skibet størrelser, alt efter hvor store bomberne var, 800 til 1000 atombomber for at komme i kredsløb.

Thomas Blomseth: 41:19

Og hvis man havde sådan et billede på det, så er det jo en eller anden form for en klorificeret kanguru-stylde, det her. Altså, det minder det lidt om.

Klaus Silberbauer: 41:28

Og det bliver man også kaldt —

Thomas Blomseth: 41:29

som pogo stick. Den larmer lidt mere. Den bliver også kaldt pot-pot. Put-put-put deroppe.

Klaus Silberbauer: 41:35

Jeg tror, det er nogle gigantiske pots. Dyson beskriver det selv som, at det vil være noget af et spektakel. Det vil have været voldsomt imponerende at se en opsendelse. Fordi modsætning til, når du bruger det her princip i rummet, hvor du faktisk ikke vil se så meget. Det vil forsvinde i ren og ganske usynlig stråling. Så i atmosfæren, hvor du ligesom flytter en del luft undervejs, der vil det være et kontinuerligt brag af den anden verden, som nok ikke engang kan sammenlignes med bare... Du har jo oplevet en kemisk raket blev sendt op. En SpaceX Falcon, så vidt jeg husker. Og der var vist gang i den. Men jeg tror slet ikke, det kan sammenlignes med, hvordan en middelstort Orion-skib vil larme.

Thomas Blomseth: 42:21

Ej, så det faktisk var en Falcon Heavy, det var jo tre —

Klaus Silberbauer: 42:24

Det var en Heavy?

Thomas Blomseth: 42:24

9-course.

Klaus Silberbauer: 42:26

Du er jo endnu mere mistrød.

Thomas Blomseth: 42:29

Ja, nej, det her, det ville være vildere. Ingen tvivl om det. Så det kan jo godt være, at vi skulle snakke lidt om de bomber, inden vi går over i, hvad man egentlig fik bygget rent konkret. Altså, fordi bomberne er selvfølgelig afgørende. Og du nævnte før, at der er ligesom nedre grænse for, hvor små man kan bygge atombomber, så det stadigvæk kan have dem effektive. Og det var sådan noget af det, som Ted Taylor, hvad han så var rigtig god til. Og han designede en hel stribe af progressivt mindre atombomber i løbet af 50'erne. Helt ned til den, der hedder... Eller der blev kaldt Davy Crockett, som simpelthen er sådan nærmest en atombombe på et raketstyr eller en mortær. Jeg vil nok ikke have lyst til at være dem, der skulle bruge den i felten. Men altså, en lille taktisk atombombe. men det kan man sige, det var det, der var virkelig brug for i det her projekt også. Det var at kunne bygge forholdsvis små og så effektive atombomber. Og det, man lavede så og gik efter, det var jo så stadigvæk at holde sig til fissionsbomber, altså hvor det er kernespaltninger, der finder sted. Men så en særlig form for atombomber, og det så viser det sig, nok sådan de fleste atombomber i de forskellige arsenaler nok er i dag, og det er det, man kalder fusionsboostede atombomber. Og det var faktisk sjovt, eller interessant i hvert fald lige at tjekke op på, hvad det er. Og det er egentlig, at man tilføjer lidt fusionsbrændstof i form af radioaktive —

Klaus Silberbauer: 44:07

Bare en knivspids deuterium.

Thomas Blomseth: 44:10

Tritium.

Klaus Silberbauer: 44:11

Tritium, simpelthen. Okay, hydrogen.

Thomas Blomseth: 44:13

Ja, brændte isotop. Og det er det, det gør, det er, at der går faktisk lidt fusion i gang, men det er ikke for at få fusionsenergi ud af. Det bidrager kun cirka med 1% til den samlede ladning, men det er simpelthen for at få genereret nogle flere neutroner, og så få udnyttet de neutroner, der bliver genereret af den primære spaltning bedre. Fordi det, der jo sker, når man sætter en gang sådan en bombe, og den går i kritisk mode, der er en opnået kritikalitet, det er jo, at så begynder lort at bevæge sig fra hinanden igen. Så det, man kan med fusionsboosting, det er faktisk lige at sørge for at få lidt ekstra smæk på neutronerne, som faktisk kan udnytte det fissilt brændstof bedre.

Klaus Silberbauer: 44:59

Så man får kædereaktion til at løbe hurtigere, simpelthen?

Thomas Blomseth: 45:02

Ja, mere effektiv. inden at delene af bomben bliver spredt fra hinanden. Og vi er jo nede på mikrosekunder, nanosekunder, nogle af de her ting. Og det er jo så interessant nok, hvis vi skal lave en sløjfe til George Dyson og en af hans andre bøger, så har han jo skrevet en bog, der hedder Turing's Cathedral, som handler om udviklingen af de første computerer i USA, især efter 2. verdenskrig, og også især for von Neumann spiller en hovedrolle der. Og noget af det, man især udviklede dem for, det var for at kunne simulere de første få nanosekunder, mikrosekunder i atombombe-sprængninger. Så der er sådan en sløjfe der også. Men som du så også hintede til før, så sørger man så for os, at man skal have et eller andet reaktionsmasse her i det her setup også. Altså ligesom vi har med det kemisk brændstof. Og det var faktisk, det man så egentlig havde tænkt sig, det var at komme noget nærmest plastik, noget polymer, et eller andet, oven over den her retningsbestemte kerneladning, som så var fusionsboostet. sådan at det simpelthen bliver lavet op til det her plasma, på grund af energien for atombombe-sprængning. Og så bliver det så skudt i retning af den her pusher-plate.

Klaus Silberbauer: 46:23

Af mange gode grunde, så er designet jo stadigvæk hemmeligholdt, fordi der skulle laves mange bomber. Altså som sagt, hvis du skulle bruge 800-1000 bomber bare for at komme i kredsløb, og hvis du så skulle have noget smæk på, for eksempel til at flyve til Mars, så skulle du nok bruge i hvert fald 1000 mere, før du ligesom kunne slukke på motoren, og så coaste med, ja, altså hvis det var et af de store skibe, op til 1% af lysets hastighed, fordi du, der er så meget energi at give af. Men det vil sige, du skal lave en hulens masse bomber, det er en ret stor udgift, modsat raketbrændstof, som, altså det kan være brint og ilt, det kan være alle mulige former for petroleum, jetbrændstof, det kan være metan, som SpaceX skal flyve på, eller Starship skal flyve på, ret lign, jamen så, så er det her ret dyrt. Altså raketbrændstof betyder faktisk ikke meget i udgifterne for kemisk raketter, det gør det, når vi snakker raketterdrevet af atombomber, så det er klart, man skal kunne fremstille de her atombomber i store mængder, og så kunne gøre det billigt. Og det design er ikke noget, man har haft lyst til at sende ud på markedet endnu. Men der findes dog tegninger af, altså diagrammer af, hvordan man kunne forestille sig den her bombe, vi skal nok putte et link ud. Og det der slår mig, det er jo, altså du har en kerne, en sfærisk kerne af fissilt materiale, hvor man ikke går mere i dybden med, hvordan det er sat sammen. Men ideen var jo sådan set at bygge det af alt det, blev til overs, når man nedrustede. Fordi vi var jo tilbage i, hvor nedrustningen sådan begyndte at tage fart, og de forskere, der stod bag det her, gik måske også rundt med lidt dårlig samvittighed over at være med til at opfinde både den, altså fusionsbomben, og så også bygge på fusionsbomben, på brintbomben. Altså Taylor var jo decideret med til at lave Mike, som den første brintbomben, man testede i USA, og så hvis de nu kunne forestille sig, at man kunne bruge alt det her fossile materiale på en mere fornuftig måde, så vi snakker jo nok om, at de kunne bygges af plutonium, eller at de kunne bygges af uran 235. Så det selve, det er The Nuclear Device, en sferisk form af midten, og så ligesom op efter, den ende, der peger op mod rumskibene, den her doseformede ting, der er sendt ud, den har jo sjov nok form, som vi kender det fra en raketdyse. Og så, som du siger, så er den fyldt op med polyethylen eller et andet stof. Det kunne også være, man tænker også på at bruge nogle salter, der kunne opsuge neutroner for at mindske det uheldige nedfald, når de her bomber bliver brugt af atmosfæren. Så i hvert fald den type, der skulle bruges til at få skibet op gennem atmosfæren, ville man så fylde op med neutronabsorberende materiale, der kunne hindre nedfald. Eller i hvert fald største del af nedfaldet. og ligesom det øverste låg, vil man så lave i sandsynligvis noget ekstra tungt materiale, fordi jo tungere det er materiale er, jo mere skub vil du få på skibet. Jo flere atomer vil du simpelthen kunne lave til plasma. Fordi stråling i sig selv er jo, ja, energirig, og vil også kunne skubbe skibet noget, men det gør ikke noget, at du har noget masse, der bliver til plasma. Så du simpelthen har nogle tunge atomkerner og smidt tilbage mod skibet. Og resten er så noget elektronik sandsynligvis. Og en snedmekanisk løsning, der sørger for, at den her bombe udløses på et rigtigt tidspunkt, i den rigtige afstand af skibet. At du ikke har en fuser, fordi det er noget lort, hvis du prøver at få den kontrollerte acceleration. Og det skulle være stabil nok til, at du kunne sende to til fire af de her bomber ud bag skibet i sekundet. Og det er mange. Så det er en mekanisme, der skal kunne noget, og du skal være ret sikker på, at de her bomber, de spiller. Et af de designs, jeg har set skitseret, der er at samles bomben og triggeren, kan man sige, lunden, groft sagt, samles i sidste øjeblik på vej ud af skibet. Så du ikke har en hel masse sprængklare atombomber liggende på skibet. Man tænder for bomben. Man har mere bomben i aller sidste øjeblik, før den ryger ud. Og det er sådan en mekanisme, der gør to til fire gange af sekundet.

Thomas Blomseth: 50:38

Og der kan vi så også nævne, at der er jo lige den detalje, at måden man får sat gang i en atombombe på, det er jo ved at bruge noget konventionelt sprængstof.

Klaus Silberbauer: 50:47

Det er det.

Thomas Blomseth: 50:47

Til at komprimere og sende en ret hemmeligholdt geometri af dele ind imod hinanden. Meget, meget præcist, så man opnår den her kvalitet på den rigtige måde. Og der kan så være det problem med fuser, jo at hvis ikke selve atom, reaktionen går i gang, den nukleare reaktion, så står man i stedet for med sprængstumper, altså metalstumper, som så kunne blive sendt op mod pusherplaten. Så det kigger man jo også på, fordi sådan en fuser, der er ikke kun et problem, fordi man mister acceleration, men det er også et problem, fordi den faktisk bliver til sprængstykker, i stedet for til plasma.

Klaus Silberbauer: 51:29

Ja, sprængstof er blandet med et plutoniumstøv, hvad der sådan set ikke gør, eller store, hvis vi er uden for atmosfæren, men under opsendelsen, ville man nok helst undgå at blæse, lad os sige, et halvt til et helt kilo plutoniumstøv ud ved en fuser. Den går ikke. Så, men igen, man går langt fremme i designprocessen her, fordi de ting, prøvede man at adressere, man regnede på det, man byggede sine prototyper, og vidste selvfølgelig godt, altså, det kan godt være man teknologioptimistisk, og optimistisk på ideen af at bruge nukleare teknologi, man var ikke idiot vel, man vidste jo udmærket godt, at forurening for eksempel, og unødig stråling skulle begrænses i videst muligt omfang, for at man kunne tale om en værdifuld opfindelse.

Thomas Blomseth: 52:17

Ja, så var der det med selve bombedesign, som nåede fremtid, og det der er vildt hemmeligholdt stadigvæk. Og det var jo, at man nåede frem til at lave en type atombomber, der var relativt små, temmelig effektive og havde relativt meget konventionelt sprængstof i forhold til det fissile materiale. Og lige præcis den kombination af relativt meget konventionelt og relativt mindre fissilt materiale, det er jo lige guf for slyngelstater og måske terrororganisationer. Fordi det er meget lettere at få fat i konventionelt sprængstof og så lidt fissilt materiale end omvendt, kan man sige. Det er, som de store nationalstater, de har været i stand til.

Klaus Silberbauer: 53:00

Det der så taler imod, det der taler imod, terrorister skal bruge det her design, det er så, at det er så rent, det design, men så vidt jeg kunne læse med fremtid, så havde man et design, der var 95% effektivt, hvad der er rigtig, rigtig flot, og jo mere effektivt et atombombedesign er, jo mindre fissilmateriale er tilbage, og med nutidens teknologi, kunne man gøre det her, måske over 98% effektivt. Og det er rigtig nok, der er meget sprængkraft per kilo bombe, men jeg vil næsten sige, altså i forhold til, hvor nemt det vil være for terrorister, og bare samle store mængder konventionelt sprængstof, så ved jeg faktisk ikke, om det vil være super interessant at tage risikoen, for at få fat i en meget, meget ren atombombe, som næsten ikke vil sprede noget stråling, fordi det er jo de her dirty bombs, der er mere interessante, hvis du virkelig vil begå terror, tænker jeg. Jeg har ikke prøvet at sætte mig ind i terroristernes mindset, men det er min umiddelbare tanke. Når det er sagt, så er jeg glad for, at man ikke kan låne opskriften, når der er bomben i biblioteket. Men der er faktisk en anekdote, vi lige skal huske at nævne. Den her idé om at sende tusinder af doseformede ting, ud af en åbning i en mekanisme som et rumskib, var også et af de problemer, der skulle løses. Fordi det er jo fint nok, hvis du kan sende 99-100 bomber ud, uden problemer. Hvis nummer 100 sætter sig fast, så har du et kæmpe problem. ja, enten kan den ryge i luften og tage skibet med sig, men det kan også være, at den bare stopper for yderligere fremdrift. Og det er jo også et voldsomt problem, hvis du er på vej og op gennem atmosfæren, for eksempel. Så man ringede til nogle eksperter, der var gode til at håndtere en hulens masse emballage i en hulens fart.

Thomas Blomseth: 54:53

Og det var nemlig The Coca-Cola Company.

Klaus Silberbauer: 54:56

Præcis. Fantastisk fantasifuldt at sige, hvem på det tidspunkt, altså det man kiggede på, det var selvfølgelig fyldemekanismer, Coca-Cola-fabrikker, som kunne fylde flasker i en hulens hastighed og sætte kapsle på dem og formidere systemet. Stort set uden at gå i stå nogensinde. De ingeniører vil man gerne tale med. Så man ringede jo bare til dem og sagde, har I lyst til at kigge forbi for at snakke om at bygge en dispenser, der så kan skyde atombomber ud i samme hastighed, som I kan håndtere flasker.

Thomas Blomseth: 55:27

Det er nok der hvor i dag så har produktionsteknologi udviklet sig så meget og også robotteknologi, at hele den håndtering af bomberne i forhold til at få smidt dem bagud i det rette hastighed, det tror jeg det kunne gøres endnu bedre. Altså rent styringsmæssigt også kan vi jo helt andre ting altså med computerkraften. så der tror jeg helt klart nogle muligheder for nogle potentielle forbedringer der.

Klaus Silberbauer: 55:58

Ja, fordi de her skibe er jo tænkt mekanisk. Der var ikke, hvad jeg kunne læse mig frem til, snakker man ikke om computerstyring af, altså jo, der har været nogle navigationssystemer, som der nok skal være på et rumskib. Der jo skulle kobles til den her pusherplate, fordi hvis du ville styre skibet, så kunne du så kunne du jo via din støddæmpere ligesom vinkle pusherplate og så kunne du få energien lidt skævt ind på den og på den måde kunne du styre skibet. Men resten var, som det blev skrevet et eller andet sted meget gammeldags, Gears and Levers, altså sådan et steampunk-agtigt design i tungt stål, fordi vægt var nærmest bare det gode. Tandhjul og kæder og den slags. Det er lige noget for Jules Verne.

Thomas Blomseth: 56:44

Ja, hvis jeg husker korrekt, så er det vist nærmest sådan, at Ted Taylor han ville drille. Den var jeg i gang med at bygge kemisk baserede rumfartøjer ved simpelthen at have store træpaneler på væggene og store kæmpe tunge skrivebord og sådan noget. Altså i det her mere ubådsagtigt noget, så tæpper på gulvet. så ja, steampunk, det er nok ikke helt siden.

Klaus Silberbauer: 57:14

Men ak, det er jo ikke sådan, vi fiser til Mars i Project Orion rumskibe i dag. Det fik jo nærmest et brættere slutning, inden det startede.

Thomas Blomseth: 57:26

Ja, og der var nok flere faktorer, der spillede ind. der var noget med udvikling af amerikanske rumfartsprogram, hvor at NASA blev stiftet i 1958. Og NASA er jo civilt, og her var det jo helt klart nogle militære dimensioner i projekter, i teknologien, og det var lidt svært at få til at stemme overens med NASA's politik om åbenhed og de civile anvendelser. En lille historie der også, det var, at sidste gang, og det var faktisk, da jeg så Falcon Heavy-opsendelsen, jeg var på The Cape, var jeg også lige forbi The Apollo/Saturn V Center, så skal vi lige se det igen. Og så var der en gammel ingeniør, som sad på sin stol og var ligesom en man kunne hente og snakke om, og han havde simpelthen været med også på Apollo-programmet og havde stået for ting omkring 3. trinne på 6.5, men han var faktisk kommet til NASA tidligere i starten af 60'erne, der var noget, der hed Thor-missile, som NASA faktisk købte nogen af og også brugte til at opsende satellitter med. Og han sagde så, at der var sådan en helt bevidst kultur i NASA og en helt bevidst måde at kan man sige massere diskursen på. Når de her folk som ham kom fra, jeg mener det var Boeing og kom fra Miss and Rose sikkert i LA, så talte de om missiler og det ville man simpelthen ikke kunne tale om i NASA. Han sagde, at de fik at vide til møder, hvis de kom til at sige missiler, så fik de at vide, at det var det var ikke det, man kaldte det her. Så hos NASA der er det et launch vehicle. Launch vehicle. Så det var man meget bevidst om det her med, at vi er det civile rumfartsagentur.

Klaus Silberbauer: 59:29

Det har også været super sundt og et kæmpe, altså meget, meget vigtigt, tror jeg, fordi man vil jo virkelig gerne fravriste militæret, den her teknologi, om han havde brug for på det tidspunkt at få det ind under en styring, som også kunne fonde det. Så jeg tror, det har været en sund diskurs at sige, at der er måder at bruge raketter på, som ikke handler om at slå mennesker ihjel. Vi skal huske, at de første opsendelser i kredsløb af astronauter skete på spidsen af, hvad der var bygget til at være atommissiler. Det var det, man havde. Og de første egentlig brugbare raketter, de blev altså bygget af Hitler og herr von Braun til at slå mennesker ihjel med. Så det der med aktivt at sige, nu annekterer det civile samfund den her teknologi, fordi vi mener faktisk, det er det gode. Det må vi tage hatten af for, synes jeg. Det har alligevel været noget af et skridt.

Thomas Blomseth: 1:00:23

Ja, så der var kan man sige udfordringen med at få NASA til at tage det til sig, fordi der var sådan set tanker om, at man måske endda kunne bruge Project Orion-teknologien i forbindelse med månelanding. Men det var ikke det NASA endte med at satse på. Som ved, historien viste jo, at det blev Saturn V og Saturn-familien af løfteraketter, som kom til at løse det problem. Og så ville ARPA jo heller ikke finansiere det længere i samme grad, som havde i går. Så det kom simpelthen inden at luft åbne. Og så skete det.

Klaus Silberbauer: 1:01:02

ARPA trak sig, og jeg har faktisk ikke fundet ud af den eneste grund, andet end sandsynligvis at her er dyrt det her. Eller at ARPA jo sidste ende også kiggede på mulighed for militær anvendelse af teknologien. Så i hvert fald så måtte da der ikke længere strømme ud af penge fra Washington til General Atomics, skulle man finde et hjem til projektet. Og det blev luftvåbnet, som så muligheder på mange måder. Altså sandsynligvis både mener jeg, at det var luftvåbnet, som jo stod for Strategic Air Command dengang, og det vil sige tankene om at bygge store mængder atomvåben til en billig penge. Den teknologi var i sig selv interessant. Og for de lidt mere visionære typer, så tankene om at bygge et gigantisk rumskib, hvor vægt ikke var et problem. Du kunne armere det, skudsikre det med panserplader, ligesom skibe i gamle dage. Og så kunne du sende det i kredsløb, bevæbnet med megatons efter megatons af nukleare sprænghoder, laserkanoner, atomardrevede laserkanoner var på tegnebrættet. Du kunne lave et verdens største slagskib, og det kunne du parkere hen over Kreml. Det kunne ligge der, og så kunne du bare vente på, at det blev problemer, og så kunne du fuldstændig udradere Sovjet fra kredsløb. man fik projektet ind under luftvåbnet, og så fik de kære mennesker, der indtil videre havde bygget på, tegnet på en civil udgave af et stjerneskib, der skulle bringe os ud i solsystemet. Ikke bare bringe os ud i solsystemet, men i parenthes bemærket, Freeman Dyson og Taylor var den overbevisning, at de kunne bygge det her så hurtigt, at de selv kunne være en del af besætningen. selv som de skulle være en bror på skibet. George Dyson nævner, at han var lidt ærgerlig over, at Taylor havde sagt, at han godt ville tage sin søn med, men Freeman fik aldrig sagt til George, at han også er velkommen. Han lå i skilsmisser på det tidspunkt. Det var ikke så kønt, det var lidt dysfunktionelt, men det gjorde ondt på George. Nå, men de var simpelthen drevet af tankene om, at de skulle besøge Saturn i deres levetid. Altså, det er et helt fantastisk perspektiv, når man tænker på, hvor langsomt rumfart går i vore dage. Luftvåbnet så andre muligheder, og de bad så om, at man byggede en prototype, og vi snakker om en prototype på størrelse af en amerikanerbil eftersigende. Ingen ved, hvor den er. Den findes sikkert på et eller andet lager i Nevada ved siden af Pagtens Ark eller noget stil. Men en drabligt udseende genstand. Og så inviterede man Kennedy forbi til en kæmpe briefing, hvor han fik at vide, fantastisk det var, at nu kunne USA jo altså bygge den her ting, der kunne tyrannisere hele verden. Og Kennedy lå, det har været lige omkring Cubakrisen det her, og det har været lige ved atomforhandlingerne om den delvise nedrustning. Og han har jo været skræmt fra hvidersands og tænkt, det vil ikke gøre noget godt for sådan på geopolitiske plan, hvis vi med, på den ene side siger, at vi gerne vil nedruste, og på den anden side begynde at sætte produktion i gang af tusindvis af små taktisk atomvåben og bygge et et rum, en rumkrydser, en rumdestroyer simpelthen, der kan bruges til at fjerne hele landet fra jordens overflade med. Så der døde Project Orion hårdt. eftersiden tog Kennedy hjem, sov lidt den nat, og stod op næste dag og slog projektet ihjel på alle mulige måder, han kunne. Og det havde han jo så magt til. Altså dukkede først op på min radar, da vi for nogle år siden talte om den her bog fra 2002, mener den er Project Orion og George Dyson, og stadigvæk er store dele af den her teknologi, selvfølgelig, hemmeligholdt.

Thomas Blomseth: 1:04:43

Der var så også en yderligere ingrediens, jo, som var det delvise prøvesprængningsforbud, som man jo også blev enige om mellem USA og Sovjetunionen. Det handler jo særligt om at få stoppet de atmosfæriske prøvesprængninger, fordi man var jo begyndt at finde ud af, at det var ikke helt så smart at få spredt alle de her, at det her nedfald. Så det var der, hvor man blev enige om, at man i fremtiden måtte holde sig under jorden, hvis man skulle lave prøvesprængninger.

Klaus Silberbauer: 1:05:12

Du har ret, når jeg siger nedrustning, det var præcis den aftale der, fordi nedrustning kom jo senere, men ikke desto mindre, altså 800 atmosfæriske sprængninger for at sende et rumskib op, det har også været svært at du ved at forsvare i FN-regi.

Thomas Blomseth: 1:05:28

Og det er så der, hvor jeg er helt fornyeligt, her for inden for en månes tid, der har George Dyson skrevet en videnskabelig kortbiografi om sin far, som Royal Society har udgivet, og den fremgår det så også, at Freeman, han faktisk havde en stor rolle at spille i USA, sagde ja til det delviste forholdet påsprængende. Og han vidste godt, hvad implikationen ville være, at det betød, at Orion var skrinlagt for altid.

Klaus Silberbauer: 1:06:02

Han var ikke enig, han ville jo gerne have, at man kunne nuancere noget mere, fordi han kunne godt kvæle sin intellekt skældende mellem fornuftig brug af atomvåben og atomenergi og det problematiske i det. Men han var nok også fornuftig nok og klog nok til at kunne se, at det kan du ikke inden i politik. Politik er ikke særlig nuanceret for det meste. så han nok vidste, hvad han gik ind til.

Thomas Blomseth: 1:06:26

Jeg sagde han vidste en dag et surprise surprise sådan matematisk argument eller effektion, og det var, som han så det, at prøvesprængningen blev brugt til at besvare spørgsmål med. Men problemet var bare, at for hvert spørgsmål, man fik besvaret, lavede noget detaljer, nærmest kom to nye, og det er, hvis det man kan kende en eksponentiel proces, så han kunne bare sige, at det var sådan en mølle, der bare ville køre. hvor den ene prøvesprængningen, den ville lede til to nye, fordi der blev rejst så mange spørgsmål. Og det er det, der har gjort siden, altså efter selv, at underjordiske prøvesprængninger, de er blevet enige om, at man ikke lavede dem, det er jo, at atomvåben, de udvikles og vedligeholdes gennem simuleringen. Altså, grunden til, at stort mange gik med til det forbud, er jo nok formentlig, at man havde simpelthen data nok, og gode nok modeller, til at man stod over på, at man kunne vedligeholde sine arsenal, og måske også gennem, eller videreudvikle dem, ved at, ved simpelthen at bruge computerkraft, i stedet for at lave enige sprænger.

Klaus Silberbauer: 1:07:38

Men computerkraft får jo også ikke et kredsløb, på den måde, kan man sige. vi skal jo ligesom, på et tidspunkt, sprænge dem i luften, for at bruge det her princip. Men en af de allerseneste versioner, man tegnede på, af Orion, var en situation, der er en lille udgave, som kunne monteres oven på en Saturn V, fordi så kunne du ligesom få Saturn V, til at sende, altså bare komme ud af atmosfæren, og så kunne du starte, den atomare pulsmotor, uden for atmosfæren. Og det kunne være, det kunne være en måde, til ligesom at nå et kompromis, men jeg tror stadigvæk, i det klima vi har i dag, det politiske klima vi har i dag, er jeg ikke sikker på selv, tanken om at flyve tusinde atombomber, op i, uden for atmosfæren, og så begynder at droppe dem derude, vil gøre noget godt for, for du ved, stemningen. Så lige nu er det geopolitik, der holder det her, du ved, uden for vores reach, kombineret er selvfølgelig med, det vi har berørt før, en let og hysterisk tilgang til atomenergi, fordi hvis ikke staterne vil stoppe det her, så kan jeg love dig, at miljøorganisationer vil. Så der tror jeg meget, meget langt, til den her teknologi kan anvendes. Desværre fordi, jeg synes jo mere man læser om den, jo mere man sætter sig ind i, jo mere lige til højrebenet er det, hvis vi mener det der med, at komme ud mellem planeterne, på en faktisk relativt billig måde, og komme ud og besøge også den yderdel af vores solsystem, så vil det være den eneste måde, jeg kan se rent teknologisk, at det kan lade sig gøre.

Thomas Blomseth: 1:09:23

Jeg tror, jeg kan måske gøre det til endnu mere, moralsk dilemma nærmest, og trække den tættere på. Altså, Freeman Dyson, han lavede en teknisk rapport, som er en af dem, der ikke er blevet offentliggjort, og den handlede faktisk om et bud på, hvor mange fatale kræfttilfælde, der blev genereret per opsendelse, og han nåede vist frem til et sted mellem 1 og 10, og det var så også der, hvor han sagde til Tatekker, vi har brug for nogle renere bomber, altså han ville gerne nede på, at det var en tiende del, eller en hundrededel, eller sådan noget, kræfttilfælde. men det bliver så også, den rapport bliver nævnt i George Dysons videnskab i biografi om sin far. Og det interessante er jo der, og det har vi jo talt om før os, at vi jo faktisk frigør temmelig meget radioaktivt materiale i atmosfæren ved at afbrænde fossile brændstoffer. Men vi applicerer jo ikke samme model for strålingsgenererede kræfttilfælde fra det fossile brændstoffer, fordi det synspunkt, og den model, der ligger til grund for atomenergi, det er jo den, man kalder lineær uden tærskel. Og det vil sige, at enhver mængde stråling, ligegyldigt hvor lille den er, bidrager med en eller anden kræftrisiko. Og det er nok ikke en sådan set realistisk model, rent biologisk, fordi vores kropper jo sådan set har til at naturlig forekomme stråling, både i form af det, der er i for eksempel klipper og i alle mulige naturlig forekommende stoffer, stråling, der kommer ind fra verdensrummet. Så det er noget af det, der har været med til jo at gøre atomenergi også voldsomt dyre i forhold til andre ting. Det kan ikke konkurrere, fordi blandt andet, at det bliver udsat for nogle krav, som andre energiformer, især de fossile, ikke bliver stillet over for i forhold til frikævelse og stråling. Så der er et eller andet der, men dilemmaet kommer så, kan man sige, i forhold til, hvad vi kunne bruge det til. For en ting, det er at bruge det til udforskning, at vi kan komme til Mars og komme til Saturn på meget kortere tid, end vi ville kunne med kemisk baserede raketter. Men spørgsmålet er jo, om sådan noget som Orion med den løftekraft, og den tonage, vi kunne få i kredsløb, kunne bruges til at løse nogle af vores helt store problemer, som bare vokser. Og der har vi jo talt om tidligere, det vi kaldte planetkøling. Altså muligheden for at lave en form for solar geoengineering, hvor vi simpelthen giver jorden solbriller på, eller sætter parasoller op i kredsløb.

Klaus Silberbauer: 1:12:14

Eller mange, mange små parasoller nærmere, ikke?

Thomas Blomseth: 1:12:16

Jo, en sværm af parasoller. Og det er jo sådan noget, som er lidt umuligt i dag, fordi vi har så lidt løftekraft til rådighed.

Klaus Silberbauer: 1:12:26

Vi regnede på, hvor mange Falcon 9's, vi skulle sende op. Jeg tror, vi nåede op i millioner af opsendelser, hvilket ligesom umuliggør konceptet, fordi de vil i sig selv svine så meget, at vi nullificerer den køle-effekt, som vi måske kunne opnå ved at sende de her solskygge-satellitter op. Men det er rigtigt. En Orion kunne jo næsten, der skulle nok ikke så mange flyvninger til, hvis du kunne laste den med tusinder af tons per gang, ikke?

Thomas Blomseth: 1:12:56

Ja, og så hvis man tog den tanke videre, som siger, Orion-teknologien kunne vi jo bruge til at bootstrappe nogle ting, noget orbital infrastruktur. Noget andet, det var rumbaseret solenergi, som vi også koblede sammen med idéen om planetkøling. Men der er også noget, som en orbital ring, og det er noget, som Isaac Arthur, han er ret vild med, og en orbital ring, at bygge den, kunne jo være noget, hvor vi så faktisk kunne bruge det som afsæt til at bygge de andre ting. Så det med at sige, at Orion-teknologien ville ikke være noget, vi brugte for altid i ordentligt af atmosfære, men det kunne være, at man simpelthen kunne sætte en eller anden cap på at sige, for at få den her orbitale infrastruktur bygget, så skal der så mange Orion-opsendelser til, og så har vi en infrastruktur, som vi så kan bruge som det næste springbræt videre, uden at vi så bidrager med yderligere for en til atmosfæren.

Klaus Silberbauer: 1:13:59

Og når du først er en orbital ring, så er der ikke langt til en Dyson-sfære, opkaldt efter selvsamme.

Thomas Blomseth: 1:14:04

Freeman, ja.

Klaus Silberbauer: 1:14:06

Men selvsamme Freeman, det er, jeg kan følge dig hele vejen, og det kræver jo den her objektive form for rationel tænkning, altså at man som et samlet samfund på kloden kan sige, vi betaler en pris for at komme videre, fordi at det er en lille pris at betale for i det store hele at få gratis energi, for eksempel, som kan altså nærmest fjerne alle konflikter fra jordens overflade, fordi langt de fleste konflikter i sidste ende handler om adgang til energi eller derivativere energi. Og der bliver jeg lidt pessimistisk, fordi jeg synes ikke, jeg ser de store tendenser til, at vi ligesom tænker rationelt som flok. Tværtimod vil jeg sige, at mennesker har alt med at blive dummere, jo flere der samles af dem. og for at du siger det, vil jeg bare selv nævne pandemien som et eksempel på det, at der accepterer vi jo faktisk horribelt store dødsfald. Vi accepterer sygdom simpelthen for ikke at betale prisen for at gå noget ved det. Det hænger jo ikke sammen rationelt med, at det er ganske hysteriske, hvis vi for eksempel taler om oven i København, konservativ beregning, som jeg forstår det, måske et akkumuleret dødsfald per opsendelse af et stort rumskib, eller endnu mindre med nutidig teknologi. Jeg fandt faktisk en YouTuber, som har regnet lidt på det, og han mener med moderne bombeteknologi, der er ekstremt effektiv. Hvis man kombinerer det med nogle af de teknologier, som Dyson og hans folk selv nævnede i forbindelse med opsendelsen, det kan være at skyde en søjle af damp op i den korridor, hvor skibet skal lette, så vil dampen absorbere stråling og mulige reminiscenser fra de her bomber, og samle det op. Eller man kan, som jeg også nævnede før, simpelthen tilsætte borsalte til de enkelte bomber, som absorberer den strålingsrest, der måtte være, og de skidt støv, der trods alt vil være i bomberne. Så man kan gøre rigtig meget. Nogle mener, at man kan faktisk komme ned på en, hvad der svarer til en nulforurening. Der er jo ikke noget CO2-problem med de her opsendelser. der er ikke noget sod-problem, som der er med selv relativt rene metanraketter, som SpaceX opererer med. Men altså, før vi overhovedet når, så den nuancerede diskussion omkring tingene, og hvad vi kunne få for den pris, hvis i så fald måtte betale i form af en lille bitte hævet baggrundsstråling i og omkring opsendelsesrampen, som sandsynligvis vil være midt ude i Stillehavet eller i Atlanterhavet. Jamen, så blev det stoppet af panik og hysteri. Jeg er bange for, så optimistisk er jeg på menneskets egen af PC.

Thomas Blomseth: 1:16:35

Ja, altså, jeg vil jo også sige, at jeg anser det ikke for voldsomt sandsynligt, at der bliver bygget Orion-koncept sådan inden for de næste 10-20 år. Vi har tidligere nævnt også en, kan man sige, nødsituation, hvor det kan være, at det bliver taget ud af mølleposen. Og det er jo simpelthen, at der er en asteroide eller en komet eller lignende på vej mod jordens bane og på vej til at krydse jordens bane på det tidspunkt, hvor jorden er der. Så er et Orion-koncept baseret rumskib, rumfartøj. Det er nok vores bedste bud på at kunne hake noget sammen hurtigt nok til at kunne afværge sådan et indkommende himmellegeme og afbøde effekterne af det. Altså det var nok det, de skulle have bygget i Don't Look Up.

Klaus Silberbauer: 1:17:28

Der er meget science fiction, der faktisk skulle have taget fat i Orion, i stedet for at finde på mystiske fremdriftsmetoder eller omgå forklaringen på, hvordan man flyver med de hastigheder og flyver så langt, så ville et Orion-koncept have gjort det finfyldest. Og så her på faldereb, der kunne du godt tænke mig smidt lidt af fun facts. Vidste du, at i 2001: A Space Odyssey var der faktisk meningen, at rumskibet Discovery skulle have været et Orion-koncept, fordi det var det, der gav fysisk bedst mening. Og Arthur C. Clarke, han kan udmærket godt til konceptet, han har mødt Freeman Dyson flere gange og omtaler ham som det eneste ægte geni, han nogensinde har stødt ind i. Og selvfølgelig skulle Discovery være et Orion-skib, men den gik ikke. Kubrick, han ville simpelthen bare ikke lave en film mere med atombomber, fordi han har lige lavet Dr. Strangelove, så havde han tænkt, nu kommer det til at handle for meget om bomben. Og så lod man Discovery flyve på en anden form for energi, som man ikke rigtig kommer ind på. Men der er en reaktor ombord, det bliver nævnt. Så det er noget atomat, men man ikke bomber. Og der findes faktisk skitser derude, hvor det Discovery, som vi kender fra filmen, er designet som et Orion-skib. så den film eksisterer i en eller anden parallelt virkelighed. Og lad os runde af med et citat fra den gamle Arthur C. Clarke netop om Orion-konceptet. Og så sige, vi er tilbage efter ferien. Vi ved ikke helt, hvornår det bliver, men nu skal vi ud i sommerlandet. Og vi ses til efteråret. Og vi skal lige huske at sige, at vi har lånt lidt lyd fra en dokumentar, der hedder To Mars by A-Bomb The Secret History of Project Orion. Den er fra BBC 2003, og vi linker selvfølgelig til den på Twitter. Silberbauer & Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag fænomener og teknologier, der præger alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Har du kommentarer eller spørgsmål til episoden, du lige har hørt, så find os på Twitter på @Silberblom eller på facebook.com/Silberblom. Begge steder poster vi kilder og andet indhold, episoder. Coverart deler vi på Instagram, ligeledes på @Silberblom. Og hvis du kan lide det her podcast, så vil vi blive lykkelige for stjerner på Apple Podcasts, eller hvis du blot deler podcastet med dine venner. Tak for, at du lytter med.

Klip fra To Mars by A-Bomb: 1:20:32

We were going to launch from a barge at sea to get away from the neighbors. But it would have been a very, very loud and very impressive event. It would be going up from the surface of the ocean, bum, bum, bum, bum, bum, like that, going up bigger explosion each time.