Klaus Silberbauer: 0:00

I dag skal vi som modgift til alt den her taktiske snak om stor bededag, og hvad vi ellers går og råder med, der er ude i samfundet, helt, helt ud på de store vidder, eonerne, afstandene, og spekulerer lidt, men vi skal lige have overstået dagligdagens trivialiteter først, og hvad har vi på aktualitetsfronten?

Thomas Blomseth: 0:26

Ja, altså, det kan godt være, at vi er helt ned i petitesserne her, men der var en...

Klaus Silberbauer: 0:32

I forhold til det emne, vi skal vil røre om lidt, så er vi sikkert.

Thomas Blomseth: 0:35

Ja, men måske sige, den her dimension af universet spiller sig også en rolle i det, vi skal snakke om senere, men der er en nyhed om, at den nok stadigvæk nye regering vil lave tiltag for at få normaliseret og lovliggjort et område, som jeg egentlig beskæfter mig ret meget med i dagligdagen. I og med, at jeg vil skæftere mig et tæt meget med tidsstempler, og det viser sig faktisk, at vi måske jo har arbejdet sådan på lidt lovfrit grundlag i lang tid, fordi der er faktisk en lov fra 1893, der siger, hvad dansk normaltid er, og den er blevet defineret der i 1893 i følgeordens rotation, og den er faktisk ikke synkroniseret længere med den... koordineret universel tid, Coordinated Universal Time, eller UTC, som vi jo bruger i mange software-IT i sammenhængen. Så det er med stor glæde, at Transportministeren, han nu har fremlagt det lovforslag om, at Danmark skal tilslutte sig officielt Universal Coordinated Time, eller Coordinated Universal Time. Det er faktisk en sjov lille ting der. Forkortelsen er UTC, men på engelsk kan der Coordinated Universal Time, og så er der andet sprog, hvor det er forkordelsen er TUC, og som så gæt, hvilket sprog det er.

Klaus Silberbauer: 2:04

Det er det samme sprog, som altid vender akronymer om, hvor NATO bliver til OTAN, og sådan noget ting, der er.

Thomas Blomseth: 2:12

Så da man skulle lave kompromis omkring akronymer, så må det ikke være akronymer, der mappede til den måde, som de her tre ord, de forekommer på nogle af de to sprog. Så derfor blev det UTC, i stedet for cut.

Klaus Silberbauer: 2:25

I stedet for cut, ja.

Thomas Blomseth: 2:28

Nå, men det bliver i hvert fald godt at få styr på den lovløse.

Klaus Silberbauer: 2:31

Ja, det har været en rinde thug life, hvis I her i jeres forskningsprojekter har lavet, går jeg ud fra tusinder og et og tusinder af tidsstempler, der har været off.

Thomas Blomseth: 2:41

Ja.

Klaus Silberbauer: 2:41

Altså gangster. Og hvis der er nogen derude, der har følt sig lidt forbi, lidt skævt på virkeligheden, så er det de der 0,07 sekunder, som dansk tid har været efter. Underskyld, foran, foran UTC, vi har været 0,07 sekunder, foran, siden 1893.

Thomas Blomseth: 3:03

Ja, det er formentlig akkumuleret i de 130 år. Så ja, det er man godt, man kan godt komme ud lidt ud af seng med de forkerte ben, der kan man godt sige.

Klaus Silberbauer: 3:13

Lov om tidens bestemmelse hed den. Fedt. Det bliver godt at få rettet ind, få bragt ordentligt tingene.

Thomas Blomseth: 3:19

Jamen, så har vi jo så, kan man sige, første spædeskridt imod dagens store emne, og det er, at SpaceX's Starship i går faktisk lykkedes med en full stack, som kalder det WDR, wet dress rehearsal. En våd kostymeprøve.

Klaus Silberbauer: 3:41

Det lyder som en ret sløjt konkurrence, at Trump kunne have sat op.

Thomas Blomseth: 3:45

Ja, men det er det så ikke. Altså, det der er sket, det var, at det lykkedes med både Starship oven på den heavy booster, og få hældt alt det brændstof og iltningsmiddel, altså flydende metan og flydende oksygen, på det her monstrøse setup. Og det, der måske er sådan lidt kastet en skygge ud over skyggen for selve Starship, når du står der i Texas-tronen, det var jo, at det var noget af det, der var ret svært for NASA og Boeing med SLS at få lavet en wet dress rehearsal. Det var da man jo lavede flere forsøg, og man må køre den der full stack tilbage til VAB'en og sådan noget, og køre den ud igen.

Klaus Silberbauer: 4:28

Var der ikke en læk på tanken, husker jeg?

Thomas Blomseth: 4:31

Nej, det var vist, at det var i noget af tilslutninger i nogle tilfødselsledninger, den måde, de var slået til at kæde den på, så det var heldigvis ikke i den, men altså det, at SpaceX'en gør det i første huk med det her kryogene brændstof og iltningsmiddel, det er måske lidt, det kaster lidt skyggen. Men der var der folk fra NASA, der var glade for det også, fordi Starship skal jo bruges i forbindelse med den planlagt månelanding, den arkitektur for den mission, som han har været.

Klaus Silberbauer: 4:59

Ja, jeg har stadigvæk ikke helt forstået, hvad Starship skal bruges til i den planlagte månelanding, fordi vi har jo SLS-opsendelsesystemet, vi har Orion-capsulen, og som en af SpaceX bød ind på at bygge en lander. Men det er jo ikke det fulde system, Starship, der skal bruges til nu, men jeg fornemmer ligesom, at det er stadigvæk en plan B, at Starship kunne ligesom, du ved, tage hele turen, om end at det system jo er et stykke bagefter, så rent modenhedsmæssigt fra SLS, ikke?

Thomas Blomseth: 5:34

Ja, altså det er nemlig der, hvor et arkitektur, det bliver jo lidt til noget mærkeligt noget, fordi Starship kunne sådan set lige så godt flyve hele vejen op til månen, men så ville det andet, SLS og Orion, det ville virke sådan lidt spildt, og der er en hel masse politisk fækunddæk omkring det, og der er en masse forskellige amerikanske stater, hvor der er virksomheder, der bidrager til det og sådan noget. Så det er blevet den her hybridløsning, og så er der NASA faktisk også udsendt et request på et backup månelandingssystem, fordi der er jo også problemer med Blue Origin, der vil anlægge sag mod NASA på grund af udbudsprocessen, og fordi SpaceX...

Klaus Silberbauer: 6:11

Åh, det er så skide typisk basis, ikke?

Thomas Blomseth: 6:15

Jo, så trækker de det tilbage alligevel, og så er der alligevel kommet et andet udbud, så det kan være, at USA ender med et par forskellige månelandingssystemer, altså tæppe mandet og månelander, ja, og det er jo sådan set okay, at han har...

Klaus Silberbauer: 6:28

The more the merrier, det begynder at minde mere og mere om, hvad hedder TV-serien, for all mankind, ikke? Med konkurrerende systemer, der skal komme først.

Thomas Blomseth: 6:39

Ja, og jeg er jo faktisk gang...

Klaus Silberbauer: 6:41

Uden at spoile mere i tredje sæson.

Thomas Blomseth: 6:43

Ja, og jeg er jo faktisk gang med at se den på din opgrund, den er virkelig fantastisk, og det er en fantastisk alt history, og hvis man kender lidt til historien bag, især Apollo-programmet, så kan man også genkende nogle af skikkelserne og sådan noget, som er skrevet ind i den her alt history, så den er anbefalesværende.

Klaus Silberbauer: 7:01

Det er skide godt. Ja, så... Men altså, det korte og lange er, at de fik fyldt den her mobbedreng af en raket. Det er jo helt sindssygt. Altså, når man ser de der dronebilleder, hvor kæmpe, kæmpe stor den stack, den er. fik tanket den op, og fik tømt den igen, sikkert, og ingen problemer. Så hvornår tror du, at vi kan se frem til en testflyvning med den fulde stack, hvilket måske oven i købet kunne være et kredsløb, tænker jeg.

Thomas Blomseth: 7:29

Altså, der er noget med, at SpaceX faktisk har fået godkendelse fra FCC til at køre radiokommunikationen og afpå Starlink på den første orbitale. Altså, der skal jo selvfølgelig også have FAA-godkendelsen fra amerikanske luftforskylds til, faktisk. Så den er vist ikke kommet endnu. Men det, der er vist folk mere, der kommer til at ske, det er, at de de-stacker den igen og fjerner Starship. Og så skal de jo stadigvæk have afprøvet at tænde de 33 motorer i Raptor-motorerne i boosteren. Det har man jo ikke prøvet endnu. Der har ikke været nogen statiske testerlænger.

Klaus Silberbauer: 8:07

Nej, det er jo selvfølgelig bare Starship, der har fløjet på sine tre motorer. Men boosteren, og den er jo sindssyg, altså. Altså, 33 Raptors, der helst skal tænde, stort set alle sammen og stort set samtidig. Det er jo en bizar kompleksitet, faktisk. Og men, de motorer er, ja, det er komplekse motorer, fordi det er et komplekst princip, de bruger. Men på en eller anden måde er de også været igennem nogle, hvad hedder det, evolutioner. Og på den måde er de blevet simplificeret meget fra de oprindelige bud på motorer fra SpaceX.

Thomas Blomseth: 8:48

Jo, og så har de kørt en voldsom testkampagne. Der var en mosaik, der blev delt på Twitter her forleden. Der er en af de her creators, eller hvad vi skal kalde dem, der jo følger det. Og som simpelthen har kameraer sat op fast i McGregor, Texas, hvor SpaceX tester deres motorer. Og der er simpelthen lavet tusind test med Raptor. Så det er jo, de har virkelig prøvet at komme rundt i konvolutten, skulle man gå ud fra. Og så er der jo så stadigvæk, der er også det, at vi så den meget vedlykket opsendelse med Falcon Heavy her. Også inden for de sidste par uger. Og jeg kunne så gentage det, føler jeg mig oft tilskyndt til, at det var jo en flot opsendelse. Så det var nok, måske var det næsten lige så flot, som det, jeg så med Falcon Heavy.

Klaus Silberbauer: 9:39

Vil det sige, Thomas, at du faktisk har været live til en Falcon Heavy opsendelse? Jeg spørger bare.

Thomas Blomseth: 9:46

Ja, det er rigtigt, Klaus. Det har jeg faktisk.

Klaus Silberbauer: 9:47

Jeg ved faktisk ikke, om jeg har fået det nævnt her i podcasten. Men ellers så må vi lave en episode om det i dag.

Thomas Blomseth: 9:52

Og jeg stadigvæk grønner min sundheds. Udover den grund til at bringe på banen, så er det jo så også det, at når de sender en Falcon Heavy op, så tænder de jo faktisk tre gange ni motorer samtidig. Og så er vi altså oppe i samme størrelseordning som de 33. Så det er jo ikke, fordi de ikke har erfaring ved at tænde mange motorer samtidig, og så lige vil komme godt af sted.

Klaus Silberbauer: 10:14

Ja, der er jo ni. Det er rigtigt. Der er jo ni på en Falcon, og det gælder jo både hovedtrinet og boosterne, fordi det er vel det samme core, er det ikke det? Det er simpelthen samme trin, de bare tripler op. Hvilket er jo også elegant på en eller anden måde, ikke? Altså, synes jeg, ikke at have et eller andet moderarket, og så nogle fast-stof-booster, eller nogle flydende brændestof-booster, eller en eller anden størrelse, men at man simpelthen bare bruger det samme modul. Det er smukt. De lændede jo sig ikke, det er jo ikke noget, de prøvede heller ikke, men de valgte at offre, hvad hedder det, første trinet på den opsendelse, som vi så der, ikke?

Thomas Blomseth: 10:55

Jo, det var amerikanske Space Force, der skulle sende noget op, som vi ikke ved var, Og det var så stort, at de havde brug for al den kraft og al det brændestof, som der er i kernen, der trinede der. Så, ja, simpelthen, i mod til at jeg så opsendelsen dengang i 2019, så der landede de jo core-boosteren på en af deres præmme. Men her, der må de simpelthen bruge alt det, den havde i sig, for at få den her formentlig nok en spionssat ind. Altså, amerikanerne har de her keyhole spionssat ind, som efter siden skulle være på størrelse en bus, eller i hvert fald en mindre bus. Så hvis der var sådan en, så havde der nok brug for et godt spark i, når man får komme kredsløn.

Klaus Silberbauer: 11:39

Men US Space Force, de kan sikkert også godt betale, hvad det koster, at sende Heavy op, og så smide de tre trin væk.

Thomas Blomseth: 11:47

Ja, og de har været vant til at betale ULA for raketter, der overhovedet ikke kunne genbruges. Jeg tror stadigvæk, det er billigere for dem.

Klaus Silberbauer: 11:55

Fedt. Jeg håber, vi snart kan lave en episode om det første Starship i kredsløb. Det vil være et kæmpe spring, faktisk, for Space Flight. Sidste aktualitet. Vi bliver jo lidt i domænet.

Thomas Blomseth: 12:11

Ja, det er så måske næste trin inden for fremdrift. Og det er, at NASA og DARPA og sende vi seneste dag har offentliggåret, at nu vil de faktisk prøve at få en nuklear, termisk raket i kredsløb af på den teknologi. Og det er jo i virkeligheden noget, der er blevet talt om i 50, måske nærmest 60 år. Og aldrig rigtig blevet til noget. Der er blevet lavet, der var den hedder NERVA, som blev afprøvet ud i en amerikansk ørken og sådan noget i 60'erne. Men så gik man væk fra det igen. Men det er simpelthen ideen, basalt set at bruge en atomreaktor til at varme noget brændstof op, som så bliver slunget bag ud. Og derfor virker efter stort set almindelige raketprincipper.

Klaus Silberbauer: 12:56

Kan du høre, hvordan ved psykologisk indstillede typer derude, de allerede begynder at hisse sig op over ideen om at skulle sende atomreaktor ud i rummet på en raket? Tror ikke, det støder på lidt modstand?

Thomas Blomseth: 13:10

Jo, men det man så skal huske, men det kan sikkert godt bruge den i den debat, det er jo, at der jo ikke er tale om atomreaktor, der har været i drift. Og det vil sige, der er sådan set ikke højrateraktive dele i den. Faktisk, så vil sådan en opsendelse være forbundet med mindre risiko, som jeg umiddelbart kan se i hvert fald, når for eksempel, da vi sendte Voyager-sonderne op, eller de andre, som bruger radio-termiske isotopgeneratorer, fordi det er jo en plutonium. Der er simpelthen plutonium i dem. Og der vil også opsende en for bare få år siden af Danmark, hvor her delvære uran, altså ligesom brændelses elementer til atomkraftværker, de er jo overhovedet ikke radioaktive på den måde, som...

Klaus Silberbauer: 13:58

Nej, altså vi næsten kan polarisere ud over halvdelen af Florida, vel? Altså det vil jo være... Eller wait a moment. Nej, det vil være skidt. Men mængderne er jo nok ikke så store, tænker jeg.

Thomas Blomseth: 14:12

Nej, nej, altså i forhold til uran, ikke? Altså nu er der med at tale om amerikanske Abrams kampvogn og sådan noget også i tiden, ikke? Altså man bruger jo også uran, afstråle uran til at lave panser med for eksempel. Det var noget af det, som man så... Det måske var nogle troppe, der fik nogle helbordseffekter i kølvandet på golffri, men det var ikke så meget på grund af radioaktiviteten, som på grund af urans egenskaber som kemisk.

Klaus Silberbauer: 14:40

Det er jo bare skide giftigt. Det skal vi også huske, det er et tungmetal. Det gør ikke noget godt for os. Radioaktivitet eller ej.

Thomas Blomseth: 14:46

Ja, det er meget giftigt. Så ja, men det er i hvert fald interessant, at det sker, og så det er jo så også helt klart med Mars for øje. Det er der en del af prøve med, at det er for at kunne give frem, og have fremdragssystemer, som har stor nok ydelse til den type missioner, bemandede missioner.

Klaus Silberbauer: 15:09

Så nukleare motorer på eventuelt en Mars-skibe. Det minder mig om, at man skal se Fall Mankind. Tredje sæson. Ikke mindst. Ja, det var de små dagligdags småtterier. Skal vi ligesom spænde buen rigtig hårdt, og så kigge lige så langt frem i tid, som vi nok på nogen måde overhovedet kan, og tale om... Jeg vil starte med at forklare det, som vi titlen kalder grabby aliens. hvad i alverden er det, og hvorfor skal vi tale om det? Hvorfor er det overhovedet så sjovt?

Thomas Blomseth: 15:44

Ja, altså grabby aliens, det er et koncept og en model, som blev lanceret for et par år siden af Robin Hanson og nogen samarbejdspartner. Og den har egentlig sådan ligget og boblet længe, vi har haft den på nogle lister, fordi det handler om det her spørgsmål omkring Fermi-paradoxet, og er der andet liv i universet? Og især er der teknologisk avancerede civilisationer derude? Og hvis der er det, hvorfor kan vi så ikke rigtig se dem? Altså hvorfor kan vi ikke konstatere de hjerner? Og så grunden til, at vi har lyst til at tage det op, vi kan have selv lov til at svælge i det her emne, som jeg så godt kan lide at tale om. Det er jo så også, at...

Klaus Silberbauer: 16:30

Ja, vi behøver faktisk ikke at undskylde eller forklare noget som helst.

Thomas Blomseth: 16:33

Ej, det er rigtigt. Ja, det glemmer jeg.

Klaus Silberbauer: 16:36

Men så bare for min skyld. Hvorfor er det det er sjovt at tale om?

Thomas Blomseth: 16:42

Jamen, det tror jeg, det kommer nok til at se med, hvorvidt, at vi er den eneste teknologisk avancerede civilisation i universet, og en som faktisk kan løfte sig op fra den klode, hvor den er opstået, det kan jo have nogle ret store eksistentielle implikationer. også, hvordan vi opfører os i det her universet. Men lad os gemme det lidt, fordi det, der var anledning til, at vi så tog fat i Grabby Aliens, det var egentlig, at Kevin Kelly, han offentliggjorde nogle hunches, kalder han det selv, også nogle antagelser om livet i universet. Og Kevin Kelly, han beskæftes jo med mange interessante ting, og vi har jo nævnt ham før, blandt andet også hans super interessante bog om, om teknologi, og hvordan man kan tænke teknologi, what technology wants.

Klaus Silberbauer: 17:35

Præcis, og The Inevitable, som også er fremragende.

Thomas Blomseth: 17:39

Også en god bog. Og så stifter han sammen med Gary Wolf, som jeg har fornøjelse med, og sammen med Quantified Self-bevægelsen også. Så jeg har faktisk mødt Kevin en gang, og vækst på nogle ord med ham.

Klaus Silberbauer: 17:53

Okay.

Thomas Blomseth: 17:54

Men det skal det ikke handle om her. Det selvfølgelig ikke skal handle om Falcon Heavy. Så Kevin, han offentliggår de her antagelser, han har om livet i universet, og nogle af dem er nok meget på linje der, hvor jeg i hvert fald er nået hen, i forhold til det, hvorfor, hvis der er så mange derude, hvorfor kan vi så ikke se dem? Og vi kan jo prøve at tage dem hurtigt, fordi vi vil gerne hen til de her Grabby Aliens, men sådan for at sætte senere lidt her.

Klaus Silberbauer: 18:28

Jeg tror, det er rigtig godt med en indflyvning på en incentive.

Thomas Blomseth: 18:32

Og det er Kevin, han så antager, han har så 12 antagelser, og den første det er, at liv er der over det hele, og det er meget almindeligt igennem hele universet. Og det lyder så lidt mærkeligt i forhold til, jamen vi kan jo ikke se dem, men så den næste antagelse, den modererede modificeren, han siger, at det her, man får lidt liv, det meste af det, det er sådan noget enkeltcellet noget, og meget, meget basalt. Og det bliver på den nye måde meget længe, og de fleste paneler, der har liv, det er kun sådan noget, en sårbe af enkeltcellet liv. Og der placerer han altså også et bestemt sted i forhold til begrebet om great filters, som Robin Hanson, som vi kommer til at tale om lidt senere, han faktisk udviklede. Og det er jo det at sige, at overgangen fra noget ikke-organisk til noget levende, mener Kevin så faktisk, den er forholdsvis let. Altså, af biogenese, det forekommer ret ofte, at man går fra noget ikke-levende til noget levende.

Klaus Silberbauer: 19:37

Det vil sige, at i alle de helt utrolig mange stjerner, der er i universet, og vi taler på universell skala her, vi snakker ikke bare galakser her, vi snakker om universet, ud af alle de stjerner og de planeter omkring stjernerne, ud af den procentdel af dem, som på nogen måde kan give groben for liv, altså, der måske skal være noget flydende vand, der skal være en eller anden form for temperatur, afstanden til solen, den grønne solvand, det der, så vil en ret stor del af dem faktisk lykkes med at udvikle en form for primitivt liv, altså tage skridtet fra en organisk kemi, til en organisk kemi, og så bliver til en form for liv. Det er ikke vanvittigt at forestille sig.

Thomas Blomseth: 20:17

Nej. Og det er så også hans tredje antagelse, det er, at på nogle planeter, så kommer liv godt nok andre steder fra, og der er jo den her hypersetis, også som lige så opstår på jorden, der hedder panspermia, som ud over et meget fængende navn, eller opsigtsfængende navn, så har den her idé, at liv på jorden, der er ligesom kommet nogle sædekorn udefra, som så givet det miljø, der var, var i stand til at tage den videre, og så få sat gang i den evolution, som vi har set. Men faktisk mener Kevin så, at selvom det nok sker nogen steder, så er det sådan, at de fleste steder, så vil det her meget basale liv, det vil opstå uafhængigt. Det er også en interessant antagelse. Og det med panspermia, det kommer vi også til at tale om, i forbindelse med Grabby Aliens. Alt efter hvor almindeligt jeg antager det er, at det er, hvor mange ting skal man så i gang igennem, for at der opstår liv. Fjerde antagelse for kæmpelstid, det er, at det meste liv, det er sådan noget DNA-agtigt noget. Så ud af det, så siger han så egentlig, at DNA, det er sådan noget, der opstår uafhængigt, mange steder.

Klaus Silberbauer: 21:40

Det er jo meget interessant. det er jo også noget af en antagelse at gøre sig, men han bygger det vel på, at kemien i DNA er ikke sindssygt kompleks. Og der er jo måske en begrænselse af modeller for, hvordan et sådan selvreplikerende, kodende molekyle, som DNA jo er, egentlig kan sættes sammen. så der er ikke en udtal af variationer på, hvad man kan lave det. Det skal ligesom, det skal være stabilt. Det skal bestå af nogle relativt tilgængelige grundstoffer, går jeg ud fra. Det skal kunne på en eller anden måde være selvreplikerende. Det vil sige, at det skal have en struktur, hvor det kan åbnes og replikeres og lukkes igen. Og det kan det godt være, at der er et ganske endeligt antal modeller, der kan det. Ja, det er jo så Kelly's antagelse.

Thomas Blomseth: 22:30

Ja, det tilsiger så nærmest også, at der er lagt nærmest nogle skinner eller nærmest attraktorer ude i universet, som gør, at tingene ligesom bliver heddet derovre imod. Og der er selvfølgelig noget med nogle energipotentialer i kemi osv., der gør, at det kunne godt være det. Og så er der så det med, han nævnte det ikke, men det, der er jo helt afgørende med DNA, det er også det er evnen til at overføre information mellem generationer. Og det er jo så den information, som evolution i en eller anden form, forstand arbejder på. Og han siger så i sin femte antagelse, at hvis der er noget ikke-DNA-agtigt liv, så følger det de samme udbredelsesmønstre, som DNA-besædet liv. Og det mener han nok noget med evolution, at selvom man ikke er DNA-besædet direkte, så minder det en del om det. Og så er hans sjette antagelse, det er så der, hvor han siger, at det flercellede liv, det er temmelig sjældent. altså det er så der, hvor han lægger et filter ind her, virkelig et stort filter, hvor han siger, at det her encellede liv, det er voldsomt udbredt, men at komme fra det encellede til det flercellede, det er en stor udfordring.

Klaus Silberbauer: 23:41

Og hvad bygger han det på?

Thomas Blomseth: 23:42

Jamen han siger så, at han mener, at udviklingen af flercellede organismer, det kræver sådan nogle helt særlige betingelser, og det er så der, hvor jorden så begynder at blive måske et mere særligt sted i universet. hvor jorden så har lige præcis ligget i en rigtig zone, fra sin stjerne, hvor der er varmt, ikke for varmt, ikke for koldt, flydende vand, du nævnte vand også, altså...

Klaus Silberbauer: 24:10

The Goldilocks Zone, er det ikke det, man kalder det? Nu tror jeg ikke, at det er den grønne zone, men det er The Goldilocks Zone, den perfekte afstand fra stjernen, alt efter, hvilken type stjerne har, altså hvis det er en rød dværv, så er den ikke særlig varm, så vil en planet i Goldilocks Zone være tættere på, og hvorimod en stor, kæmpe, varm stjerne, der vil planeten være relativt langt væk, for at have den rigtige temperatur, og en rigtig indstråling.

Thomas Blomseth: 24:35

Ja, som jeg også siger, at de her betænkelser, de skal kunne være der i millioner år, og der har de store stjerner jo helt klart et problem, at de brænder for hurtigt så måske, til at stille de betænkelser til rådheden længe nok.

Klaus Silberbauer: 24:48

Jo, og de små stjerner har de problemer, at hvis du skal have en planet tæt nok på, til at der er varm nok, til at du kan have flydende vand for eksempel, jamen så er risikoen for, at den bliver tidal locked, altså altid vender den samme simpelplaneten, ganske høj, og det vil sige, at du har en meget, meget varm side, og en meget, meget kold side, og måske kun en tynd Twilight Zone, hvor livet vil kunne opstå. Men det betyder ikke, at det er umuligt. Vi vil sandsynligvis også kunne opstå på planeter, tæt på en rød dverv. Det er der ingen grund til at tro, at det ikke kunne lade sig gøre.

Thomas Blomseth: 25:26

Der er så yderligere problemer, at jo tættere at komme på en stjerne, så kan du så også få flares og udbryd, som kan ramme dig på en meget mere direkte måde, hvor vi jo også ligger de 150 millioner kilometer fra solen, og vi har en meget stor, relativt stor måne, som vi så laver tidvand. Og det er jo en eller anden ting, vi har både hav, og vi har også, vi har fast grund samtidig. Altså, der er spørgsmålet ikke om, hvis du kun har en ren vandverden, hvor avanceret kan det liv så blive? Og det er så, hans syvende antagelse faktisk, det han siger, at de avancerede civilisationer, de er relativt sjældne, hvis man også sammenligner dem med et flercellet liv. men samtidig så er de utallige. Ja, det er jo det. de er sjældne, men det er jo også, altså universet, i hvert fald bare det synige univers, observerbar univers, som vi har adgang til, det er jo voldsomt stort, så bare nogle få promiller af promiller af et eller andet, kan blive til ret meget i absolut tallene.

Klaus Silberbauer: 26:34

Selvom der kan være meget, meget langt imellem det, vi vil kunne genkende som avanceret liv, og måske ordentligt købe intelligent liv, så er universet så stort, at der vil være rigtig, rigtig, rigtig mange af den form for civilisation, og i hvert fald spredt ud over tid, det kommer vi lidt tilbage til. Jeg kommer til at tænke på Douglas Adams formulering af, hvor stort universet er. At sige, space is big, really big. You just won't believe how vastly, hugely mind-boggling big it is, I mean, you think it's a long way down to the road to the chemists, but that's just peanuts to space.

Thomas Blomseth: 27:12

Det har han jo så evigt ret i. Så er han sådan, måske hvor det begynder at blive mere og mere kontroversielt, med den kære kemmens antagelse, så er det så ordentligt, det er, at det mest liv begynder med noget DNA-lignende, men så begynder det at konvergere faktisk ind til en mere begrænset mængde af forskellige udviklingssekvenser, indtil det så begynder at kunne styre sig selv. Og det må sige, det er der, hvor vi er sådan på grænsen til self-direction. Altså, vi er stadigvæk underlagt evolution, men mennesker er begyndt at pille, vi er begyndt at pille os selv, og ændre på evolutionens gang, så at sige, med vores teknologier, og det er jo ikke kun fordi, vi er begyndt at kunne pille vores egen DNA, af DNA, men vi må sige, hele vores teknologisk civilisation er noget, der har givet os længere livstider, altså alt sådan det.

Klaus Silberbauer: 28:15

Det Kevin Kelly ville kalde teknium.

Thomas Blomseth: 28:18

Præcis, og sjovt gange så er den blog, vi tager det fra, det er også hans The Technium Blog, men så siger han så, at når livet så er noget til at selvstyrene stadie, eller hvor man kan sætte sin egen kurs, så begynder det at divigere i alle mulige retninger igen, fordi så kan det liv begynde at omsætte sig til andre substrater, og det kan jo så for eksempel være tekniske substrater, hvor man opgiver sit biologiske hylster, og migrere over i andre former, for eksistens. Det er jo interessant, at han både siger sådan en konvergens, og så et punkt, hvorefter at der opstår et divagens.

Klaus Silberbauer: 29:01

Og det er jo det her, hvad kan vi sige, Borg paradigme, eller det kybernetiske paradigme, hvor man smider det skrøbelige kød for at udødeliggøre sin art i kroppen af plastik og stål, tror jeg, Arthur C. Clarke, han beskriver det. Det er jo ikke nogen nye tanke netop. Men af Clarke, er det her 2010, tror jeg, han har en meget, meget smuk beskrivelse af, hvordan den her civilisation, der opdrog os, dengang vi rendte rundt og var menneskaber, hvordan de levede i eoner, og skiftede deres kødelige krop ud med plastik og stål, for til sidst at efterlade de her fysiske rester, de her tomme skeletter af plastik, og til sidst forankre sig i ringenergi, og rejse gennem universet med nærlyses hastighed. Det er meget smukt.

Thomas Blomseth: 30:01

Ja, og så er faktisk, det der med at rejse, og nødvendighed af at rejse, det adresserer hans niende antag til faktisk, hvor han siger til strækkelig avancerede civilisationer, de kan simpelthen syntetisere, eller fremstille, eller skabe en hver ressource, der man kan finde naturligt, vil som helst stede i universet. Der er simpelthen ikke nogen materiale eller energikilder, som ikke kan blive syntetiseret derhjemme, hvis man ved om det. Og det bygger også på andre antag, som jo ligger under hele kosmologien, og også fysiklingen, det er jo det, at basalt set så er naturdogen det det samme i hele universet. Og så må man sige, jamen hvis man bare kan observere det, og aflure, hvad det er for noget materiale, at have med at gøre, eller en energiform, så kan vi genskabe den her i stedet for. Så behøver man som sådan ikke at rejse ud.

Klaus Silberbauer: 31:00

Så tilgang til uendelig energi, og teknologien, der kan bruge den her energi, til at skabe en hver form for fast stof, en hver form for masse, så er den ligesom hjemme, så kan man en del.

Thomas Blomseth: 31:13

Jeg vil nedlække en producent i forhold til det med uendelig energi. De er ikke uendeligt, og det med, at det ikke er uendeligt, det er...

Klaus Silberbauer: 31:21

Man skal passe på med de uendeligheder der.

Thomas Blomseth: 31:23

Ja, fordi det kunne så skabe nogle andre incitamenter, når det netop er uendeligt. Og så siger han så opfyldende i 10'erne, at den eneste grund for en avanceret situation, til at besøge en anden planet, det er for at se, om der er en anden situation, der har opfundet nogle ting, som den her situation ikke har selv, og måske ikke kunne opfinde. Og det med op... Altså ting, der er blevet opfundet, de ressourcer, de er... Der er ingen græns for deres skala, eller deres omfang. Og det er sådan noget af det, der kan gøre kosmos, de forskellige steder i kosmos, unikke.

Klaus Silberbauer: 32:06

Og det er ikke for at deralle den, men bare lige for at indskyde en lille bitte parenthes, at det er jo der, hvor jeg nogle gange synes, at Kevin Kelly bliver lidt... Hvad kan vi sige? Jeg har sgu ikke... Jeg vil bestemt ikke sige naiv, men mener mig lidt om de gamle science-fiction-forfatter. Altså som Asimov, eller Clark for den sags skyld, Nevin, at altså... Hvor han mener, at jo ældre en civilisation bliver, og jo mere man kan, jo mere rationelt bliver den også. Og tænker, vi rejser på tværs af galakser, for at finde ud af, om der er noget andet teknologi derude, som vi ikke selv har opfundet, selvom de må være ret seje til teknologi på det tidspunkt. Han forestiller sig ikke, at de drever ideologi. Han forestiller sig ikke, at de er hammerende religiøse, og driver ud på korstog, for at finde andre civilisationer, og splatter dem ud, fordi de ikke tror på den samme intergalaktiske gud, som de selv gør. Indtil videre har ikke så noget data, der tyder på, at folk bliver væsentligt mindre gackle-gack eller at moderne civilisationer er mindre ideologiske end andre. Men fred med det. Lad os håbe på, at da vi måske møder en dag, er mest drevet af en rationel lyst til læring.

Thomas Blomseth: 33:19

Ja, altså, det ligger nok både forlængelse af den ældre tradition, men så også Kellys egne tanker, som han også udfølger i what technology wants, altså det med, at det teknologi giver det, at det giver flere og flere muligheder for os at udtrykke sig.

Klaus Silberbauer: 33:38

Ja, men det er jo interessant, at man jo valgte at konvertere til kristendommen. Han er selv troende, men når man læser hans ting, så synes jeg, der er ikke et spor af religiøsitet eller tanker omkring religion i det. Ikke så vidt, jeg kan huske. Det er da meget interessant i et eller andet sted.

Thomas Blomseth: 33:57

Ja.

Klaus Silberbauer: 33:57

Nå, lad os komme tilbage på hovedsporet.

Thomas Blomseth: 34:00

Ja, så ellevte, så nu tror jeg, nu bliver det vildt kontroversielt, og det er så også der, hvor jeg, den tror jeg nok ikke rigtigt på selv, hvor han så siger, at hver dag er der nogle få sonder fra nogle af de her milliarder interstellar-signationer, som besøger vores planet og kigger efter, hvad det for teknologi stadig er nået til.

Klaus Silberbauer: 34:22

Der går lidt ufologi i den der, ikke?

Thomas Blomseth: 34:24

Jo, og så mener han så, at indtil videre, så har vi ikke meget at tilbyde til de ting, i forhold til, hvad man kan finde på millioner af andre planeter. Den ansæt, det kan jeg jo sige, den deler jeg nok ikke.

Klaus Silberbauer: 34:37

jeg ser ikke, det, vi var inde på i vores episode om ufor, at det er der simpelthen bare ikke bevis for overhovedet. Så det er ligesom et, altså der hiver nogle datapunkter op, som, men det er fint, han siger selv, det er antagelser, det er hans tankerækker omkring det her. Han påstår ikke, at det er på nogen måde forskning eller fakta.

Thomas Blomseth: 35:03

Og så er der så tolvte, som jeg helt klart indikerer, at han kan sin Arthur C. Clarke med, det regner jeg med, og det er, han siger, at det meste af de livsformer, der er i stand til at rejse interstellart, de er ikke til at skelne fra teknologien. Og det er nok også rigtigt. Den er mere med på i den forstand, at det at kunne rejse interstellart, som vi jo også talte om i Ad Astra-episoden, efterhånden nogle sæsoner tilbage, at det miljø, det er så hårdt og utilgiveligt, at vores jordiske hylstre, som de er nu, der skal virkelig noget teknologi udenom dem for at kunne gennemføre resten af rejsen netop på tusindvis af år. Det er ikke sikkert, at man overhovedet kan finde vej til, at i vores nuværende biologiske form, at vi overhovedet kan bygge den teknologi, som kan sørge for, at vi kan opretholde livet så længe. Så ja, den tror jeg nok også rigtigt på. Det kan godt være, at der skal nogle andre former til simpelthen.

Klaus Silberbauer: 36:14

Det kan minde.

Thomas Blomseth: 36:16

Så det var simpelthen Kevins 12 antagelser.

Klaus Silberbauer: 36:20

Og det var bare starten, ikke? Det var bare indflyvning.

Thomas Blomseth: 36:22

Det var opvarmende.

Klaus Silberbauer: 36:23

Fordi det at læse dem, det var en fin snak. Og så kom du i tanke om, at der er jo en, kan vi kalde det en teori, en model, som i hvert fald vil afvise en del af det, som Kevin Kelly siger. Blandet det her med Sonder, der jævnligt besøger jorden osv. Og som med udgangspunkt i matematik, statistik og udarbejder af forhandværende Robin Hanson, som er økonom, professor i økonomi, forklarer, eller i hvert fald anskueligt gør, hvorfor det ikke forholder sig sådan? Altså hvorfor, hvorfor at vi ikke bare løber ind i aliens, selvom de sandsynligvis er derude? Og hvorfor vi heller ikke gør det i, vil gøre det i rigtig, rigtig lang tid, hvis hans antagelse holder stik? og vi bliver nødt til at forklare, ikke hvis for min skyld, for jeg synes stadigvæk, det er svært at forgrebe om, jeg er ikke så stærk i matematik, jeg synes det er svært at forgrebe om, hvordan naturen af grabby aliens-teorien egentlig er, hvordan den model hænger sammen, og hvorfor, at vi egentlig kan opbygge noget som, men ved sandsynlighed, rigtigt ud fra de utrolig få datapunkter, vi har om liv i universet. det eneste vi ved, det er, at der er liv i universet, og det er her på jorden. Vi har simpelthen ikke andre datapunkter, og alligevel lykkes det jo Hansen at sætte modellen sammen med hjælp af matematik, som siger en hel del om, hvordan det kunne forholde sig derude på baggrund af nogle antagelser selvfølgelig.

Thomas Blomseth: 37:54

Jo, fordi det er det vigtige her, det er egentlig det med at motivation lægge det på at sige for dem, det er så Robin Hanson, som har skrevet en artikel sammen med Daniel Martin, Calvin McCarter og Jonathan Paulson, som han fandt ud af, da vi researched det her lidt mere, faktisk nærmest mødte online. Det er ikke nogen, han normalt plejer at forske sammen, men det var nogen, der var interesseret i at hjælpe til med at prøve at udvikle den her model. Og det der er motivationen, det er jo at prøve at sige, kunne man lave en model med ret få parameter, som egentlig kunne forklare det, vi observerer. og der skal vi jo så tilbage til det med Fermi-paradokset. Og det var sådan en sandt at finde ud af os, at Robin Hanson, i en af de præsentationer, jeg så med ham, siger, at han kommer i virkeligheden nok fra den samme intellektuelle tradition eller position, som jeg også har, det med, at vi kunne meget vel være alene i hele det observerbare univers, i hvert fald måske vores superklynge af galakser. Så det var også på den måde for ham et forsøg på at udfordre det, han kom fra der. Og det var så ham, der som sagt har udviklet os, begrebet dem great filters. Så han er helt klart en økonom, der laver mærkelige ting. Og han laver også sådan meget uortodoxe ting. Og han kan også finde på at sige nogle meget lidt politisk korrekte ting. Men han tænker helt klart på en fed måde. han udfordrer sådan en gængse måde at tænke tingene for. Og selv sin egen gængse måde at tænke for ham.

Klaus Silberbauer: 39:35

Han tager udgangspunktet i paradokset. Altså er færre med paradoks at hvorfor er de her ikke? Hvorfor har vi ikke for mange, mange år siden skabt kontakt til andre væsener i vores univers? Kontra eller paradokset ligger jo i at værset er så kæmpestort. Universet er så kæmpestort. Og der må simpelthen, altså jeg kan simpelthen ikke forlive mig med tanken om at der ikke opstod liv andre steder og at noget af det liv ikke er blevet til civilisationer som har skabt teknologier som uden købe og måske kan rejse i rummet. De to er sikkert her ikke sammen. Men det er jo det han sådan prøver at forklare her ved at inddrage jeg vil sige ved at inddrage tid. Altså det er jo et eller andet sted den parametre der skal til for at forklare det her.

Thomas Blomseth: 40:19

Jo. Altså vi kunne jo gå simpelthen til til kilden selv.

Klaus Silberbauer: 40:25

Ja.

Thomas Blomseth: 40:26

Selve artiklen om Grabby Aliens er blevet udgivet i Astrophysical Journal, men som Cy Herber inden for fysik og andre naturvidenskabelige fag og statistik ligger de tidligere versioner, udkastene, preprints, på det, der hedder arXiv. Det bliver kaldt archive, men der er selvfølgelig, vi dropper selvfølgelig et link på Twitter, så man kan downloade pdf'en selv, og man kan også se de forrige versioner. Og det viser faktisk, at vi gik i gang her. Jeg havde downloadet versionen fra februar 2021, og den endelige version her er fra september 2021, og der har de faktisk lavet en meget mere forklarende titel. For først kaldte de det Grabby Aliens, men den titel, som de har lavet, siger egentlig ret meget om konklusionen. Titlen, de endte med i tredje version, er "If Loud Aliens Explain Human Earliness, Quiet Aliens Are Also Rare". Den skal man lige—

Klaus Silberbauer: 41:26

vende et par gange i hovedet.

Thomas Blomseth: 41:27

Den skal vi vende, ja. Så der er noget med de her larmende aliens, som gør stort væsen af sig, og så er der det, at der er noget, der tyder på, at vi er lidt tidlige på den. Og så er der de her andre stilfærdige aliens, som ikke gør stort væsen ud af sig og sådan ligesom brænder ud, og de må også, givet de antagelser, de laver i deres model, være temmelig sjældne.

Klaus Silberbauer: 41:52

Og nu siger du, vi er tidligt på den. Det skal vi også lidt forklare. Hvad mener vi med det?

Thomas Blomseth: 41:58

Ja, fordi det er så, de har sådan en model, hvor der er basalt set tre parametre, de opererer med. En af parametrene handler om, hvor mange svære skridt eller trin der skal til, før der opstår teknologisk avanceret liv et sted i universet. Og det er jo også dem—

Klaus Silberbauer: 42:19

som Kevin Kelly starter lidt ud med, ikke—

Thomas Blomseth: 42:21

at sige—

Klaus Silberbauer: 42:22

at det første trin fra intet liv, altså normal kemi, til kemi, der minder om primitivt liv, og primitivt liv, det er måske ikke så svært, det trin der. Men så kommer der mange trin derefter, som man også ligesom skal igennem for at have en civilisation, der kan rejse i rummet.

Thomas Blomseth: 42:39

Ja, og det er så der, hvor det med det tidlige begynder at komme på banen. For det, de så siger, er, at der virker til at være en potenslov på spil her. Det er noget, de tager fra biologi, og de siger i hvert fald, at det virker til at være ret ukontroversielt inden for biologien, at hvis man har et antal trin, man skal igennem, og nogle af dem kan vare kortere tid og nogle kan vare længere tid, og der er måske en distribution over, hvor lang tid trinene tog forskellige steder, så vil der statistisk set være en potenslov, hvor det starter med meget lidt i starten, og så lige pludselig går den nærmest lodret. Og det er det, de kalder deadline i universet. Det er der, hvor der lige pludselig er en hel masse af de her teknologisk avancerede civilisationer, der bliver klar nærmest på samme tidspunkt. Og det med, at vi er tidlige på den, det er, at vi er et godt stykke nede ad den kurve, inden den begynder at gå lodret. Vi er faktisk så langt hen mod y-aksen, at vi er tidligere end over 99 % af alt andet avanceret liv i universet.

Klaus Silberbauer: 43:58

Så jeg prøver at forestille mig et koordinatsystem her, hvor x-aksen er tid og y-aksen er antallet af civilisationer, der bliver til noget i hele universet. Og eftersom vi skal igennem en række skridt for at gå fra ingenting til encellet liv og så videre op til kønnet reproduktion, hvad har vi, og til sidst være højt begavede typer som os, der bygger rumraketter, og faktisk videre end det, fordi vi skal også opnå evnen til at rejse interstellart. Det er også et trin. Og vi ved ikke helt, hvor mange trin der er, men det er sådan set også lidt lige meget her. Det er det, vi kalder N. Men altså, et godt bud vil være seks store trin, man skal igennem. Nogle af de trin tager bare tid. Altså, det tager tid for liv at blive skabt mere eller mindre tilfældigt ud af ursuppen. Det sker ikke på en eftermiddag. Det kan det godt, hvis man er meget heldig, men vi snakker om nok mere end nogle millioner år i hvert fald. Vi skal også lige skabe en stjerne først, vi skal lige have planeter rundt om stjernen. Altså, det er meget, meget, meget langt hen til det første trin tidsmæssigt. Og det vil sige, at eftersom der kan være millioner af år mellem de enkelte trin, og milliarder af år faktisk, ja, let's face it, milliarder af år, jamen så vil der, eftersom universets historie jo startede på et tidspunkt, bare være meget større chance for, at der opstår civilisationer langt ude ad tidsaksen, ikke? Fordi så har man haft tid rundt omkring i universet til ligesom at komme igennem alle de her trin. Og Hansons påstand, som sikkert er underbygget, er, at det er en power law, at i starten sker der virkelig ikke noget, og det kommer meget, meget langsomt, og så pludselig svipper den her kurve op, som var det en pandemi, og så skabes der altså civilisationer i ét væk, men det sker langt ude ad tidsaksen. Og vi ved jo så, og det er jo ret fantastisk, vi ved, at vores univers er ret præcis 13,8 milliarder år gammelt, siden hvad end der var, der startede den her ekspansion. Nogen kender det som Big Bang, det skal vi ikke diskutere i det her afsnit. Men der skete et eller andet, og 13,8 milliarder år senere står vi her og laver podcast og er måske, måske ikke, på nippet til at begynde at blive en spacefaring civilisation, sådan interstellare rejser. Det var nok et par år mere. Men det siger han, det er ikke særlig lang tid, fordi universet, det er jo ikke sådan, det bare stopper. Men han siger, at vi skal i hvert fald 150 milliarder år frem, før universet begynder at blive så tomt og kedeligt på grund af den evige ekspansion, at det nok er der, hvor der ikke kommer så mange civilisationer længere. Og det er heller ikke sjovt at være civilisation, fordi der er langt til alting, det hele er spredt ud. Så 13,8 milliarder år inde i noget, der måske er 150 milliarder år, det er jo tidligt i forhold til, at statistikken siger, at alle, 99% af civilisationerne, skal skabes inden for de sidste, lad os sige, nu siger jeg bare noget, 30 milliarder år eller 50 milliarder år, ikke?

Thomas Blomseth: 47:13

Jo, og som sagt, det er jo mærkeligt. Ja, det er mærkeligt, og det har noget med, hvad man så sætter ind til, og det er de jo fuldstændig vidste, og man kan sætte den til forskellige værdier. Og bare lige for at være matematisk helt korrekt, så handler pandemier om eksponentiel vækst, og nu taler vi om en potensfunktion.

Klaus Silberbauer: 47:28

Jeg, jeg forklager.

Thomas Blomseth: 47:31

Vi taler mere om en funktion, der ligner den, der er med til at afgøre, hvor mange downloads man får på sit podcast.

Klaus Silberbauer: 47:39

Aha.

Thomas Blomseth: 47:40

Det forklarer os en del omkring—

Klaus Silberbauer: 47:43

vores plads i top 11 %.

Thomas Blomseth: 47:46

Ja, præcis. For det er en, det er jo den, vi talte om der i julen. Det er også en potens, en power law, hvor der virkelig kan ske noget meget hurtigt, når man først kommer i gang, når man kommer over den kurve. Men ja, der er jo det, som du sagde, der er det spørgsmål om, hvornår der faktisk er stjerner i universet, så der kan være nogen, der kan bo på planeter omkring de her stjerner. Og der skal jo selvfølgelig være sket nogle ting, og det har de jo så også med i deres model, hvor de kalder det habitual star formation. Og for eksempel skal der jo være dannet tungere grundstoffer.

Klaus Silberbauer: 48:25

Så vi skal først danne nogle tidlige generationer af stjerner, som kan, kan man sige, opformere noget af bare alt det brint, der var til at starte med, i hvert fald så bliver der lavet noget helium. Og så skal vi videre derfra, så vi kommer op og har nogle tunge grundstoffer, som kan bruges til at skabe sådan en planet, som vi har. Så der skal være gået noget tid, der skal være nogle supernovaer, der har spredt noget af de tungere grundstoffer, som de har skabt. Inden for astronomi og kosmologi tæller metalliciteten af stjerner, og det er sådan lidt sjovt, fordi alt inden for astronomi, alt udover det er metaller, og det er jo ikke sådan, vi tænker. Så der skal være noget af det, før de her trin kan begynde at arbejde sig igennem. Det kan heller ikke ske helt tidligt, der skal lige være nogle faktorer på plads, så—

Thomas Blomseth: 48:25

Så vi skal først danne nogle tidlige generationer af stjerner, som kan, kan man sige, opformere noget af bare alt det brint, der var til at starte med, i hvert fald så bliver der lavet noget helium. Og så skal vi videre derfra, så vi kommer op og har nogle tunge grundstoffer, som kan bruges til at skabe sådan en planet, som vi har. Så der skal være gået noget tid, der skal være nogle supernovaer, der har spredt noget af de tungere grundstoffer, som de har skabt. Inden for astronomi og kosmologi tæller metalliciteten af stjerner, og det er sådan lidt sjovt, fordi alt inden for astronomi, alt udover det er metaller, og det er jo ikke sådan, vi tænker. Så der skal være noget af det, før de her trin kan begynde at arbejde sig igennem. Det kan heller ikke ske helt tidligt, der skal lige være nogle faktorer på plads, så—

Klaus Silberbauer: 49:24

vi snakker ikke få timer efter universets skabelse, vi snakker en rum tid, milliarder af år, før de mest grundlæggende ting er på plads. Før det ikke bare var en suppe, og før nogle ting var kølet ned, og andre ting ligesom havde fået lov til at antænde fusionseksplosioner, ikke?

Thomas Blomseth: 49:44

Ja, men sådan, altså, prøv at komme hen mod den der deadline. Fordi det, de så siger, deres forklaring på, at det ser ud til, at vi er tidlige på den, er, at hvis der findes de her larmende aliens, så er det, der kendetegner dem, at de får en teknisk avanceret civilisation, og så tager de afsted og begynder at inddrage det volumen af rum, der er rundt omkring i deres kosmiske civilisation, galaktiske civilisation. Hvorimod de her stille aliens, det kan være, de bare bliver på deres fødeplanet, aldrig kommer afsted, og som vi jo ved—

Klaus Silberbauer: 50:31

de opfinder Netflix.

Thomas Blomseth: 50:32

De opfinder Netflix, og Netflix-problemet er så bare, at 5 milliarder år senere dur deres stjerne ikke længere, og det sker jo mange milliarder år inde nærmest, og så begynder deres planet at blive for varm, og de brænder ligesom ud. Der sker ikke mere, de vil ikke rigtig noget. Men antaget så, at der er nogen, der vil noget, og det er så de her grabby aliens, som så går i gang med at inddrage og rave til sig af det volumen af rum, der er rundt omkring.

Klaus Silberbauer: 51:02

Det er de mere ekstroverte typer.

Thomas Blomseth: 51:03

Præcis, ja. Det er dem, der vil overleve. Og det, de så også har som antagelse, er, at de ekspanderer ud med sådan en ret fast hastighed, og der har vi jo så også noget, som man må sige, det er noget, de tager til sig, og det er også fornuftigt. De tager lysets hastighed til sig som maksimal øvre grænse for, hvordan noget kunne udbrede sig, og det tror jeg er klogt.

Klaus Silberbauer: 51:27

Altså når de her civilisationer, vi kan forestille os, når Arthur C. Clarke-grænsen og kaster det sidste skjold eller hylster af plastik og stål fra sig og rejser som ren energi, mere eller mindre, i nogle superhurtige skibe ud i alle retninger fra deres hjemplanet.

Thomas Blomseth: 51:48

Ja, og i hvert fald det der med at acceptere, at lysets hastighed er den øvre hastighedsgrænse, det er jo sådan noget, som Isaac Arthur en gang påpegede. For man kunne spørge, hvad med Fermi-paradokset, hvis der nu var overlyshastighedsrejser i universet, kunne det ikke løse Fermi-paradokset? Nej, problemet er, at det bliver faktisk værre, fordi hvis der er nogle andre, der kan rejse med overlyshastighed, hvorfor er de her så ikke? Fordi så kan man jo meget, meget hurtigere komme herhen. Så det er jo selvfølgelig, det er overgang, så det bliver så. Og det er jo sådan, den sande også sige, når de så modellerer, hvor langt op mod lysets hastighed de tror, at de her civilisationer ekspanderer, og det, de jo så også gør, er, at de ændrer udseendet af de her rumfang af universet, som de indtager. Og det er jo så der, hvor også Isaac Arthur, jeg tror faktisk, det er ham, der formulerer det, han kalder the Dyson dilemma, som akkompagnerer Fermi-paradokset. Og det går jo så på, at hvis der var de her teknisk avancerede civilisationer derude, så ville det nok være oplagt, ikke, at deres energibehov vokser og vokser, ligesom vi har set med vores teknisk avancerede civilisation. Og så har vi også talt om det med Kardashev-skalaen, hvor man går fra at udnytte al den energi, der er tåret på sin fødeplanet, og så begynder man som K2-civilisation at udnytte al energien fra sin stjerne. Og det vil jo så nok være at bygge noget, der minder om en Dyson-sfære, eller det er nok mere sandsynligt en Dyson-sværm, hvor man indkapsler sin sol, sin stjerne, på en måde, så man kan opfange så meget energi som muligt fra den. Og sagen er jo, at det vil efterlade noget termodynamisk aftryk. Altså, det er jo så en anden antagelse, at termodynamikkens love gælder også for de her aliens. Der er nogle ting, man ikke kan slippe uden om, og især termodynamikkens anden lov. Så hvis der var nogen, der begyndte at bygge sig nogen, så var det jo stjerner, der sådan set ville forsvinde ud af nattehimlen, og det ville efterlade stråling i nok mere infrarød del af spektret, fordi der er nogen, der er i gang med at udtrække det. Og den proces med at udtrække energien fra den stjerne ville have efterladt et eller andet aftryk.

Klaus Silberbauer: 54:07

Og det lyder jo sådan med vores øjne som en vanvittig tanke og et vanvittigt projekt, fordi vi snakker jo ikke bare om civilisationer, der måske har indkapslet deres egen stjerne i en Dyson-sværm, men som måske har koloniseret 10.000, 20.000 stjerner ud efter, i mange lysår ud efter, og tapper energi fra dem. Og derfor vil det være store områder, altså områder, som vi med det blotte øje kunne se på vores nattehimmel, som vil være mørke eller måske udstråle en eller anden anden bølgelængde af energi end det, vi er vant til at se. Og så vil det være en del af vores dagligdag at vide, at de bare er derude og vende langt væk, men det har vi jo ikke set noget af. Så er der noget, der tyder på, at der ikke er nogen, der har brugt en milliard år på eller sådan noget. Vi skal huske, tidsskalaen her er lang. Så hvis vi ville se sådan nogle, altså hele områder, der er galaksekoloniserede, så ville det jo være noget, der er sket over i hvert fald millioner af år, og dermed også med teknologi, som vi har svært at forestille os.

Thomas Blomseth: 55:22

Ja, men det er det faktisk, altså med ikke alt for sådan meget fremtidsteknologi. Altså, hvis vi bare giver os selv måske sådan 10 millioner år en skyld, så kunne vi en god måske. Ja, altså, men i kosmisk tidsregning er det jo ingenting, altså 10 millioner år.

Klaus Silberbauer: 55:41

Man kan sige, ikke, det er 65 millioner år siden, det er så afhåndigt, vi var ramt af noget tungt, der kom ind igennem atmosfæren.

Thomas Blomseth: 55:41

Man kan sige, ikke, det er 65 millioner år siden, det er så afhåndigt, vi var ramt af noget tungt, der kom ind igennem atmosfæren.

Klaus Silberbauer: 55:49

Men for 10 millioner år siden var vi ikke særlig snu, vel?

Thomas Blomseth: 55:52

Nej, nej, men hvis man bliver til grabby aliens, så er man jo nogle af dem, der overlever. Og det er så den næste pointe i virkeligheden, fordi når vi så når hen til den der deadline, som vi kalder universets, hvor det virkelig tager af sted med de her teknologisk avancerede civilisationer, og de går i gang med at brede sig ud i deres volumener, så sker der også det, at så bliver det stort set umuligt for andet liv at opstå, i hvert fald andet teknologisk liv at opstå. Ikke fordi, hvis sådan en galaktisk civilisation har overtaget en planet, så opstår der ikke andet liv. Det er i hvert fald en af deres antagelser. Og det er jo ikke bare, ja, det er ikke bare stjerner i en galakse, altså på Kardashev-skalaen, der vil der udnytte al energien i sin galakse, det vil være en K3, men vi skal nærmere om K4-civilisationer, som måske sætter sig på 10.000-vis, måske helt op til 10.000-vis af galakser.

Klaus Silberbauer: 56:52

Det er alligevel ambitiøst.

Thomas Blomseth: 56:55

Det er ambitiøst, så vi taler om ting på en helt anden skala, end vi sådan lige er vant til.

Klaus Silberbauer: 57:05

Jamen, det er det. Man skal lige have hovedet op på at tale om eoner og tusinder af millioner af galakser, ikke også, i stedet for ét, to, tre planeter. Det er voldsomme størrelsesordener, men igen, der er også voldsomt meget tid til at gøre det her på. Og derfor, det er jo, man kan kalde det tankespind, men det hænger sammen på tallene. Det er det, jeg synes er interessant ved det her, det er, at det ikke bare er hvad tror jeg, det er ikke en Kevin Kelly, hvad tror jeg om aliens, det er en model, der hænger sammen. Der, hvor jeg synes, det bliver, altså hvor jeg ikke er statistisk nok orienteret, det er jo den her, hvad kan man sige, pointen med det her, det er jo, at den deadline, hvor jeg sagde, altså måske 150 milliarder år ude i fremtiden, hvor universet så diffunderer og alt er spredt for alle vinde på grund af den kontinuerlige ekspansion, at det nok er mere eller mindre slut med at skabe nye civilisationer, og de civilisationer, der er der, de kan knap nok kommunikere med hinanden eller med sig selv, fordi det hele er bare langt fra hinanden, en mørk, trist kuldedød. Men fordi at det ikke er deadline, deadline ligger længe før deadline for, hvornår nye civilisationer kan opstå. Og nu er det jo rigtigt at sætte sig fejl her, den ligger længe før, fordi mange, mange milliarder år før universet bliver kedeligt, der vil universet være fyldt af de her loud aliens, grabby aliens. De har ligesom koloniseret alt, der er ikke plads til, at nye civilisationer opstår, og det er den endelige deadline for civilisationers opståen, og den er meget nærmere vores tid end universets i situationstegn slutning, er hvilket gør, at fra at være nogle af de tidlige civilisationer, så er vi rykket noget nærmere på den tid i universet, hvor civilisationer faktisk begynder at opstå i en vis hastighed. Er det korrekt forstået, at det her deadline flytter sig, det skubber tidsskalaen lidt sammen her, og derfor er vi måske ikke så tidlige, som vi i starten sagde, vi var, om end vi nok heller ikke er super sent på den, fordi så vil vi jo se en masse andre aliens derude?

Thomas Blomseth: 59:35

Nej, altså, man kan sige, de mener jo det der med, at vi, givet deres antagelser selvfølgelig, at 99 %, over 99 % af avanceret andet liv vil opstå efter os. Men der er så det med, altså stadigvæk det med den der deadline, det er jo ikke en fuldstændig hård deadline, det viser deres modeller også. Så er der nogle få, altså de har selvfølgelig lavet mange modelkørsler, og vi skal også selvfølgelig linke til, der er simpelthen et site, de har lavet, der hedder grabbyaliens.com, og der kan man se de her modeller, de laver, hvor der så stadigvæk er måske nogle små volumener tilbage, hvor der så opstår nogle små avancerede civilisationer, som ikke kan nå at blive så store.

Klaus Silberbauer: 1:00:17

Små volumener kan jo godt være en halv galakse, ikke?

Thomas Blomseth: 1:00:19

Mere end det. Det kan være ti galakser, ikke? Altså, hvis vi sad på både Mælkevejen og Andromeda og Magellanske Sky og alt muligt, så synes vi nok, vi er ret fede og store, men altså i det her perspektiv er vi stadigvæk nogle af de små. Men så noget andet, andre indtag til, som vi laver, det er jo så, hvad sker der overhovedet i grænserne mellem sådan nogle grabby aliens, hvad sker der, når de møder hinanden? Og der antager det så bare, at der sker ikke mere, men der kunne godt opstå en grænsestrid, der kunne godt være—

Klaus Silberbauer: 1:00:48

et par grænsestridigheder, og man tænker lidt sådan Kashmir-agtige områder ude mellem den Magellanske Sky og Andromeda og sådan noget. Og det kan jo godt være, det kan godt være et scenarie, altså, at vi faktisk, du ved, synes, at vi er piv alene her, men det er sådan set bare os og vores nabogalakse, hvad er det, 20 millioner lysår væk eller sådan noget, 2 millioner lysår tror jeg, det er, at det er bare det lokale hut her, som er lidt tomt.

Thomas Blomseth: 1:01:18

Ja, men så kan man sige, det er så den næste, det her med, hvorfor det er, at de kan lave det her fedt til det, vi faktisk ser, med at vi jo ikke kan se alle de her ændringer på nattehimlen. Altså, der er jo en flot, meget ensartet distribution af galakser og sådan noget, når man kigger tilstrækkeligt langt, og der er hele, altså en kosmisk baggrundsstråling og sådan noget, hvor der er nogle fluktuationer i dem, og dem er man jo i gang med at kigge på og modellere. Der er jo interessante ting der, men det er jo ikke sådan, at der ligesom er nogle blinde pletter eller noget, der er slukket ud der, fordi der er de her civilisationer, der når de så frem til. Og det er der, hvor det også bliver sådan kontraintuitivt nærmest. Det er faktisk, at de siger, når de så, at de faktisk må komme ret hurtigt imod os, og det vil sige, at vi ser dem få millioner, vi begynder at se de her indlægge nattehimlen få millioner år, inden at de så faktisk er her. Og det, de så når frem til, er, at måske kan vi møde dem inden for 200 millioner til måske 2 milliarder år. Så det er stadigvæk, ifølge den her model, det er ikke i morgen, det er ikke i morgen, men det, der så kan jeg sige—

Klaus Silberbauer: 1:02:47

men det skal jeg lige forstå, det her. Fordi man mener, at udvidelsen, vi siger, fordi vi ikke har set endnu, hvis de udvider sig ganske langsomt, så vil de have udvidet sig over lang tid, så vil signalet om deres udvidelse, altså deres tilstedeværelse, den stråling, ville have nået os igennem millioner og millioner af år, så vil vi sådan set se tegn på de her civilisationer. Det har vi ikke gjort. Så det hedder vel enten, er der ikke nogen, eller også så udvider det sig så tæt på lysets hastighed, at lyset kun ankommer ganske kort tid før, at de selv står og banker på. Og så ved jeg godt, det er svært at forestille sig, altså en ting er aliens, der rejser med lysets hastighed, det er svært nok at forestille sig, men en civilisation, der udbreder sig, koloniserer planeter med lysets hastighed nærmest, det har jeg svært at forestille mig. Men hey, altså de her, igen, de har nok haft lang tid til at forberede sig og bygge noget teknologi, der kan nogle ting. Men det er jo der, hvor paradokset ligger, altså hvis de er der, så kommer de hurtigt, vi når ikke, vi når ikke at blinke. Eller også overhovedet ikke.

Thomas Blomseth: 1:03:59

Ja, det er det, og altså det her, det er jo en model, der bare baserer sig på de her tre parametre, så derfor siger den jo overhovedet ikke noget om de mekanismer, der kunne ligge i, for eksempel, hvordan man kan udvide sig så hurtigt. Det er det her, vi har med de få datapunkter, vi har, hvordan kan vi så finde dem til modellen med de her antagelser, så det er konsistent i forhold til den model. Og hvis det skal være konsistent i forhold til den model, så er det meget mere sandsynligt, at grabby aliens, de er oppe på mindst halvdelen af lysets hastighed og måske helt op på 80 % af lysets hastighed i deres udvidelse. Det er det, der mest overensstemmer med det, vi kan se. Så netop som du siger, hvis de er derude—

Klaus Silberbauer: 1:04:43

Jo, men som jeg forstår Hanson, så er det jo ikke en 50-50. Han siger jo ikke, at det er lige så stor chance for, at der ikke er nogen, som at der er nogen. Og hvis der er nogen, så vil selv en lille bitte procentdel af dem være grabby, og hvis en lille bitte procentdel af dem er grabby, men udvider sig langsomt, så vil vi have set dem. Ergo vil der være nogen, der er grabby, med en ret høj procent chance i hvert fald, og som udvider sig i de her sfærer ud efter deres hjemegn med et eller andet procent af lysets hastighed. Altså, det er ligesom enten er der overhovedet ikke noget liv i universet, eller også er der grabby aliens i et eller andet omfang. Der er ikke rigtig nogen mellemvej her, så vidt jeg forstår ham, hvilket er super interessant. Men eftersom vi ikke har set noget endnu, og alt efter vores tidlighed og så videre, så vil der gå minimum 200 millioner år rent sandsynlighedsmæssigt, før de står her. Men så står de her til gengæld også hurtigt.

Thomas Blomseth: 1:05:48

Ja, og så er det så også der, hvor de tager, hvis man har læst om relativitetsteori og Minkowski-rumtidsdiagrammer, og så viser de her kegler, hvor man kan sige, hvad er det for noget lys, der kunne have nået os, altså for universet, og hvordan skal det så kunne matche en eller anden kausal kegle for sådan en grabby aliens-civilisation, og hvordan kan det så stemme overens med det, vi observerer. Så ja. Og det leder så, kan man sige, til det sidste, og det er nærmest eksistentielle spørgsmål. Det er jo så det, om er vi en, eller har vi muligheden for at blive en grabby civilisation, eller ender vi som nogle The Quiet Ones, de stilfærdige aliens, som så brænder ud? Og der er også noget kontraintuitivt der, og det ligger faktisk allerede i titlen, ikke, hvor de siger Quiet Aliens Also Rare, fordi de gør folk så opmærksomme på, at hvis forholdet mellem grabby og de her stilfærdige aliens er for dårligt, så er vores chance for at være en grabby civilisation faktisk for lille. Altså, for eksempel hvis det her forhold er sådan, at der er en til tusind, for eksempel, så har vi kun en tusindedel med udgangspunkt i det kopernikanske princip—

Klaus Silberbauer: 1:07:18

altså én grabby civilisation for tusind—

Thomas Blomseth: 1:07:22

stilfærdige, quiet. Ja, så hvis vi jo tager det kopernikanske princip om, at vi ikke er på den måde noget særligt, det kan være, at det her viser, at vi måske tidsmæssigt i den her udviklingshistorie er lidt noget særligt, men på alle mulige andre måder ikke er noget særligt, så har vi det problem, at så er vores chance for at være grabby ret lille. Så er den kun en promille, og så ender vi formentlig som en af dem, der brænder ud, så bliver vi ramt af nogle great filters lidt længere fremme, som gør, at vi ikke kommer videre. Så det er faktisk, det er ikke en god løsning at sige, så må der være mange af de stilfærdige. Faktisk vil vi nok helst have, at der er så få stilfærdige som muligt, fordi det gør, at vores chance for at være blandt de grabby er større. Og hvis man er grabby, så overlever man længere tid i hvert fald.

Klaus Silberbauer: 1:08:16

Længere. Og det er jo der, hvor det her bliver både filosofisk og også sådan interessant at trække helt tilbage til vores egen lille lomme af tid her, tænker jeg. Fordi hvad er vi nu? Jeg tror, der er nogen, der vil sige, at mennesker er en super ekspansiv, nærmest invasiv art. Nu siger du, at det vil være trist, hvis vi ikke er grabby, men der er også mange, der har den holdning at sige, det er da fint, vi ikke er grabby. Altså, universet klarer sig nok uden os, og hvor fanden bilder vi os ind, at vi kommer her og vil ikke bare indtage kontinenter og ødelægge økosystemer for vores egen overlevelses skyld, nu er vi sat med os til Mars, der mangler synes det er en rigtig dårlig idé. Hvorfor kan vi ikke bare blive her og hygge os? Vi har Netflix. Og jeg har jo den her instinktive ting, selvfølgelig skal vi da, altså for artens overlevelse, afsted. Og så kan vi diskutere, om Mars er et godt første trin, eller det har vi diskuteret i en anden episode, men det er sådan et lige meget, vi er bare nødt til at komme afsted. Og så enten så er vi her, den allestedsmænd af hverne Elon Musk måske det første trin til faktisk at få den her udlængsel skridtet videre, inden et eller andet patriotisk ting, som USA opfandt i 60'erne, altså at sige, vi skal ud, vi bliver nødt til at sprede arten menneske rundt omkring, og så kan det jo ligesom være startskud til en destineret ekspansion og en form for grabbiness. Og så igen, så er der andre, der vil sige, det er fuldstændig håbløst, det er spild af penge og tid og energi, vi skal hellere have det godt her, hvor vi har det. Så er en civilisation grabby eller ikke grabby? Kan det ikke være begge dele? Er vi ikke superskizofrene som civilisation? Vi ved jo ikke, hvad vi vil. Vi har snakket antivækst, og antivækst er jo det stik modsatte af grabby, og hvis antivækst-paradigmet vinder, og vi alle sammen skal spole tilbage til tidlig stenalder for at spare energi, så er det jo på mange måder slut med grabbiness i hvert fald. Altså, det kommer vi ikke meget videre af.

Thomas Blomseth: 1:10:31

Nej, og det er der, hvor, hvis nu, siger, hvis vi tager grabby aliens-modellen for gode varer og siger, det er så et scenarie, som stemmer overens med det, vi ser, og så det andet, som Hanson så også kan holde i hovedet samtidig, som er at sige, vi er simpelthen de eneste. Begge de scenarier, eller begge de måder at se det på, tilsiger jo faktisk, at vi skulle tage og få lettet røven, fordi—

Klaus Silberbauer: 1:10:59

jo, det synes du og jeg, men—

Thomas Blomseth: 1:11:01

hvis vi er den eneste teknologisk avancerede livsform i hele, i hvert fald det observerbare univers, bare vores superklynge, så spørger man, om vi faktisk har en slags etisk fordring for at brænde universet til liv. Fordi det, der er derude, ellers det er bare dødt stof, det er kæmpestore fusionsreaktorer, der står og laver en hel masse energi, som bare går til spilde, som bare bliver til entropi.

Klaus Silberbauer: 1:11:27

Hvad nu hvis, hvad nu hvis en stor imaginær skaber, hvis en stor imaginær skaber vidste, at for at lave en nogenlunde intelligent art, i et eller andet omfang, men hvis vi nu ikke skal være alt for selvudslettende, så siger jeg, okay, vi kan da finde ud af lidt, altså der er håb på visse punkter for os selv også i verden, var det nødvendigt at skabe et univers med milliarder af galakser med milliarder af stjerner, fordi sandsynligheden er så urimeligt lille? Så vil det virkelig, som du siger, være uetisk og på ingen måder i orden, hvis jeg siger, ja, whatever, altså jeg har Netflix, jeg har en pose her i bo, og det må være godt, det må være nok med det, ikke? Og så lægger vi os ned og dør. Det vil være urimeligt, det er rigtigt.

Thomas Blomseth: 1:12:23

Jamen, og så med det andet scenarie, jeg vil sige, med grabby aliens, det er jo så, jamen hvis vi så ikke vil være grabby, så kommer der bare nogle andre og grabber for os, ikke? Som at sige, skulle vi så, altså hvorfor skal de have lov til at udbrede deres ting? Skal vi bare lade dem gøre det, fordi de kommer ud på det deres ting?

Klaus Silberbauer: 1:12:42

Det er en Trump-agtig alien, der kommer og grabs us—

Thomas Blomseth: 1:12:47

Ja.

Klaus Silberbauer: 1:12:48

by our planet.

Thomas Blomseth: 1:12:49

Ja, så er det deres ting, så hvorfor skal vores ting ikke have lov til at være repræsenteret i det der univers, kan man så også sige?

Klaus Silberbauer: 1:12:57

Ja, men igen, og det er ikke for at være polemisk her, eller måske lidt, ikke. Jeg synes, jeg er røget i diskussion med nogle stykker på Twitter, der siger, det er sgu okay at blive grabbet. Altså, hvis Putin kommer med sine tanks og sine krydsermissiler, så er det sgu bedre at række armene op og så lade sig grabbe, fordi ikke den stærkeste magt, eller hvad fanden var det, den her gamle senile historiker, han sad og pøsede ud i fjernsynet. Altså, hvis det er virkelig indstillingen hos flertallet, så har vi jo ikke en chance, altså ikke som nation, men slet ikke som civilisation, fordi så snart der kommer nogen, der kan rejse hurtigt og har større laserguns, end vi har, så lægger vi os ned og giver op. Så jeg ved sgu ikke, om vi bliver grabbet eller ej. Er vi ekstroverte eller introverte som civilisation, betragtet? Den tror jeg skal stå åben.

Thomas Blomseth: 1:13:50

Jamen, det er jo også der, de ender med at sige, vi ved ikke rigtigt, hvordan det kommer til at gå for os, og så kan vi se på at stjure vores skænd nu. Så Hanson her, også økonomiprofessor, som du sagde, man kan jo også tænke på, man kan jo se lidt universet som en incitamentsstruktur. Hvad er det for en incitamentsstruktur, universet lægger helt overordnet for os? Og der vil det fremhæve en ting, som universets tiltagende udvidelse. Det universets tiltagende udvidelse gør det jo et ret nyt resultat, at vi nåede frem til det. Det er faktisk sådan, det er ikke bare sådan, universets udvidelse tager til, og det vil faktisk sige, at alt det andet masse, alt det andet stof og dermed også energi, og der vil vi jo simpelthen, vi er helt nede på Einstein, energi lig masse gange c i anden, hvis man har det, så kan vi jo også lave det om til energi. Altså, det er også noget, det kan man sige, Kevin havde inde på i sine antagelser. Men alt det andet, resten af universet, forsvinder simpelthen væk fra os med større og større hastighed, og det vil sige, hvis vi skal sørge for at få vores civilisation, også kan man sige, ikke kun os som mennesker, men også jordens, altså økosystemet, jordens økosystem, alle de andre livsformer, der er opstået her, hvis det skal kunne leve så længe som muligt, så er det jo mere at komme i gang med at fange noget af alle de ressourcer, der bare er på vej væk fra os i hurtigere og hurtigere omfang. Det er ligesom den incitamentsstruktur, vil det ikke også handle om—

Klaus Silberbauer: 1:15:20

at søge ind mod en galaksekerne, hvor tætheden er større. Det vil sige, den dag vi når derind, så er tætheden måske noget, som vi kan bruge til noget og forlænge vores civilisation med nogle milliarder år måske.

Thomas Blomseth: 1:15:32

Altså, jeg ser det måske nærmere som, at simpelthen der skal sådan, vi laver jo nærmest ikke engang geoengineering, men det her det er simpelthen galactic engineering og nærmest universe engineering, hvor det jo nærmest er, som om at det stof, der er på vej væk fra os, det skal vi have i gang med at bevæge sig hen imod os og samle.

Klaus Silberbauer: 1:15:52

Ja, det synes jeg, det er et ambitiøst projekt. Altså det der at tænke, okay, det bliver stort budget, det der. Men hvorfor ikke søge, hvor tætheden er størst? Men det kan vi måske tage op på et andet tidspunkt, fordi vi, hvad hedder det, vi nærmer os jo altså universelle tider, hvad længde på den her episode angår. Øhm, men jeg tænker bare, hvis vi faktisk gerne, det er biodiversiteten, der er meget, der er værd at redde derude. Det kunne være, vi skulle tænke på en lidt større skala end bare, du ved, får vi bygget et eller andet, hvor løvfrøen lever? Men kan vi simpelthen samle det samlede økosystem, biodiversiteten, det DNA, vi har, for nu uddøde dyr, og så se og få det spredt ud i et univers, der ikke har en uendelig levetid, men dog en noget længere levetid end vores egen planet? Vil det have det? Det synes jeg, vil da være en smuk tanke, et smukt projekt, ikke? Både for den her generation, men også et par af de følgende, og så prøve at blive grabby.

Thomas Blomseth: 1:16:57

Jo, altså det er nok vejen frem, altså fordi de her, altså ressourcerne, de er ellers, så ville de forsvinde som sand mellem fingrene efterhånden som universet, og så, så vil den biodiversitet, den vil blive udlagt og lagt om, nogle hundredevis af millioner år af solen alligevel. Altså, jorden har den bane, den har, altså hvis man bare sidder og ser Netflix, så bliver jorden ved med at kredse de der 149 til 160 millioner kilometer omkring solen, og så ved vi jo godt, hvilken progression den er i gang med at gennemspille, hvad det er for en type stjerne, vi har. Det har vi jo fuldstændig styr på.

Klaus Silberbauer: 1:17:43

Så budskabet må være at slukke for Netflixen og så ud, og lad os arbejde for, at den her civilisation bliver pangalaktisk. Det må være vores fælles mål. Silberbauer & Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag fænomener og teknologier, der præger alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Har du kommentarer eller spørgsmål til episoden, du lige har hørt, så find os på Twitter på @Silberblom eller på facebook.com/Silberblom. Begge steder poster vi kilder og andet indhold, som er relevant i forbindelse med vores episoder. Coverart deler vi på Instagram, ligeledes på @Silberblom. Og hvis du kan lide det her podcast, så vil vi blive lykkelige for stjerner på Apple Podcasts eller hvis du blot deler podcastet med dine venner. Tak fordi du lytter med.