Thomas Blomseth: 0:00

Velkommen tilbage, Klaus.

Klaus Silberbauer: 0:05

Tak skal du have, Thomas. Her er helt utroligt varmt. Jeg sidder i mit lille hjemmestudie, som er vestvendt. Solen har kogt herinde. Ja, helt eftermiddagen. Det er hit. Jeg skal prøve at gøre mit forægger og dejse om.

Thomas Blomseth: 0:21

Ja, og så er der nok også noget med at akklimatisere sig. Og det... Det er der nok også. Det kommer vi tilbage til. I det store billede, for der er også nogle andre steder, hvor der er usædvanligt varmt. Og der er nogle anomalier i havvandstemperaturen for eksempel, som er blevet delt på Twitter en del. Og så er der også en anomali i forhold til, hvor meget havis der er ved Antarktis. Som vi lige skal tænke på, det er jo vinter på den sydlige halvkugle nu. Hvor der er meget mindre is end forventet. Og det tegner jo ikke godt, synes vi.

Klaus Silberbauer: 1:01

Ej, det passer nok ind i en trend, som de fleste har hørt om. De kurver her, de bliver cirkuleret også af klimabenægtere, der finder på mere og mere spændende historier om, hvorfor det lige er sådan nu. Og hvorfor den måde at opgøre tingene på ikke virker. Men det gider vi simpelthen ikke at rode i. Det er for dumt. Faktum er, at der bliver mindre og mindre is. Og jeg tror, vi har nævnt det før, at når isen smelter, så mister kloden sin albedoværdi. Sådan i gennemsnit stråler mindre lys tilbage til rummet. Og så bliver det lavet om til varme i stedet for. Plus, at vi jo så har vores kære drivhuseffekt, der har det med at holde på varmestrålingen. Så basically, we are fucked. Vi deler selvfølgelig kurverne her på Twitter, som man kan sidde og følge med.

Thomas Blomseth: 1:50

Ja, så der er den feedback-mekanisme, som vi også har talt om, som er, at når havvandet bliver varmere, så bliver det dels dannet mindre havis og mindre permanent is til næste vinter. Plus, at det jo så begynder at smelte noget mere af det, der er inde ved kysten. Og så vender vi tilbage til, hvorfor du måske skal akklimatisere lidt, fordi du har været ligesom oppe at tage nogle ting i øjensyn.

Klaus Silberbauer: 2:17

Ja, altså jeg vil gerne sige, at jeg tog til Grønland for ligesom at studere det på nærmere hold, men den undskyldning kan jeg ikke bruge. Det var mere på turistplanet, men man kan ikke tage til Grønland uden at stifte, eller i hvert fald uden at møde spørgsmål om global opvarmning. Og en af de ting, jeg ikke havde foreset, det var, at vi flere gange deroppe stødte ind i forskere, som var i Grønland for at forske i global opvarmning. Blandt andet fik jeg en øl og en spændende snak med to tyske forskere fra Hamburger Universitet, som mødte mig i Ilulissat, og de var på vej til Diskoøen, som helt klart er et sted, jeg skal besøge, fordi det lyder helt fantastisk. Og på Diskoøen har man et større forskningscenter, hvor man i høj grad forsker i, altså der er både en masse botanik og biologi, fordi det er en spændende ø, hvad det angår, men man forsker så også i global opvarmning. Og det, de skulle ud at lave, det var, at de skulle måle metanudslip fra den permafrost, der er ved at tø. Og det er jo en af de ting, som en af de her grimme eksponentielle ting ved global opvarmning, det er, at efterhånden som temperaturen stiger, så smelter permafrosten, altså det konstant frosne muld, vil jeg egentlig sige, i jorden, det gælder Grønland, det gælder i høj grad Sibirien. Og det er jo noget råddenskab, altså det er jo døde planterester, der har været frosset ned i mange tusinde år. Og når de tør, så lukker de enorme mængder metan ud. Og problemet med det, det er, at metan er en meget, meget mere potent drivhusgas end CO2. Det er noget med 100 gange eller sådan noget mere potent. Så det vil sige, for hver kilo metan i atmosfæren, svarer det til 100 kilo eller mere CO2, slå selv tallet op. Så det er et problem, fordi det accelererer så bare yderligere den her trælse udvikling, vi er inde i. Så man møder sådan set debatten om global opvarmning på sådan et mere førstehåndsplan, når man er i Grønland eller i det hele taget i Arktis.

Thomas Blomseth: 4:21

Men der er vel jo også noget om, hvor meget af det, der er frosset, og der har været frosset i tusinde år, hvordan det så kommer ud til havet. Det synes jeg er noget, det er meget, det må være enormt spændende at se, de kræfter også er involveret i, at når isen kommer ud til havet. Ja, du tænker på gletsjerne.

Klaus Silberbauer: 4:40

Ja, jeg tror også, altså jeg har aldrig været i Arktis før, så det der med at se en gletsjer på nært hold, er, at man får pludselig en idé om de der dimensioner, og hvor meget is der er. Altså det er jo ikke små ting. Der hvor vi var i Lulicet, det er det, man kalder Ilulissat-gletsjeren, Ilulissat-bræen, som på grønlandskeder, og nu, jeg beklager virkelig fra en grønlandskeder, ser om jeg ikke kunne jeg ikke nåede den dur, som betyder den sydlige gletsjer. Og der er faktisk flere af dem, der hedder det samme. Men det specielle med den her gletsjer, det er, at det er verdens, som vi kan se, hurtigste gletsjer. Altså simpelthen den fart, som isen slipper, indlandsisen, og strømmer ned af den her slugt, hvad det egentlig er. En slugt i landskabet, både over og under vandet. Og så producerer den helt utrolig meget is. Man har målt, jeg ved ikke, hvordan man har gjort det, man har estimeret det til i hvert fald 40 kubikkilometer is om året. Og 40 kubikkilometer, det er rigtig, rigtig meget. Det er omkring en tredjedel af USA's samlede årlige vandforbrug, der kommer ud hvert år af fjorden, der hedder Kangia, fra indlandsisen, og så strømmer det ud i et land, der hedder. Fordi vi er på Vestgrønland her, hvis man ikke lige har sin grønlandske geografi-præsent. omkring 8 grader nord for Polarcirklen. Og de her isbjerg, de knækker af, når den her gletsjer kalver. Jeg poster lige et link på Twitter til en optagelse af præcis den her gletsjerens største kalvning nogensinde på film i hvert fald. Verdens største gletsjerkalvning, man har fået på film. fra dokumentaren Chasing Ice. Og der kan man se, hvor du nævner voldsomme kræfter. Det er sindssyge kræfter, der er på spil der. Men det, man skal tænke på, det er, at den her is, der strømmer ud, det er jo is, der er cirka 250.000 år gammel. Så længe tager det fra, at der sker snefald på indlandsisen, til det bliver komprimeret og langsomt, langsomt bevæger sig ud mod kanten af kontinentet eller af øen Grønland og til sidst knækker i vandet. Og vi snakker nok om minimum 52.000 år faktisk. Så det er ikke noget, vi bare lige genskaber. Og hvis man forestiller sig, at hele den samlede mængde vand, som er på indlandsisen i Grønland, til sidst smelter, knækker af og smelter ud i havet eller simpelthen bare strømmer ud som vand, så har vi et alvorligt problem, fordi der er så ufattelig meget vand. låst i den grønlandske indlandsis. Grønland er jo ikke en ø. Grønland er, som du udtrykte, et badekar. Det er en bjergkæde med en meget, meget stor sø med den. Det er en form for aflangt donut. Og hele det der midterste område, plus flere kilometer i højden, er fyldt med is. Så det er ubeskriveligt meget is. Jeg har ikke tal på det. Det ville nok heller ikke give mening, hvis jeg havde. Men tilbage til den her gletsjer. Den er så ekstra interessant, fordi man ved, det kan man se i landskabet, og også på historiske kilder, hvor den her gletsjer har været i løbet af årene, hvor gletsjerkanten er gået. P.T. skal man bevæge sig ca. 50-70 kilometer fra Ilulissat og ind til kanten af gletsjerne, helt indtil indlandsisens kant faktisk. Og du er næsten oppe på kontinentalsokkelen der, eller på, hvad hedder det, grundfjeldet. Det vil sige, at gletsjeren er nærmest, stopper hvor grundfjeldet stopper nu. Du skal ikke mange år tilbage, så gik der gletsjer langt ud i vandet. Det vil sige, at der var koldere, isen brød ikke op særlig så hurtigt simpelthen. Og hvis du går tilpas mange år tilbage, så nåede gletsjeren, gletsjerkanten, bræen var faktisk helt ude ved fjordens åbning. Over 50 kilometer fra, hvor den er nu. Og det er klart, varme og isen matcher ikke, så stigningen igennem industrialiseringen i varmen har presset den her gletsjerbræ tilbage. Tilbage til næsten samme sted, eller faktisk mere eller mindre præcis samme sted, som den var 6.000 år, for 6.000 år siden. Da vi nåede det, man kalder det klimatiske højdepunkt, tror jeg, man kalder det, i geotermen, det er ligesom der, vi mener, at temperaturen på vores klode har været højst inden for den tid, vi kan måle. Men vi snakker et par grader varmere end nu, i snit. Det når vi snart. Og så er vi altså tilbage, jo bare for 6.000 år siden. Klimatisk optimum, kalder man det her. Det var en kæmpe oplevelse. Vi fløj med helikopter ind, for at se kanten af indlandsisen. En mur af is på flere hundrede meters højde. Det minder lidt om, du ved, fra en kendt tv-serie, The Northern Wall. Voldsom oplevelse. Både at se det, men også at tænke over, hvad det er for nogle kræfter, vi har sat i spil, med den opvarmning, vi ikke helt kan styre. Ja, det var lige en rejseberetning der.

Thomas Blomseth: 9:51

Ja, et vidnesbyrd.

Klaus Silberbauer: 9:53

Et vidnesbyrd, et førstehånds vidnesbyrd, ja. Jeg er glad for, at der også er en del forskere, der er lidt bedre til at tage noter, og forstå, hvad der egentlig sker, end mig, der bare står med kæben nede ved knæene, og tænker, hold kæft, det er stort det her. Fordi det er det virkelig. på vores cover art i dag, eller på den her episode, der vil jeg putte et af mine egne fotos, af et af de mange isbjerger, der strømmer ud af fjorden, og ud af et land der havde. Fordi de er vanvittigt smukke.

Thomas Blomseth: 10:25

Og der var jeg jo, sørget for, at du ikke gik ned på fotogrej, som så er hørbar.

Klaus Silberbauer: 10:30

Naturligvis, jeg valgte, som mange andre, små idiotiske, midaldrende mænd, der tager til Grønland, og slæber rundt på omkring 9 kilo kameragrej på ryggen, uanset hvor jeg gik. Så det var nogle friske vandreture, men jeg bliver mindre kan betale sig, fordi du ved aldrig, hvornår der kommer en fugl, eller et isbjerg, der lige skal tage sit billede af.

Thomas Blomseth: 10:49

Vi har jo gang i en pose blandede bolsjer i dag også. Det er afslutningen af første halvår, her i 2023. Så vi vil gerne lidt rundt. der har ligesom sparet sig noget sammen. Trykket afsted.

Klaus Silberbauer: 11:02

Trykket afsted. Vi er for vildt i gang med vores anden aktualitetsepisode. Men jeg bliver nødt til at lave en segue til det næste, før du tager hul på det. Fordi når den her bræ kalver, sejler isbjergene med 40 meter i døgnet, relativt hurtigt ud af fjorden, de stopper i måneder ved en moræne opbygning, der sker ved enden af fjorden der, før de igen ligesom river sig løs og sejler ud i Atlanterhavet. Og de her isbjerg, de driver typisk, de starter med at drive nord på, blot sand over havstrøm, og så tager de sådan ligesom turen over mod Kanada. Det var der et isbjerg, der gjorde i 1912, fra den her gletsjer. Og så kom der et skib, der ikke kunne synke, og ramte det isbjerg fra Ilulisset-gletsjeren. Og så gik det galt. Og jeg synes, det er en fin segue til det næste lille indslag.

Thomas Blomseth: 11:57

Ja, for det er noget, som der jo så også interesserede dig, mens vi var på Grønland. Og det er jo ulykken med den private dybhavs-ubåde, som firmaet OceanGate har stået for. Og som er blevet fulgt tæt i teknologikredse, og sågar rumfartskredse også. Fordi der er jo visse paralleller i det med at befinde sig i ekstreme miljøer.

Klaus Silberbauer: 12:26

Ja, det er nogle ting til fælles, og så er der også mange ting, det ikke er til fælles. Det kan vi vende tilbage til om noget blæng. Ja, OceanGate-gate. Den hjemmebygget ubåd, som ligesom Titanic nok var et udslag i hybris. På mange måder. Teknologisk hybris måske. Der findes, jeg er sikkert på de fleste, alle vores lyttere har hørt om det her. Men jeg synes, at en af de bedste dækninger af hvad der nok er gået galt, det er vores, jeg vil næsten sige, gamle skotske ven, Scott Manley, som fremragende, med en lille børnmand på, tror jeg, lige et par øl inde, har lavet et meget langt live-afsnit på YouTube, om hvad der må være gået galt, og igen, hvilke kræfter der er på spil, når man dykker en ubåd næsten 4.000 meter ned i vandet. Og man skal se hans live-udsendelse, hvis man på nogen måde, eller live-stream, hvis man på nogen måde, er til den her ulykke, og synes, det er spændende. men jeg synes specielt hans pointer om, lidt om forskellen mellem det at flyve ud i rummet, i et rumskib, og så det at dykke ned under vandet i en submersible, eller en ubåd. Hvilken forskel der er, igen, hvilke kræfter man skal slås med under vand, som du ikke møder op i rummet. Selvom de fleste måske vil sige intuitivt, at det svære er at komme i rummet, end ned under vandet, det er du måske også desværre at komme afsted, men når du så kommer afsted, så bliver det altså, med en faktor sværere at overleve under vand. Simpelthen på grund af trykforskellen. Hvor man i rummet jo, medmindre du decideret pumper dit rumskib, fyldt med alt for meget atmosfære, så har du en atmosfæres forskel at slås med. Det er det, du skal sørge for, at dit rumskib kan klare. Og det er ikke voldsomt meget. Og det er derfor, at vores rumskibe generelt ikke har en særlig tyk væg, eller skal. De kan laves i alle mulige former og figurer, fordi det er ikke svært at holde en atmosfærestryk inde. Men dernede, hvor OceanGate ville vil dykke ned, jamen så snakker vi omkring 400 atmosfærestryk forskel mellem kabinen og det udenom, altså vandet. Og det er jo en anderledes svær ting, at have med at gøre. Og som vi kunne se, når der går galt, så går det rigtig galt, og det går hurtigt galt.

Thomas Blomseth: 14:57

Det er altså forskellen på, at have en max 1 atmosfærestryk, som gerne vil ud i et vakuum, eller så er det de her 400 atmosfærestryk, der gerne vil ind og klemme en lille dåse, hvor der er 1 atmosfære inde i sammen. Altså noget, som man kan slippe afsted med i rummet jo faktisk, det er jo at have lækager. For eksempel rumdragter, der er jo simpelthen beregnet en lækagefaktor. Der er selvfølgelig nogle tærskeværdier osv., som en rumdragt skal leve op til. Men under de lange rumvandringer på den internationale rumstation, for eksempel, der regner man jo simpelthen lækage ind i, hvor meget ilt man skal have med. Og det er jo så et andet trick, man også kan bruge i rummet. Bare man har det rigtige partialtryk af ilt, så kan vi overleve. Og det kan skabe andre problemer, som vi så med Apollo 1-branden, hvor man så ved jorden havde 1 atmosfæres 100% ilt-atmosfære, som man så ville sænke, når man kom i kredsløb. Men det er sådan noget helt andet. Men det er jo simpelthen nogle helt andre udfordringer, man har, når man går i dybet. Og faktisk, hvis man så skulle tale om personlige præferencer, nu har vi været oppe i kulden, og nu taler vi om rummet og dybet. Hvis du forestiller dig sådan en firfeltsmatrice, hvor du har, om du helst vil dø i heden, eller i kulden, eller i vakuum, eller under højtryk, så ved jeg helt klart, at min præference, det er at dø i heden, i vakuum. Det her med kulden, og at skulle bevæge sig ned under det høje tryk, det er slet ikke min præference.

Klaus Silberbauer: 16:31

Nej, det siger du nok. Det vil jeg godt lige vende tilbage til, fordi der er jo en anden pointe der, hvis vi nu skal snakke om, hvordan man dør. Men nu siger du det her, ja, man kan sænke trykket. Jeg kunne godt forestille mig, at du kunne overleve med en halv atmosfære i rumstationen, så længe at iltpartialtrykket er højt nok, det vil sige, at du skulle gå op for ilten, så længe man ikke prøver åben ild, og får sat ild til ting, så er det en mulighed. Man gør jo også det samme med dybhavsdykning. Altså, når folk arbejder på flere hundrede meters dybde, jamen så sker det jo med blandingsgasser, hvor du tager nitrogenet ud, og så putter du f.eks. helium i, fordi det er en ædelgas, der ikke rigtig gør noget ballade ved din krop, andet end du kommer til at lyde sjovt. Så det kan du også justere. Så gælder det så derom at få partialtrykket på ilten, kan man sige ned, fordi du hæver trykket generelt. Det vil sige, at du indånder under tryk. Og det samme er jo helt normalt scuba-dykning, hvor du indånder atmosfærisk luft, med de der med det 23% ilt og resten nitrogen. Der indånder det jo også luft under tryk, ellers selvfølgelig dine lunger er jo simpelthen kollaps under det tryk. Selv på en PADI-dykkers max dybde på 18 meter, skal du indånde luft under tryk, ellers kommer du galt afsted. Men der kan du også få iltforgiftning, hvis du dykker for dybt. med atmosfærisk luft, så får du for højt partialtryk i ilt, og så går det også galt. Så bliver du virkelig underlig låget. Så det er generelt bare farligt at bevæge sig under vand. Hvor vil jeg helst dø? i min seng, når jeg er gammel. Men jeg ved snart ikke, fordi jeg tror, hvis du er i kredsløb, og der sker en ulykke, der du ikke kan udbedre på en eller anden måde, så har du tid til at tænke over det. de der fem gutter, nede på 3500 meter, eller hvor langt de nu nåede ned, det finder vi nok snart ud af, de nåede ikke at tænke over det. Scott Manley har jo en pointe i, at den implosion, der er sket, den er sket så hurtigt, med så meget energi, at de her menneskers, og nu bliver det lidt morbidt, jeg beklager meget, de her menneskers hjerner, er blevet smadret, før signalerne fra nervesystemet, om at der kunne være noget galt, og noget frem til dem. Så højst sandsynligt har de ikke anet, der er noget galt, mindre der har været noget knæen, mindre de har set en lille læk, men altså selve dødsøplækket, de har ikke lidt på nogen måde, fordi man er ret sikker på, at vi snakker om en katastrofal implosion nu. Så det kan godt gå lidt langsommere op i rummet.

Thomas Blomseth: 19:10

Jeg tror også, det handler meget om forestillinger om det her, men det er faktisk interessant, der bliver lavet, live bliver der jo lavet et overslag, der på Scott Manley's YouTube video, hvor de når frem til, med en korrektion fra en af seerne, at det nok cirka svarer til 47 kilo TNT, der bliver udløst.

Klaus Silberbauer: 19:31

Scott tager lige en hurtig hovedregning, han når til 50 cirka, jeg synes det er okay.

Thomas Blomseth: 19:36

Det er helt fint.

Klaus Silberbauer: 19:36

Fordi det er sådan lige, hvad er overfladetrykket? Hvad er trykket på den dybde, altså på Titanics dybde? Og så lige en hurtig formel om, hvor meget TNT det svarer til. Jeg synes, han gør det meget godt. Og så er der selvfølgelig en, der sidder derude med en lommeregner. 47 kilo TNT pakket rundt om dig. Det er jo en voldsom eksplosion. Det når man ikke at mærke noget til. Og som han også siger på sædvanlig skotsk, ikke så indfølgende maner, det er, at de kan godt glemme alt om at redde lig, for der er ikke nogen lig at redde. Og jeg tror, han bruger ordet strawberry jam. Igen, altså, hvis du pakker dig i en bombe, så er der ikke noget tilbage. Så det var det med dem, og måske også med de fleste private ubådsmissioner. Så den dybde lige i forløb i hvert fald. fortsæt for de der fem, tror jeg, eksisterende ubåd, som er bygget på en helt anden professionel måde, har man indtrykket af.

Thomas Blomseth: 20:40

Ja, der har det jo så været interessant at se, hvordan James Cameron, han har været ude at sige nogle særdeles fornuftige ting, i forbindelse med —

Klaus Silberbauer: 20:48

Han fremstår som en eftertænksom herre, der ved noget om at dykke dybt.

Thomas Blomseth: 20:53

Ja, det er interessant. Det er jo som medierne har præsenteret ham som instruktøren af Titanic, men det er faktisk ikke derfor, han er mest interessant i den her sammenhæng. det er jo, fordi han selv har været med til at bygge fartøjer, der er helt anderledes sødygtige, og selv jo har lavet en mission ned til Titanic. Jeg tror, hvad hedder hans... Challenger Deep, Challenger Deep, som er den dybeste del af Marianergraven.

Klaus Silberbauer: 21:18

Nå ja, men hans, hvad hedder fartøjet? Det kan jeg ikke engang huske. Det er den ikke Deep Sea Challenger eller sådan noget. Nå, det finder vi ud af at slå op på Twitter. Men ja, han har været dybt, ikke? Altså, Titanic ligger på de der små 4.000 meter, 3.800, tror jeg. Og hvor Challenger Deep er 11 kilometer.

Thomas Blomseth: 21:42

11-12 stykker. Det er så voldsomt dybt. Det er helt ufatteligt.

Klaus Silberbauer: 21:46

Det er... Altså, ja, tre gange mere. Det er ret vildt. Og det overlever han. Men du er inde på noget, det der med kulden og mørket og sådan noget. han var klemt inde i en titanium-boble. En titanium-sfære. Jeg tror, det var 0,9, altså 95 centimeter i diameter. Så du sidder, altså, i fosterstilling, krøbet helt sammen, ikke? Og så tager det jo timer, når du er nede. Mange timer. Og det tager timer, om man kommer op igen. Så det er ikke en tur for klaustrofobiske mennesker, der ikke bryder sig om at være ensomme i hvert fald.

Thomas Blomseth: 22:26

Jeg tror måske, jeg så, at den indre diameter var 109 centimeter.

Klaus Silberbauer: 22:31

109? Okay.

Thomas Blomseth: 22:32

Det er jo luksus. Han har fået sviten. Ja, det var det. Men det tog vist også nogle år. Og det snakker han jo også om i nogle af de interviews, at de jo simulerede designet af det fartøj i overvis. og især den selve kapslen der og jo lavede beregninger på tryk og så videre og holdbarhed af materialer. Og især jo også det, som lader til at være noget af det, som man overhørte i forbindelse med OceanGates fartøj, det var jo, at hvad sker der ved mange ned- og uddyrkninger? Hvordan reagerer materialerne, når de gentagende gange bliver udsat for de forskelle i tryk? Og der er jo det, OceanGates fartøj er lavet med noget kulfiber, simpelthen en del af det.

Klaus Silberbauer: 23:24

Som de fik billigt for Boeing, fordi det var overskredet sidste salgsdato.

Thomas Blomseth: 23:27

Jamen, det borger jo nok også for kvaliteten. Og der har kulfiber har og andre egenskaber i forhold til, hvordan det reagerer på så mange ned- og uddyrkninger. Og der har mandelig også fundet, det kan vi også linke til, noget NASA-studio helt tilbage fra slutten af 80'erne, hvor de havde kigget på netop brugt carbonfiber til ubåde. Og der var en interessant pointe, som jeg også fremhævede, det var, at noget af det, som direktøren for OceanGate fremhævede deres ubåd, det var, at de havde mikrofoner, der lå og lyttede på de her fiber, på kulfiberen, for at høre, om de jo måske var i gang med at blive reddet over. Men det NASA allerede kunne sige i 87, tror jeg det var, det var, at det var ved den første neddykning, at de hørte noget med de mikrofoner, altså hvordan fiberen de arbejdede, men at der ikke kom væsentligt flere lyde, lige inden at det brast. Og det var simpelthen en del af OceanGates sikkerhedsforhold, skulle have været, at de kunne have lyttet sig frem til, at nu er der ved at ske noget. Og det er lige så igen her, altså der skete noget også så hurtigt, at man kunne ikke have reageret på det.

Klaus Silberbauer: 24:42

Altså jeg er jo all for, at man, du ved, den er givet med at tage ud. Vi har jo så mange gange nævnt, Elon Musk kan også blive bragt op fuldstændig ufortjent i det her, og du ved, at de tænkte ligesom Elon Musk. Nej, fordi det er okay at tage risiko, så længe der ikke er menneskeliv på at spille. Det er okay at brænde raketter ved landing, så længe der ikke sidder mennesker ombord. Hvis du sætter mennesker ombord, specielt betalende private mennesker, så er sikkerhed alt. Og ja, på de der historier, man hører nu, du ved, en front, altså k-året her, som for det første ikke var certificeret til mere end 1300 meters dybde, som i teorien godt kunne klare mere, og så har direktøren sagt, jamen så kan det sikkert også godt det. En journalist mener det var, der rapporterer, at en ud af de, var det 13 bolte i det her kor, ikke var skruet ind, og direktøren sagde, det betyder ikke noget, og så var den jo et for højt, til de kunne nå den. Altså sådan en ondelig mavefornemmelse hos en direktør, der måske, du ved, har haft et lidt for stort ego, og tænkte, hvis han følte det jo rigtigt, så var det nok rigtigt. Og det er jo sådan en virksomhedskultur, der kan løbe, løbe, løbe, løbesk, ikke? Altså, der var en nejsiger, der prøvede at sige, at der er noget galt her. Det her, det kommer sgu nok ikke til at virke. Og han var fyret, og det blev lagt sagen, så han holdt sin kæft. Og det er jo en virksomhedskultur, man kender om, altså fra alle brancher. Problemet er bare, når det så lige rammer ubådsbranchen, dybhavs-ubådsbranchen, så er konsekvenserne jo mere end bare en konkurs, ikke? Så der har været noget på spil der, som nogle psykologer siger kan grave i. Altså, det er da en retfærdighed i, at manden selv var ombord, trods alt, ikke? Hvilket betyder, at han jo ikke prøvede at tage røven på folk på den måde. Han troede nok på det. Han var bare helt skudt forbi sin egen, eller, hvad kan man sige, fornemmelsen af sin egen viden om det felt her. Og der er en masse, masse andre ting. Du nævner blandt andet det her med at lave det her lyttesystem. Altså, det lyder som en fiks idé, fordi man har åbenbart ikke undersøgt, om skidtet virker. Jeg tror også, det er mandeligt at sige, at hvis du endelig hører de der fiberbrist, så er det for sent. Så hører du det i dine højttalere, og så er du væk et øjeblik efter. Problemet er jo, at, som jeg forstår det, at kulfiber er på en eller anden måde, det er jo et volumenmateriale på den måde, at styrken består i de her mange, mange millioner af fiber. Og derfor skal det holde utrolig længe, men du kan trætte det. Du kan da også tale om en form for metaltræthed. Altså, metal kan du også trætte, ved at udsætte det for impulserende belastning. Det så man jo ved gamle britiske passagerfly. The Comet hedder den ikke det? The Comet. Ja, det er en af de første jetpassagerfly, der havde den her uheldende tendens, efter at det bestemte, at den tager flyvninger, så faldt vingerne af i luften. Og det var der, man opdagede, hvad metaltræthed betød for fly. Og det harmonerer ikke særlig godt. Og det er lidt det samme med kulfiber. Det er som om, vi bare ikke kender det materiale særlig godt. Men man ved da trods alt, det er ikke sindssygt godt til kompression. Du kan ikke trække det fra hinanden. Men du kan, hvis der er et eller andet form for skævhed i konstruktionen, hvis den ikke er helt præcis, så kan du maste det i stykker til synlædende. Og der har Kyle Hill, som er en amerikansk videnskabsformidler, og i øvrigt mener jeg videnskabsformidlingskonsulent for Det Hvide Hus, han har en pointe i geometrien på den her båd. Fordi der er ikke nogen tvivl om, at en kugleformede kapsel er bedst. En kugle modtager, eller har først den mindste overflade i forhold til rumindholdet, som du overhovedet kan finde. Og det er godt, når du snakker om tryk udefra. Og den er meget svær at trykke i stykker, hvis den er relativt perfekt lavet. Men hvis du har en afvigelse fra den perfekte kugleform på under en halv procent, og det er ikke særlig meget, så mister du 35% af styrken, hvis du vil have kompression af den her kugle. Når man sådan bare ser fotos af OceanGates titan, som de hybrisagtigt nok kaldte den, så kan du se de her to titanium ender. Den ene er gemt af halefinnen, men der er to halvformede, halvkugleformede titaniumpropper. Den ene er der så det her omtalte kor i. Og så er der en cylinder imellem af kulfiber. Den cylinder ser ikke særlig præcis ud. Så allerede i cylinderen, der har du sandsynligvis langt over en halv procents afvigelse fra den perfekte cylinderform. Og det svækker altså i hvert fald, som minimum, den i forvejens svage del af ubåden, med 35% i forhold til, hvad den skulle klare tryk. Så hvis de har siddet, og det er mine pointe, hvis de har siddet med deres matematiske modeller og regnet ud, den her tykkelse kulfiber, i den her standard kulfiber, hvad kan den klare tryk? I den perfekte cylindriske form. Hvis de kan tage højde for deres manglede præcision i tilvirkningen af det her, så kan det være det, der røg. Kyle Hill siger så, at det sandsynligvis var koret. Det er det virkelig svage led. Der er du skåret hul på den ellers så stabile halvkugle og satte kor i, hvor der måske manglede en bolt, og som i forvejen måske ikke, det var nok da akryl, kunne jeg forestille mig, måske ikke var certificeret til den dybde, som det skulle kunne tåle. Så det er, altså vi snakker nogle gange om den her schweizerost af sikkerhed, men her har vi en schweizerost, hvor der bare huller hele vejen igennem. Og det skal gå galt.

Thomas Blomseth: 30:22

Nu sagde du bolt, og det mindede mig så også om noget, som virkelig, frembrække nogle ubehagelige scenarier, hos mig og også mange andre lader til, og det er jo det med, at de var jo faktisk boltet inde i den her ubåd. Man ville ikke kunne have åbnet den selv indenfra, hvis de for eksempel var kommet op til overfladen, og det handlede om, at overfladeskibene ikke kunne finde dem. Og der er jo også sådan en, kan man sige, drage en tragisk parallel tilbage til rumfartens historie, og det var jo problemet med Apollo, kapseldesignet, og sådan en del af det, der var medvirkende til Apollo 1-katastrofen, det var jo, at man havde designet en kapsel, hvor besætningen af strøven blev boltet inde, og ikke selv kunne åbne lugen indenfra. Og det var jo også medvirkende til, at personalet på rampen, kunne jeg simpelthen ikke overhovedet nå at åbne den luge og prøve at redde mod, eller prøve at iværke sig i en anden form for brændslukkningsindsats, fordi det var noget med, at den præsture tog halve hele timer at få åbnet den luge. Og så der har de jo heller ikke lært af historien, at sige, det dur simpelthen ikke, at man har et fartøj, hvor besætningen ikke selv kan åbne. Fordi der kan ske alle mulige scenarier, altså det kunne være overfladeskibet, som sank for eksempel, og så var ubåden på vej op, og så ligger de i overfladen, og omkommer af enten CO2-forgiftning, eller iltmangel, mens der er andre overfladeskib, der måske prøver at finde dem. Altså det er jo også utilgiveligt, ikke at lære historien på den måde.

Klaus Silberbauer: 32:05

Kyle Hill snakker om den, han siger, at det er for ham at se, at det ikke er den væsentlige detalje her. Altså selvfølgelig har der ikke været medvirkende til ulykken, men han siger, det er måske ikke så farligt endda, hvis man har styr på sine andre ting. Man kunne jo sige, at hvis du endelig når til overfladen, og du ikke bliver fanget, eller fundet hedder det, af overfladeskibet, inden for de her tre døgn, de havde scrubbing, CO2-scrubbing og ilt med til, jamen så har du måske gjort en stor forskel, at du kunne komme ud i det kolde vand, men altså jeg tror, at rent psykologisk, ville jeg gerne kunne åbne indenfra. Det viser også, at det er sådan en bærebående konstruktion, det her, fordi hvorfor, altså man har simpelthen sparet, en virksomhedsform for hængselværk, og lås og sådan noget væk, fordi det er selvfølgelig meget mere komplekst, at lave en luge, der kan åbne en ind, at du så bare bolter ind, men ja, altså, måske man også tænkte på, at hvis det gik galt, alle andre stederne i overfladen, så er det lige meget, om du kan komme ud, fordi så snart du åbner noget, hvis du overhovedet kan få det op, med det tryk derudefra, så dør du, altså du skal ikke særlig langt ned, før du ikke vil kunne overleve, en fri opstigning, så det er kun i det scenarium, at det går galt på overfladen, eller du kommer til overfladen, at du kan bruge en dør til noget, så man kan sikkert lave noget statistik på det, og sige, sandsynligvis får vi forbrug for den her åbningsmekanisme indefra, er minimal, i forhold til, hvad der kunne gå galt, ved at nogen uheldigvis har åbnet den, eller at skidtet ikke fungerer korrekt, og lukker vand ind. Jeg ved det ikke, men selvfølgelig er det et tegn på, at man har lavet noget cost cutting. Jeg ved faktisk ikke med James Camerons ubåd, om den kunne åbnes indefra. Jeg mener, at Trieste kunne, der var sådan lidt mere gammeldags i sin konstruktion, det her batyskaf, der er ikke det, man kalder det, batyskaf, batyskaf, batyskaf, hedder det, den type ubåd, som Trieste var. Den gamle Piccard med luftballonger, hans søn sejlede i den her ubåd, efter den var blevet solgt til den amerikanske flåde, som købte den og byggede den om, for at forske i dybhavet. Og det var faktisk den nåede bunden af Marianergraven, ejet af den amerikanske flåde, men med Piccard ombord. Og en spøjs konstruktion, altså fordi, og det er også interessant ved det her, en normal ubåd, den kan flyde. Den fortrænger mere vand, end den selv var, selvom de selvfølgelig er lavet af tungt gods. Men det vil sige, så tager du ballast ombord i din tanke, for at komme nedad. En ubåd, der skal så dybt, som de her ubåd, vi snakker om, de skal have så meget masse, at de faktisk synker. Så af natur vil de bare gå til bunds. Og det var blandt andet, det man udnyttede ved Trieste, der havde man bare en sfære, og der var faktisk over to meter i diameter indvendigt, så det var jo ren luksus. Det var den store suite dengang. Og der var så spændt op under en ubåd, så lignede ting, men når man ser billedet af Trieste, så det, der ligner en ubåd, er ikke en ubåd, det er en kæmpe tank med benzin. Fordi benzin vil flyde, men benzin kan ikke komprimeres. Det komprimerer endnu dårligere end vand, tror jeg. Så det vil sige, du behøver ikke at lave en tryktank. Du kunne simpelthen lave en tank af, sikkert solid, men ikke mere end det, og så fylde den op med benzin. Og det ville holde ubåden flydende, og så havde du nogle vandtanke til ballast, så du ligesom, kan man sige, stabiliserede ubådens buoyancy, så du ikke skriver så meget vand. Og så havde man også mindre noget jernballast, du kunne smide. Jeg tror, han brugte nogle jernkugler, noget havl eller sådan noget. Det havde Cameron også på sin ubåd. Han havde jernplader, han kunne droppe. Der er nogen, der snakkede om det her med at have stål som ballast, at det var primitivt, men det har man altså på den her type ubåd. Du bliver nødt til at smide noget, noget rimelig massetæt ballast, når du skal op igen. Fordi under det tryk, kan du ikke pumpe vand i tankene. Altså, det vil være meget, meget komplekst i hvert fald. Eller vand ud af tankene, mener jeg, når du skal op. Så, men altså, det er bare et sjovt genbesøg, for jeg kan huske den der historie fra den gang, og det er et underligt apparat. Men på mange måder bedre tænkt, end Titan. Altså, simpelthen bare en bedre opfindelse. Ja.

Thomas Blomseth: 36:52

Nu nævner du det med at få kastet ballasten der. Når man så hører om Camerons fartøj der, så er der jo også der, hvor der var det ene redundante system på det andet.

Klaus Silberbauer: 37:03

Ja.

Thomas Blomseth: 37:03

For eksempel, hvis nu han blev bevidstløst, så var der timer, der var sat til at udløse den her ballast. Og hvis de ikke virkede, så er der jo et andet system, der tog over, sådan at per automatik, kan man sige, hans fartøj selv ville begynde at stige op. Og det var jo også nogle redundante systemer, som Titan jo ikke havde i samme modgrad. Jo.

Klaus Silberbauer: 37:26

Jamen det lader til, at Titans ballast krævede et elektrisk signal, for at blive udløst. Så det vil sige, at ved et eventuelt strømsvigt, som de var ude for flere gange før, den har jo dykket flere gange, jeg tror, den har været seks gange nede på Titanic. Men de har oplevet strømsvigt flere gange, de har oplevet signalsvigt, altså mistet kommunikationen til moderskibet flere gange, og tog det ikke så nøje. Kom jo igen. men hvis du ikke kan droppe din ballast med strømsvigt, så vil du sidde, hvor det er isrammrende koldt, i mørke, som i rigtig mørke, uden mulighed for at slippe de der skide, fandme var det, kloakrører, de har spændt under. Det er en ærgerlig måde at dø på. Så kan du sidde og blive kvalt hen over tre døgn, i et selskab med nogle mennesker, du måske ikke helt kender, hvis ikke du fryser ihjel først. Fordi at man ikke har tænkt på at lave en timer, eller at vende den om og sige, så længe der er elektrisk signal, så holder vi fast i ballasten. I det øjeblik, vi mister strømmen, så slipper vi en elektromagnet og sådan noget, og så falder skidtet væk. Det har været så nemt. Det kunne en virkelse som helst, en lille hjemmeingeniør ørebygget. Man kunne også lave noget mekanisk, man kunne lave noget hydraulisk, man kunne lave rigtig, rigtig meget, der ikke var afhængig af et skide bilbatteri. Men igen, det er den der. Du ved, virker det så. Går det, så går det. Det er jo fint nok, hvis man går og fiffler med et eller andet knald, men det er jo ikke okay, når man skal dykke ned på Titanic. Så mange har påpeget, der er jo et eller andet underligt metaforisk ting her. Nogle hybrisramte rige mennesker, der tror, at skidtet ikke kan svigte, de dør på en helt bestemt koordinat ude for Kanadas kyst.

Thomas Blomseth: 39:05

Men jeg har jo også tænkt på, at der er måske en mere personlig årsag til, at det her har interesseret dig så meget også. Og det er jo, at du jo faktisk har været ude at sejle i en privat ubåd også, for nogle år siden.

Klaus Silberbauer: 39:18

Altså, det er virkelig anekdoternes afsnit, det her, hva? Altså, Tours og Grønland og Gletscher, og så en mere absurde historie i mit liv. Som vi jo aldrig har fortalt i det her podcast, fordi den er måske lidt for absurd, også lidt morbid. Men nu er vi jo inde på det her emne med, ja, dødsfærdig ubåd, ikke? For nogle år siden, så var jeg jo ude at sejle i en privat ubåd, sammen med en fyr, der hedder Peter Madsen.

Thomas Blomseth: 39:40

Det skal så lige se, at jeg havde jo faktisk en firma i spillet, i og med at —

Klaus Silberbauer: 39:44

Det var din skyld, for det var min polterappen, da du var med til at lokke mig ud i skidtet, ikke? Ja, altså, I live to tell the tale, men det var hans første ubåd, den lille, 18, som han jo helt konkret havde svejset i en garage, og havde ligget nede ved Kastrup Havn, var det vist. Og det kunne han jo få en tur i, og det gjorde jeg så. Og man skal forestille sig, at der var bygget efter tysk forbillede, så det var en skalakopi af de tyske ubåder fra 2. verdenskrig. Fordi de var sådan relativt driftsikre, og tegningerne findes, og de var relativt nemmere at bygge. Peter Madsen, han byggede ubåd, sagde han, fordi han ville vide noget om rumfart. Det er jo en fin lille cirkelslutning tilbage til starten, det her lille afsnit om ubådet, ikke? Fordi hvis du kan bygge en ubåd, så skal du sådan set bare vende ligningerne om, og så er det meget nemmere at bygge noget, der skal op i rummet. Det var i hvert fald det, det var det, han fortalte os. Men altså, du skal forestille dig sådan en tysk ubåd, ja, du så den jo dengang, men ikke større end at man, hvis man skal ud i stævnen af den, så maver man sig ud. Altså, den har en indre diameter, cirka som en stor varmtvandstank i en privat bolig. Af de gamle slags, ikke? Og i enden sidder der, der sad, tror jeg, tre koøjer. Små koøjer. Så ligger man der på maven, og så skal du fortsætte, at Peter Madsen og hans kammerchuk begynder at råbe citater fra Das Boot, mens de lukker lugen. Du bliver lige orienteret om, at det er, jeg tror, det var to flasker luft, og to mundstykker. Det skulle jeg måske også have overvejet, når vi var tre ombord. Og så sejler man ud ved strømdreden. Han havde en stak bilbatterier, og en elmotor. Og så havde han også en dieselmotor, han kunne tænde for, hvis han skulle sejle langt i overfladen. Og så dykker man. Den var jo konstrueret som rigtig tysk ubåd, den kunne blæse tanken, så du blæser vand ind, eller du pumper vand ind i din tanke. Du kan blæse det ud gennem trykluft, når du skal op. Den havde råd, den havde mind af os, kan man sige højt og råd, til at styre attitude, så du kunne dykke ned og op. Og den havde en låge, et lille tårn. Den låg glimt dialog helt første gang, vi dykkede, så der kom lidt vand ind. men de fik den op igen, og fik lukket lågen. Og så dykker man ned på, jeg tror ikke, det var mere end 10 meter, eller sådan noget, men det var så også rigeligt, hvis noget gik galt selvfølgelig, ned på, og lægger den på bunden, ude foran Kastrup Havn. Og så det store clue var jo, at man sætter fuld skrue på den her, ikke særlig stærkende motor, og så blæser man de forreste tanke, sådan at ubåden vender næsen op efter, og så kan man få den til at springe, hvis der er vandet. Så man lige har snudt den op, i halvanden meters højde, før man klapper ned i søen igen.

Thomas Blomseth: 42:30

En såkaldt amerikansk uddykning.

Klaus Silberbauer: 42:32

Ja, lige præcis. Det var det, han kaldte det, en amerikansk uddykning. Og lydeffekterne kom også fra ham, han stod og, han var rimelig oppe at køre over det. Og så spørger folk, og selvfølgelig, når de hører en anekdote, kunne man mærke noget på ham? Så nej, det kunne man selvfølgelig ikke. Altså, manden var ikke morder dengang, og han var at betragte som en meget engageret nørd, med et ekstremt energiniveau. Jeg vil ikke diagnostisere nogen, men en eller anden form for ADHD, tror jeg godt, vi kunne tale om. Altså, og ikke nødvendigvis sådan en type, man føler sig rolig omkring, men det er jo ikke sådan, man sidder og tænker, at han slår nok nogen ihjel en gang. Men ja, det var min tur i ubådet med Peter Madsen. Det passede ligesom ind i den her episode, hvis den skulle fortælles, ikke?

Thomas Blomseth: 43:19

Præcis.

Klaus Silberbauer: 43:20

Ja. Så tak for den, Thomas. Det var sgu en fin gave, du gav mig der.

Thomas Blomseth: 43:24

Velbekomme. Den glemmer du aldrig.

Klaus Silberbauer: 43:26

Ej, det gør jeg fandme ikke. Beetlejuice. It's showtime.

Thomas Blomseth: 43:42

Ja, og så det er vel den jammer, som jeg på dansk kalder Beetlejuice, eller sådan noget i den stil.

Klaus Silberbauer: 43:47

Ja, det lyder mærkeligt, men det gør det. Beetlejuice, Beetlejuice. Lad os sige Beetlejuice. Vi prøver at holde det på dansk, når meget vi kan, ikke? Det er, man har i flere år jo hørt om Betelgeuse, fordi det er en rød supergigant. Supergiant. En kæmpemæssig rødlig stjerne, omkring 600 lysår fra vores solsystem. Sådan, så vidt jeg lige husker. En slat. Og man trods alt i de nærmere stjerner, sådan i store hele. Den har pulseret i lang tid, og det er en pulserende stjerne, kan man sige. Man vidste, at den har stået og svinget i lysstyrke, men så for nogle år siden begyndte den at svinge ujævnt og dykkede meget i lysstyrke. Og så begyndte man at tale om, fordi sådan en rød gigant her, på et tidspunkt, så når den det stadig, hvor den ligesom begynder at dø. en rød gigant er, en rød kæmpe hedder det på dansk, en rød kæmpe, er en gammel stjerne. Så det lakker mod enden, men enden kan jo være mange, mange millioner år herfra. Men man begyndte at tale om, og måske var det nu for Betelgeuse, men det gik i sig selv, og den begyndte at føre sig mere normalt og svinge i jævnt igen. så det er faktisk ikke den der episode, for nogle år siden, vi skal snakke om. Det er mere det, at nogle forskere, en japansk forsker, som, og igen, uden skal udtale, hedder Hideyuki Saio, Saio, og hans team, har målt på frekvensen, at de har svingninger. Og så har de bygget, en meget kompleks computermodel, og begyndt at finde ud af, hvad betyder svingningerne her. og uden at sådan blev fuldstændig astronomlørdig omkring det, så grund til, at sådan en stjerne pulsere, i de sidste dage, eller de sidste aeoner af dens liv, er fordi, den er ved at løbe tør for brændstof. Når man har brugt alt sit brint, som vores solbrænder, brænder brint af i fusionsprocesser, og laver det til helium, når det ikke er med at brint tilbage, så begynder du at brænde helium, og så begynder du at brænde tungere og tungere grundstoffer. det er ikke alle de her fusionsprocesser, der giver lige meget energi, kan man sige det, så stjerne vil begynde at falde sammen. Men når den falder sammen, så bliver det brændstof, der nu er tilbage presset sammen, under højere tryk, så kan man sige, fusionsprocessen genoptages, eller bliver mere effektiv, og så kommer der mere energi til at holde stjernen i form, til at udvider den sig igen. Jeg mener, det er meget for simpelt fortalt, hvorfor en stjerne kan stå og pulsere, både størrelse og lysstyrke. så kan man åbenbart, ved at kigge på rytmen for den her puls, cirka regne ud, hvad det er for et brændstof, som nu er tilbage i den her stjerne. Hvad det er, der pt undergår fusionsprocesser, og det er som sagt tungere og tungere elementer, grundstoffer. man er ret sikker på, at det, der foregår nu i Betelgeuse, det er fusion af kulstof, altså carbon. Og der ved man også, jeg skal ikke kunne sige hvordan, men man ved, at når først en stjerne er i carbonfasen, i carboncyklus, så tager det ikke meget mere end 600 år, så er der ikke mere kulstof at fusionere. Og så går det ret stærkt igennem nogle andre elementer, indtil du faktisk bare har jern tilbage i kernen af den her stjerne. Så er der ikke mere neutrino-stråling, der kan holde stjernen i situationen udspændt, og så falder hele lortet sammen, og det går stærkt. Altså, vi snakker en kæmpemæssig stjerne, der bare falder ind mod sig selv. Apropos implosion, ligesom en ubåd under højt tryk, vil den her stjerne implodere, og så har du en supernova. Og det var sådan set bare pointen, jeg vil frem til, det er, at der er en relativ stor sandsynlighed for, ifølge den her forskergruppe, det er et preprint, det er i hvert fald ikke peer-reviewt endnu, men der er en sandsynlighed for, at Betelgeuse undergår supernova, eller går i supernova, inden for vores levetid. Lige pludselig er de her astronomiske lange, lange ting, hvor vi siger, det er snart, det er om millioner år, eller du ved, om 100.000 år. Deres beregninger siger, at vi snakker omkring fra nu, og så måske et par årtier ud i fremtiden, er der relativt stor sandsynlighed for, at der bare ikke er med carbon tilbage, og så vil vi se NOVA, 600 lysår fra vores solsystem. Er det ikke fedt?

Thomas Blomseth: 48:19

Jo, fordi det er jo nogle 100 år siden, vi sidst har set hende.

Klaus Silberbauer: 48:24

Ja, jeg ved, for jeg kan ikke huske, hvornår det var.

Thomas Blomseth: 48:28

Altså, der er en ret kendt dansk, skånsk astronom, som så en ny stjerne på himlen.

Klaus Silberbauer: 48:35

Er det Tycho, vi snakker om?

Thomas Blomseth: 48:37

Ja, det er Tycho, han så i hvert fald sådan en.

Klaus Silberbauer: 48:39

Ja, han kaldte jo, det var ham, der opfandte jo selvfølgelig begrebet NOVA, han troede, det var en stjerne, der føltes, det var det så overhovedet ikke, det var en stjerne, der døde.

Thomas Blomseth: 48:46

Og det er måske også, det er måske det der lidt kontraintuitivt med stjerneres, det er jo faktisk, jo større de er, des kortere tid lever de.

Klaus Silberbauer: 48:57

Det er nemlig en vigtig pointe, ja. Altså, jeg ved ikke helt, hvordan sådan en stjerne som Betelgeuse er blevet født, men den har ikke haft, det er ikke en super gammel stjerne faktisk, altså, den er i den sidste del af sit liv, men den er sådan synligvis, så vidt jeg ved, yngre end vores egen sol.

Thomas Blomseth: 49:12

Ja, og det er jo, tyngdekraften er jo, det der også var inde på med til at lave den der ligevægt i fusionsprocessen. Og det er jo nok, grunden til, at vi er her overhovedet, kan tale om de her ting, det er nok, at solen ikke er alt for stor jo, og derfor har kunne leve i så lang tid, og har så meget, forholdsvis lang tid tilbage igen, at livet på jorden overhovedet har haft tid til at udvikle sig. Det er meget mindre sandsynligt, også som vi lige talte om i episoden om Grabby Aliens, at sådan en teknisk civilisation, de opstår formentlig ikke omkring store stjerner. Det skal være stjerner, der har haft noget, giver deres potentielle liv, noget tid til at udvikle sig. Eller så bliver de jo bare blæst i stykker, altså en supernova, inden de når, har udviklet rumfart, og interstellar rumfart, så de er kommet væk fra den her ting, som man jo bestemt ikke skal være i nærheden af. Noget på den anden side, så 600 lysår, det er jo ikke noget, som umiddelbart bringer os i fare.

Klaus Silberbauer: 50:11

Nej, det er ret perfekt afstand, men inden vi skal observerer en supernova på tæt hold, så er 600 lysår faktisk ganske fint, fordi den massive stråling, der trods alt vil komme, det er for lang tid, den kan signeres i alvorlig grad. Men det vil være et flot skue. Man kan jo regne på noget slags ting, og vi skal forestille os, at du har noget, der er cirka lige så lysstærkt som fuldmånen, men en mindre pletting, så er det en meget, meget kraftig lys på himlen. Det vil opstå ret pludseligt. Det vil selvfølgelig være i Orion, fordi Betelgeuse er den højre skulder i stjernebilledet Orion, så vidt jeg husker. Det vil pludselig flare op til en styrke, hvor du faktisk, ja, du vil kunne læse om natten i det. Det vil svare til en god, kraftig fuldmåne, som så vil fade ud hen over nogle måneder, så det bliver en, og jeg håber, det sker inden for vores levetid, for det bliver noget af en oplevelse. Og så når lyset er faded, så mangler Orion sin skulder. Det bliver en tog klat i hvert fald.

Thomas Blomseth: 51:11

Så der er måske nogle starships on fire on the shoulder of Orion.

Klaus Silberbauer: 51:16

Lige præcis. Der skal nok komme nogle konspirationsteorier om, hvad der er sket med en stjerne der, ikke? Det er nok CIA eller NASA.

Thomas Blomseth: 51:26

Ja, look up.

Klaus Silberbauer: 51:28

Præcis. Ej, det er vildt nok. Jeg synes bare, det er vildt det der med, at du ved, hver gang der er en overskrift, men nu sker det, ikke? Så inden for en million år vil der ske et eller andet. Men den her, den er sgu en... Det virker noget mere sandsynligt, at det er noget, vi kunne opleve, hvis ikke vi dør et eller andet før det er. Jeg tror, vi poster et link til Dr. Becky på YouTube, som forklarer det rigtig fint. Og også det paper, som er derude. Som har en... En af de kurver, man faktisk kan afkode. Det er ikke alle kurver i astronomiens verden, der lige er til at læse. Men den her graf, den er faktisk til at læse, selvom det er en logaritmisk tidsskala og sådan noget. Men der kan man se beregningerne, modelleringen af, hvilke grundstoffer, der bliver brændt af i hvilken rækkefølge og hvor lang tid det tager. i en stjerne, i en typisk stjerne som den her. Og så kan man se, at når den når hen til, at der kan med, at karbonne brænde af, så er det vi hen mod over 0, 10 minus 0, som er kollapset. Der sker stadigvæk andre processer. Der bliver fusioneret med neon, der er fusioneret med noget silicium 28 osv. Men det er ikke noget, der har evnen til at lære energi nok, strålens energi nok til at holde den her stjerne, i situationen, der igen spildet ud. Og også en lille detalje, at silicium 28 er ligesom, grunden til, at vi overhovedet har silicium, er de her processer, i den sidste del af en stjernes levetid. fordi det er en stabil silicium isotop. Det var det ordet jeg ledte efter. Det er en stabil isotop. Silicium, der bliver produceret inden i fusionsprocesserne, inden i stjernen, er radioaktiv, og dermed henfælder de også ret forholdsvis hurtigt, mener jeg, og derfor er det ikke dem, vi ser. Så når vi snakker om silicium, så er der altså et stof, der opstod i en stjernes sidste dage. Det synes jeg også er lidt smukt. Det kan man jo tænke på, når man ligger på stranden.

Thomas Blomseth: 53:27

Eller når man bruger sin computer.

Klaus Silberbauer: 53:29

Ja.

Thomas Blomseth: 53:30

Uden det.

Klaus Silberbauer: 53:31

Vores computer er fyldt med støvet fra en døende stjerne, Thomas. Jeg vil aldrig se på min Mac på samme måde igen.

Thomas Blomseth: 53:37

Nej, fordi spørgsmålet er jo nu, om man skal kigge på sin Mac, eller om man skal kigge ud igennem sit Apple device. Så hvis vi lige skulle afslutte med noget teknologibegejstring, optimisme, så lige gå tilbage til starten af juni, hvor Apple havde gang i sin Worldwide Developers Conference. Og der var jo så nogle produktafsløringer. Og det var forventet, at Apple ville komme, måske med et eller andet, der havde noget omkring VR, AR-gører. Og rygterne tiltog jo dagene op til. Og det var faktisk, da rygterne var så mange og så vidholdende, at jeg for første gang nogensinde, og jeg anser mig ikke rigtig for en Apple-fan, og jeg interesserede mig jo ikke så meget for UI-teknologi, hvis det andet skulle være, at jeg faktisk for første gang nogensinde så en live Apple-produkt præsentation. der skete jo heller ikke andet og bedre end det, at vi måtte til tasterne i vores Slack-chat, fordi der var jo lige one more thing, som Tim Cook fik lov til at sige. Og så gik de andet i gang med at afsløre deres spatial-computing headset.

Klaus Silberbauer: 55:02

I min branche var det klart ventet. Altså man har snakket om, at hvis ikke der kom et headset, så ville man være dybt, dybt skuffet. Så vil du se aktiekursen i fritfald på Apple, fordi man har ventet på det så længe. Men ingen vidste, altså der er ikke lækket noget som helst. de har holdt så tæt på, hvordan de vil gribe den her teknologi an. Og nu har vi jo set, hvordan Meta griber det an. Man kan se deres strategi nu. Meta har lavet et godt headset. Quest er sgu godt til prisen. Det er også prissat, så det er ligesom VR's folkevogn. Der er også solgt en del af den, men det er ikke lige det der gennembrud, som har tænkt, nu sker det sgu. Nu render vi alle sammen rundt med maskerne. Der er mange udfordringer, der ikke er løst endnu med den her teknologi. Der er bare noget med at hive noget ned over ansigtet, der gør det svært. Og den måde, vi bruger vores UIs på nu, og det er jo, UIs er jo min verden, det er jo blandt andet det, jeg går rundt og designer. Og der er noget med den måde, vi bruger UIs på, at de er meget afhængige af, at de ikke står i en eller anden kontekst omkring det. Du kan stadigvæk agere i den virkelige verden, hvis du hiver skidtet helt ind foran hovedet, så er det jo godt, hvis du gerne vil vise folk annoncer, fordi så kan du styre hele verden, de er i. Det er jo klart Zuckerbergs strategi. Det er, der er ikke nogen, der kan bruge deres iPhone, hvis de sidder med en quest foran øjnene. Så enkelt kan det siges. Så han får muligheden for at vise dig annoncer, før at Apple kan vise dig annoncer. Og derfor vil Meta gerne styre hele oplevelsen. De vil eje det, de har prøvet at tage patent på metaverset, som jo ikke er en skid med Meta at gøre, men de prøver at bilde os ind, at metaverset kom via deres quest. Og det gjorde de grundigt fejl i. Det var vi nogen, der allerede påtalte dengang. Det kan man ikke. Det skal være et økosystem af mange spillere. Apples tilgang til det er interessant, fordi de vælger, de kunne enten gå AR-vejen, og Apple har på mange måder været frontrunner på AR. Deres ARKit, deres software til AR i iPhones er fremragende. De har helt klart bygget, over mange år bygget et økosystem op omkring AR. Så mange ventede, at de ville lave en AR-maske, altså med et gennemsigtigt visir, hvor der blev produceret billeder op, og på den måde kunne du så lave en mixed reality oplevelse. Hvor du havde både din augmented oplevelse og virkelighed, og det er så lige med augmented reality. Så kommer de kunne hjælpe mig med en VR-maske. Vi var lidt i tvivl i starten. Var det gennemsigtigt? Var det ikke gennemsigtigt? Det er ikke gennemsigtigt, det vi siger. Det er en VR-maske. Det er top-of-the-shelf isenkram, der er puttet i den. Jeg er sikker på, at oplevelsen bliver markant bedre end noget andet, vi har set. Og så er de jo så lavet noget, at finde på at sætte en skærm på udefra, der via AI emulerer dit ansigt, sådan at det ser ud for dem, du omgås. At du kigger igennem masken, men det gør du altså ikke. Det er noget rimelig avanceret teknologi. Det er, at de har taget den helt til grænsen. Og som du også sagde, den hedder også Pro. Den hedder Vision Pro. Det er topmodellen, det er flagskibet. Og vi kommer til at se billigere versioner komme ud. Det, man kan sige, svarer til en... Hvis du har en MacBook Pro, så har du en MacBook Air. Du har iPhone, så har du en iPhone SE. Kan vi komme til at se en linje af billigere modeller om nogle år, som måske ikke har en eksterne skærm, eller har billigere sensorer, eller lave opløsning? Jeg ved det ikke.

Thomas Blomseth: 58:40

Altså, du sagde, at det er et VR-headset, men det er der, hvor det skal også nævnes, der sidder nogle ekstremt højopløselige kameraer på det. Så det er i virkeligheden, det er AR, men det er lavet gennem VR, kan man sige. Fordi den optager jo netop også omgivelserne, så du kan få omgivelserne ind i meget høj opløsning. Og dem, der har prøvet det, de siger, at man faktisk ikke kan se, at det er ens omgivelser set gennem kamera. Og det er så der, hvor de her Apple, kan man sige, på elegant vis har løst problemet med AR, som for eksempel Magic Leap, de har haft med at få det der optik til at virke, hvis man bare skal kunne kigge igennem til den omgivende verden, hvor Apple så kigger igennem den omgivende verden, igennem de her kameraer. Og jeg synes, det er et meget spændende greb, de har lavet det her.

Klaus Silberbauer: 59:31

Ja, det er det. Poeterne er ikke glade for det, på den måde, at du ved, det er det endelige farvel til virkeligheden. Men jeg tror også, man har sandsynligvis hos Apple, det er jeg sikker på, været igennem alle mulige varianter af AR, VR, og alle et kontinuum af blandinger af de her teknologier. Og det er også derfor, at jeg tror, at dem, der virkelig ved noget om det her, de kalder det for MR, Mixed Reality, fordi så skal vi ikke længere slås om, om der er gennemsigtigt plads, eller ikke gennemsigtigt plads. Quest kan jo også feede kameraer, tracking kamerene ind i masken, men det er i hvert fald de to, jeg har ejet sort-hvide billeder, og ikke fantastisk opløsning. Men faktisk nok til, at man tænker, det her, det kunne blive sådan noget. Det, at du ligesom kan forholde sig om, hvad den betyder meget. Så jeg er enig i, jeg tror, det er vejen. Du har bedre kontrol over det. Du behøver ikke at, du ved, prøve siger noget ind på en virkelighed, som du ikke helt ved, hvordan er. Du ved ikke, hvordan lysforholdene er. Hvis du har kameraer og nogle, i det her tilfælde, meget høj opløsning skærme foran øjnene, så kan du justere lyset udefra. Du kan AI, real-time manipulere det input, du får. Du har faktisk mange, mange flere muligheder, end blot at lave et overlay. Så det er sindssygt spændende. Det er prisen så også, ikke? Altså 30-35.000 danske, det er jo ikke for os alle sammen indtil videre.

Thomas Blomseth: 1:00:54

Altså det er faktisk der, hvor jeg synes, at teknologianalytikeren, Benedict Evans, som har skrevet en rigtig fin blogpost, om Vision Pro, og sin analyse af det, efter sådan en halvanden, to uger. Han får formuleret det meget godt, hvor han siger, altså især i kontrast til Metas approach, han siger, at Apple startede med det device, der skal til, med den teknologi, der skal til nu. Og så kan de så arbejde, så baglæns prismæssigt, som du siger, hvorimod Metas strategi har været, at de starter med en pris, der kan lade sig gøre nu, og så prøver de at arbejde sig frem til, og ikke device, eller device, der kan de ting, det skal kunne. Og problemet er, og det kan vi også linke til, faktisk Palmer Luckey, som var stifteren af Oculus, som Meta jo så købte, og hvor det så foresatte, den her Quest-produkse, han viser sig faktisk dybt uenig, med Metas strategi, og er fuldstændig enig med alle strategier. hans pointe er at sige, først skal man lave et device, som alle gerne vil have, og senere kan man lave et device, som alle har råd til. Og jeg må jo blankt indrømme, da jeg så Vision Pro, og der er super professional produceret præstationer, det er jo simpelthen, det er jo filmproduktioner, Apple de laver om verdens rigeste firma. Ja, det er jo rigtig smutser. Kunne man også tiltro, den slags ting. Men jeg sad jo og tænkte, altså du ved, hvor klistret pengene er i lommen på mig. Jeg sad jo og tænkte, den der ting, jeg kunne godt, det der, når jeg sidder og arbejder, jeg kunne godt se det der for mig, den der, den kunne jeg faktisk godt bruge. Den kunne jeg bruge.

Klaus Silberbauer: 1:02:36

Jeg kunne godt se dig arbejde, fordi nu ved jeg, hvor mange skærme du har stablet op efterhånden, for at holde styr på alle de ting, du laver på en gang. Og det er jo interessant, og det er måske også derfor, det taler til dig. Du har ikke været i nærheden af, og nogensinde vil købe en quest, vel?

Thomas Blomseth: 1:02:50

Nej.

Klaus Silberbauer: 1:02:51

Altså jeg har ejet to, fordi jeg synes, jeg skulle prøve den. Faktisk som jeg også har brugt nogle gange, og så røg de på hylden, og jeg endte med at få jer dem væk. Fordi det handler om gaming, det handler om underholdning, og så tænker jeg, okay man kan se en film i sådan en biografformat, løsning bare sgu ikke til det, og jeg vil gerne se film sammen med min kone, så man kan ikke begge til at være en maske derpå, det bliver sgu også for dumt. Og så var der noget med ergonomien, der var mange ting. Utrolig flot lavet hardware til prisen, og med onboard processering, og det hele. Men det som en af mine meget begavede, meget viden om det her emne, kollegaer sagde, og shout out til Stavs, som han hedder, Nicolaj Stavsbøl, som vidderligt ved meget om VR, og selv designer og programmerer til det, han sagde, han ville ved, og det forudsagde han, han ville ved på, at Apple går efter productivity. Altså, det de vil fokusere på her, det er, at du kan bruge din Apple Office pakke, du kan bruge Keynote, du kan bruge Pages, du kan bruge Numbers, og blive ekstra produktiv, inde i din maske her. Den fuldstændig modsatte vej, af hvad Meta gjorde, hvor de fremhæver de vilde spil og immersion og oplevelser. Apple, som jo på mange måder, stod i modsætning til produktiviteten i mange år, fordi den havde Microsoft ligesom taget patent på, Microsofts eneste flagskib, det var jo Office Parken, det var det, der kunne du virkelig sidde og være revisor i din fritid, men, og Apple sammen lige til den kreative branche, og så rykker Apple langsomt, meget langsomt, men sikkert inden for produktiviteten også. Og at de så markedsfører det her produkt, næsten udelukkende på det, det er alligevel interessant, synes jeg. Jeg er sikker på, at det også kan drive nogle spil, men det er, Apple har sgu aldrig rigtig, du ved, lavet gaming-PC'er. Det har ikke været deres ting. Der er så også, nogle ting, som de ikke sagde, og det siger Stavs også. der blev ikke talet om nogen som helst form for samarbejde, altså co-location, co-presence, tror jeg man kalder det i den verden. Der blev ikke vist et scenario, hvor der er to mennesker, iført Vision Pro, som ligesom er i samme rum, og samarbejder. Og det er jo noget, som Microsoft slog meget hårdt på med HoloLens. Det var ligesom det, de lavede den til. Du kunne stå og lave arkitektur sammen, du kunne holde møder remote, hvor du ligesom så dine kollegaer som hologrammer osv. Det var slet ikke en del af narrativet, og det kan undre lidt, fordi teknologien burde være der. Men det er ikke et scenario, som de måske synes kunne forklares. Det er svært at sige. Men det er jo slående, det er jo en slående mangel på co-presence.

Thomas Blomseth: 1:05:45

Min sådan fortolkning af det, det var jo, at det de lægger op tabel, og det er jo fordi, de er både et hardwarefirma, som også har adskillige operativsystemer. Det var i virkeligheden, de nok, kan man sige, outsourced en del kreativitet, eller mulige løsninger, til dem, der bygger produkter på deres platform. Og det er jo også der, hvor det viser sig, at de har en styrke deres, som Meta overhovedet ikke har. Fordi det, der jo fremgik, det var jo, at man umiddelbart ville kunne køre iOS-apps og også iPadOS-apps, inde i det her headset, plus at man kan hive sin Mac ind også, den skærm, og koordinere med den. Og jeg tror simpelthen, det er Apple, de gør der, at sige, vi laver en platform her, som bygger oven på det platform, vi har i forvejen, og så giver vi simpelthen, de her dev-kits fri, og de er jo allerede, de er jo også frigivet. Man kan jo give sig gang til udviklingen. Men det, man kan helt fra starten af, det er jo, at man vil ikke komme ind i, ligesom en ubeboet metavers her. Nej, du kan simpelthen tage nogle af de applikationer, og de ting, du i forvejen bruger, og så kan du bare bruge dem, i den umiddelbare iOS-iPadOS-udgave, og så kan de udviklere begynde, at lægge relevante, spatial computing-funktionaliteter, oven i. Og så kan det jo være, for nogle af dem, at co-presence viser sig at være brugbart, for andre er det ikke. Og jeg tror, det er nok, sådan jeg vil fortælle det, at det er det, de prøver, og det synes jeg er genialt, i forhold til det Meta, fordi Meta vil for meget, og det siger Benedict Evans også, de vil for meget, at det skal være socialt det hele. Og som han popper også, jamen der er visse ting, der er sociale på hans iPhone, så går han ind i Facebook eller Twitter, det er, når han skal være socialt, men der er en masse ting, der foregår, som ikke har en døjt med noget socialt at gøre. Og det er jo tydeligt, at det har Apple forstået. Altså vi taler om noget, der er mere på operativsystemniveau her, og en ny form for, netop som de kaldte det, også for at komme ud omkring det med AR, eller VR, spatial computing. Det er en måde at flytte, den her UI-oplevelse, og en måde at bruge det UI på, ud i det rumlige dimension, mere end det kunne op på de flade skærmer.

Klaus Silberbauer: 1:07:59

Jo, den strategi Apple har kørt, det er selvfølgelig en adaptiv strategi, man har udviklet på undervejs, men det er helt klart, at de har nogle kræfter nu, der gør den svær at nå. Altså de har den her sindssygt tætte integration mellem styresystem og hardware, og en meget, meget tætte integration mellem deres eget software, som stadigvæk kan svinge i kvalitet, lad os være ærlige omkring det, og så deres styresystem. Altså det er videreligt bundet sammen, og der er ikke nogen tvivl om, at der kører en overordnet strategi på det. Så langt set er det så et nyt stykke hardware her, som bruger den samme processor, som i deres nyeste MacBooks og iMacs, altså M2-processerne. Så det er fuldstændig samme platform, computation-wise. Det fortsætter et eget styresystem, sikkert fordi det er trods alt nogle ting, der er nogle sensorer, der skal arbejde, som ikke findes i en laptop, men det styresystem er nok en meget, en stor del af sikkert kernen fra macOS, nok stikket lidt ned for at bruge mindre strøm, eller noget, den dur, men ikke desto mindre, så vil det være meget nemt at porte software over, ligesom de har gjort. Altså de har øvet sig på iPad'en for eksempel. Du kan jo køre fuld version af Keynote nu, og andre Apple-apps på iPad'en, og kommunikere frit med din laptop, og resten sker via iCloud. altså de har jo vidderligt bygget et, altså både en vertikal integration op, og så et meget, meget stærkt økosystem, hen over årene, som gør, at de så endelig, efter så lang ventetid, at de har ikke haft noget behov for, at være first movers her. at de så langt ser, så gør de det også med fynd og klem. Og som du så pragt op, strategien er at starte med flagskibet, ligesom Tesla, ikke fordi Apple står og mangler penge, som Tesla gjorde dengang, men hvis man kan, sikkert tage en voldsom overpris for det, og så bruge reinvestertige penge i at lave et fantastisk produkt. Og så kan man sige, det vil jo falde i pris af sig selv, fordi Moores lov skal nok sørge for, at det er billigere at producere, og når du sætter det i skalaproduktion, så bliver det billigere at producere. Så det er ikke engang sikkert, at SE-modellen bliver markant dårligere. Den bliver måske bare som sidste års Vision Pro, ligesom de gør med deres telefoner. Så de har gang i noget, og er der jo i hjernedød, og vil jeg gerne prøve det. Altså, fordi den immersive, hvad hedder det på dansk, den oplevelse, du får ud af.

Thomas Blomseth: 1:10:29

Det er ikke den nedsænkede. Vi skal ikke have noget med nedsænkede.

Klaus Silberbauer: 1:10:32

Nej, det løber tilbage i episodeen der. Den nedsænkede oplevelse. Hvis du forestiller dig, at du laver en ubåds-app på Vision Pro, så vil du ligesom føle kulden. Og den er vild nok bare ikke i Quest, altså hvis man ikke er vant til VR. Men det er stadigvæk en spændende ting. Og med den opløsning, og den opdateringsfrekvens, som Apple kan præstere i det her headset, det er forhåbentlig ergonomien også så god, som det siger, så det er faktisk til at holde ud og have på med en halv time. De har sørget for et eksternt batteri. Det synes jeg er et interessant valg. De simpelthen tager vægten af batteriet ud, at lave et større batteri, end du kan have i selve headsetet. Igen for måske antydet, at det er måske til en arbejdsdag. Måske ikke helt, men noget, der minder om det i batteriet her.

Thomas Blomseth: 1:11:20

Og det er faktisk noget, det Palmer Luckey, han også nævner, som det synes han er et stærkt move. Det har han også altid advokat for.

Klaus Silberbauer: 1:11:27

Jeg tror ikke, det var sket i Steve Jobs' dag. Den der skide ledning, du skal have ned ad ryggen der. Jeg er ikke sikker på, at jeg tror, at man havde gået efter, måske også, Jony Ive ville gå efter noget mere sleek, noget mere sammenbygget. Men spørgsmålet er, om de to nogensinde ville have kastet sig over et headset. Jeg ved det ikke.

Thomas Blomseth: 1:11:47

Altså det er også der, hvor jeg blev lidt træt af sådan nogle ret billige pointe, synes jeg også selv for teknologipressen, som sammenlignede det her, som om det skulle være ligesom lancering af iPhone. og for at citere Benedict Evans igen, hvor han jo så siger, jamen iPhone var en type device, altså den tog adgangspunkt i mobiltelefoner, som alle i anførstegn havde i forvejen. Og derfor kunne folk godt se, et stort massemarked godt kunne godt se, at man kunne gå fra den her telefon, jeg har i forvejen, til en endnu federe telefon, som så i virkeligheden var en skjult computer i lommen. Det var den trojanske heste, og det var ikke en telefon længere, det var en lommencomputer, der udgav sig en gang imellem for at være telefon. Men hvis man skulle have en historisk analogi, så er der måske mere lancering af Macintoshen, som jo også var voldsomt dyr, altså omregnet i en nutidskron, hvis nærmest 7000 dollars eller sådan noget, der den kom. Og der var også rigtig få, der kunne se, hvad skal man bruge den der lille boks, med den her lille skærm til og sådan noget. Og så alligevel, så var det den, der kom til at definere hele det grafiske UI-paradigma.

Klaus Silberbauer: 1:13:00

Men det var også integreret, altså der var jeg tænkt fra top til bund. Det var ikke en skald omkring nogle andre styresystemer. Det var vidderligt integreret, og det er den form for innovation, som Apple også i nogle år har manglet, synes jeg, hvor man ligesom har spyttet en en eller anden iPhone ud, som nærmest bare var den fra sidste år. Men ja, jamen jeg tænkte over det. Jeg ved sgu ikke, om det her slår bunden ud af iPhone-lanceringen. Altså fordi det var fandme revolutionerende. Jeg har lige gensætt hele den keynote. Det var også den lækkert leder. Den holder stadigvæk i dag. Og det er rigtigt nok, det er jo bare en telefon, men det var det ikke dengang. Det var vidderligt. Altså det var et nybrud. det var paradigmeskifte, og derfor kan vi ikke se tilbage henover det, kan man sige. Vi kender VR-headsets. Altså vi har VR-headsets eksisteret siden 80'erne. De var ikke gode, men de har eksisteret. Og Apple skulle ligesom levere noget, der var så meget bedre, at det har været svært. Men er det lige så stort som iPhone? Jeg ved det ikke. Det er stort. Men lad os se, om det er det, der skal til. Fordi det er jo det, alle går og venter på. Det er, at VR-MR bliver alle men sig. Noget, vi bruger i hverdagen. Og det er stadigvæk. Der er bare nogle use cases der, der er svære. Jeg har svært ved at se et kontor, hvad alle sidder med den på. Men jeg ved trods alt, at deres store danske virksomheder, som i deres research and development og i deres træning, bruger VR hver dag. Det er måden i industrien i dag, hvor du lærer at omgås maskiner og store produktionsanlæg. Det er VR-VR. Så det er nok der, det rykker ind først, i endnu højere grad. Det, som et eller andet sted, vi allesammen troede, skulle være en underholdningsteknologi, jeg tror i meget høj grad, det bliver en meget, meget professionel teknologi. Det er måske også det, jeg ser. Derfor hedder det Vision Pro, og derfor ligger prispunktet på noget, som ikke betyder en skid for en virksomhed, der kan bruge det til simulatorer af enhver art. Og måske heller ikke betyder så meget for Apples kernebrugere. Fordi det er mennesker, der går ud og bruger 25-30.000 på en hårdt bestykket MacBook Pro. det er et lukrativt publikum at have. Det er nemmere for Apple på en eller anden måde, end at skulle sælge cheap og Dell-computer, og prøve hele tiden at få prisen ned.

Thomas Blomseth: 1:15:40

Ja, det er også derfor, altså i forhold til det med iPhone, ikke det der med, om det er større eller mindre, det er bare to forskellige ting, og derfor måske, man skal ikke sammenligne på den måde, og så sige, jamen her går man simpelthen ikke efter en masse publikum til at starte med. Det kan da være, at de sælger dem med tab, eller de kun regner med at sælge 10.000 vis eller 100.000 vis af den til udviklere for eksempel, eller virkelig early adopters, og det er sådan set bare det, der er planen med den.

Klaus Silberbauer: 1:16:05

Udviklere, jeg tænker på filmklipper. Prøv at tænke på en arbejdsplads, du kan have som filmklipper, hvis du kan kalibrere farverne i den, og du kan pipe ind og tilpasse storage ind i den, eller bare have båndbredde nok, så du kan have noget ekstra storage på en eller anden måde, så du kan sidde og redigere 8K-film, fordi det kan den processor faktisk klare. på den store skærm. Du kan faktisk placere dig inde i et IMAX theater virtuelt og sidde og klippe en film. Altså sådan nogle scenarier, det er sådan noget, vi begynder at opdage nu, tror jeg, når det professionelle publikum får fingret i det her, hvor Questen vil aldrig nogensinde kunne levere de scenarier, fordi der er simpelthen bare ikke power nok i dem. Det er et underholdende fint produkt, men ikke noget, der kan komme ind og virkelig betale alvorligt i den professionelle verden.

Thomas Blomseth: 1:16:55

Og det med poweren, der skal lige sådan en underlægningsstrategisk pointe til det, det er jo det, som du nævnte, at Apple bruger M2-processoren som deres egne processor, og så er der også en R1 eller R2, det er nok R1, en helt ny type processor, som de har lavet kun til deres headset. Og der kan man sige, det kunne Apple jo ingen gang have gjort i Steve Jobs-tiden, fordi der havde de ikke deres egne processorer. Og det er også derfor, at jeg tror, at Apple kommer til at tvære Meta ud, fordi selv med de altså voldsomt mange milliarder dollars, som Meta har brugt på deres headset, så har de jo ikke fuld kontrol over stærken hele vejen ned til processoren, som Apple de har fået i løbet af de sidste, hvad er det, 5-8 år?

Klaus Silberbauer: 1:17:41

Nej, det er Qualcomm, der er leveret, det er Snapdragon, der sidder i en Quest, mener jeg. Så der er de afhængige af Qualcomm. Du ved, at de fungerer som de skal, og de kan levere, og at det passer ind i deres strategi. Det er noget, de har lyst til at levere til, fordi jeg er ikke sikker på, at der bliver solgt Quest nok til, at Qualcomm vil lave en special processor til det. så skal det ske på bestilling, men det koster bare så helt vildt mange penge at få bygget sine egne processorer. Det kan Apple, Tesla får lavet, de bruger Samsung, mener jeg som leverandør nu. Apple bruger —

Thomas Blomseth: 1:18:18

hvad hedder de?

Klaus Silberbauer: 1:18:21

Ja, lige præcis. Taiwan Semiconductors. De har jo solid partnerskaber, men det er deres arkitektur, og det er det, der er pointen i det her. Det er deres ARM-arkitektur, som driver hele økosystemet nu. Og så er det den der massiv mængde penge, de kan jo tillade sig, som de gjorde, at droppe alt Intel-baseret, alt AMD-baseret, det blev bare forældet fra den ene dag til den anden. Jeg har et publikum, der er så loyalt. Jeg har selv en af dem. Der ligesom fandt sig i, at okay, der var ikke nogen fremtid, de der Intel-baserede Macs, men man ved jo godt, man skal nok snart have en ny alligevel. Og så skifter de hele lortet ud. Faktisk ret hurtigt. Og så er de over på en ny, relativt stabil, ikke alt for fragmenteret base. Jeg ved ikke, hvornår de har tænkt sig at forlade Intel-platformen fuldstændig og ikke understøtte den længere. Det var nok nogle år. Men nu bliver alt jo skrevet til deres egne processorer. Og så må Intel-folk jo finde sig i en emulering.

Thomas Blomseth: 1:19:19

Fremskridtets pris.

Klaus Silberbauer: 1:19:20

Ja, ja.

Thomas Blomseth: 1:19:20

men det kan være, man skal have sparegrisen frem og begynde at pulle lidt mønter i.

Klaus Silberbauer: 1:19:26

Altså så længe jeg er i den her branche, så regner jeg med, at på et tidspunkt skal vi have et research-eksemplar til kontoret. Det er foreomtalte fantastiske kollegaer. Og følg ham på Twitter, snabelag underscore stavs, S-T-A-V-S. Han har nogle ekstremt stærke pointer om Emerging Tech. og har også lige lavet et fremragende indlæg på LinkedIn omkring Vision Pro, som vi også lige linker til. Men det vil sige, at jeg er sikker på, at han skal nok finde nogle midler til at få indkøbt sådan en svind så snart man overhovedet kan få fingre på den. Lige nu er det stadigvæk kun for et meget VIP-publikum at prøve den.

Thomas Blomseth: 1:20:04

Ja, der blev jo ekstremt sundeligt dagen efter, eller nogle dage efter, så på Y Combinators Hacker News, at der var nogle kommentarer fra nogle folk, som havde arbejdet på Vision Pro hos Apple, og som i månedsvis havde arbejdet inde i det. Der var så en fyr, han sagde, at han havde forladt Apple, altså han arbejdede på Vision Pro, og så han forladt Apple, mens han arbejdede på det, for at komme til at arbejde fra et high-frequency trading firma, og så tænkte, okay, den mand, han er ikke en kathedralbygger, han er en legesoldat. Hvis man forlader Apple, mens man er i gang med at bygge det der, for at komme ind i finansverden, for at lave noget high-frequency trading, så er det samme andre politikere.

Klaus Silberbauer: 1:20:45

Jeg ved sgu heller ikke, hvor fedt det er at arbejde i Apple altid, altså det er jo også et rimelig hårdt regime, og det er jo ikke altid, du ved, hvad du bygger på. Du ser lige en del af det, det er de færreste, der har overblik over hele det økosystem, fordi det er i hvert fald farligt, og der tror jeg, er den gode gamle Steve Jobs-doktrin med, at softwarefolkene over den ene side af bygningen, og hardwarefolkene til den anden side af jorden nærmest, så de ikke kan snakke sammen, fordi så kan de regne ud, hvad strategien er. Og så må man jo sørge for, at nogen kan være mellemlede. Jeg tror stadigvæk, det er på den måde, med nogle benhårde NDA'er. Hvordan har de kunne holde det her hemmeligt? Så vidt jeg ved, har der ikke været et læk. Jeg har ikke set profilen af den der. Jeg har ikke hørt om den der eksterne skærm. Jeg sad langt hen i præsentationen og tænkte, er der gennemsigtigt plastik? Der er vidt og lidt ikke kommet noget ud. Der var kollegaer, der så det før mig, men de ved også mere om den verden. Men vi havde også en Slack-kanal kørende samtidig på kontoret. Men det er hemmeligholdt i en helt vild grad. I forhold til, hvor mange mennesker, vi snakker tusinder og tusinder mennesker, jeg tror, jeg har hørt om 4.000 mennesker i kerneteamet omkring det her. at de altså kunne holde deres kæft. Det er ret imponerende. Apropos holde kæft.

Thomas Blomseth: 1:21:56

Ja, det har vi så ikke kunne her i den sidste kogetimes tid. Så det kan godt være, at det var på tide. Vi kan faktisk holde kæft.

Klaus Silberbauer: 1:22:13

Silberbauer & Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag fænomener og teknologier, der præger alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Har du kommentarer eller spørgsmål til episoden, du lige har hørt, så find os på Twitter på @Silberblom eller på Facebook.com slash Silberblom. Begge steder poster vi kilder og andet indhold, som er relevant i forbindelse med vores episoder. Coverart deler vi på Instagram, ligeledes på @Silberblom. Og hvis du kan lide det her podcast, så vil vi blive lykkelige for stjerner på Apple Podcasts, eller hvis du blot deler podcastet med dine venner. Tak fordi du lytter med.