Klaus Silberbauer: 0:00

Hvad er det, du har tænkt dig? Et mærkeligt år, hvor siloerne kollapsede, og det er som om, at alt bare er blevet mudret sammen. Vi kan ikke længere skelne mellem Twitter og elbiler og invasionen af Ukraine og pandemi. Det er blevet meget forvirrende. Men det skal vi tale om. Året, der gik i Silberbauer & Blomseth, og alt, hvad vi nåede rundt omkring, selvom det jo har været et på mange måder underholdende år, men så har det også været et år med lidt færre episoder, end de forgangne år. Men ikke desto mindre skal de opdateres, eller opsummeres.

Thomas Blomseth: 1:05

Ja, det har ikke været et kedeligt år, nej. Og hvis jeg ikke fuldstændig fejlagtig sig til at få kommet, så er der et eller andet kinesisk ordsprog, nærmest en forbandelse, der hedder: Må du leve i spændende tider. Og det synes jeg, måske gælder lidt for godt efterhånden.

Klaus Silberbauer: 1:24

Mhm. Det er mærkeligt at tænke på, at om... Altså lige nu er der en ny generation, der er jo vokset op, ikke? Og det er der jo faktisk hele tiden. Men det er der også lige nu. Om 20 år, så vil jeg sidde og kigge tilbage, og så vil jeg tænke, sådan lidt nostalgisk, Årh, det var de gode gamle dage. Det var dengang, der var styr på det. Det hele var sådan lidt uskyldigt. Og så vil de sådan sentimentale stemmen sige, ja, nu er verden gået og leve. Men det har jeg bare svært at forestille mig, at man kan se tilbage på den her tid og tænke, der var et eller andet sted mere styr på det, end om to-tre dekader. Det er jo også det, vi bilder os ind, når vi sidder og drømmer os lidt tilbage til den kolde krig, ikke? Og tænker, ja. Men det var jo uskyldigt på sin egen måde. Nå, men nok om det. Vi sender jo live i år. Altså på den måde, at hvis man vælger at afspille den her episode, præcis kl. 16, den 24. december, så kan man jo lade som om, at det er live, og så kan man undgå Disney-show. Og så kan man underholde sig også i stedet for, hvis man er træt af Disney og i en alder, hvor man synes, at Silberbauer & Blomseth er bedre.

Thomas Blomseth: 2:39

Og det håber vi så nogen, der er her.

Klaus Silberbauer: 2:41

Ja, men man må også godt pakke gaven opføring, har vi aftalt. Også fordi, at vi må indrømme, at det ikke er en 24. nu, det vil sige, at med den hast, verden har på, så kunne det godt være, nogle af de ting, vi præsenterer i dag, har ændret sig før jul. Det ville faktisk komme bag på mig, hvis det ikke er tilfældet.

Thomas Blomseth: 2:58

Ja, det kan jo både være til det bedre, eller til det værre. Nogle ting tør vi nærmest ikke engang spore, om det er på sådan bare at få deres basis.

Klaus Silberbauer: 3:06

Nej, jeg håber på til det bedre, men jeg føler mig ikke særlig sikker. Jeg har jo prøvet at komme i julestemning, og det kan du bevidne. Jeg sidder med en smagløs nissehue på, og bag mig er der en lille krybespillestillet op af, hvad det er, det er en grænkogle, en nisse—

Thomas Blomseth: 3:26

en dallerhest.

Klaus Silberbauer: 3:27

Nej, det er ikke en dallerhest, det er sådan en geddebuk i halm, det er, vi er helt tilbage, og et lille hyggelys. Og du fører den også af med julestemning hos dig?

Thomas Blomseth: 3:38

Det gør jeg så faktisk ikke. Det er faktisk så skidt med det i år, at min knap 37 timer lange julejazz playlist på Spotify, den er ikke blevet brugt den eneste gang. Jeg håber, at du måske kan inspirere mig til at sætte gang i den på repeat her, efter vi har optaget.

Klaus Silberbauer: 3:58

Når vi er færdige med det her, så er vi så smadret af julestemningen, at du ikke drømmer om det. Vi skal igennem alle de emner, vi har talt om i løbet af året, og vi har aftalt hårdt pres, har vi aftalt at starte med det virkelig mørke, bad news, og så arbejder vi os opad mod det, der måske kan minde om en form for julestemning, og så kan det være, at det bliver jul også i år. Skal vi lægge ud med noget pandemi?

Thomas Blomseth: 4:27

Ja, lad os gøre det.

Klaus Silberbauer: 4:29

For nu er julen kommet!

Thomas Blomseth: 4:40

Og i år, som jeg kan sige, er det tredje år i den her pandemi, der fik vi så kun lavet to episoder i pandemiens tog. Det blev til en episode 18 i pandemiens tog, et gaslys i mørket, og så blev det ud af øje, ud af sind, som nummer 19 i serien, og den udgav vi den 10.6. Så der har faktisk ikke været nogen i pandemiens tog i efteråret 2022. Der var en i støbeskeen, den blev så alligevel lægget til noget. Men jeg synes faktisk, at titlerne på de to, vi fik lavet, altså de holder 100, når vi ser på dem nu.

Klaus Silberbauer: 5:20

Desværre. Jeg vil ikke sige, at vi er profetiske. Det vil jeg ikke. Men jeg mener, at den gaslighting, som vi har talt om, også før episode 18, undskyld, jeg går rundt med en virus, men det er ikke den virus, men det er en af de mange andre, der er i omløb derude. Men den episode 18, fra den 21.1., kaldte vi et gaslys i mørket, fordi den her gaslighting, der sker, den her undergravning af, af vores virkelighedsopfattelse, den her undergravning af, at vi en gang var opdraget til, faktisk ikke at bryde dig som sygdom, og mener sygdom, som gjorde dig syg, sandsynligvis på sigt, meget lang sigt, og faktisk også kunne slå dig ihjel, eller for nogen, du har kær, at det skulle man holde sig fra, der skulle vi faktisk mobilisere samfundet, i et forsvar mod det her virale helvede. Og så er det som om, at hvis man stadigvæk har den indstilling, at sygdom, og specielt farlige virus, er noget skidt, så bliver det kigget sådan lidt underligt på en, som om, at du ved, kom nu videre, og det er meget mærkeligt. Det er en underlig ting, at man nærmest bliver skældt ud for, overhovedet, at det faktisk stadigvæk er noget skidt, med den her sygdom, og folk stadigvæk dør af det. Det er et faktum, og folk bliver, nogle folk bliver handicappet, på sigt af det, og vi får nye varianter, og den seneste BQ.1.1, har det med, måske ikke at være, eller netop være ret ligeglade, med vores vaccinationer. Men vi gider ikke at tale mere om det, så vi har besluttet kollektivt, at dem, der bliver ved med at tale om det, de er sådan lidt sære.

Thomas Blomseth: 7:03

Altså, det er en af de ting, den vil jeg ikke have sat på min bullshit-bingoplade for fem år siden overhovedet. Det har jeg simpelthen ikke troet, at folkesundhedsdisciplinen simpelthen vil have opgivet idéen om folkesundhed og lægger sig fladt ned. Og der kunne man ønske sig tilbage til sådan en slutning af 1800-tallet, hvor man satte himmel og helvede nærmest i bevægelse for at gøre noget ved infektionssygdomme, selvom man ikke engang havde en fuldstændig teori for dem. Så klorerer man jo, og man sørger for udluftning på hospitaler og alle de her ting. Og så står vi sådan et sted nu her, hvor, jamen skal vi ikke bare komme videre, hvor man så simpelthen negligerer den biologiske basis for de her fænomener. Og det gør jo så, at hvis vi lige skal tage en status på tallene, hvordan ser det så ud? Fordi den der titel fra juni, Ud af øje, ud af sind, det er sådan set det, man prøver at gøre sådan forholdsvis effektivt, at prøve at få det til at ske. Og det, der har vist sig fra midten af november, kunne man se i spildevandsstatistikken, hvor der bliver målt på RNA-kopierne af SARS-CoV-2-virus, at der er det simpelthen gået i eksponentiel vækst. Og det, der så skete inden for de sidste par uger her i december, det er så, at den eksponentielle vækst yderligere er tiltaget, og der er jo ikke taget yderligere tiltag. Vi har en stor gruppe af folk under 50, som jo ikke for alvor er blevet boostet. Det bliver gjort til en egenbetalingsting. Der er kommuner i landet, hvor der er det, man kalder vaccineørkener for folk under 50, hvor man simpelthen ikke engang kan betale sig for en vaccine. Så det er svært at se, at den der eksponentielle vækst ikke kommer til at fortsætte, især her i løbet af julen, hvor folk rigtig bliver blandet sammen på tværs af landsdele, på tværs af aldersgrupper. Så jeg ved ikke, hvad man har tænkt sig, fra sådan en smule.

Klaus Silberbauer: 9:26

Nej, det er meget svært at gennemskue, hvad man har tænkt sig, om man har tænkt sig noget, et eller andet holder dine møde om derinde, vil jeg tro, eller også at de er blevet så trætte, at det er bare sådan ligesom whatever. Vi har først spekuleret i personlige grunde til, at de forskellige mennesker derinde, måske giver lidt op, der kan også være politisk pres. Det kan også være, at hende ved navn, vi ikke vil nævne, men hun hedder Christine Stabell Benn, har haft så stor indflydelse, at hun har fået hjernevasket, de fleste medlemmer af rådet. Det er svært at sige, men altså hvis der er en strategi, så tyder den jo på, at man ønsker at få smittet så mange som muligt. Og man har jo talt om det her med, at efter seneste booster af de såkaldte sårbare, så gælder der om, hvis man har det, synes jeg er fucked up mindset, at få så mange smittet som muligt, sådan at folk bliver så lidt akut syge, fordi ifølge sundhedsstyrelsen og vel også SSI, så er smitten i sig selv ikke et problem, fordi man ignorerer eventuelt følgesygdommer, long covid på baggrund af meget milde infektioner, såkaldte milde infektioner, altså uden de stærke symptomer. Og derfor tror jeg, man regner med, at hvis vi får smittet en masse mennesker nu, så opnår vi den her også lidt mytiske hybridimmunitet, i hvert fald i en overgang. Og det er selvfølgelig bedst at gøre lige efter en vaccinebølge. Det hænger så på ingen måde sammen med, at man ikke vaccinerer under 50. Fordi hvis man nu vaccinerer hele flokken, og så sørger for at få smittet, så vil det på en eller anden måde logisk hænge sammen, altså hvis man nu mener, at smitten ikke var farlig. Men det hænger jo ikke sammen. Altså der er mange under 50, der kan blive meget, meget syge af det lort her. Og de smarte, og dem der har muligheden, har selvfølgelig købt en vaccine, det gjorde jeg straks i november, så snart de åbnede dørene personligt. Fordi jeg vil ikke risikere at blive syg af det her. Jeg går omkring en masse kolleger hver dag, og de fleste af dem er jo som folk af flest, og det vil sige, at de møder også opsenderne, de har lidt snu. Og derfor risikerer jeg selvfølgelig at blive smittet. Og jeg vil ikke risikere alvorlig sygdom. Men jeg tror, der er mange, der har købt vaccinen, men jeg tror så meget også, der er mange, der ikke gør det. Og jeg ved sgu ikke. Jeg kan ikke regne den ud længere, og jeg kan ikke forstå, at nogen, der skal passe på vores folkesundhed, som du siger, vælger at kaste den i kloakken, den er folkesundhed. Der er ikke længere nogen rationel grund til ikke at prøve at forsvare sig mod smitten. Og nu nævner du kloakkeringen i 1800-tallet. Det var altså et væsentligt større infrastrukturprojekt, end det vi står over for, med at bruge nogle masker, og indføre noget udluftning. Der er ikke måske snakke om nedlukning længere. Nedlukning er ikke alternativet til smittet. Alternativet til smittet, det er nogle helt enkle forholdsregler, som for eksempel masker i offentlig transport, bedre udluftning på kontorer og skoler. Ikke at indføre, eller lave det her vanvittigt tiltag, og fjerne den regel, der hedder, at du helst skal blive hjemme, hvis du har en positiv COVID-19-test. Nu melder de aktivt ud, at man gerne må gå ud blandt andre og på arbejde og i skole med en positiv COVID-19-test. Bare du ikke i situationstegn er syg. Og nu er det der med at føle symptomer, det er jo noget meget individuelt. Altså, hvornår man er syg? Er det når man snurrer lidt, eller når man har hoster, eller når man har feber? Det kan de ikke helt beskrive. Så man har i princippet, eller i praksis skidt op. Vi har foldet, og nu må det gå sin gang i Danmark. Og alt muligt held og lykke til dem, som er immunkompromitteret, har kroniske sygdomme, måske bare er oppe i årene, eller bare er skideuheldige. Eller har en af de mutationer, der gør dem ekstra følsomme over for COVID-19, fordi det er til synet en meget, meget stor forskel, på hvordan vi tager imod den her sygdom. Og vi kender ikke de DNA-mæssige varianter i det menneskelige genom, der gør, om vi bliver ramt hårdt eller mindre hårdt af COVID-19. Så det er lotterien.

Thomas Blomseth: 13:53

Ja, i forhold til det med sandsynligheden, så er der sket det ved at lave det cutoff ved 50, i forhold til de gratis offentlig udbudte vaccinationer. Og fuldstændig, som jeg desværre havde frygtet. Og det er jo, at vi jo gennem pandemien kunne se, hvordan at kurven for alvorlige tilfælde, også død, den begynder sådan at pege mere op af det der, når vi kommer hen midten af 40'erne, slutningen af 40'erne. Og derfor, når man så sætter cutoff af det her ved 50, så bliver det faktisk relativt farligere, og lige præcis at være vores aldersgruppe. Fordi det der kun begynder at knække op af, og vaccinationen, den ligger først, altså den offentlig finansierede, ligger lige nogle år længere ud. Og det, der simpelthen ser ud til at være sket, det er nemlig også, at folk i 40'erne bliver indlagt i større tal.

Klaus Silberbauer: 14:47

Ja, og det er jo arbejdsdygtige mennesker, hvis vi skal kigge kynisk på det samfundsmæssige, det her, det samfundsøkonomiske, så får vi sendt en masse i, ikke bare i den arbejdsdygtige alder, men faktisk dem, som virkelig slæber nogle penge hjem til landet, fordi det er også meget erfarne mennesker, der stadigvæk er ved godt helbred. Dem får vi sendt på hospitalet, og måske kommer de tilbage med følgesygdomme, og måske også ovenikøbet kognitive problemer. Så igen, set ud fra sådan en folkesundhedsmæssig vinkel, så er det jo det glade vanvide. Fordi hvis der er en agenda, som Sundhedsstyrelsen burde holde sig for øje, faktisk det primære kopi for dem, som jeg ser det, så er det at sørge for, at vi lever i en sund befolkning, der kan arbejde og lave noget bruttonationalt produkt. Det har man også kastet over bord. Det er ikke længere en ting. Nu handler det på en eller anden mærkelig måde mere, måske om to ting at ride. De ved ikke, hvad de skal stille op i os selv, så de prøver at finde på en eller anden forklaring. Der er også politisk spiselig, ved at vi ikke skal gå rundt med masker på, og samtidig så er det kommet sådan en underlig, pseudo-holistisk tilgang til, hvad sundhed er. Altså at det være, at vi bliver nervøse for en sygdom rent mentalt, man er mere bange for angst og fornemmelsen af, at der er noget farligt, end noget, der egentlig er farligt. Det er som om, at Sundhedsstyrelsen går mere op i, hvordan vi ligesom, du ved, har det med covid-19, end om vi bliver syge af covid-19. Det er blevet noget underligt. Jeg ved sgu ikke, hvad der er gået galt derinde.

Thomas Blomseth: 16:31

Altså jeg har jo et bud, som er sådan meget dybt nede i det epistemiske fundament for biomedicin. Fordi det her problem, det er jo ikke kun i Danmark. Det har sådan en særlig dansk aftabning, kan man sige. Og det kommer vi også.

Klaus Silberbauer: 16:45

Ja, vi er jo blevet. Vi eksporterer lortet nu, ikke?

Thomas Blomseth: 16:49

Jo, og den tager vi lidt senere. Men der er jo de der epistemologiske problemer i biomedicin, som vi jo lavede en episode om helt tilbage i sensommeren 2020. Og det er stadig en episode, som jeg er enormt glad for, fordi jeg er mere den virkelig tungvejende pointe, der er en episode, så kan andre være uenige. Men det at grundet nogle epistemologiske problemer i biomedicin, den måde man har skabt sig et evidensbegreb på inden for evidensbaseret medicin, gør simpelthen, at virus udnytter nogle sårbarheder i det videnskabende apparat. Fordi, hvis vi nu skal parafrasere en parafrase af en kendt dansker, så er en pandemi, den udvikler sig forlæns, men evidensen skabes baglæns. Og det er evidensbaseret medicin simpelthen ikke i stand til at håndtere. Virus er simpelthen i stand til at løbe foran den proces, der handler om at skabe evidens. Det vil sige, at vi står med nogle biomediciner i et biomedicinsk administrativt apparat, der ikke kan finde ud af, hvordan de skal drage slutninger omkring det, der sker. Og så er de endt med noget rådgivning, som er noget rigtig, rigtig skidt rådgivning. Og nu er de så fanget af det bord, som de selv har stillet op. Og det er et rigtig skidt bord. Men fordi vi jo skal bevare tilliden til sundhedsmyndigheder, vi skal bevare tilliden til dem, så er de svært ved at sige, hvor meget fejl de virkelig har taget. Og det tror jeg simpelthen, det spiller et ret stort årligt, det der spil. Og det gør jo så også, at politikerne, som jo så skal, kan man sige, skrive under på, eller stemple, give det sidste stemme på, hvad der skal gøres, de simpelthen ikke får den rigtige rådgivning. Og det har vi jo gået efter mange gange. Og der har været et, kan man sige, et sidste udfald fra en af de pandemiske helte herinde, han forsvandt fra Twitter for ledende af. Og det er den eksilerede, tør jeg næsten sige, danske forsker, Kristian G. Andersen, som er på Scripps i San Diego, og som angiveligt er anses for en af de dygtigste i sin generation af forskere inden for virus og immunologi. Han kom med et udfald, der var så brutalt, i noget af Tyra Grove Krause fra SSI og SST, at det havde jeg ikke engang set komme. Det var voldsomt brutalt, hvor han simpelthen pillede den danske strategi, eller mange på samme, fra hinanden. Det tweet er desværre ikke længere tilgængeligt, fordi han nedlagde sin kont nogle dage efter, på grund af Elons fuldstændig absurde udfald mod Tony Fauci. Den tager vi senere. Men vi har—

Klaus Silberbauer: 19:37

Det er jo det med de her skotter, der vælter. Vi ved jo ikke, hvor vi skal putte tingene ind. Det hele ender i et stort emne, der burde hedde Fucked Up. Men vi prøver på en eller anden måde at segmentere det alligevel.

Thomas Blomseth: 19:48

Ja, så Katja Azov fangede det i en af de tjenester, som gemmer tweetstorms. Så vi deler et tweet, hvor der er et link til Kristian G. Andersens tweetstorm. Han retter simpelthen sønderlig med kritik mod, hvordan den danske tilgang til COVID-19 den bliver tænkt. Og det oven i det kommer så af den anden eksilerede danske sandheden stemme inden for COVID-19, som er Astrid Iversen, som sidder i England. Ja, det er Oxford. Ja, og jeg synes, det er meget, meget betegnende og beskæmmende, at der er ingen danske forskere, der bare siger noget i nærheden af det, de to siger. Og jeg tager det som en indikation af, hvor sammenspist og problematisk dansk biomedicin er blevet.

Klaus Silberbauer: 20:39

Ja, og hvor meget der åbenbart er på spil, sådan en som Randrup Thomsen har jo været ude med fornuftigheder tidligere, synes jeg, hvis du går noget tid tilbage, men han er fuldstændig foldet. Altså, det er wuff-wuff. Han kunne næsten ikke få ordene frem ved bare at bakke op i en gang mikrofonholderi i P1 her. En hver form for kritik er forsundet. Det er som om, at man ved, at ens fremstilling for forskning er slut, hvis man på nogen måde åbner munden. Og det er jo sigende, at det er danskere i udlandet, der ikke har det samme i klemme i det danske akademiske system, som tør at sige noget. Men jeg læste også Kristian G. Andersens tråd, men jeg synes ikke, det var urimeligt. Altså, jeg synes, han udstiller Tyra Grove Krause som en lallende amatør. Og hvis der er noget som helst faglig baggrund hos hende, så holder hun det godt gemt. Hun har også vagtet. Det har været rent slalom på hendes side. Hun har prøvet på et eller andet måde og siger, at det kunne jo godt være et eller andet. Og så har hun besked på ret ind, og så gør hun det. Og nu tror jeg, det er blevet selvcensur. Nu tror jeg ikke, at man behøver at bede hende om noget længere. Og det er også sådan, at det gælder også mediciner. Det gælder indbudsmændsmediciner, som danske forskere. Det er, at jeg tror, håbet om, at det her nok så godt overskygger den faglighed, der siger, at det behøver det ikke at gøre. Altså, historien ender ikke altid godt i virkeligheden. Specielt, hvis man ikke prøver at få den til at ind godt. Og det virker som om, at det bliver et miskmask af deres personlige håb for dem og deres børn. Og de får lov til at overwrite de data, der er derude. Jeg synes, det er meget mærkeligt. Og jeg bliver vred. Jeg bliver vred på Tyra Grove Krause. Jeg bliver vred på Brostrøm. Jeg synes ikke, vi har hørt meget til ham for nylig. Det er måske meget smart at gå lidt og flyve og skjul. Og så vil jeg bare se, hvordan det går, altså hen over vinteren og oppe i foråret, hvor alvorligt det bliver at se, om befolkningen har fået faldet fuldstændig i situation. Vi kan også tage fejl. Det kan være, at det her, det går okay. Men jeg er lidt bange for, at en del mennesker kan blive syge, og en del også kan dø. Men vi har ligesom valgt at ignorere det, fordi vi er blevet kynikere. Så vi vil nok finde ud af, at selv hende den 10-årige her, der døde af covid, jamen hun havde jo noget komorbiditet, ikke? Det var lidt hendes egen skyld, faktisk. Det er lidt den vinkel, der efterhånden kommer frem.

Thomas Blomseth: 23:13

Ja, som du ved, så tænker jeg jo i scenarier. Og et scenarie selvfølgelig, det er, at det går fint det her. Jeg anser ikke for særlig sandsynligt. Det er nok desværre efterhånden blevet mere sandsynligt, at det virkelig skal gå galt, før det går op for nogen, eller nogen, der bliver fjernet fra deres poster. Hvem de så skulle blive erstattet af her i Danmark, det er et godt spørgsmål. Men noget, som jeg i hvert fald føler mig temmelig bekræftet af med Kristian G. Andersens tråd, det var, hvad han også lagde vægt på, og som jo længe har været mine tre kriterier for, hvorvidt jeg kan tage nogens bud på, hvordan man håndterer covid-in-pandemien seriøst. Og den første ting er, anerkender man den luftbårne aerosolsmitte? Det er nummer et. Hvis ikke man gør det, så kommer vi ingen vejen. Og det siger han meget klart. Den næste ting, det er, anerkender man, at ved fortsat smittespredning, sker der fortsat viral evolution. Og ved at give virus flere skud i børsen, får den også flere chancer til at omgå immuniteten. Og derved får den også flere chancer til at omgå den immuniteten, der er skabt af vaccinerne.

Klaus Silberbauer: 24:19

Det er grundlæggende evolution. Det er en grundlæggende evolution, hvis du benægter det. Altså sammenhængen mellem, hvor mange generationer, virus får lov til at forplante sig i, og dens evne til at lave nogle mere fedt strains. Ved rent tilfælde, ved rent tilfældige mutationer. Hvis du benægter det, så kan du lige så godt smide Darwin ud. Altså så er der ikke noget af evolutionen tilbage. Og så må du indskrive dig i en form for religion i stedet for. Og det skal man være velkommen til. Man skal bare gå rundt og kalde sig videnskabsmand. Eller kvinde.

Thomas Blomseth: 24:53

Nej. Og vi må sige, altså hvis man kigger efter, så har det her jo virkelig været en opvisning i evolutionen. Og det er jo så også det, han kan se. Det er jo noget, det Kristian Andersen er ekspert i. Hvor han jo selv siger, han blev overrasket over den her virus evne til at tilpasse sig meget hurtigt. Og det vi har i går nu, det er jo at vi lader den agere i et immunitetslandskab, hvor der er sådan en delvis immunitet. Altså hvor det er rigtig smart, det var jo at have kørt eliminering og så vaccination. Fordi de små udbudder, der så ville være, der ville den overhovedet ikke få særlig mange chancer for at undslippe den immunitet, der var skabt ved vaccination. Men det kunne vi simpelthen ikke finde ud af at tage visse lægemstil ud og visse andre lægemstil for at kunne gøre det. Nå, men punkt tre. Jeg lovede jo, at der var tre punkter. Og det tredje punkt, det er jo så, at hvis man ikke i sit bud på, hvordan man skal håndtere pandemien, nævner senfølger, så kan jeg simpelthen heller ikke tage ens bud på pandemien. Seriøst.

Klaus Silberbauer: 26:07

Nej.

Thomas Blomseth: 26:08

Og det nævner Kristian G. Andersens også. Og her siden vi lavede vores episode der i juni, så er der bare strømmet det ene resultat efter det andet resultat ind omkring senfølger.

Klaus Silberbauer: 26:21

Men du hører stadigvæk, du hører stadigvæk også om mediciner, at det er jo ikke bevist. Og det kan jo være, at de her senfølger, de går i sig selv igen. At det ligesom er, som en skriver mononukleose, at ja, det kan give organskader, men de har det med at lapse sig selv sammen igen, mener vi. Så er der også en, der sagde, at du skal lige huske, mononukleose nu er for nylig blevet afsløret som en af de væsentligste triggers for multiple sklerose. Og det må man sige, ikke er lige noget, der går i sig selv igen. Det er faktisk en sygdom, der slår dig ihjel langsomt, men på en ubehagelig måde. Så mononukleose er en rigtig, rigtig dårlig ting at sammenligne med. Det vi kan sammenligne med, det er at sige, hvad nu hvis mononukleose var luftbåget? Hvis du kunne få mono ved at gå ind på et kontor og sidde et par timer. Det er nærmere den vej, vi skal, kombineret med nogle af de effekter, vi også ser ved HIV. Selvom vi jo en gang fik skilt ud på Twitter for at nævne HIV-sammensætning som COVID. Fordi det er det jo ikke. Men desværre er der nogle træk ved COVID-19, som minder om HIV, på den måde, at det lader til, at den her virus får stikket T-cellerne og på mange måder får sat en grim klods i vores immunsystem på den lange bane. Før vi hygger videre med andre festlige emner, så skal vi lige, vi bliver simpelthen nødt til at nævne, at Christine Stabell Benn på Twitter takkede for muligheden for at få lov til at arbejde for Ron DeSantis i Florida. Ron DeSantis er den guvernør, som helt praktisk forfulgte videnskabsfolk, der tillod sig at sige, at Florida havde nogle grimme dødstal på grund af COVID-19, som har talt mod masker, har talt mod vacciner, så talte han pludselig for vacciner, men nu er han på vej ud i en ny kampagne, der handler om at, at han vil faktisk gerne have lagt sag an mod vaccineproducenter, fordi han mener alligevel så, at effekasi ikke var som lovet, eller et eller andet, pisseren finder på, får hans sag at bygge sin præsidentkampagne på, for det er det, det handler om. Manden er som Trump, bare mere begavet, og ikke helt så vanvittig. Så det vil sige, at han står med gode chancer for at vinde republikanerne over på sin side. Han er på alle mulige måder, det jeg vil kalde, et røghul, og det står jeg nok ikke alene med. Men den kære Christine Stabell Benn har i sin, vil jeg tro, evige kamp for at blive hørt, og for at få anerkendelse, og for at blive til et eller andet, kastet sig ind som en anden Dr. Mengele i hans favn, og og selv, selv, altså, når det er hende, er jeg rystet. Jeg troede, der var en grænse for, hvor langt hun ville gå, men det er det åbenbart ikke. Og jeg skulle lige til at kalde det her for en form for videnskabelig prostitution, det synes jeg så er for, det synes jeg er for groft, fordi der er ikke en skid videnskabelig, det hun går og laver. Det er nærmest en religiøs ting, hun er ude i der. Og jeg ved ikke, om hun er naiv eller agerig eller begge dele, men jeg er rystet. Og jeg synes, hun må kastes ud af vores, hvad hedder det, pandemiske råd, er det ikke det, man kalder det i epidemirådet, hvor hun sidder, så vidt jeg husker. Vi kan jo ikke bruge hende som rådgiver for noget som helst. Nå, nå, nå, men hendes dømmekraft er som den er. Det er jo vanvittigt. Vi kunne lige så godt invitere, at vi kan manige hende som rådgiver for regeringen.

Thomas Blomseth: 30:07

Altså det råd, Death Sentence har lavet der, det indbefatter jo også folk som Great Barrington Declaration Hood, mænd som Martin Kulldorff.

Klaus Silberbauer: 30:20

Men den har Benn jo også skrevet under på den erklæring, så det passer meget godt.

Thomas Blomseth: 30:24

Ja. Så ja, det var, hvis I det var sådan lidt breaking news her, kort tid, inden vi gik i gang. Altså, ja, jeg spørger også øjne op. Altså, det er jo helt gack. Og, altså, jeg er bange for, som du var inde på tidligere, at hende, og også nogle af hendes homegrown mænd, de simpelthen har fået stor indflydelse. Altså det er der, hvor Danmark måske nok er et lille nok spormåde til at have sigt en egen ballet, men det akademiske miljø inden for den her type af sygdomme, som Danmark ikke har set gennem 100 år, som er for småt. Og derfor så er det for homogen. Og det var også noget, det Astrid Iversen, hun bemærkede i en tråd, netop om, hvordan det var tårnskold, som var ind. Og det er det, jeg, altså, det har jeg jo sagt sådan mere privat for her i løbet efter, har fået sådan en mistanke om, at der er nogen her, som blandt andet, vil offre os under 50-årige for at bevise nogle pointer. Og det er, det er jeg blevet endnu mere bekymret for nu. Og altså, det Stelben har arbejdet på, som jeg også nævnte i et tweet, eller var det en post på Facebook, om ikke-specifikke vaccineeffekter, altså det er jo nærmest efterhånden debunket. Altså noget af det forskning, vi har også nævnt, som Michael Mina har lavet, det der sker især med mæslinger, som hun jo angivelt har arbejdet med, det er jo simpelthen, at grunden til, at vaccinen mod mæslinger virker så godt i forhold til andre sygdomme også, det er, at mæslinger simpelthen udraderer immunhukommelsen for andre sygdomme. Og det er derfor, det er skide godt ikke at få mæslinger. Så altså, hendes grundlæggende idéer, hypoteser, hun har forfuldt i mange år, de skulle angivelt ikke, altså, der er ingen mekanisme, altså, der var også den non-specifikke vaccineeffekter, hvad fanden er det, men der er simpelthen, der er simpelthen kommet andet en pari på banen, der er undergravende. Og hvis det er det, vi bygger vores, noget af vores strategi her på i Danmark, altså, det er fandme hvor hyggeligt det var.

Klaus Silberbauer: 32:36

Ja, det var sgu hyggeligt. Julestemningen, kan du mærke den? Nu sniger den sig alligevel ind.

Thomas Blomseth: 32:41

Ja, eller er det kulden?

Klaus Silberbauer: 32:43

Er det kulden? Og hvis man tænker på kulde, så tænker man også på den ukrainske vinter.

Thomas Blomseth: 32:48

Ja, og det var jo så der, hvor vi desværre 18. marts blev nødt til at tage og bruge "I krigens tog"-metaforen direkte. Fordi det var jo der, Rusland havde lanceret sin fuldstændig illegitime invasion af den selvstændende nation i Ukraine i fuldstændig modstrid mod internationale love og aftaler indgået også mellem Rusland over Ukraine og andre stader. Og det er jo desværre ikke over endnu. Altså, ukrainerne har jo ikke vundet endnu. Selvom vi jo hæber alt det, vi kan.

Klaus Silberbauer: 33:23

Nej.

Thomas Blomseth: 33:25

Det, jeg synes, der har været lærerigt, det er jo så at finde nogle forskere, nogle militærfolk, der har været i stand til at sætte det, der foregår i nogle også teoretiske perspektiver og historiske perspektiver. Fordi der er ingen os, der er ueniget i, at det er jo helt galt, det der foregår. Altså, det Rusland gør er simpelthen det er jo utænkeligt. At en stat i 2022 kunne finde på at opføre sig sådan og gøre de ting. Altså, i den skala, industrielle skala, som foregår. Det troede jeg, det hørte 2. verdenskrig til og at der er nogen, der havde lært noget, der er. Men det er lært til det svært i russystemet, at der er nogen, der har lært noget om, hvordan man laver udrydselsekampagner og torturer og terrorisering af civilbefolkningen. Men det, jeg synes, der er interessant ud fra vores podcastperspektiv, det er jo der, hvor der kommer mere systemtænkning ind i forhold til det med krigsførelsen. Og det var også noget af det, vi tog fat i den episode tilbage i marts. Det var, at der var nogle folk på Twitter, der havde lanseret nogle interessante perspektiver, især omkring logistik på det tidspunkt, som kunne se, hvordan der var nogle ting i russernes logistik, som slet ikke fungerede og som formentlig ville få deres kampagner der til at starte med til at fejle i et eller andet omfang. Og det gjorde de jo så heldigvis også. Altså, de nåede jo aldrig til Kiev. Det var helt galt dårligt tænkt og man havde slet ikke græret og brugte slet ikke på den måde, som skulle til, hvis det overhovedet kunne løgnes. Og man spredt styrkerne ude over et kæmpe land. Altså, og med styrker, der var for små til at i virkeligheden kunne holde så stort territorium. Og det, der er blevet klart, det er jo, at en generelt systemtænkende tilgang og det med at kigge efter ikke-lineære, det er også jo i den grad er relevant i forhold til sådan en type krig her. Og også kigge efter asymmetrier i styrkeforhold for eksempel, eller kapabiliteter. Og der er en af dem, som vi citerede der i marts, det var jo Trent Telenko, som er sådan pensioneret fra amerikanske forsvarsministerium, arbejde med kvalitetsstyring, ved en masse om lastbiler og logistik. Og han har nævnt, at også er der sådan noget, der hedder Lanchesters love om krigsførsel. Det er noget, der bliver udviklet efter Første Verdenskrig. Det er faktisk nogle koblede differentialligninger. Og som har vi også talt tidligere om i forhold til, hvordan universet kan beskrives og tager den grundlægge fysik. Men det var Lanchester, der blandt andet efter Første Verdenskrig kiggede på, hvordan styrkeforhold udvikler sig mellem herrer over tid og opstillet nogle ligninger, som så selvfølgelig har nogle begrænsninger. Det er sådan lidt fysikken ikke, hvor man siger, man forestiller en sferisk ko, men alligevel kan de bruges til at karakterisere overordnet, hvad der foregår og hvordan ting kan kollapse meget hurtigt. Og det Lanchester, han fandt ud af, det var der jo forskel på styrkeforholdene i gammel tid, hvor man ikke havde langt rækende våben, hvor det ligesom mand til mand, der var sådan nogle lineære forhold, men hvor vi ender mere sådan nogle kvadratiske forhold, når vi har herrer, der har langvægt våben. Og det var det, man så i 1. verdenskrig, hvor man lå og hælde artillerigranater i hovedet på hinanden. Og der kunne, der udlægges sådan noget med, hvordan sådan en opslidningskrig, det kunne mulæres matematisk. Og set ud fra det perspektiv, så er det jo egentlig, altså, det har man set fra russernes side, hvor man tænker, jamen det, hvad fanden er jo, de ligger jo bare, og det er som om, at de tror, at de skal slå græs med artillerigranater. Altså, de fyrer dem bare af, lader det jo til, på måde at få, ind i et område, og så jævner det alt med jorden. Og det er faktisk, i virkeligheden, nærmest den model, som Lanchester beskrev dengang, fordi en af de her antagelser, han tog, det var, at sådan her, den lå bare egentlig, sådan stokastisk, og fyrede granater ind i et område, hvor der var en anden her. Og så nærmest, en sænke slagsskib, ikke? Så nogle gange rager man noget, en anden gange rager man noget, men så er det spørgsmål, hvor længe kan den ene part, blive ved med at gøre det, i forhold til den anden? Og hvor meget kan man heldig åbne?

Klaus Silberbauer: 38:25

Ja, så længe den anden, ikke får lov til at slå tilbage, nu har de jo så trukket sig ud af, af byerne, ikke? Og så ligger de, ligger de bag grænsen, i eget territorium, og smadrer arsilleri, end mod civil bevåelse. Og lurer mig, så snart der skal angrebe den anden vej, så skal russerne nok klønke over, at ukrainerne angriber ind på russisk territorium. Det er jo en fuldstændig bizarr asymmetri, der er i det. Det lader til, at langt og længe, langsomt, langsomt, kommer der nogle mere langt rækkende våben til Ukraine, så de kan skyde igen. Men det er jo, altså, det er jo kioneri af værste skuffe. Men åbenbart, det er det, vi har lært. Vi skal ikke lade os overraske af noget fra russisk side. Altså, det er noget i den russiske krigerkultur, som er både fejl og brutalt. Afsløringerne er, jeg vil næsten ikke sætte ord på det, men altså, hvor brutale russerne har været, når det handler om torturer og henrettelser i de områder. Og så pludselig brændt i vores taktik, som de har jo forfinet gennem mange år, når de rykker sig tilbage, så smadrer de alt. Jeg tror ikke, vi har set det hele endnu. Jeg tror, vi ender med at blive frygteligt rystet over, hvor barbarisk den kultur åbenbart er, når den fører krig. Men på den kortere bane, hvor man håber på, at der kommer noget mere hårdt slående materiale til Ukraine, så man ligesom kan få lov til at skyde tilbage over grænsen. På det her sætri, der ligger lige nu og pounder løs på civile.

Thomas Blomseth: 40:00

Det er der, hvor ukrainerne så har fået nogle asymmetriske fordele i forhold til den her måde at kæmpe på, som Lanchester beskrev med sine lovræk. Og det er jo, at igennem det, man kalder ISR, intelligence, surveillance og reconnaissance, og så vestlige åben, som kan ramme præcist, så har ukrainerne så kunne opnå nogle fordele ved sådan at kunne, i stedet for bare hælde granater over på nordligste side, uden at vide, hvor de rammer, så er de jo så faktisk, vil jeg sige, jo demonstreret, hvordan man bruger sådan noget som theory of constraints, når man fører krig. Altså ved at finde ud af, hvor er det i russernes logistiksystem, det er vel, hvor er flaskehalsen der, og hvor vil vi få maksimal udbytte for indsatsen, i forhold til at få smadret noget. Altså, så i stedet for at bare hælde granater over i en eller anden kvadrant, hvor der er nogle russer, så det vi jo så i løbet af sommeren, det var, at ukrainerne, de gik efter at gå meget længere end i baglanden, og så finde de steder, hvor at russerne, de havde granater til de her kanoner. Fordi hvis der ingen granater er, så kan nogen ikke noget som helst være. Men så kan man gå jo i skridt længere tilbage og sige, jamen, granaterne skal jo kunne komme fra der, hvor de er opmaksineret, ud til kanonerne, og de skal også kunne komme hen til der, hvor de skal opmaksineres. Så går vi efter deres logistikkapacitet, og det er jo sådan, og det er jo også sådan noget, Telenko, han påpeger tidligere, om russerne, de har meget færre lastbiler, end de i virkeligheden skulle have for at kunne føre en krig med det her logistikbehov. Så ved at ødelægge lastbiler, og især så også ødelægge tankvogne, der bringer brændstof til lastbilerne, og til de panser og køretøjer. Ikke så et panser og køretøjer uden brændstof, det er intet værd. Så det er en måde at skabe asymmetri ved at gå ind i de her komplekse, ikke-lineære systemer, som den her også er, og så udnytte det, og det har de jo gjort, de jo virkelig dygtige. Formentlig også bakker op af salitfotos og andet efterretninger, som Vesten har hjulpet dem med. Men spørgsmålet er jo, hvor meget der skal til der, om det er nok. Og det er jo der, hvor ukrainerne også selv er. De siger, vi har brug for mere af det tunge. Vi kan ikke kun være smarte, vi bliver også nødt til at kunne være tunge. Og det tror jeg, de har fuldstændig ret i. En anden, der har kommet med meget interessante og læreperspektiver, det er en, der hedder Phillips O'Brien, som er professor i strategiske studier ved St Andrews. Og han var også tidligere ude og kritiseret og sige det. Og dermed, altså den russiske herre, det er jo ikke en stormags herre. Altså, hvorfor er vi så Vesten så bange for den? Og han har jo også helt klart slået på at hjælpe ukrainerne. Og en af de ting, som jeg synes meget, har gjort et indtryk på mig, sådan en teorisk pointe, eller måske en empirisk udledning i hvert fald, det er, at noget af det, som nok har været nødt til mig at være bange for her i Vesten, det er at eskalerer, sådan at intensiteten af kamphandlingerne bliver for høj. Men det han faktisk siger, det er, i det store billede, så er det ikke intensiteten af kamphandlinger, der afgør, hvor mange civiltab, der bliver lidt. Det er simpelthen udstrækning over tid. Altså, jo hurtigere man kan få afsløret, desto bedre vil det være i forhold til civiltab. Og det taler netop også for, at ikke at gå så meget omkring den varmegrøde, men simpelthen sørge for at hjælpe Ukrainerne med så meget som muligt, så hurtigt som muligt. Alene ud fra det perspektiv med civiltab. Og et andet perspektiv, som jeg synes er blevet, i forhold til tid, som er blevet tydeligt her i løbet af efteråret, det er, hvis nu russerne ikke havde fået tid til at tænke sig om, så kunne Ukrainerne med vores støtte jo virkelig være kommet ind i deres udderløb. Og så kunne det her kollaps af deres fronter måske være sket meget tidligere, fordi de ikke havde tid til at adaptere. Men ved at prøve at dosere, hvor meget vi giver til Ukrainerne, sådan meget fint, så der ikke bliver eskalation, så får russerne tid til at lave aftaler med Iranerne. Så får de nogle droner, som giver problemer for Ukraines luftforsvar. Og så kan de ødelægge civile infrastrukturer, som gør det svært for Ukraines civile samarbeforskning. Samfund og produktion og sådan noget. Altså det, at tiden den går, gør også, at der er mulighed for, at der kan ske ting. Hvorimod, hvis der var meget kortere tid, så er der meget kortere tid, til at der kunne ske ting, og til at russerne lige kunne tilpasse sig. Og det synes jeg, der er—

Klaus Silberbauer: 44:52

Det minder mig om et eller andet.

Thomas Blomseth: 44:53

Ja, der er en kæmpe chance, der er forpasset der. Og det, det minder... Det er det... Ja.

Klaus Silberbauer: 45:00

Hvad er det, det minder om? Hvis man nu klapper lidt hårdt til fra starten, i stedet for at give modstanderen tid til at omgruppere, eller mutere, eller hvad vi nu kalder det.

Thomas Blomseth: 45:11

Yes, og det er faktisk... Der havde jo... Jeg havde jo hintet, jeg havde sådan et pointe, der skulle bringe pandemiens tog, og krigens tog sammen, og jeg tror faktisk, du har faktisk snudst dig i vang til.

Klaus Silberbauer: 45:21

Ja, gennemskudden skulle.

Thomas Blomseth: 45:22

Du har snudst dig i vang til. Og det handler om begreb proportionalitet. Som jeg synes, det er et begreb, vi skal sende lidt på aftægt. Altså det er et godt begreb, når det handler om for eksempel strafudmåling i det juridige system. Altså hvis der er en, der har begået en forbudelse, så skal det være proportionalitet, i den straf. Det giver meget godt sådan mening i forhold til de engle individer. Men det, som både pandemien har vist, og det krigen i Ukraine, Rusland's innovation har vist, det er, at når vi har gør med visse typer fenomener, så er proportionalitet faktisk rigtig skidt. Og jeg bliver mindet om det her, op til folketingsvalget, hvor der var et ret interessant arrangement, som Stine Lindgren havde forarrangeret, hvor Jens Lundgren, lægen, overlægen for Viskupetal, og så er Stinus, de snakker om pandemien. Og der var på et tidspunkt, hvor Lundgren, som desværre også er kommet til at skuffe, ret meget, synes jeg, på det seneste, han så sagde, jamen, det det jo handler om, det er at opnå en proportionalitet, i responsen. Og det lyder sådan veldig voksent, og modent, der skal være proportionalitet. Problemet er bare, at proportionalitet, det er et begreb, der hører Mediocristan til, og de lineære fænomeners verden. Altså det ligger et begreb, proportionalitet. Altså A gang X plus B, altså proportioner mellem en ting og en anden. Men når vi taler om både pandemien, og sådan noget som krig, så er vi over i Extremistan, som Taleb kalder det, så er vi over i de ikke-lineære fænomeners verden. Og der er simpelthen andre dynamikker på færre, hvor proportionalitet faktisk kan blive et problem for en.

Klaus Silberbauer: 47:13

Vi har været inde på den sammenligning før, men ildebrænd, det gode gammeldags ildløs, er også et fænomen, der ligesom vokser med en eksponentiel fart. Og det har vi jo vendet os til, og vi ved godt om at behandle ild. Nu var jeg jo så, jeg ved ikke om man kan sige heldig, men der var nogen, der kom til at sætte ild til noget på vores arbejdsplads her for et stykke tid siden. Så jeg har set, hvordan brandvæsenet reagerer. Det er jo ikke sådan, at de spørger, om hvor meget ild er der? Er det lidt ild eller meget ild? Og så sender de en mand med en håndsprøjte, og så ringer han efter en til, hvis der nu er mere ild. Brandvæsenet ved godt, at ild er noget, du slår hårdt ned på. De kommer et helt hold af røgdykker, de er givet op fra starten af, og de har det tunge materiale med. Det her var ikke nogen stor brand, men hvis det var kommet 10 minutter senere, så var det blevet en stor brand, fordi sådan er ild. Så derfor klapper man til den, og man efterslukker, og man sørger for, at der ikke er noget tilbage. Og det betragter vi som helt naturligt. Hvis der går ild i noget, så bliver du ved med at slukke lortet, indtil det er helt dødt. Du lader det ikke ligge og ulme, og siger, at nu har vi ydet en proportionel indsats. Men af en eller anden grund, så synes vi, at det er det, man gør, åndbart både over for virus, og over for russere. At nu doserer vi den lige. Det skal også være en chance. Det er jo bizart. Men jeg ved ikke, jeg tror, der kan komme noget ud af det. Tror du, at nogen begynder at tænke systemisk over det her, og komme til en konklusion om, at der er bare nogle ting, der for fremtiden skal behandles anderledes? Tror du, at vi er ved den næste pandemi, og den kommer nok snart, fordi det lader til, at COVID-19 har banet vej for, for alle mulige spændende virus. Tror du, at vi lærer sig anderledes på det, og næste gang trækker blankt tidligere, og klapper til den?

Thomas Blomseth: 49:17

Det tør næsten ikke spår om efterhånden. Nej, det er svært, at jeg håber for. Men det kan være det der med, at det skal gå rigtig ondt, før det bliver godt. Det kan godt være det, der skal til den. Jeg ser det jo egentlig også, i forhold til krigen i Ukraine, altså sådan at en nærmest optimal strategi for ukrainerne, og vores synspunkter også, der støtter dem, og gerne vil have de venner så hurtigt som hun, det er, at Putin virkelig skal sidde med hånden lige over knappen, atomknappen hele tiden, og lige være ved at trykke på den. Det vil være en optimal strategi, fordi så er de presset i bund, og så er chancen for deres fronter kollapser hurtigt, den er meget større. Og jeg vil sige, det har faktisk været interessant, altså jeg har faktisk ikke, det der med at være bange for en atomkrig, som nogen af dem bare har været, det har jeg overhovedet ikke været, i den her omgang, altså jeg synes det er så tydeligt, at det er også sådan det laver, de puster sig op og tror, at de kan skræmme nogen i Vesten, til at tro, at de vil gøre det, og der er også så desværre nogen, der hopper på dem, men altså det er ingenting i forhold til, hvad jeg var bange for i 80'erne virksomheden, altså det her det er jo også, jeg tror der er en del ukrainere, tænker, at oseren de har slået os ihjel i 100.000, viser altså dem, hvad mere i Europol, der er nok for civiltag, i hvert fald på den gode side af 100.000, altså om de gør det konventionelt, eller om de lige fyrer et par taktiske atomvåben, det kan nærmest være ligegyldigt, og vi har en nuklare eksplosionszone i forvejen, og sagen er jo, at hvis Rusland brugte taktiske atomvåben, så ved de jo også godt, at så vil hammerne jo falde på en helt anden måde, for vi kan jo ikke i Vesten, demonstrere for resten af verden, at man kan komme afsted med at tro med det, og så også bruge det, altså på den måde, så har jeg faktisk ikke været som kømrer for det, det vil jeg ikke være, du synes.

Klaus Silberbauer: 51:03

Men jeg synes også den bekymring, og af dine talesættelser har vist, hvor voldsomt femtekolonne virksomheden har været i Vesten. Altså hvor mange, der er med sådan nogle russiske faner, og var med til at føre propaganda, og det er høj som lav, altså folk er også med til det uden at vide det, ved at dele alle mulige crap, som de møder på Facebook, ved at tro på halve sandheder, som igennem en dekade nu er spredt, eller mere faktisk er spredt, af russiske professional propagandister, og så har vi selvfølgelig politikere, der mere eller mindre er udtalt, er ekstremt russervenlige, på alle mulige måder, fordi det er en del af en, det er en bekvemt del af sådan en højrefløjsbølge, der har været, altså ikke miste under pandemien, har det også været en driver. Så vi er blevet møre over lang tid, og det har været fra Putins side, tror jeg en ganske målrettet strategi, altså misinformation. Vi er til gode at se, hvor målrettet det har været, men jeg kan lov dig, at når vi kigger tilbage over nogle år på det her, så vil vi opdage, hvor professionel den undergravende virksomhed har været. Og vi har talt om det før, det handler ikke om at stikke specielle løgnehistorier ud, altså det er lidt lige meget, hvad løgnen går ud på, det handler bare om at lave et billede, der er så støjne, at fakta forsvinder. Så på den måde, der har været sådan en postmoderne misinformationskampagne, der har tæsket på os i lang tid, og de svageste sjæle, som sagt høj som lav, hopper på den, og det er i den grad, det, der har gjort, at Putin har købt sig tid, til at få lov til at slagte ukrainere, det er, det er, at han har fået vesten, altså erkendelsesmæssigt i knæ, for at sige det på den måde. Han har fundet ud af, at krigsførelse ikke behøver kun at være krudt og kugler, men det kan også være idéer. Igen, måske lidt som vores kære virus, der udnytter nogle erkendelsesmæssige svagheder i vores forsvar. Hvis vi render rundt som forvirret høns, jamen så er vi ikke særlig gode til at forsvare os mod hver virus eller rosere. Og det er måske vestens svaghed endnu, det er, at vi er på vej ned i erkendelsesmæssigt, vidensmæssigt, uddannelsesmæssigt, sådan en halvmiddelalder, hvor vi accepterer, vi accepterer ikke at kende fakta, vi accepterer en alt for postmoderne tilgang til fakta, og vi accepterer dårligere, dårligere uddannelse. Jeg lover selv ikke at nævne den nye regering, men en af den nye regeringsmærkesag er, at vi skal over vores akademiske uddannelser. Lad os nu se, om det gør os bedre eller dårligt til at forsvare os mod nye virus idémæssigt som sundhedsmæssigt.

Thomas Blomseth: 53:55

Kan vi ikke gå videre?

Klaus Silberbauer: 53:58

Jo. Jeg vil først lige sige, at vi næsten nærmer os hele timen på vores julespecial her, og det vil sige, hvis man vælger at høre det her live, og der er ikke nogen tvang, men det kunne man have valgt, så nærmer vi os klokken fem. Hvis man har hørt vores podcast siden vi startede, så vil man jo have hørt vores kendingsmelodi, som er et lille lækkert stykke jazz, vi har lånt fra Twin Peaks. Og den helt fantastiske musik til Twin Peaks er skrevet af Angelo Badalamenti, som er ærk-amerikansk. Og han er død. 11. december. Død han. Født i 1937. Og jeg tror, jeg taler for os begge, når jeg siger nok en af de største filmkomponister i både det tidligere og det her århundrede.

Thomas Blomseth: 54:56

Ja, altså den stemning, der blev skabt i Twin Peaks, var jo helt unik. Også det har han så også. Helt fantastisk. Ja, altså den tænker jeg i andre sammenhænger. Og vi har jo sådan igennem tiden flere gange måske forsøgt at udskifte over os. Lille vignette der, men det er ikke lykkedes endnu. Vi får se, hvad der sker.

Klaus Silberbauer: 55:15

Nej, det skal være godt, hvis der skal noget. Det skal enten være rigtig, rigtig godt, eller det skal være noget af egen produktion. Og det har vi ikke lige få taget sammen til. Men ja, lad os lige sætte ham en tanke. Jeg tænker tilbage på første gang, jeg så Twin Peaks. Og det var musikken, der huggede mig i starten. Jeg havde et lille fagfjernsyn, jeg havde vundet i en tegnekonkurrence. Det stod i mit værelse. Og jeg havde ikke set Twin Peaks første gang udsendt mig. Jeg mener, det var få måneder efter genudsendte man Twin Peaks, eller var det året efter, klokken skidt om natten. Og der fik jeg øjnene op for Twin Peaks. Og David Lynch i det hele taget. Og ikke mindst det her, den her introduktion, med de smukke billeder fra savværket, og den syregrønne tekst, hvor der står Twin Peaks. Og så selvfølgelig Badalamentis musik.

Thomas Blomseth: 56:05

Og det her med musikken, og sådan lidt af grunden til, at vi endte med at vælge den, som var sådan en kendingsmelodi, det var, at jeg allerede dengang så kunne jeg høre det, at der var noget af det, der hvor de spiller det her moldjazz med brushes, det var faktisk med basslerne. Og vi havde ikke været i stand til at kunne finde den udgave. Det her, det er jo med vibrafon, det vi bruger. Men det jeg kunne høre dengang, det var, at den basslerne, den har næsten været blevet spillet af Eddie D'Angers. Altså det var, skal vi sige, det var præ-webden, der er, så man jo ikke bare lige stod sådan noget op. Og år senere fandt det så faktisk ud af, at dengang havde jeg også forholdsvis skyldende ører i forhold til at identificere jazzmusikker på stilen og lyden. Og det var faktisk Eddie D'Angers, han var med til at lave musikken, indspille musikken til Twin Peaks. Men det har vi så virkelig fundet det endnu. Det kan være, at man simpelthen er nødt til at se hele serien. Jeg tror, fordi den er nemlig ikke med på soundtracket.

Klaus Silberbauer: 57:08

Den er ikke med på soundtracket. Der er nok lavet utallige variationer til forskellige små scener undervejs. Og det kan være, at det ligesom er, den er også optaget i bider, den serie. Så det kan være, at det er ligesom en tredje omgang, at så lavede din variation der. Det kan være, at den er derude. Hvis der er nogen, der ligger inde med vores lille vignette, vores kendingsmelodi, men med bass-klarnet, så giv os et pip på Twitter, hvis Twitter eksisterer, når den her episode ryger ud.

Thomas Blomseth: 57:38

Ja, så er der navlepilleri ud. Og det har vi jo faktisk aldrig rigtig gjort så meget i. Jeg tror ikke, vi har nævnt det nogensinde før.

Klaus Silberbauer: 57:51

Vi har pillet i vores egne tanker.

Thomas Blomseth: 57:52

Ja, men simpelthen... Vi har gået meta i forhold til selve podcasten, og sådan noget som downloads, og hvor mange af dem, der bliver foretaget. Det har vi dog totalt aldrig talt om før.

Klaus Silberbauer: 58:03

Og vi har talt om, hvad vores mest populære afsnit var. Det talte vi om sidste julespecial.

Thomas Blomseth: 58:08

Okay.

Klaus Silberbauer: 58:09

Ja. Men det er så også det.

Thomas Blomseth: 58:11

Ja, det der så skete i år, og det er der, hvor de her power laws, de kommer ind igen, og hvor vi faktisk egentlig måneder os. Vi har fået sådan en Wrapped fra Spotify, som de jo laver til den enkelte bord, jeg har fået en privat, men vi har så også fået en af podcasten. Det er første år, vi har fået det. Og det er så sådan en animeret gennemgang af nogle statistikker om episode og samlet antal downloads og sådan noget. Og noget af det, der jo virkelig under os der, som vi selvfølgelig også er glade for, det er, at vi ligger simpelthen i top 25 af alle podcast, der bliver udgivet på Spotify. Globalt set. Ikke i Danmark.

Klaus Silberbauer: 58:52

I hele verden.

Thomas Blomseth: 58:53

I hele verden, ja. Og så kan man sige, wow, det er da helt vildt, men man kan også kigge på sådan en power law fordeling, og så kan man tænke, okay, det betyder, at der er nogle podcasts, der virkelig ikke får særlig mange downloads.

Klaus Silberbauer: 59:10

Altså, der er det eneste at læse ud af den statistik, fordi vi ved jo også godt, hvor mange der lytter med. Og det er jo mere end en åndfuld. Det er mere end vores møder, ikke? Men det er jo ikke tusinder og tusinder og tusinder mennesker, der er hver gang downloaderen i episode. Så det, vi kan konkludere, det er, at der er virkelig, virkelig mange podcaster derude, der er sutter røv. Altså, der er værre end vores, og det er jo slående i sig selv. Det er en pyramide med en meget tung bund, tænker jeg. Men jeg er alligevel glad ved tanken om, at vi ligger i top 25.

Thomas Blomseth: 59:47

Ja, så fik vi faktisk sådan—

Klaus Silberbauer: 59:48

5 procent, altså øverste kvartil må det være, ikke?

Thomas Blomseth: 59:52

Ja, så vi fortsætter lidt i perspektivet, så har vi jo nu angiveligt placeret i 8 milliarder mennesker her på kloden. Det er jo selvfølgelig ikke alle, der har adgang til internet osv., hvis jeg bare siger sådan en rundetal, så er der omkring måske 6 millioner, der forstår dansk. Også rundetal, det kan vi jo runde lidt op og sige 8 millioner, det er så mange gange nok ikke. Så det er en promille, altså en tusinddel af verdens befolkning, der forstår dansk. Og alligevel så ligger vores topcast i top 25 af alle podcast i hele verden. Det er jo helt skørt. Men det—

Klaus Silberbauer: 1:00:27

Altså, de tal kan man ikke bruge til noget som helst, og det ved du godt.

Thomas Blomseth: 1:00:29

Det er det samme som at sige—

Klaus Silberbauer: 1:00:32

at se, at 8 milliarder mennesker, vi ligger i top 25, det vil sige, at en fjerdel af 8 milliarder mennesker hører vores podcast.

Thomas Blomseth: 1:00:38

Nej, nej. Det er dig. Nu begynder du at regne. Nå, det var for sådan en bagne problem, ikke? Det er lige hvor mange 2 milliarder lytter. Vi har så fået det videre på kraft, for vi bruger en anden tjeneste, der hedder Buzzsprout. Og de sendte så også en e-mail ud med statistik, og der blev det så endnu vildere, fordi de sagde så, at ud fra hvor mange downloads man får om—

Klaus Silberbauer: 1:01:00

Det skal sige sig, at Buzzsprout er vores hoster, og det vil sige, at de får den aggregerede statistik. Spotify kan jo kun se dem, der lytter til vores podcast på Spotify, men i virkeligheden så er alle episoderne blevet streamet fra Buzzsprout, så Buzzsprout har de mest korrekte tal.

Thomas Blomseth: 1:01:16

Ja, og de siger så, at ud fra hvor mange downloads man får i den første uge, altså de første syv dage efter udgivelsen af en episode, så ligger vi også i top 25 i deres statistik. Men endnu vildere, så når vi så kigger på, hvor meget vi downloader per episode til den første uges tid, så ligger vi måske nærmere i top 15 procent. Så det gør det jo ikke mindre mærkeligt.

Klaus Silberbauer: 1:01:43

Jamen, jeg synes, det varmer. Helt sikkert, uanset hvordan man tolker på tallene. Men det var også noget med, at jeg læste, at de fleste podcaster opstår, de laver en to-tre afsnit, og så er det det. Og vi har lavet et par flere, fordi det her afsnit, vi har ikke nævnt det endnu, men den her episode, det er vores episode nr. 80. Og jeg synes, det er et ret godt timet, at det rammer lige præcis juleaften. Det har vi planer godt fra starten af.

Thomas Blomseth: 1:02:14

Hvis vi skulle give nogle råd til nogen. Altså, man måske sige, vi har en vis erfaring, i at det er podcast nu efterhånden. Og det er, at uden en—

Klaus Silberbauer: 1:02:22

Så er man jo på døv, om det er godt eller skidt.

Thomas Blomseth: 1:02:24

Ja, men uden en virkelig brutal kadence til at starte med, som var helt ned på en nærmest unik kadence, så var vi nok ikke kommet så langt. Altså, det er simpelthen, det er jo det bundtræk, vi fik skabt os der, som vi har reddet videre på siden. Og den erfaring med, hvordan vi stikker, hvordan det fungerer med kemien mellem os, hvor meget disposition, der skal til, og hvor meget research og sådan noget. Det er jo, fordi vi gjorde det så mange gange.

Klaus Silberbauer: 1:02:53

Nogen vil måske mene mere disposition i det her afsnit. Men det er, fordi det her afsnit, det har ikke nogen bagkant. Vi må ævle lige så længe, som vi vil. Det er vores julegave til os selv. Ja, men har vi... Var det navlepilleri nok? Jeg er hele hånden i navlen nu.

Thomas Blomseth: 1:03:10

Ja, vi har været hudløs, så lad os gå.

Klaus Silberbauer: 1:03:22

Hvad skal du snakke om så?

Thomas Blomseth: 1:03:38

Så har vi haft en række episoder, som har været sådan ret filosoferende, kunne man måske sige. Og det var især først på året. Det var faktisk kun i det første halvår, at vi sådan filosoferede, kunne man sige. Og det var egentlig ret meget drevet af dig. Så jeg tænkte, om du kunne knytte et par ord til det.

Klaus Silberbauer: 1:04:00

Jamen, det kan jeg godt. Altså, specielt, vi lavede to episoder. Det ene, den hedder Sted. Og den handlede om tilhørsforhold til et sted. Den episode, den udgav vi den 18. i anden. Og natten til den 19. i anden, der døde min far. Og så det sendte mig lidt ind i et, hvad kan vi sige, en periode, hvor jeg nok blev mere filosofisk end normalt. At der var nogle ting, der skulle tænke sig over. Og det var helt klart afsættet til at lave den episode, der hedder På grænsen. Som vi udsættede den 1. marts, tror jeg. Eller faktisk prøvler.

Thomas Blomseth: 1:04:39

1. april var det faktisk.

Klaus Silberbauer: 1:04:41

1. april var det, lige præcis, ja. Hvor vi jo snakkede om det her med grænsen. Ikke så meget grænsen mellem liv og død. Jeg tror, vi fik det nævnt, men hvad er en grænse for noget? Og hvordan passerer man en grænse? Har den en udstrækning? Er det en singularitet? Ja, det blev lidt dybt. Men spændende, synes jeg. Og helt klart, synes jeg, er en type diskussion, der snakkes, som jeg sætter stor pris på. Så det hele ikke ender i fakta og antal døde i pandemi osv. Måske også et emneområde, hvor man ikke behøver at blive sur på nogen. Og det kan også være rart en gang imellem. Der er ikke nogen, man skal skælde ud på. Også fordi, jeg tror, det kan blive lidt træt, når jeg hører på min grandstanding over for diverse myndigheder osv. Så jeg synes, det er sådan lidt et fristed at lave den type episoder der. Jeg synes, det er nogle af de sværeste at lave. Fordi, altså, der skal jo også være noget interesse at tale om. Det skal jo ikke være rent, hvad kan vi sige, filosoferen. Vi skal lige have bakket nogle hegnspæle ned og holdt fast i undervejs. Det kan man så selv bedømme, om det lykkedes osv. Også i de to episoder i hvert fald.

Thomas Blomseth: 1:06:03

Nu vil jeg sige det. Det er måske der, hvor det minder allermest om, da vi bare talte sammen ud og havde tændt mikrofonen. Hvor vi bare lød associationer. Ja, det kan være. Noget af det, der jeg synes er sjovt ved os, det er jo det, at det er der, hvor vi også tillader os virkelig at spænde over mange forskellige faglige felter og interesser. Altså, gå fra på tværs kunst, videnskab, filosofi, altså, og ikke holde så meget igen. Og så er der, og det mener jeg også, at vi sagde i de to episoder, der ligger en tredje episode og gemmer sig. Nede bag ved de der to. Og det er faktisk en, vi endnu ikke har taget fat i. Og det er jo en, der handler om tid. Det er sådan en, der har spøgt.

Klaus Silberbauer: 1:06:52

Vi har simpelthen ikke turdet endnu.

Thomas Blomseth: 1:06:53

Nej, det har spøgt i baggrunden i overvis efterhånden. Men vi har ikke—

Klaus Silberbauer: 1:06:57

Ja, det er et emne, som jeg har ikke følt, vi var helt klar. Altså, jeg synes ligesom, det er... Vi kan sgu sidde og snakke om hvad som helst, men jeg synes ligesom, tiden det er alligevel en stor ting at gå i gang med. Og det føles sådan lidt hybris-agtigt at lige sige, vi laver sgu dine timer om tiden. Det kan være, det kommer på et tidspunkt. Jeg håber det. Men det kan også være, at det skal spredes ud på mere end en episode.

Thomas Blomseth: 1:07:24

Ja, fordi det er jo ikke kun os, der har sådan en krise i vores begreb om tid. Det har man også angiveligt inden for fysik og andre steder. Så det kan godt være, at der er en grund til, at vi også går omkring den varme grød. Det er der også andre, der gør.

Klaus Silberbauer: 1:07:40

Og så er der også en episode, som du virkelig gerne vil lave, men som jeg har også banket fuldstændig op om. Ej, jeg føler ikke, at jeg skulle have armen om på ryggen af dig. Blade Runner. Apropos tid, vi fejrede Blade Runners 40-års jubileum. Den 29. april. I den episode, vi kaldte Eklektiske Drømme. Og det var sådan en lang spidsnak om alle de ting, vi ved om Blade Runner. Og vi havde meget svært ved at holde nogen som helst form af manuskripte over det. Det gik over stok og sten. En sjov episode at lave og sjov at redigere. Indtil videre har vi ikke fået en season the sist på broen af musik for Blade Runner. Det er længe siden, jeg har set den. Det er der på tid igen. Og med ikke andet, så tror jeg, at 2049 skal jeg ses snart.

Thomas Blomseth: 1:08:53

Ja, den fik jeg faktisk set efterfølgende, og den holder jo. Altså den giver klart anbefalinger også.

Klaus Silberbauer: 1:08:59

Den holder nemlig.

Thomas Blomseth: 1:09:00

Den tager jo klart udgangspunkt i det samme univers, og så opdaterer den teknologien, og samtidig man har en historie, hvor man også bliver sendt ind i labyrinten, og udsat for det kartesianske udfordringer i forhold til idéer om eksistens.

Klaus Silberbauer: 1:09:22

Vi blev sure igen, 27. maj, da vi lavede en episode med hashtagget Viden er fandme ikke et synspunkt som titel. Den synes jeg stadigvæk, vi kan stå inden for. Men det var en af de sure episoder.

Thomas Blomseth: 1:09:40

Ja, det var det. Altså, det er jo virkelig hoppe i med samlet ben med den der serie. Jeg kan ikke engang huske, at der var en, som sad og blev styret af en kritiker gennem—

Klaus Silberbauer: 1:09:57

Altså, de inviterede en videnskabsperson ind til at tale med en journalist. Og journalisten havde så en, jeg tror, de kan kalde sig skeptiker i øret, men en modpart til videnskaben. Og det helt bygger på den her fjollede præmis med at balance i hvilken som helst tvunget for pressedækning handler om at have to, der er uenige. Uanset om den ene så ligesom står for mange hundrede års videnskabelige erkendelser, og den anden står for et eller andet, Torsen har fundet på under brusebadet samme morgen, så bliver de holdt op mod hinanden, som om de var lige værdige. Og det er jo en smart teknik, hvis du vil have lidt bål i gaden og lidt fis ud af en udsendelse. Og det, jeg havde jo skidesvældt finde ud af, om den her udsendelsesrække skulle kaldes underholdning, eller om den skulle kaldes videnskab, eller hvad den skulle kaldes. Det var en eller anden single millennial producer, som tror jeg synes, det kunne være sjovt at lave det her, og i alt for lang tid prøve at forsvare præmissen for det. Det blev tåkrummende pinligt. Men hey, det er, hvad vi har gjort vores statslige tv-radio-station til. Måde lidt underholdning, der ikke skal kræve for meget, ikke?

Thomas Blomseth: 1:11:21

Ja, det skulle være public service.

Klaus Silberbauer: 1:11:24

Lad os gå videre, fordi man bliver simpelthen træt af at tænke på det. Ja, et public håndjob, ville jeg mere kalde det. Nå, anyways. Lad os trappe op til noget helt andet, og så kigge på civilisationen generelt. Jeg tænkte, det kan hæve niveauet lidt. Kan det ikke det?

Thomas Blomseth: 1:11:51

Jo, men i hvert fald så først måske lidt sarkastisk i romanskab, fordi den 7. i første, der reagerede vi meget hurtigt på, at du og jeg i løbet af juleferien havde set Netflix-filmen Kick Up, Look Up. Ja, det var sgu godt.

Klaus Silberbauer: 1:12:09

Don't Look Up hed den.

Thomas Blomseth: 1:12:10

Og den spiller jo lidt sammen med det, vi nærmest lige har talt om. Altså, mediens rolle i at udbrede synspunkter, holdninger, der er mere eller mindre funderet i realiteten. Og den var helt klart filmet tænkt som en tænkt som allegori over global opvarmning. Men den endte jo med endnu mere, måske at være en allegori over pandemien. I hvert fald mere aktuel.

Klaus Silberbauer: 1:12:47

Ja.

Thomas Blomseth: 1:12:49

Og jeg har ikke returneret til den. Har du set den igen?

Klaus Silberbauer: 1:12:54

Nej, jeg har ikke set den igen. Men jeg tænker, at... Nu kan jeg ikke lige huske, om jeg har Netflix for tiden. Det tror jeg ikke. Næste gang, jeg har Netflix-abonnement, hvis den stadigvæk er der, så skal den genses. Jeg var svært underholdt, og jeg synes, det var imponerende lavet. Altså, den har en forhovedske, ironisk ting kørende. Men det kan jeg godt lide. Så bliver vi anderledes teknologioptimistiske i hurtig og højre. Fra februar.

Thomas Blomseth: 1:13:32

Ja, fordi... Det er jo vores grundindstilling, at ved at vide mere og vide bedre, og så omsætte det til teknologi, og teknologi i meget bred forstand. Altså, det er jo både elektrisk teknologi, elektronisk teknologi, det kan være kulturelle teknologi og praksis og sprog og så videre. Jamen, så kan vi faktisk gøre i verden bedre. Det tror vi jo egentlig på.

Klaus Silberbauer: 1:14:04

Jeg synes jo også, at historien viser, at der er rigtig meget teknologi, der faktisk har gjort, at vi har det væsentligt bedre i dag, end for få hundrede år siden. Langt, langt, langt de fleste af os har fået et bedre liv. Eller, vi levede jo ikke dengang. Men vi har et bedre liv, end vores oldeforældre havde det. Vi blev mindre syge, trods alt. Det er jo så vendt lidt her på det seneste, som man måske husker. Men langt, langt de fleste af os har det ret behageligt. Vi har varme på radiatoren. Vi kan tage et bad. Vi kan få noget at spise. Vi kan bruge en masse fritid til ting, som vi synes er sjovt, i stedet for at knokle i marken hele tiden. Og det var jeg altså forbeholdt de ganske få. Og som du sagde, jeg tror, det var i den episode, at hvis du kunne vælge mellem at være kong Frederik den syvende eller være Thomas Blomseth i dag, så ville han hvert tid vælge Thomas Blomseth i dag, fordi det var ikke særlig sjovt at være Frederik den syvende, selvom han havde alt, hvad man kunne få dengang. Så var der en masse ting, han måtte undvære. Og teknologien har altså gjort det godt for os, og det glemmer vi lidt. Og hvis man går sådan fuldstændig en maskinstormer, så glemmer man, hvor meget af vores liv, der er teknologi, og at vi ikke vil overleve fem-syv sølge minutter uden teknologi. Det synes jeg godt, man kan tænke lidt over.

Thomas Blomseth: 1:15:27

Ja, det er jo også, fordi vi vil godt kunne den, synes vi, der er regressive tendens i mødet, som vi også har behandlet tidligere, i en tidligere sæson om, for eksempel idéen om negativ vækst.

Klaus Silberbauer: 1:15:41

Den romantiserende tanke om negativ vækst, den romantiserende tanke om at komme tilbage til de gode gamle dage, da du bare skulle ud i marken og høste din egen mad, og der var nærmest økologisk. Altså, jeg tror ikke, der var mange feudalbønder, der tænkte, så kæft, hvor har vi det godt. Vi får udsprøjtet korn. Vi får måske ikke nok af det, fordi herremanden skal have det meste. Men det, vi får, det er økologisk. Altså, der er, og det står klar og klar for mig, vil jeg sige, hvor stor en blindgyde, jeg vil næsten turde sige, at hele den økologiske bevægelse er. Det er fint nok, og det er også hyggeligt nok, og jeg køber da også selv økologisk mad. Noget af det, synes jeg, der bilder mig indsmager bedre. Men det holder jo ikke i længden. Vi har jo brug for også at teknologisere vores produktionsapparat. Og hvis vi går et år tilbage, så laver vi jo vores, mener vi, meget underkendte episode omkring primarproduktion. Mener vi også er inde på det, at teknologien bliver nødt til at drive vores produktion fremad. Vi kan både lave sundere og meget mere mad, hvis vi går mere teknologisk til værks, ind og bilder os ind, at vi stadigvæk skal dyrke mad på meget, meget store åbne flader i guds fri natur, og dermed bruge en helvedsmasse pesticider og herbicider for at holde det kørende. Der bliver vi nødt til at tage kvantespring. Det tror jeg ikke er kommet nærmere siden da, men lad os nu se, der sker jo så mange mærkelige ting for tiden, at hvorfor ikke, hvorfor ikke tro på, at det vertikale landbrug pludselig sparker afsted?

Thomas Blomseth: 1:17:13

Og nu er det jo så inde på produktionen.

Klaus Silberbauer: 1:17:15

Ja.

Thomas Blomseth: 1:17:16

Du nævnte primærproduktion, og der lavede vi jo sådan en episode 15.

Klaus Silberbauer: 1:17:19

Det var en segue, jeg ikke engang var bevidst om.

Thomas Blomseth: 1:17:23

Nej, det var meget elegant. Så lad være med at ødelægge den.

Klaus Silberbauer: 1:17:27

Ja. Nu sagde jeg da også produktion.

Thomas Blomseth: 1:17:29

Ja, fordi en 15. i 4. udgave var sådan en episode, der handlede om produktion. Det hedder bare produktion. Og det var nok mig, der drev lidt den frem. Og det var... Det tror jeg. Fordi jeg kunne se også på baggrund af, sådan en analyser af krigen i Ukraine, at der er noget kreative klasse, noget kommenterende klasse, politisk klasse, hvad vi skal kalde det nu i samfundet efterhånden, ikke rigtig forstår, hvordan man laver fysisk produktion. Og at vi har den overflod af goder, vi har, både fødevare, men også andre andre, fremkommer ved produktion, og den forfinelse og den skalering af det, at kunne lave varer inden for bestemte kvalitetsgrænser i meget stor skala, meget, meget konsistent. Og noget af det, vi fremhænger, det er faktisk noget ret andet, end sådan at gå lidt til hånden derhjemme, for eksempel at snikkerere lidt. Altså, industriproduktion er noget andet. Og du vil jo sådan ud med at sige, at det kan, vi vil stikker ikke noget til, men det må jeg også have på en nærmåde, fordi det... Fordi jeg er vokset op med industriproduktion, så jeg ved i hvert fald om en visse form for industriproduktion, hvordan det foregår. Og det er—

Klaus Silberbauer: 1:18:58

I hvert fald nok til at erkende, hvor stort, og det synes jeg også fremgiver i episoden, hvor stort et spring det er fra at lave noget. Og jeg tror også, vi citerede den så omtale del af en mosk, for at sige, at det at designe en bil, eller lave en prototype på en bil, det er nemt nok. Nu har jeg selv været delvisningoveret i at lave en prototype på en bil. Og jeg vil ikke sige, at det er nemt, men det er jo klart, at det er en one-off. Men fra at gå fra prototype til produktion, det er en helt andet spil. Det er nogle helt andre skills, der skal til, end nogle andre kompromis, der skal indgås. Og ikke noget, jeg har en skid forstand på, men du er jo vokset op i den. Så det var en superspændende... Jeg synes sådan rent... For min egen erkendelse var det en spændende snak, omkring produktion. Der lærte jeg dig noget af en af vores egne episoder. Det var skønt.

Thomas Blomseth: 1:19:48

Ja, det har jeg også trådet tilbage til noget tidligere i får, sidste år, hvor vi taler om også forsyningskæder. Altså forsyningskæder er også noget af det der med til at binde de her netværk og producenter sammen også. Og vi taler om chipkrisen også i den forbindelse. Hvor at der skulle være de... Komponenter og halvfabrikater og sådan noget til rådighed, råvarer ikke, for at man kan samle det endelige produkt eller fremstille det. Og det er bestemt heller ikke trivialt at få det til at lykkes. Og det er nogle særdeles... Hårdt koblede systemer efterhånden, og med nogle særdeles ikke-lineære effekter i. Og det har vi jo i den grad set under pandemien, og så kommer så... Bostadens invasioner af Ukraine er ordentligt, som så yderligere sætter nogle chok igennem forsyningskæderen. Men neden under alt det ligger der jo noget, uden hvilke, at vi selv ikke kunne få alt andet til at fungere, og det er jo energiforsyn. Og vi havde en, kan man sige, enkelt episode i år, om i hvert fald perspektiv på energiforsyn, en dag i sådan en historisk perspektiv. Vi havde en episode, der er kaldt It's a Trap.

Klaus Silberbauer: 1:21:07

It's a Trap!

Thomas Blomseth: 1:21:09

Yes, der har vi Admiral Ackbar. Og det kom så af en blogpost fra ventureinvestoren Albert Wenger, som henviste til en historiker, der hedder Joseph Tainter, som vi så tjekkede lidt ud. Og det var jo ret interessant, fordi Tainter har kigget på, hvordan energiforsynet historisk set har spillet en rolle i forhold til imperiers udvikling og fald, eller kulturers udvikling og fald. Og Tainter, han når jo også frem til en grundlæggende indsigt, at det er meget, meget svært for sådan en civilisation at begynde at begrænse sit energiforbrug, og at der så kommer noget godt ud af det.

Klaus Silberbauer: 1:21:58

Ja, man kan kalde mig en optimist på den måde, på civilisationers vegne, fordi enten prøver du at begrænse dit energiforbrug, og det handler om at gøre samfundet mindre komplekst. Det vil medføre et civilisatorisk kollaps på den lange bane. Eller man bliver ved med at gøre det mere og mere komplekst, og så vil det automatisk kollapse på et andet tidspunkt, på grund af for stort energiforbrug, i forhold til, hvad der er råd til. Så bæredygtighed, siger han, det er da sgu svær. Han siger ikke, det er umuligt, men altså de fleste store civilisationer i historien, de har jo levet af energi. De har vundet gennem krige. Besat land, taget befolkningen som slaver, dyrket jorden og var med til at fodre det oprindelige rige. Og det er jo det gamle Rom jo nok det bedst kendte slags imperium. Men altså, Rusland har jo vist nogle af de samme tegn. Altså, at det krævede et ekspanderende imperium. Og da Sovjetunionen ikke kunne ekspandere længere, jamen så gik det galt. Og nu er måske en af grunde til, at man angriber Ukraine, det er, at der er energi i form af fødevare. Men også i form af veldrevne atomkraftværker. Der er mange kyniske grunde til, at Ukraine kunne være en brik i et spil for et nyt imperium. Fordi det var bare for svært at få det til at fungere intern i Rusland. Og hvad sagde du?

Thomas Blomseth: 1:23:29

Ja, sågar gasfald. Altså et af Ruslands stor problemer, som lige kan trække en tråd tilbage til det, er jo, at Ruslands gasforkomster bliver svære og svære at komme til. Altså man har jo taget de lavt hængende frugter først, men nu bliver det mere og mere i de arktiske egne, og det bliver dyrere og dyrere at få det op per kubikmeter. Og derfor så, da der ligger sådan nogle lunser inde på den anden side, potentielt i Ukraine, det har nok også spillet en rolle.

Klaus Silberbauer: 1:23:54

Det lader så også til at blive ret dyrt at få fat i dem. Lige for at blive aktuelt omkring energi, så i disse gale tider, hvor alt synes kunne ske, så er der jo sket noget på Lawrence Livermore National Laboratory.

Thomas Blomseth: 1:24:07

Det er jo et af de laboratorier under det amerikanske energiministerium, som blandt andet arbejder med atomfusion og også med atomvåben. Der er jo lige den ting, amerikansk arsenal, atomvåbenarsenal, det er jo faktisk det DOE, der står for vedligeholdelsen og videreudvikling af den. Og der har de så en afdeling med det helt vildt fede navn National Ignition Facility. Og hvad er det så for noget ignition?

Klaus Silberbauer: 1:24:40

Afdelingen for pyromani.

Thomas Blomseth: 1:24:42

Ja, og det er ikke bare sådan en almindelig daglæst pyromani. Nej, det handler jo simpelthen om at prøve at få lavet en antænde, en fusionsreaktion. En kontrolleret fusionsreaktion. Som vi har talt om tidligere, så kan vi jo sådan set godt få fusion til at ske, udover det, der foregår i solen. Altså det er jo det, der sker i termonukleare våben. De har jo fandt det siden slutningen af 40'erne. Men det, man jo gerne vil, det er, at vi skulle ligesom med fission, altså kernekraft, kunne kontrollere det på en måde, så vi faktisk kunne lave elproduktion ud af fusionsenergi og kontrollere det i fusion. Det har været sådan en helig grad. Og vi har også talt om og citeret den der joke, at fusionsenergi, det er den energiform, der har været fem år ude i fremtiden de sidste 70 år efterånden.

Klaus Silberbauer: 1:25:45

Ja, mindst.

Thomas Blomseth: 1:25:48

Men det, der så er sket, og det der blev offentliggjort, det er så, at de har opnået en ignition her i deres setup, hvor de faktisk har fået i en måde at beregne det på netto mere energi ud af reaktionen, end det, der skulle til for at sætte den i gang.

Klaus Silberbauer: 1:26:11

Ja, altså de har nogle helt kolossalt store laser, som de i en meget, meget kort øjeblik skyder ind i en lille pille af brint. Eller er det i luftform i brint? Jeg ved det faktisk ikke engang. Og det er ikke særlig mange atomer og brint, vi snakker om. Og normalt så bruger de mere strøm på at drive de her laser, end der egentlig kommer ud af fusionsreaktionen. Men de har tilsyneladende holdt den kørende så længe nu, at de har fået 3,15 megajoule ud af 2,05 megajoule energi serveret via laser. Og det er jo et netto overskud. Så er der et eller andet, der er nogen, der har regnet ud på en anden måde og sagt, at vi er på ingen måde break even endnu. Men jeg har ikke fakta nok til at kunne sige, hvem der har ret. Lawrence Livermore melder selv, at det her er et kolossalt gennembrud. Nu skal vi huske, at der blandt forskere er en tradition for at hype gennembrud voldsomt. Og specielt den her Red Verden-agtige gennembrud. De har også fået kommunikationsfolk ansat, der er gode til at lave PR. Og pressen fyre den jo ekstra af på sådan noget her. Men alt andet lige, det lader til, at fusionsenergi har lige taget et skridt fremad. Der er stadigvæk utrolig langt hen til målet. Og i den episode om fusion, vi lavede for god tid siden, der mener jeg også, at du havde nogle pointer omkring det her med, at der er måske noget ved fusion, vi ikke helt er gennemskuet. At der måske en grund til, at en fusion normalt opstår under kolossalt tryk. Og det er bare svært at genskabe i laboratorium.

Thomas Blomseth: 1:27:51

Ja, det med at sige, at den mere naturlige vej til fusion, det er det, der sker i stjernerne, hvor tyngdekraften kan spille en rolle.

Klaus Silberbauer: 1:28:01

Og spille en rolle i overordnet i stor grad.

Thomas Blomseth: 1:28:04

Det er sådan set den, der er skyldig. Og den kan vi ikke bruge på samme måde, fordi der er ikke tale om så store masser involverede, som der er med stjerner. Men det, der lykkes her for dem, det er jo så at få et bud på, hvordan man håndterer sådan en konfineret fusionsproces, hvordan man får den til at lykkes. Og det er det, man kalder inertial confinement. Og det er, som sagde, de bruger laser til at prøve at holde den her fusionsproces på plads. Dels tilfører energien for anten, men så også holde den på plads, fordi det, der er et helt stort problem, det er, at de her kerner, der indgår i det, de må helst ikke komme i kontakt med noget som helst andet, fordi så forsvinder energien ud af processen. Så det er det ene, både det er at bruge laser og inertial confinement, det er jo så fordi, at fotoner jo, som jeg også har talt om nogle gange, de har ikke nogen hvilemasse, men de har jo moment. Og derfor så kan de godt bruges til at skubbe på noget.

Klaus Silberbauer: 1:29:07

Det kan de.

Thomas Blomseth: 1:29:08

Så man kan skubbe med fotoner, så man kan skubbe på de her kerner, så man holder dem, altså inertialy confined, på et meget lille rumfang. Og så den anden bud på, hvordan man måske kunne forgøren og kontrollere fusion, det er jo så magnetic confinement. Det er jo så nogen, der arbejder med store magnetfelter. Og der har jo også været interessant—

Klaus Silberbauer: 1:29:28

Det er jo Tokamak-designet, ikke?

Thomas Blomseth: 1:29:29

Jo, og der har jo også været et interessant resultat i år, hvor Googles DeepMind har været involveret, hvor man simpelthen brugte noget machine learning til at prøve at udregne, hvordan man bedre kan styre det her magnetfelt. Så der bliver helt klart arbejdet ud af—

Klaus Silberbauer: 1:29:43

Det er en lidt ret crazy design, som jeg mener, vi tweetede et ret organisk udseende torus-design, der skulle kunne holde det her moddelsfelt svævende op, og dermed isolere reaktionen fra toruset selv. Men det, jeg tænker på, det er, at når de her laser kan bruges til at holde de her få brændkerner i skak, hvordan skalerer det? For hvis du virkelig skal til at have noget reelt energi udvundet af det her, nok til at kunne opvarme en helvedes masse vand, så du kan drive nogle kæmpe store generatorer, så du kan lave en pokkers masse strøm til en stor by. Det lyder ikke som noget, der skalerer særlig godt, tænker jeg. Altså inden så skal du have en rigtig, rigtig meget laserlys til, det koster meget energi. Men også skal du finde en anden måde at lave confinement på, ikke?

Thomas Blomseth: 1:30:36

Altså det, der jo nok bliver udfordringen her, det er jo at få sat i gang i en kædereaktion, ikke? Hvor det kan godt være, at det koster meget, og det kan være, at det bliver ved med at koste meget at få sat den i gang. Men så skal der forhåbentlig mindre til bare at holde det indesluttet, ikke? Sådan at der netto hele tiden kommer noget mere energi ud, så vi får en kædereaktion, ikke? Og så kommer der jo også et break-even-punkt, når du har kørt det længe nok, hvor du så allerede har skabt mere energi, end du har brugt for at tænde den, ikke? Så det kan godt være, at vi får sådan nogle fusionsbrugmodelser, der skal stå og køre, hvor det kan være ret dyrt at sætte dem i gang, men når de så først er i gang, så skal de stå og køre.

Klaus Silberbauer: 1:31:17

Og det er jo fint nok, så længe de kan køre. Men jeg tænker med på, hvis du bruger meget energi på at konfinere, og hvis du snakker sådan seriøse, altså makroskopiske mængder brint, så skal du også have mere energi til at holde den på plads. Og hvis den energi bliver leveret af laser af en vis størrelse, så lyder det bare som noget, der skalerer dårligere end magnetfelter, i min mave. Men hvad fanden ved jeg?

Thomas Blomseth: 1:31:43

Men det kan jo også være, at det ender med en hybrid, ikke?

Klaus Silberbauer: 1:31:47

Ja, du starter med laser, og så når du er oppe i en vis skala, så bruger du magnetfelter af måske, ja.

Thomas Blomseth: 1:31:52

Altså noget, man skal tænke på i forhold til teknologi udviklingen, det er jo også, især når det er så grundlæggende her, det er jo, at bare det at kunne demonstrere noget, det er et meget vigtigt signal, fordi så kan vi netop sætte den her proces i gang, hvor det handler om at finde praktiske løsninger på alt det andet, såsom skalering, men det er bare, at man kan demonstrere det, og det tror jeg, det er derfor, at de var så glade, at de havde forsket. Altså de har simpelthen demonstreret noget, men han har prøvet at demonstrere igennem årtier. Der er så også nogen, der så jeg nævnte, at det kan også have implikationer for den amerikanske atomvåbenarsenal. Altså USA har jo ikke gennemført prøvesprængninger i årtier, og den måde, som man holder arsenalet ved lige, det er jo, at man har en supercomputer, så stor, så stor, hvor man simpelthen modellerer, hvordan de vil opføre sig våben, og også især, hvordan de deteriorerer over tid. Altså der er jo ting, der henfalder inde i de her våben, så amerikanerne, de havde valgt den tilgang, at de vedligeholder i virkeligheden nogle ret gamle designs, fordi de ikke kan teste nye. Og her var faktisk en kutterpotent også været en mulighed for, at man kunne lave termonuklear våben, hvor man ikke havde brug for fissionsladningen til at antænde dem nu, som vi har i dag. Og det er jo særligvis aldrig nogen, som har været brugt. Altså det er kun blevet testet. Termonuklear våben, men at faktisk en stor del af den radioaktive, efterfølgende nedfaldsforurening, der er for termonuklear våben, kommer også fra den her fissionsladning til at starte med.

Klaus Silberbauer: 1:33:43

Også at vi kan lave øko-brintbomber. Den rene brintbombe, hvor du kan slå mennesker ihjel, uden følgevirkninger for de angribende tropper. Jeg er ikke sikker på, at du gør noget godt, hvis jeg skal være helt ærlig. Hvis du fjerner endnu en barriere for at bruge det lort.

Thomas Blomseth: 1:34:04

Nej, det er sikkert ikke en fordel, nødvendigvis.

Klaus Silberbauer: 1:34:09

Men du nævner noget med supercomputere.

Thomas Blomseth: 1:34:12

Mhm.

Klaus Silberbauer: 1:34:14

Og det leder jo sjov over i at tale om noget knap så fysisk, og mere digitalt. Og de, i hvert fald tre afsnit, hvor vi har været digitalt, sådan for et år, ikke? På mange, meget forskellige måder. Ja, hvordan starter man egentlig på den historie? Men altså, vi lavede et afsnit i maj, og det har været lige der omkring, det var før Elon købte Twitter, men efter havde annonceret, at det ville han gerne. Og der tror jeg, vi spekulerede i, altså, hvad ville der så ske? Vi fik ikke ret, så videre husker det. Det tror jeg, der var meget få, der kunne forudsige, hvad det egentlig blev for et cirkus. Og så lavede vi for nylig Fugl i flammer i november. After the fact. Jeg vil ikke sige, vi forstod mere af, hvad der skete. Og en del af pointen, det var, at det er et shitshow af dimensioner, og det er meget svært at finde ud af, hvad der er op og ned. Men, og det har vi jo snakket om næsten dagligt, altså, hvad sker der med Twitter, og hvad sker der med Elon Musk, og hvad sker der ligesom i intersektionen mellem de to ting. Og jeg synes ikke, vi skal begynde at være alt for motivforskende i Elon Musk. Det hele taget er snakket for meget om ham, fordi det er jo næsten tilfælde, ikke? Men hvad er på færd med Twitter? Altså, det ene oplik tænker jeg, at han er ved at brænde lorten ned, eller er ved at weaponize Twitter. Og det andet oplik tænker jeg, når man så ser for eksempel Twitter-files, som er blevet lægget, ikke? Altså, den her interne... Hvad hedder det? Det er Twitter-leaks og Twitter-files, og Twitter lige skår meget på den interne snak omkring, hvad der siges at være en aktiv... Hvad kan man sige? Throttling af højorienterede budskaber på Twitter og en aktiv indblanding i den amerikanske valgkamp. Fra Twitters ledelsesside og fra hvad Elon Musk beskriver som den woke del af Twitter. Og så er der Twitter-files, der beskriver, i hvert fald det, jeg har læst af det, hvor dysfunktionelt Twitters organisation har været. Altså et eller andet sted, hvor håbløst ringe, den forretning har været drevet. Og det blev med mig vælt ud med spændende historier. Det seneste jeg så ganske kort tid, før vi tændte for at optage knappen her, det var, at hele Twitters toplevelse, de har fyret 200 millioner dollars af på private jets et dag hen op til Elon Musks overtagelser. Fordi så er de tænkt, at det ikke var vores problem, så er det Elons regning. Og Elon har nu sagt, at det kan I selv betale for drenge. Så nu eftersender han regning på private jets og masser af sprut og hvad der ellers har været i gang i. Det korte og lange er, at Twitter har ikke været det her renskurede hipsterforetagende, som man måske har givet det credit for at være. Det minder mere om at have været en ret vild fest. Og en virksomhed, som har ansat alt for mange mennesker, givet den stort set uhindrede adgang, eller mange af den uhindrede adgang til data, stort set ikke kunne finde ud af at sætte et backup-bånd i serveren. Så datasikkerheden har været horrible. Hvis du skal tro det, der kommer ud nu. Det har været muligt for Gud og hver mand, og ikke mindst fremmede magter, at få indflydelse på Twitter. Sandsynligvis at få data ud omkring brugerne af Twitter. Og jeg tror ikke, vi har set det hele endnu. Med den lange tirade vil jeg bare sige, at det ene og et blik fremstår Elon Musk som en kynisk, brutal, sikkert rappelende, vanvittig type, der har haft indsigt i, hvor ringe Twitter er blevet kørt, men som har ment, at Twitter er vigtigt, og derfor må han hende og rydde op og gøre det til en forretning, der faktisk kan overleve. For det kunne den tilsyneladende ikke i længden. Og et andet oplik tænker jeg, altså, manden er skængerenes skør og vil misbruge den magt, han har over det her medium. Måske oven i købet til russisk fordel, eller hvad det kunne være. Jeg synes, det er meget forvirrende. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal tro efterhånden. Så, hvad siger du? Hvad tror du?

Thomas Blomseth: 1:38:59

Ja, altså, jeg har jo helt klart også blivet mærke i den der whistleblower-rapport, som jo så er blevet nedtonet i det, der er blevet noget meget politisk ud, altså ikke fordi, som også nogen bemærker, at der er ikke så meget politisk skyts i den.

Klaus Silberbauer: 1:39:15

Nej.

Thomas Blomseth: 1:39:15

Men, som du siger, den afsløde, det er jo alligevel vildt, at den tjeneste har kunnet køre med så sådan en altså engineering practices organisering. Altså, sådan nogle ting, som du siger, fremmede magter simpelthen har haft mulighed for gennem Twitter-medarbejder at få installeret software på maskiner, at medarbejderens maskiner bliver ikke tjekket for fremmede software. Der har jo også været forlydende om, at folk blev afpresset i forbindelse med Blue Checks. Altså, hvor nogle af de folk, der sad og skulle godkende folk til Blue Checks, henvendte sig privat til dem og sagde, din ansøgning, den er desværre sådan en stål. Det har jeg ikke set, at den går igennem nogensinde, men det kunne da være, hvis du betalte mig hvad jeg tror sådan 20.000 dollars eller et eller andet, så gik den igennem. Så det har jo ikke været sådan enhjørning med regnbog, horn, der har løbet rundt på gangen. Altså, det har jo været en dybt korrupt organisation i virkeligheden også.

Klaus Silberbauer: 1:40:20

Altså, jeg ved positivt, at hvis du kendte folk til passere op i Twitter, så kunne du få et blåt check-mærke på ingen tid. Så der har i hvert fald været en venneri i det, og det har jo ikke kommet bag på mig, at der har været korruption involveret. Altså, det man får billedet af, at man læser, og det er så det, jeg kalder Twitter-files, som er den her whistleblower-beskrivelse.

Thomas Blomseth: 1:40:41

Jeg tror faktisk, Twitter-files, det er den anden. Er det den anden? Vi tweeter om, hvad der er der rigtigt.

Klaus Silberbauer: 1:40:47

Vi kommer med en korruption på Twitter, og hvis jeg ikke er ret, så beklager jeg rigtig meget. Lad os kalde det, det der kommer ud via whistleblowers i Twitter, om hvordan organisationen og forretningen har kørt. Som du siger, der er ikke så meget politiske mums i det, men det er sådan set alvorligt nok, fordi det har jo medført, at Twitter ikke har været det her troværdige medium, som man ligesom har troet, det har været. Og man også undrer sig over, at det stadigvæk har fungeret, fordi tilsyneladende, har ingeniører lov til at udvikle, og have lov til at rode direkte ned i produktionsmiljøet. Det vil sige, at du kan gå ind og skubbe kode ind i et kørende system. Så hvis der er nogen, der oplever, at Twitter har været lidt mystisk nogle dage, eller noget ligesom er gudstykker, så kommer det ikke bag på mig, fordi hvis Gud vil være mand i en flere tusind med en stor organisation, kunne sidde og skubbe kode ind i noget, der kørte, i stedet for at køre det ind på noget test eller stagingmiljøer, som en vil som helst softwarevirksomhed med mere end fem medarbejdere vil sætte op. Der er det som om, at den der happy-go-lucky, Silicon Valley, fyr den fede, den har fået lov til at overleve under Jack i mange år. Altså, hey, prøv at høre, vi hygger os med det, og det skal være sjovt. Og så er der væltet folk ind i en organisation, der tilsyneladende er blevet meget, meget stor. Jeg ved indsigt om, hvem og hvad, og hvorfor der er blevet fyret af ild og nordisk kær, og jeg er sikker på, at måden, det foregår på, er umenneskelig, og det er totalt røvhulseagtigt på mange måder, og der ryger sikkert også mange af de forkerte, men bare det faktum, at Twitter stadigvæk er online. Efter han har fyret tusinder af mennesker, viser, at der nok har været et lag fedt på den organisation, hvis man skal være lidt nøgtalende omkring det. Det kan godt være, at vi får prisen at se i forhold til et meget dårligt moderering. Det vil ikke komme bag på mig. Det kan være, at det bliver bedre, når det bliver implementeret noget bedre AI til den del, men jeg ved det ikke. Og det er meget svært at skille mellem, hvad der er bevidste handlinger for at tvinge Twitter over i, hvad Elon Musk ville kalde et mere åbent miljø med respekt for ytringsfrihed, og hvad nogen af os andre måske ville kalde et højreorienteret helvede at have. Og hvad der egentlig skyldes tekniske begrænsninger og for få mennesker til at trække i håndtagene derinde. Men alt andet lige, som forretning betragtet, lader det ikke til, at Twitter har kørt særlig optimalt. Og nogle af de tiltag, der bliver foretaget, Elon Musk og Monique, også han har nogle mennesker til at foretage noget af det, han kan trods alt ikke lave alt selv, er nok fra en forretningsorganisationsmæssig betragtning og fra en IT-sikkerhedsmæssig betragtning fornuftig. Det er mit bud. Hvad han så ideologisk vælger at bruge Twitter til, og hvad han kan slippe afsted med og lukke den ned af konti, fordi han ikke bruger sig om den personligt. Altså det er jo noget helt andet af en mere vanvittig side af det, at han kan jo ikke holde sig selv fri af sin forretning, det forstår han ikke. Der lider han tilsyneladende af voldsomt storhedsvanvid. Jeg læste lige, at den der konto, der automatiserede tweets omkring, hvor Elon's private jet opholdt sig, den er blevet lukket. Først blev den de-boostet, så man havde svært at finde den, og så er den jo bare blevet lukket nu her. Jeg tror her til aften, simpelthen her eftermiddag. Og det er jo, altså det viser, at der ikke er nogen klare skæld mellem Elon's person og hans forretning. Altså han tror stadigvæk, det er en bolsjebutik, han går og kører på et eller andet plan. Og det er jo problematisk, fordi det betyder, at alle Elon's venner kan regne med, at hvis det nu ikke længere er en korrupt organisation, de kan blive verificeret af, eller få boostet, eller de-boostet nogle tweets, jamen så kan de måske bare ringe til Elon selv, og så skal han nok sørge for det. Det kunne man jo frygte.

Thomas Blomseth: 1:44:54

Ja, der synes jeg, du havde en god pointe i episodeen, som handlede om, at det er ubegribeligt, hvorfor han ville koble sit eget brand så tæt til det her sociale... Han kan ikke lade være. Og det er der, hvor han kommer til, at han har nok ikke forstået, at han skal ikke fylde så meget. Altså det kan man sige, det havde Jack måske forstået, den der sådan lidt mystiske stigen, han kørte i, med at den, der er leder, det skal ikke fylde for meget på den måde, der skal være plads til, at der gror ting op i den her sociale substrat. Men for lige at vende tilbage til det med headcount, og den drastiske reduktion af det, vi overvejede på vores chat forledende aften, om det, der måske faktisk var tilfældende, det var, at organisationen var blevet fyldt med så mange folk, der faktisk bidrøm, men ikke var ingen værdi, men simpelthen negativ værdi. Altså ikke bare dødvægt, men simpelthen trækte hele voldsomt ned. Og simpelthen—

Klaus Silberbauer: 1:45:53

Ukvalificerede kollegaer er jo rædselsfulde, altså det ved vi jo, og det er, deres blotte tilstedeværelse kan jo lægge en bremse på udvikling og initiativrigdom og produktion. De giver ikke nulværdi, de giver negativ værdi. Det tror jeg, alle, der har haft et job, ved. Og det tror jeg, han er ganske klar over. Altså en del af det er at optimere maskinen, og det han jo, ham eller nogen, der arbejder for ham, tyder på at være ret gode til optimering. Altså Tesla er et eksempel på det, og vi har været omkring alt det, der bliver spredt meget bullshit om Tesla, og Tesla er også på nogen måde en bullshit i virksomheden, men ikke desto mindre har man fået raffineret produktionsapparat på rekordtid. Og det tyder på en optimeringsevne, men jeg tror også, at prisen for en optimeringsevne, det er, at der bliver skåret benhårdt, og der bliver sikkert også skåret alt for tæt til benet en gang imellem. Når Elon mener, at nogen ikke er produktiv eller antiproduktiv, altså så ryger de ud på den helt hårde måde, uanset hvad det koster, fordi han mener nok, at omkostningerne ved at have den gående en dag for meget er endnu større. Og det er nok en stil, der passer dårligt til det danske arbejdsmarked, vil jeg tro, og derfor måske endnu mere fremmedgørende, set fra dansk side, selv amerikanere slår sig på det. Men jeg tror så også, når vi fra dansk fagforeningsside kigger på historier om Tesla for eksempel, og forholdene på de fabrikker, så ser vi det fra en meget skandinavisk side. Jeg tror sådan set ikke, at Ford eller Chrysler medarbejdere, de kigger på Tesla og tænker, det var da også et helvede derovre. Vi hører bare historierne, fordi Tesla har ikke nogen PR-afdeling. Tesla forsvarer sig aldrig mod angreb i pressen. De har ikke mennesker til det. Det er sparet væk. De har aldrig været der. Og når der så inden ikke kommer et forsvar, så er det Elon, der går amok i et eller andet kombineret alkohol og cannabis rus, eller hvad det er, han dyrker senere på natten. Og så sviner han nogle journalister. Og det er sjældent en god strategi, hvis du gerne vil lægge låg på en sag. Så Teslas kommunikationsstrategi er ikke eksisterende. Den er fuldstændig vanvittig faktisk. Og det gør, at der er meget større synlighed om, at det går galt i en stor virksomhed der. Og den samme stil, han tager med over i Twitter. Det er jo på mange måder, at det her er jo et virkelig fucked up ægteskab for åbent dør. Og det er spændende nok. Jeg tror, hvis du tog en ven som helst CEO fra en stor tysk bilfabrik og præsenterer folk for dem som personer, så tror jeg sådan set, at de fleste synes, de var nogle røvhuller. Det tror jeg på en eller anden måde, der skal til for at nå så langt desværre inden for den del af industrien. Men de er bare klog nok til at holde deres kæft og blande sig udenom, og så sende nogle andre ud og kommunikere, nogle andre ud og fyre menneskerne. Og bevare sig, er de nok heller ikke lige så vanvittige, som Elon Musk er. Trods alt. Ja. Det var meget om ham. Han dukkede op alligevel, men han er fandme svær at komme udenom, ikke?

Thomas Blomseth: 1:49:18

Og han er god til at få sig selv til at fylde noget.

Klaus Silberbauer: 1:49:22

Inden for politik, han blander sig i krigen i Ukraine. Han siger noget værd og lort. Han er en del af femtekolonnenvirksomheden, og det angår. Han angriber Fauci. Han blander sig i pandemidebatten, uden at have nogen som helst styr på, hvad der er op og ned i den. Altså der udstiller han virkelig sig selv. At det her personlige brand, han har fået bygget op som det store geni, der kan løse de fleste problemer, der vil sige, at han får da i den grad belyst sine shortcomings for tiden. Det skal ikke tage det fra de to virksomheder, Tesla og SpaceX, som tilsyneladende, eller skaber værdi og laver nogle fantastiske produkter. Men det betyder ikke, at han kan overføre den form for virksomhedsførelse på hvad som helst. Og det er nok det, vi ser med Twitter nu. Det er en anden type bigs.

Thomas Blomseth: 1:50:17

Der er teknologien i det gørn. Benedict Evans, han har så meget passende tweet, hvor han vil mærke, at Elon, han virkelig bryder nogle folks forventninger eller deres syn på, hvordan tingene burde vide eller være eller hvordan mønsterne er. I og med, at han er en bullshitter, der også leverer. Altså det er svært at holde de to ting i luften samtidig, men han bullshitter uden tvivl. Det er helt tydeligt. Men samtidig leverer han også. Og så er jeg egentlig, altså 2022 har jo så nok demonstreret ideen om han er sådan en slags universalgeni, den han så får selv at få lagt ud.

Klaus Silberbauer: 1:50:56

Ja, og så det faktum, som vi også nævnede i Fugl i Flammer-episoden, at han, en af hans helt svage sider er jo helt klart empatien og forståelsen af andre mennesker. Han kalder sig selv Asperger. Man kunne også forresten til at sige, at han har vist et psykopatisk træk. Jeg ved det jo ikke, man nævner skyde på, hvis han tager en snak med en psykolog, hvis psykologen, du ved, overhovedet kan stå bagefter, så vil jeg nok sige, der er visse træk der, der tyder på en form for sociopati eller psykopati. Det kan være meget effektivt, hvis du skal trubble hen over mennesker og have noget skabt, hvis du kombinerer det med en forståelse for teknologi og for markeder. Men jeg tror ikke, han er på nogen måde behagelig at være i nærheden af. Og vi har også talt om den her bog, Lift Off, som handler om starten på SpaceX, og den undgår jo i stort omfang meget behendigt at tale for meget om Elon Musk. Altså han dukker op undervejs i historien og forlanger ting, der ikke kan lade sig gøre, så kan de så godt lade sig gøre alligevel. Men han bliver ikke beskrevet indgående, og det er der måske en grund til. Altså hans tidlige medarbejdere er måske imponeret over hans vilje. Ikke minst til at klemme arbejde ud af andre, men måske knap så imponeret over hans menneskelige side. Jeg ved det ikke. Jeg gisner her. Han dukker jo så også underligt nok op i episoden for den 13. 10. der hedder kreativ om generativ AI. Og det gør han jo, fordi han er medstifter af OpenAI, som er en af de spillere, der i hvert fald er helt fremme på forkanten af scenen, sammen med andre, men dog fremme på forkanten af scenen med AI, ikke minst generativ AI, og står bag DALL-E, DALL-E 2, som er de her visuelt generative AI'er, som er ret imponerende, men i den grad får kamp til deres hår af Midjourney for eksempel. Og så står de bag det seneste skud på stammen, som har taget verden med storm, ChatGPT, som er en videreudvikling af GPT-3, som er en videreudvikling af GPT-2, og starter med GPT, som er en tekstgenerator. Og det er et fattigt ord for, hvad den egentlig kan. Men de har så taget den her tekstgenerator ind til en chatbot, så du simpelthen real-time kan chatte med en kunstig intelligens, som vi jo så flot kalder det, og som meget ydmygt beskriver sig selv som en stor sprogmodel, eller language model, som sådan set ikke gør andet end sætte det ene over efter det andet. Men det der er så imponerende, det er, når den sætter ord sammen, så vil jeg sige, Turing-testen, den er slået nu. ChatGPT er den AI, der har overbevist mig om, at vi står på tipping point, og 22-23 bliver ligesom alt andet i den her verden, går det rigtig, rigtig stærkt ind for AI lige nu. Det gør det, og en overraskende wow-oplevelse, selv for sådan en lidt småskeptisk middel, eller en type som mig, som ikke går og tror, at den AI er sentenende på nogen måde. Og det er ChatGPT heller ikke, men er der jo sindssygt et imponerende stykke software.

Thomas Blomseth: 1:54:25

Ja, for det er også, det er nok derfra, jeg sådan også tager den. Altså, det er imponerende, hvordan man er blevet i stand til, ved tilstrækkelig meget computerkraft, vi taler virkelig meget computerkraft, altså vi taler millioner af dollars af compute for at kunne træne som model, og så altså datamængder, vi ikke tør at tænke på, som input, til at finde regelmæssigheder i menneskelige udtryk. Fordi det er sådan set det, den gør. Og vi kunne lige nævne, at både i Kreativ-afsnittet og så i Fugl i flammer, der havde du gang i billedgenerative teknikker, og faktisk genererede cover art, og, synes vi, bag to ret fede cover art. Og faktisk den der Fugl i flammer, der er nogle andre, der også har, i nogle senere artikler, fået genereret, har jeg set, bare for et par dage siden, simpelthen brugt DALL-E 2 til at generere en fugl i flammer, hvor jeg tænkte, er der nogen, der har taget det samme billede, som vi har brugt? Og så kigger jeg efter, nej, de havde også krediteret DALL-E 2, men det var simpelthen bare endelig noget af det samme udtryk. Og det synes jeg, og det er noget af det, der er virkelig sandt, både ved det visuelle genererende og så også det tekstuelle, det er evnen til at aflure forskellige udtryk eller stilarter. Det er der, hvor det virkelig, jeg synes, det trigger virkelig mig. Det er, at man kan bede de her tjenester om at lave et billede af et motiv i en bestemt stilart. Man kan nævne en kunstner, og du har lavet en ret vildt, synes jeg, at det kunne lade sig gøre. Du bad om en vej i Vendsyssel med en golfspiller, malet som Poul Anker Bech, og så lavede, så kom der faktisk et bud som, ja, det var Poul Anker Bech-stil, det der. Og altså, det er formentlig ikke alle i Danmark, der kender Poul Anker Bech, men den kunne generere noget, som var umiskendeligt, altså i Poul Anker Bech-stil.

Klaus Silberbauer: 1:56:33

Enten så mener den, at alle veje i Vendsyssel er regnvåde, og himlen er tung og grå, og det er jo ikke helt på siden af, eller også, så har den faktisk i de der massivmængder træningsmateriale, den er øvet sig på, er der støtte på et maleri, der tog tagget Poul Anker Bech. Men jeg tror, altså, en af de ting, der tager pusten fra os, er jo nok det massivmængde data, der er trænet på, og det, der er sket på computation, altså rå computerkraft, neuralt og netværk er ikke noget nyt, og en gang kaldte vi et neuralt netværk. Nu kalder vi det jo alt muligt andet. Nu kalder vi det kunstig intelligens, eller vi kalder det machine learning og deep learning, og det er forskellige vinkler, men det er neuralt. Det er et neuralt netværk, der ligger bag. Men jeg tror, at et af de tipping points, man har nået, det er, at vi nu kan behandle så mange parametre. Jeg mener, at ChatGPT håndterer nogle milliarder parametre. Og når de siger, nogle milliarder parametre, vil jeg skyde på, at vi snakker om neuroner. I netværket. Og hvis du kombinerer det med, ikke bare masser af træningsdata, men god træningsdata, som er opmarkeret korrekt, og de datasæt, de er jo efterhånden tilgængelige derude. Altså, du behøver ikke at skabe dem selv. Så begynder der at ske noget. Jeg tror, det der er imponerende, både ved DALL-E, men i så sandelig ved ChatGPT, det er, at en ting er, at den formulerer sig overordentligt korrekt. Altså, virkelig, i en form for talesprog, syntaksen er perfekt, og det er en ting, når det er, at den responderer så godt på, hvad du siger til den, uanset hvordan du vender og drejer din sætning, uanset hvilken ord du bruger, så forstår den det du skriver, og den forstår ligesom også et lag længere ned. Den er kontekstbevidst, så i hele samtalen, der vil den huske, hvor vi startede den her samtale. Du kan referere tilbage til ting, du har nævnt tidligere. Den skriver sig ind i en diskurs, og ind i et konteksthølt rum, som er, jeg vil sige, utrolig meget lige det at tale med et menneske. At vi er enige om en diskurs, vi taler i, og vi stikker ikke bare ud af den. Det er ikke sådan med klassiske chatbots, at hver sætning ligesom starter en helt ny instance og uden hukommelse. Og så, dens faktuelle viden er også interessant, fordi den ved helt utrolig meget. Altså, der er jo udviklere, der kan bruge den til at debugge kode. Du kan spørge den om, du ved, hvordan gør jeg det, der er det, der er jæveskøbt, så giver den dig et kodeeksempel og forklar oven i købet, hvordan det eksempel fungerer. Og det gælder jo alle programmeringssprog. Så den har et meget, meget stærkt skelet af fakta, som den er, har fået ind via det her træningssæt. Men derudover, den er kreativ. Og det er et stort ord at bruge jo. Men, men, den kan, den elaborerer jo, når den parapraserer jo nok over alle mulige andre ting, den har læst, i situationstegn. Men jeg bad den for eksempel om at skrive et, en godnatshistorie. Og, og jeg skrev ikke, skrev en godnatshistorie til en lille pige. Jeg skrev, en kontsekst, der hed, en far fortæller en godnatshistorie til sin datter. Og historien handler om en drage og en lille blå ballon. Og jeg tror stort set, det var det. Og så skrev den en, virkelig velformet, historie, på et par minutter, med en fin spændingsopbygning. Nogle små, søde detaljer. Blandt andet fandt den på, at ballongen hed, Bob. Den var skrevet på engelsk. Den kan jo skrive på dansk, men den er stærkere på engelsk. Og, og dragen hed Blue. Så det var dragen Blue, og en blå ballon med navn Bob, der på et tidspunkt sagde, Pop, da den gik i stykker. Og så nogle ting, altså, der begyndte jeg at tænke, det kan være stjålet et sted fra, det kan være inspireret, men det er kreativitet jo tit. Så der må jeg sige, den er imponerende, og den er også taget i verden med storm. Tidlig i aften kunne man slet ikke komme i kontakt med den, fordi at millioner af mennesker bruger den. Den er intervjuet gratis, frit tilgængelig, hos OpenAI, hvis man laver en konto. Og jeg kan lovle dig, at der sidder copywriters, der sidder reklamefolk over hele verden nu, og bruger den som inspirator. Det er jeg sikker på. Ligesom der lige inspirerer designer og kunstner allerede, så kan ChatGPT, altså servere deres stykke tekst, der virkelig får dig i gang. Så hvis man har skriveblokering, så er det bare afsted. Ja, det bliver for meget at fortælle om alt om, at ChatGPT kan, men man kan jo selv prøve at bruge den, hvis man kan få adgang.

Thomas Blomseth: 2:01:29

Altså, for lige at vende tilbage til det med, hvordan den kan aflure udtryk eller stilart. Så er det jo, altså, jeg synes nogle sindssygt sjove eksempler, der har floreret på Twitter i løbet af weekenden. Der er blandt andet en, der fik den til at skrive en passage om, hvordan man får en peanut butter sandwich ud af sin videomaskine, i samme stil som King James Bible. Så altså, vi har også sådan noget med, er det sket i de dage, at der satte sig en peanut butter sandwich fast i en VCR, og så forklarede den simpelthen, hvad man skulle gøre, hvordan Herren fortalte den her uheldige stakkelsjæl, hvordan man skulle få peanut butter sandwichen ud af VCR'en. Og der var et andet eksempel, hvor der var en, der bad, du nævnte det med, at man kunne få den til at forklare programmeringskode, og der var en, der bad den om at forklare, jeg tror, det var en sorteringsalgoritme, som om, at den var en wise guy i en gangsterfilm fra 1940. Og den ramte også fuldstændig klokkerent, altså den måde, det blev forklaret på. Indholdet var rigtigt, samtidig med at det var den her wise guy, der ligesom fortalte dig, hvordan det her hænger sammen. Nu skal jeg fortælle dig om den her algoritme. Og altså, det synes jeg, det er der, hvor det bliver, både synes jeg er sjovt, men også, det er der, hvor perspektivet ligger. At der er en fysiker, med mere, der hedder Michael Nielsen, og det er ikke, og det bliver, sådan skal man sige det, det er ikke bare, fordi jeg er effekteret. Han er af australsk afstamning, bosat i USA, så det er ikke Michael Nielsen, det er Michael Nielsen. Michael Nielsen. Han påpegede her i weekenden, at han jo i mange år havde troet, ligesom det, hvor man blev fortalt, at kunstig intelligens først ville tage sig af alt det hårde, det faktuelle. Men det, der viser sig nu, på ganske få måneder, det er, at det tager sig af alt det drømmende, det vilde, og så er det os, der ligesom skal hegne det ind og trække det ind på pladen og rette de faktuelle ting til, fordi den er, altså ChatGPT, den digter også nogle gange med fakta. Men han har så faktisk også brugt den her weekend til at få skrevet en ting, hvor han krediterede den, under acknowledgements, som den første, men ikke fordi den egentlig havde leveret konkret tekst til det, han skrev, men fordi den havde givet ham så meget inspiration. Han havde promptet den, og så havde den givet ham ting tilbage, som havde sat hans tankeproces i gang. Og det var også det, der jo hentydede lidt til, at det er jo nok det, mange bruger den til. Og det er så der, hvor jeg tror, at den også kunne komme til, altså, at gøre noget andet ved tekstproduktionen, end det man lige tror. Der er en artikel i Wired, som vi kan grave frem også, hvor der er en ph.d.-studerende, hun skrev om, hvordan hun havde talt med forfattere om, hvad sådan noget teknologi kunne gøre i deres arbejde. Og de havde selvfølgelig en masse indvendinger, jamen de vægtede jo hvert eneste ord, og det skulle have den fine vægt og sådan noget. Og det gør de jo, fordi det er jo deres udtryk, det ligger i, hvordan de vælger ordene og strikker sætninger sammen og sådan noget. Og derfor tror jeg også, at den her teknologi mere bliver for alle os andre, hvor man kan bede den om at komme med et hurtigt udkast. Og for mig, min måde at skrive på, tror jeg kunne få vældig meget hjælp af det her, fordi jeg er i virkeligheden meget mere redaktør, end jeg skriver ind. Jeg er enormt god til at se noget tekst og så få lyst til at rette det til og sige, det der ord, det er ikke præcis brugt der, og det er i virkeligheden, det vil sige herovre osv. Så hvis jeg kunne få sådan en samarbejdspartner, som bare genererede noget, som var sådan cirka rigtigt, så kunne jeg skrive meget hurtigt. Jeg ved, du har en anden stil, altså, du har en anden måde at gå til det at skrive på. Det er mere en tillært smag, at prøve bare at skyde lidt mere fra hoften. Og det vil måske overraske nogle af vores lyttere, men der er mange af episodebeskrivelserne, som er sådan nogle, hvor jeg lige går og vender den lidt, og så skyder jeg fra hoften, og så kommer sådan en lille sjov ting ud. Men jeg tror, det er måske ligesom DTP var i de gode gamle dage. Det gjorde lige pludselig muligt for mange flere at lave tryksager, og der er et eller andet DTP-agtigt, synes jeg, i det her også, hvor det giver mange flere muligheder for at få formuleret noget ret velformuleret tekst, end de måske selv kunne gøre.

Klaus Silberbauer: 2:06:04

Det er, det der er mere sjovt, det er, når man stacker nogle forskellige lag, fordi du kan godt bede ChatGPT om at svare dig på et spørgsmål, det kan godt blive lidt generisk lidt flat, men netop det her med at sætte den i en situation. Nu prøvede jeg for sjov skyld her, lige imens du talede, så bad jeg den om, jeg ved ikke godt, kom frem, og lad os nu sige, at President Carter spillede poker mod Brezhnev, og Carter havde en Royal Straight Flush. Hvad ville Brezhnev så sige? Og så starter jeg med i rette at sætte mig og sige, at det er meget unlikely, det vil ikke ske, fordi det var trods alt, præsidenter fra to stridende lande, de vil ikke spille poker. Og der vil på ingen måde kunne sige, hvis det fandt sted, hvad Brezhnev ville have sagt, fordi det er jo et hypotetisk scenario, det bliver belært om. Så siger jeg bare, make it up. Og så skriver den en længere smør her, men Brezhnev may have been surprised and impressed by President Carter's hand and may have congratulated him on his victory. However, it is also possible, that President Brezhnev may have been skeptical of President Carter's hand and may have questioned the legitimacy of his cards. Ultimately, the exact words and reactions of President Brezhnev in this fictional scenario are impossible to determine. Men jeg er sikker på, at hvis du bliver ved med at presse den ud i at digte det her scenario, så vil den til sidst gøre det. Den er fantastisk til at finde på historier med små detaljer. Og så tror jeg, at de har i den grad skruet på faktahåndtaget, så den ikke bare digter løs. Men nu spurgte jeg den direkte. Hvis jeg spurgte den, og sagde, at der var en mand, der digtede en historie om President Carter og President Brezhnev, der spillede poker, her i historien, så er det jo ikke længere ChatGPT, der finder på en historie. Og så skal den ikke stå indenfor det. Så er det jo en fiktion, hvor en anden fortæller, fortæller historien. Og det kan man bruge den til at få den ud i nogle rigtig, rigtig sjove scenarier. Jeg prøvede også faktisk for sjov at bede den om at skrive en manuel til, hvordan man får en peanut butter sandwich ud af en VCR i stil som King James Bible. Du får bare den første to linjer. Oh, yea, who seeketh the peanut butter sandwich from within the VCR? Harken unto these words and follow them closely.

Thomas Blomseth: 2:08:35

Det er jo pis sjovt.

Klaus Silberbauer: 2:08:41

Once thou hast located the sandwich. Jeg kan kun anbefale, at man kan smide et link til sign up, og så kan man håbe på, at hvis man prøver den om morgenen, så er der ikke så mange amerikanere, der bruger den. Og så plejer det være nemmere for adgang. Det er i hvert fald. Det er det bedste kig, man får lige nu ind i generativ AI. Og jeg synes også, at den er mere tilgængelig end DALL-E og Midjourney, fordi du skal ikke tænke på prompt engineering her. Altså, DALL-E er stadigvæk følsomme over for, hvordan du skriver din prompt. Der er nogle kodeord, hvor du kan bruge den til at triggere den i forskellige retninger. Og gode prompt engineers, de kan meget hurtigt komme frem til de resultat, de gerne vil have. Men fordi det her er en chatbot, så kan man bare snakke løs med den. Og det er sådan lidt mere, jeg synes det føles som en mere tilgængelig måde at prøve generativ AI af på. Og jeg tror, de fleste vil blive ret imponeret. I hvert fald, hvis man ved, hvor svært det er at lave sådan noget, så vil man blive ret imponeret.

Thomas Blomseth: 2:09:49

Altså, der er jo også nogen, der har leget med at kæde det samme. Så de chatter med chat, de vil sige, for at få lavet en prompt til noget, der genererer velnøj.

Klaus Silberbauer: 2:09:58

Det er smart.

Thomas Blomseth: 2:09:59

Ja. Men vi prøvede så også her tidligere i dag at få hjælp til vores disposition. Og der er jo så meget glade for, efter vi sådan lige fik snydt den. Nemlig ved at lave sådan et, og jeg er meget glad for, at min første prompt nogensinde, den faktisk, og mod chat, jeg vil sige, den gav sådan det ønsket resultat. Fordi vi bad den om at forestille sig, at den lavede en disposition mellem de emner, som vi har, de store emner, vi har på banen her, i vores julespladser, som om, at det var til et tv-nyhedsprogram.

Klaus Silberbauer: 2:10:31

Ja.

Thomas Blomseth: 2:10:32

Og så lavede den faktisk en disposition, hvor den motiverede rækkefølgen. Om at man skulle starte med de sådan lidt tungere emner, med pandemi, og med krig, og sådan noget, så skulle man slutte af med noget mere opbit, og noget, der kiggede mere frem. Og det er jo så det, vi faktisk følger. Så jeg var glad for, at jeg fik den støtte i vores diskussion, om diskussion.

Klaus Silberbauer: 2:10:56

Lad os sige, at rækkefølgen vores emner følger faktisk anbefalingen fra ChatGPT. Skal vi bevæge os op i de højere luftlag?

Thomas Blomseth: 2:11:20

Ja. Vi kan ikke kun blive her nede ved jorden.

Klaus Silberbauer: 2:11:23

Vi har brug for noget grejfaktor.

Thomas Blomseth: 2:11:24

Ja. Og noget luft under vingene. Eller i hvert fald nogle bæreflader måske. Der har vi faktisk kun en episode i år, der handler om at bevæge sig op og ud i åben, sådan helt konkret. Og det var så en sommerepisode. 4th of July. Åbenbart meget passende. Havde vi en episode om det hedengangende Project Orion, som jo var et et overordnet visionært bud på, hvordan man kunne komme hurtigt i kredsløb og videre derfra med stor tonnage.

Klaus Silberbauer: 2:12:02

Og kun moderate strålingsskader på alle involverede.

Thomas Blomseth: 2:12:07

Ja. Men altså, stadigvæk må du sige, selv de beregnede at lave dengang og som måske kunne opdaterere, altså, det er jo ingenting imod, hvad folk, der dør af strålingsskader fra sodepartikler, der bliver fri i atmosfæren af fossile brændstoffer. Men der var sådan noget omkring, og nu vil jeg tilbage til det med atompågesprænger, som ultimativt jo tog leder af projektet, der er starten af 60'erne, fordi ideen er om at kaste små atombog ud af en lue bag i romfartøjet, og så er det sådan en kæmpe pusherplate, der minder om kan gå udstyrende til at tage imod momentet fra eksplosionen, og så jævne det lidt ud. Den kunne ikke overleve det. Men der er så en tråd tilbage til den der første episode om Don't Look Up, hvor at som vi har fremført også andre, som Isaac Arthur ikke, at hvis der skulle komme en kæmpe asteroide eller komet med kurs mod jordens bane, og at jorden ville være på det tidspunkt, hvor den sammenstod på det tidspunkt, den krydser, at så at bruge Orion-teknologien kunne være sådan et Hail Mary-ting, hvor at vi kunne få stor tonage op og sende i ordning sådan en et indkommende himmellegeme, og så få det afbøjet. Det er nok vores bedste bud stadigvæk.

Klaus Silberbauer: 2:13:39

Og det var jo det, vi fik testet i år, nu siger vi. Dart-missionen testede jo den teori, og fandt ud af, at den holder i praksis, og oven i købet, så godt og vel, ved at smide en sonde ind i månen til en asteroide omkring en million kilometer fra jorden, så vidt jeg husker. Og ikke fordi den her asteroide på nogen måde var et kollisionskurs, men også tværtimod, det ville den aldrig komme uden til, hvor meget vi fik skubbet rundt med den. Og vi skubbede så kun til den lille bitte måne, men den kunne vi rykke alvorligt ved. Og jeg har tænkt lidt over, jeg tror, altså det kan, fysikere eller astrofysikere, det er sådan, det forholder sig, men jeg tror, når man ser en film som Deep Impact eller andre med to ord asteroidefilm, så har man en her idé om et form for et ballistisk projektil på vej mod jorden, og vi bliver nødt til at smadre det for at undgå, at det rammer jorden. Men asteroider er i kredsløb, så det er jo den helt store fysik, der er i spil, og vi er bare så uheldige, at en given asteroides kredsløb på et tidspunkt kan krydse jordens bane. På det tidspunkt, hvor jorden er i banen. Risikoen er ekstremt lille, men der er mange store sten og isklumper derude, så det kan ske og vil ske på et tidspunkt. Men i stedet for at tænke på, at vi skal bremse en stor asteroide, så skal vi jo netop tænke som DART-missionen. Vi skal bare skubbe lidt til den, fordi hvis vi kan ændre dens kredsløb bare en lille bitte bitte smule langt ude, så rammer den ikke jorden. Ikke i den omgang i hvert fald. Og det vil sige, vi er uden at frigive enorme mængder energi med atombomber og jeg skal give dig. Hvis vi rammer korrekt og på det rigtige tidspunkt, så kan vi faktisk flytte banen en lille smule. Og det er jo ideen. Og hvis vi skal opskalere DART-missionen, så vil det være super praktisk med et Orion-rumskib på nogle tusind tons og godt med smæk på. Og så lige som den ene bil, at kunne på den anden lige ramme kanten af en asteroid og rygge den i dens bane og så vil den et stykke tid senere flyve forbi jorden i stedet for at smadre ned i et af vores kontinenter. Og det at få bevist, at det kan vi faktisk godt og vi kan ramme på den afstand, det tror jeg, det bliver vi glade for i længden, når der pludselig kommer noget stort og grimt svævende imod os. Vi behøver måske ikke at mobilisere alt, hvad vi har atomvåben på jorden, som I don't look up. Det kan gøre os nemmere, hvis vi får øje på skikket selvfølgelig. Det er lige det. Vi må holde øje med, hvor de er derude. Så det er jo godt, at vi har nogle store kikkerter deroppe. Det kan være—

Thomas Blomseth: 2:16:22

at de kan hjælpe os. Det har vi jo så også for dem. Den helt store succes der i år, det var så James Webb Space Telescope, som jo så blev opsendt sidste år, men jo så først er blevet kommissioneret i løbet af år. Der er jo nok nogen, der har siddet med svedige håndflader mange gange. I hvert fald, der var en del svedige håndflader på vejen derude, men det gik jo over alle forventninger. Der er vi jo også ude i de der gode millioner, en god million kilometer væk fra jorden. Det er jo også derfor, at hvis der gik noget galt i den proces, med at komme derude og også bremse op, som han bliver derude i en eller andre grænspunkt, altså, der er jo ikke plads til, at der er noget, der kan fejle stort, fordi vi kan komme ud og reparere på det. Altså det er som, at Hubble Space Telescope fik briller på, fordi spejlene ikke var helt som de skulle være. Så det er gået over al forventning. Og der er jo også kommet nogle billeder tilbage, og de bliver jo så taget i indenfor rød oplysning. Og det er jo derfor, at den skal så langt ud, for at den kan være rigtig afskærmet og kunne se rigtig langt og dybt ud i universet. Og altså, der kom jo aldrig nogle tidlige billeder fra den, som var imponerende. Og det var sjovt. Jeg synes det var lidt sjovt, hvad folk blev mærket i. Altså der var sådan nogle meget, helt klart visuelt abulerende billeder, som var sådan det forventelige. Men det billede, der gjorde størst indtryk for mig, det var det der deep field med galakser. Og især galakser, hvor man kunne se, at der var gravitationslinseeffekt. Altså der simpelthen demonstrerer relativitetsteorien. Helt konkret, hvor man siger, hvordan lyset fra meget, meget fjerne galakser bliver afbøjet i en måde, så ligner sådan lidt et spejlkabinet. Det var det billede, som gjorde mest indtryk for mig. At vi simpelthen kan se ting så langt væk, så langt tilbage i universets historie. Og så de her effekter for relativitetsteorien, der handler om at afbøje lyset omkring store tyngdefælder. Det var det, der informerede mig med i stunden bare.

Klaus Silberbauer: 2:18:31

Men det er også, det viser også skaler på en anden måde. At når vi snakker om gravitationslinser, det bryder lyset, og de her gravitationslinser er på størrelse med galakser, og de bryder lyset fra andre galakser. Og stadigvæk, de optiske effekter, det kender vi jo fra en kikkert eller et par briller, men vi er bare op i en anden skala her, og det er ikke glas, det er tyngd og kræft, men vi kan se det. Det er ikke kun, det bliver ikke abstrakt beskrevet i matematik, eller det er noget, vi kan se på billeder. Det er svært fascinerende, og det giver jo heldigvis, der er det der kriller i maven om, hvor små og ubetydige vi er, når man kigger derud. Det skal man jo huske at holde fast i en gang, men det tror jeg er sundt for sjæl. Og så kunne det hjælpe mig, om det her vanvittige år også bragte os den første månemission. Altså, dog ubemandet, men det lader sgu til, at de agter at gøre det. Og måske er vi på track til at kunne se mennesker på månen igen i 2025. Meget kan gå galt i den her verden, men på en eller anden måde er det også en trøst, at på trods af pandemi og krig og hvad nogen måske mener, det værste af det hele, at et socialt medie, det står og vakler lidt, at så er menneskeheden stadigvæk gang med at komme til månen igen. Altså, i en storm af politik, og det er nogle gange fascinerende, at NASA stadigvæk kan fungere, tænker jeg, bare, du ved, i alt det bureaukrati og politik, det handler om. Men ikke desto mindre lykkedes det at få Artemis I-missionen rundt om månen og tilbage i en ekstremt vellykket test på, at det kan lade sig gøre. Og 25 er det så første gang i mange, mange år, at vi forhåbentlig skal se menneskets sætte fod på månen. Og denne gang regner vi også med, at der er kvinder iblandt, og måske nogen, der ikke er hvide. Det vil jo være sindssygt. Tiderne har trods alt ændret sig. Og vi kan også se frem til en civil månetur. Dog, ikke en landing, men en tur rundt om månen.

Thomas Blomseth: 2:20:51

Ja, inden vi tager den, så vil jeg bare lige en pointe omkring Artemis. Ja, fordi du nævnte den politiske, der er jo Eric Berger, som skrev bogen om liftoff, der om SpaceX i tiden i dag. Han er værd at følge på Twitter, hvis man har nogle gode historier om rumfart, amerikansk rumfart. Han skriver for Ars Technica. Og han havde den pointe, at en grund til, at det ser ud til måske at lykkes med Artemis, det er altså den tidligere administrator for NASA, Bridenstine, og nogle af dem, han arbejder sammen med, de forstod noget om, hvorfor nogle af de tidligere projekter, blandt andet Constellation-projekter, ikke var lykkes. Og det var fordi, at de var rent amerikanske projekter, som så blev bundet alt for meget op på, hvad der foregik i kongressen og signalen, altså amerikansk politik. Og der har NASA lavet det Artemis Accords, hvor at internationale samarbejdspartner er fedtet ind i projektet, og altså med den her mission, der så vi jo et ESA-udviklet servicemodul til Orion, som også fungerede fuldstændig efter bogen. Og der er også andre internationale samarbejdspartnere involveret, og det gør jo simpelthen, at så kan en amerikansk kongress ikke løbe fra projektet på samme måde, som de kunne, hvis det var en amerikansk projekt. Fordi det er jo belastet de internationale relationer til de her samarbejdspartnere. Så det er lavet til, at de har fået lavet en konstruktion der, som faktisk kan overleve forskellige sammensætninger af amerikansk kongress, og også forskellige amerikanske administrationer.

Klaus Silberbauer: 2:22:32

Det har man nok lært af vigtigt, fordi det var jo, altså månemissionerne i 70'erne, de blev jo lukket hurtigt, da der pludselig ikke var længere været opbakning, og det kostede os jo årtier uden udvikling på rumfart. Og vi har før været inde på, hvordan rumfart i dag er udviklet afsindigt hurtigt, ikke mindst på grund af computerkraft. Vi kan bare regne os frem til nogle ting, vi kan lave styringssystemer, som er helt anderledes end det, vi kunne dengang. Men det handler måske også om, at der bliver puttet penge i det igen. Altså vi har jo glemt, at det skidt stod stille i årtier. Og det er jo klart, hvis man ikke forsker noget, jamen så er der ikke noget fremskridt. Så jeg tror en del af den acceleration vi har set, er simpelthen kommer ved, at nu er der forskning. Der er nogen, der bygger raketter. Der er nogen, der øver sig på det. Og når det så bliver givet med den teknologiske udvikling inden for computerkraft, så er det klart, at der sker noget spændende.

Thomas Blomseth: 2:23:24

Ja, og det er så der, at SLS-raketten, som sender Orion-rumskib op, vi har sådan, det synes jeg sådan, der er noget bittersødt over det. Og det har vi jo nødt til før. Det er med, at den peger desværre lidt for meget tilbage. Men den virker, og den virker så også lydefrit. Men det er brute force—

Klaus Silberbauer: 2:23:43

i form af penge, det der.

Thomas Blomseth: 2:23:45

Ja, man sender nogle af de store flotte RS-25 motorer, der er blevet brugt i rumfærgen og genbrugt mange gange, de ender på havets bund. Der er intet genbrug i den løfteraketten. Og det er så også det, at den kommer nok ikke til at flyve særlig mange gange, for den er simpelthen så død i drift. Vi taler vist om et par milliarder dollars mindst per opsendelse.

Klaus Silberbauer: 2:24:06

Ja.

Thomas Blomseth: 2:24:07

Så det er en ting, og den anden det er, altså 2025, hvis det er det mål NASA har, og det er det, man bliver ved med at sige, for at prøve at se, om man måske kunne nå det, men det virker, hvis det ikke er så sandsynligt, at det bliver 2025. Det får vi se. Hvis det gør, så bliver det en glædelig overraskelse.

Klaus Silberbauer: 2:24:24

Ja.

Thomas Blomseth: 2:24:25

Men du havde en anden privat mål-mission. Det lyder også interessant.

Klaus Silberbauer: 2:24:28

Jamen det var det, som jeg sprang ud lidt for tidligt der, men der er jo det her projekt, der har været indtil flere private rummissioner annonceret, nogen af dem er blevet til noget, og nogen er bestemt ikke blevet til noget, men det er det her projekt, der bliver lanceret for år tilbage, som man kalder Dear Moon, som er en japansk milliardær, en ung teknologimilliardær, som har besluttet sig for at købe en rumrejse, en månerejse simpelthen. Og i stedet for at tage astronauter, ingeniører, forskere med, så vil han tage kunstnere med, og kreative sjæle, og tilsyneladende også, at den yngre skole, altså millennials, når man ser billeder af dem, tænker man også, at de ser sgu også godt ud alle sammen. Altså det er noget af boyband og girlband, der skal flyves til månen. Men det, der gjorde, at tingene poppet op i hovedet på os igen, når den her mission poppede op, det er, et, den skal flyve på SpaceX's Starship, når det er så bygget færdigt. Så man har lavet en kontrakt med SpaceX, om at købe missionen hos dem. Vi skal lige bygge raketen først, men den kommer jo nok. Og så en af dem, der fik sin, der blev inviteret til missionen, på baggrund af sin ansøgning, det er Tim Dodd. Vores store held, vil jeg sige. Vores store nørdehelt, det er Tim Dodd, der har den YouTube-kanal, der hedder The Everyday Astronaut, som nørder i bund rumfart, ikke mindst SpaceX, og som har opbygget en evne og en samling gear, der gør, at han kan streame fra opsendelserne på helt fantastisk, professionelle manier, med et skidegodt kommentarspor ind over. Og selvfølgelig, fordi han er en, han er blevet kendt på YouTube, og han er en pisse dygtig formidler, har knyttet bånd til, Elon Musk, og har derfor fået nogle interviews, med Elon Musk, omkring SpaceX, som ingen andre er lykkedes med, så er han blevet inviteret med på turen. Og det synes jeg er, jeg er fandme glad på hans vegne, det må jeg sige. Hvis nogen har fortjent det, så er det sgu ham.

Thomas Blomseth: 2:26:37

Ja, fuldstændig enig. Jeg bliver også glad, da jeg så det. Altså, fordi manden, han er virkelig, han er dedikeret, og da han startede på det, med Everyday Astronaut, så viste han faktisk, ikke specielt meget om rumfart, det siger han jo. Så han har virkelig, gennemgået noget af en læringskur, og så har han virkelig også udviklet sig, som formidler. Og det er jo ikke kun ham, han har jo et lille team omkring sig, og andre, rumfartsfotografer og sådan noget, som han arbejder sammen med. Produktioneren er virkelig professionel, animationeren det hele, han har en gennemført grafisk stil. Han har så bare købt en OB-vogn, en brugt OB-vogn, som han kører ud, når de skal lave livestreams fra opsendelsen, og den havde han så også kørt til Florida, for at de kunne da ikke opsende sig, så hatten er for, han fiser den ikke af. Han tager de penge, han tjener på sin YouTube-kanal, og så reinvesterer han dem i mere grej, og bedre kvalitet, og bedre formidling, så ja, fuldt fortjent. Og altså, også et smart træk af dearMoon-folkene og fra ham.

Klaus Silberbauer: 2:27:47

De får jo PR indbygget, men ja, han er jo lige så, han er endnu større gearhead, end vi er. Han opgraderer jo hele sit streamingudstyr til 8K. Altså, det er helt ubeskriveligt dyrt, og han kan knap nok bruge det til noget, men han fremtidssikrer sit setup der. Han er virkelig, ja, på alle mulige måder, en fed fyr. Der er ikke rigtig nogen bagtanker, han er bare begejstret ved rumfart, og han er pissegod til at formyde det, og det må man bare tage hatten af for. Så vi håber, at turen, når den så inden kommer afsted, går godt, og bliver en fed oplevelse. Vores sidste rumnyhed i denne omgang.

Thomas Blomseth: 2:28:31

Ja, fordi nu nævnte du, at Starship skulle bygges færdigt, så et af de udstående spørgsmål, her, hvor året går på held, det er, hvornår kommer det i kredsløb? Og Elon, han havde jo indikeret, at det måske ville ske i 2022. Det begynder at virke mere usandsynligt, når vi har hen langt i december. Men noget andet er så, det er så, at SpaceX jo har haft en meget imponerende opsendingskadence i hele 2022. Altså, de har kadence på året i gennemstigt, en opsendelse med Falcon 9, havde vi på over 1 om ugen. Altså, her nu, der tror jeg, vi siger, at vi skriver 56, og der kommer vist nogle stykker mere end udgangen på året. Så det er en helt vild kadence, som ingen andre kan matche overhovedet. Men der er så nogle andre konkurrenter, i forhold til at få et metan-iltdrevet rumskib, eller rumfartøj i kredsløbet først. Kineserne, de er midsiden i en chance, med at de fik et methalox-raket ud i rummet, men så svigt det andet trin, så det kom ikke i kredsløb. Og så er der så konkurrenter, der ligger for lur, fordi Relativity Space, som vi jo har omtalt før, som er dem, der 3D-printer store dele af deres raket, altså både fusillation, altså tankene, og også raketmotoren, de er faktisk deres første testraket, den er på rampen i Florida. Og den er testet. Og så sent som i dag, så var direktøren, Tim Ellis, han var ude og sige, jamen, det kan godt være, at det var dem, der lykkes med at komme først i kredsløbet med en methalox-raket. Så det kan godt være, at det kunne få Elons opmærksomhed lidt væk fra det der Twitter, og så måske tilbage på noget mere produktivt, som var at få Starship i kredsløbet. Altså det, der forlyder fra Boca Chica, det er, at grunden til, at SpaceX er blevet måske lidt mere forsigtig i deres tilgang i forhold til de første forsøg med at få landet Starship, der simpelthen de har fået bygget den her affyringsrampe, og landingsrampe. Og den er simpelthen så dyr, og den er så kompleks, at de kan ikke tillade sig at tage en chance, eller en risiko for, at et Starship simpelthen eksploderer på rampen. Fordi det kunne sætte dem så langt tilbage i forhold til den meget komplekse affyringsrampe.

Klaus Silberbauer: 2:31:12

Så det vil sige, at Move Fast and Break Things skal der skrues lidt ned for?

Thomas Blomseth: 2:31:18

Ja, altså omkostningerne ved, at den bliver beskadet vildt af en orm. Altså som Elon jo også har sagt her i badende intervjuer med Tim Dodd, det er, at det er faktisk den der stage zero, altså affyringsrampe, den er mere kompleks nu end selve rumfartøjet.

Klaus Silberbauer: 2:31:33

Så selv Elon der ikke havde noget mod at se, noget rydde i luften, hvis det kunne bringe udviklingen fremad, at han må kapitulere til kompleksitet og omkostninger, og simulere lidt mere, og være lidt mere forsigtig, før han tænder lunten på det der. Det er jo interessant nok.

Thomas Blomseth: 2:31:54

Ja, lad mig sige. Altså nu har de jo demonstreret os, at de kan få et Starship op, og så lande det igen. Det er et stykke tid, som de gjorde det. Og der har jo været tester os her løbet efter, hvor de har tiltagende prøvet at tænde for flere og flere motorer i Super Heavy, som er boosteren på Starship. Og det er jo også, det er jo vildt. Det er jo, hvad vi var på 33? Rigtig, rigtig stor raketmotor, der skal tænde samtidig. Altså alarmen af den ting der, når den tager afsted, det bliver helt vildt. Altså, SLS var vist vildt. Altså, det var vildt så meget, at den larmede med Orion, men forestillede det der, når den løfter sig der. Det bliver vildt. Så ja, der er sådan noget, der er noget eddelt kappestrid, altså inden for privat amerikanske omføren. Og det er nok ikke så dårligt, at det bliver ægget lidt, til at få nogle ting til at lykkes.

Klaus Silberbauer: 2:32:57

Det var jo faktisk, det var tilbageblikket, overstået på kun lidt over to og en halv time. Hvis vi sådan ganset kort her, fordi nu, hvis man hører det her live, så er man jo, man har nok sat sig ved bordet, og har taget hul på, andet eller flæskesteg, eller hvad den står på. Fordi så er klokken jo sådan set over halv syv. Men hvis vi lige skulle runde af, med at kigge lidt frem, altså, hvad er kortene for 2023? Altså alt tilsyneladende. Der er ikke meget, der kan overraske os efterhånden. Den her verden, den er spundet lidt af. Altså, jeg startede med at nævne, før efterhånden længe siden, at det her med, at alle mulige industrier, alle mulige emner, temaer blandes sammen, at det næsten er umuligt at tale om, et socialt medie, uden at tale om krigen i Ukraine, uden at tale om teknologiske udvikling, uden at tale om, og så videre. Det er et tegn på disruption. Det er jo det, vi ser i virksomheder, der ændrer sig for eksempel. Det er, når de enten bliver tvunget til at lykkes med at arbejde på tværs af sidenordene. Og det er som om, at verden har taget det skridt nu. Altså, jeg begynder sådan at tænke lidt tilbage til singulariteten. Nærmer vi os nu? Det er som om, at alt er i opbrud. Eller jeg bare vil blive gammel. Det kan også være. Så det her med at prøve at spå, hvad der sker et år frem, det synes jeg er, det er altid svært, men nok nærmest umuligt. Men er der lige noget, du vil fremhæve, som siger, det er noget, vi skal holde øje med?

Thomas Blomseth: 2:34:38

Vi kan jo bare tage den helt tæt på, og så sige, er der nogle ting, som vi kunne have lyst til, måske at se under behandling i 2023?

Klaus Silberbauer: 2:34:47

Ja, det er måske en bedre vinkel, egentlig.

Thomas Blomseth: 2:34:50

Ja, og så siger man det, om der så er noget samfald med, hvad der sker ude i den større verden, det får vi så se. Men jeg er enig, altså, der er nogle strukturer, hvor at, selvom det der sker med Russlands invasion af Ukraine, er sådan noget lidt gammeldags nationalstats noget, ikke? Altså, så de ting, som der bliver talt om, de går meget på tværs af nationalstaten efterhånden. Og der kunne som være en bobler, der er en, der hedder Balaji Srinivasan, som nogen måske kender. Nu er han sådan en tidlig investor i ting, men han er jo involveret en del omkring krypto. Han har udgivet en bog på online, det hedder The Network State. Og det var noget af det, jeg tror, som vi måske kunne tage en stak om. Både som, at der er et eller andet i det, han siger, og så er der også nogle ting, vi er uenige i. Så det kunne være sådan en bobler. Den kunne vi godt, den kunne vi godt tage fat i, fordi den handler jo virkelig om, hvordan vi organiserer ting. Og vi har jo også tidligere talt om, om kryptoprotokoller og sådan noget. Og der er jo også sket nogle ting, bare de sidste måneder der, der er jo det gået ind i sådan et, et bear market. Og der er den her sag med FTX, og sag med Bankman-Fried, og formentlig et kæmpe svindelummer der, som i virkeligheden ikke rigtig har noget med de underlæggende teknologier at gøre. Så ja, der er et eller andet kæmpe emne, der rumler der, handler om, hvordan vi koordinerer og organiserer os, hvordan ting er koblet sammen på forskellige lag, interdependens, der er et eller andet der. Det skal vi hen. Det kommer vi til at tale om 2023, bare for at prøve at føle os fremme, i forhold til hvad der foregår. Og som du siger, teknologi spiller også en kæmpe rolle, i forhold til det. Så er der noget, som har ligget og sådan bobblet et stykke tid for mig, og som måske ikke har haft så meget gang i 2022, og som måske nogen savner lidt. Det er sådan, at jeg taler om nogle af de her grundlæggende ting om, hvordan vi beskriver verden. Og der er noget sjovt omkring det, der sker i fysikken måske, eller sådan rundt omkring fysikken. Og der er Stephen Wolfram, som har sin Wolfram Physics Project, som bestemt ikke er vel set, vældigt blandt alle professionelle fysikere.

Klaus Silberbauer: 2:37:22

Fordi han går computational til værks, eller hvad er det, da vi har haft nogle venne før?

Thomas Blomseth: 2:37:28

Ja, og så det med, at han har skabt sin helt egen skole nærmest, fordi han forlod akademisk fysik ret tidligt. Han kendte Richard Feynman, og de der folk og sådan noget, men så så han måske ikke, rigtig vejen frem inden for en akademisk karriere, og så gik han så ud og lavede et firma, og det er det firma, der hedder værktøjet Mathematica, hvor de jo så også har arbejdet, kan man sige, med computational modeller, men også noget, som handler om store sprogmodeller, og kunne forstå natursprågsprompt og sådan noget. Det har de jo arbejdet med i mange år også. Så han har helt klart nogle aktier i AI der også. Og så har han jo så haft det her kørende, måske en baggrundstråd igennem mange år, som handler om at prøve at få en anden måde at formulere den grundlæggende fysik på, og simpelthen hvordan universet hænger sammen, og hvordan, også blandt hvordan tid opstår, hvad tid er. Og der har han blandt andet fornyeligt haft en meget interessant snak med Joscha Bach, som vi også refererer til en gang imellem, som kommer fra AI-vinkelen også. Så der kunne være en eller anden der, tror jeg, bare for lige at tage temperaturen på den. Så er der noget andet, som handler om livets opstående. Og det er jo et spørgsmål, som vi jo ikke rigtig heller har taget under behandling, selvom det jo egentlig interesserer os. Og der sker også noget sådan, der er Lee Cronin, som er kemiker, sammen med fysikeren Sarah Walker, som er tilknyttet Santa Fe Institute for ballen, de er i gang med at formulære noget, der hedder Assembly Theory, som også har sådan en informationsteoretisk tilgang til livets opstående, og hvordan man overhovedet kan måle på noget, og sige om det er liv, og måske endda også kan måle på afstanden, om der er liv på andre verdener. Jeg mener—

Klaus Silberbauer: 2:39:23

da vi snakkede Constructor Theory, var vi ganske kort inde omkring livets opstående. Kan det passe? Det her med, om det ligesom skal vendes om, altså hvor vi, hvor den klassiske forståelse af livets opstående, er, at det er sådan en bottom-up-process, men som jeg husker da, at der er en anden tilgang til det. Forbinder det på en eller anden måde til Assembly Theory?

Thomas Blomseth: 2:39:49

Jo, jeg tror godt, vi finder nogle for, altså i hvert fald den der sådan, informationsbaseret tilgang til liv også. Så den tror jeg, det kunne godt være, at vi skulle sætte den på sådan en boble list. Jeg tror—

Klaus Silberbauer: 2:40:02

det her med, at information er mere en driver, end noget, der tilfældigvis opstår på baggrunden, end noget, der biologisk set begynder at blive mere komplekst.

Thomas Blomseth: 2:40:13

Ja, men det de faktisk leder efter, det er at få kunne lave, altså i hvert fald tal om processer, der faktisk skaber den samlede kæde fra noget ikke levende til noget levende. Og så en af de meget interessante pointer, som de fremfører, det er at sige, hvad er det, der sker på det kemiske niveau i virkeligheden? Det, der sker i kemi, det er faktisk det første niveau i virkeligheden, hvor alle muligheder ikke er realiseret. Altså på kvantemekanisk niveau og sådan noget, der er jo sandsynlighed for, hvorvidt partikler opstår osv., og de opstår sådan set alle sammen, på en eller anden måde. Men på det kemiske niveau, der er vi op, hvor kombinatorikken bliver så stor, at alle muligheder inden for kemi, altså ikke kan være instantieret i det her undervis, samlet er så stor. Fordi kombinatorikken bliver så ekstremt stor, og det er så der, der har de sådan en idé om, hvordan der så begynder, i forhold til, hvordan kemiske processer kan tilpasse sig omgivelserne, og så begynder at indkode egenskaber, der bliver ført videre, at der måske er nogle processer, der ligger der, som kan være forstatet til det, vi ser som liv. Og det er så der, hvor de faktisk har en kvantitiv måde, at simpelthen kunne karakterisere, hvor meget assembly der er i et system, og i nogle kemisk forbindelser. Nå, men det skal ikke være gennemgang, det er fordi, det skal vi have læst op på.

Klaus Silberbauer: 2:41:47

Vi har lige været faldet ned i det. Det er min skyld, vi fik det at starte.

Thomas Blomseth: 2:41:51

Men faktisk, så er det en interessant. Der er faktisk ikke så meget at læse op på endnu, fordi de har ikke skrevet så meget om det. Så vi skal ud og finde videoer, og vi skal finde podcasts og sådan noget, hvor de er optrådt. Og der findes blandt andet en meget, meget lang podcast med Lex Fridman, hvor Cronin og Walker taler med ham i 3-4 timer eller sådan noget. Så der er noget, jeg trækker mod at gå efter, men der er ikke formelt publiceret så meget om det her nu. Så det er virkelig bleeding edge inden for de her idéer om, hvordan livet opstår.

Klaus Silberbauer: 2:42:25

Så tror jeg også, vi er ved at have brugt vores taletid, to timer og tre kvarterer. Men jeg vil ikke engang ønske god jul, det har jeg bedt ChatGPT om at gøre. Og det jeg har gjort, det er, at jeg har taget vores manuskript, for den her udsendelse, som er mindst talt løst i kødet, og mest en række overskrifter og sådan noget der. Og serverer det til ChatGPT og bedt om at opsummere det som en god julhilsen fra to podcastværter. Så jeg tror, at ChatGPT får det sidste ord. Og vi kan jo så sige, vi er tilbage i det nye år. Vi ved ikke med hvad, og vi ved ikke, hvad det er for en verden, vi er i overhovedet. Men det bliver spændende. Og her med ChatGPT's julehilsen: "Fra alle os to til alle jer, året der gik, har været fyldt med forandringer og udfordringer. Fra Twitter, Ruslands invasion af dele af Ukraine, elbiler, pandemi, kampen mod vokisterne, AI osv. Det hele har været en pærevælling af disruption. Om et år tror jeg ikke, vi kan genkende meget af vores verden. Men i pandemiens tog, har vi stadig haft episoder om interessante emner, som gaslys i mørket, den russiske-ukrainske krig, systemtænkning og krigsførelse, produktion og civilisation, og mange andre emner. Vi ønsker alle vores lyttere en glædelig jul, og tak for støtten i år, der gik. Lad os se frem mod nyt år, med forhåbentlig færre udfordringer, men stadig med interessante samtaler. Lad os kigge fremad, og håbe på et bedre år i 2023." Silberbauer & Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag fænomener og teknologier, der præger alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Har du kommentarer eller spørgsmål til episoden, du lige har hørt, så find os på Twitter på @Silberblom eller på facebook.com/silberblom. Begge steder poster vi kilder og andet indhold, som er relevant i forbindelse med vores episoder. Coverart deler vi på Instagram, ligeledes på @Silberblom. Og hvis du kan lide det her podcast, så vil vi blive lykkelige for stjerner på Apple Podcasts, eller hvis du blot deler podcastet med dine venner. Tak for, at du lytter med.