Thomas Blomseth: 0:00

Hej Klaus.

Klaus Silberbauer: 0:04

Hej Thomas.

Thomas Blomseth: 0:04

Så sidder vi her og har faktisk fået enormt meget lyst til at tage nogle aktuelle emner op for at overveje dem. Og vi havde egentlig haft gang i optagelsen af en episode, hvor vi tog sådan en af de der store emner. Men på en eller anden måde så synes vi, at tiden fordrer, at vi reflekterer over, hvad der sker lige nu, fordi der sker så meget.

Klaus Silberbauer: 0:32

Ja, det der med at kigge tilbage og begynde at blive formidlende omkring emner af mere generelt arts, det ved jeg ikke, jeg synes det føles lidt forkert med alt det, der sker for tiden. Det er som om, at vi har nået en række tipping points. Det går meget stærkt, det kan være, at det er bare vores alder, at vi synes det. Men jeg synes objektivt set, at der bare er nogle ting, der går rigtig, rigtig stærkt. Det bliver vi nødt til at fokusere på, og så spænde en ende på det, i stedet for at søge tilbage i historien.

Thomas Blomseth: 1:04

Ja, og så tror vi jo så på, at det kan jo være, at nogle af de her overvejelser, vi gør os i en mere aktuel episode her, at de så kan spændes ud til at blive nogle længere overvejelser i det andet format, vi kender.

Klaus Silberbauer: 1:20

Det er sket før.

Thomas Blomseth: 1:23

Det er rigtigt. Jamen, skulle vi ikke komme i gang med det så?

Klaus Silberbauer: 1:26

For guds skyld.

Thomas Blomseth: 1:27

Jamen, den første ting, det er måske sådan en lidt nedrende ting, alt efter hvor man står. Men det er jo, at vi er her på bagkant af den weekend, hvor Tyskland lukkede for sine tre sidste atomkræftværker.

Klaus Silberbauer: 1:42

Ja, det virker jo irrationelt. Der er jo en masse mellemregninger omkring, du ved, hvor gamle de er værker, hvor meget koster det at forny dem, osv. Men jeg har jo den der mavefornemmelse om, at det er noget ideologiske, der sker på bagkant af ulykken i Japan. Og det virker bare så inderligt forkert, at vi står med en ekstrem krise, der hedder global opvarmning og PT. De eneste teknologier, vi har kørende, og som kan levere den fede baseline, og kan sikre os CO2-fri energi, udover det, vi kan få på sol og vind, det lukker vi for i Europa. Det hænger ikke helt sammen, synes jeg.

Thomas Blomseth: 2:35

Nej, det virker til, at der er jo en eller anden politisk energi i den beslutning, som man træffer i Tyskland hos Fukushima. Og så er det jo også det, at det er jo i løbet af det sidste år jo blevet helt tydeligt efter Ruslandens fuldskalle invasion af Ukraine, at det er energipolitik og også sikkerhedspolitik.

Klaus Silberbauer: 2:54

Det må man sige.

Thomas Blomseth: 2:54

Og at det kan være ekstremt farligt at sove i timen der også. Og så sker der jo så også det, at hvis man lukker helt ned på den måde, som Tyskland gør, så er det jo ikke noget, som det er realistisk, man får op at køre igen. Lige med det samme, der er dels de konkrete anlæg, men der er jo også den vidensbase, som der ligger. Og der er jo en enorm viden involveret i at holde de værker kørende, og den forsvinder simpelthen.

Klaus Silberbauer: 3:23

Der gør ikke mange ti år før, at der ikke er nogen tilbage, som umiddelbart kan gå ind og drive et anlæggende slags NC-bygde. Altså ja, vi træffer nogle kortsigtede beslutninger her desværre. Jeg tror måske, at dem, der er uenige med os, vil sige, at det vil være kortsigtede at satse på atomkraft. Men som vi også var inde på i tidligere episoder, lige nu er der brug for noget relativt kortsigtet for at hive os ud af den her predicament, som vi har sat os selv i med voldsomt stigende temperaturer. Hver eneste gang, der kommer en ny undersøgelse, en ny forecast, så går det hurtigere, end vi regnede med. Altså, vi har sat i gang i nogle meget, meget ubehagelige mekanismer, der har det med at løbe lidt løbsglæde til. Og vi bliver simpelthen nødt til at sætte massivt ind og få skåret massivt ned for CO2-udvikling. Og, som nævnt før, den eneste teknologi, vi umiddelbart ser, der kan bringes på banen, er atomkraft. Mens vi selvfølgelig bygger alt det sol og vind, vi overhovedet kan. Vi er jo ikke modstandere af bæredygtige, hvad hedder det, grøn energi, som sol og vind. Men det kan PT ikke udfylde det hul, der er energimæssigt. Vi har brug for så utroligt meget energi. Og, så ja, desværre har vi ikke lagt det her lidt, synes jeg, en naiv syn på atomkraft bag os. Det er stadig fremherskende at blive sådan et populistisk ting.

Thomas Blomseth: 4:53

Ja, det der skete, det var jo nok, at atomvåben og atomkraft blev koblet sammen. Og der var noget freds- og miljøbevægelser og sådan noget, især i 70'erne. der lavede den der tætte kop mellem de to ting. Og som du har syndikeret det med, at regulatoriske atomkraft blev stillet over for nogle krav, som ingen andre energiformer er. Og det kan man sige, der er gode grunde i forhold til det, at hvis der sker noget, så kan det være katastrofisk. Men hele tanken bag den der linear no threshold måde at kigge på strålning, den har jo simpelthen gjort det så dyrt. Altså, at opføre værker og drive dem også, som man kan sige, at især fossile brændstoffer jo slet ikke bliver stillet over for de samme krav, selvom de jo slår mange flere mennesker ihjel og skaber lange flere problemer per megawatt-time i forhold til atomkraft.

Klaus Silberbauer: 5:54

Ja, så det bizarre er jo, at nu har vi jo grønne miljøforkæmper, som faktisk kæmper inderligt for at bibeholde fossile brændstoffer. Fordi det, som de ikke vil eller ikke kan indse, det er, at vores energi kommer pt fra naturgas og kul og olie. Og så supplerer vi mere og mere med vind og sol. Men vi er ikke slet ikke der endnu, hvor vi kan begynde at lukke store kodkraftværker i de lande, der stadig bruger dem. Så jo længere vi, altså jo mere vi presser på for at komme af med atomkraft, jo mere fossile brændstoffer kommer vi til at bruge. Dem køber vi fra nogle lande, som vi ikke bryder os så meget om. Og de sviner. De sviner af helvede til, at de slår folk ihjel. Og det bliver vi nødt til at indse. Altså ud over den, faren på den mellemlange bane. Jeg vil ikke engang sige den lange bane. Den mellemlange bane, hvad global opvarmning er. Så er det også et konstant høj ret og dødsfald på grund af de her brændstoffer. Ja, bizart. Jeg synes man skal gå ind på DR TV, og så skal man finde Anders Lund Madsens serie, der hedder Atomkraft. Anders Lund Madsen, som jo, du ved, han er jo mere eller mindre på vores alder, og han har vokset op på samme måde med en indbygget massiv modstand mod atomkraft. Og han stiller sig selv et spørgsmål og siger, tog jeg måske fejl? Og så undersøger han det. Og det er faktisk en super, super dokumentar, hvor Anders Lund Madsen på bedste journalistiske vis undersøger atomkraft. Spoiler alert er det nok ikke engang, for det står, at Thyssen, han skifter mening. Han er ikke afvisen over for atomkraft længere, efter at have undersøgt tingene til bunds. Jeg synes, den er virkelig god.

Thomas Blomseth: 7:41

Jeg har sikkert tilføjet sig, at han tager både til eksklusionszonen ved Tjernobyl, og han tager også til eksklusionszonen omkring Fukushima.

Klaus Silberbauer: 7:50

Ja, men han gør det sgu grundigt, og han er ikke blind for katastrofens omfang i Tjernobyl. Det er ikke sådan, han prøver at minimise den på nogen som helst måde. Og han er også chokeret over at se områderne omkring Fukushima. Han er så også rigtig god til at nyancere og sige, var det atomlykken som sådan, eller var det en, hvad Japan angår, en forhastet, dårlig udført og panikken evakuering af en masse mennesker, der måske overhovedet ikke behøver at blive evakueret. Vi har været inde på det før i vores afsnit om akræfter, det linker vi til på Twitter selvfølgelig.

Thomas Blomseth: 8:30

Ja, som vi sagde før, så er det jo betydet for os, at energipolitik og også sikkerhedspolitik, og hvis vi skal over i den genre, så var der en artikel her for nylig i Fast Company, om en ukrainsk startup, kan vi nærmest kalde det, som nu er hjemmehørende i Dubai, eller deromkring. Man skjulte lidt hvorfor, og det kommer til at fremgå nu, og det er jo fordi, at de faktisk inden Ruslands innovation i fuldskala var gået i gang med at udvikle en ny type ubåd. Og det er en ubåd, som mere er en slags jagerfly, end det er sådan en ubåd, som vi kender det. Og det synes vi var ret en sand, så den linker vi selvfølgelig til, og så også fordi de er i gang med at udvikle et nyt koncept, der måske kan hjælpe Ukraine i deres kamp mod Rusland. Altså Ukraine har jo som sådan ikke en flåde, og det her er sådan en meget letvækst ting at operere med end en flådefartøj, som vi kender den.

Klaus Silberbauer: 9:38

Den er, at man skal se billedet af den for at forstå, hvor stor det springer det er for ubådsteknologien. Den ser virkelig ondt ud. Den ligner noget for en film fuldstændig. Altså, den ligner noget for Iron Man eller sådan noget der. Hvad hedder det? Jeg synes, den er interessant, fordi for mig blev det sådan et billede på, hvordan teknologien pludselig tager et hop her. Vi har talt om, hvordan det virker som om noget teknologi var stagneret. Og sådan noget som ubåd har man bygget på de grundlæggende de samme måder i lang tid. Det er selvfølgelig opgraderet med en masse elektronik og nogle sensorsystemer. Men det har været de her store cigarer, der nærmest bare blev større og større. Og nu kommer der netop, som du siger, svaret på jagerflyet bare under vand. En lille letvækst ting. Jeg tror, at der kan sidde 3-4 personer i den, jeg tror jeg, man kan romme. Og så er den vanvittigt hurtig og stealth-agtig. Den kan sejle hurtigere, så vidt jeg kunne se, inden de amerikanske angrebsubåde. Specielt på overfladen. Så det bliver spændende, om det er noget, der kommer til at spille en rolle i krigen. Om det er noget, der bliver færdigt, eller om det er noget vaporware. Det finder vi jo måske ikke rigtig ud af, før den er deployed.

Thomas Blomseth: 11:02

Ja, altså noget af det, de har gjort i udviklingsprocessen, som er også en sand, det er, at de har lavet det, man kalder biomimicry, eller biomimetic, man nok kalder det på dansk. Altså de har lavet sig inspirere af biologien, og især djævlerokken, som skulle være noget af det, der bevæger sig allermest effektivt under vand, og er ekstremt ugerdygtig. Og det er jo så også det, der er blevet, som du siger, det er med at opgive cigardesignet for en ugerbåde, og så lave det her andet design inspireret af under vand styr. Så kan den jo nærmest dreje på en tallerken, og det er jo et problem med de store cigarder for en ugerbåde, det er jo, at de har en enormt vennervarende, altså de skal bruge...

Klaus Silberbauer: 11:43

Jamen de er jo også biomimeticiske på den måde, at de er jo en kopi af en stiv val. Og det giver måske lidt til sig selv, at en manta ray er bare lidt kvikkere i bevægelserne end en blåval, som du sovende køber stivet af og bygget i flere læs stål. Så jeg synes, som rent teknologihistorisk er det bare et spændende spring på et eller andet måde. Altså der kommer et skud sci-fi ind der. Og så synes jeg, at der er en anden ende på det, som også er interessant, og det er, at Rusland lærer jo igen og igen på den hårde måde. At hvis du har et samfund, hvor du på mange måder har bremset din egen teknologiske udvikling af politiske grunde og økonomiske grunde og anden mulige grunde, og du så vælger at gå i krig mod et samfund, der på overfladen måske er fattigere end dit eget, har meget lavere BNP, og du tænker, at det bliver nemt det her. Men hvis det samfund er en startup-nation, en innovativ nation, som har i mange år haft fantastiske universiteter, har gået op i uddannelse, og som jo har tiltrukket startup-virksomheder, IT-virksomheder, teknologivirksomheder for hele verden, det har været interessant at investere i Ukraine. Langt, langt de fleste IT-virksomheder i Vesten har søstershelskaber og dattershelskaber i Ukraine i de store universitetsbyer, fordi der er pisse mange dygtige mennesker. Men det er svært at få has på dem, fordi de sætter sig ned og begynder at bygge verdens vildeste ubåd, eller opfinde våben. Det er lidt ligesom, altså uden samling i øvrigt, hvis du gik i krig mod Israel, du vil dem få det hårdt. Altså, fordi det er en nation af mennesker, der har det med at opfinde ting, og gerne ting, der kan slå ihjel. Så det er en af de grunde til, at det her ikke går godt for Rusland. Det er en vidensnation med et eller andet lidt yngre sind, tror jeg, end Rusland egentlig har.

Thomas Blomseth: 13:48

Ja, der fremgår så artiklen jo også, at de er jo inspireret af, kan man sige, software mod at gå til udvikling. Og SpaceX bliver også nævnt, og det med, at de simpelthen itererer enormt hurtigt på deres produktyper, som jo også er noget, man kan jo sige, det militærindustrielle kompleks i Vest-Europa og USA kunne lære noget af. Fordi det er jo også blevet lidt tungt i røven, så at sige.

Klaus Silberbauer: 14:13

Det må man sige.

Thomas Blomseth: 14:14

Og det er jo så der, ja, din point med startup-tankgangene og nationen, og at det er, at Ukrainer de kæmper en eksistenskamp, ikke? Altså det gør, at så er lige pludselig en masse barriere, der falder. Og det fremgår også af at sige, at den her virksomhed faktisk flydede til Dubai før fuldskat af invasionen. Fordi der var sådan problemer med red tape i Ukraine dengang. Men det er jo så der, hvor de nye omstændigheder, de er så godt, at der bliver ageret på en anden måde også der. Så det bliver spændende at følge af. De påstår jo selv, at der skal ikke mere end håndfulde eller lidt flere til for at kunne sætte sig på vigtige dele af sortighed. Men det får vi jo se.

Klaus Silberbauer: 14:58

Vi skal videre til en af vores store helte, må jeg sige det. I hvert fald en af de inspirationskilder, vi gerne trækker på, nemlig Kevin Kelly. Og du faldt over en artikel.

Thomas Blomseth: 15:08

Ja, Kevin har lige udgivet en ting, der hedder Dreams are the default for intelligence. Det leder til, at han er også i gang med at bevæge sig over til det sted, som vi også er ved at ende. Og vi er også blevet inspireret sådan som Joshua Bach til at tænke omkring drømme og intelligens. Og hvad man oplever der. Og det er jo den her idé, at måske er drømme det, der foregår, når sensorerne bliver koblet fra. Men det er faktisk det, der foregår hele tiden. Og det med, at det vi oplever i vores bevidsthed, det er måske virkeligheden. Men jeg skal tænke det som drømme, der så bliver mere eller mindre constrained af virkeligheden.

Klaus Silberbauer: 15:51

Ja.

Thomas Blomseth: 15:51

Og det er jo interessant, at han også er ved at bevæge sig derhen. Og det kan jo vende dem rundt på den måde, hvor det sådan set giver stof til eftertanke i forhold til, hvordan vi skal forstå vores intelligens. Og især vores bevidsthed også.

Klaus Silberbauer: 16:07

Præcis. Og det er... Vi har jo to episoder talet om kunstig intelligens, og talte jo ved der første episode en del om det her med, at hvis du... Altså helt tilbage i de første billeder, som Google kunne frembringe, de her Deep Dream billeder, hvor man nærmest satte et neuralt netværk til at køre i kredsløb eller køre i loop, og bruge sine billedgenkendelsesalgoritmer, du ved, på at generere billeder. Og så fik man de her syrede billeder, hvor der var øjne og dyr over det hele, ikke? Og allerede dengang tror jeg, vi snakker om det. Det minder jo om en måske en ond drøm. Midjourney, de andre, altså DALL-E osv., de andre generative AI'er, der kan skabe billeder. Også dem, der begynder at kunne skabe videoer nu. Der er noget underligt drømmende over det. Altså jeg tror, de fleste mennesker vil kunne se, hvor de billeder og de videoer, der kommer ud og siger, det minder jo om... Det minder om den måde, en drøm fungerer på, ikke? Tingene ændrer hele tiden form. De kan ikke nødvendigvis have en logisk mening, men de ser meget realistisk ud alligevel. Og der ligger et eller andet der, uden at du ved, drage samlinger om mellem menneskelige hjerner og de her neural netværk. Så tror jeg bare, at der er et eller andet, der her viser, at vi har fat i noget. Altså det er, at den måde, dine neural netværk virker på, lader til at have en del tilfælles mod vores egne hjerne virker på. De fabulerer, medmindre de bliver holdt på plads. Medmindre de får et input, så fabulerer de. Og selv hvis du giver dem input, så stikker de nogle gange af. Så de skal reines ind på en måde, ellers så går det helt amok. Og det, der nemlig var spændende, som vi også nævnte, det var, at vi havde den her idé om, at for ikke mange år siden, at når vi opfandt kunstig intelligens på et tidspunkt ude i fremtiden, sammen med de flyvende biler, så ville det være en rationelt tænkende kunstig intelligens. Og først, når den opnåede et eller andet enormt højt niveau, vil den begynde at have den her overbygning på intelligensen som mennesker har, at kunne drømme og kunne fabulere og være kreative. Der er noget, der tyder på, at det at være kreativ og fabulere og drømme måske, det er noget af det første, der kommer. Det er nogle grundmekanismer, der skal til. Og det, vi så kalder intelligens og rationalitet, det er noget, vi bygger ovenpå i form af et eller andet form for kontrolapparat, der weaponiser den her fabulerende og det kreative til at faktisk kunne bruges til at agere i virkeligheden og styre en fysisk krop og tage mod sensorindtryk fra øjne og ører osv. Og så, du ved, bruge kroppen til at have en form for agency ude i den fysiske verden. Det lader til at være den vej rundt, og det tror jeg skulle komme bag på rigtig mange, at det ikke er så fint at drømme, det er ikke så fint at være kreativ. Det er måske en grundlæggende ting ved alt, bare en nær intelligent liv.

Thomas Blomseth: 19:02

Ja, det lader jo til, at der er nogle kombinatoriske processer på spil, og netop generativt dem, der bliver produceret en masse, men som vi også ved, at måden at få gode idéer på, det er for mange idéer, og så at være god til at udvælge de skære snot for sig. Og det gav mig anledning til at udvikle en lille ny lommehypotese omkring vores sind, og måske i nogle sindslidelser også. Og som nogen måske kunne, så havde jeg en idé om af fantasi og så PTSD, hvor jeg tænkte, at det kunne være, at folk med af fantasi fik mindre PTSD, fordi man ikke blev hjemsøgt af de her bedre. Og det her er der så forskninger vist senere, det kunne det godt være noget om. Så jeg tænkte, at nu må jeg hellere registrere min hypotese her på den optaget, så får vi se, om der er nogen, der forfølger den, eller om den overhovedet har noget på sig. Men det er jo så simpelthen at tænke, at der er jo visse sindslider, som vi egentlig også taler om der med AI og fabulering, altså psykose og dissociative lidelser, hvor det går galt med virkelighedsopfattelsen. Og det vi jo har haft en tendens til i forskning inden for psykologi og psykologi, det er at fokusere meget på hjernen. Men hvis det nu handler om, at det faktisk er den her begrænsning, eller det, at hjernen bliver bokset ind af sansindtryk, der er med til at holde fabuleringen på plads, så kunne det jo så faktisk potentielt være, at for nogle af de her lidelser, så ligger sygdommen, så at sige, ikke så meget i hjernen, men den ligger i det sensoriske apparat. Det vil sige, at der er nogle flaskehældelse, eller nogle ting, der ikke helt fungerer, som de skal have, som gør, at hjernen ligesom ikke bliver holdt nok i skak af virkeligheden. Så det kunne være, at der er mulighed for at finde andre behandlinger ved at kigge efter, om der var nogle andre mekanismer, ligesom før hjernen i hele vores sensoriske perceptuelle apparat, der ikke fungerer så godt i de her lidelser, i stedet for kun at prøve at fokusere på hjernen. Fordi det går jo ikke så godt med at finde biomedicinske behandlingsmodelliteter til psykiske lidelser. Der kommer ikke rigtig nogle nye lægemidler. Vi roterer nogle, der har været der en 30-40 år efterhånden, og som måske i virkeligheden, som SSRI'erne bygger på nogle underlæggende teoriske antagelser, der er ved at være tæmpelig godt udfordret. Så det var der med at sige, er der noget andet her, der indikerer nogle andre ting, hvor vi kunne bruge den her indsigt til at vende noget på hovedet. Og det kan være at sige, at det handler faktisk mere om det sensoriske apparat, hvordan det handler om hjernen.

Klaus Silberbauer: 21:55

Det lyder super interessant. Jeg tilgår hele domænet omkring psykiske sygdomme med enorm ydmyghed, fordi jeg ved vidt og lidt ikke meget om det. Og man må aldrig undervurderer, hvor voldsomt de er. Jeg har nævnt før, at jeg har folk i vindekredsen med bipolare lidelser, psykoser og den slags der. det samme, det er alvor, ikke? Så det skal man tilgå med stor forsigtighed. Hvad hedder det? Men du har jo ret i, at der ikke er noget, der tyder på, igen ud fra min meget, meget ringe vidensgrundlag her, at vi styrter fremover stepperne i behandlingsmetoderet i psykiatrien på samme måde, som vi gør med, lad os sige, ubåd eller kunstig intelligens. Der er nye midler kommet frem, heldigvis, også siden SSRI-revolutionen der. men det kan jo godt være, og det er virkelig på hypoteseplanet, at de måleretter lidt det forkerte, at de går for dybt, at de tænker, at det er i hjernens inderste funktioner, og signalapparaterne er galt, og måske ikke så meget af de indtryk, der kommer igennem. Det kan være, at vores lidt gamle verdensbillede med, at vi har en række sensorer, der så sender signaler ind til hjernen, processerer dem, at det måske er lidt for simpelt, at sensorapparaterne er meget, meget tættere koblet til hjernen. Altså, vi ved jo, at øjnene er en decideret udvoksning af hjernen. Det er hjernen, der ligesom kigger frem igennem kraniet på os og er lysfølsomme. Helt hjernen er jo et lysfølsomme. Øjnene er så specielt lysfølsomme, ikke? Eller netheden er. Der er sandsynlig masser af forske i det, og det håber jeg, at nogen gør. Lige for tiden er det sådan, at min tillid til den generelle læge eller biomediciners evne til at tænke nyt er på en meget, meget lav plan. Så jeg håber, at der er nogle neurologer eller nogle mere forskningsorienterede mennesker, der har fat i det her og vil kigge ind i den form for hypoteser. Det kan være, at du kender nogen. Du er bedre koblet ind i det her apparat, end jeg er.

Thomas Blomseth: 24:03

I hear you.

Klaus Silberbauer: 24:03

Ja. Godt, før vi kommer og lægger os alt for meget ud med biomedicinen. Skal vi så gå videre? Simpelthen spinde den der ende på kunstig intelligens videre. Fordi hvis der er noget, der går stærkt for tiden, så er det saft sus mig af i. Så stærkt, at der er jo skrevet et åbent brev fra nogle store kanoner på feltet, der mener, at vi skal stoppe udviklingen. I hvert fald i seks måneder.

Thomas Blomseth: 24:35

Ja, og så nogle kanoner også fra nogle andre felter, især nogle fysikere også. og ideen, men de kalder det jo sådan et moratorium, hvor det er simpelthen for at få tid til at blive enige om måder at holde igen i udviklingen. Det er simpelthen at sige, at man skal stoppe udvikling modeller, der er stærkere eller mere kraftfulde end GPT-4, som du jo har adgang til.

Klaus Silberbauer: 25:05

Ja, altså det kan man jo, det kan man jo købe for 20 dollars om måneden. I hvert fald GPT-4 via chat-GPT. Jeg har ikke søgt adgang til den helt udfoldede GPT-4-model, som jo er multimodal, hvor du også kan, eller i hvert fald kommer til, mener jeg, at kunne vise den billede, den kan generere billeder osv. altså det er ligesom det næste skridt, ikke? Det er den mere generelle AI, som kan mere end blot tekst eller billedgenerering, eller videogenerering. Men ja, altså, og GPT-4 er altså klart, klart stærkere end GPT-3. Og langsommere også, altså den er grundigere, den er mere rationelt orienteret. Den kan, jeg har slet ikke haft tid til at udforske alt det, den kan, men det er folk jo i gang med, og den er jo enormt generel. Det er det, der gør det så voldsomt at se på, ikke? Den kan analysere data, du smider efter den. Jeg prøvede sammen med en ven, der er i HR-branchen, at smide nogle, hvad hedder det, profiler efter, altså medarbejderprofiler, altså surveys. Det var så frit opfundet data, men lave et klassisk medarbejder-survey, og så smide efter, og så sige, hvilken type diskprofil er det her menneske? Og den analyserede dataen, og vende tilbage med en, i følge vedkommens professionelle øjne, en ganske udmærket analyse af den survey. Og kunne kategorisere det her menneske i diverse personlighedsprofiler. Sådan nogle ting, det er den rigtig stærk til. Og det er jo sådan set rystende nok. Så er det hele den kreative side, hvor den genererer alt fra historier til lejlighedssange og digte, hvor jeg har haft nogle meget spændende samtaler med en af mine venner, der forelægger, som i den grad tager afstand fra den sindssygt ringe kunstneriske kvalitet, der kommer ud af de her maskiner, altså de her automater, der bare efterligner. Og det mener jeg har ret i. Altså det er ikke kunst, det der kommer ud. Det er interessant, det den kan. Men jeg tror ikke kunstneren skal føle sig troet på den måde. Og vi skal måske alle sammen lige slappe af med vores totale fald på røven benåelse over, at den kan skrive digt. Altså fordi det er ikke nødvendigvis et godt digt, der kommer ud af det. Men altså igen, for hver 14 dage, så dukker der nye anvendelsesmuligheder op, og folk sætter for eksempel GPT4 ind i nye kontekster. Giver den mere agency over verden. Og det, jeg ved ikke om jeg er bekymret, men jeg er heller ikke ubekymret.

Thomas Blomseth: 27:45

Nej, for hvis jeg går tilbage til det åbent brev der, så er en af dem, der skrev det, det er jo så Max Tegmark. Han er en af de her, hvad kan vi kalde det, sådan en slags, ja, en af de apokalyptiske eksilsvenskere. Der er jo også sådan en som Nick Bostrom i Oxford. Filosof. Men Tegmark, han er jo så fysiker. Hvad er det med de svenskere? Og den generation, der er noget med dem, og så det apokalyptiske. Men bekymring der er jo, at vi er nået meget tættere på den her kunstig generelle intelligens, altså AGI.

Klaus Silberbauer: 28:18

Ja, det er vi også.

Thomas Blomseth: 28:19

Ja, men så kan man sige, at vores problem er, at vi er stadig ikke præcis, hvor meget tættere. Og det er så, at Tegmark og de andre, de mener, det er så, at vi er kommet lige pludselig meget, meget tættere i kraftelige udvikling, der er sket bare inden for det seneste års tid. Og det er så der, hvor jeg er ikke helt så bekymret, som de er. Og det er jo interessant, hvorfor nogle folk, som faktisk arbejder med det, er så mere bekymret, så kan man jo så overveje, hvorfor er man det så ikke selv. Altså, som jeg ser det stadigvæk, det jeg ser i GPT-3, og det jeg har prøvet med chat-GPT, det er mere et metamedie, vil jeg kalde det, end det er en kunstig intelligens, eller et eller andet type proto-væsen med agens. Det er en måde at sammenfatte menneskelige, sproglige udtryk, som man kan, så ved at aktivere det metamedie, få skabt nye sproglige udtryk. Og jeg har altså ikke den der fornemmelse, at jeg sidder og interagerer med noget, der minder om et væsen, eller agens på den måde.

Klaus Silberbauer: 29:27

Ja, det tror jeg heller ikke, du gør, men jo mere jeg tænker over det, jo mere ligegyldigt er det, om der i virkeligheden er en bevidsthed bag eller ej. Det er faktisk, altså, det bliver sådan helt solipsistisk, ikke? Men det er faktisk lige meget. Altså, noget, der ikke er bevidst, kan godt være farligt, hvis vi giver den den rigtige agens, og de rigtige kopier at løbe efter. Altså, det der måske er farligt er, at den ikke har en bevidsthed, den har ingen moral, den har ingen etik, den er dybt, dybt naiv, og tilsyneligt enormt nem at nare, uden nogle scenarier, hvor den bare giver loss. PT, kan man så sige, og det er måske der, hvor, vores fælles ven, forlæggeren, har en pointe. Jeg tror måske, at mennesker, der beskæftelser med litteratur, ved mere om, hvad ord kan gøre i sig selv, hvor vi andre måske tænker, det er jo bare tekst på en skærm. Den er indtil videre mere eller mindre confined i sådan en, hvis vi snakker GPT-4, i en sandkasse. Men kommunikation har jo den grad, fucker vores verden op. så alene den, den agensen har, ved at kunne fabrikere tekster, som kan være pure løgn, men lyder rigtigt. Allerede der er der jo en trussel, fordi de bliver weaponized af folk, der vil sprede misinformation. Så bare der er vi allerede uden noget problematisk. Og hvis vi så forestiller os, at den her tosser naiv, enormt hurtige mekanisme, den får mere agens via redskaber, via API'er, hvor den faktisk kan influere på den fysiske verden, i sin egen naiv godtrunhed, for at tilfredsstille et eller andet bruger, der er ude, som beder den om noget, jamen så kan jeg godt forstå bekymringen på mange måder. Jeg tror bare, altså, hvis vi kun hæfter bekymringen op, og det er sådan set, men pointet, hvis vi kun hæfter bekymringen op på, er der en bevidsthed, der faktisk vil os noget ondt, så tror jeg, vi kan vende i mange år. Fordi det tror jeg ikke, den dukker op, den bevidsthed. Prøv at høre, vi er jo faktisk ovenikøbet, vi er stadig i tvivl om, om andre mennesker vil os noget ondt, vi er stadig i tvivl om, om der er noget, der hedder ondskab. Det kan vi ikke engang beskrive, hvad sådan noget ligner os selv, så hvordan skulle vi nogensinde kunne se det i en maskine? Men jeg tror bare, at de kan sådan set gøre meget skade, uden at vil os noget ondt, uden at have en bevidsthed. kombinationer af store neural netværk og software. Så jeg mener, at på passel er på sin plads. Jeg mener, at moratorium vil virke. Nej, jeg tror ikke, at moratorium vil virke, fordi, måske kunne det faktisk være et problem. den civile brug af de her redskaber, der i sidste ende måske kan bringe os til en kurv for kræft, en kurv for kræft, og på mange andre måder accelerere rigtig mange forskellige forskningsfelter. Hvis vi bremser det, så vil der stadigvæk være kræfter derude, der i den grad ikke holder tilbage, og vil gøre alt for at udvikle en militær brug af de her redskaber. Jeg tror ikke på det der med at bremse en form for forskning. Tværtimod, tror jeg. Vi skal forske i at få civil nytte ud af det her, så hurtigt som overhovedet muligt, så vi ikke står tilbage i 40'erne og 50'erne og står med atomkraft, meget apropos, som faktisk blev udviklet mest af alt for at producere plutonium til vores atomvåben. Det har vi smidt af på brugen af atomkraft hele vejen, det er, at vi faktisk valgte den værste og den farligste form for atomkraft dengang, så vi kunne lave noget plutonium til at putte vores bomber. Der havde været mange andre måder at udnytte fission på, men det fravalgte man, fordi det var militært styret. Så jeg så jo gerne en civilstyret brug af AI, så det ikke bliver en militært kontrolleret brug af AI. Fordi det stopper man ikke. Der kan lov, at der er nogen, der forsker at løse.

Thomas Blomseth: 33:23

Ja, nu har du sagt brugen hele det gange, og jeg tror, det er også der, jeg vil lægge vægten, fordi det er brugen af det. Altså, det er svært at lade være med at kalde ChatGPT for den, fordi den udtrykker sig i sproglæret, og derfor så antroafflicerer vi den. Men den har ikke agens. det er os, der bruger den til noget. Mennesker, der vælger at bruge den til forskellige formål. Og der er egentlig, hvis jeg er bekymret, så er det mere der. Det er, hvordan vi finder på at bruge det. det er ikke, at der er en AGI, og det lyder til, det er det, altså, Tegmark, og det, man er mest bekymret for, det er det, der opstår en entitet, som vil noget med os. Jeg er mere bekymret for, hvad vi kan finde på at bruge det til, og at det er der, man skulle sætte ind sig. altså, det er brugende af det.

Klaus Silberbauer: 34:14

Ja, det er jo rigtigt nok, men, altså, jeg mener jo også, at en udbredelse af håndvåben er farlig i sig selv. Så kan man sige, jamen, det er ikke pistolen, der slår ihjel, det er mennesket med pistolen, der slår ihjel. Ja, det er rigtigt nok, men det, at der er en pistol, gør det farligt. Det er jo påvist i så mange samfund, ikke mest amerikanske. Så det kan jo godt give mening at begrænse adgang til en farlig teknologi. Jeg siger ikke, at vi kan og bør gøre det, når det handler om AI, men helt generelt, der er også en grund til, at vi ikke har lyst til, at folk får fri adgang til radioaktive stoffer osv., og at vi prøver at begrænse adgang til gifte. Så jeg synes ikke, den er så entydig at bare sige, det er brugen, men altså, det er brugen, vi kan gå ind og regulere, vi kan forbyde nogle ting. Der vil altid være nogen, der er ligeglade med reguleringer. Men jeg er enig med dig i, så siger Teknell, og du nævner også Bostrom, altså han, er udskyld.

Thomas Blomseth: 35:05

Det var nogen anden kontekst.

Klaus Silberbauer: 35:09

Det var Freudens slip, ja.

Thomas Blomseth: 35:11

Tegmark, og så er det Bostrom.

Klaus Silberbauer: 35:13

Præcis. Tegmark, ikke Teknell, ja. Specielt sidst nævnte, har jo en tendens til, at blive meget sort-hvid i sine forudsigelser. Altså, du ved, han er jo også all in på The Matrix, og simuleringshypotesen osv. Og altså, der har jeg sådan slap i af, jeg synes, han blev meget indsyd i, og jeg ved ikke, det sælger sgu nok også bøger, ikke? Men anyway, jeg er ikke afklaret omkring det, jeg er ikke bare helt rolig, jeg ser det ikke bare som jet, af noget teknologi, som vi nok skal få styr på. Der er forskel her. Jeg synes, det er, det har jeg sagt før, det er et tipping point, lige over i en helt ny kontekst. Jeg ville gerne sammenligne det med, da vi fandt fissionen. altså, vi opfandt ikke fissionen, vi fandt fissionen. Og de valg, der skal tages nu omkring AI, minder lidt om de valg, der skulle tages omkring atomkraft, over atomvåben. Så stort mener jeg faktisk, det er. og jeg mener, at der er et kontinuum, et flyttende kontinuum over en general intelligens, en general kunstig intelligens, som, vi kommer ikke til at definere, hvornår det sker, men den er der, vi vil glide over i noget, der mener om general kunstig intelligens, inden for de næste 10 år, af min mave fornemmelse.

Thomas Blomseth: 36:32

Ja, og så er det, den bekymring, som Tegmark og de andre har, det er jo så også det her spørgsmål, om superintelligens, har Bostrom jo også skrevet om, det er jo så det der med, hvad vil der ske, hvis sådan en ting igen, er meget mere ting igen, vi er.

Klaus Silberbauer: 36:46

Ja, det bliver den jo. Altså, det kan du se allerede nu, alt efter hvordan man måler intelligens, men bare dens evner til at processere data. Du kan smide en roman efter den, og den skal ikke bruge mange minutter på at læse den og forstå den og kategorisere den og resumere den. Altså, kan man så sige, kan den bruge den viden fremadrettet? Ja, hvis du udstyrer den med en hukommelse. Lige nu er det jo det store neurale netværk, der er trænet mere eller mindre en gang, ikke? Det er lidt statisk, så vidt jeg ved. Så vidt vi får fortalt, bliver de ikke trænet hver gang, vi bruger den. Men hvis du begynder at videretræne det her netværk og også udbygger omfanget af det løbende, ja, så får vi en generel kunstig intelligens, der hele tiden lærer, og som kan udkonkurrere os på ekstremt mange planer. Det betyder ikke, at der sidder en ond bevidsthed, der har lyst til at udslette menneskeheden. Jeg tror slet ikke, det sker. Men en tilpas naiv proto-bevidsthed, der tror, den gør det godt, men træffer nogle forkerte valg og har agens til at udføre de valg i den virkelige verden, kan virkelig gøre skade. Altså, du kan forestille dig en lalleglad tåbe med en bazooka. Det kan også være farligt. Det behøver ikke at være en stor, altomfattende intelligens med et mål om et eller andet endgame, hvor vi bliver udryddet.

Thomas Blomseth: 38:06

Altså, det vil jeg også sige, at for mig så er der også mere, at vi bruger de her teknologier, at kunne komme til, og bruge dem til at lave optimeringer, som er for simplet og for reduktive. At det er en større fejl. Altså, der er risiko for, at den fejl vil komme til at ramme os hårdere. Den er større.

Klaus Silberbauer: 38:29

Ja, og jeg vil gerne på Twitter, grobe et link til en YouTube-kanal, der hedder Computerphile, som blandt andet beskriver, hvor simpelt de farlige scenarier kan være. Hvis du bruger en kunstig intelligens, til at optimere et eller andet, så vil den ikke på nogen måde, inkludere en omfattelse af, hvad er det rigtigt eller forkert, og hvor mindre du specifikt, forbyder den at gøre alle mulige, alle mulige forskellige underlige scenarier, skal den ligesom afskæres fra, før den ikke vil blive farlig, i at prøve at opnå det her ene scenario. Det scenario, som ham her eksperten i AI, giver den her fiktive AI, det er nogle, filmen er nogle år gammel, det er simpelthen at samle frimærker. den skal bare samle frimærker, og jo flere frimærker, jo bedre. Og han viser, hvordan det scenario vil føre til en udslættelse af kloden. Og det er måske lidt karikeret, men det er jo rigtigt nok, altså hvis du samler frimærker for enhver pris, og du har agents til det, så går det galt. Så Asimovs idé om at kunne bygge en meget, meget general abstrakt boks omkring en kunstningsintelligens, og sige, du må ikke gøre skade på et menneske. Den vil ikke vide, hvad det er, så enkelt kan det ikke gøres. Hvad er der at gøre skade på et menneske? Hvad er det at beskytte sig selv, indtil at det kommer til at gøre skade på et menneske? Altså de tre robotlov. Så enkelt er det. Det sagde Asimov jo også. Det var det, han skrev sine robotnoveller om, at så nemt er det jo ikke. Så vi står med en meget, meget stor udfordring. Vi kan få bygget nogle, altså på den ene side nogle intelligente mekanismer, som også er komplet hjernedøde. Blottet for enhver form for moral. Altså en meget, meget hurtigt regnende psykopat. Og det er klart, der er nogle tanker, vi skal gøre også der. Der er jeg enig i med dem bag det åbne brev om moratoriet, men jeg tror bare ikke, at moratoriet på seks måneder og gør hverken fra eller til.

Thomas Blomseth: 40:37

Skal vi tage den videre?

Klaus Silberbauer: 40:40

Ja, lad os det. Tiden går jo.

Thomas Blomseth: 40:41

Lad os forlade den i klode. Og måske spørgsmålet om, så er ikke anden intelligente, så måske hold fast andet liv andre steder.

Klaus Silberbauer: 40:54

All these worlds are yours except Europa attempt no landing there, som der blev sagt i 2010. Glimrende bog, sløj film. Men vi skal til Jupiters måner jo, med JUICE. Endnu et backronym, som, altså det er begyndt at blive lidt søgt, men det lyder fedt. Jupiter Icy Moons Explorer JUICE. En europæisk mission. For en gang skyld, vil jeg næsten sige.

Thomas Blomseth: 41:31

Ja, men den kom jo afsted her forleden, der er lige med lidt for singelse. Der var lige en scrub, på grund af noget dårligt vær, dagen inden, og så kom den afsted, og er på vej. Banen blev som skulle, og det er jo så en af de der interessante baner også, hvor det faktisk sådan tager en otte års tid, at nå frem til Jupiters. Og det ville det ikke tage, hvis man faktisk havde løftekraften, til at lave nok Delta V, til at komme over en sådan direkte overførsbane.

Klaus Silberbauer: 41:57

Hvis man havde Starship for eksempel.

Thomas Blomseth: 41:59

Ja. Så må man tage lidt omvej, og det er jo så der, hvor man har sådan en gravity assist, altså tyngdeassisterende manøver, hvor man udnøver jordens tyngdefelt et par gange, og den skal være sådan en tur omkring Venus, og tilbage omkring jorden, og så selvom den kommer ud til Jupiters, bruger den så nogle af de her måner, også Ganymedes, blandt andet til at lave gravity assist, i selve Jupitersystemet, for at bremse ned, og komme ind i det rigtige kredsøber. Det er jo, vildt imponeret, den Flight Dynamics, eller Orbiter Dynamics, der er blevet der, når man skal regne de der baner ud, fordi det er virkelig sådan et kosmisk billiardsspil, over otte år.

Klaus Silberbauer: 42:45

Vi smider den, den røg afsted her for et par dage siden, og så flyver den til Venus. Altså, den flyver faktisk ind mod solen i første omgang og napper en tur under Venus, hvor den taber energi fra Venus, meget, meget lidt, ikke noget, Venus mærker til. Tilbage til Jorden, taber energi fra Jorden, så skal vi til Mars, tilbage til Jorden, og så falder den igen ind mod solen. Det er jo også det, der accelererer den, det er jo faldet ind mod solens tyngdebrønd. Og så en sidste tur rundt omkring Jorden for ligesom at få retningen ud, og så har den fået fart nok på til at komme ud i Jupiters kredsløb. I 2029 bliver det. Så vil den flyve forbi Kallisto, den flyver forbi Europa, som jo er en af de måske allermest interessante måner, og så vil den gå i endeligt kredsløb omkring Ganymede, som den så også får lejlighed til at studere bedst. Men der bliver rig lejlighed til at kigge på Europa, som jo er så inderligt interessant, fordi Europa tilsyneladende er et meget, meget stort hav med en meget, meget tyk skal af is. Og så vidt jeg kan forstå, er det et vandhav, og det er vandis. Og det vil sige, der er... Og det har vi spekuleret i mange år jo, og derfor mit indledende citat

fra 2010: 44:04

Odyssey Two, fra Arthur C. Clarke, hvor han jo spekulerer i, at nede under det her hav, der lever der sandsynligvis noget. Det vil ikke være usandsynligt, at der i flydende vand opstår liv. Vi ved det ikke. Men det bliver faktisk først med NASA's mission, Europa Clipper, at vi kommer endnu tættere på Europa, fordi der er målet Europa i sig selv. Den når frem et år efter, i 2030, og bliver opsendt om et år og fem måneder, tror jeg. Countdown er på nu. De har en lidt hurtigere rute derud og måske lidt mere løftekraft. Og frem for alt kan det være, det ved jeg faktisk ikke, men de bruger måske en raket, der kan genstarte sit andetrinsmotor, fordi problemet med Ariane 5, som jo synger på sidste vers, det er, når først andetrinet er slukket, så kan det genstartes. Så du har kun det initiale boost, og så må resten klares af gravity assist og smart geometri. Men på andre systemer kan man altså genstarte den her motor og få yderligere skub i den rigtige retning, og det vil bringe amerikanerne derude lidt hurtigere. Men det betyder så også, at vi i 2029 og så derefter 2030 har to meget, meget kapable og ret store sonder i Jupiters system, og det bliver spændende. Og de skal selvfølgelig samarbejde. Vi kan lære rigtig mange fede ting, og jeg synes, det vil være på sin plads at finde noget udenjordisk liv nu. Ville det ikke det? Er vi ikke klar til det?

Thomas Blomseth: 45:36

Jo, og nu er det alt det andet—

Klaus Silberbauer: 45:38

Ja.

Thomas Blomseth: 45:38

Det skal vi ikke. Men nu sagde du jo så Starship, og det er rigtigt, at hvis man nu fik Starship op at flyve ret hurtigt, så kunne det jo være, at man faktisk kunne lave nogle sonder, der kunne nå ud at overhale de andre—

Klaus Silberbauer: 45:50

Men det blev så ikke i dag.

Thomas Blomseth: 45:52

Nej. For jeg føler mig lidt hensat til april måned i 1981, hvor jeg sad og ventede på også den første orbitale opsendelse af et nyt rumfartøj. Det var nemlig rumfærgen Columbia på dens jomfrurejse. Og den der fredag eftermiddag, den 10. april, der sad lille Thomas foran fjernsynet. Det var i farve, så vidt jeg husker. Og lyttede til Claus Toksvig, tror jeg det var, der rapporterede fra sorg—

Klaus Silberbauer: 46:24

Jeg skulle godt huske det der.

Thomas Blomseth: 46:25

Men det kom ikke afsted. Det gjorde den så søndag eftermiddag, hvor vi så var til noget familie, kom sammen, hvor færdinden ikke var så begejstret, som jeg husker det, for at alle herrerne samledes omkring farvefjernsynsapparater og senere hovedsyns. Så der lykkedes det så—

Klaus Silberbauer: 46:46

Det var dengang, man stadigvæk gik op i det. Jeg sad jo i dag på kontoret med streaming kørende på to skærme og havde booket mig ind, så jeg ikke blev kaldt i møde på det tidspunkt. Og folk var sådan: Hvad er det, og hvad er det for en raket? Altså, det er bare ikke den samme gejst. Men det burde da være, fordi det her er virkelig... Altså, det er en ny fase for rumfarten. Det er det. Og den raket, det er ikke noget, det er ikke en slags, vi har set før. Så jeg synes, man skulle... Nu får man chancen til... Altså, nu var det en scrub i dag, og om, hmm, et par døgn måske, så prøver de igen. Og så synes jeg, man lige skal sætte tid af til at bevidne en ny fase af rumfart, fordi det er det virkelig.

Thomas Blomseth: 47:32

Jeg skal jo sige en parallel til april 1981. Det er jo så også det med genanvendeligheden. Det lykkedes jo ikke med rumfærgen at få den her hurtige genanvendelighed, rapid reusability, som SpaceX jo går efter, og som Elon har sat som mål. Og det er jo egentlig et virkeligt gennembrud, hvis det lykkes. Også fordi Starship så kan løfte så meget mere i kredsløb, end rumfærgen også kunne. Altså den tonnage, man kan få sendt afsted, det er jo helt støjelses. Så ja, ved at få det til rådighed, så er der simpelthen så mange andre ting, der kan blive mulige. Men altså, alt andet lige, så var der da en million stykker eller sådan noget, var der ikke det, der kiggede på streamen?

Klaus Silberbauer: 48:26

På streamen, jo jo. Altså, vi er jo et par nørder derude, men det er jo ikke sådan en mainstream-begivenhed, som der var en gang, hvor alle samledes omkring farvefjernsynet, og så var det, hvad de havde gang i, de der amerikanere. Men vi er blevet forvænnet, ikke? Altså, nu ryger der en Falcon op, det er jo mere end en gang om ugen, og en Heavy ganske ofte også, og det er jo ligesom... Altså, vi har allerede vendt os til at se en raket fise op, og så halvdelen anden lander igen. Og, ja, det bliver hurtigt, aktualiteten fordamper hurtigt, ikke? Men jeg tror så også, at når først Starship flyver, og det begynder at blive bragt på Flow TV, for at man stadigvæk siger det, så tror jeg nok, folk kan se storheden i det. Men det kræver, at det ligesom går op for folk, når skalaen går op for folk, ikke? Det her, altså, den er godt damestor, og den er tintinagtig, og det er alt, hvad de lovede os, at rumfart ville være.

Thomas Blomseth: 49:30

Ja, altså, jeg vil nok sige sådan, rent egoistisk, så vil seksårige Thomas i 1981 nok hellere have haft de her streams til rådighed og det indblik i telemetri og sådan noget, som vi har i dag, frem for at masserne ligesom kunne kigge med, som de kunne i 1981. Fordi informationstætheden var meget lavere. Jeg kan huske, jeg havde sådan nogle ting, jeg klippede ud fra Jyllands-Posten, med sådan nogle farveplanser og sådan noget, og fandt ud af, hvordan det var skruet sammen i den her luft med den her rumfærge. Men altså, det der er i dag, der var SpaceX's egen stream, der var NASASpaceflight, der kørte stream i, ja, de startede, hvad der svarer til natten dansk tid. Og Tim Dodd, the Everyday Astronaut, han havde også stream kørende fra sit dedikerede studie.

Klaus Silberbauer: 50:23

Ham havde jeg på den ene skærm og SpaceX's egen stream på den anden—

Thomas Blomseth: 50:28

Ja, så der er bare sådan... For dem, der virkelig går op i det, er der en helt anden mulighed for at få indblik i det. Mange flere kameravinkler, meget mere information—

Klaus Silberbauer: 50:38

Er uendelig meget mere. Det er en fornøjelse. Jeg ønsker bare, at flere kunne se grandiositeten i det og forstå det paradigmeskifte, som vi er på vej ud i, hvad udnyttelse af rummet angår. Det tror jeg, der er mange, der først vil se, om, jeg ved ikke, det kæder måske,

at sige: 50:55

Nå, det var dengang, det skete. Det var der i 2020'erne, at det for alvor tog fart igen. Jeg synes, det var dejligt, at vi kunne ende, på trods af en scrub og på trods af nogle lidt mørke, dystre emner, også at vi går ind på en hej i vores aktualitetsbrede afsnit her. Og det kan være det format, vi kommer til at tage mere fat i. Det ved vi faktisk ikke helt endnu, men det kan noget, som man siger.

Thomas Blomseth: 51:22

Ja, og vi sidder med alle de krydsede fingre, vi kan, for at have ind, fordi det er sådan 48, 72 timer, at SpaceX gør at forsøge igen, og at det så lykkes.

Klaus Silberbauer: 51:33

Det gør vi. Silberbauer & Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag fænomener og teknologier, der præger alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Har du kommentarer eller spørgsmål til episoden, du lige har hørt, så find os på Twitter på @Silberblom eller på facebook.com/Silberblom. Begge steder poster vi kilder og andet indhold, som er relevant i forbindelse med vores episoder. Coverart deler vi på Instagram, ligeledes på @Silberblom. Og hvis du kan lide det her podcast, så vil vi blive lykkelige for stjerner på Apple Podcasts, eller hvis du blot deler podcastet med dine venner. Tak fordi du lytter med.