Thomas Blomseth: 0:00

The NASA Psyche team is go for launch. T-minus 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, engine ignition. And liftoff, liftoff of Falcon Heavy and Psyche on a mission to a metal asteroid in deep space to study the building blocks of our planet's interspace. Vehicle is pitching downrange. M1D, chamber pressure stop hold.

Klaus Silberbauer: 0:36

Nøj, sådan en Falcon Heavy, den lyder godt. Bare man dog kunne få lov til at høre det live en dag.

Thomas Blomseth: 0:43

Ja, det er jo interessant at sige det, Klaus.

Klaus Silberbauer: 0:47

Wait a moment.

Thomas Blomseth: 0:48

Ja, altså normalt så foretrækker jeg jo mine Falcon Heavy'er om natten.

Klaus Silberbauer: 0:54

Live. Det er ligesom jazz. Det er bedst live.

Thomas Blomseth: 0:57

Ja, men nu er det jo så ved at være derovre fire år siden, at jeg havde den oplevelse i Florida.

Klaus Silberbauer: 1:04

Ja, og efterhånden en måned siden, du har fortalt anekdoten sidst, fordi det er jo... Vi har haft en pause. Og det kan være, at vi i et senere afsnit kommer tilbage til, hvorfor det er. Men nu er vi tilbage, og vi skal ikke snakke om, at det er skidt, der sker ud i verden, men vi skal snakke om, at det gode, der sker på den teknologioptimistiske front, eller noget af det i hvert fald. Fordi vi skal igen tilbage ud i rummet, hvor vi godt kan lide at være.

Thomas Blomseth: 1:34

Ja, og det er jo sådan, at der er gået to år, praktisk næsten på dato, siden vi sidst lavede et par episoder, der handlede om at komme ud i rummet, og få fat i nogle af alle de godter, der er derude, og så bruge dem til noget. Fordi energi og råstoffer, det mener vi jo stadigvæk er noget, som vores teknologiske civilisation kunne have godt af at få mere af i fremsiden. Så vi synes faktisk, at der er tegn i sol og måner, måske i stjerner, på, at der sker noget, der er jo en interesse, der er et eller andet i gang omkring det.

Klaus Silberbauer: 2:14

Det er som om verden har fået en fat med asteroider. Og det er godt, som du siger, det der med at få råstoffer og energi, få udnyttet noget af det, det er vi jo tilhængere af. Vi er jo ikke sådan per automatik modstand af, at man udvinder ting og raffinerer dem og bruger dem til menneskets bedste. Der er vi jo lidt, hvad kan vi kalde det, teknohumanister. Er det en beskrivelse? Så længe vi udvinder energi og råstoffer og bruger det til at gøre liv for rigtig mange mennesker bedre, så er jeg tilhænger. Så kan vi altså diskutere, hvilke omkostninger det kommer med. For jeg kan også godt lide naturen og miljøet osv. Men der er en hårdfin balance der. Det kan vi jo sikkert komme til at snakke mere om. Men det er som om, at verden er begyndt at fokusere på asteroider. Og det er jo interessant. Vi har jo været inde over det over en del år nu, at det er nok der, vi bør fokusere, før vi fokuserer for langt ud i rummet.

Thomas Blomseth: 3:20

Jo, og så er der, som man kunne høre i starten her, jo helt konkrete missioner nu. Der er den her Psyche-mission, som jo bare navnet er godt. Og det er jo så fordi, at den er på vej nu til en asteroide, der hedder 16. Psyche, eller Asteroide nummer 16. Og det er jo fordi, at —

Klaus Silberbauer: 3:43

Det lyder også som en film.

Thomas Blomseth: 3:45

Ja, og talet 16, det kommer simpelthen fordi, det var den 16. asteroide, som mennesket nogensinde opdagede og gav et navn. Og så Psyche, det er jo selvfølgelig en græsk gudinde, Psyche, og det var hende, der stod for sjælen og det sjællige liv, og derfor også psykologi. Men vi har jo sidenhen løbet tør for græske gudinder og navngivet asteroider efter. Der er jo sket en hel del i forhold til antallet af dem, så nu —

Klaus Silberbauer: 4:12

Dengang troede man ikke, der var så mange. Og man betragtede det nok nærmere som en ny planet i en eller anden størrelse, med et lidt spændende kredsløb. Det er sjovt fordi, og jeg tror, det er Scott Manley, der på YouTube også fremhæver det her mystiske noget med, at man får præsenteret 16 Psyche som en ny asteroide, som NASA har opdaget, og den er rigtig, rigtig mange penge værd. Fordi den er jo... Dens komposition er jo metal og af forskellig art. Men det er altså ikke en ny opdagelse. Det var en fyr, der hed Gasparis i 1852, der opdagede 16 Psyche. Og som du ser, det er også derfor, at den har været så heldig at få et navn, efter at en gammel græsk gudinde, som han løbet tør for nu. Så vi har vist, den var der længe, og man har kendt hendes kredsløb i lang tid. Men nu skal vi simpelthen ud og besøge den. Og det synes jeg, det er fedt. Det er helt grundlæggende fedt. Altså hele opsendelsen, alt det der radiochatter der, det er bare fedt. Det er æstetisk lækkert. Og så synes jeg, det er enormt positivt og optimistisk, at vi på trods af verdens tilstand stadigvæk har overskud til at få sendt missioner derud. Fordi den er jo et stykke væk. Det er jo ikke en af de allernærmeste asteroider.

Thomas Blomseth: 5:33

Nej, og det er så også derfor, at Falcon Heavy er jo blevet nødt til at opnå så meget delta-v som muligt, at sende den afsted med. Og derfor, at man jo så også offrede centerkernen i Falcon Heavy. Fordi der var jo simpelthen ikke brændstof til at lade den lande igen.

Klaus Silberbauer: 5:57

Plus man har strippet den for alt, hvad der ikke skal bruges. grid fins osv. Det er jo også Musks del af hans algoritme at fjerne alt, hvad der ikke skal bruges. Men der er jo brug for hvert et kilogram. Hvert et lille stykke delta-v, vi kunne opnå for at få den her asteroide, som jeg tror, den vejer en rumsonde sat i et rigtigt kredsløb. Og den vejer nogle ton, 3,5 ton og sådan noget. Det er en lille SUV nærmest, der skal derud.

Thomas Blomseth: 6:27

Ja, altså selv med det, så bliver den nødt til at få sådan en tyngdekraftsassistance-manøver ude ved Mars også. Så man får en såkaldt slingshot-manøver for at få den sendt i den rigtige retning der, hvor man så låner lidt af Mars' moment. Meget, meget lidt jo. For at så få sendt den i den rigtige retning længere ude i asteroidebæltet, hvor 16 Psyche flyver rundt. Og altså de der tyngdekraftsassistance-manøver, det er jo nogen, man begyndte at bruge 70'erne. Altså vores store sonder, Voyager og også Pioneer-sonderne de sidste af dem, de benyttede sig af dem. Og det er jo imponerende ikke, at man kunne beregne de baner med den beregningskraft, den computerkraft, man havde i 70'erne. Men der var jo muligheden, hvis vi lige skal have lidt rum, faktisk historien er, der var jo det her helt særlige vindue for at lave en grand tour, som der er nogen, der fandt ud af hos NASA, tror jeg. Det var i hvert fald amerikanske astronomer. For at man nemt kunne besøge alle de store planeter på vej ud gennem solsystemet, og så få hjælp af deres tyngdefelter til at sende sonderen videre mod det næste. Og det var derfor, man havde travlt med at få Voyager og sonderne klar, fordi der var et helt særligt vindue, der skulle rammes der. Og det kan man så sige, her var der så også et vindue, selvom den her mission er blevet udsat nogle gange, så havde den jo det et instantant opsendelsesvindue, som jo nok giver kriller i maven hos mission control. Det der med, at inden for et sekund skulle den afsted, ellers skulle den ikke afsted.

Klaus Silberbauer: 8:12

Men det siger også noget om præcision i de her baneberegninger. Altså, du skal intercepte Mars på det helt rigtige tidspunkt, du skal ud af det kredsløb på det helt rigtige tidspunkt. Også fordi, går jeg ud fra, der er et eller andet korrelation, men målet her er bare meget, meget lille. Altså, 16 Psyche er, jeg tror, omkring 250 km i diameter. Det er jo ikke en stor plet, vi skal ramme. Ikke mindst, fordi den er et sted mellem 2,5 og 3,3 astronomiske enheder væk. Altså, op til over tre gange så langt fra os, som vi er fra solen. Så vi er et stykke derude af, ikke? Og det er jo altså, det svarer til, at det er præcisionsskydning simpelthen. Og det er præcisionsskydning hen til, jeg tror, 2029, den skal jo rendezvouse med asteroiden. Så det er altså, det imponerende matematik, det er det virkelig. Og det lykkes. Afsted kom den. Og vi hører nok først for alvor fra den mission igen i 2029, når vi nærmer os asteroiden.

Thomas Blomseth: 9:21

Der er selvfølgelig noget med, at de skal afprøve, altså først skal man have kommissioneret den, som man kalder det, at få alle instrumenterne op at køre. Og så, når den flyver forbi Mars, så bruger man selvfølgelig den chance til, eller muligheden til at tage nogle billeder af Mars, for at afprøve instrumenterne. Ja, men det kræver vedholdenhed og tålmodighed med sådan en slags missioner. Fordi der er jo et team nu, som jo så skal sørge for, at den her, den er i god stand hele vejen derude. Og klar til at udføre sin mission, når den så når ud til asteroiden.

Klaus Silberbauer: 9:58

Ja, meget kan gå galt, som man siger.

Thomas Blomseth: 10:00

Ja.

Klaus Silberbauer: 10:01

Jeg tænker på, før vi vender tilbage til 16 Psyche, og derfra ud i, hvorfor det er super interessant med den mission, skulle vi så ikke lige kigge tilbage på, hvad er asteroiden-missioner? Fordi, som vi siger, der er en hype, der sker et eller andet nu, hvor man får mere og mere fokus på asteroiderne. I 70'erne og 80'erne var der meget planet, planeterne, og det har der sådan set været hele tiden. Vi har sendt sonder ud i vores solsystem. Men vi er begyndt at kigge mere på asteroider, og der er sådan, hvis man bare kigger i historien, tilbage til, nu skal vi se her, jeg har en lille liste. Hayabusa-sonderne for eksempel, der var oppe i, Kan det passe, 2003, Hayabusa 1, eller Hayabusa bare, hvor man prøvede at sætte en rover, eller en lille sonde, i land på en asteroider, der hedder Minerva. Og man skød forbi, simpelthen. Jeg ved ikke, om man havde regnet galt, eller hvad det gik galt, men der var i hvert fald, man fik affyret nogle raketter på et forkert tidspunkt, og så strøg den her sonde forbi. Men man fik alligevel noget ud af missionen, og man lærte noget om den her asteroide. Og man fik også en kapsel tilbage, man lavede en forbiflyvning, så vidt jeg husker, fik samlet noget støv op i nærheden af asteroiden, og fik det returneret til jorden i 2010. Det er jo så selv en bedrift, altså taget ud og hentet ting. Og så havde man Hayabusa 2, som ligesom var efterfølgeren, som landede i december 2020, eller fik den også sat en retursonde til jorden. Og fortsætter sådan set, så Hayabusa 2 har en ny mission med en asteroide, der hedder KY26, som den skal møde i 2031. Så den her idé, når man sender en modersonde ud, den får på en eller anden måde samlet materiale op, som så bliver sendt tilbage til jorden i et landingsfartøj. Det synes jeg i sig selv er ret fascinerende. Det er sgu meget elegant. Og så havde vi jo den her mission, som hedder DART, som var en lidt anderledes mission, som måske ikke handlede så meget om at lave grundforskning i sammensætning af asteroider, men mere handlede om at finde ud af, kan vi skubbe dem af vejen, hvis de er på vej mod jorden? En mission, der decideret skulle teste vores mulighed for planetarisk forsvar. Også lidt fedt, ikke?

Thomas Blomseth: 12:39

Jo, men faktisk det med sammensætning, ikke? Altså, man lærte jo også noget om sammensætning, fordi det kan man jo også her fra jorden, ikke? Altså, når man, når der for eksempel er jordskælv, ikke? Det er noget af det, vi bruger til at prøve at kigge på, hvordan de forplanter sig, og så prøver vi at udlede ting omkring, hvad er sammensætning i sig nedenunder? Og det er jo også noget af det, man lærte noget om her med DART-missionen. Hvad sker der, når vi skyder noget ind i sådan en asteroide? Hvordan reagerer den så, og hvordan afgiver den så på materiale, for eksempel? Og hvordan ændrer den måske sin form, eller bliver deformeret? Hvilke deformationer er det? Det er jo noget af det, der kan være med til at fortælle os noget om, ja netop, hvordan er de sammensat? Og også, for eksempel, hvis man så skal prøve at få sådan en asteroide på en anden bane, så alt efter, hvilken type asteroide den er, altså, hvad det for materialer er, hvordan skal man så behandle den, ikke? Altså, hjælper den noget at nuke den direkte, eller skal den sådan nudges mere lempeligt, for at den ikke bryder i alt for mange stykker, osv. Det er jo noget af det, man også kan lære ved det. Så det synes jeg, det var også en interessant udfald af DART, at der var noget læring der.

Klaus Silberbauer: 13:52

Og det gik jo skide godt. Prøv at høre, hvad Bill Nelson, han sagde til evalueringen over for pressen her. Man fandt jo ud af, at man skal nok ikke sende Bruce Willis op med et hold af borebiser og nogle store nukes, det kommer der ikke noget godt ud af. Men hvis vi regner på det, så kan vi påvirke asteroider ved simpelthen at sende sonden ind i den rigtige vinkel, og den behøver ikke engang at være kæmpe stor. Jo tidligere vi gør det, jo bedre. Og så kan vi skubbe, vi kan simpelthen ændre asteroidens kredsløb omkring solen, og dermed, når vi ændrer kredsløbstiden, så ændrer det jo også banen, og dermed kan vi ligesom kante den her asteroid rundt om jorden. Og så må vi håbe på, at vi har regnet rigtigt, at vi ikke bare udskyder problemet. Sådan der går 50 år, så rammer den også lige i smasken. Men igen, det er de blevet gode til at lave matematik på. Og man fik jo flyttet Dimorphos, som var den her asteroid, man testede på meget mere, end man troede, man kunne. Så det var en vigtig test, og måske den metode, vi skal bruge, hvis vi finder ud af, at noget er på vej mod os. Og apropos på vej mod os, så har vi jo Bennu, som er en asteroide, der har en beklagelig tæt omgang med jordens kredsløb. Og der er noget, der tyder på, altså indtil videre siger matematikken, at om 159 år, så er der, nu vil jeg ikke sige stor chance, eller stor risiko. En risiko pt-beregnet til 0,037 procent for, at Bennu rammer jorden. Det, der kan ske, det er, at tyngdekraften på jorden påvirker Bennu, så den her risiko stiger undervejs. Og så 24. september, hedder det, 2182, kan det være det slut. Fordi hvis Bennu rammer jorden, så er det noget lort, som man siger i fagtermer. Og derfor synes jeg, det er enormt positivt, at man tager det alvorligt. Altså, jeg ved ikke, hvor høj grad politikere tager det alvorligt, men NASA tager det alvorligt. Og derfor så sendte vi jo den sonder, der hedder OSIRIS-REx, eller vi sender, så siger jeg, NASA sendte OSIRIS-REx, hvad hedder det, til Bennu, for at finde ud af, hvordan den er sat sammen. Altså er det en stor løs bunke grus, eller hvad den her asteroide er lavet af. Fordi så kan vi nemlig i god tid finde ud af, hvad vi kan skubbe den af vejen. Hvis det, når tiden lakker hen mod 2182, og vi finder ud af, at den er for tæt på, så kan vi måske puffe til den. Måske med den metode, som man brugte i DART-missionen.

Thomas Blomseth: 16:55

Altså, det er nok der, hvor jeg tror på, at det vi i virkeligheden gør nu, det er, at vi lærer ting om de her specifikke asteroider. Men på det tidspunkt, i 2182, der har jorden selvfølgelig et veludbygget asteroide-forsvar, som gør, at man kan forsvare sig imod vilkårlige asteroider.

Klaus Silberbauer: 17:18

Du siger, at det har vi selvfølgelig.

Thomas Blomseth: 17:20

Ja.

Klaus Silberbauer: 17:22

Men altså, har vi det? Det vil jo kræve, at vi arbejder aktivt hen imod det. Vi har jo før været inde på det her med teknologishistorie. Det er jo ikke noget, der er givet. Det er jo ikke sådan, at udviklingen bare sker. Må jeg hente dig opmærksomheden på 4. sæson af For All Mankind, der viser, hvor vi ville have været henne, hvis ikke vi havde sat store dele af rumforskning på pause i årtier, på grund af mange interesse for offentligheden og politiske interesse. Så hvis det sker igen, vil vi så med al selvfølgelighed kunne forsvare os? Eller vil vi se på truslet fra asteroider for eksempel, lidt som vi ser truslen fra, lad os bare sige, en tilfældig virus. Det kunne være SARS-CoV-2. Altså, at vi undervurderer den, og vi ignorerer den. Det er jeg ikke så optimistisk, det må jeg sige.

Thomas Blomseth: 18:12

Altså, at vi må leve med det, ligesom dinosaurerne de gjorde.

Klaus Silberbauer: 18:17

Don't look up, ikke? Prøv at høre, menneskeheden er ikke specielt begavet, når vi kigger på hele flokken. Der er individer, der kan trække det der, men i flok kan vi simpelthen være så snot dumme. Og det synes jeg, vi ser med stor tydelighed på flere fronter for tiden. Jeg håber, at du har ret. Jeg håber, at den her initiativer, der sker hos NASA, og måske også i højere og højere grad hos private, vil trække udviklingen hen i, at vi, vores efterkommere om 150 og nogle år kan sige, jamen selvfølgelig har vi et godt forsvar, vi ved præcis, hvad vi skal gøre. Om 150 år har vi allerede skubbet den her skiderik ud af dens bane, ellers har vi fået sent på den. Altså, det skal ske i god tid. Så vi skal op og puff til Bennu, om 100 år i hvert fald.

Thomas Blomseth: 19:12

Jo, altså man kan jo sige, at vi kan også skubbe til den meget sent. Det kræver så bare en enorm mængde energi.

Klaus Silberbauer: 19:18

Det kræver en voldsom masse delta V.

Thomas Blomseth: 19:20

Ja, men altså det med Bennu er interessant. Vi har jo så fjernet noget af dens masse, fordi det var jo så også det, der er sket for nylig. Det var jo så netop, at der kom den her, der var sample return, som så var i slutningen af september også, som havde jo så endnu en af de her ting, der har gjort, at vi har syntes, der var noget her i luften for tiden omkring de her asteroider, fordi der kom simpelthen en returkapsel tilbage fra den også. Og det var NASA selvfølgelig også vældig glad for. Og det lavede til, at der faktisk er kommet mere af det her støv med tilbage, end også man havde kunne håbe på. Og det er jo så, som de øjne på før, ret vildt at tænke sig, at der er sådan en større sonde, der er fløjt derude, og så har den fyldt det her prøvekammer med prøver, og så er der blevet sendt en noget meget mindre sonde afsted, altså en relativt lille ting med faldskærme og styring og radiokommunikation og det hele sensor og sådan noget, er blevet sendt tilbage til jorden, og så lander den også fuldstændig der i det område, hvor man har planlagt. Og der er jo nogen, det er jo selvfølgelig transmitteret live på NASA TV, og der er jo helikopter i luften og biler ude ved den, altså få minutter efter den var landet, fordi man havde så godt styr på, hvor den efter sin rejse på millioner af kilometer, så ville lande på jorden på hvilket tidspunkt og hvorhenne. Og så med faldskærme, der efter så mange år i rummet, i det miljø, så alligevel åbner sig og får den til at lande blødt.

Klaus Silberbauer: 20:53

Det er ingeniørkunst på et helt fantastisk plan, og vi skal også lige huske, altså når jeg også bliver lidt mørk omkring menneskets fremtid, så skal vi også huske, hvad det er, vi kan. I hvert fald, hvad nogle grupper af os kan. Og de ingeniører og forskere, der skruer de her maskiner sammen, det er fandme imponerende. og ikke nok med, at man skruer dem sammen, man får dem også op med noget andet super kompleks teknologi, og det rigtige sted hen, og man får dem tilbage igen. De her return sample missions er helt fantastiske. Jeg synes, det er dobbelt op på kompleksitet. Hvis vi vender tilbage til 16 Psyche, de her asteroider er jo ikke bare en flok ens klumper af et eller andet derude, de er ganske forskellige. Mange af dem er nok nærmest grus og is. i et eller andet tæthed. Nogle er måske mere skyer af grus, og nogen har en vis tæthed. Jeg mener, det fandt jeg ud af, at Bennu har en masse tæthed på omkring 1,3 tons per kubikmeter. Det er faktisk, det lyder meget, men det er sådan et relativt let materiale. Men 16 Psyche er jo anderledes. Det er jo de ikke særlig mange M-klasse asteroider, der er derude. og man har anslået dens tæthed til et sted mellem 2,5 og 3,3. Nej, det er noget røvl. Jeg sidder og siger og læser de forkerte tal. Det er der omkring 3,5 tons per kubikmeter. Måske underklyder mere. Og så snakker vi jo ikke om is og gru, så snakker vi jo om jern eller metaller i forskellige sammensætninger. En legering, han har det. Så det er en tung base, og det betyder også, at den kan være noget værd, fordi lige pludselig snakker vi jo om interessante råstoffer. Over at købe råstoffer, der måske ikke er så svære at udvinde, hvis vi lige får dem hentet selvfølgelig, men det er i relativt brugbare stand, selvom det er sikkert en blanding af jern og nikkel og sikkert en masse spormetaller. Og det er jo måske også grunden til, at de her M-type asteroider er interessante, tænker jeg. Altså, at der kan være noget monetært i dem.

Thomas Blomseth: 23:07

Ja, og det kunne så være der, at vi skulle gå fra virkelighedsverdenen over i fiktionsverdenen.

Klaus Silberbauer: 23:13

Ja.

Thomas Blomseth: 23:14

Og så se, om vi kan få i hvert fald diskuteret en vision, der bliver fremme af en. Derfor, for to år siden, da vi talte om alt godt for rummet, over et par omgange, der var det også lidt inspireret af, at jeg havde læst en science fiction, eller en roman, måske ville man kalde den Space Tech, hvis man skulle være sådan mere præcis, af en forfatter, der hedder Daniel Suarez. Og han har simpelthen lavet en serie, der hedder Delta V-serien. Ja, og der læste jeg så første bog, som hedder Delta V. Og vi har jo nævnt Delta V her lidt tidligere, hvor jeg snakkede om opsendelse med Falcon Heavy her. Fordi det er ligesom, det er nærmest den valuta, man regner i, når man regner i, hvordan man kommer rundt i solsystemet. Det handler simpelthen om, hvor meget Delta V, altså hvor meget hastighedsforandring, skal der til, for at komme visse steder hen. for at komme fra jordoverfladen, og så op i kredsløb, så skal man bruge sådan en godt, omkring 8 km/s forskel. Det er en ret hæftig en.

Klaus Silberbauer: 24:30

Og V står for Velocity, og Delta, altså det er forskellen fra, hvor du er nu, og hvor du skal hen. Og det kan du så omregne, i mængden af brændstof, du skal bruge til at flytte, så mange tons raket. Du kan regne ud, hvor meget specifik impuls, du skal have osv. Og så kan du gå matematik i den, det skal vi nok undgå.

Thomas Blomseth: 24:52

Der findes faktisk, og vi kan simpelthen finde en reference til og et link til det, men der findes nogle kort over solsystemet, der viser, hvor dyrt det er i Delta V at komme mellem forskellige steder. Det ligner nærmest sådan et metrokort eller sådan noget, hvor man simpelthen kan regne ud, okay, hvis jeg står på månen, og jeg gerne vil til Mars, så koster det så meget Delta V at komme i kredsløb om månen, så meget at undslippe månen og jord-måne-systemet osv., og så for at komme til Mars, så koster det så meget. Eller hvis jeg er i kredsløb omkring jorden, hvor meget koster det så at komme ned på månens overflade? Der findes sådan et sjovt kort, og det er også et, jeg mener, Torrey Bruno for ULA, United Launch Alliance, han har også linket til et tweet omkring det. Det er måske ULA, der har lavet kortet, men det er meget godt at have, hvis man sådan lige skal kigge efter, hvor meget det koster at komme forskellige steder rundt i solsystemet.

Klaus Silberbauer: 25:43

Og jeg tror også, du har påpeget før, hvor perverst forsynet har været, ved at sætte os i en tyngdebrønd, planeten jorden, hvor tyngdekraften er sådan lige på kanten af, hvad vi kan undslippe, altså det er perverst dyrt, og fordi vi så pt mest har adgang til fossile brændstoffer af forskellig art, og sådan ild og brænd og sådan noget, altså kemiske reaktioner, det er sådan lige på kanten, at vi faktisk har flyttet noget som helst ud i kredsløb. Det er hammerende dyrt, det er virkelig besværligt, det bruger en masse råstoffer. Det er ikke helt fair, for samtidig vil udstyret med den her udlængsel, der gør, at vi virkelig gerne vil afsted. Men det lykkedes jo så, men det er, altså der er en grund til, at de her raketter er så pokker store, for at så smide et par tons nyttelast ud, i selv lavt kredsløb. det kræver bare rigtig, rigtig meget energi, og at opnå de hastigheder.

Thomas Blomseth: 26:39

Ja, det var det, som man også kalder for raketligningens tyranni. Altså, når vi bruger de her kemisk baserede raketter, som vi talte om i vores episode om Project Orion, så findes der andre teknologier, som vi ikke har været villige til rigtig at bruge. Altså —

Klaus Silberbauer: 26:53

Ja.

Thomas Blomseth: 26:55

nuklearbaserede, som kan noget helt andet, men med det vi gør lige nu, så ligger vi nærmest lige på kanten, som man siger, til at det kan lade sig gøre. Nå, men Suarez, han har så faktisk lavet anden bog i serien, og den udkom så tidligere i år, men jeg opdagede det først her i sommer, og det bliver selvfølgelig til sommerferielæsning. Og den anden bog i serien hedder Critical Mass, hvor vi så fortsat følger den her gruppe af asteroideudforskere og så også miners, og jeg var vældig begejstret, og så har jeg så prøvet at få solgt idéen til dig om, at du også kunne læse bog 2.

Klaus Silberbauer: 27:41

Ja, men det er også lykkedes, jo. Jeg har læst begge to, og nærmest lige i forlængelse af hinanden, og de er underholdende, det er de. Og de er også, nu siger du Space Tech, og man kan også høre det på titlerne, Delta V og Critical Mass. Altså, det er mandebøger, med stort M, på den måde, at nu, udover at vi går i rumsnakkernes bede, når jeg snakker om asteroider, så går vi også i sci-fi-snakkernes bede i dag. Så Anders Høger og Jens Poder, sorry, I gør det meget bedre end os, og vi skal nok afholde os fra at anmelde de her bøger, men bare en kommentar, hvis man vil kaste sig ud i dem. Jeg synes, de blev lidt lange i det, og jeg synes, at de rent litterære kvaliteter, på den måde, at hvad hedder han, vores protagonist her, James Tighe —

Thomas Blomseth: 28:36

James Tighe, James Tighe.

Klaus Silberbauer: 28:38

Jeg synes selv, efter at have været i selskab med ham igennem to gange fire-, femhundrede sider, så synes jeg stadigvæk, at han står lidt som en papfigur for mig, og det gælder måske de fleste karakterer i de her bøger. Og jeg ved godt, at man ikke nødvendigvis skal bedømme hard sci-fi på de kvaliteter, men jeg går død i nummer to, må jeg sige, fordi hold da kæft, hvor bruger de lang tid på at beskrive, hvordan de her mennesker flyver ud og ind og bygger en rumstation med stålplader og hvilke problemer, der kan være i det. Det er meget hard sci-fi, det er det, og det kan noget, jeg har altid været begejstret for det, men jeg savnede sgu noget karakterbygning. Jeg savnede noget kød og blod. Og jeg savnede, at når han endelig går ind i psykologien i de her mennesker, så var det sådan

lidt: 29:26

Nøj, gud, han havde det jo ellers godt. Og nej, det tror jeg da fanden efter, det han har været ude for i bog nummer et, det er jo virkelig, virkelig traumatiserende oplevelser, uden at spoilere noget her, men det er godt nok knastigt.

Thomas Blomseth: 29:38

Ja, og det er så der, hvor jeg har det sådan, at for fanden, det er da godt, at han ikke bruger kræfter og plads på alle de der psykologiserende beskrivelser. What's new? Altså, psykologiske problemer, dem har vi haft —

Klaus Silberbauer: 29:51

Det handler om mennesker, det handler jo ikke —

Thomas Blomseth: 29:52

dem har vi haft i 75.000 år, eller måske 2 millioner år, altså hvordan du regner. Der er ikke noget nyt i det.

Klaus Silberbauer: 29:58

Nej, men det er jo ikke at gøre det sjovt at læse, hvis man på en eller anden måde kan relatere sig til det, så det ikke er de her heroes, der bare får tingene til at ske. Men sådan er vi jo så forskellige, når det handler om relatering til mennesker og teknologi.

Thomas Blomseth: 30:16

Altså, man kan sige, som voksen og med den uddannelse, jeg har fået gennem tidens løb, så ved jeg jo godt, hvor din kritik kommer fra, og hvor det der begreb med litterære kvaliteter stammer fra. Du mener —

Klaus Silberbauer: 30:31

Fordi jeg nu har læst lidt nordisk filologi en gang?

Thomas Blomseth: 30:35

Nej, ikke nødvendigvis. Altså, man bliver podet med, at det er sådan, man skal tænke omkring litteratur i gymnasiet også, så det er ikke nødvendigvis der, det kommer fra, men mere det, at jeg kunne se, at jeg gik tilbage til at gøre det, som jeg gjorde som barn, og som jeg også har nævnt tidligere. Det var, at vi læste nogle science fiction, begge to, for eksempel en serie, som er sådan betonmarxistisk i sin kritik.

Klaus Silberbauer: 31:00

Jeg tror, vi havde nævnt den før. Ham her er svenskeren.

Thomas Blomseth: 31:03

Ja, men den læste vi jo, vi læste jo igennem, den serie, som børn, uden overhovedet at fange den kritik, og så tænkte vi, hvad er det for en verden, der er blevet skabt her? Det er jo lidt det samme her. Jeg kunne godt se, at der var de her problemer i hans karakterudvikling, som jeg jo faktisk er ligeglad med, fordi det var den her måde at bygge en verden på, og som siger, nærmest lave et blueprint, altså komme med en vision for, hvordan vi faktisk kunne udbygge menneskeheden og vores situation i den retning. Og så synes jeg faktisk, at det er interessant, at der kom de her tekniske, meget tekniske problematikker på banen, og sådan en moderne litteraturkritik, der er man ikke specielt interesseret i forfatterens intention nødvendigvis. Men jeg har lyttet også til en podcastepisode, hvor Suarez var gæst. Han var ligesom på bogtur med bogen rundt på forskellige podcasts, efter den kom ud, så jeg ved lidt om hans intentioner også, og det er helt klart det med, at han gerne vil prøve at skabe en realistisk fortælling, faktisk baseret på en masse research. Og der er jo også en liste bag i bogen med recommended further reading, hvis man gerne vil læse noget litteratur, der giver endnu flere detaljer om nogle af de teknikker, der er blevet brugt. Han har snakket med startups, og forskere takker han i bogen også for deres hjælp med det. Så det, han har prøvet på, og det han selv siger, det er at prøve at skabe sådan et faktisk teknisk, realistisk billede af en fremtid, der kun ligger 5-15 år frem i tiden, og hvad det er for nogle teknologier, vi har i udviklingen nu, og hvad det er for nogle, måske lidt oversete teknologier også, som vi faktisk kunne hive frem og så bruge i det her spil med at prøve at få udnyttet ressourcerne på asteroiderne. Jeg bliver jo bare nødt til lige at være lidt kontrær over det sidste —

Klaus Silberbauer: 32:56

Og jeg skal være den sidste til at dømme hard science fiction på nogen som helst måde, fordi det har jeg jo selv spist i rå mængder. Det slog mig bare, og det kan også være, jeg bare er blevet gammel og træls der. Men hvorfor jeg for eksempel er ret glad for William Gibson, som jo helt klart er lidt mere, du ved, digtende omkring den her fremtid, men der er også bare lidt mere farver på personerne, og det gør, at jeg har nemmere ved at læse de bøger, fordi jeg interesserer mig faktisk for nogle af de karakterer, også dem jeg interesserer mig for. Det er ikke bare at beskrive, det er ikke for at bygge en freudiansk beskrivelse af hver eneste person i bogen. Det handler også om, er de underholdende, er de sjove, er de gakkede, er de farverige, og der kan Gibson altså skabe nogle karakterer, der virkelig er sjove. Og når jeg sådan kigger hen over Suarez' karaktergalleri, så er de sgu sådan ret beige alle sammen, bortset fra, jeg skal passe på at spoilere her, men altså, der er en rigmand, lad os bare sige, at han er nok bygget lidt over Elon Musk.

Thomas Blomseth: 33:58

Ja, det er helt klart, der er visse træk, men faktisk er der en anden milliardær eller rigmand i bogen, som mapper meget direkte til Mars og som har løfteraketter og sådan noget, der minder om Musk. Men sjovt, vi nævner For All Mankind, og det er lidt sjovt, at milliardæren her i serien, som tætter til en gang, måske minder lidt mere om milliardæren i For All Mankind, som netop trækker den derud også, for altså det er ikke kun juridiske grænser, der er virkelig nogle moralske grænser for, hvordan man kan føre folk bag lyset for at få en større ting til at lykkes, som Suarez tager fat i.

Klaus Silberbauer: 34:45

Når det så er sagt, det er jo, altså jeg vil sige, at de her bøger er jo en ingeniørbedrift i sig selv, fordi han har bygget en maskine af komplekse sammenhænge, hvor alt det her skal gå op. Hvordan kan de udføre den her mission, eller prøve på det, og så går det galt. Og hvorfor går det galt? Fordi sådan og sådan. Og det er jo en blanding af økonomi, og det er noget, han er også god til at beskrive, hele de juridiske apparater omkring det. Det kan jeg godt lide. Det er en stor, virkelig god pointe ved de bøger, at den der worldbuilding, han laver, handler også om, hvordan du geopolitisk og juridisk må lave noget fegumdik for overhovedet at komme dertil, fordi at hele den menneskelige civilisation ligesom er skruet sammen til at holde galninge væk fra at begå noget gark.

Thomas Blomseth: 35:34

Der er faktisk en del kraft, der bliver brugt på sådan hele regulatoriske, juridisk, og sjovt nok, så er der jo faktisk en advokat, der er en af heltene her i, og det er jo så —

Klaus Silberbauer: 35:44

Og ved du hvad, han er faktisk en af de karakterer, hvis jeg nu må blive litterær igen, som har noget lidt mere dybde, end selv vores held, fordi vores held er bare sådan, der skal ikke meget udvikling med ham, men den unge advokat her, som gør, hvad han kan for at, du ved, blive til noget inden for space law, han er faktisk enormt drivende for fortællingen, og har også en form for udvikling undervejs. Ej, nu skal jeg nok stoppe med det der nykritiske tilgæld.

Thomas Blomseth: 36:15

Og det er så også der, hvor Suarez han jo tager udviklingspunkt i en nuværende sådan et landskab, der er ikke, hvor at advokaten faktisk er baseret i Luxemburg. Og det er jo rigtigt.

Klaus Silberbauer: 36:25

og en spacefaring nation som ingen anden.

Thomas Blomseth: 36:28

Ja, fordi man der har truffet en beslutning af, at man faktisk vil ikke bygge en masse stort hardware, men faktisk er der, man giver de lovgivningsmæssige betingelser for at kunne gøre nogle ting.

Klaus Silberbauer: 36:42

Det er ligesom Irland gør med store Web2-foretagninger, eller store digitale foretagninger. Altså, Irland er jo blevet lagt ned af hovedkontoret for Amazon og Apple, og jeg skal give dig, fordi Microsoft og Dell, de har det hele i Irland, fordi at skattelovgivningen for den type virksomheder er forrygende for virksomhederne, ikke nødvendigvis for Irland selv. Og så har Luxemburg gjort det samme. Og jeg mener, at han har en pointe med at sige, hvis du kigger på antal registrerede virksomheder, der har noget med rummet at gøre, så er Luxemburg den første nation på hele kloden. Men der er ikke blevet sendt en eneste raket op for Luxemburg ever. Det er de heller ikke plads til. Men det er meget visionært, at Luxemburg, og jeg ved ikke, om det kommer fra fyrsten, hvad fanden han er, eller om det kommer fra nogle lovgiver, der siger, at det her kunne være, der er et vindue her. Der er en industri her, som faktisk bliver interessant at være en del af.

Thomas Blomseth: 37:36

Ja, og hvis vi så tager den der fra det juridisk og til det økonomiske, og måske også det lidt ideologiske, der ligger jo helt klart også en maskine under Suarez fortælling der. Altså fordi han tror jo selvfølgelig, kan man næsten sige, på det private initiativ, private aktører, til at tage chancerne på et marked, og så også, kan man sige, en implicit kritik også, måske der bliver sat for mange barriere for, at man kan gøre ting, og at det jo så potentielt bremser, vores overordnede teknologiske, civilisatoriske udvikling.

Klaus Silberbauer: 38:18

Der er en libertariansk undertone.

Thomas Blomseth: 38:21

Ja, det kan man vist roligt sige. Så hvis man ikke bryder sig om det, så skal man så også læse hen over det.

Klaus Silberbauer: 38:27

Jeg er ikke libertarianer, men jeg er helt med på, hvad der flytter menneskeheden, det må jeg sige. Jeg har ikke svaret på det, men der er da klart et spændende etisk skisma, mellem det der med ordnede forhold, og passe på alle mennesker, og ikke risikere nogens liv og læmmer, eller økonomi og så videre, og så få tingene til at ske, ikke?

Thomas Blomseth: 38:45

Nej, det er så også derfor, at Suarez, han så ender også med at rekruttere, kan man sige, sine hovedpersoner blandt huledykkere og bjergbestigere. Altså folk, der i forvejen er vant til at tage kalkulerede risici i det, de gør. Og der kan man sige, i den første generations rumudforskning, der tog man jo så testpiloterne, som jo også arbejdede med en kalkuleret risiko i deres virke, fordi der i forvejen var mange testpiloter, der omkom i 50'erne, mens de udførte deres arbejde. Så derfor var det, og man havde brug for, kan man sige, nogle af de samme kompetencer, også rent teknisk, for at flyve rumfartøjer. Men her er vi jo så nået nogle, nogle årtier længere frem, hvor det med, at rumfartøjet, hvordan det flyver, det er jo så heldigvis blevet mere automatiseret, og der er jo meget mere software til det. Så det er jo så simpelthen blevet til de her ekstremsportsudøvere, kan man nærmest sige i en eller anden forstand, som er besætning for det her rumfartøj, som bliver sendt afsted mod en asteroide.

Klaus Silberbauer: 39:55

Og så påpeger han jo også, og det er jo også en rigtig spændende del af, det er det her med, at det kan godt være, man lader de private driv tage afsted først, men så kommer nationalstaterne, og de vil kræve deres del af kagen, og de er jo ikke at spørge med. Hvis først den amerikanske stat mener, at de skal være med, så er det svært at undgå dem. og det er jo der, hvor der er nogle scener i bogen, hvor man bliver rasende, fordi de bliver simpelthen bare tromlet af lovgivere og assholes, som Suarez jo også, du ved. Jeg tror, han beskriver Washington lidt ligesom Elon Musk vil gøre det, som en flok gamle røvhullere, der ikke ved, hvad der sker, men med meget magt.

Thomas Blomseth: 40:38

Ja, og det er jo virkelig der, hvor man skal navigere farvandet, der er mellem at spørge om tidladelse, eller at spørge mere om undskyldning, efter man har gjort det.

Klaus Silberbauer: 40:46

Præcis.

Thomas Blomseth: 40:47

Og det er sådan, ja, fuldstændig det er ret sjovt, hvad der sker der.

Klaus Silberbauer: 40:50

Og hvis du kan tage pokkers langt væk i kredsløb om en asteroid, eller lad os sige Lagrange point 1, så har du et vindue, hvor du kan gøre, hvad du vil, indtil nogen når derud. Og det er jo også en pointe, altså du hele tiden kan bruge den der tid, du er foran distancen, afstandene til at udføre det, du nu gerne udfører, før at politikerne får sendt nogle bevæbende mennesker afsted.

Thomas Blomseth: 41:15

Jo, og det er så sjovt, hvordan det jo så aftegner grænserne netop for nationalstaterne, selv der amerikanske stats magtudøvelse, at den er ikke ubegrænset.

Klaus Silberbauer: 41:25

Nej, og de skal også holde sig inden for loven, til en vis grad, og det kan man også bruge imod, hvis man har en dygtig unge advokat fra Luxemburg, der kan regne den ud. Så prøv at høre, man skal læse de bøger, for de er jo underholdende. og jeg synes måske, at man får den bedste opsummering om det, vi snakker om i dag, at der kommer til at ske noget på asteroidfronten. Det bliver en kæmpe ting. Altså, om 10 år, tror jeg, vi snakker om det der med, at jeg tror ikke, vi er ude at mine asteroder om 10 år, men det er blevet en meget mere naturlig ting at tale om, at det er også en del af rumkapløbet. Det handler ikke kun om at sende sonder til planeten, og det handler ikke kun om, du ved, kan vi tage til Mars, fordi, igen, hvad fanden skulle vi der, som du jo har påpeget i mange år?

Thomas Blomseth: 42:13

Det er jo så også der, hvor, altså, vi skal passe på, at vi ikke spoiler, men det, jeg jo har påstået omkring Mars længe, det er jo netop også, at det er interessant at tage afsted til Mars og også lande, og der kan jo gøres videnskabelige opdagelser, men på længere sigt er det mere sådan et ekstremsportsted. Det er jo ikke et sted, jeg tror, for alle, hvor vi kommer til at bosætte os. Det er der ikke behov for. Og der er sådan et hint, kan man sige, i afslutningen af bogen, som peger i retning af tanken om det med ekstremsportsted. Jeg tror ikke, vi skal sige mere. Altså, det er den anden bog der, og tredje bog skulle være på vej. Suarez er i gang med tredje bog. Men ja, altså, hvis man kigger på Delta V, som vi også talte om for to år siden, jamen i forhold til at få fat i råstoffer og energi, så er det meget bedre at gå efter det, der svæver rundt derude, i stedet for, som du også nævnte tidligere, at bevæge sig ned i tyngdebrønden til en anden planetær overflade.

Klaus Silberbauer: 43:19

Ja, mindre den havde. Man sammenligner det jo med det amerikanske vesten, The New Frontier, og det er jo, som vi også var inde på for et par år siden, ikke en god sammenligning, fordi ja, det var hårdt at være pioner dengang, men du kunne bygge et hus af brædder, og du kunne trække vejret, og du kunne dyrke jorden, altså nogle helt grundlæggende, der var vand, altså nogle ting, som mennesker bare har brug for, og der er Mars, altså en lille smule, men ikke markant bedre, end at være kredslivet om en asteroid. Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer til at bosætte sig, på eller ved asteroider. Der er nogen, der kommer til at tage ud for at arbejde. Men som svarer så siger, og gør tydeligt, det skal automatiseres. Man har jo nogle forrygende beskrivelser af de her remote-styrede robotter, som bare giver mening, og det er der, Teslas robotter vil jo være relativt, velegnet til det der arbejde. Ganske autonom og snart, og det er måske den form, vi ser, og så tror jeg helt klart, der er brug for noget, noget menneskeligt tilstedeværelse, som Suarez også er inde på. Det kan ikke gøres kun på Sonder. En af konkurrenterne til det firma, vi følger i roman, prøver jo at fuldautomatisere, og det er jo beskrevet, hvor galt det kan gå. Næsten karikeret galt. Så jeg tror faktisk, hverken på det stedet bosættet sig på Mars, eller på asteroiderne, jeg tror, at når nogen skal prøve på Mars, simpelthen for at prøve det. Altså simpelthen, fordi det er årtusinders udfordring. Men en total recall-agtig bosættelse, igen, man må sige, hvorfor? Det, der er brug for, det er jo, og det er også lige, kan man sige, springet over til, hvad er det, der sker lige nu inden for rumfart? Vi går fra en moralsk, etisk drevet rumforskning, hvor det handlede om erkendelse. Det handlede om at tage ud, finde ud af, hvad de her ting sammensatte af. Det handlede om at udvide vores horisont ud i solsystemet. Og nu er vi på vej over i en kommersiel, forretningsdrevet tankegang. Og det er der mange mennesker, der har et problem med. Fordi nu handler det pludselig om at udnytte ressourcer og ikke at dyrke erkendelsen. Jeg mener, at det er sindssygt vigtigt, at vi tager det spring. Fordi vi står med om 40 år 10 milliarder mennesker på jorden. Vi har brug for energi, vi har brug for råstoffer. Der er mange råstoffer tilbage i vores klode. Vi skal ikke panikke over det, så længe vi ikke baserer hele vores civilisation på olie. Men ro på, der er faktisk en del råstoffer, som vi kan bruge til fornuftige ting. men vi har et problem med energien. Det skal komme udefra. Nogen skal ud og hente energi og hente råstoffer og bringe tilbage til det bedste sted, vi kan bo, som er jorden. Jeg er radikal humanist. Det er helt i orden at plyndre verdensrummet. Og specielt asteroider, der har svirret rundt derude i mange, mange hundrede millioner år. Det er helt i orden at skatte med skiver og bruge dem, hvis det kommer hovedparten af alle mennesker til gavn. altså hvis vi kan gøre livet bedre for flertallet af de mange mennesker, der er her på kloden og flere kommer til, så er det godt. Det er ubetinget godt. Der er ikke noget forkert i det. Og der må vi ske ud af den der ideen om, at vi kan spare os til et godt liv og et negativt vækst af vejen. Det er det ikke. Vi skal netop, vi skal have væksten op på et niveau, vi faktisk har råd til at tage ud og hente de næste generationers råstoffer ud i rummet.

Thomas Blomseth: 46:54

Og det er, det er jo helt tydeligt, det er også nærmest manifest den her serie for den tankegang. Og jeg synes, der ligger jo —

Klaus Silberbauer: 47:03

For hvad fanden er alternativet?

Thomas Blomseth: 47:04

Ja, nemlig. Altså, ideen om, at vi har de her planetære grænser, som vi ikke skal overskride, holder jo kun ind for netop visse grænser. Og det er en fiktion også, fordi jorden har aldrig været et lukket system. Altså, vi har en biosfære på jorden, fordi der helt sin flyder energi til fra solen. Vi får de der par milliardedele af solens energi. Og det siger jo så bare noget om, hvor meget mere der er derude. Så netop det der med at spare os til fremgang, det kan vi ikke. Og måden at redde jordens biosfære på, er netop, vil jeg også mene, at komme derud og tage noget, som er dødt i forvejen. Og så overføre vores tanker om, hvordan vi beskytter jordens biosfære så på de her døde himmellegemer. vil være en kæmpe fejltagelse. Fordi der er ikke spor af liv, som vi kender det. Og det ene sted, vi kender til liv, som det, vi kender det, det er lige her på jorden. Så jeg mener, at vi sådan set er i vores gode ret. Det er nærmest imperativt, at vi gør det.

Klaus Silberbauer: 48:08

Det mener jeg også. Vi har aldrig, altså vi ved godt, at menneskeheden ikke kan, hvad hedder det, vi kan ikke have en status quo, vi kan ikke balancere os selv ind i et eller andet happy liv, inden for en endelig mængde råstoffer og en endelig mængde energi. Sådan har det aldrig fungeret. Det kan biologisk liv faktisk ikke rigtigt. Altså mindre, at man accepterer masseudryddelse en gang hver, I don't know, 50-20. år.

Thomas Blomseth: 48:35

Hvis vi så går tilbage til Suarez og Delta V-serien, så han kalder det space tech, og vi kalder det hard sci-fi, så der er jo nogle tekniske greb i den, altså tekniske løsninger, der bliver spillet på banen, og jeg bliver nødt til at fremhæve nogle af dem, fordi det synes jeg var interessant, at han faktisk laver det her, som du kalder det, blueprint, at det er faktisk gennemtænkt, hvad er det for nogle ting, vi skal have på plads, før vi kan lave nogle andre ting. Så der er nogen, der ser ud til en asteroide, og der introducerer han så en ret interessant måde at processere de her metaller på asteroiden, som jeg aldrig havde hørt om før. Der er simpelthen noget, der hedder karbonylmetallurgi, som gør, at man kan lave, man kan tage kulmonoxid, og så kan man få det til at reagere med metaller, også sammen med noget brint, og så kan man simpelthen have det i flydende form. Og det har jeg simpelthen aldrig hørt om. Og det de gør så, det er, at de tager de faste metaller og faste rydden, og så kører de igennem den her kemisk proces, og så laver de sådan nogle kæmpe store ballonger, som de fylder, virkelig store. Og så samler de det til sådan nogle pramme, kan man nærmest kalde dem, ikke? Interplanetære pramme.

Klaus Silberbauer: 49:56

Altså, de kan støbe, støbe —

Thomas Blomseth: 49:59

3D-printe. Jamen det er sådan et skridt, altså karbonyl, det er, at man sætter metallet på den her flydende form, og så kan man så lave en proces, hvor man så netop tager det og afsætter det på overflader eller bygger overflader op, som minder lidt om 3D-printning. Sagen er, at det er en proces, der er kendt siden slutningen af 1800-tallet. Og der er faktisk også et mineselskab i Canada, som faktisk udvandt nikkel fra en meteorit, der var faldet ned i Canada, en kæmpe stor asteroide, der var kommet ind, og brugte den her proces, hvor man faktisk kan nøjes med ret forholdsvis lave temperaturer, også i forhold til vores normale måde at smelte metaller på. Her er vi nede på sådan 75-100 grader, det er jo ingenting. Sagen er så bare, at karbonylforbindelser er voldsomt giftige.

Klaus Silberbauer: 50:52

Hysterisk giftigt, det påpeger han også, at det er virkelig ikke noget, du har lyst til at gå rundt med. Og slet ikke, da i en lukket atmosfære i en rumstation.

Thomas Blomseth: 51:01

Nej, men det smarte er jo så, og det er jo så at sige, okay, vi har den her industriel-kemisk proces, som simpelthen ikke rigtig dur hernede i vores biosfære, men vi kan sagtens bruge den ude i rummet, som jo i forvejen også bare strålingsmæssigt er et helvede. Så om der er sådan nogle biologisk giftige forbindelser involveret i processen, det er også lidt lige meget, fordi det er så uvelkomt over for biologisk liv i forvejen.

Klaus Silberbauer: 51:29

Men det er jo, altså i parentes bemærket, det er jo lige præcis der, hvor den der spontanreaktion, som mange mennesker har mod tung industri, for eksempel, det er bare noget skidt punktum. Det hele skal være økologisk punktum. Meget af det giver mening, når vi er i vores egen lille hytte her, hvor vi ikke skal skide for hårdt i egen rede, og det har vi i den grad gjort igennem århundreder, og det skal vi holde op med. Men rummet er stort, og rummet er, som du siger, et forfærdeligt sted i forvejen. Om vi slipper altså gigantiske mængder af giftstoffer ud langt, langt væk i det tomme rum, det betyder faktisk ikke en skid. altså udstødning er bare ikke et problem. Stråling er knap nok et problem, så vil længe du sørge for, at et menneske ikke bliver udsat for den. Jeg må da også slå op, hvad det gik ud på det der, for det lød fuldstændig magisk. Altså det lød som det rene påfund, fordi han beskriver, hvordan det er. Vi støber sgu da bare et rumskib. Bum. Men jeg blev lidt klogere på karbonylmetallurgi. Det er fandme smart, men nok ikke noget, man har lyst til at have i sin baghave.

Thomas Blomseth: 52:31

Nej, det er helt tydeligt. hvis vi tager nogle andre af de tekniske løsninger kommer på banen, så er det jo også noget, vi havde også talt om før. Man bruger faktisk en solenergisatellit, bygger de sig også, af nogle af de her materialer, som de har fået fra asteroiden, men den bygger de så faktisk i månekredsløb. Og det er jo også skidesmart at bygge solenergisatelliter der først, fordi de skal bruge energien nede på månen, hvor de så bygger en anden teknologi, som vi nok også har nævnt en gang, som er mass driveren, som er den idé om, at man simpelthen bruger sådan en magnetslede til at accelerere materialer op i meget høj fart.

Klaus Silberbauer: 53:12

Og de skal bruge mange materialer. Deraf navnet på romanen, eller anden bog, Critical Mass.

Thomas Blomseth: 53:19

Og det er, fordi månen, så tyngdefeltet er lavere, og den ene atmosfære har, eller den atmosfære har, den ligger lige hen over overfladen, og de har så sådan nogle problemer, det får de nogle interessante problemer med også, men den har så lavet tyngdefeltet, at man faktisk kan, ved hjælp af sådan en magnetslede, der er faktisk lader derop i højt nok fart, til at man skal skyde sådan nogle piller, eller dåser af materiale i kredsløb, som man så kan fange, når det kommer i kredsløb fra månen. Så jeg synes, det er med at tage solenergi, og bygge den omkring månen, og så bruge den til at lave energi til sådan en mass driver, der så sender endnu mere masse i kredsløb, som man så kan bruge til at bygge endnu flere ting af. Og den bootstrap, synes jeg, den er godt tænkt også, at lade det foregå der. Fordi det kan godt være, at begynde at bygge både vores solceller, og vores kæmpe solparasol, omkring jorden i første hug, det er simpelthen for stor en ting. Vi skal derop, hvor delta V-omkostningerne er meget lavere, og det er de i månekredsløb, og også det at komme fra måneds overflade, op i kredsløb. Og det er jo så også der, hvor de bruger den her karbonylmetallurgiske proces til at faktisk bygge en hel rumstation. Det kan vi vel godt afsløre. Det er også ret vildt.

Klaus Silberbauer: 54:44

De får fandme produceret noget tungt metal. Jeg kommer til at tænke på, når jeg læser om den der rumstation, som sådan set er lavet i rustfrit stål, mere eller mindre. Det er jo ikke særlig eksotisk som sådan, men det er rå mængder af masse. Og så kommer jeg til at tænke på Starship, fordi tænk at det største gennembrud inden for rumfart i nyere tid, er svejset sammen af løsarbejder i rustfrit stål. På mange måder er den new space revolution, vi ser nu, det er drevet af software, det er drevet af computation, det er drevet af ny teknologi. Det er også drevet af materialeteknologier, men i højere grad er det drevet af den der Howard Hughes-agtige give fanden i det, og så lad os bare gøre det, uanset hvad det koster. Mit bud er, at når nogen når ud og begynder at mine af de her asteroider, så sker der sandsynligvis en efterkommer til Starship, til teknologi, som SpaceX har skabt.

Thomas Blomseth: 55:46

Ja, altså min vurdering også, det er, at SpaceX kommer til at levere, i deres forsøg på at komme til Mars, så kommer de til at bygge nogle teknologier, som andre bruger til at gå efter asteroider, og lave ting i kredsløb i stedet for. Men det er måske også der, hvor man kan sige, Musk han har sat sig for mange år siden, målet om Mars, og det har han så ikke fraveget, selvom vi ved ikke, om han er blevet klogere, men det er så også, det er en egenskab, han har, så holder han så bare fast i det. Suarez, han introducerer så også en endnu en teknologi, som er så blevet sådan lidt omstridt igen, og det er jo simpelthen, han tager også krypto, og kryptoprotokoller med, som en del af det så, hvis vi vender tilbage til det økonomiske setup, som vi udvikler. Så der bliver simpelthen lavet en særlig coin, en særlig kryptovaluta, som handler om at kunne udveksle, og handle med de her råstoffer, som bliver —

Klaus Silberbauer: 56:56

Ja, og frigøre fra jordiske økonomier, så ingen har det greb om det, og det er også en juridisk spidsfindighed.

Thomas Blomseth: 57:01

Ja, så der ikke er nogen fiatvaluta på jorden, som for eksempel amerikanske dollar, som jo så er styrt af den amerikanske regering, at det kan komme ind over, det kræver så også... Den skal også lige reddes på plads. Og så er der selvfølgelig nogen som siger, jamen krypto er det ikke over, er det ikke dødt? Og det er også der, hvor —

Klaus Silberbauer: 57:19

We ain't started.

Thomas Blomseth: 57:20

Præcis. Altså, jeg har det jo sådan, at hvis man ved noget om distribuerede systemer, og man ved noget om de her problemer med, hvordan man kan skabe konsensus mellem decentraliserede aktører og systemer, så kan man godt se, at det kan bruges til noget. Så er der også de her forskellige bølger, hvor der bliver lavet spekulation, og hvor der så netop bliver udviklet de her grundlægte teknologier, så man faktisk kan begynde at bruge det til noget konkret. Og det er så også det, man kan sige, det er den retning, den vektor, som Suarez, han også vælger at forfølge med krypto, og det kan jeg fuldstændig følge ham i. Jeg kunne faktisk, jeg kunne se nogle yderligere anvendelser, som han ikke engang tager fat i, men det er så også fordi, det har relation til, når jeg sådan sidder og arbejder med helt personligt. Men der synes jeg også, han er om rigtigt. Altså, man har brug for, det sætter op, når det handler om en rumbaserede økonomi, kan vi sige, at have en måde at kunne udvekse værdi, handle med ting, som kan klare de betingelser, der er i det miljø, og der er vores klassiske penge, som vi kender dem, de er simpelthen ikke, de er ikke gode nok til det. Så der synes jeg også, det ser han også rigtigt, om det så bliver præcis den setup, som han beskriver, det er sådan noget helt andet, men retning er da ikke.

Klaus Silberbauer: 58:47

Men det er jo både, altså han beskriver både krypto, men så vidt jeg husker, beskriver han også hele det her setup som en dag. altså at det er et kryptobaseret virksomhed, altså nærmest en kryptobaseret stat, som kan frigøre sig fra de jordiske interesser. Og det skriver jeg så ind i den her libertarianske tilgang, som jo igen er nødvendig, hvis du vil flytte ting hurtigere, end et politisk og juridisk system kan følge med, fordi Gud skal da vide, at det er trægt at ændre politik, og det er trægt at ændre lovgivning.

Thomas Blomseth: 59:17

Ja, men svarelsens har jo så også fat i det der, noget af det, der ligger nede om, som jo er, at de aktiviteter, der foregår omkring først asteroiden, og så omkring månen, og kan man sige cis-lunar space, jo simpelthen begynder at ændre på magtforholdene på jorden også. Og det er jo det, at der kommer ikke til at foregå noget i rummet, som ikke har nogen indvirkning på magtforholdene på jorden. Og hvis vi skal trække den endnu tætere på her, så kan vi se, hvordan teknologier, som har ligget sådan i baggrunden, og gradvist blevet mere og mere brugbare, for eksempel GPS, altså globale navigationssystemer, der er satellitbaseret, så fik vi smartphone, hvor der lige pludselig var en GPS-chip, sådan at man skulle ikke købe et særligt apparat, og sætte i sådan en bil, en tomtom eller sådan noget, for at lave navigation, så lige pludselig, din lokation blev en indbygd del af din smartphone, så kunne man bygge tjenester oven på det. Vi ser i krigen i Ukraine, efter Ruslands fuldskala invasion, at det er blevet militært meget endnu vigtigere, end bare handler om at styre atommissiler eller finde ud af, hvor atomubåde ligger henne, så de kender deres nøjagtige lokation. Nu handler det om enkelte små droner til få hundred dollars, og spørgsmålet om, hvorvidt de har adgang til sådan en GPS, i forhold til at kunne ramme deres mål. Så det, der foregår i rummet, det er jo allerede fået større og større påvirkning. Der er kommunikationssatellitter, du har nævnt Starlink også, som jo også har geopolitisk betydning.

Klaus Silberbauer: 1:00:57

Men det er jo også det skred, der er sket, det er, at den form for teknologi, altså satellit-teknologi, det har altid været en nationalstats ting. Og der synes jeg lige nu, er der helt klart en brydningstid, hvor private foretagere laver nogle ting, vi ikke har set før, i en skala, vi ikke har set før. Og der bliver vi nødt til at finde nogle politikker omkring det. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvad fanden gør vi med det. Starlink er nok den mest fremragende eksempel. Men Starship bliver lige så betydende. Det bliver en teknologi, der kommer til at ændre så meget, at jeg er sikker på, at der er nogle kræfter, der vil tale om at nationalisere SpaceX. på et tidspunkt.

Thomas Blomseth: 1:01:35

Jeg tror, at det første problem, der kommer til at vise sig, det er faktisk, at der er ikke tonnage nok klar til at sende i kredsløb.

Klaus Silberbauer: 1:01:44

Nej, han har for meget kapacitet.

Thomas Blomseth: 1:01:46

Ja. Der er simpelthen, der er ikke kunder nok i vækst, og de har ikke engang selv nok af grej. altså, de bygger lastbilerne, kan man sige, men de har ikke engang selv nok at stoppe i dem. Altså, de kan ikke engang lave nok Starlink-anlæg selv, så det bliver meget interessant. Og så kan man sige, det, der kommer til at ændre sig, det er jo så det med, at for eksempel astronomiske instrumenter, eller sonder og sådan noget, ikke? Altså, så kan man klaske dem sammen meget hurtigt. Fordi meget af det arbejde, der er gået hedtil med at bygge sonder, det er jo med at miniaturisere ting, og lave sådan, at man kan folde solpanelerne sammen, og folde dem ud på den rigtige måde, for de skulle passe inde på de her små raketter. Og der kan man sige, hvis ikke man skal bruge så lang tid på, at lave alt det arbejde, så kan man klaske nogle kæmpe store teleskoper, andet sammen meget hurtigt.

Klaus Silberbauer: 1:02:38

Der er ikke tonnage nok til at sende i kredsløb, men det er jo fordi, det har været for dyrt at sende ting, en kredsløb. Og der tror jeg, at Musks tankegang er at sige, barrieren lige nu, det er løftekapaciteten. Det er pris per ton, eller pris per kilo. Den bringer vi ned, så skal markedet nok komme. Og der er han jo ekstremt risikobetonet, hvor andre vil jo se en businessplan, der rækker 20 år i fremtiden, eller han har rumfart måske 50 år i fremtiden. Så siger han, det her er den første hurdle. Hvis jeg kunne sende en hel masse lort op, og hvis vi kunne gøre det billigt, så skal det nok komme. Og det er den samme måde, han bygger Tesla-fabrikker på, ikke?

Thomas Blomseth: 1:03:11

Ja, og det kan jo så være, at der er en anden milliardærer, der er i gang med at blive inspireret af Suarez' serie, at lave nogle meget, meget hemmelige planer.

Klaus Silberbauer: 1:03:21

Jeg ved sgu ikke. Jeg har stadig... Vi snakker om Bezos, ikke også?

Thomas Blomseth: 1:03:24

Nej, nej. En, vi slet ikke kender. Nå, okay. Altså, hvis der er nogen, der har læst Suarez' romaner —

Klaus Silberbauer: 1:03:31

og som har penge og tænker, okay—

Thomas Blomseth: 1:03:33

Nemlig. Og tænker, okay, nu kommer Starship online om så og så lang tid, det er nu, jeg skal sætte i gang det her projekt, som udnytter —

Klaus Silberbauer: 1:03:40

Men det kræver en, der er lige så gal som Musk, og altså, Bezos er ikke sindssyg nok. Altså, hans approach er for forsigtig. Branson, han er underholdningsmand, han er en entertainer, han vil sende folk op i Suborbital og gøre det nu, og det er fint fremragende. Det siger jeg ikke nogen. Men jeg tror bare, der er sindssygt langt mellem dem, der er lige den der balance mellem rablende sindssyge, uempatiske og visionsdrevet, som Elon Musk er. Der er meget langt med snapsene, og som så tilfældigvis også lige får skabt en formue, der gør, at han kan eksekvere på det. Men det kan være, at han ligesom viser, at Gud, det kan lade sig gøre, hvis man faktisk går og føler for det. Men jeg ved sgu ikke, om der dukker en op, sådan, der har bare til nærmestvis den samme kapacitet.

Thomas Blomseth: 1:04:29

Skal vi ikke lade det være en opfordring at afslutte på at sige, hvis du sidder derude, sådan en lidt grænsesøgende, rablende skør milliardær, og føler dig inspireret.

Klaus Silberbauer: 1:04:40

Og hør vores podcast.

Thomas Blomseth: 1:04:41

Hør vores podcast. Læse Suarez romaner. Ikke som stor litteratur, men som mere et slags blueprint og inspiration.

Klaus Silberbauer: 1:04:49

Gå ud og gør det samme.

Thomas Blomseth: 1:04:51

Gå ud og gør det samme. Du kan gerne tage kontakt til os, hvis du vil have lidt sparring. Vi har masser af idéer. men hvis du sidder derude, her med en opfordring.

Klaus Silberbauer: 1:05:04

Silberbauer & Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag de fænomener og teknologier, der præger alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Vi poster kilder og opfølgende materiale efter episoden her på X, og vi er også meget glade for kommentarer, spørgsmål og kritik. Find os på@silberblom, eller hvis det er mere dig, på Mastodon:@silberblom@mstdn.social. Vi laver podcast for vores egen fornøjelses skyld og for vores egne penge, og det er helt gratis for dig. Vi har ingen sponsorer, og vi generer dig ikke med reklamer. Hvis du vil, kan du hjælpe os med stjerner på Apple Podcast, på Spotify eller hvad der nu er din yndlingspodcasttjeneste. Og måske vil du også anbefale vores podcast til venner og familie, hvis de også har en inclination mod videnskab, rumfart, filosofi og erkendelse. Tak for hjælpen og tusind tak, fordi du lytter med.