Thomas Blomseth: 0:26

Det er så hyggeligt, men det er helt mærkeligt, fordi det her er så længe —

Klaus Silberbauer: 0:30

Det er så længe siden, vi har lavet det her, at jeg ved ikke helt, hvor vi skal starte henne.

Thomas Blomseth: 0:35

Nej, men vi kan jo starte med at sige, hvad det er for en fødselsdag, vi fejrer. Fordi i dag er det jo Silberbauer & Blomseths fire års fødselsdag.

Klaus Silberbauer: 0:43

Fire år på dagen?

Thomas Blomseth: 0:45

Ja.

Klaus Silberbauer: 0:46

Og det er jo derfor, vi er jo hovedet tilbage. Hvis vi er tilbage, det ved jeg ikke. Vi har jo sådan set stoppet med at lave podcast. I hvert fald for en periode. Men man er sgu nødt til at fejre sin fødselsdag. Det er også afsnit 91. Det synes jeg også er imponerende. På kun fire år.

Thomas Blomseth: 1:07

Ja, og vi har jo kigget lidt på vores liste over episoder. Og vi må nok sige, at de første måneder af podcast-historien, så gik det godt nok noget hurtigere. Ja, det gik over stok og sten. Ja. Men det lærte vi meget af.

Klaus Silberbauer: 1:21

Vores professionelle kollegaer over på Rumsnak, de har lige rundet 100 episoder. Men det tror jeg er på 10 år.

Thomas Blomseth: 1:29

Ja.

Klaus Silberbauer: 1:30

Så, men de gør det til gengæld rigtig godt. Og de annoncerer faktisk, jeg har hørt lige i sidste episode her, eller seneste episode i dag, at Anders og Tina vil øge frekvensen til nu en Rumsnak hver uge. Det er imponerende.

Thomas Blomseth: 1:46

Ja, jeg havde godt nok tænkt på, kunne vi lige nå de 100 her, hvis vi fortsætter resten af året.

Klaus Silberbauer: 1:51

Nu får vi se. Nu får vi se, hvordan fødselsdagen går, ikke? Fordi sådan nogle børnefødselsdage, de har det med at stikke helt galt.

Thomas Blomseth: 2:01

Ja, det er jo historisk.

Klaus Silberbauer: 2:02

Altså nogen, der kommer op og slås, eller bliver kvalt i noget kage, eller jeg ved det ikke. Sådan husker jeg dem.

Thomas Blomseth: 2:07

På vej til at springe ud af vinteret. Jeg ved ikke hvad. Men er der ikke noget med, at der er en særlig historie, myte i jeres familie omkring fødselsdage? En særlig ting, man refererer til?

Klaus Silberbauer: 2:23

Jo, det er der. En af de børnebøger, som jeg læste, eller fik læst højt, eller hvad jeg gjorde som barn, hed Skildpaddens fødselsdag. Og det er en moralsk og opbyggelig bog, der lærer en at give gaver på en rigtig måde. Og jeg skal nok lade være med at referere det hele, men det handler om Skildpadden, der er fødselsdag. Det ligger ligesom også i titlens natur. Og de andre dyr kommer med en gaver. Og jeg tror, grisen kommer med et mudderbad. Og Skildpadden er meget taknemmelig, men det er ikke lige Skildpadden og baden i mudderbad. Og løven kommer med et stort, saftigt kødeben, og det er ikke lige Skildpaddenes livret. Men så kommer, åha, er det musen? Jeg kan ikke huske det. Der kommer et saftigt salathode, og det bliver Skildpadden meget glad for. Og så har han en god fødselsdag. Så den dag i dag, hvis man foreslår en gave til det, vil være sejne forældre, så kan den ene bror godt sige til den anden bror, jeg tror, det er Skildpaddens fødselsdag, det der. Det er noget, du mere selv har lyst til at få, end hvad fødselaren har lyst til at modtage.

Thomas Blomseth: 3:33

Og vi vil så demonstrere i dag, hvordan vi overhovedet ikke har lært noget som helst af den bog.

Klaus Silberbauer: 3:38

Det er rigtigt, fordi vi kommer til at give os selv gaver. Og hvis der er nogen derude, det er sådan set de meget. Og de synes, det er gode gaver. Jeg har jo fået æren af at pakke op, og jeg har en hel stabel foran mig her, så vi har så ufattelig meget at tale om.

Thomas Blomseth: 3:58

Ja, så selvom det ikke er jul, så er der gaver på bordet. Og måske en længere episode. Men siden det er dig, der har gaverne, så synes jeg, at der skal lige være et par få ord om det at lave podcast. Fordi der er i hvert fald en ting, jeg gerne vil have nævnt, som jeg aldrig havde nævnt i nogle af de episoder, vi har lavet nogensinde. Og det er jo, hvor stort et stykke arbejde du har lagt, Klaus, i at prøve at få en god lyd. Og ikke bare prøve, men faktisk opnå en rigtig god lyd på podcast, som aldrig nogensinde er blevet optaget live til stede blandt os. Men altid på distancen, og det tror jeg ikke, der er nogen, der kan høre. Men også det der med, at med de mikrofoner, vi har det setup, så har du brugt, ja, jeg vil ikke sige hundredvis af timer. Du har brugt mange timer på at prøve at finde lige de rigtige AI-filter og det rigtige mix og sådan noget. Så det kan jeg i hvert fald sige tak for.

Klaus Silberbauer: 4:51

Ja, jeg er rørt. Tusind tak. Men det er jo sjovt, fordi det der med at lave sådan nogle projekter, det er måske også derfor, vi har holdt en pause eller to undervejs. Det tager rigtig, rigtig, rigtig meget tid. Og hvad hedder det, du lægger meget tid i forberedelsen og læser op på emnerne. Der lægger jeg nok lidt mindre tid. Til gengæld så ligger mit arbejde efter optagelsen. Men det er jo, det jeg tænkte over her den anden dag, da vi kom ind på det der emne med at bruge lang tid på sådan noget, det er, at det nok er meget sundt i vores alder at kaste sig ud i noget nyt og så blive tvunget til at lære nogle nye ting. Og det kan jo for eksempel være de teknologier, der skal til for at mixe og redigere og equalize og kompresser og hvad har vi, man hætter på sådan noget her, for at få det til at lyde som om, at der ikke er noget, for at få det til at lyde helt naturligt. Og så vil du sige, at få det til at lyde som om, vi faktisk sidder mere eller mindre i samme rum, selvom der er afskilt i 100 kilometer imellem os, og det har der været i alle 91 afsnit, vi har optaget. Men det fungerer, takket være internettet.

Thomas Blomseth: 6:00

Ja, og så trækker du jo også lidt på din historie, går helt tilbage til dine teenage år, hvor du jo lavede lys og endda også været med til at lave nærradio og sådan noget.

Klaus Silberbauer: 6:12

Jeg har været meget glad for at lave lys. nærradioen, der var jeg den stakke, der sad inde i studiet, og min gode ven Christian sad i teknikken. Og jeg har på ingen måde lyst til at høre det igen. Jeg er sikker på, at lyden var god, men indholdet var nok noget skrammel. Men det hører sig lokalradioer til. Og så har vi lavet musik sammen, ikke at få glemt, Thomas. Vi har lavet en hel musical sammen, hvor det også handlede meget om at mixe lyd og få en komposition til at gå op. Det var dengang.

Thomas Blomseth: 6:41

Det var det, ja. Men man kan jo altid prøve at starte med form, og så se om indholdet måske udvikler sig.

Klaus Silberbauer: 6:48

Ja, det er jo håbet.

Thomas Blomseth: 6:50

Ja.

Klaus Silberbauer: 6:53

Ja, når vi kommer op på metaplanet. Spørgsmålet er, om vi ikke skal pakke den første gave op?

Thomas Blomseth: 7:00

Jo, lad os gøre det.

Klaus Silberbauer: 7:03

Uha, den første pakke, det er et stort paprør. Det er langt, og det vejer, som ind i helvede. Nu skal jeg se, om jeg kan åbne her.

Thomas Blomseth: 7:11

Jeg kan vide, hvad sådan en aflangt ting.

Klaus Silberbauer: 7:15

Uh, det ligner en romraket med to boosterer på siden. Sig det eller noget? To faststofbooster, tror jeg det er.

Thomas Blomseth: 7:23

Ja, så må det være en Atlas 5. Inden vi begynder at starte med det, så kan vi lige nævne, at vi har en separat playlist på Spotify med rumfartsafsnit. Og der er faktisk 14 ud af vores hidtidige episoder, der handler om rummet. Så det har jo spillet en stor rolle, og det har jo spillet en stor rolle for os gennem årene. Det vi har nørdet om, når vi har talt om ting.

Klaus Silberbauer: 7:48

Det er 14, men det er inklusiv den, der vi kaldte pangalaktisk round til sig, som måske handler mere om civilisationer på galaktisk plan. Så man kan jo sige, at specifikt på rummet er der 12 stykker, hvis vi tager de der civilisatoriske ud. Vi har også lavet en om U-form, men den er helt specifikt ikke på den playliste, fordi det har ikke en skid med rummet at gøre.

Thomas Blomseth: 8:17

Det er også et emne, der har været lidt ude i en bredere offentlighed. Nå, men den der Atlas V, så har du måske en Starliner ovenpå?

Klaus Silberbauer: 8:26

Det er nemlig rigtigt. Der sidder en meget, meget stor prop ovenpå. Der er meget større end selve raketten. Det ser lidt oldsmænd ud.

Thomas Blomseth: 8:35

Ja, altså jeg kan simpelthen ikke lade være med at synes, at det er en særdeles uæstetisk stack med Boeing Starliner og så ULA's Atlas V.

Klaus Silberbauer: 8:45

Ironisk nok ligner noget, der er sat sammen i en garage. Men det er jo faktisk SpaceX, der bygger raketter i en garage. Men de ser bare pisse godt ud.

Thomas Blomseth: 8:54

Ja, fordi her har vi jo at gøre med nogle af de virkelig store gamle Prime Aerospace fabrikanter, som man kalder dem i USA. Som jo så har haft enorme problemer med at få den her bemandede rumfartøj op til den internationale rumstation og leve op til den kontrakt, som Boeing fik sammen med, ikke sammen med SpaceX, men fik samtidig med SpaceX for nogle år siden om at lave ny amerikansk bemandet rumfartskapabilitet. Og det der også er sådan lidt i ordentligt, det er jo, at dengang så blev der fra Boeing's side og måske andre af de store gamle, der jo sådan lavede lidt grin med, at SpaceX fik den her. Ja, det er måske en underdog.

Klaus Silberbauer: 9:47

Det var også en decideret obstruktion, var det ikke det?

Thomas Blomseth: 9:50

Jo, der blev måske ladet tale ned om SpaceX på det tidspunkt der med, hvordan kunne den her opstart overhovedet lykkes med noget så komplekst som at få et bemandede rumfartøj i kredsløb og gøre det på en sikker måde. Og så ender det så med, at det er faktisk Boeing, der har nogle problemer. Og her på det seneste, efter den så faktisk startede, efter en del forsingelser, kom til den internationale rumstation, så har det jo så vist sig, at der er nogle heliumventiler, eller et eller andet sted i et heliumvarsystem, hvor er der nogle lækager, som så måske kan skabe problemer for, hvorvidt overhovedet de astronauter, der er kommet med Starlineren op til ISS, også skal komme med den tilbage igen. Eller om de skal have en tur på en SpaceX Dragon-kapsel.

Klaus Silberbauer: 10:42

Hvis SpaceX har lavet sådan en lige før opsendelsen, så var de blevet hånet, og så har vi hørt om, du ved, hvor vanvittig Elons strategi er, og hvor farligt det er, og det er jo sikkert blevet koblet sammen med selvkørende tidslag, jeg ved ikke hvad. Altså hele den der ting omkring SpaceX. Men faktum er, at de har en væsentligt bedre track record end nogen andre leverandører for den branche der. Men ja, det er i hvert fald forskellige strategier, det vi også taler om, det her med at planlægge og forberede alt, så der ikke skal fejl ved den første opsendelse, modsat, du ved, at move fast and break stuff, som SpaceX måske praktiserer indtil, at det er alvor, og der er mennesker ombord, så lader det til at gå meget godt.

Thomas Blomseth: 11:30

Ja, vi havde en episode, der udkom den 19. november, helt tilbage i 2020, der handlede om det her new space. Og man kan sige, at der er i hvert fald ikke kommet mindre i gang i den, siden slutningen af 2020. Og det ligger jo, altså dels siger, at de gamle leverne derver, det er blevet nogle store bureaukratiske virksomheder, hvor der er ikke rigtig nogen der, der tør tage ansvaret for at tage de samme slags risici, altså kalkulerede risici, som Elon kan tage ansvaret for. Og så ender det hele jo nok ligesom kommittéer, altså det, man kalder design by committee. Og der er en hel masse folk, der skal sætte deres signatur på nogle dokumenter, ikke? Og som du siger, det de jo så ikke opnår, det er jo ikke at blive konfronteret med virkeligheden hurtigt nok. De bliver konfronteret med deres egen designvirkelighed, og de får simpelthen ikke itereret hurtigt nok. De får ikke afprøvet ting nok. Så når de endelig skal gøre det, så må det ikke fejle, og så sker der jo så alligevel ting og sager, som for eksempel den her helium-lækagen her. Hvorimod SpaceX så har itereret sig frem til noget, der er formentlig enklere, har færre bevægelige dele, eller dele i det hele taget. Og som det er også, den vej rummer en mindre risiko. Fordi sagen er, at med så kompliceret maskinerier at gøre, at man simpelthen ikke kan regne alt ud på forhånd, lige meget hvor mange dygtige ingeniører man har.

Klaus Silberbauer: 13:00

Nej, det er jo den der klassiske 60'er determinisme der, som vi også var inde på. Hvis vi bare regner nok, så skal vi nok kunne forudsige det hele. Sådan fungerer virkeligheden bare ikke. Men nu fik de så sendt en flok astronauter op med Starliner her i juni, ikke?

Thomas Blomseth: 13:16

Jo.

Klaus Silberbauer: 13:17

Så det lykkedes, og det gik fint. Der var ikke noget der.

Thomas Blomseth: 13:20

Ja, altså, bortset fra det med den her helium-lækage, eller flere helium-lækager, som de jo så kigger på nu, og bliver nødt til at evaluere, hvad der er for noget. Men altså, det er mange år forsinket.

Klaus Silberbauer: 13:33

Ja, de er annonceret den i 2010.

Thomas Blomseth: 13:35

Ja.

Klaus Silberbauer: 13:36

Så det er 14 år. Nu kan jeg ikke huske, hvornår Dragon Capsulen fra SpaceX blev annonceret. Fordi den har jeg jo ikke fløjet i nogle år nu.

Thomas Blomseth: 13:45

Ja, så kan man sige, at SpaceX, de fjerner jo også risiko på en anden måde, ved at lave den ubemandede Dragon Capsule, som de så har brugt til at fragte forsyninger op på rumstationer, også tage ting med ned igen. Og det gav dem jo også en del flere forsøg med tingene. Og problemet for Boeing nu er jo nok, at vinduet er nærmest ved at lukke sig igen. Altså, fordi det er lidt for sent. Så spørgsmålet er, hvor mange gange de overhovedet når de kommer til at flyve med den. Fordi ISS, dem bliver jo heller ikke yngre. Og der er jo planer om måske at lukke ned for den også. Og der er simpelthen problemer nærmest med trafikken deroppe, hvor mange docking-porter der er, og hvem der bruger, hvilke docking-porter, hvornår. Så det kan meget vel være, at der går mere end et år, halvanden-to år, inden de faktisk kommer til at prøve igen. Og problemet for dem, det er jo så, så skal de jo have et team, der bliver ved med at arbejde på det her. Det koster penge at have folk, der arbejder på dem. Så rent økonomisk, så hænger det nok slet ikke sammen for Boeing længere. Samtidig med, at Boeing så i partage også har nogle problemer med deres... præciserer fly.

Klaus Silberbauer: 15:02

Ja, der er noget der. Jeg sidder bare lige og skimmer lidt noter. Dragon mellem 10 og 20 havde fløjt Dragon jo. Altså mange, mange missioner. Både bemandet og ubemandet først selvfølgelig, og så bemandet. Så de der to kapsler har faktisk været lige længe undervejs, men Dragon var ligesom færdig til flyvning efter fem år. Jeg synes, det var sjovt at se på videoen, at Starliner ser gammel ud. Den der æstetik, den der Tesla-æstetik, der er inde i Dragon. Altså rent estetisk er det bare meget mere moderne at se på end Starliner, som har sådan en gang beige metal og nogle store hjul til at lukke trygdøren. Det er skabt, hvordan det også reflekterer sig i designet, ikke?

Thomas Blomseth: 15:53

Jo, altså det er nok der, hvor det er design by committee, det er også slået igennem. Altså det må man lade Elon, men han har jo en sans for estetikken i det også, ikke? Hvordan det skal tage sig ud.

Klaus Silberbauer: 16:05

Ja, og så kan man så synes, kan man lige med estetikken eller ej. Jeg synes, de der SS-lignende rumdragter der med ridestøvlerne, jeg synes ikke, det er pænt, det må jeg sige. Men det er da i hvert fald noget anderledes end de store pumpkin suits fra rumfærgen. Smag og behag.

Thomas Blomseth: 16:25

Ja, altså man kan sige, der er nogen, der mener noget med det. Det er det rigtigt. Ja, og det er det, der mangler i ospar, altså som du siger, stacken der er Starline og så Atlas 5, altså det er, ja. Men kig på et billede af det, så tænk på, hvad der bliver mindret om, når man ser det.

Klaus Silberbauer: 16:42

Ja, men sådan nu skal vi ikke, vi skal ikke kønne det her. Men det er det ikke, fordi, så vil jeg huske rigtigt, at silveraketten er genbrug, ikke? Og så får den påmonteret nogle fast-up booster i varierende grad, alt efter hvor langt man er væk med den. Og så har man brug for mere plast. Du har simpelthen bare brug for, at toppen havde en anden diameter end selve raketten. Og det giver den her visuel indtryk.

Thomas Blomseth: 17:09

Ja, hvis jeg ikke husker meget forkert, så er det en anden grund, og det er faktisk det, der hedder launch escape-systemet.

Klaus Silberbauer: 17:14

Er det det, der fylder?

Thomas Blomseth: 17:15

At der jo faktisk ikke er noget launch escape-tårn på den. Så derfor tror jeg faktisk, der sidder en raketmotor derude i det der skirt. som kan bringe kapslen meget hurtigt væk fra løfteraketten om nødvendigt.

Klaus Silberbauer: 17:34

Det er derfor. Vi må hellere tweete et nærbillede. Jeg har fundet et godt nærbillede, og du har rettet, der sidder et skørt under kapselen. Det ser helt forfærdeligt ud. Nå, men den fløj.

Thomas Blomseth: 17:51

Ja.

Klaus Silberbauer: 17:53

Det er godt, og ingen døde. Det er også godt.

Thomas Blomseth: 17:56

Men skal vi så ikke tale om noget andet, der er så fløjt her?

Klaus Silberbauer: 17:59

Jo.

Thomas Blomseth: 18:00

Og det er jo så et andet fartøj, der starter med Star, og det er så Starship. Og så er vi så over i Elons geschæft. Og for mig så er det jo lidt sjovt, og nu er det første afsnit, så skal jeg jo lige nævne, at det er jo fem år siden, i disse dage, at jeg var i Florida, jeg så en Falcon Heavy.

Klaus Silberbauer: 18:20

Og det har du alligevel været.

Thomas Blomseth: 18:21

Ja, det har jeg.

Klaus Silberbauer: 18:22

Så jeg tror aldrig, jeg har hørt den anekdote, men den er spændende.

Thomas Blomseth: 18:24

Og så er det jo faktisk lidt sjovt at tænke på, at på de fem år, der har SpaceX så faktisk været i gang og afprøvet mange forskellige delkoncepter til en løftrakette, som jo simpelthen er verdenshistoriens største, som slår Saturn V cirka dobbelt så meget løftekraft i heavy boosteren, super heavy. Det er jo vildt. Og det her, det er jo så, det vi lige har set, det er det, man kalder IFT4, Integrated Flight Test No. 4, som jo var en voldsom succes. Fordi det er jo lykkedes i den her omgang at få første omgang hele stakken til at lette fra affyringsrampen, uden at beskadige affyringsrampen. Og de nåede op, de skiltes de to deler af fartøjet. Hot staging. Hot staging, ja, hvor man simpelthen tænder det øvre trins raketmotor inden i sådan et mellemtrin, hvor der så er, kan man sige, udblæsninger, sådan at man kommer af med udstødning, men sådan at de faktisk stadigvæk er koblet sammen, sådan at andetrinsmotorer når at komme op i kraft, inden man skiller dem af.

Klaus Silberbauer: 19:48

Så vidt jeg forstår, for at man ikke får det der ryk i skibet, hvor man i princippet får 0G, altså ingen acceleration et øjeblik, så kan brændstoffet ligesom, det vil fortsætte fremad, det vil gerne videre, så faktisk hænger brændstoffet i fritfald et øjeblik, og det kan give problemer med at få det ned i motoren, og så vidt jeg forstår, og kan kræve alle mulige foranstaltninger. Altså hvis man kan holde accelerationen, og ligesom fade de to motorer over i hinanden, tænde andet trinet, mens første trinet, før første trinet kobler fra, så har man en mere glidende acceleration, og får man også meget mere fart på skibet. Er det korrekt forstået?

Thomas Blomseth: 20:31

Ja, altså i gamle dage, tilbage i 60'erne også på Saturn 5, den havde sådan nogle små raketmotorer, der sad på de næste trin, som hedder ullage, og dem brugte man faktisk til at, når man havde skilt trinene af, så tændte man de der små raketmotorer, små faststofraketmotorer, for lige at drive den frem, som siger, for så at få brændstof tilbage, sådan at når turbopumper begynder at pumpe, er noget brændstof at pumpe på, så det ikke bare ligger foran i tanken. Men problemet med dem, det er jo, at så skal man dels, altså dels skal det jo ekstra komponenter, men det er jo så også, når det er små faststofraketter, så skal de jo så også påmonteres igen, hvis man igen bruger. Og det, SpaceX går efter, det er jo det her rapid reusability, og det vil sige, at man skal genbruge trinene hurtigt. Så derfor hjælper det nok heller ikke, hvor man skal spænde, hvor man skal spænde nogle faststofraketter på igen, for at kunne lave det her ullage. Men det her, det er lidt en mellemløsning, fordi det de så har, det var en hot staging ring, og det betød jo faktisk, at de bliver nødt til at kaste den ring fra sig, den vejer vist 8-10 tons, og sådan noget. Men det er de jo så i gang med at finde ud af, hvordan kan de bygge det ind i første trin i Super Heavy, så der ikke er noget brug at smide væk.

Klaus Silberbauer: 21:56

Ja, det er jo meget payload, der bare hænger der og ender i vandet. Det hele var jo, altså det var jo en bro at smide væk til det her, fordi de demonstrerede en fin soft landing, men på vand, så det endte jo med et splash alligevel. Men det så ud som om, at det ville kunne lade sig gøre at lande første trinet i hel stand.

Thomas Blomseth: 22:17

Det, der var vildt den her gang med Starship og Super Heavy, det var jo, at vi kunne følge med Super Heavy hele vejen ned igennem atmosfæren. Den her 70 meter høje ting, som er 9 meter i diameter og sådan noget, der kommer ned igennem atmosfæren med supersonisk hastighed, og så skal bremses. Og så var det jo billeder, altså live, hvor man simpelthen så, der sidder sådan nogle store vaffelfinner på siden, fire af dem.

Klaus Silberbauer: 22:44

Det er sådan nogle fluesmækkere.

Thomas Blomseth: 22:46

Ja, som man bruger til at styre ned igennem atmosfæren. De er simpelthen bare nogle, vi kender dem jo også, at Falcon 9 har de samme, men der her, de er jo så bare så meget større. Men det, man jo kunne se, det var, at den jo satte fart ned, og så kunne man se, at der var en blank havoverflade, og så kunne vi også se på telemetrien, at det så ud til, at hastigheden gik i nul ved havoverfladen, og så kort efter, så sted den igen og akcentrationer. Det var nok, fordi den begyndte at tippe over. Så nogle dage efter frigav SpaceX.

Klaus Silberbauer: 23:17

Og det var boostertrinet, du taler om her, ikke?

Thomas Blomseth: 23:19

Ja, så det lykkedes, at man får det her 70 meter høje ting ned til havets overflade, og så ud som om den havde en hastighed på 0 kilometer i sekunden lige ved overfladen, og det er jo det, de har brug for. Så nogle dage efter frigav SpaceX en vild optagelse fra en bøje, de åbenbart havde haft liggende i den meksikanske golf, som simpelthen filmede lige det sidste stykke, hvor den kommer ned igennem atmosfæren, og så lander, kan man sige, på vandoverfladen. Og så desværre, så klipper de, hvor man ikke ser den vælt mere. Jeg vil nok gerne se den vælt, men det indikerer jo så også, at de faktisk var i stand til at styre den ned tilstrækkeligt tæt på den bøje, og det er jo sådan noget andet, de også har brug for. Fordi hvis affyringsrampen i Boca Chica den næste gang skal gribe Super Heavy på vej ned, så skal de jo kunne styre det der inden for meter af indgang nok. Det er jo nærmest centimeters præcision, de skal have den der 70 meter høje ting ned.

Klaus Silberbauer: 24:20

Ellers så bliver det en dyr omgang, fordi så ryger hele affyringsrampen.

Thomas Blomseth: 24:24

Som vidst nok koster en milliard dollar, så der står det.

Klaus Silberbauer: 24:28

Ja.

Thomas Blomseth: 24:29

Så alene det, det var stort, men så var der så selvfølgelig så Starships næsten tur rundt omkring jorden, og der skal du så siges ikke, de har jo endnu ikke fået en flyvetal til at give dem lov til at gå i kredsløb. Så det, de demonstrerede var, at de lige gik op.

Klaus Silberbauer: 24:45

Meget, meget, meget langstrakt balistisk bane.

Thomas Blomseth: 24:48

Ja. Som så skærer jorden et sted ud i Stillehavet. Eller faktisk var det mere Det Indiske Ocean denne gang. Og det, der er jo så vildt også, det er, at vi får de her billeder på vejen ned igennem atmosfæren. Og det så vi jo på IFT3 for første gang, hvor de simpelthen bruger, kan man sige, kølvandet af ioniserede partikler, der er ligesom en tunnel igennem det, ud til Starlink. Så de bruger simpelthen deres Starlink-satellitnetværk til at få live billeder ned fra et rumfartøj på vejen ned igennem atmosfæren. Og det er jo simpelthen aldrig sket før. Det er jo aldrig nogen, der har set det live før.

Klaus Silberbauer: 25:29

Selve skibet, da det gik ned gennem atmosfæren, så vidt den her, som du siger, en smukt lys af plasma. Så så man jo sådan, hvad der må være, den venstre finde på skibet disintegrerer og smelte undervejs ned. Kan man sige, de magstestede i hvert fald varmebeskyttelsen, og der skal nok lidt mere på.

Thomas Blomseth: 25:51

Ja, altså, den der lille flap der, eller så lille er den jo heller ikke. Ej, den er vist. En del meter. Den blev jo også en held på Twitter, skrødstræx, ikke? Altså, flappen, der virkelig kunne. Altså, fordi den overlevede jo faktisk. Men det, der var vildt, det var jo, at simpelthen, at det her plasma kom ind imellem flappen og så selve kroppen. Og så begyndte det simpelthen, altså en skærebrænder, kunne man se, at skære sig igennem. Men den blev siden af flappen. Og det her smeltet stål, det satte sig jo så også på kameralænsen. Men kameraet blev også ved med at fungere. Så når man til sidst, at noget ned igennem skyerne og sådan noget, kunne skimte, at der var hævet, der vidste. Og så kunne man se, hov, det var faktisk den tid. Ja, så den lavede faktisk den her backflip maneuver, som man snakker om, hvor den skal vende rundt og tænde motoren for så også at kunne lande. Og selv med alle de ting, der var gået galt, som vi kunne se, men formentlig måske også andre flapper, der var beskadet og sådan noget. Så var altså, styringssoftwaren var i stand til at kompensere real time for alle de defekter, som ved rumskib havde pådraget sig. Og så alligevel gennemføre det, man jo, og det var nok det mest imponerende. At de simpelthen har så meget maven i deres software, at den faktisk kan kompensere for så mange hardwarefejl. Og det kan man sige, det er jo også noget andet, som adskiller det her fra, hvad der skete i 60'erne. Og det har vi talt om i en episode helt tidligt tilbage i november 2020 om arven fra Apollo. at computerkræften var så begrænset dengang, at det satte jo også grænser for, hvad man kunne med styringssoftwaren. Og at gennemføre sådan en type styring her, så adaptiv en styring, overfor så, kan man sige, aggressiv modstand fra atmosfæren og nedbrud af det fysiske arven. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre dengang. Man havde ikke computerkræften til den. Men den kom så ned, og det lavede til den lande også, uden at blive smadret.

Klaus Silberbauer: 27:55

En descent af et rumskib er noget, man har læst om, og noget, man har set simulationer af. Men det der med at sidde og se det rigtigt på video, det synes jeg var meget, meget fascinerende. Der kom, du ved, Lille Klaus, der virkelig læste meget i Dostradet Videnskab en gang. Han var ret begejstret for at få syn for sagn.

Thomas Blomseth: 28:14

Ja, når du nævnte det, så kommer jeg i tanke om, og den skal vi også nok dele en link til, men der er en, jeg tror han er franskmand, der har lavet nogle ret vilde ting på YouTube, hvor han simpelthen tager nogle af de gamle Apollo-optagelser. Og der er en, hvor han har taget en ubemandet Apollo-prøveflydning, hvor man har kapslen, og jeg mener også, det var Saturn V, man sender op i en ballistisk bane også. Og hvor han så simpelthen, baseret på telemetrien, der findes blandt andet ved at kigge på nogle gamle dokumenter og scanne nogle ting, så laver han en animeret gennemgang, hvor man ser den ægte real-time filmoptagelse dengang, samtidig med telemetrien og udpeger. Nu skal man holde øje med de og de her ting på instrumentpanelene, fordi nu er vi i gang med den og den sekvens. Og noget af det, der slog mig med den gamle optagelse der, det var så også, at selvom det var sådan en ballistisk bane, og det tror jeg var i knap 40 minutter fra start til slut, fra den forlod affyringsrampen, til den landede igen, dengang så blev de nødt til at afbryde optagelsen inde i kapslen, for nok at spare på filmrullen.

Klaus Silberbauer: 29:27

naturligvis, det havde været begrænset.

Thomas Blomseth: 29:29

På en 40-minuters tur, ikke engang NASA dengang havde råd, eller lyst til at sende nok film med op.

Klaus Silberbauer: 29:37

Payload, det vejer helvede til.

Thomas Blomseth: 29:38

Som man kunne optage.

Klaus Silberbauer: 29:40

Altså hvis du gør mange timers film med, det er altså nogle store spoler.

Thomas Blomseth: 29:45

Ja. Så derfor fik NASA ikke engang billeder fra kapslen og hele flyvningen dengang, selvom det kunne være 36 minutter.

Klaus Silberbauer: 29:53

Og nu streamer vi for, jeg ved ikke hvor mange kameraer, live.

Thomas Blomseth: 29:56

Ja, så sidste kommentar til, og det er jo så, at IFT 5 jo så er på trapperne, lyder til måske en dag engang her i juli. Og det gode er jo så, at med den myndighedsgodkendelse, SpaceX fik stillet den her IFT 4, så er der ingen problemer med femmeren. Det havde de lidt problemer med mellem 2'eren, 3'eren og 4'eren her, hvor der skete nogle ting, hvor de blev nødt til at afrugt tage over for de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, Federal Aviation Administration.

Klaus Silberbauer: 30:28

Er det fordi, den desintegrerede et uheldigt sted?

Thomas Blomseth: 30:32

Ja, der var nogle grænseværdier, der blev overskrevet og sådan noget. Og IFT 1, var det der problem med affyringsrampen, når der blev kastet alt for meget op i luften, og der regnede ned over vådområdet og sådan noget.

Klaus Silberbauer: 30:47

Detaljer.

Thomas Blomseth: 30:47

Detaljer. Men sagen er, at den holdt sig inden for de godkendte parametre, kan man sige, i den her flyvning. Så derfor skal der ikke en yderligere myndighedsgodkendelse til, for at lave femmeren.

Klaus Silberbauer: 30:57

Så lige så hurtigt, som de kan stacke den, og få udbedret de ting, de gerne vil udbedre, og få blivet nogen... De vil lave et sådan tolagssystem, kunne jeg forstå, af noget ablativt varmeskjold under kaklerne, og så håber de på, at store dele af romskibet ikke smelter af den her gang. Men så er det bare afsted igen. Har de lov til kredsløb?

Thomas Blomseth: 31:15

Nej. Altså grunden til, at de kun får lov til at lave...

Klaus Silberbauer: 31:19

Så de kommer også til at offre boosteren den her... Ja, det behøver de selvfølgelig ikke. Altså, de kan vel godt returnere den, hvis de tør.

Thomas Blomseth: 31:25

Nej, det er det, Elon siger, at hvis det står et ramme, så prøver de at lande boosteren igen, altså Super Heavy, på afføringen til ham. Det bliver først forsøg på det. Og det er jo også helt vildt. Men så, ja, så det er sådan set SpaceX interne tidslinjer, der afgør, hvornår vi ser IFT-5.

Klaus Silberbauer: 31:49

Jeg finder en ny pakke frem, Thomas. Jeg har en... Eske, tror jeg, det er. En ny. Skal vi se.

Thomas Blomseth: 31:57

Ja, den kan jeg ikke regne ud af, hvad det er.

Klaus Silberbauer: 31:59

Åh, den er pakket godt ind. Hvad har vi her? Det er en NVIDIA GPU H100.

Thomas Blomseth: 32:11

Det er løgn.

Klaus Silberbauer: 32:12

Det er en fin gave. Den koster, jeg tror, den ligger omkring 100.000 dollars, eller sådan noget. Kan det passe for sådan en Svend? De er i hvert fald dyre, hvis du ikke kan få fat i den. Og jeg tror, Elon, han har 40.000 af dem nu. Vi har en. Den kan jeg... Der er meget compute i den eske her.

Thomas Blomseth: 32:29

Hvor har du købt den? Alibaba?

Klaus Silberbauer: 32:31

Jeg vil det lægge at sige, for det er lidt hemmeligt.

Thomas Blomseth: 32:35

Jeg tror måske, du skal tjekke, om den er ægte. Jeg ved ikke rigtig.

Klaus Silberbauer: 32:38

Men du skylder. Fordi det er en gave til os begge to, så jeg sender lige en MobilePay.

Thomas Blomseth: 32:43

Ja. Jeg vil godt lige se, jeg vil godt lige se nogle flere dokumenter på den så brændes.

Klaus Silberbauer: 32:48

Jeg tror, det er næsten nu. Den er lidt varm.

Thomas Blomseth: 32:51

Ja.

Klaus Silberbauer: 32:51

Men det bliver det jo. De skal helst væskekøles. Men det er jo sådan nogen, man bruger, når man skal lave kunstig intelligens sådan en stor stil. Når man skal have noget compute og bygge nogle kæmpestore neural netværk. Og det er jo derfor Tesla. første par året, tror jeg, de havde 35.000. Jeg tror faktisk, vi nævnede det i vores seneste episode. Og nu tror jeg noget med 85.000, han har tænkt sig at komme op på for at køre The Dojo, som er den store supercomputer, der træner de neurale netværk, som kører Tesla-bilerne. Og det er vist det samme type GPU, som Microsoft bruger, som Meta bruger, og som de alle sammen bruger, hvilket også betyder, at Nvidia's aktiekurs, den går pænt meget op ad, fordi de er næsten de eneste, der kan levere det. Den type computerkraft i rå mængder.

Thomas Blomseth: 33:47

Problemet er ikke det, jeg forstår godt, gameren er lidt trætte af det her. Fordi først så var det, de havde de her GPU'er til at lave noget fed grafik. Jeg tror ikke —

Klaus Silberbauer: 33:58

der er mange, der har en H100 siddende i deres gaming-computer, men det kan da godt —

Thomas Blomseth: 34:01

rigtig finde sig derude. Bare sådan for skiterier i historien, fordi den er god til at lave sådan nogle linjer af algebra, sådan nogle matrix-operationer, og det skal bruge til grafik. Og så var det jo først, altså de der skide bitcoin-minere, så ville lige have de der GPU'er. Og så blev det dyrt at lave din gamer-PC. Og så blev det så de her skide AI-folk, som så også ville have de der GPU'er. Men som siger, nu har Nvidia lavet nogle linjer, der er mere målrettet, produktlinjer, der er målrettet til at lave AI med. Men altså, det er jo helt klart, at... Også i et andet prisniveau. Ja, altså, Nvidia's fokus som virksomhed er nok også på de der ting, som er meget, meget dyre fra kvadratmillimeter.

Klaus Silberbauer: 34:45

de så i hvert fald, hvilken vej markedet gik. Jeg fik desværre ikke købt nogen Nvidia-aktier, mens tid var. Og nu så jeg faktisk en analyse, der siger, nu er hele industrien, hele markedet er så nervøs for Nvidia at stikke af med det hele, at de gør alt for at komme ud med noget, der er lige så godt. Så det kan godt være, den begynder at flade ud den der aktie. Men det handler om AI. Altså, alt handler jo for pokker om AI, ikke? Og det er det her helt bizarre løb. Ræs... Hvad hedder sådan noget? Ræserløb. Kappløb. Tak skal du have. Et ræserløb. for at lave den største mulige computer, så man kan træne sin AI hurtigst muligt. Og det, jeg synes er spændende, det er det store hvorfor-spørgsmål. Og det er der mange svar på, hvorfor AI er så vigtigt. Men jeg har også fået fornemmelsen, at nogle virksomheder, de skal bare have noget AI. Altså, og uden at stille sig spørgsmål omkring, hvorfor skal vi det, det skal vi bare. Og de skal have data, der skal trænes på det. Og det er blevet... Det er hypen af nu 24. større findes ikke.

Thomas Blomseth: 35:53

Nej, vi har vel lavet flere episoder sådan i løbet af første år.

Klaus Silberbauer: 35:57

Vi var tidligt ude. Var vi ikke det? Altså, igen vil jeg ikke sige, vi er... Det er ikke fordi, jeg vil kalde os Clark og Asimov. Så profetisk er vi ikke. Men jeg synes alligevel... Hvornår var det, vi snakket AI for alvor første gang? Puha.

Thomas Blomseth: 36:14

Clark og Asimov. Det lyder også sejt nok. Ja, det er rigtigt. Lad os ikke plagere det af. Nej. Men lige for at sætte det lidt i kontekst, der er dels det, hvis vi skal med Nvidia, hvorfor andre også er... Selvfølgelig gerne vil vriste dem af tronen, kan man sige, rent hardwaremæssigt, men der er så også det, at Nvidia, de har en software stack, og de har noget, der hedder CUDA, C-U-D-A, som er nogle softwareværktøjer, værktøjer, man bruger til at bruge deres GPU'er med, og som man bruger til, når man skal træne sine AI. Og det giver også en voldsom lock-in, fordi der er ikke andre, der kan det samme, i den samme integration mellem software og hardware. Nu siger jeg trods, at der er nogen, der over omkring har virkelig travlt med at prøve at udvikle noget andet software, end det der, som Nvidia har. men altså som siger det, altså det er jo sådan set fortjent nok, fordi som jeg har hørt i historien, så er Jensen Huang, som er stifteren af Nvidia, som er fra Taiwan, og som faktisk har en kusine, tror jeg, der er chef for en anden store chipvirksomhed, der er noget med de taiwaneser, altså computerchips.

Klaus Silberbauer: 37:24

Er det Taiwan Semiconductor?

Thomas Blomseth: 37:27

Ej, det er stadigvæk stifteren, tror jeg.

Klaus Silberbauer: 37:29

Det er jo da også noget af en familie i så fald, som de sidder på 90% altid, produktion i hele verden.

Thomas Blomseth: 37:35

Men der går i storm. Han arbejdede i Silicon Valley og havde en chef, hvor han begyndte at fable om noget, ham der Jensen. Og ham der chef, han forstod det rigtigt. Jeg tror, det var måske endda, at direktøren sagde, altså nu sender jeg over til ham her, venturekapitalisten, og så må du prøve at fortælle, hvad du gerne vil. Og Jensen, han så blev sendt derovre, og han prøvede igen at forklare det. Og så ham der venturekapitalisten sagde, jeg forstår ikke rigtigt, hvad du taler om, men fordi ham, min ven, der har sendt dig herovre, så giver jeg det nogle penge. Det tror jeg, ham der vise ind, er temmelig godt tilfreds med i dag.

Klaus Silberbauer: 38:11

I 2022, tror jeg, vi lavede vores første afsend, hvor vi snakker om generativ AI, og der er sket meget siden da. Og en af de helt aktuelle ting er jo Adobe. Vores kære producent af, hvad der i hvert fald i gang var, det bedste designer, grafiske software, du overhovedet kunne få. Photoshop, Illustrator, og så har de jo tilkøbt tonsvis af forskellige stykker software, deres creative suite. Helt enormt meget software, og der kommer hele tiden nyt til, og jeg har mistet oplægget. Bloatet, kunne man kalde det, og dyrt. Det er blevet meget, meget dyrt at bruge. Men Adobe er jo et af de virksomheder her, som, jeg ved ikke, hvad der er sket på indersiden af Adobe, men har i hvert fald sagt, nu skal vi satan edme ud og have fat i det AI, og industrie gennem mange, mange år. Typisk i starten var det meget fokuset på, det var ligesom, altså hvis du havde en Mac, og så havde du Adobe software, så var du ligesom godt rustet, ikke? Og det blev brugt til film, det blev brugt til special effects, det blev brugt til at lave grafik, det blev brugt til at lave thumbnails til vores lille podcast, det blev brugt til print, hele PDF, standarden er mere eller mindre ejet Adobe, osv. Og lige siden den gang, at det handlede om at lave offset nærmest. Men, det er måske det med at være paranoid, fordi så kan de se, der kommer den her generativ bølge, eller bølge af generativ AI, og rationalet måske være, at alle vores kunder, der køber vores dyre software, de bliver så arbejdsløse, fordi nu kommer der AI og laver alt layout og design i stedet for. Så vi må hellere med på den bølge, og i første omgang enable vores kunder til at være superskarpe, kreative mennesker ved at bruge AI-baserede værktøjer. Og næste skridt, det er måske, du ved, at lave noget andet end at lave redskaber til hele den arbejdsløse del af den kreative klasse. Og så har Adobe så gjort det, at de har skrevet sådan lidt mellem linjerne i deres terms and conditions, at der er lidt forskel på, altså det er lidt svært at tyde faktisk, hvad de mener, men det er du i hvert fald helt sikkert, det er, hvis du arbejder med Adobe-redskaber, og du bruger deres cloud service, til at gemme dine ting, så forbeholder Adobe sig ret til at nappe alt det, du laver, og træne deres AI, og bruge, og den AI bliver brugt i det produkt, de kalder Firefly, som så igen bliver brugt i forskellige produkter til at lave generative ting. Hvilket altså medfører, at hvis du sidder som grafisk designer, eller som fotograf, og har brugt Adobe-software i 20 år, enten Lightroom til at redigere dine billeder i. Så siger Adobe, tusind tak, for du har betalt så utroligt mange penge for softwaren. Nu tager vi alt dit arbejde gratis, og så laver vi et apparat, der kan afløse dig, og gør dig arbejdsløs om forje år. Og man kan sige, branchen var jo ikke sen til at se ironien i det her, og der har jo rejst sig en shitstorm af den anden verden mod Adobe, som jeg er meget forstående overfor. Det er jo simpelthen en corporation, der har altså, det kan godt være en lysende hold, og det kan godt være, at de har ret, i hvilken vej det går for den type software. Jeg tror, det er mere nuanceret end som så. Men en svinestreg af den anden verden at lave overfor sine kunder, ikke? Og lad os sige, altså, communityet omkring Adobe-software er noget af det mest loyale, der nogensinde har eksisteret. Altså, det får Tesla-fans til at ligne en flok illoyale idioter, ikke? Folk, der har arbejdet med Adobe i mange år, de har været glade for softwaren, på trods af de mange problemer, der har været med den. Og det er også lidt det eneste, at Adobe har et monopol på den branche. Så hele den AI-bølger, det er sådan set pointen. Den medfører altså nogle jordskælv i den kreative branche lige nu, både på det etiske plan, og så den forretningsmæssige. Og lige nu er Adobe i gang med at trække i land og se, du ved, på en eller anden måde, men jeg tror, der er røget en del tillid på gulvet.

Thomas Blomseth: 42:34

altså, da jeg så det, så tænkte jeg, hvad er det for en slags hjerneblødning, der har fundet sted, internt den organisation?

Klaus Silberbauer: 42:41

Jeg kender den tankegang, det giver jo sikkert mening i regnarket. Du bliver nødt til at ruste dig. Nu skal vi ikke have et Kodak-moment, har de tænkt. Nu skal vi ikke sidde med hele vores produkter fra den ene øjeblik til det andet, bliver lige meget, fordi vi ikke er AI-baseret i et eller andet omfang. Og det er filtreret igennem en organisation, og så er det bare AI, AI, AI. Og så har man ligesom glemt det, der hedder kunderne, kunderne, kunderne.

Thomas Blomseth: 43:04

Det her tænker jeg ikke, det er basalt, når man ser det, hvad andre shitstorm, der har været i senere år. Hvorfor har man ikke bare taget nogle få bruger ud, som har en fortrolig relation til, og så drøftet det med dem, og så snakkede om, okay, hvis vi skriver det her i vores brugerbetingelser, hvordan tror I så, det vil blive opfattet? Det er lavet som om, man har fuldstændig autonomt, uden overhovedet forholdelse til omverdenen, som har lavet en formulering, som meget ligner den, som jurister vil putte i andre, brugerbetingelser. Det ligner noget af det her.

Klaus Silberbauer: 43:37

det er jurister, der har lavet det, og jurister tester sgu ikke noget af med brugerne, juristerne, de er så langt rig for brugerne, som du overhovedet kan komme.

Thomas Blomseth: 43:43

Jamen, det er jo derfor, at der er andre i den organisation, der er på ledelsesmæssigt niveau. Ja, det er marketing —

Klaus Silberbauer: 43:48

Marketing, det sidder et andet sted. Produktudviklingen sidder et tredje sted. Det er jo det, der er sygdom, den slags organisation, det er, at de er jo så goddam ud af touch. Altså, for ikke så mange år siden, der har Adobe, de trak ligesom en stor prisreguleringsknap, og så kan du ikke længere købe en Adobe-licens. Du bliver nødt til at leje dit software hos Adobe. Og du betaler altså, jeg tror, 7-800 kroner per måned for den store pakke. Og de fleste kan ikke klare sig mindre, fordi det er så snedskruet, at hvis du kun skal bruge Photoshop eller kun bruge Illustrator, så snart du skal bruge 2-3 ting, så kan du lige så godt betale sig til at tage den store pakke. Men den kan du kun få på abonnement. Så du bliver nødt til hver måned at betale, for at de så nu begynder at stjæle dit arbejde. For du kan ikke købe en pakke uden storageplads. Det vil sige, du har 20 terabyte, hvor fanden det er, på gigabyte sikkert, på deres iCloud, eller Adobe Cloud. Fordi de har også fundet ud af, at data er vigtigere, og gud ved hvad, man skal have sin egen cloud service. Altså, Apple har en cloud service, og Adobe har en cloud service, Amazon har en cloud service, alle skal have en cloud service. Og det ender så med, at det er et gisseltagningsprojekt, hvor du sidder, du kan ikke passe dit arbejde uden at betale dumme bøder til Adobe, som så samtidig skal have lov til at se dit arbejde og bruge det gratis. Fotografer, mange professionelle fotografer har jo en chance med at levere fotos til Adobe stock. Adobe købte for noget tid siden, faktisk, tror jeg, en russisk stock service, stock photoservice, og for mange penge. Og sælger altså billeder og rettigheder til billeder. Og de billeder bliver leveret af fotografer. Fotografer, der nu er truet på, at AI kan levere billeder, der er ikke lige så gode, men nogle brands synes, det er okay, når AI genererer foto. Og nu får de så at vide, at alt, hvad de nogensinde har lagt på Adobe stock, det bliver brugt til at proppe ned i halsen på den AI, der kan generere billeder til en billigere penge, end de selv kan. Det er jo simpelthen så, det er jo sindssygt, ikke? Men det er jo ikke den sidste ting, vi har set af den slags der, fordi sulten efter data er så enorm. Og sulten efter gode data, og der er jo ikke nogen tvivl om, hvis du vil generere gode billeder, så skal du træne AI'en på gode billeder. Og gode billeder er der trods alt en del af på Adobe Stock. Det er der også på Getty Images. Jeg har en helt anden tilgang til AI. Hvorimod Zuckerbergs Meta, de kan træne deres AI på alt det lort, der er på Facebook, men også det, der er på Instagram. Og på Instagram findes der trods alt en bedre datasamling, rent visuelt. Tesla kan træne AI på den måde, folk kører bil på. Så det bliver jo forskelligt AI, og man får bygget her på baggrund af, hvilken materiale man kan træne på. Men sulten er stor, og det bliver grådet.

Thomas Blomseth: 46:57

Ja, der tror jeg, vi skal faktisk lidt tilbage til det med GPU'erne, fordi vi har jo to ingredienser nu, så vi har computerkraften, og så har vi data, og så er der jo så det med algoritmen. Hvilken algoritm bruger man så til at processere det med? Og det, der jo driver den her grådighed, det er jo også det, at der er en udbredt opfaldelse om, at der er en eller anden skaleringslov, eller måske mere en skaleringstommelfingerregel. Og den handler jo om, at jo mere data, du kan få fat i, computerkraft, du kan kaste efter det, så vil du faktisk bruge en ret enkel algoritme. Men vi opnår de her, kan man sige, spring i kapabilitet, ved simpelthen at se, om vi kan få fat i mere og mere af computerkraft, og mere og mere af data. Og som du siger, det der er et interessant spørgsmål nu efterhånden, det er simpelthen, har vi egentlig data nok nu, til hvor mange runder flere, kan vi tage op ad den her stige på den her skaleringstommelfingerregel?

Klaus Silberbauer: 47:55

Ja, og er der ikke nogen diminishing returns, på et tidspunkt?

Thomas Blomseth: 47:58

Det er jo det, der bliver diskuteret, det der er lavet til, og det er jo så det her med, at det kan godt være, at der begynder at ligne noget med, at du bliver hvad du spiser, og det er jo også det, det indikerer der med, at en eller anden form for kuratering, altså sådan at man måske har en lidt mere begrænset kost, men den er bedre udvalgt, måske kan skabe større kvalitet i genereringen senere hen, når man sætter modellerne til at lave det. Det er noget folk, de forfølger, men der er faktisk, der er ingen teoretiske modeller, vi har nu, der faktisk kan bruges til at afgøre, hvorvidt den her skaleringstommelfingerregel, den holder, om den bare kan fortsætte derudad, eller som du siger, man rammer et, begynder at ramme et loft. Så derfor så er der jo så den her bestræbelse på, at skaffe så mange penge, skaffe så meget data, og så bare prøv at se, kan vi være de første, der når frem, ikke? i det her kapløb. Og det er noget af det, der driver det meget, ikke?

Klaus Silberbauer: 48:59

Jo, og frem til hvad? Altså, nu har OpenAI jo nok en edge på generativ tekst i hvert fald. Og GPT-5 siger, det bliver jo helt fantastisk. GPT-4 kommer til at ligne at sænke ved siden af. Og det skal jo nok passe. Men jeg har lidt nogle gange den der fornemmelse af, har man mistet målet i det der syne? Hvad er det egentlig, man prøver på her? Og samtidig så kan jeg jo godt se, de der fantastiske muligheder. Hvis vi nogensinde skal bygge den der robot, vi alle sammen går og drømmer om, som Nvidia jo også har kastet sig over nu, og de er vist noget ret langt, så er det jo AI, der skal drive den. Det er den eneste vej. Jeg kan ikke forestille mig en proceduralprogrammeret robot. Det bliver jo sådan en dum Sony-ting, eller Hondas turplige robotter, der kunne spille fodbold eller sådan noget. Det bliver jo enten Tesla eller Nvidia, der kommer først, der er noget, der virkelig batter. Men der er den ene skyggeside, den kunstneriske etiske side, som jeg har meget stor glæde af at diskutere med en god ven, der er i forlagsverdenen. Fordi der taler man meget om, hvad der sker med både oversættelser, men sådan set også med litteraturen. Og jeg ved, uden at ville nævne navne her, at der er dele af forlagsverdenen, som er enormt opsat på, og du ved, kan vi ikke engang bare skrive nogle bøger uden de der skide forfatter, og vi er så besværlige. Og det er jo en syg omgang med kunst, synes jeg. Og så er der den anden side, der siger, okay, den eneste vej, vi får kureret cancer, det er nok via AI. Det bliver nok også et værktøj, der bliver meget, meget væsentligt næste bølge af medicin. Så man kan ikke være for eller mod AI. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, men man kan eddermame være påpaslig. Men der er en skole, du tilhører ikke den, der tror, at vi snart rammer generativ AI, er en, der rent faktisk kan tænke det selv, der rent faktisk har en form for intelligens, og rent faktisk måske begynder at sætte sig nogle mål på egne vegne, som ikke nødvendigvis harmonerer med menneskehedens mål. Det er jo Musk-skolen, ikke? Og Sam Altman har jo også udtalt sig i den retning.

Thomas Blomseth: 51:35

Ja, og det er altså godt nok et paradoks, og man kan sige, at der er andre inden for AI-forskninger. For eksempel Yann LeCun, der er hos Metas AI-forskning, der hedder FAIR, Facebook AI Research. Men han er godt og grundigt træt af alle domme, der er snakket. For han mener også, at der er et godt stykke vej, og at de her transformerarkitekturer og sådan noget, det er jo slet ikke nok til noget derhen. Og altså noget, der bliver diskuteret meget, som du siger, et system, der selv vil noget. Altså det, vi har nu med de store sprogmodeller, de er jo ikke systemer, der selv vil noget. De er ikke agentiske. Men det er så også, når det bliver arbejdet på det her med —

Klaus Silberbauer: 52:17

at arbejde på det her nu. Det agentiske er jo det, som alle kæmper for, enten i form af fysisk robotter, eller i form af softwareagenter, der kan det ene og det andet, og snakke med API'er, og så har det jo pludselig en AI. Det er godt, at den ikke vil noget, det er godt, at den ikke er bevidst. Vi vil jo nok heller ikke finde ud af, hvis den bliver det, men det kræver jo også bare en dum instruktion, og en AI, der har lidt for meget agens i forhold til, hvad der er godt. Og så vil man gøre dumme ting. De digter, ikke også? Og hvis du så har en AI med agens i den virkelige verden, der bare digter løs, altså bliver psykotisk på den plan, det kan da godt lave ballade, kan det ikke det?

Thomas Blomseth: 53:09

Helt klart, men der er altså nogen, der siger, lad os prøve at lære noget af finanssektoren, af alle sektorer. Især high frequency trading. Det er jeg ikke mindre nervøs af. Nej, men faktisk, hear me out, som det hedder. Der var også nogen, der begik nogle, eller fik nogle dyre lærerstreger. Altså man gik i gang med det, der hedder high frequency trading og med algotrading. Man satte algoritmer i gang med at handle. Og det har jo foregået i nogle år ti efterhånden. Men sådan en gang med, så skal der mærke til en marked, som de har så algoritmer reageret over for på knap så befordrende vis. Og så noget af det, man har lært der, det er jo simpelthen at bokse dem ind med noget mere procedural kode. Sådan at når du når ud over visse, når den her ting, der så kan handle på baggrund af den indre model, den så vil i gang med at gøre ting, som strider mod nogle constraints, den forhindrede i at gøre det. Og jeg tror, det er nok noget, det er der, vi skal hen. Det at man siger, hvis du er robot, så er der nogle, det er ikke Asimovs tre love, men der er nogle meget mere specifikke ting, der begrænser, hvor hurtigt du kan iværksætte bevægelser, eller hvad du overhovedet, hvad den værktøjet må gøre, hvis der er beskændende ting i det visuelle felt og sådan noget.

Klaus Silberbauer: 54:33

Men problemet med det, er jo lidt, at, hvis vi har, en AI, der kvæg computerkraft, og afsindelig meget træning, målbart er mere intelligent, end mennesket, og i hvert fald hurtigere, til at rationalisere, og også meget fantasifuld, fordi det kan vi jo se, at de er, altså det er jo ikke rent rationalt, og tværtimod, så finder de på ting. Hvis vi skal lave, kode, der holder øje med den, så skal vi proceduralt, med vores lavere intelligens, forudse, hvad den kunne finde på, og lukke de huller af, før at de opstår. Det lyder bare som en svær opgave, tænker jeg. Jeg tror nærmere, at vi vil sætte en AI, til at kontrollere en AI.

Thomas Blomseth: 55:21

Altså det sker jo allerede nu, hvor man bruger, billigere modeller, eller tidligere generationer, til at tjekke outputet, fra nyere modeller. Altså det har jeg da hørt om, om virksomheden, der gør ikke, hvor de siger, vi skal lige, vi får genereret noget output, fra GPT-4, og så bruger vi 3'eren, eller en af de open source modeller, til at tjekke, at indholdet ikke er stødende, eller hvad man nu har gang med at tjekke. så det gør man aldrig, at koble dem sammen på den måde. Men altså, jeg tror det også, altså, jeg tror, jeg tror på, på Yann LeCuns vurdering, det her med at sige, at det bliver ikke, den der, lige pludselig, så har der manifesteret sig, den her AI, der tager over for os, det bliver jo en gradvis proces, hvor, hvor der bliver bedre og bedre modeller, og så bliver vi bedre til at finde ud af, hvordan man skal, man skal passe dem op, så at sige. altså, det bliver en trinvis proces. Det kan godt virke som om, at der skete nogle kæmpe gennembrud her, de senere år, men de har jo også været mange år undervejs. Der er jo ting, som Google jo har haft i deres laboratorier, som hvis de havde været mindre bekymret, som stor virksomhed for at lancere ting, så havde vi jo haft ChatGPT nogle år, inden. Men Google tog ikke lancere dem, som det var folk hos dem, der fandt på at transporte markt til turen.

Klaus Silberbauer: 56:40

Så er der måske en lille bitte smule eftertanke nogle steder, indtil de andre så får fat i det. Lige nu kunne man forstå på Sam Altman, at i et interview med Lex Fridman, at der er folk, der konstant prøver at angribe OpenAI for at få fat i kode, for at se, hvad det er, de har gang i. Fordi de er jo selvfølgelig flere generationer fremme på deres roadmap. Og Lex spurgte, hvilken accent har de her? Han har set russisk accent. Hvilken accent har de her angriber? Og der ville Altman altså ikke sige mere. Det taler vi ikke om. Men det er enormt farlig teknologi. Ikke nødvendigvis fordi, at i morgen så kommer der en stor AI, der ejer hele verden og sender en robot her efter os. Det var nok lidt tid. Men misinformation og disinformation kan jo give os på et helt andet plan, hvis du har adgang til generativ AI. Og det har alle lige nu, men næste generation, det bliver jo så meget mere virkelighedstro, endnu mere udspekuleret. Det tror jeg, at det er den faren på den korte bane. Så er der faren over for, kan man sige, de udøvende kunstnere. Og der ligger faren ikke så meget i AI. Det ligger mere i, at der er nok et publikum, der ind og sted ikke kan kende forskel, og måske desværre er lidt ligeglad om det, de får serveret, er, du ved, kunstens svar på Jensens Bøfhus, eller om det er ordentlig mad, lavet af mennesker til mennesker. Og det synes jeg også er bekymrende. Det skal civilisationen sådan nok komme over. Jeg tror, at kunsten har altid eksisteret. Og den skal nok blive ved med at eksistere, som noget mennesker laver. Men der bliver nogle dønninger på den kommersielle del af den kunstneriske verden, som bliver spændende at følge.

Thomas Blomseth: 58:36

Jeg kan godt se, at der er behov for at tænke over, hvordan man fordeler indtægter osv., så vi stadigvæk støtter kunst. Men jeg er sådan set ikke bekymret for kunst som sådan. Jeg tror mere også, at der sker en differentiering, hvor det, jeg kan høre også på dem, der udvikler AI-systemer og bruger dem til at lave kunstneriske lignende udtryk, især musik. Jeg kan jo høre, at det musik, som de går efter at generere, jeg vil have. Jeg har jo nogle kunstnere, som jeg gerne lytter til, fordi de overrasker mig, fordi de har en personlig holdning, de har et personligt udtryk, de har dyrket mange år. Jeg vil jo ikke bare have en AI, der følger efter, hvad jeg gerne vil.

Klaus Silberbauer: 59:19

Men nu er du jo også det, man kalder midaldrende, og måske ikke definerende, altså din genre er jo lidt niche efterhånden, hvorimod konsummusik har jo længe været meget teknologisk produceret, og allerede nu ser vi udgivelser, hvor der ikke er en udøvende kunstner, altså det er ren AI. Og så kan man sige, jeg synes også, det lyder lort, men det kunne blive en ny genre. Altså ligesom synthesizerne også definerede en ny genre, flere nye genre, så vil det nok også ske her, at der kommer en form for Idoru-genre, som William Gibson forudså for mange år siden. Og det er fint nok, altså nye kunstneriske genre, baseret på ny teknologi, fint nok. Det, der måske bekymrer mig lidt, det er, at, og det er nok også på en eller anden måde naivt, eller dumt, af dele af forlagsbranchen, af dele af pladebranchen, der tænker, vi kan lave stort set det samme, uden menneskelig mellemkomst. Fordi så er det, i mine øjne, ikke kunst længere. Så er det, altså, i mine øjne er kunst noget, der kommer fra menneske til menneske. du kan ikke tage mennesket ud af kunsten. Så er det lyde, eller ord, eller et eller andet, ikke? Og jeg kan godt forstå, at kunstnere, og måske specielt kunstnere, der lever af at levere noget, som man ikke ville sige er kunst, kunst, men for eksempel designbranchen, det kunne være fotografer, der leverer stockfoto. Og den del af branchen, det er der, hvor AI begynder at være godt nok, til at kunne levere noget, som de færreste vil acceptere, og sige, det er okay, det koster en tiendel, whatever, ikke? Og der er altså nogen, der er, kan man sige kunstnere, der inden kunne opretholde, en liv, en indkomst, for at producere, i gåseøjne, en rigtig kunst, ved at producere konsumkunst, eller brugshåndværk, eller hvad vi kan kalde det, de kan gå hen og få et problem nu, for nu bliver hele tæppet trukket væk, fordi det er en bedre forretning, at få en maskine til at producere det.

Thomas Blomseth: 1:01:28

Ja, det er interessant. Det gør, at vi skal have lidt økonomisk teori på banen. Bring it. Ja, som går i gensyn. Og det er det, man kalder lump of labor fallacy på engelsk. Og det er ideen om, at der er kun en begrænset fast mængde arbejde, der skal laves. Og det er jo bare ikke sådan, det har set ud igennem historien. Altså, der er jo flere i dag, der laver design. Digital design fandes jo ikke som disciplin for 30 år siden. Så der er flere, der arbejder med det i dag, end der nogensinde har gjort. Så den der lump of labor fallacy, det er jo den der, der bliver heddet frem. Eller den der er underliggende. For når folk siger, at AI kommer og tager alle vores jobs. Nej, det gør det ikke, tror jeg. Det er meget usandsynligt. Fordi vi har altid fundet nye ting at tage os til. Det jeg kan se, jeg synes med den generative AI, og det jeg kan se i det, jeg selv laver, det er jo, at lige pludselig er der ting, der bliver mulige at lave, som i princippet var mulige før, men som jeg ikke ville taget fat i, fordi jeg vidste, okay, hvis jeg skal kode det her, så ja, det kunne være spændende at prøve. Men inden jeg når frem til at overhovedet kunne se, om der er noget i det, så er der gået en halv uge, og det tager nok nogle uger for at få noget, der fungerer. Og det vilde er jo, og det har jeg siddet med de seneste uger, der er simpelthen nogle ting, altså, hvor fordi den generative AI er kommet så langt i forhold til at også kunne kode, og den måde, man kan gelejde den på, altså så bliver der lavet ting, som jeg aldrig ville være startet på, men ved at kunne starte på dem, så åbenbarer der sig nogle helt nye, vilde muligheder. Og det tror jeg, det er sådan, vi skal tænke det også, at der er nogle ting, hvor at der bliver simpelthen taget fat på at gøre nogle ting, som der ikke ville være taget fat på før, fordi at omkostningen ved at gå i gang bliver meget lavere, og det tror jeg kommer ind på mange områder. Så derfor kan det også, det kan også skabe eksplosion af nye former for udtryk osv. Og så er der selvfølgelig, kan man sige, en samfundsmæssig økonomisk ting, som handler om, at der så nogen, der skal have noget særlig hjælp eller støtte i sådan en overgangsfase. Men at gør det til argument for, at man for eksempel skal stoppe det hele, eller bremse op —

Klaus Silberbauer: 1:03:38

Det er bestemt ikke mit argument, og jeg tror ikke, der er ikke nogen, der nogensinde har fortalt med at stoppe en teknologi, og den har teknologi lavet til at have så meget traction på markedet, altså mere end nogen anden teknologi ever, faktisk. Jeg mener, vi snakker om den højeste vækst for en teknologi nogensinde, og ja, det er nok til dels en boble også, men nej, man kan ikke putte det ned, man kan ikke putte tandpastaen tilbage i tuben, men vi kan godt prøve at være opmærksomme på, at vi for eksempel har noget regulering, at vi har noget viden omkring det, noget oplysning omkring det. En ting er det hele misinformationstenen, det er jo Putins bedste redskab ever, det her. Og så er der snakken om, hvad der definerer kunst, og den er sgu nok sund at have med en generations mellemrum, hvornår er noget kunst?

Thomas Blomseth: 1:04:30

Nej, nu er vi jo helt over i Walter Benjamin, og spørgsmålet om kunstværkets aura —

Klaus Silberbauer: 1:04:35

det bliver sgu en anden episode så —

Thomas Blomseth: 1:04:36

for det er jo i tid til. Er det hver ny teknologisk generation, så skal vi køre igennem den samme igen, med kunstværkets aura går top, fordi nu er det kommet en ny teknologi, der surer over det.

Klaus Silberbauer: 1:04:46

Jamen det er også en ny generation, der skal diskutere det, og ikke alle har læst Benjamin, men jeg tror man skal passe, så man må ikke blive en gammel brud, og så sidde og sige, sådan var det også dengang, radion blev opfundet, altså det kan en ny generation, ikke bruge sådan noget, man skal jo, man skal have den diskussion løbende, jeg tror vi konstant skal diskutere, hvad der definerer kunst, det tror jeg er vigtigt, den må aldrig blive, den må aldrig blive kedelig, den samtale. Hvis den bliver det, så er vi blevet for bundet op, på nødvendighedens politik, det var alligevel langt, sådan et grafikkort til 100.000 dollars, i en par af bæsker kunne tage os, synes jeg.

Thomas Blomseth: 1:05:27

Jeg tror vi har brug for en gave mere, har vi ikke?

Klaus Silberbauer: 1:05:34

Har du noget kage hos dig?

Thomas Blomseth: 1:05:38

Jeg må indrømme, at jeg nok er kommet til at spise det, mens vi har talt her.

Klaus Silberbauer: 1:05:42

Nå, okay. Jeg har heller ikke kage, jeg har bare et stykke marzipanbrød, men jeg kom til at tænke på, det er meget gammelvandsagtigt også, men jeg kom til at tænke på, det bedste ved børnefødselsdage dengang, det var, at man skulle have, hvor vi kommer fra, undskyld, og smasker her. Brunsviger, der var go-to-kage. Men til fynbrunens store fortrydelser, så var det brunsviger, med flødeskum på, og slik. Og jeg synes, det smagte helt fantastisk. Og min største fortrydelser, det var, at jeg ikke spiste mere af det, men jeg spiste meget en kvalme til, men jeg tænkte dagen efter, det var sæt med ærgerligt, at jeg ikke lige tog to stykker mere.

Thomas Blomseth: 1:06:19

Jamen det her, der har vi så været ens. Jeg elsker også brunsviger.

Klaus Silberbauer: 1:06:26

Ja, og jeg ved godt, det er noget at være noget, men det er lækkert med flødeskum.

Thomas Blomseth: 1:06:31

Altså så er der jo, de totale luksusudgaver, hvor der er så både marcipan, et lag marcipan, og sådan noget flødeskum.

Klaus Silberbauer: 1:06:38

Ja, men det synes jeg.

Thomas Blomseth: 1:06:39

Jeg synes ikke, det er helt kosher.

Klaus Silberbauer: 1:06:41

Det synes jeg bliver for meget.

Thomas Blomseth: 1:06:42

Jeg er enig.

Klaus Silberbauer: 1:06:42

Nej, det synes jeg bliver for meget. Jeg elsker marcipan, som det fremgår, men ikke med en brunsviger. Men nu er jeg simpelthen, lige så hyped på sukker, som jeg var til de der børnefødselsdage. Og derudover, jeg var ikke så meget godt ved børnefødselsdage, og jeg var ikke særlig stor fan af det, fordi det var alt for meget ballade. Nå, med et så tykkere munden, så skal vi have næste pakke.

Thomas Blomseth: 1:07:08

Ja, lad os få dem på bordet.

Klaus Silberbauer: 1:07:10

Det er en lille æske.

Thomas Blomseth: 1:07:13

Det er der godt nok spændt på.

Klaus Silberbauer: 1:07:16

Det er en rød firkant, Thomas. Prøv at lukke øjnene, og så prøv at se, om du kan se den her røde firkant for dig. Kan du se den? Lyser den?

Thomas Blomseth: 1:07:26

Overhovedet ikke.

Klaus Silberbauer: 1:07:27

Nej. Nå. Så er det ikke til dig.

Thomas Blomseth: 1:07:31

Nej. Er det til dig, så?

Klaus Silberbauer: 1:07:34

Ja, lidt mere, tror jeg. Jeg kan godt se den lidt, men det er ikke meget. Der er ingen af os, der lider af hyperfantasi i hvert fald.

Thomas Blomseth: 1:07:42

Nej, vi kan gå tilbage til vores, kan man sige, anden episode, vores første ordinar episode, den 25. juni 2020, som hedder Klappen for et indre øje om afantasi.

Klaus Silberbauer: 1:07:54

Ja.

Thomas Blomseth: 1:07:55

Den handler om det her fænomen, som er ret nylig beskrevet i forskningslitteraturen, og som jo fandt ud af der i foråret 2020, at vi begge to nok lider af til en vis grad, og det er simpelthen, at når vi lukker øjnene og prøver at se, om der er noget, så er der i hvert fald hos mig fuldstændig sort.

Klaus Silberbauer: 1:08:18

Ja, der er ikke noget, at komme efter.

Thomas Blomseth: 1:08:20

Nej, så jeg har jo, og det har jeg så også hørt mange andre berettet, jeg har jo altid troet, det med, at man visualiserede noget fra sit indre øje, det var en metafor, men det, der så fremgår nu, det er faktisk, at størstedelen af befolkningen ser billeder, deres visuelle cortex er aktiveret.

Klaus Silberbauer: 1:08:39

Ja. Men det var en aha-oplevelse for os begge, tror jeg.

Thomas Blomseth: 1:08:43

Ja.

Klaus Silberbauer: 1:08:44

Det var også andet afsnit nogensinde, juni 2020, kun fem dage efter vores første afsnit, det var dengang, der var en lidt højere frekvens på optagelserne, men ja, klappen for det indre øje om afantasi. jeg havde ikke hørt om det før, før du introducerede mig for begrebet. Siden har jeg fundet ud af, at jeg har en vis evne til at visualisere, men slet ikke i den grad, som jeg kan forstå, at nogen har. Og dengang prøvede jeg også at spørge nogle kolleger, specielt mine design-kolleger, og der var en, altså ja, du ved, hvis man fik opgaven forstil, så den røde firkant, lukke øjnene, visualisere en rød firkant, ser du den så? Altså, ja, i den grad. Altså, det visuelle cortex, det fyrede bare op, og så så man det, der skidt, ikke?

Thomas Blomseth: 1:09:35

Ja, og så det sjove er jo så, at der har været endnu de her mærkelige sammentræf, som var, at efter vi kom den her episode i kalenderen, så er det Radiolab faktisk fra WNYC. De lavede en episode, der udkom få dage inden her, hvor vi så optager, som handler om afantasi. Så man kan sige, de tog det op så fire år efter os, hvor netop en af deres egen producer også opdagede, ligesom vi opdagede, at hun havde det. Og hun troede også det der med, at når folk talte om at se noget for deres indre øje, det var rimelig metaforisk. Så det var jo lidt sjovt, at endnu en gang bare sådan en sammentræf, for det har vi jo oplevet andre gange, hvor vi har sat noget i kalenderen, og der har været et emne, og så er der nogle andre af meget større navne, som har taget det op.

Klaus Silberbauer: 1:10:23

Enten lytter de med, eller også så skal vi lave en episode om synkronisitet, og tale noget Jung på et tidspunkt.

Thomas Blomseth: 1:10:28

det kan vi jo have i ovnen. Det vil du jo nok gerne, ja. Men en af de ting, de taler om i den episode, de taler med en af de forskere, der har forsket i det, som så faktisk fortæller om noget, de har brugt deres forskning, og som jeg så ikke havde hørt, før den episode, det er, at en anden måde at teste på, det er, at hvis du nu lukker dine øjne, og så forestiller dig, at du kigger op imod solen, hvad sker der så?

Klaus Silberbauer: 1:10:54

Ja —

Thomas Blomseth: 1:10:55

for —

Klaus Silberbauer: 1:10:55

Ja, det ved jeg ikke, for jeg kan ikke se, hvor mine pupiller, de reagerer på det.

Thomas Blomseth: 1:10:58

Det, som de siger, de har fundet ud af forskerne der, det er simpelthen, at for folk, der faktisk ser solen, de kniber øjnene sammen. Og jeg prøvede det med det samme, også det jeg forestillede, at jeg ser solen, og jeg kniber ikke øjnene sammen. For der er ikke nogen sol, der tvinger mig til at gøre det.

Klaus Silberbauer: 1:11:14

Nej, jeg kniber ikke øjnene sammen, det gør jeg ikke. Men jeg ved, at de har målt på pupilreaktionen, at pupillen trækker sig sammen. Og det er jo det, der er et adskillende, fordi det jeg troede, og jeg tror også, at mange forstår det sådan, altså kan man i gåseøjne visualisere ting? Vi har jo ikke rigtig et ord for decideret at se ting og visualisere ting, som at du ser den, eller visualisere ting, som at du forestiller dig den. Og jeg tror, at der er mange, der snakker om afantasi, som ikke helt får skelnet godt nok. Men som jeg forstår det, så er... Jeg kan sagtens holde et objekt i hovedet, og du ved, forestille mig det. at du laver noget 3D en gang imellem, så bliver jeg nødt til at forestille mig i hovedet, hvordan det hænger sammen, før jeg tegner det. Men det betyder ikke, at jeg ser det for mig. Det svæver ikke foran mig, sådan helt konkret. Og mit indtryk er, at folk uden af fantasi, med fantasi, eller hvad vi kalder det, i varierende grad, kan se tingene. Og det, jeg synes er så spændende, det er, at det kunne godt begynde at forklare en hel masse ting. Det kunne godt begynde at forklare, hvorfor nogen er bedre til at se genfærd end andre. Jeg har ikke set spøgelser, nogensinde. Men jeg kalder ikke folk, der har haft oplevelser for idioter, fordi de har sikkert set noget. Og jeg kunne forestille mig, hvis man sidder og tænker på en familie med dem, som er stået af, og tænker godt igennem, og savner og sådan noget, at det visuelle cortex, så simpelthen sparker ind, og så begynder man at se ting. Det kunne forklare så utrolig mange hændelser, tænker jeg. Og så det, som det her afsnit af Radiolab, jo ligesom, det starter meget, haha, nogen kan se noget, nogen kan ikke se noget, og så går det over, og bliver det lidt mørkere, ikke? Fordi så kobler de hyperfantasi, altså der er stik modsatte af fantasi, med det, man engang kalder skizofreni, men altså bipolaritet, forskellige psykiske lidelser, og dermed også med psykoser. Fordi hvis du nu har en hang til hyperfantasi, du har nemt ved at visualisere ting, så er der jo ikke langt til psykosen, tænker jeg. Fordi hvis du virkelig faktisk begynder at tro på de ting, du visualiserer, er der, og de ting måske ikke vil der noget godt, så har vi jo en indlæggelse på vej, ikke? Og det er jo så også det, de beskriver.

Thomas Blomseth: 1:13:41

Ja, vi snakker jo med en amerikansk mand, som jo har så meget hyperfantasi, at han nærmest har sin egen AR, kan man kalde det. Fordi det, han fandt ud af, det var, at han nærmest kunne projicere, det han gerne ville se ud på ting i den fysiske verden. Og der, hvor det så gik galt for ham, det var noget med, at han begyndte at tro, at han kunne styre udfaldet af at slå plat eller krone. Og det han så fandt...

Klaus Silberbauer: 1:14:06

Fordi han så simpelthen, det han ville se.

Thomas Blomseth: 1:14:10

Det endte så også i den indlæggelse, som du talte om. Og det er jo meget interessant, det med psykoser, og så måske en slags internt genereret AR, ikke teknologisk medieret AR. Og det kan man sige, det er spøgelserne i virkeligheden også, det er jo også ikke teknologisk medieret AR, hvor folk de projicerer noget ud på den fysiske omgivende virkelighed.

Klaus Silberbauer: 1:14:33

Det er jo det. Og så har vi synæstesi, og så har vi også det der med at høre ting, som du forestiller dig. Og jeg synes, det hænger jo fantastisk sammen, at vi efterhånden ved, om det menneskelige ssanseapparat. Det er ikke sådan en fuldstændig iskold, datadrevet apparat, vel? Altså det er... For nu at trække en tråd tilbage til AI, så det her med, at vi snakker også om det i sin tid, at hvis man forestiller sig, at den menneskelige kognition, som konstant fabulerende, konstant drømmende, et støjfyldt miljø, som hele tiden danner billeder, og så er det ligesom virkeligheden, at de der ganske få sansindtryk, vi et eller andet sted indtager via vores øjne, og ører, og næse, osv. Følesansen ikke mindst? Så er det de sansindtryk, der ligesom reiner den her fabulerende ind, og siger, det kan godt være, at jeg begynder at fabulere om en lyserød elefant, men jeg får at vide af mine øjne, at der er ikke nogen lyserød elefant, jeg kigger mig rundt, der er helt seriøst ikke nogen lyserød elefant lige her. Og så er mit ssanseapparat, og min kognition sparket på plads. Det giver hos mig meget mere mening, end at vi er ligesom sådan en blank slate, at hvis vi lukker øjnene, så er der bare mørkt, og så er det, det vi oplever kun drevet af data udefra. For vi ved jo, at båndbredden er ikke særlig høj. Øjnenes båndbredde er ikke særlig høj. Vores bevidstheds båndbredde er særdeles ikke særlig høj. Så rigtig meget sker på indersiden. Og så er det ligesom de der algoritmer, der ligesom sparker af ens netværk ind, i det vi kalder virkeligheden, og siger, nu bliver det for vanvittigt. Der er noget impulskontrol, som også skal fungere. Men det var så spændende at høre den her Radiolab, og vi linker selvfølgelig til den, fordi, det skal man høre, den kommer ikke så meget dybt med kausaliteten. Altså, mener man, at det er hyperfantasien, der er en precursor, eller sådan noget for psykosen, for skizofrenin, eller har vi bare at gøre, tilfældigvis med en fyr, som har hyperfantasi, og så også er psykosy, mentalt ødelagt, blandet på grund af en frygtelig barndom, hører man også om. eller den anden vej rundt. Er det sådan, at, hvad hedder det, at varierende grader af skizofreni, medfører hyperfantasi? Altså, det kommer de ikke ind på. Men det lyder ikke som om, det var på nogen måde en rar oplevelse, at have begge dele på én gang i hvert fald.

Thomas Blomseth: 1:17:02

Overhovedet ikke. Noget, de så også taler om, det er, at ham, Joel Pearson, forskeren, bliver udspurgt om, om man måske kan optræne det, med at kunne visualisere. Og det er hende produceren, der selv har afantasi, og spørger om det. Og jeg har jo så også tænkt over det, sådan vi lavede vores, vores første episode om afantasi. Det kunne være, der kommer en mere, hvor vi opdaterer det. Fordi der er ekstremt mange ting, bare det, du lige har sagt, som kunne være sandt at dykke mere ned i. Men jeg er simpelthen nået frem til, at jeg har egentlig ikke lyst til at træne, den der evne til at visualisere. Altså, hvis jeg tænker tilbage, helt tilbage på en barndom, og sådan noget, så har jeg nok altid undret mig over, selvom jeg ikke havde ordet dengang, hvorfor kan selv de voksne ikke finde ud af at abstrahere? Og det, der jo nok slår mig, det er jo, at hvis ikke ens tænkning er bundet af, at man skal kunne se ting, så kan man binde ting sammen på en anden måde. Man kan måske forfølge andre dimensioner i de ting, man tænker. Hvor at der kan godt være noget med, at hvis man ser alt for mange billeder, så er man bundet i at kunne tænke i det, man kan se. Og det må jeg så erkende, at jeg har aldrig været bundet i, at kun at kunne tænke i det, jeg kan se. Og den evne vil jeg simpelthen ikke miste. Så jeg er bange for at komme til at visualisere, sådan at den der lidt for konkrete måde at se ting på overtager. Det er faktisk blevet en frygt hos mig.

Klaus Silberbauer: 1:18:24

Kan du huske, jeg kom til at tænke på for mange år siden, hvor vi sammen en tur i Berkeley for at besøge en fælles ven. Og der møder vi en filosof. Og han er den tunge slags. Og han prøver at fortælle om, jeg tror han prøver at fortælle om hans model for tid.

Thomas Blomseth: 1:18:40

Og historien. Jeg skulle nemlig lige tage at nævne tid og historien. Jeg kan tænke på Raj også.

Klaus Silberbauer: 1:18:45

Lige præcis Raj. Og så afbryder han sig selv, men så sidder og fortæller, og så siger han, guys, don't visualize. Don't visualize. Og jeg havde allerede gang i, for han begyndte at skrive det som, skrive det som en form. Og jeg begyndte at se den her form for mig. Ikke svævne foran mig, men jeg prøvede at manifestere den. Altså, det må du ikke. Fordi så falder det hele på gulvet. Det er en abstrakt. Det var en abstrakt form. Det slog mig, da jeg hørte det der Radiolab-afsnit, at der er vi inde på lidt af det. Nogle gange må man ikke konkretisere. Andre gange er det strengt nødvendigt. Og jeg tror, man er god til forskellige ting, alt efter man decideret kan visualisere, eller ej. Der var også i Radiolab, når hun læste en bog, så var det, som om hun var med i en film. Altså, hun så det. Hun så det for sig. Når jeg læser en bog, så har jeg en fornemmelse af hovedpersonen. Jeg har en fornemmelse af, men jeg kan ikke sige dig, hvordan de ser ud. Jeg ser dem ikke for mig. Jeg har nogle gange fornemmelse af et rum, eller hvordan ting er placeret i forhold til hinanden. Og så skriver forfatteren et eller andet, der gør, at det passer så slet ikke. Så må man jo slås lidt med det. Men det der med at kunne holde hele scenariet kørende i det visuelle korteks, det kan jeg altså ikke. Men det må da være enormt spændende at læse bøger, hvis man har den evne. Så får man da helt på opleveren. De skal ikke være sådan nogle uhyggelige bøger, for så bliver man da også skide bange.

Thomas Blomseth: 1:20:10

Der er en tanke, som jeg har haft, det kan være, at vi skal prøve at kigge i forskning, men det er simpelthen også om, hvorvidt folk med afantasi er mindre tilbøjelige til at lade sig påvirke af reklame, visuelle reklame. Fordi, altså det er bare sådan ud fra min personlige erfaring, det der med, at jeg ser jo ikke sådan, jeg ser jo ikke en reklame for eksempel, og så dukker det der billede af en eller anden ting frem for mit indre øje, som jeg bare må have. Det sker aldrig. Fordi jeg ser ikke den ting for mit indre øje.

Klaus Silberbauer: 1:20:39

Men tror du, at det er sådan, det virker for folk, at lade sig påvirke reklame?

Thomas Blomseth: 1:20:42

Det er derfor, det er et...

Klaus Silberbauer: 1:20:43

Eller er det bare din tolken —

Thomas Blomseth: 1:20:44

hvordan det måske er? Altså, hvis reklameforskere ville lave noget sammen med afantasi-forskere, så kunne det være super interessant at udforske den der med, om der er en forskel i hvor tilbøjelig man er til at blive påvirket af den.

Klaus Silberbauer: 1:20:58

I det hele taget forske med afantasi, for jeg tror, man har nøglen til noget meget dybere og meget mere spændende end bare det at se en rød firkant svæve foran sig. Jeg tror, det kommer til at sige sindssygt meget om, hvordan vores sanseapparat fungerer og hvordan vores kognition fungerer. Og hvis man kobler det med, at vi begynder at vide om, hvad der sker i AI'er, så tror jeg, vi har gang i noget vigtigt.

Thomas Blomseth: 1:21:17

Så kan vi lære mere om at sænde.

Klaus Silberbauer: 1:21:22

Jeg har... Uh, det ser spændende ud.

Thomas Blomseth: 1:21:23

Ja, den der er... Jeg kan godt lide formen på den der.

Klaus Silberbauer: 1:21:26

Jeg kan beskrive den for dig, så må du se, du kan visualisere den. Det er en pappæske på 25x25.

Thomas Blomseth: 1:21:35

Ja, det er den rigtige støjelse. Det tegner rigtigt, det her.

Klaus Silberbauer: 1:21:40

Det er... Hjort, lå ud af det her. Det er en drone, Thomas.

Thomas Blomseth: 1:21:44

Yes!

Klaus Silberbauer: 1:21:45

Det er en drone.

Thomas Blomseth: 1:21:46

Sådan.

Klaus Silberbauer: 1:21:47

Det kan være, at nogen køber der har indbygget AI. Jeg ved det ikke?

Thomas Blomseth: 1:21:49

Ja, eller så må vi lave det selv jo.

Klaus Silberbauer: 1:21:51

Jeg ved ikke, om der er våbenbærende.

Thomas Blomseth: 1:21:53

Nej, men det er det jo blevet. Og der havde vi jo tilbage i slutningen af maj 2021 en episode, vi kaldte Krigsmaskinen. Ja, det er rigtigt. Hvor vi syntes, at der var sket noget interessant i årene, der ledte op til. Især med de flyvende droner, flyvende ubemandede krigsmaskiner. Og det viser jo så, at efter Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine i februar 2022, så er der jo noget, der for alvor har taget fart der. Og det er jo netop det med dronerne. Og det, der måske overraskede mig mest, altså i forlængelse af den episode, vi lavede året inden, så så vi nok, at de vil nok blive taget i brug. Og det så vi også i starten. Det var ligesom de der Bayraktar-droner, de store droner, som også var både brugt i krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan, som vi snakkede om dengang. Men det er overraskende, det er jo nok det, hvordan de små, kommersielt tilgængende droner, er blevet taget i brug i en skala, som vi jo aldrig har set før. Og at der simpelthen er innovation, der går så hurtigt, at både ukrainske militære, og så det tvært og russiske, kan vi jo også nok vide meget mere om det her nu, end nogen som helst vestlige forsvarsstyre gør. Er du ikke også overrask over?

Klaus Silberbauer: 1:23:15

Ja, da vi lavede det afsnit for tre år siden, der tænkte jeg, ja, selvfølgelig kommer der flere droner i krig. Det er jo ikke en opdagelse som sådan, men det er bare gået meget stærkt, og det er jo det der med en krig, der starter som en krig, så ud for mange år siden, og pludselig bliver den til noget andet, og specielt hvis den ene part er presset, så bliver man nødt til at finde andre veje. Og det har jo givet en kæmpe forandring i hvad en landkrig er åbenbart, og sådan set også en luftkrig. Og så bliver der selvfølgelig bygget droner på begge sider, som ind i helvede. Jeg ved ikke meget om våbenindustrien som sådan, men det er interessant at følge snakken herhjemme om oprustning, og hvad vi skal ud at købe, og vi skal have nogle flere skibe, og vi skal have noget tungt grej. Og så kommer jeg til at tænke på, hvorfor gør man ikke det, som Ukraine bliver tvunget til at gøre? vi har sygt meget købestrækning, og vi har ikke penge til at købe, du ved 10 nye fregatter, og jeg ved ikke hvad, men vi har penge nok til at bygge, lad os sige 500 eller 1000 søgående droner, og vi kan bruge dem som patruljefartøjer, og de kunne sådan set, de kunne købe og sejle på strøm, hvis det skulle være. Og så hvis der sker et eller andet, og russerne kommer, jamen så kunne man plante en stor sprængladning i maven på dem, og så har man pludselig et slagkraftigt våben mod store skibe. er det ikke nu, man skal gå i gang med at bygge dem, det kunne vi gøre på dansk jord, vi behøver ikke store våbenfabrikker for at gøre det, det er noget som, vi har jo enormt dygtige danske ingeniører, og det er noget DTU kunne klare, og så skulle det bare opskaleres. Det kan også være det sker, det kan være nogen har planen i stedet, og vi bare ikke hører om det, men jeg har bare på fornemmelsen, at det ikke sker, jeg tror vi tænker stadigvæk konventionelt, så mens vi ser en meget lidt konventionel krig, gå for sig lige rundt om hjørnet, så er det som om vi stadigvæk har et ekstremt konventionelt syn på, hvad forsvar er, og det undrer mig.

Thomas Blomseth: 1:25:17

Jamen det er fordi man skal til at tænke det anderledes, og det er jo så også der hvor, at fordi krigen i Ukraine har udviklet sig på den måde, og især at vi ikke fik taget os sammen i Vesten i sommeren 2022, til bare at give Ukraine meget mere af vores gamle grej, 30-40 år gamle grej, og presse Rusland på det tidspunkt, hvor de var virkelig sårbare, ikke havde lavet den her adaptering til det nye forhold, så kunne vi jo have undgået at have accelereret, at den her innovation blev accelereret, fordi problemet er nu, altså vi står med nogle arsenaler nu, som er ved at blive forældede, fordi vi har store, dyre ting, som vi nu kan se kan blive ødelagt, med meget, meget billige kapabiliteter. Og det er jo den asymmetri, som især ukrainerne demonstrerer, at de smadrer russiske panser og køretøjer til millioner af kroner stykker, dem smadrer de med en drone, der måske koster 5-10.000 kroner. Og det er jo virkelig asymmetri, og det er jo problemet så ikke, altså hvis vi kun køber alt det store, dyre grej, jamen så kommer vi jo til at møde eventuelt en modstander, som har meget mere af det billige grej, som kan smadre vores dyre grej. Og det er simpelthen den innovation, der er blevet sat i gang, også fordi vi ikke hjalp nok, tidligt nok.

Klaus Silberbauer: 1:26:42

Men det du faktisk siger, det er, at der er en vis ironi i, at hvis vi nu havde sørget for, hvis Vesten havde sørget for at sende alt det tunge grej, vi havde til Ukraine, inklusiv en masse artilleri og granater, så havde ukrainerne ikke været tvunget til at opfinde en ny form for krigsførelse, og ergo havde værdien af det tunge grej, været forblevet som den var, men ved ikke at forære det væk, fordi vi ville holde på det og spare på det, så er de lager, vi har, blevet meget, meget mindre værd.

Thomas Blomseth: 1:27:06

Ja, fordi russerne, de er jo foran os nu også. De bruger også tusindvis af droner, ikke? Så de har jo fået tilpaset sig og også udviklet doktriner for, hvordan de skal bruge det, og vi har jo simpelthen ikke erfaring med at bruge det på samme måde. Så det var simpelthen strategisk, teknologistrategisk, også en kæmpe brøler. Simpelthen.

Klaus Silberbauer: 1:27:28

God point. Yes, næste pakke er her. Ej, hvor dejligt. Det er en brugt covid-test, og den er positiv.

Thomas Blomseth: 1:27:43

Jeg tænkte, den du blev rigtig glad for, Klaus.

Klaus Silberbauer: 1:27:45

Tak skal du have, Thomas. Det var sgu en pæn gave. Det skal nok minde mig om, at jeg fik min første omgang covid her. Efter vi ligesom lukkede for, efter afsnit 90, var jeg så heldig og ironisk nok at skulle opholde mig nogle dage på et hospital på grund af et familiemedlems lungebetændelse. Så jeg sad i en del timer på lungemedicinsk, og havde naturligvis min maske på og begyndte mig at føle mig faktisk, måske sige, lidt fjollet, fordi det var absolut den eneste, der havde det. Hverken læger eller sygeplejersker, de gik rundt med nogen som helst form for beskyttelse. Fysioterapeuten, der kom forbi, havde oven i købet sådan noget af en snottet forkølelse med. Men efter mit familiemedlem blev udskrevet, så få timer efter, får vi en opringning fra hospitalet, om at den ene medpatient på en i øvrigt ret stille og rolig afdeling, og utroligt få mennesker, og derfor tænkte jeg heller ikke, at det var så farligt at tage masken af efter nogle dage. Vedkommende havde så, altså medpatienten havde en galoperende covid, og det vil de bare lige sige. Hvad hedder det? Mit familiemedlem var indlagt med en meget, meget træs lungebetændelse, der havde stået på et stykke tid. Men sådan er det. Altså hun blev så heldigvis ikke smittet. Det gjorde jeg. Altså, 24 timer efter det telefonopkald testede jeg positivt. Sygeplejersen ringede, responderede øvrigt, at der ikke var nogen grund til at teste. Altså hvis man fik det dårligt, så kunne man jo tage sådan en test der, men ellers var der ikke nogen grund til det. Jeg tænkte nok bedre lige at finde ud af, om jeg syg, så jeg ikke smitter nogen, som er i risikogruppen, og jeg var så smittet, og skyndte mig så hjem, så jeg kunne få min feber herhjemme, i stedet for på en biltur eller andre steder. Således belært, tåbeligt, at lade sig udsætte for et socialt pres, fordi ingen andre går rundt og passer på sig selv, og så få sig en omgang covid. Det tog 10 dage, før jeg testede negativt igen.

Thomas Blomseth: 1:29:50

Ja, så synes jeg.

Klaus Silberbauer: 1:29:51

Var det den, du alligevel ville minde mig om?

Thomas Blomseth: 1:29:53

Ja, og så skal vi have det absurde frem, i at det skete i sundhedsvæsenet.

Klaus Silberbauer: 1:29:59

Ja, på hjerte-lungemedicinsk, hvor folk ligger med lungebetændelse, og hjertesygdom, og må siges at være i risikogruppen, eftersom vi har at gøre med en virus, der angriber blandt andet lunger og hjerte. Så ja, det er absurd. Altså, man bliver testet, når man bliver indlagt, i hvert fald på det hospital, men der er jo fri adgang for pårørende. Så den her covid-patient, har enten været så tidlig i stadiet, at en PCR-test ikke kunne detektere noget, eller hvad jeg tror mere sandsynligt, at her er familiemedlemmer, der kommer og besøgte hende, har bragt det med ind. Eller en sygeplejerske, fordi de går jo om patienterne hele tiden, og bliver ikke testet. Og hvis de er syge, så skal de jo straks igen på arbejde, så snart de har det bedre. Så nej, vi har givet op der. Og så er hele indeklimaet, det sted er jo bare, det var muggent, det var lumret, du kunne mærke, at der var dårlig udluftning. Og det, ja. Men altså, vi kan jo sidde og gentage selv, til hudløshed her, men det var bare sådan en syn for sagn på, at det er sgu da bindegalt, ikke? Altså, vi har et sundhedssystem, der skaber sine egne patienter.

Thomas Blomseth: 1:31:08

Ja, altså, hvert fald på kortbanen, så er det jo, altså, jeg har jo enstemmelse med systemets, økonomiske incitamenter. For selv i Danmark, så bliver de forskellige aktører i sundhedsvæsenet, jo betalt for, hvor mange behandlinger de laver. Så, som sådan, så er det jo, er der jo ikke så meget skidt i, hvis en patient lige får en ekstra diagnos, som man så også skal tage sig af.

Klaus Silberbauer: 1:31:31

Ja, altså, jeg tror jo ikke, der ligger sådan en økonomisk incitament, hos en enkelte læge eller sygehus. Så der er vi slet ikke. Men, man mærker de opsigte, fordi, jeg synes, det er lidt underligt, at på kanten af, eller ikke engang på kanten af, vi er en fortsat pandemi, hvor folk har den mere blevet syre og syre, på grund af dårlig immunforsvar, alt det, vi har været igennem så mange gange. Vi ser en faldende levealder, vi ser folk, der bare generelt har det dårlige, eller senere år, på grund af senfølger, og måske nogle år som prognoser, om flere senfølger, som ikke er så rare. Så rejser man, synes jeg er lidt uprovokeret, fra allerhøjeste sted, nemlig vores statsminister, en intens debat, om aktiv dødshjælp. Eller den værdige død, som man så kalder det, fordi alt bliver fucking brandet, af kommunikationsafdelingen. Jeg synes, det er mærkeligt, og jeg synes, det er en, jeg er ikke så konspiratorisk anlagt, jeg tror ikke, at det er, at vi snakker om, du ved, et regnestykke, der siger, nu skal vi til at rydde op i folk, for de bliver for dyre, men på en eller anden måde, er det måske en mavefornemmelse om, at det her sundhedssystem, det kan godt gå hen og blive dyrt, med så mange syge, og så mange ældre, der får det dårligere, infektionssygdomme, der bare har det rigtig godt for tiden, og desværre også noget, der sidder på diabetes osv., kommer vi også til at slås mere med. og meget af det kan føres tilbage til covid-pandemien. Så, hvad fanden er det, der sker? Jeg synes, den der debat, at råd, der bliver nedsat for at diskutere den værdige død, rådsmedlemmer, der forlader rådet, fordi de mener ikke, at de fik en åben opgave, ikke en opgave over at diskutere, om aktiv dødshjælp overhovedet er etisk forsvarligt, de fik en opgave for at sige, nå, hvordan skal vi så slå folk ihjel? Hvad er den etisk mest forsvarlig måde, at slå folk ihjel på, hvis vi gerne vil det, eller hvis de selv vil det? Og det fik mig til at reflektere, hvad synes jeg om aktiv dødshjælp? Sagen med ham her, gutten, der hjalp sin kone med at dø, og selv prøve at tage livet af sig selv. Et eller andet sted, meget, meget sympatisk historie, fik mig også til at tænke på, hvad er det lige, der sker på det etiske plan her? Hvis du kigger på Canada, Holland, som har aktiv dødshjælp, hvor noget tyder på, at det er lidt en glidebane, ikke?

Thomas Blomseth: 1:33:58

Det er ikke rart. Ja, der må jeg jo sige, det er noget, hvor jeg har revurderet min stilling også, fordi hvis du tænker 10-15 år tilbage, så var jeg nok sådan, jamen, det skulle da være et som sådan af frit valg, men jeg tror også, jeg har lært så meget om sociale, systemiske faktorer, som gør, at der kan blive lagt et mere eller mindre tydeligt pres på folk, både af pårørende, det kan også være systemet, der er nogen, der har nogle budgetter, og så videre, vil det ikke være...

Klaus Silberbauer: 1:34:28

En forventning.

Thomas Blomseth: 1:34:29

Vil det ikke? Altså, døden skal jo også have en årsag, den er jo også blevet...

Klaus Silberbauer: 1:34:34

Og du vil godt have en værdig død, du vil ikke have en uværdig død.

Thomas Blomseth: 1:34:37

Præcis det, og de der sidste år af livet, hvor man bare er syg, det handler mere om de år, hvor man har kvalitet i livet.

Klaus Silberbauer: 1:34:42

De gode år.

Thomas Blomseth: 1:34:43

De gode år, ikke? Ja. Og der tror jeg, der er jeg også blevet... Der er jeg blevet mere klart skoende. Og jeg tror simpelthen ikke på, at man kan ikke administrere det etisk forsvarligt.

Klaus Silberbauer: 1:34:54

Nej, det kan man ikke, og der er sket en meget, meget uheldig... En opgivende ting, hvor vi har sagt, indtil for ikke så mange år siden, så tænkte jeg, vores teknologi udvikles. Vi bliver bedre og bedre, vi skal nok få has på det cancer på et tidspunkt, og vi skal bare knokle på. Og så er det som om, den er ved at svælpe over til at sige, den der teknologi, den kan vi også bruge til at slå folk ihjel med. Fordi vi kommer sgu nok i rigtigt, til at helbrede den alligevel. Fordi nu har vi jo set, at hvis vi lige dummer os et par år, så går det sgu den anden vej. Så falder levealderen, folk får det dårligere. Og fremfor altid bliver det pisse dyrt. Og der er kommet, altså covid startede en neokynisme, vil jeg kalde det, som er omhyggeligt pakket ind i noget meget, meget fint indpakningspapir, der handler om værdighed. Og du ved, det skal også være lovligt at tage liv af sig selv, og det er jo min krop, og det er mit liv osv. Så jeg er i den grad, jo, jeg er blevet mere afklaret min holdning, jeg er også skiftet holdning, jeg er ærkemodstander af aktiv dødshjælp. Og så kommer der sådan nogle sager der, hvor det er jo sympatisk, at den her mand og hans kone tager et valg, og det er ikke noget, det er bare gjort fra en eller anden til anden, det har været flere år, de har haft den her diskussion. Og manden bliver anholdt, og kommer for en dommer, og får også en eller anden form for straf. Den bliver nok ikke, jeg kan faktisk ikke huske, at dommen er faldet, det er også lige meget, det bliver nok ikke, du ved, mange år i spjældet, fordi vi har heldigvis et, nogenlunde fornuftigt retssystem i Danmark. Og så er det, at spørgsmålet kommer, jamen skal det så ikke være lovligt, fordi vi har det her enkelt tilfælde, eller nogle få anekdotiske tilfælde, eller skal vi gøre det ulovligt? Og hvis det er ulovligt, så er det mord, og så skal han straffes. Og så er det, jeg er meget sort-hvidt om de fleste ting, det er her, der ikke skal være en fuldstændig klar regel. Det skal være ulovligt at slå mennesker ihjel. Det skal være ulovligt at tilskynde til selvmord. Men i enkeltsagerne skal det også være muligt at kende folk skyldige, men så være meget, meget linjent med dommen, hvad det jo heldigvis er i Danmark, fordi vi har et domsmandssystem, som faktisk fungerer ret godt. der må aldrig være noget, der er så fossigt som det at begå selvmord, og noget, der er så fossigt med at få et eller andet grad af assistance til det, må man aldrig prøve at bureaukratisere ned i en fuldstændig klokkeklart lov. Så går det galt. Det er i hvert fald min konklusion indtil videre. Det skal være for pulet svært at hjælpe nogle andre med at dø. Du skal være der, hvor du er klar til at tage fem år i spjældet for det. Ellers er det ikke alvorligt nok. Det må ikke være nemt. Det må ikke være sådan noget med, jamen det gjorde jeg bare det, og så er okay at have en pille. Vi må ikke komme dertil. Det er der, jeg står.

Thomas Blomseth: 1:37:51

Jeg tror ikke, at min position er meget anderledes. I sådan nogle forhold, det handler om hver incitamentstruktur omkring det. Nu snakker vi med de økonomiske incitamentstrukturer, men her er også en anden incitamentstruktur, det der med, at der er en stor risiko ved at gøre det. Og det skal der være, ja.

Klaus Silberbauer: 1:38:07

Ja, det skal være et offer. Du skal være klar til at bringe et meget, meget stort offer på det alder, når du ikke får dragerligion i det. Men ellers, så risikerer jeg, at det bliver convenience. Altså, jeg ved ikke, om du har læst, eller set filmen Children of Men, hvor samfundet, det britiske samfundet, er simpelthen, så ærgerligt et sted, at staten markedsfører små selvmordskits på tv-reklamer. Det er en meget, meget stærk bog, og det er en endnu stærkere film, faktisk, med Clive Owen i hovedrollen. Varmt anbefalet. Men den er så dyster. Og der kører reklamer for den her, du ved, to piller, og så er det hurtigt overstået. du mærker ikke noget. Ja, og jeg begyndte, det var Science Fiction, dengang jeg så den første gang, og nu begynder jeg at skulle se nogle grimme, grimme mønstre, hvor man tænker, damn. Og nu nævner jeg det religiøse, og ved du hvad, det er jo en, det er politikere, og gerne fra den, den socialdemokratiske lejr, som jo har nogle gange et meget pragmatisk forhold til, du ved, nødvendighedens politik, og i kombination med nogle præster, som jo af et eller andet grund, jeg ved ikke, hvad fanden der sker med præster, altså ja, de begraver mange mennesker, til sidst bliver det sådan noget, åh, jamen du ved, vi skal jo også videre herfra, og vi skal ikke være bange for døden, osv., osv., og så den hårde kerne af læger, men jeg var så glad for at se, at dem, der virkelig håber, råber højst nu, mod aktiv dødshjælp, det er læger, og det er sygeplejersker, der siger, den skubber I kraftedme ikke over på os, den der, altså vi håndterer nok vi skulle stå og være et bolværk, mod en ekstremt dårlig håndtering af en pandemi, det gik ud over lægerne, gik ud over sygeplejerskerne, og så kommer de kraftedme at se, nu skal de også til at, du ved, vælge om folk skal dø eller leve, nu skal de ikke længere gøre alt for, at folk skal leve, de skal også lige tage indsyn til, et eller andet med værdighed, og så skal de lige lægge lægeløfter til side, og så give folk en dødelig indsprøjtning, det, hvis jeg var læge, så ville jeg producere, som ind i helvede, mod den form for, altså, hvad vil jeg sige, sådan en samfundssønd, der bare bliver lagt over på, en helt faglighed, nu har vi været meget efter lærerne og medicinerne, i mange, mange afsnit, men jeg har kæmpet meget til års for mediciner, og det er et sindssygt vigtigt arbejde, de foretager sig, og det vil jeg simpelthen ikke, det vil jeg ikke ønske for min bedste ven, ved sammen med læge, at at skulle stå med, eller min værste fjende for den tids skyld, og skulle slå folk ihjel, og så ind og redde et nyt liv, og så hele tiden lige et tjek, du ved, er der skrevet under på det rigtige, hvad siger de pårørende.

Thomas Blomseth: 1:40:58

hvad har social forvaltningen —

Klaus Silberbauer: 1:41:00

er vedkommende syg nok, er man døende nok, har man ondt nok —

Thomas Blomseth: 1:41:02

hvad har social forvaltningen, lige meldet ud om det her, hvad står der i sagsakten —

Klaus Silberbauer: 1:41:07

De forholder sig kun til det administrative, tror jeg. Du får ikke nogen til at udtale sig på nogen måde med et etisk baggrund der. Og når det kommer fra politikerne, så bliver det pakket ind i noget sludder og sladder om den værdige død. Prøv at høre, det er ikke værdigt at dø af en sygdom, der kunne have været behandlet. Så der er en kynisme, der begynder måske at minde om den svenske kynisme, tænker jeg næsten.

Thomas Blomseth: 1:41:33

Selvom vi jo er ved at blive til en farmastat, og der ligger måske også en episode der, så lidt som, der er petrostat, og så er vi jo selv ved at blive til en farmastat, men jeg synes, det er godt nok lidt netto sagt i det her.

Klaus Silberbauer: 1:41:48

Ja, det er, vi lukker på en downer.

Thomas Blomseth: 1:41:50

Ja, men jeg synes, vores budskab er jo netop, at både den igangværende covid-19 pandemi, og også mange af de andre problemer, kunne vi jo faktisk løse, hvis vi bare satte sig på at bruge, endda er teknologier, der allerede findes. Så der er faktisk nogle...

Klaus Silberbauer: 1:42:06

Det er derfor, jeg mener, vi begynder at glætte op.

Thomas Blomseth: 1:42:07

Ja, så jeg tror, det vi bliver nødt til at gøre, Klaus, det er så at holde lyset i fakkelen, holde den tændt, og sige, at det gode gamle, og måske gentænkte oplysningsprogram, og at der faktisk er noget, der hedder fremskridt, og også det at bruge, måske bliver i stand til at bruge mere energi på sådan noget, som AI gør, at vi kan skabe bedre teknologi, der kan løse nogle af de her problemer, og problemer, vi kæmper med osv. Jeg tror, at vi bliver nødt til at blive med at holde ild i den fakkel.

Klaus Silberbauer: 1:42:40

Ja, men teknologioptimismen, og nogle gange skal man investere sig ud af problemerne, den kan vi ikke komme op og slås om jo. Jeg synes, det har været en god fødselsdagsfest.

Thomas Blomseth: 1:42:49

Ja, selvom der har været lidt tårdenskøv undervejs, og lidt lyme sågar også. Men det hører til sådan en sommerfødselsdagsfest.

Klaus Silberbauer: 1:42:54

Det er rigtigt, det er rigtigt. Skal vi så ikke mætte af varm chokolade, marcipanbrød og kage, gå hver til sit, og så kan det være, at vi dukker op på den her kanal igen på et tidspunkt.

Thomas Blomseth: 1:43:06

Tillykke med fødselsdagen.

Klaus Silberbauer: 1:43:07

Tillykke selv. Silberbauer & Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag de fænomener og teknologier, der præger alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Vi poster kilder og opfølgende materiale til episoden her på X, og vi er også meget glade for kommentarer, spørgsmål og kritik. Find os på@silberblom, eller hvis det er

mere dig, på Mastodon: 1:43:33

@silberblom@mstdn.social. Vi laver podcast for vores egen skyld, og for vores egne penge, og det er helt gratis for dig. Vi har ingen sponsorer, og vi generer dig ikke med reklamer. Hvis du vil, kan du hjælpe os med stjerner på Apple Podcasts, på Spotify, eller hvad der nu er din yndlingspodcast-tjeneste. Og måske vil du også anbefale vores podcast til venner og familie, hvis de også har en inclination mod videnskab, rumfart, filosofi og erkendelse. Tak for hjælpen, og tusind tak for, at du lytter med.