Klaus: 0:00

Hej Thomas.

Klaus: 0:07

Hej Klaus

Klaus: 0:08

Så sidder vi her igen, forhåbentlig klar til et nyt emne. Episode 99, indtil mindre. Det snærper derhen ad. Vi hører dig opad. Det er mange timer. Jeg indleder lige med en lille anekdote, fordi det er en af de her, hvor vi skal tilbage til barndommen, og de der ting, der betød noget dengang. Men lige så længe jeg kan huske, så er jeg jo så altid elsker at tegne, og jeg sad og tegnede alle mulige ting. Og en af de ting, der vendte tilbage, og som jeg sad og tegnede, det var sådan nogle bunkersystemer. Det havde nok noget at gøre med, at jeg var super introvert og generet dreng, så jeg tror, at hele den der tankedrøm om at lukke sig inde i sin egen verden bag tykke døre i en bunker, det tiltalte mig. Det er da sikkert en skolepsykolog, der går rigtig meget ud af, at hvis det var i dag, så havde jeg nok fået en diagnose eller to. Det... brugte vi ikke så meget tid på den gang, så det var nok meget heldigt. Og jeg har ikke kunnet finde nogle af de der tegninger, de er nok blevet smidt ud, men der var mange af dem. Og det var typisk på ternet papir, og så kunne man tegne gange ned og trapper, og så var der en dør, og så var der en trappe mere, og så endnu en dør, og så alt hvad der skulle til af vand og brændstof og sådan noget. De kunne have hyret mig til at bygge nogle af de der anlæg dengang, tror jeg. Men det slog mig så i den kraft af den verden, vi lever i nu, og den der generelle trang til at søge beskyttelse, at det kunne være sjovt endnu at tale om. Altså simpelthen begrebet bunker. Og ikke bunkeren for golf, fordi en ting kan vi garantere, vi kommer aldrig til at tale om sport på den her kanal. Ever. Det er langt uden for vores begrebsverden. Men en bunker som sådan en, man overlever i, eller lever i, eller beskytter sig i, det skal vi snakke

Thomas: 1:48

om. Måske en lille parantes, altså vi misbruger jo gerne sportsmetaforer, hvis det skulle være, men det er også så langt, som vi kommer til at gå.

Klaus: 1:54

Det gør vi gerne, helt klart. Dumme sportsmetaforer, de... Det er helt fint. Men jeg kan ikke engang fake en viden om sport. Nej, det har jeg også været med. Men jeg tror, jeg ved noget om bunker.

Thomas: 2:07

Ja, godt emne.

Klaus: 2:08

Ja, ikke også?

Thomas: 2:08

Ja. Også fordi der er ligesom en zeitgeist, har der også været lidt senere over sådan noget om milliardærer, især i USA, der føler sig tilskydende til at investere i ret omfattende underjordiske anlæg

Klaus: 2:22

osv. Ja, det er der nemlig. Og ved du hvad, lad os bare starte der. Det er fint. Rækkefølgen er ikke så vigtig, men det er også en af punkterne på min notesblok. Det er hele det marked, som, jeg vil ikke sige, du ved, er et eller andet grund, fordi det giver jo god mening, at der er en grund til det, er startet for private, og ikke mindst private, men private luksusbunkeranlæg. Det seneste, jeg har læst om, en af de største, og det er så også opslået, historier med slags, det er, at Zuckerberg er i gang med at bygge en... en bunker til sig selv og familien. Og så kan man jo tænke over, hvorfor han mener, at verden går under på et tidspunkt. Det kan være, han føler sig instrumental i det. Det kan godt tænkes. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvor den skal ligge henne. Det holdes nok meget hemmeligt. Men prisen anslås til omkring 200 millioner dollars. Jeg tror faktisk, det er lavt sat, hvis jeg skal være helt ærlig. Men det er den pris, jeg umiddelbart kunne finde frem til. Det er med det hele. Vi snakker nok om et helt system af bunker, hvor du kan opretholde en relativ... høj levestandard, vil jeg skyde på. Med alt fra, hvad der skal til af pools og saunaer og køkkener og egen energiforsyning, selvfølgelig egen rensningsanlæg. Alt, hvad der skal til for at holde dem kørende i sandsynligvis overvis. Og det er jo på en eller anden måde, det lyder enormt tiltalende. Jeg har nok ikke penge til det. Men jeg forstår godt den der trang, altså det der psykologiske, der ligger i det med at søge under jorden eller væk forsvinde fra omverdenen og passe sig selv, hvis det hele går ned. Jeg ved ikke om, er det en fornemmelse, du kan følge, eller har kunnet

Thomas: 3:58

følge? Jeg sidder lige og tænker på, jeg tror ikke, jeg har tegnet fokus. Det mindes jeg ikke, at jeg har gjort. Jeg tegnede nok mere ting, der så forlod denne klod, altså form af raketter og så videre. Det var den vej.

Klaus: 4:15

Der er også arbejde for en skolepsykolog der.

Thomas: 4:16

Helt klart. Men det der... Jeg synes, det har været interessant, og i den debat, der har været også omkring de her anlæg, som nu bliver bygget, det er jo, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre. Er det en fiktion, illusion? Stikker man sig selv blå i øjnene? Kan man faktisk bygge sådan et anlæg, som kan være selvoprettholdende, og som kan være autonom? Og så kan man sige, hvor lang en tidsperiode, for eksempel.

Klaus: 4:51

Men hold lige den tanke, den kommer vi tilbage til. Jeg prøvede at finde ud af, hvad der er gang i det private marked for luksusbunkere. Og umiddelbart kan jeg finde sådan, hvad bliver det, 8-9 større projekter, som er tilgængelige. Og indtrykket hele vejen er, at der findes jo virksomheder, der har specialiseret sig i det her. Og der er helt klart blevet et større marked for det. Der er store og der er mindre. Hvis du er Mark Zuckerberg, så kan du jo ligesom bygge din egen bunker. Men så er der også sådan mere ejerlejlighedstankegangen. Og det er nok dem, der fylder mest i markedet. Blandet Survival Condo i Kansas. Der er plads til 75 mennesker. Så det er altså noget, der kan udstykkes. Så kan du købe en enhed, eller leje en enhed, eller hvad man gør. De ligger i størrelse mellem 1,5 til 4,5 millioner dollars. Så det må være et køb, vi snakker om. Hvem har købt ind på det? Det er opført. Det er mere eller mindre et drift. Det er kendte mennesker. Det er tættest, man kan komme. Det er aristocrat. Der ligger også noget i navngivningen her. Den er delvist opført, så vi kan finde ud af, at op til 50 private kan bo der. Det vil sige, hvad gør man? Fem familier måske, ikke? Sådan store familier. Og så er der også større. Vivos Europa One. 34 familier. Over 200 mennesker. Eftersigende placeret i Rothstein, Tyskland. Så det er ikke kun amerikansk tænkt det her. Der er også rige mennesker i Europa, der føler, at de har noget at beskytte sig imod. Og jeg ved, altså på en eller anden måde, det er jo dybt fascinerende, og det taler til min... Min fascination er, af det postapokalytiske, og min fascination af bunkeren som begreb. Og så siger det også til min mere voksne hjerne en hel masse uhyggelige ting omkring et samfund med større og større sociale skel, hvor meget rige mennesker føler, at det er nødvendigt at beskytte sig. For jeg tror ikke, at det her handler kun om en mulig atomkrig. Jeg tror, at det her handler lige så meget om social uprisings, om et samfund... der kan falde sammen, blandt andet på grund af enorm usikkerhed, som ejerne af de her siloer har været med til at facilitere. Så det hele bider sig lidt i halen der.

Thomas: 7:21

Ja, for jeg sidder også og tænker på, at der er rigtig godt spørgsmål om, hvad er det for trusselspillede, man prøver at beskytte sig imod, netop med en bunker. Og der er jo helt klart koldkrigstruslen med den globale terminoklare krig. Og det er jo også der, hvor... Den danske stat jo byggede de der store hemmelige bunkeranlæg, blandt andet Regan Vest, som vi jo skal ind og se senere på året. Det skal vi nemlig. Og som min far var med til at bygge i dybestemmeligheden. Men det var et nationalstatsprojekt, og det var en helt klart eksistentiel trussel, som atomvåben skabte efter 2. verdenskrig.

Klaus: 8:07

Ja.

Thomas: 8:08

Der hvor jeg har lidt svært ved at se det giver mening, hvis ikke det er den trussel, man beskytter sig mod, men nogle af de andre trusler, hvis det er socialt, er samfundsmæssige samboer og sådan noget. Hvorfor vil man så sætte sig ned i et ret veldefineret sted under jorden for at prøve at gemme sig der? Hvis det er rent socialt, så vil jeg nok hellere tænke, så er det bedre at være mobil og gøre sig til en del af mængden. Men at de vil have nogle ressourcer at trække på, hvis det er den type trusler. Altså den her bunker-ting, det er nogle meget specifikke trusler. Hvis det ikke er atomkrig, så kunne det måske også være sådan noget, en asteroid, der rammer jorden, hvis det er den der Hollywood-filmagtige ting. Men altså, det er et ret begrænset antal slags trusler, man trods alt kan beskytte sig mod en bunker. Hvad er din fornemmelse omkring det?

Klaus: 9:02

At det er et af hovedspørgsmålene, jeg har stillet mig selv. Og tror jeg sådan helt ubevidst i de der mange år, jeg har tænkt over de der bunkeranlæg, at når man hører om prep og snakke, hvordan forbereder man sig til, når det hele går ned, så er der jo to skoler, der er dig in eller bug out, og et eller andet kompis selvfølgelig. Og dig in har nogle fordele på den måde, at du kan jo ophobe ressourcer, du kan lave forsvarsværker, om det er så zombier eller naboen, du skal forsvare dig imod, det ved jeg ikke. Men du er også immobil. Du er, hvor du er, og man skal jo ikke have læst meget strategi om krig, for man ved, at belejring er en ting. Kan du overleve en belejring? Kan du overleve, hvis tilpas mange vil have fat i din ressource? Og lad os nu sige, at Mark Zuckerbergs 200-300 millioner dollars bunker der, med alt, hvad den indebærer, ligger på en kendt lokation. Og let's face it, moderne OS-inds kan jo finde hvad som helst, så må den ikke, at den lokation er ganske kendt. Det er bare mig, der ikke lige kunne finde ud af det. Så ved folk jo, hvor der er vand, strøm, lægefaciliteter osv., Det eneste, du skal af med, det er ejeren af bunkeren. Og det burde ikke være særlig svært, hvis du er mennesker nok. Så den slags... I en katastrofesituation, så vil den slags lokationer jo tiltrække andre mennesker. Det vil sige, du bliver nødt til at have et forsvar. Du bliver nødt til, og det ligger også i mange af de her koncepter for bunker. Det er jo ikke bare bunkeren, det er jo også bevæbning, det er helikopter, det er et forsvar, et parameterforsvar. Men hvornår vender forsvaret mod dig selv? Hvor mange mennesker kan du stole på i sådan en situation? Lad os nu sige, at du har råd til 50 livvagter, soldater, som er en del af det her. Vil de være lojale over for dig, når katastrofen rammer? Vil de prøve at beskytte deres egne familier? Eller vil de sidst ende skyde dig og tage din mad? Så min tanke vil også være, jo flere mennesker du er afhængig af for at overleve, jo sværere er det måske. Jo mere skrøbelig bliver den konstruktion, jo mere kompleks bliver den. Hvorimod en survival-type, der kan lave en bug-out med en rygsæk, og så klare sig selv ude i skoven, uset, har måske bedre chancer. Så kan man så sige, at leve i rudet skov i fire år med et gasblus, er det en levestandard, man har lyst til, modsat at leve med en pool og en sauna og sin egen golfbane i en bunker. Det sidste er måske rarere i længden, men spørgsmålet er, om det er praktisk bedre som en beskyttelsesforanstaltning.

Thomas: 12:01

Ja, for jeg synes, du har en meget valid point der med, at hvis du placerer dig på en bestemt lokation og skal i gang med at fortificere den, jamen, det føder ligesom sig selv den proces, ikke? Og i den proces, ja, så er man... Også historisk for at afsløre, at man netop har de ressourcer, som du siger. Og så er det jo også svært at komme et andet sted hen. Fordi du har jo netop alle de her ressourcer det der ene sted. Og der er så et spørgsmål, der er vigtigt i de her scenarier, tror jeg også. Det er et spørgsmål om, hvorvidt man tror, at det finansielle system er bibevaret, eller det også bryder sig om. Ja. Hvis du når i et scenarie, hvor det finansielle system bryder sammen, så er det eneste, der har værdi, det er faktisk de ressourcer, du har på stedet. Og det er så der, hvor mange Zuckerberg måske formelt set har købt de her ting, men hvis der er strækkeligt mange af de folk, der er med til at passe på ham og familien, at de får et bedre tilbud, eller synes, at... Hans aktier i Mesa, de er jo alligevel ikke noget værd, og penge, de betyder jo ikke noget længere, men det, der betyder noget, det er faktisk det vand, der er her, og de antibiotika og sådan noget. Jamen, så er det jo, hvis man skræller det lag af, så handler det om, hvem der rent fysisk kan foremagte den. Det er rent det konkrete sted, ikke? Jeg vil nok tænke, og det er selvfølgelig skidt i forhold til din bunkerromantik, men jeg vil nok tænke en mere spredt, distribueret tilgang, hvor jeg hellere vil få gravet forsyningerne ned og sådan noget forskellige steder, så du har det spredt det ud. Og det vil sige, at der er ikke én gruppe, der kan bare belejre én lokation, og dermed så taler ressourcer fra dig, men at du nærmere har alt muligt gemt rundt omkring, og så er det det med hemmeligheden, det er at vide, hvor det er henne. Og du måske også, i stedet for at tænke antagonistisk i forhold til lokalsamfund, eller folk omkring dig, så er det måske bedre at sørge for, i stedet for at smække den store, tunge ståltør i, og så lukke alle andre ud, så er det måske bedre at skabe relationer til folk, og indgå i nogle lokalområder, hvor du ved, at der er folk, du kan hjælpe, og de kan hjælpe dig, for eksempel. Det bliver meget mere... komplekst og måske også... Ja, så skal du have noget at gøre med en type mennesker og sådan noget, som du måske ikke har

Klaus: 14:38

lyst til at have med at gøre. Se, der tror jeg, du rammer hovedet på sømmet, ikke? Jeg tror, bunkerromantikken, for nu er der åbnet den psykologiske del af det her også, og den sociologiske del, i høj grad tiltaler jo netop mig som barn, som det her introverte, der helst ville lukke en stor dør og være i fred for alt det der sociale big sparks rundt omkring. Jeg tror... fornemmelsen af en ekstern fare er jo så meget mere kompleks end de konkrete fare, der er derude. Det er jo, prepper, skråsner, bunkerromantikken i USA er jo en kæmpe ting, det er en kultur, og den har sådan set et nyt fjendebillede, et nyt angstbillede på den for hvert årti, men man vil gerne beskytte sig for alt det, der er farligt derude. Og man skal ikke have læst meget psykologi, før man kan jeg godt gennemskue, at det farlige er ikke bare nogle kommunister i prioritier, eller nogle antifascister, som sikkert kommer efter os, eller det med en anden hudfarve, eller hvad vi nu har, de rige, eller de fattige, eller fascisterne, eller hvad vi har. Det handler om at definere sig selv i forhold til en ekstern fare, og så nogle gange tage det for langt. Fordi den bedste sikkerhed vil jo være, som du siger, at ikke have store materielle forskel i et samfund. Ikke have nogen fjender derude, fordi man sådan set interagerede og handlede med hinanden og snakkede med hinanden. Men de typer, tror jeg, som råber enormt mange penge sammen, penge nok til at bygge million dyre bunkere, er ikke nødvendigvis supersociale typer. Jeg tænker ikke, at Mark Zuckerberg er et enormt socialvæsen. Jeg tænker ikke, at Elon Musk er et enormt socialt væsen på den måde, med en kæmpe empati overfor omverdenen. Jeg tænker ikke, at Peter Thiel... Jeg tror, det hænger sammen, at hvis du har pengene til at bygge det her, så tror jeg også, at du på en eller anden måde igennem årene har ophobet en angst og en paranoia af format. For at nu kommer der nogen og tager de penge her. Du ved måske inderst inden godt, at det ikke er helt rimeligt, at du har alle de penge. Hvis vi skal blive en smule venstreansat her. Jeg tror, at de fleste multimilliardærer, de ved godt, at inderst inden, at Det er en blanding af held og uretfærdighed, at de har kunne håbe så meget værdi op. Så de ved godt, at et eller andet sted ligger der en kraft i et eller andet karma, der gør, at nogen vil tage de penge fra en. Og det begynder man at beskytte sig imod. Også på måder, som måske er ganske irrationelle.

Thomas: 17:11

Ja, irrationelt her for mig vil være at tiltrække sig for meget opmærksomhed.

Klaus: 17:17

Præcis. Men det gør du så i forvejen, hvis du som Zuckerberg rejser rundt med en lille privat hær.

Thomas: 17:22

Ja, og det bliver man så nødt til. Den anden tilgang med at falde ind, det er jo faktisk noget, vores konge kan. Men han har jo så også nogle helt særlige skills, som gør, at en måde at undgå det store sikkerhedsopbud på, det er netop det med at kunne blande ind og så selv have nogle... Selv kunne noget, ikke? Sådan, at man er tilstrækkeligt farlig for nogen, der eventuelt kunne finde på noget.

Klaus: 17:46

Altså, undervurder var ikke sikkerhedsopbuddet omkring kongefamilien. Jeg var faktisk lige forbi, bare i parantes her, Frederik havde fødselsdag her for nylig, og jeg bor jo i nærheden af Amalienborg, så vi måtte jo selvfølgelig ind og se. hvad der gik ned på Malenborg, og lykkedes mig for nogle ganske, synes jeg, forrygende billeder af både ham og familien på balkongen. Det er en anden historie. Det jeg også fik billeder af, og det synes jeg er lige så sjovt, det var, at i menneskemængden spottede jeg jo overraskende mange mænd i deres bedste alder i meget diskret tøj og med en øresnegl i hvert øre, og hvis man kigger efter, også pistol og noget radio i bæltet, der ligesom bare var der. Når det er sagt, så tror jeg måske, at den der... Nu kan vi også tillade os, at det er Danmark, men den der lidt mere stille og rolig tilbageholdende sikkerhed, hvor der er mere mobilitet for at flytte folk rundt på den rigtige måde, giver mere mening end at grave et stort hul og så smide kongen derned, hvis noget går galt. Når det er sagt, så har vi et par huller, som du er inde på før i Danmark, et par huller i jorden, som vi bruger til den slags. Vi har Reagan Øst, som stadigvæk er i drift, som findes et sted på Sjælland, Nordsjælland. Det er en mindre bunker, plads til 50-70 stykker, så vidt jeg ved. Det er blandt kongefamilien og sikkert vores regering og meget udvalgte mennesker fra forsvarsstaben. Det er ikke mange mennesker, der er plads til det her. Og så har vi den nu nedlagte, eller dekommissionerede Reganvest. Reganvest, det er et dansk ord. Reganvest. Det står for regeringsanlæg. Det står ikke for

Thomas: 19:19

Regan. Nej, så det er faktisk et slags akronym.

Klaus: 19:21

Det er et dansk akronym. Regan Vest. Som ligger i kridten under Rold Skov. Og jo, som du nævner, er et sted, vi skal besøge hen i efteråret, os to, i vores få fysiske touchpoints i løbet af året. Og det glæder jeg mig utrolig meget til. Det er stadigvæk... Jeg skal lige sige, at alle kan købe billet, men det er eddermame ikke nemt, fordi det er så efterspurgt, og man skal sidde i kø, og man skal være heldig, og jeg skal give dig. Men det lykkedes os at få billetter til en rundvisning, Man kan kun få en rundvisning, man kan ikke komme ned og se det som individ. Det foregår i grupper på maks. 10 af sikkerhedsgrunden. Og efter sigende står Regan Vest, som Regan Vest stod, da det blev dekommissioneret. 350 personer var der plads til, er der plads til. 5.500 kvadratmeter, det er alligevel noget af en kælder. Med egen vand, elforsyning, hospital, radiostudier, i det hele taget kommunikationskanaler, så man kunne holde sig i kontakt. og forsøge at styre nationen under, hvad der jo selvfølgelig, meningen var, at det skulle foregå under en atomangreb, det her, det var nok det mest sandsynlige teater, som man forestillede sig dengang. Så det er en kolossal installation, efter danske forhold i hvert

Thomas: 20:40

fald. Og det er sådan nogle ringe, der ligger ned inde i bakken der, og der er jo også nogle ting med at afbøje trykbølger og alt sådan noget, man selvfølgelig har på håret. at regne på dengang. Så altså, ikke da det kom frem, det er jo vildt, at det var, at der alligevel i Danmark var blevet bygget sådan nogle anlæg, et anlæg af den karakter og den størrelse.

Klaus: 21:03

Ja. Nogle har trods alt prøvet at tænke lidt frem. Ja. Og det er også imponerende, hvor hemmeligt man kunne holde det. Det var ikke en offentlig hemmelighed, dengang de her anlæg var aktive, at de eksisterede. Der gik rygter. Nogle havde trods alt været med til at bygge dem, men præcis hvor de lå og hvorledes, det var der ganske få mennesker, der vidste. Og dem, der vidste det, blandt andet din far og far, kunne godt finde ud af at holde deres kæft. Fordi det var man ligesom enige om, at man gjorde. Men det var også et indtryk af din far og far, der ikke helt vidste, hvad det var, de gik og byggede på.

Thomas: 21:30

De havde vist deres fornemmelser. Og der var også vist nok en dag, hvor han prøvede at kravle op igennem en skakt. En meget lang skakt. Altså sådan... 30-50 meter eller sådan noget. Og så endte han op på sådan en mark. Så der var jo nogle nødudgange og nogle ventilationskakter og sådan noget. Så det var jo et kæmpe, kæmpe anlæg. anlæg. Men det er også svært at forstå, at 5.500 m2 mere under jorden, altså 5.500 m2 mere, det er en del.

Klaus: 21:59

Det er saftsuseme meget plads. Det er det. Som du siger, to store donuts, nærmest to store ringe. koblet sammen af en gang, der er knækket på midten, simpelthen for, at hvis trykbølgen fra en nærliggende atomeksplosion vandrer ned i de gange her, jamen så vil det deflecte på grund af den her knækkegang, og man kan ligesom sørge for at have nogle gange, der tager trykbølgen væk fra resten af bunkeranlægget. Et trick, man også har brugt under Stevnsfortet, som jo er et andet af vores meget interessante bunkeranlæg i Danmark, Og så skal vi selvfølgelig skille det her, fordi der er bunkeranlæg til at passe på sig selv i, offentlige eller private, defensiv beskyttelsesanlæg, hvor du kan bevæge at fungere, og så er der lignende anlæg, der bliver brugt mere offensivt. Og der har vi jo bl.a. Stevnsfortet, som jeg også på alle mulige måder kan anbefale alle, der har en interesse på den her slags, eller lidt bunkerromantik med, i bagagen at besøge. Stevnsfortet er også... synes jeg er et ganske kolossalt anlæg, der ligger under, sjov nok, Stævns Klint, faktisk med en bagindgang ud til Stævns Klint. Hvis man er så heldig at kunne sejle forbi Stævns Klint, hvis man kigger godt efter, så vil man kunne se indtil flere døre i Klinten, nede ved strandkanten, og nogle små konstruktioner, som faktisk er indganger til noget af gangenlægget i Stævns Fortet. Ideen med Stævns Fortet, det var selvfølgelig at holde øje med, hvad skete der kom der russer igennem Østersøen, eventuelt skyde på dem, hvis det var det, der skulle til. Man havde en række kanonstillinger, 150 millimeter kanoner, og så havde man så vidt jeg ved omkring 100 mennesker på vagt, konstant, altså i døgndrift under fortet, der bemandede radarerne, målsynningsanlæggene osv. Og det står mere eller mindre, som det blev forladt i 2000, da man ligesom slukkede for det. Og altså virkelig et besøg værd. Man kan igen, det er en rundvisning, der foregår dernede. Man får ikke lov til at gå rundt. Der er flere kilometer gange. Man kan faktisk fare vildt, hvis man ikke lige bliver fulgt igennem. Og så kan man ellers se de her radarrum og så videre, som er ligesom beført tilbage. Jeg fik en sjov historie fra guiden i Stevensfordet med, at da man kom derned, anlæggende stod jo stadigvæk, radarskærmene var der, det hele var der. Ringbinden i hylderne. Kun det allermest hemmelige var blevet fjernet. Der er noget fantastisk maskineri, blandt andet mekaniske målcomputere. målberegningskomputer, der fik data ind fra kanonstillingerne, og så mekanisk regnede ud, hvor du skulle sigte de her kanoner for at ramme. Og jeg mener, at de lignende maskiner står på vores andet stor fort, Langerlandsfortet, som også er et besøg, hvor jeg er nedlagt i 93, mener jeg. Det har jeg også besøgt. Jeg har noget med det der. Jeg bliver draget af de der huller i jorden med en masse beton. Jeg synes, det er spændende.

Thomas: 24:48

Men det er så interessant, hvis vi skraber lidt i forhold til dig og det psykologiske, og så måske kan pege lidt frem på noget mere generelt, så er der så det der med, at man kan godt være drejet i den her idé måske om at skulle kunne lukke døren i den her bonger, men hvad siger du så til det der med så faktisk at skulle blive der i længere tid?

Klaus: 25:09

Nej, men det er jo der, filmen knækker, ikke? Fordi jeg tror, det er den der defensiv beskyttelse, hvis du skjuler dig så de andre ikke kan finde dig. Prøv at høre, alle der har leget gemmeleg eller spark til bøtten, eller hvad det nu hedder, den anden stil, man kommer fra, ikke? Dåseskjul, er det ikke det, man kalder det? Det hedder spark til bøtten, hvor jeg kommer fra. Ved jo, at du kan gemme dig, men det stiller dig skidt. Du skal også være offensiv og aktiv og holde øje med de andre, så det er jo kombinationen af at være i skjul selv, men vide, hvad de andre, hvem det så end må der være, har gang i. Så det er jo kombinationen af et skjul og overvågning. Måske en anden trend i vores tid. Det er det, der gør det interessant. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed. Jeg har ikke videoopvågning. Jeg bor i en lejlighed. Det kan ikke mene mig. Det havde jeg i mit sommerhus. Det er jo lidt spændende at se, hvad der sker, når man ikke er der. Men min lejlighed har en rimelig effektiv dør. Jeg vil ikke sige panserdør, men en sikkerhedsdør. Det tiltæller mig åbenbart at kunne lukke af for omverdenen. Så det har ikke helt forladt mig. Men det er jo, og det du spørger, det er jo den der underlige skisma, paradoksen mellem at gemme sig væk, men også gøre sig sårbar ved at sidde i et hul. Hvem er der, der opfører noget? Er det alle dem udenfor? Er det dig, der sidder

Thomas: 26:24

derinde og er bange? Jamen, så er det måske det med, hvor lang tid, altså også for eksempel Zuckerberg, der er selvfølgelig, der er jo regnet på

Klaus: 26:32

forsyningerne, og så ved du, hvor lang tid. Ja, og filterlivetid, og hvor meget vand kan du generere

Thomas: 26:38

af det der. Men det er en ting, det er ligesom de fysiske parametre. Noget andet, det er de psykologiske parametre. Hvor lang tid tror de på, at de kan blive nede i de der bunker lang tid nok? Og hvordan? Og der kan man sige, det går også tilbage til det der igen med at have fornemmelse for hvad der så sker i omverdenen. Hvornår tør man så gå op igen? Hvornår er konditionerne til stede, for at man faktisk kan gå op igen? Og der kan man sige, at en gammel koldkrigstank, det er selvfølgelig, at vi måler på strålingsniveau. Men hvad så? Er der noget tilbage overhovedet? Kan man leve af noget? Men hvad tænker du, det

Klaus: 27:13

er? Det er så spændende. Jeg tænker, at hele den psykologiske del, det er at skrive bøger om noget slags, ikke? Jeg tror, at en ting er, hvor længe man rent fysisk kan overleve i sin bunker. Men jeg tror, at et forklaring på, hvordan man psykisk kan overleve, den finder vi mere i fiktionen, end vi gør i virkeligheden. Fordi i virkeligheden er der meget få mennesker, der har levet særlig lang tid i en bunker. Og de gange, hvor der er nogen, der har levet i en bunker i lang tid, det er ikke endt særlig godt. Hvis vi skal starte fiktionsverdenen, så er der også en sædværdig serie, der er pt. Jeg mener, det er Apple TV+, der har den, der hedder Silo. Og Silo starter sådan en medieres i et samfund med nogle tusind mennesker i en stor sito. Måske en gammel raketsido, men den er større, og den er bygget til overlevelse. De ved ikke, hvorfor den er der. De aner ikke, hvor de kommer fra. De ved bare, at de generationer har levet. vist nok under jorden, men eftersom de ikke ved, hvad der er udenfor, så er det jo også udvidst. Og den er faktisk ret god. Den har også nogle svagheder, men den bygger utrolig meget på en civilisation, der skjuler sig for noget, de ikke ved, hvad er. Men det derude er farligt. Hvad der er sket, we don't know. Vi ved bare, at hvis vi går ud, så dør vi. Det er i hvert fald historien, vi har fået fortalt. Og det giver jo selvfølgelig nogle sociale mekanismer. Så det er jo ideen om, det er jo et eller andet sted en kombination af generationsrumskib og og en bunker. Så er der jo bøger som Farnhams Freehold af Heinlein, som jo også leger med ideen om en bunker. Der er så også sådan et, ikke tidsrejser, men noget lignende blandet ind i det. Og så er der jo bøger som I'm Legend, og filmen I'm Legend, som jo er en virkelig ærgerlig film med Will Smith, men de fleste indgang til den bog, der hedder I'm Legend, som er et dybt racistisk science-fiction-mesterværk, kan vi sige. Men det er en anden snak. Men den opererer også med det her med, du ved, at beskytte sig imod en zombikalastrofe. Men også hele tiden vækst om det der med at sidde beskyttet bag sin jerndør om natten, og så ud og agere og samle forråd og sådan noget om dagen. Og så er der en helt menneskelig side omkring, du ved, hvem er egentlig fjenden og sådan noget. Det er en anden snak. Og så er der en roman, jeg prøvede at finde frem til, og jeg kunne ved min død ikke. Og jeg siger dig, alle LLM-modeller derude har været i gang med at hjælpe mig, og de kan ikke finde den. Men det kan være, at du kan hjælpe mig. Det er lidt en gåde. Det er en science fiction roman, mener jeg. Jeg tror, den er skandinavisk. Og den handler om en atomkrig, og den handler om... Nogle civile, der søger ned nogle bunkeranlæg, og de her bunkeranlæg, de er sikre, har de fået at vide, der er filtrering, der er vand, der er det hele. Men langsomt siver giften ned fra overfladen. Strålingen kommer etage efter etage ned, og det, spoiler alert, ender virkelig overhovedet ikke særlig godt, fordi alle kaster op, master håret og dør. Og jeg kan ikke finde ud af, hvad det er. Men siger det dig noget? Den hedder Zone et eller andet, tror jeg.

Thomas: 30:29

Zone 5 eller sådan noget. Da du begyndte at skissere den, så vidste du præcis, hvad der måtte ske. Det begynder at trænge ned fra overfladen og længere ned. Sådan en bog findes, ja.

Klaus: 30:40

Præcis, og det er det sidste, jeg kan komme på det. Før vi

Thomas: 30:41

lærte hinanden at kende, har vi uafhængig af hinanden læst

Klaus: 30:45

den. Det er, fordi vi begge to skrællede hele Jørgen Bibliotek for alt, hvad der bare lugtede af Science Fiction. Så vi har selvfølgelig læst det samme, men jeg kunne simpelthen ikke finde frem til titlen. Det skal nok lykkes mig på et tidspunkt, og så må vi jo poste et link til det. Og det kan godt være, at det var en form for ungdomslitteratur, men det var helt klart sådan 70'er og 80'er, depressiv ting med. You can run, but you cannot hide. Og dommedag skal sgu nok nå dig. Det var jo lidt stemningen dengang,

Thomas: 31:14

ikke? Jo, og det der er utroligt er, at du så blev bunker. romantikere, selvom du læste sådan noget? Men en kritisk

Klaus: 31:22

bunkerromantikere. Jeg fik jo aldrig designet en perfekte bunker, for jeg kan godt se, at der hele tiden var nogle svagheder. Altså energi, vand, beskyttelse, men også det der med at kunne være offensiv og udadreagerende, mens du sidder i dit eget hul. Så det er hele... Det er hele fornemmelsen og konceptet, jeg finder jo utrolig interessant. Det er også, og det har vi været inde på før, den her koldkrigsromantik. Det er scener, som i Uhatte Terminator 3, der ender i regeringens atombunker, der så viser sig at være nedlagt. Ideen om at søge tilflugt fra, når det hele går ned i de der 70'er, 60'er, 70'er retroomgivelser der er. Det kan jeg også noget på det æstetiske plan,

Thomas: 32:11

tænker jeg. Ja, det er så et godt spørgsmål. Hvad er Zox Bunker? Den er nok lidt mere optisk og æstetisk.

Klaus: 32:17

Tror du ikke, den er opulent på den der Florida-agtige måde?

Thomas: 32:21

Det

Klaus: 32:22

kan godt være, ja. En no-cal æstetik med en masse indirekte lys. Jeg kan prøve på BlueSkype at poste links til nogle af de her bunker-designs. Mange af dem er renderinger. Mange af dem er tydeligvis koncepter, man prøver at sælge. Men nogle af dem er også bygget. Og jeg vil sige, at æstetikken er jo Altså et eller andet sted mellem en russisk natklub og et luksushotel i Florida. Det er virkelig et sted, jeg har lyst til at bo, mindre kun skal gøre det.

Thomas: 32:48

Jo, altså det er også lidt interessant, hvad man egentlig skal bruge bunkeren til på længere sigt. Altså Reagan Vest og de der koldkrinsbunkere, det er jo simpelthen grunden til, at de blev bygget på den måde, som du også indikerede, det er jo for at kunne udstå selve atomsprængningen. Ja. Så en måde at overleve selvfølgelig på, det var jo at bevæge sig væk, hvis der var noget under opsegningen. Så prøv at bevæge sig væk fra der, hvor det mest sandsynligt bliver foretaget atom sprængning. Og det er jo helt klart, der hvor de giver mest virkning, det er jo at bruge dem over byområder. Hvis jeg var Zok eller en eller anden, så ville jeg nok tænke over, at jeg skal have en måde at komme lynhurtigt væk, og det ville du formentlig skulle have alligevel, fordi du skulle ud til det der andet væg. Og det var sådan en anden ting, ikke? Der er jo hele det, at dit anlæg er intet værd for dig i den situation, hvis du ikke kan komme ud til det. Det skal vi også lige huske. Så ellers skal du nærmest bo i anlægget hele tiden, eller have anlægget, det skal være nede under dit almindelige hus, og så kan du gå ned i det anlæg. Det er jo en forudsætning for at kunne få værdi af det. Men der kunne man tænke sig, at man ikke kunne have noget igen. Jeg tænker mere distribueret og mere mobil at sige, at hvis der ikke bliver lavet sprængninger, længere. Hvis den fase ligesom er over, og vi tænker, det er atomkrigsscenariet, så skulle du så have noget, der yder til stræk beskyttelse mod stråling, for eksempel. Du behøver ikke grave dig 50 meter ned i jorden, nødvendigvis. Så kunne du have en i en plyboks, eller et eller andet stående, eller en, du kunne få fløjet

Klaus: 34:16

rundt, eller et eller andet. Alt efter, hvor stor en atomkrig vi snakker om, fordi strålingsfaren er jo, lyder lidt bizarrt, men er jo nok lidt overdrevet, selv efter en i hvert fald en ikke helt global thermonuklear krig. Men ikke desto mindre skal man nok ikke rende rundt og dykke guldrødder, lige hvor man har smidt bomberne. Men der kan også ligge noget i det, hvor placerer man den? Placerer man den et sted langt fra civilisationen, langt fra, hvor bomberne vil falde? Men omvendt set, lad os nu sige, at man var neo-sovjetter, og vil gøre det endelig i dag med den vestlige civilisation. Hvem vil du gå efter? En ting er, at du går efter... civiler måske, du går efter politikere. Men en del af hovedet af et moderne samfund er jo også tech-moguler, ikke? Og selvfølgelig ved de en efterretningstjeneste, hvor deres bunker er. Så det kan da godt være, at der allerede er et par politiske massiler rettet ind mod dem, og så er det slut med den førebunker, kan man sige. Og er det derfor, fordi det ved Elon godt, det ved Sock godt, det ved Thiel godt, det ved Bezos godt, Er det derfor, at de er blevet sådan overdrænde russervende i hele banden? Fordi hvis vi nu er gode venner, os kleptokrater, så skyder vi måske ikke hinanden, når det går ned. Og det er måske den bedste beskyttelse, udover at vi så kan invitere hinanden på besøg i vores lækre

Thomas: 35:41

bunker. Ja, det er den mørke

Klaus: 35:45

udgave. Det er den let konspiratoriske udgave, men efterhånden, så synes jeg virkelig, at den begynder efter dine konspirationsteorier ret voldsomt. Jeg vil godt lige, før vi tager den helt derude, så skal vi kigge lidt på lidt mere konkrete ting også. Jeg har nogle venner, der bor i Schweiz. De bor mere eller mindre nord for Basel, i en mindre, lille, hyggelig by. Og jeg besøgte dem for nogle år siden, og så skulle jeg ned og se deres atombeskyttelsesrum. Vi skulle faktisk bare ned og hente en flaske vin, for det var der, vinen stod. Men den stod i atombeskyttelsesrummet. Et rum på cirka... to gange tre meter, som jeg husker det, med en meget, meget tyk dør, med filtersystemer, med et lille bitte vindue, der kan lukkes, og jeg skal give dig nok til, at du kunne hvertfald klare dig en uges tid under en atomkrig. Sådan et rum har rigtig, rigtig mange huse i Schweiz, fordi en nybyg fra en vis årgang skal have enten sit eget beskyttelsesrum, eller du skal betale et abonnement til et lokalt beskyttelsesrum, der kan modstå en atomkrig. Sådan tænker svejserne, og det kan jeg inden et sted respektere. Herhjemme tænker vi, at vi vidste måske engang, at vi havde et eller andet hul i jorden, der virkede i 2. verdenskrig. Og nu er det enten fyldt op med jord eller kommunens aflagte møbler. Og det er vores beskyttelse herhjemme. Og det er siden 1963, at man skal adgang til beskyttelsesplads. Og derfor findes der også i Lucerne verdens største civile bunker. Den hedder Sonnenberg-bunkeren. Og de tal, jeg har... kunne finde viser, at der kan være 20.000 mennesker. Jeg ved ikke, under hvilken forhold og under hvor lang tid. Det er alligevel meget plads. Og den dag i dag mener jeg, at alle svejelser faktisk har et sted at søge hen, hvis det går galt.

Thomas: 37:28

Det er nok også der, hvor finderne er vedbyde med at tage sådan nogle ting

Klaus: 37:34

anvendeligt. Ja, men løber de ikke alle sammen ud i skoven og gemmer

Thomas: 37:36

sig af stedet for? Nej, men de

Klaus: 37:38

har også facilitæner. Dem har jeg kigget på, de finske

Thomas: 37:41

facilitæner. Det finder man jo ofte

Klaus: 37:49

ret underspil omkring, hvad

Thomas: 37:49

de gør.

Klaus: 37:50

Jo, eller på alle måder, ja. Og så synes jeg også, at vi bliver nødt til at bringe frem, og her snakker vi om den mere offensive type af bunker. Vi snakker om de russiske atomanlæg. Altså der, hvor de har deres ICBM's stående. Vi har før været inde på, du ved, flyver de overhovedet længere de der gamle lorterakater? Er der styr på det, eller ligger de bare og visner i et eller andet forladt anlæg? Det sidste gør sig så ikke gældende. Det viser sig, at russerne har i hvert fald postet rigtig, rigtig mange penge og arbejdskraft i at forny de her anlæg. Jævne gamle siloer med jorden, bygget helt nye bunkeranlæg og nye siloer omkring fra scratch. Ekstremt sikrede anlæg i afsindig tykt beton med tre blad af hegn, og jeg skal give dig. Og jeg synes, den historie er fantastisk, for den siger meget om bunkersikkerhed. De bunker er ganske givet helt utroligt sikre. Det er afsindig svært at indgribe dem. Fordi der er overvågning, der er minefelter, der er soldater, du kommer ikke ind ad hinanden. Problemet er, at når man bygger den slags, også i Rusland, jamen så skal du udbudde. Det er private entreprenører, der bygger det. Det er sikkert entreprenører, der har gode kontakter ind til kleptokraterne i Kreml, og der man kan sende nogle penge videre. I don't know. Faktum er, at på trods af sikrede udbudssystemer, så er de her tegninger lagt på offentlige udbudsportaler, og de er downloadet, blandt andet af danske DanWatch-portaler. og tyske Der Spiegel. Så ekstremt detaljerede blueprints over de helt nye russiske atomraketanlæg, spredt over Rusland, er ligget. Og vi snakker ned til, hvor går kabelbakken, hvor står skiltet med, at du skal tørre skoen af, når du går ind, hvilken type hegn er der, hvor sidder kameraerne, hvilken specifikation har de her overvågningskameraer. Altså lige pludselig er et af verdens sikreste anlæg blevet gennemhullet på grund af information. Og det vindede mig om en gammel scene fra Heat, filmen Heat. En fantastisk film. En af de scener, hvor jeg tænker, at den er sgu lidt dodgy. Fordi der er vores, ja, jeg vil ikke sige helt, men Robert De Niros rolle snakker med sin kontakt. Han får nogle tegninger over bankbokse. Og han siger, hvor har du de her detaljerede tegninger fra? Han siger, de flyver gennem luften, jeg samler dem op. Og jeg tænkte, ah bullshit, der er ikke nogen, der sender tegninger over bankbokser og bankanlæg ukrypteret via mikrobølgeanlæg. Men hey, det er der. Den slags er derude. Og igen, hvor virkeligheden bliver mere vanvittig end fiktionen. Så hvor står Rusland nu? De her sikrede anlæg skal bygges om, altså grundlæggende om, De skal sikres på en helt ny måde, og det bliver de sikkert også, så det bliver skidedyrt. Men jeg synes, det er en fantastisk historie om, hvordan information fuldstændig perforerer et fysisk sikkerhedsanlæg og muliggør angreb direkte på de russiske atomvissiler. Hvilket så gør, at russerne sandsynligvis bliver endnu mere paranoide og måske er endnu mere trigger happy. Det ved jeg

Thomas: 40:53

ikke. Det er jo en konsekvens, og der hvor... Den haste, hvormed informationen kan spredes og udnyttes, den er langt større end den haste, hvormed man kan ændre på de fysiske anlæg. Det har

Klaus: 41:04

taget kolossalt tid at bygge dem her, at bygge dem om, flytte alle kablerne, lave nye sikkerhedssystemer, måske lave fysisk om på noget af strukturen. Det tager jo år.

Thomas: 41:14

Ja, bare for os i Vesten, bare vide... Man kan sige nok, hvad den øvre grænse for specifikationer har været, fordi det er jo netop også med det kleptokratiske system. Det kan godt være, der står nogle specifikationer, men det er nok under gode omstændigheder så godt, som det kunne blive, hvis ikke der er blevet skummet en masse penge undervejs. Men ja, det problem kunne folk, der har forladt deres private beskyttelserum, jeg også står med, der kan være noget informationsudstødning af sådan en proces, som så afslører lokationen, afslører Hvad er det for noget, du sagde, strøminstallationer, hvor stor er kapaciteten i forhold til vandrensning, alt sådan nogle ting, som kunne udnyttes til at sige, okay, hvis vi skal belejre den her facilitet, hvor mange dage skal der så bruges på det, for eksempel. Og der kan være øjensynligt ubetydelige informationer, kan måske samstykkes til et billede, hvor man kan finde en vej ind, eller en måde at... og besejre.

Klaus: 42:17

Altså i mine bunkertegninger fra dengang, der havde jeg også tænkt ind, at sådan noget som røg og varme skulle skjules. Og lysudslip. Der var virkelig tænkt over det. Men det er jo et udslag af paranoia. Det er jo et sted mere skizofrent paranoia, end det er forberedelse til et eller andet situation. Og det tror jeg, at mange... Jeg vil ikke sige... Jeg har jo sådan noget prepper i mig. Det er sgu en god ting at være forberedt. Det er dumt at være uforberedt. Specielt bevidst uforberedt. Men selvfølgelig ligger der også en form for paranoia, den der contingency-tænkning, som jeg tror kommer mange andre ting end omverdenen. Jeg tror altid, den har været i mennesket. Jeg tror måske, den går utroligt dybt, at hvis du kunne grave dig halvt ned, eller sunge ryggen til en klippevæg, så var du bedre beskyttet. Hvis du holdt dig skjult om natten, så så du sabeltigeren, før den så dig. Måske ikke lige med en sabeltiger, men du så i hvert fald den anden stamme, der var ude på at kølle dig ned, før du så dem. Den der leve skjult, leve godt tankegang, tror jeg ligger dybt, dybt i os. Og det er måske den, der bare bliver ganget med et eller andet crazy faktor, når du så er paranoid milliardær. Det, der måske gør den private milliardær, bunker fornuftigt, som i Schweiz, det er, at alle har den. Det vil sige, at hvis alle har adgang til sikkerhed, så kommer de ikke vel have din sikkerhed. Men hvis du er den eneste nabolade, der har en bunker, og du har været så venlig at holde housewarming for alle naboerne og vise dem frem og se, her ligger der vand til en måned, og her er min medicin og min våben, og når russerne så kommer, så står de alle sammen og banker på, hvor er det inde i din bunker. En anden trope i fiktionen, det er jo, vil du lukke dem

Thomas: 44:08

ind?

Klaus: 44:09

Mhm. Vil du lade dem komme ind i din redningsbåd? Igen en klassisk, altså det er der skrevet meget fiktion omkring. Hvornår åbner du døren? Kommer der stråling med ind? Er der mad nok? Eller er du klar til at lade dem dø for at beskytte dig selv og din egen familie? Men igen, det handler jo ikke om at lave en bunker under en tung krig. Det handler om nogle helt almindelige menneskelige træk, som bare er virkelig, virkelig god storytelling.

Thomas: 44:35

Der begynder for mig at tegne sig et koncept, hvis jeg skulle lave et så skulle det netop være noget, der kunne skjules midt i noget ganske uansynligt. Så faktisk mit koncept ville være egentlig, at jeg ville have lavet nogle særlige shipping-containere. Jeg har været der. Som står rundt omkring, og som kan falde ind, og som i de virkelige måske bare faktisk bliver sendt rundt som shipping-containere hele tiden. Men man selvfølgelig styrer på lokationen, og Der er så forsynere i dem, og de er udstyret også. Man kan beskytte sig mod CBRN og sådan noget i et stykke tid, men det der med, at de er mere spredt ud, og du skal bare sørge for, at nogen af dem overlever. Selv hvis der er atomkrig, eller hvis der er andre katastrofer, og så er de ligesom bare der i mængden af alle de andre chimikontainere, og så skal du bare kunne feste dem ud, og så

Klaus: 45:34

bruge dem. De er selvfølgelig isoleret imod... varmestråling, røntgen osv. Men så har jeg lige en til dig, for jeg har med tanken igennem. Lad os nu sige, at shit går ned, og du flytter ind i en shipping container. Den shipping container, den er jo faktisk, den ryger i en, den bliver stakket på en båd, ikke? I 8. lag. Og eftersom civilisationen har begyndt at skrænde lidt, så er der nogensinde nogen, der flytter containeren ovenpå? Vil der nogensinde kunne komme ud igen? Og hvad nu hvis skibet går ned? Og derfor, det hele bunker- Romantikken leder jo direkte over i klaustrofobi. Der er en hård og fin grænse mellem de to ting.

Thomas: 46:12

Ja, det er måske også der, hvor jeg har... Jeg har som sådan

Klaus: 46:17

ikke klaustrofobi, men bare... Ja, men tak,

Thomas: 46:18

når du begraver liven. Ja, det er den anden ved den. Det er nok der, hvor jeg... Jeg vil nok hellere dø på overfladen, tror jeg, end jeg vil

Klaus: 46:25

begrave liven. Du har set Tenet, ikke? Nej, desværre ikke. Du har så meget god fiktion for andre. I Tenet laver de Finten, og der er mange grunde til, at de ikke bare kan rejse, men de rejser i en shipping container, nødtøftet indrettet med de forhold, så de har nogle dagstransport. Det er så bagudtid, men det er en detalje. Der bruger de shipping containeren som et skjul for at komme videre. Og så tænkte jeg faktisk på slutningen af Ex Machina. Spoiler alert, vores protagonist, eller hvad han er, Hele filmen er jo kam og spil i den her bunker, som er bygget af en rimand, apropos, langt ude i skoven. Vi ved ikke hvor. Kanada måske. Og da det går galt til sidst, så bliver han låst

Thomas: 47:11

inde

Klaus: 47:13

i den her supersikre bunker. Det vil sige, det er lige så svært at komme ud, som det er at komme ind, hvis ikke de nøglekort virker, og det gør hans ikke. Den giver altså også en klaustrofobisk snært, synes jeg. Hvor man ellers har tænkt, hold kæft, det er en

Thomas: 47:27

fed

Klaus: 47:27

bunker, den der.

Thomas: 47:28

som vist følte af et norsk

Klaus: 47:30

hotel. Noget af det norske hotel, indgangspartiet og visse interiørscener, er filmet på et norsk øko-hotel.

Thomas: 47:39

Ja, det er rigtigt. Jeg vil hellere være bevægende, og så med et tilstrækkeligt beskyttelse mod de helt katastrofalende påvirkninger, såsom atombomber. Man kunne også forestille sig et mellemkoncept. Hvis du har de her shim-containere, så kunne du jo også grave dem midlertidigt ned, og sådan noget. Altså, det er mere det med, at du har noget, som også kan håndteres af en masse, noget grej, som der findes en masse af derude. Det behøver ikke virke allesammen. Men altså, det er sådan en kendt størrelse, der findes en masse lastbiltræ

Klaus: 48:13

eller sådan noget, hvor man kan finde sådan en op på, altså...

Thomas: 48:14

Ja, ja. Hvis man har råd til alt det grej der. Nå, nej, men det er også det med at sige, at hvis civilisationen bryder sammen, hvad er der så af sådan tekniske ressourcer, som kunne formodes at overleve

Klaus: 48:23

på en eller anden måde, ikke? Ja, ja. Altså, i amerikanske film er der altid benzin

Thomas: 48:27

nok.

Klaus: 48:29

Jeg tror, vi skal kravle op fra bunkeren, før vi bliver ramt af alt for voldsom klaustrofobi. Og så glæde os til at besøge en rigtig bunker en gang i efteråret. Og vi skal træs midt under

Thomas: 48:41

jorden. Og så beder jeg også, at jeg skal lige sørge for, at vi får dig med op igen

Klaus: 48:47

derfra. Ja, tænd lige gruppen. Vi er ti nede. Ni op. Vi flytter ind. Ja. Klaus hvorfor er du så meget robrød med? Ja, nu skal du være her. Vi ses næste gang. Vi ses. Silberbarer og Blomsted er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag de fænomener og teknologier, der præger alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Efter episoden her poster vi kilder og opfølgende materiale på Blue Sky, hvor vi også er meget nysgerrige efter dine kommentarer, spørgsmål eller kritik. find os på snabelag silberblom.dk Vi laver podcast i vores egen tid og får vores egne penge. Vi generer dig ikke med reklamer for VPN-forbindelser, pulvermad eller lydbøger. Men hvis du kan lide, hvad du hører, så abonner på os i din yndlingspodcast-tjeneste og giv os meget gerne en bedømmelse på Apple Podcast. Det betyder meget, og vi higer vel alle sammen efter anerkendelse. Del også gerne Silberbagger og Blomstæt med venner, familie eller kolleger, specielt hvis de har, ligesom dig, en inclination mod videnskab og erkendelse. Sidst, men ikke mindst, tak for, at du lytter med.