[Klaus Silberbauer: 00:00:00]
Og så tre områder, 1, 2 og 3, hvor inden for område 1, det er 100% død. Og nu sker der et eller andet. Lyse gik ud, og vi døde.

[Thomas Blomseth: 00:00:20]
Der var en eller anden form for deterioration. Vi har så at bemærke også, at zone 3, hvor helbredelse er sandsynligt, starter ude omkring 39 km.

[Klaus Silberbauer: 00:00:30]
Helbredelse, sandsynligt, 39 km fra Ground Zero.

[Thomas Blomseth: 00:00:40]
Hej Klaus.

[Klaus Silberbauer: 00:00:41]
Hej Thomas.

[Thomas Blomseth: 00:00:42]
I dag er det så ikke nogen overraskelse for nogen af os, hvad vi skal tale om. Men det er så til gengæld en første gang i podcasthistorie, har vi været i fælfen.

[Klaus Silberbauer: 00:00:57]
Efter 108 afsnit lykkedes det også at komme ud af vores virtuelle studie.

[Thomas Blomseth: 00:01:04]
Ja, og så var der en anden, nogle fødselsdagsgaver, der skulle indløses.

[Klaus Silberbauer: 00:01:10]
Lige præcis. En af de helt gode fødselsdagsgaver, vil jeg sige, som jeg fik.

[Thomas Blomseth: 00:01:15]
Og det feltbesøg vi var på, det var jo så i bunkeren. Når vi siger bunkeren, så gives der kun én bunker.

[Klaus Silberbauer: 00:01:22]
Der gives kun én bunker. Det er bunkeren med stort ben.

[Thomas Blomseth: 00:01:24]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:01:25]
Ja, vi var virkelig under jorden. Vi har været en tur i Rækan Vest. Og jeg tror faktisk, vi har teaset lidt om det besøg for måneder siden. Men nu lykkedes det altså også at komme afsted op nordpå til Rølskov og dybt ned under kritbakkerne. Og hvad tog du med hjem? Hvad var din fornemmelse?

[Thomas Blomseth: 00:01:51]
Det er sjovt, for det havde jeg egentlig tænkt, at jeg ville spørge dig.

[Klaus Silberbauer: 00:01:52]
Okay. Jeg kom hjem fyldt med den gode mørke koldkrigstemning, vil jeg sige. Det var en kæmpe oplevelse. Og det bare kommer afsted, hvis man har en hang til bunker og en koldkrig. Så er det ind og sidde i kø og køb billetter til næste sæson. Fordi der er eddermame rift om den. 68.000 mennesker besøger Rækken Vest hvert år. Og de billetter er flået væk på ingen tid. Så man skal planlægge god tid, vil jeg sige. Men det er det hele værd.

[Thomas Blomseth: 00:02:24]
Det er jeg fuldstændig enig i. Og du er nok den her mest bunkerromantik i dig af os to. Det har vi jo talt om før.

[Klaus Silberbauer: 00:02:32]
Det er derfor, der var så fin gave.

[Thomas Blomseth: 00:02:34]
Men jeg vil så sige, at man bliver virkelig sat i en stemning. Og man kommer også til at tænke over nogle ting. Og som det jo fremgår. Og fremgået af skille gange af vores podcast. Så leder vi jo under en kold krig. Så man bliver lige taget tilbage til nogle af de der ting. Og nogle af de også ting, som kunne være skræmmende, da vi var børn. Og som, som man nok siger, viste sig egentlig ikke at være blæst op dengang. Der var faktisk nogle ret skræmmende ting. Der var en grund til det. Det var et problem. Det var et problem, ja. Og så det var så en fredag eftermiddag aften. Og man kan jo sige, at vejret var perfekt også. Hvor vi havde vindstillige rolleskov. Og så sådan en let dis og toge. Så deres stemning var bare helt rigtig. Så der var ikke specielt lyst, da vi gik ind i bunkeren. Men der var totalt mørkt, da vi kom ud fra den.

[Klaus Silberbauer: 00:03:32]
Ja, det var på alle mulige måder en dunkel oplevelse. Det skal siges, at normalt så er de relativt skarpe med at optage både lyd og billede nede i bunkeren. Så vi skylder en kæmpe stor tak til presseafdelingen, som undtagelsesvis gav os lov til at tage mikrofoner med ned under jorden. Og ikke mindst til Carsten Michelsen, vores helt og aldeles fremragende guide, synes jeg, som vilderligt kunne lukke op for historieposen og give ekstra stemning og hælde på med fakta på hele turen under jorden. Det var en god oplevelse.

[Thomas Blomseth: 00:04:10]
Ja, og mens vi stod under Carsten, så tænkte jeg på, hvad er Carstens baggrund? Hvad lavede han før, at han blev guide her? Altså, han var tydeligvis pensioneret, og jeg tænkte, det kan godt være, at han måske været gymnasielærer og sådan noget, fordi han var virkelig god til at tale til folk.

[Klaus Silberbauer: 00:04:26]
Ja, virkelig stærk kommenter.

[Thomas Blomseth: 00:04:28]
Ja, virkelig god gravitas, samtidig med temmelig sort humor over hende. Og det var, synes jeg, en fantastisk kombination til de her emner. Så jeg kunne jo ikke understå mig, og jeg måtte simpelthen spørge ham bagefter, da han særligt spiste smørbrød i kantinen, om hvad hans baggrund var. Og det viste sig så, at mit bud med gymnasiet var ikke korrekt, men det var sådan i den rigtige retning. Fordi Carsten havde været byretsdommer i Aalborg i over 25 år.

[Klaus Silberbauer: 00:04:55]
Ja, kan jeg godt se det for mig. Man kan blive taget i skole af Carsten i Aalborg byret.

[Thomas Blomseth: 00:05:05]
Det gjorde vi så ikke.

[Klaus Silberbauer: 00:05:06]
Det gjorde vi ikke. Det var en helt anderledes positiv oplevelse. Men Thomas, før vi ligesom går igennem, ikke sådan en skridt for skridt reportage af, hvordan der er besøget museet, fordi det skal man selv gøre og opleve. Men ligesom, vi har nogle nedslag, som vi gerne vil berøre, nogle temaer. Så skulle du jo lige fortælle om din familiæreforbindelse til den her kolossale konstruktion under jorden.

[Thomas Blomseth: 00:05:35]
Ja, det var så også årsagen til, at min far meget gerne ville se den. Og det var så, at min far var med til at opføre Regan Vest i 60'erne. Og han vidste faktisk ikke på det tidspunkt helt, hvad det var. Og det fik han ikke at vide. Det var on a need-to-know basis. Og det, min far far handlede, det var, at han var for skældningstømmer. Og det handlede så om at opføre de her trækonstruktioner, som man så fylder beton ind i, for at kunne støbe sådan noget som bunker. Og som jeg har forstået så, min far far delede af et temmelig dygtigt chak af skældningstømmer. Og det, de gjorde simpelthen, det var, at det her chak, som var hjemmehørende i Jørgen, som er nogle kilometer nord fra Rålskov.

[Klaus Silberbauer: 00:06:28]
Der er lige præcis en timeskørsel. Og nok lidt mere dengang. Før motorvejen.

[Thomas Blomseth: 00:06:32]
Ja, det var det nok. Før motorvejen, ja, hele vejen om. De kørte simpelthen til Rålskov hver morgen og kom hjem senere om aftenen for at lave de her forskældninger inde i den her kritbange. Så selvom min bedste far ikke helt fik at vide, hvad det var, så lavede han nogle udforskninger. Også mens han var der. Blandt, kravte han op igennem en 60 meter lang skagt, som han nok også kom til at tale om senere, og stod lige pludselig ude på en mark. Så han havde nogle idéer om, at det var jo stort, det kunne man jo se. Men også, at det nok var et betydningsfuldt anlæg, det her. Men præcis hvad? Det vidste man jo ikke. Nej, som Carsten fortalte os også under rundvisningen, at man kaldte det regionsanlæg.

[Klaus Silberbauer: 00:07:22]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:07:23]
Og det står jo for regeringsanlæg.

[Klaus Silberbauer: 00:07:26]
Regionsanlæg oplev, var det ikke det? Fordi det lød som en militær betegnelse, og det gav mere mening at lave en militær installation lige præcis der, hvor det er, hvad hedder det, militært område, meget tæt på. Og den historie ville man faktisk hellere have ud, end at det var et civilt anlæg. Hvad det er. Regionsanlæg er ikke et militært anlæg. Det er et civilt anlæg. Hvorfor Danmark skulle styres, hvis det hele gik ned. Vi skal også lige nævne, at før man kommer under jorden for alvor, så er der jo en ganske fremragende udstilling. Den er ikke kæmpestor, men den er virkelig god til at formidle stemningen omkring en nært forestående atomkrig. Og faktuelt formidle, hvad vil en atomkrig over Danmark gå ud på? Altså, hvad vil ødelæggelsesgraden være? Hvad med nedfald? Hvordan præppede man Danmark dengang? Hvordan var beredskabet for at imødegå en mulig atomkrig? Og det var, synes jeg, en spændende oplevelse. Og en god lille cherry on the top i forhold til selve anlægget. Og lige få slået stemningen an og komme tilbage i den tid, som vi jo kan huske for 80'erne om ikke andet. Men få et kig ned i beredskabskasserne. Hvordan så ABC-dragterne ud? Hvad lå der i de reserver, der skulle placeres i beskyttelsesrummene osv.?

[Thomas Blomseth: 00:08:58]
Ja, det kan nævnes, at det er et ret flot museumsbygning. Man har fået opført også forbindelse med andet i øvrigt. Og den er meget mørk i det, og den er dejligt brutalistisk. Så det passer fuldstændig stilmæssigt også ind i resten af stemningen.

[Klaus Silberbauer: 00:09:11]
Og så er vi egentlig i selve udstillingen.

[Thomas Blomseth: 00:09:20]
Ja, det er faktisk en atrap af Little Boy her. Atombor. En til en. For Hiroshima.

[Klaus Silberbauer: 00:09:27]
Den var ikke så stor igen.

[Thomas Blomseth: 00:09:28]
Nej.

[Klaus Silberbauer: 00:09:29]
Der er navnet. Hvor høj er den? To og en halv meter?

[Thomas Blomseth: 00:09:33]
Ah, op mod de træ. Op mod de træ. Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:09:37]
Men den har alligevel et gustende udtryk.

[Thomas Blomseth: 00:09:39]
Det må man sige, ja. Og en lille haleport til at styre den i faldet. Nede igennem atmosfæren.

[Klaus Silberbauer: 00:09:46]
Her ligger et plakat med gø og gogge på atomøen. Det var folkekomedien. Det var det hele taget. Det var en atomtid, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:09:55]
Jo, i sådan 50'erne og 60'erne. Her er en atomvarmepud. Hospital-type. Elektrisk varmepud for lokal behandling. Så kan jeg vide, om der er nogen som helst radioaktiv isotoper i den. Eller om det er simpelthen bare navnet.

[Klaus Silberbauer: 00:10:12]
Om det er bare branding.

[Thomas Blomseth: 00:10:13]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:10:14]
Der er ikke noget, der varmer en syg ryg som en lille smule cesium.

[Thomas Blomseth: 00:10:19]
Det er endda noget plutonium. Det er lidt sjovt at brande almindeligt vedmeldt som atomvendt. Altså, ja, der er atomer i. Og det er jo lidt sjovt med den branding også. Der er jo sådan set atomer i alle.

[Klaus Silberbauer: 00:10:36]
Hvad har vi der? Det er fra Hiroshima, nummer 3. Sammensmeltet porcelan og travsten fra Hiroshima. Det var da narset i.

[Thomas Blomseth: 00:10:49]
Det var så her, hvor jeg godt kunne have haft en lille gejertal.

[Klaus Silberbauer: 00:10:52]
Tror du stadigvæk, der er stråling i det der?

[Thomas Blomseth: 00:10:57]
Nej.

[Klaus Silberbauer: 00:10:58]
Jeg tyvler.

[Thomas Blomseth: 00:10:59]
Det kan godt være, det er svært at delekterere over baggrunden.

[Klaus Silberbauer: 00:11:01]
Ja. Og her i nummer 2 i monstren, det er mælketænder. Man indsamlede børns mælketænder. for at måle deres radioaktive niveau.

[Thomas Blomseth: 00:11:17]
Til et gammeldags simuleringsværktøj. Et nedfaldskalke, som man kunne lægge på kort. Ud fra ground zero. Og så beregne. Hvilke zoner folk med 100% sikkerhed ville dø. 50% sikkerhed, eller man måske kunne hælde på dem.

[Klaus Silberbauer: 00:11:43]
Schamierende. Alt efter. Nå ja, så står der en skala på kiloton.

[Thomas Blomseth: 00:11:49]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:11:51]
Så det er, kan man sige, nogle koncentriske cirkler. Hvor vi har 2 kiloton, 5 kiloton, 30, 100 og 300 kiloton markeret. Og så en vifte ud til venstre. Der viser afstanden til ground zero. Og så tre områder. 1, 2 og 3. Hvor inden for område 1, det er 100% død. Og nu sker der et eller andet. Lyset gik ud. Og vi er døde.

[Thomas Blomseth: 00:12:37]
Der var en eller anden form for detonation. Vi har så bemærket også, at zone 3, hvor helbredelse er sandsynligt, startede ude omkring 39 kilometer.

[Klaus Silberbauer: 00:12:48]
Helbredelse. Det er sandsynligt. 39 kilometer fra ground zero.

[Thomas Blomseth: 00:12:55]
Skal vi prøve den interaktive simulator her, hvor vi så kan udvælge en by. Og vi ved jo så, at vores fødeby, den faktisk er stærk i. Det er nogle ret store byer her.

[Klaus Silberbauer: 00:13:10]
Lad os prøve at tage København. Det kan folk forholde sig til.

[Thomas Blomseth: 00:13:11]
Vi har Aalborg.

[Klaus Silberbauer: 00:13:12]
Lad os tage Aalborg.

[Thomas Blomseth: 00:13:13]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:13:13]
Det er lige nærheden.

[Thomas Blomseth: 00:13:14]
Til streng. Og så kan man så vælge forskellige typer atombomber.

[Klaus Silberbauer: 00:13:19]
Skal vi prøve en little boy? For den har vi jo en kopi af her.

[Thomas Blomseth: 00:13:22]
Det var det. Hiroshima. Jeg havde det faktisk. Det var fat man. Den store fornakkesak i den her.

[Klaus Silberbauer: 00:13:29]
Ja. Det sagde godt ud for Aalborg, hvis little boy sprænges. Hvad er det en kilometer over jordaflæden?

[Thomas Blomseth: 00:13:46]
7.600 estimerede dødsfald og folk der kom for skade om Krim og 17.000.

[Klaus Silberbauer: 00:13:55]
17.000, ja.

[Thomas Blomseth: 00:13:56]
Man skulle så prøve at tage den største starbomben i USSR. Hvad er den største blikbomben, den har jeg fremstillet?

[Klaus Silberbauer: 00:14:04]
Det meste af Nordjylland er væk, kan vi godt sige. Det er thermal burns.

[Thomas Blomseth: 00:14:13]
Hele vejen.

[Klaus Silberbauer: 00:14:13]
Brændsskader. Cirka 50 kilometer nord og syd for Aalborg, hvis starbomben landede her.

[Thomas Blomseth: 00:14:21]
Både mod Hobro i Syd og Jøring i Nord.

[Klaus Silberbauer: 00:14:24]
Ja. Anslået 50 megatons, men det er vist plusminus, fordi det var svært at måle. Det er svært at forudsige, hvad sprængkræften er.

[Thomas Blomseth: 00:14:38]
Ja, faktisk så var det, og det er interessant, det var kun en halvdel af det, de faktisk havde designet til. Okay. Den blev faktisk mindre end man havde troet. Jeg mener, amerikanerne lavede nogle prøvesprænger, men mindst en, der var blevet væsentligt større end man havde troet, var det overraskende. Men den her, den underperformede sig. Men altså, det er jo, det er jo et våben, som, hvad skal man bruge til. Det er det eneste. Det har ikke nogen, hverken taktiv, operativ, måske lidt strategisk betydning i forhold til afskrækkelse, men det er jo ikke et brugbart våben.

[Klaus Silberbauer: 00:15:11]
Blærerøvsvåben.

[Thomas Blomseth: 00:15:12]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:15:13]
Ja, 170.000 døde i et relativt tynd befolkede område.

[Thomas Blomseth: 00:15:18]
Ja. Som jeg er. Det er meget fed underscorer, de her kørende her med dybe synthesize i formøder.

[Klaus Silberbauer: 00:15:27]
Det hygger.

[Thomas Blomseth: 00:15:28]
Ja. Her er der sådan en opstilling med en stue, hvor man kan sætte sig ved kraftbordet og så opleve koldkrigsstællingen til aftenkaften.

[Klaus Silberbauer: 00:15:41]
Min farfar havde de stole der.

[Thomas Blomseth: 00:15:43]
Så går vi simpelthen umærkeligt under jorden her. Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:15:53]
Så er vi med i, hvad det kunne være, et privat beskyttelsesrum.

[Thomas Blomseth: 00:15:58]
Ja. Der er batterier for helsen og minutkød. Knækbrød. Store mariekiks. Ja, der er nok noget, vi har glemt lidt efterhånden. Det der med totalfortag. At både befolkningen og myndighederne og forsvaret, sammen skulle hjælpe hinanden.

[Klaus Silberbauer: 00:16:22]
Og så er der simpelthen varslerne herfra.

[Thomas Blomseth: 00:16:38]
Der er kommet lige fuldstændig til. Det er simpelthen den bedste dænke nogensinde. Her er simpelthen kasser med udstyr fra civilforsvaret. Kommandopostpakning modellen 1969 f.eks. her. Det var helt sikkert, at petrolopslamper, det var noget, man gik op i. Det er både i kommandopostpakningen derovre, og så også til det mere civilne udstyr her.

[Klaus Silberbauer: 00:17:11]
Og så er der en babykasse. Det er jo sådan en af de mere rørende bokse, med sparkedragter og en potte.

[Thomas Blomseth: 00:17:22]
Og fem stykker narsutter.

[Klaus Silberbauer: 00:17:24]
Fem stykker narsutter.

[Thomas Blomseth: 00:17:26]
ABC-mediciner. Det er klart med atopinsprøjder, hvis man har brugt nervegas. Ej, hvor hyggeligt. Ja, der er jo godt klartal.

[Klaus Silberbauer: 00:17:36]
Klorkalk. Til at vaske syregas væk.

[Thomas Blomseth: 00:17:44]
Detektionsudstyr. Ja, der er en sporebræk til nervegas. Fra 87.

[Klaus Silberbauer: 00:17:50]
Der er noget med sådan nogle gasmasker, og det der dødning af hovedet-agtigt udseende, det er virkelig.

[Thomas Blomseth: 00:17:55]
Det er kold krig.

[Klaus Silberbauer: 00:17:56]
Det er kold krig, og det er fandme uhyggeligt, du. Arnepligtigt skal uopholdeligt give møde, som anført i deres mødebefaling. Og udskrevne køretøjer skal afleveres som angivet på udskrivningsbeviset.

[Thomas Blomseth: 00:18:08]
Jeg tror ikke, der er mange i dag, der har forstået, hvad det bliver sagt af.

[Klaus Silberbauer: 00:18:11]
Ja, det går ned.

[Thomas Blomseth: 00:18:13]
6-7, så stiller I bare.

[Klaus Silberbauer: 00:18:18]
Flot udstilling. Jeg synes, den er en lækkert lad.

[Thomas Blomseth: 00:18:20]
Ja, det må jeg sige.

[Klaus Silberbauer: 00:18:22]
Og nu skal vi så en tur over i Maskimesterboningen. Det var den villa, der blev bygget lige ved indgangen til bunkeren. Udover hvert dækket ud og til en facade, kan man sige. Jamen, så er det også der Maskimesteren, der skulle stå for at passe dieselmaskineriet, og hvad der ellers var i bunkeren. Han boede. Og det er en fuldstændig røvkedelig, guldstens 60'er-villa. Der ikke ser ud af noget som helst specielt. Og det var nok hele pointen. Hvis man så går lidt ind i skoven om, kan man sige, i baghaven, så er det, at man finder et usædvanligt stort underjordisk redskabsskur. Man lader det nu være. Og Maskimesterboningen, den kan man komme ind i med en kode, man får udleveret sammen med sin billet. Og så er der en høflig, venlig selvgrundvisning. Så er vi inde på børgenværelset. Det er et skoleskiver med Chewbacca.

[Thomas Blomseth: 00:19:20]
Og her er simpelthen fra USA og sovjetnøde til rummet Apollo Service Test Project fra 1970'erne, hvor de har lavet en adapter. Eller et sætter adapter, så de kunne komme ind i et service, og et Apollo kaffe sig sammen.

[Klaus Silberbauer: 00:19:39]
Så lykkes det lige ud af at få lidt rumfart ind i episoden.

[Thomas Blomseth: 00:19:42]
Selvfølgelig, selvfølgelig. Og det er jo selvfølgelig her på børneværelset. Naturligvis. Og vi er helt på linje med den her unge mand, for der er også rumlego der, kan vi se. Og Star Wars. Det er lige i øvrigt.

[Klaus Silberbauer: 00:19:56]
Vi føler det værelset her.

[Thomas Blomseth: 00:19:57]
Ja. Det gør vi. Her er så driftsmesterens hjemmekontor. Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:20:02]
Ved du det, så lever på kirsken, børn og jeg, ligesom helt almindeligt andre familier. Og der er nogen, der har skrevet her, at Erik skal ringe vedrørende udskiftningen af ildflasker i bunkeren. Okay. Jeg er ikke sikker på, man udtrykte sig på den ligefrem måde dengang.

[Thomas Blomseth: 00:20:19]
Nej, jeg undrer mig også lidt over, at der faktisk er en oversigtstegning over bunkeren på hans opstægstavn.

[Klaus Silberbauer: 00:20:26]
Ja. Hvis der nu var kommet børn på besøg i huset, eller gæster. Det tror jeg ikke, man endda forventede. Det skulle man ikke være så outspoken omkring. Nej.

[Thomas Blomseth: 00:20:38]
Det er interessant, at den vej, man kører ned, er, at der ligger nogle hundrede meter før, der ligger faktisk Tinkbæk Kalkminer. Og det er jo sådan en turistretraktion. Der mener jeg, at jeg var med familien også i 80'erne.

[Klaus Silberbauer: 00:20:49]
Ja, det var vi også.

[Thomas Blomseth: 00:20:49]
Og hvis man bare var kørt lidt længere ned den vej, så havde man så mødt den her driftsfesterbyggen. Men altså, det gør man jo ikke.

[Klaus Silberbauer: 00:20:57]
Du havde bare set et gulstenshus langs vejen og ikke tænkt nærmere over det.

[Thomas Blomseth: 00:21:03]
Ja, og det var jo meningen. Ja, det var det. Altså, på den måde, er det virkelig godt skuldt, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:21:07]
Jo.

[Thomas Blomseth: 00:21:10]
Skal vi ikke bevæge os op mod bunkeren?

[Klaus Silberbauer: 00:21:14]
Lad os det. Lad os gå ind og kigge på det. Det første, vi kommer til her. Det er den ydre politivagt. Ja, det første, der møder en, det er jo indgangen. Og lad os lige gå igennem, hvordan man kommer ind i en bunker. Fordi det er jo ikke bare en dør. Der skal tages hensyn til, at det her anlæg faktisk var bygget til i hvert fald at tåle noget, der minder om et direkte nedslag af et taktisk atomvåben. Og det vil sige, at det skal kunne modstå en kolossal trykbølge.

[Thomas Blomseth: 00:21:48]
Ja, og det er så derfor, at man har en enormt lang gang indtil der, hvor selve hoveddøren er til bunkeren. Så ude på overfladen af krigbrækning, der er så sådan et lille, et indgangsparti kan vi kalde det, det første indgangsparti, som så er også modelleret og ligner indgangspartiet angiveligt på en række forskellige ammunitionsbunker og sådan noget netop i samme område. Så det ikke ser ud som, at det er et særligt anlæg. Det ligner bare alle mulige andre. Og der er så et lille kontor, hvor der kan sidde to betjente fra Aalborg Politi, som ligesom skulle være det.

[Klaus Silberbauer: 00:22:28]
Det er den hårde post.

[Thomas Blomseth: 00:22:30]
Ja, den er ikke misundensværende, den post er ikke under de betænkelser der. Det var ligesom det sidste bevægmende forsvar, man havde.

[Klaus Silberbauer: 00:22:38]
Jamen, det var to tjenestepistoler og omkring 30 håndgranater.

[Thomas Blomseth: 00:22:43]
Jeg tror kun det var 10 fra.

[Klaus Silberbauer: 00:22:44]
Det var der 10. Det var i hvert fald. Det er en stakket frist, hvis nogen ville ind i bunkeren. Men man kan sige, det var heller ikke et bunkerenlæg, der sandsynligvis skulle mødes af en infanteri, altså en mødegået infanteri. Det var jo til de store våben, det skulle beskytte vores regeringstop og kongefamilien. Men det, der slog mig ved i hoveden gangen, hvis man kan kalde det det, det var, at den er lavet af træ. Og trykbilen vil, som vi fik at vide, bare fjerne den. Altså, den vil være væk. Det er ikke den dør, der skal stå imod trykket. Den kommer alene langt længere inden.

[Thomas Blomseth: 00:23:18]
Ja, og det er så der, man skal gennem en 300 meter lang tunne. Og der ved jeg så, at den var min farfar med til at lave. Og det er sådan en budet tunne. Og hvis man søger efter billeder fra Ræk Invest, så er der ofte de billeder, der kommer frem.

[Klaus Silberbauer: 00:23:32]
Og man har lavet gangen sådan, at der er en buge der, og der er en længere henne også. Og I kan se, at det er sådan ligesom, at der er lavet ribber.

[Thomas Blomseth: 00:23:41]
Hvor der ligesom er nogle ribber i siderne. Og det var så blandt andet det, min farfar var med til at lave forskællinger. Så man kunne støbe sig de der 300 meter ind i kritbanken.

[Klaus Silberbauer: 00:23:55]
Og de her bafler, kan man sige det på dansk, i strukturer i den runde tunne, gør jo så det. Altså der er en grund til, at de er der. Og det er simpelthen for at bremse en trykbølge. Hvis man sender en trykbølge ind igennem et rør med riller, så bevæger den sig markant langsommere. Hvis man sender en trykbølge igennem et glat rør, så bevæger den sig hurtigt. Hvilket faktisk var udmærket illustreret på museet med nogle plastikrør.

[Thomas Blomseth: 00:24:21]
Ja, og så er der ydermere lavet nogle forskellige afledninger. Hvor at trykbølge så kan få lov til at bevæge sig lige ind i nogle afledningstundler. I stedet for at forplante sig videre ind mod anledet. Og det er så sådan, at man så har gået de her 300 meter. Og det var faktisk sjovt, der stillede Carsten et spørgsmål. Han spurgte os om, hvorvidt vi mente, vi var gået op eller vi var gået ned. Og du og jeg, vi var fuldstændig sikre på, at det var jeg fra nærmest de første sted.

[Klaus Silberbauer: 00:24:48]
Det står tydeligt, at man gik opad.

[Thomas Blomseth: 00:24:49]
Ja, man gik opad. Det er så kun én meter over at trykbølge mere, men det tyder på, at du og jeg har en meget, meget god fornemmelse her, om vi går op eller nedad. For det var også, da vi så kom ud igen, og vi skulle...

[Klaus Silberbauer: 00:24:59]
En finfølgende, topologisk sans.

[Thomas Blomseth: 00:25:02]
Ja, altså jeg havde også helt klart fornemmelse, da vi gik tilbage derfra, at vi gik nedad. Og det gør også mening i forhold til at for eksempel kunne få vand og sådan noget, at det lever ud. Men så kommer man så til selve hoveddørene på anledet der. Og der er jo sådan en vigtig pointe, at de er jo så parallelt med tullen og ikke vinderat på sig. Så dørene er jo ikke sådan, at der kommer en trykbølge op mod dørene, og de skal modstå det. Nej, der er yderligere en afledningstunden. Lige frem. Lige frem, flere hundrede meter. Hvor altså det, der er tilbage i trykbølgen, kan bevæge sig derned, og så bevæge sig tilbage ud.

[Klaus Silberbauer: 00:25:35]
Nej, nej. Der er nemlig en trappe forinden, for jeg kan vide, så den bliver blæst ud på overfladen, den trykbølge. Den blinde refleks-tunnel, eller hvad man kan kalde det, den er der lige i starten. Så man går et lille stykke ind, og så ser man den her tunnel, der simpelthen stopper, for at reflektere trykbølgen den anden vej ud. Og så i en, jeg vil sige, 45 graders vinkel på den, kommer den 300 meter, der er måske 250 meter tilbage af den gang. Så kommer dørene til siden, der kan vi lige vende tilbage til, og så er der ligesom udblæsning frem efter. Ikke noget, vi kunne se der. Man må ikke have lys derinde, fordi der er rigtig mange flagermus, og de er frede. Vi hilser også på et par stykker af dem.

[Thomas Blomseth: 00:26:19]
Og på højre side, der ligger så det tekniske afslit, kan man sige, hvor man så har, man har de to store dieselmotorer, dieselgeneratorer til at lave strøm. Og den ene, altså den ene står i standby for den anden. Og det var så der, du faktisk sneg dig til at være sidste mand og fik lov til at lukke dørene i en borg.

[Klaus Silberbauer: 00:26:42]
Og her vil det være meget fint, hvis den, der går igennem dørene, vil lukke den efter sig ved det. Men det er med at stå håndtag, undskyld. Den der dieselmotor med en generator for enden, den er tilstrækkelig til at kunne forsyne anlægget her med strøm i op til en måned. Og når den kan køre så længe, så er det fordi, der under jer, uden at I kan se det, her er seks store tanke med en kapacitet på hver 12.000 liter. Ja, det føles godt at lukke dørene i en bunker. Det er helt sikkert. Det var desværre ikke de tunge blastors, vi fik lov til at lukke. Det var en dog svær jerndør ind til selve dieselmaskinerne. Og længere inden var smiden jo så, hvor håndværkerne kunne arbejde på de her dieselmaskiner. Og der er vi jo, altså det er lidt sjovt, fordi det er jo så adskilt fra indgangen til selve bunkeren. Og i en skarp situation, så vil de der tryk dør jo være lukket på begge sider. Det vil sige, at fra dieselmaskinerne og ind, der skal man så under hovedgangen. Og fordi det kan jo blive kontamineret. Dieselmaskiner har brug for luft. Det bliver trukket ned fra overfladen gennem filter. Men det er nok ikke usandsynligt, at hele det område vil være forurenet af radioaktivt støv på et tidspunkt. Og derfor kunne maskinmesterne, smidene, passere under jorden og ind i den egentlige bunker. igennem et dekontamineringsrum, hvor de kunne blive spuglet ned og så dukke op på den anden side, hvis det måtte være nødvendigt. I fredstid gik man jo bare via de store døre hen over gangen og ind i bunkeren. Men jeg synes allerede der, der fik man virkelig den der fornemmelse af, at hvor helt og adeles ubehageligt det måtte være at være henvist til den bunker i uger eller en måned måske, hvis det hele gik ned. De ganske få mennesker, der fik lov til at vide, hvor den var og skulle derned.

[Thomas Blomseth: 00:28:53]
Jo, helt klart.

[Klaus Silberbauer: 00:28:58]
Det står så for egen regning, når jeg har det gæt, at det nok har været Cubakrisen, der har været et godt skub til, at man allerede året efter, nemlig i 1963, tog sig sammen og begyndte at lave det her. For NATOs anbefalinger lå længere tilbage. Men heldigvis, det er jo heller ikke det til noget.

[Thomas Blomseth: 00:29:20]
Nu vil jeg så komme ind i bunkeren, men jeg synes vi skal gå lidt tilbage i tid så faktisk, for lige at placere det her. Og hvorfor man gjorde det her, og man gjorde det på det tidspunkt. Der var noget bevillingsarbejde, der gik i gang i 1961. Men som vi kan høre Carsten sige, så kunne der måske også være noget, der fik sat lidt mere foot i fejlmålet, som var kubakrisen i 1962.

[Klaus Silberbauer: 00:29:50]
Det var som om, at det var der, at Danmark vundede op og sagde, at det her kunne faktisk godt gå hen og blive sandsynligt. NATO havde jo generelt rådet medlemslandet til at sørge for regeringsanlæg af den her type, eller i hvert fald bygget efter nogle forskrifter. Men det var som om, at man i hvert fald i Danmark havde lidt svært ved at tage sig sammen, fordi det jo har været et afsindeligt dyrt byggeri. Det havde været svært at hemmelige holde osv. Men da man så får en anden bunkerinstallation i Danmark, nemlig Langelandsfortet, spotter skibene på vej fra, altså igennem Østersøen og mod Kuba. Det var ligesom der, man blev klar over, at det her er alvor. Og måske endnu en gang indsøg, hvor Danmark ligger henne, som en kæmpestor prop i Østersøen. Og det vil sige, at den russiske flåde skal rundt om Danmark, igennem vores stræder, ændre, farvande, og de er ret nemmere at minere. Og det vil sige, at vi kunne sådan set stoppe hele den russiske, eller en stor del af den russiske flåde, fra at komme ud og deltage i en eventuelt krig. Og det er klart, det er lidt risky at stå i vejen for den.

[Thomas Blomseth: 00:31:10]
Ja, dengang var det jo den sovjetiske endda.

[Klaus Silberbauer: 00:31:12]
Det var den sovjetiske flåde, det skal vi huske, ja.

[Thomas Blomseth: 00:31:15]
Men lige til at gå tilbage til det med tiden og fuldt i fejlmodet, det med at man gik så i gang, altså mellem 1963 og 1968 med opfærdende. Og det er jo egentlig også ret imponerende, at der kun gik fem år med at få det færdigt. Man tog det alvorligt, det her. Det der har vist sig siden, det var, at Varsjævepark jo netop havde de der angragsplaner mod Danmark, som for at bemægte sig adgangen til Østersøen. Så var man faktisk vilje til at smadre Sjælland og Fyn formentlig og dele af Jylland. Så derfor så var man jo faktisk ikke engang paranoid dengang. For vi fik jo også at vide, hvorfor anledet er placeret netop, hvor der er. Så man kan sige, jamen hvis det skal være et regeringsanlæg, og det skal være 350 personer plus minus en fra regeringstoppen, embedsapparatet og så regenten for at grundloven bliver overholdt. Så kunne man tro, jamen var det ikke smart at placere sådan en anlæg ude på Sjælland.

[Klaus Silberbauer: 00:32:20]
Så man hurtigt kunne komme det ned i det.

[Thomas Blomseth: 00:32:22]
Så man hurtigt kunne komme det ned i det. Men hypotesen var, og den viste sig så også at være korrekt med de planer, der blev afslået efter den kolde kris ophør, at det polske herre skulle stå for at smadre Sjælland og Fyn med taktiske atomer.

[Klaus Silberbauer: 00:32:39]
Og hvor slemt det var, det har jeg fået oplysninger om fra pensioneret generalløjtnant Kjeld Hillingsø, hvis navn nogen plejer at kende. Han var en del af sin karriere, øverst befalende for NATO's styrker i Nordeuropa. Og han har noget skræmmende kunne fortælle, at man fra NATO's side, der var fuldstændig på derinde med den afgørende strategisk betydning, de her sunde og bælter, som er vores har. Så det her område regnede man ikke med at kunne beholde på danske hænder. Forventningen var, at det ville blive massivt bumpet med atombomber, og dermed mere eller mindre gjort det ubeboeligt i første bølge. Nogen af 80 våben i taktisk klasse skulle sende sig sted mod Danmark, og langt, langt hovedparten over hovedstadsområdet og Roskilde, ved jeg, ville også få en ordentlig by, sandsynligvis også Fyn, fordi så var der ikke rigtig nogen tilbage, der kunne tage ud og minere de her indre farvande. Men ifølge i hvert fald Kjeld Hillingsø, så regnede man med, og havde sandsynligvis ret i, at Jylland ville Sovjetunionen sådan set gerne indtage. Det ville være smart at have et brohoved på Jylland som brohoved, kan man sige, i stedet for smadre det fuldstændig. Hvilket så gjorde, at et, der jo nok ikke faldt så mange atomvåben, nogen ville da nok over militære installationer, men sandsynligvis ikke så mange over Jylland. Og to, man ville ligesom have lidt tid, fordi den røde her skulle trods alt via Polen, Tyskland og så op igennem Jylland. Så man havde måske timers eller måske nogle dages frist til at få pakket kongefamilie og regering væk i ReganVest.

[Thomas Blomseth: 00:34:48]
Ja, det var simpelthen et spørgsmål om at købe sig tid, så når NATO's undsætningsstyrker, de kunne nå frem.

[Klaus Silberbauer: 00:34:54]
Det var så håbet, at nogen kom og hjælp os, før man nåede op til bunkeranlægget.

[Thomas Blomseth: 00:34:59]
Ja, og derfor havde man så brug for en lokation til sådan et anlæg, som var tilstrækkelig langt op i Jylland. Et sted, som ikke synede af meget, men som helst også skulle ligge forholdsvis tæt på en lufthavn. Og derfor så faldt øjnene for Rollskov, som er ret langt op, temmelig tyndt befolket. Og det var det nok endnu mere dengang. Og så var der selvfølgelig Aalborg luft her.

[Klaus Silberbauer: 00:35:30]
Ja, og så er området omkring Rollskov jo, som dem, der har besøgt stedet, vil vide, ret kopieret. Det er sådan en lille biddanske alber. Dog ikke af granit, men af krit. Og det vil sige, at man har også en vis, en til dels egnet undergrund til at grave store ting ned. Det er i hvert fald bedre, end at grave det ned i vodt sand, som jo vil være alternative andre steder i landet. Og det kan være vel lige sådan en skab... Altså, man skal lige forestille sig størrelsen på det her anlæg, fordi det er omkring 5.500 kvadratmeter. Men man kan sige, at det fylder endnu mere end det, fordi strukturen er ud over den her meget lange indgangsgang. To store ringe donuts, kan vi sige, hver i to etager. Og de er så koblet sammen af sådan en centergang, der faktisk har et knæk på midten for igen at kunne styre den her trykbølge. Så det er lidt rumstationsagtigt faktisk. Man bevæger sig hele tiden i gange, der krummer. Og vi fik forklaret, at konstruktionen er sådan set, det er åbenbart en norsk udtænkt konstruktion. Og den er god, fordi man har en meget, meget stor centerkerne, som ikke er gravet ud. Det er ikke bare et stort rum, man graver ud og lægger en gang ned i. Man borer gangen rundt omkring en stor kerne af krit. Og det vil sige, at der er noget, der kan tage trykket. Hvis der kommer et voldsomt tryk ovenfra, så vil det sandsynligvis bare forplantes ned gennem kritet. Og forhåbentlig, og det er jo så, det er der sikkert nogen, der har regnet på med nogle statiske beregninger, ikke få de her gange til at kollapse.

[Thomas Blomseth: 00:37:14]
Nej, så der er jo ikke nogen store firkantede rum med store loftsarealer, der kunne styre sammen midt på. Det er der simpelthen ikke.

[Klaus Silberbauer: 00:37:21]
Nej, og selve gangen er jo ikke bred. Selve gangarealet er måske en meter. Var det ikke det, vi synes jeres frem til? Og så de rum, der ligger på ydersiden af gangen, efterhånden, som man går rundt, har måske en dybde på, hvad vil du sige, 2,5-3 meter?

[Thomas Blomseth: 00:37:39]
Var det ikke 4 meter?

[Klaus Silberbauer: 00:37:41]
Var det 4 meter alt i alt, der er gravet ud, ja.

[Thomas Blomseth: 00:37:43]
Så er der sådan en god minors penge til gangen, og så skal der selvfølgelig nogle vægge til?

[Klaus Silberbauer: 00:37:47]
Jeg har vist jer, hvordan Ring 1 ser ud indvendigt, og så skal I da ikke snydes for os at se, hvordan Ring 1 ser ud udvendigt. Nu stikker jeg nemlig min fod ind her, og så bliver der lys. Og her kan I se hele ydervæggen af ringen. Og I kan se, der er en tilsvarende lue derovre. Der er også to tagerovre. Og hvis I ser på illustrationen her, så kan I se, at der er luft hele vejen omkring. Så i princippet, hvis man kunne klemme sig igennem der, det er det færreste, du kan, så ville man kunne gå hele vejen rundt og komme ud der.

[Thomas Blomseth: 00:38:26]
Noget andet, som kan man sige udmærker det her anlæg i forhold til Stævnsforte, hvor du også har været, og det er, at fordi det er gravet ud, eller bygget inde i den her udbordet krit, og det er lavet som den her Torchers betonkonstruktion, som ikke rører ved kriten, så er indeklimaet jo meget, meget behageligt. Og der er ikke vand, der drøger ned ad væggene eller noget, modsætning til andre påmændelag, hvor man simpelthen har bygget direkte op imod det omgivne.

[Klaus Silberbauer: 00:38:58]
Ja, Stævnsforte er altså fugt i fundamentet. Det kan man godt fornemme. Men her var det tørt. Jeg vil ikke sige lunt, for det er omkring 16 grader, når varmen kører, måske 13, nærmest over og rundt, når varmen ikke er på. Så det er jo helt klart til at holde ud, og jeg er sikker på, at hvis det så stuer 349 mennesker dernede, så kan det være, at temperaturen stiger en smule, og så rammer man nok et eller andet, der er ganske behageligt.

[Thomas Blomseth: 00:39:22]
Ja, der tog jeg jo så min Aranet kuldioxidmåler med.

[Klaus Silberbauer: 00:39:26]
Dataspor.

[Thomas Blomseth: 00:39:27]
Yes, så vi lægger selvfølgelig en graf på Bluesky, der viser CO2-indholdet under hele turen igennem andenlæget. Og det var jo lidt interessant, det var faktisk der, hvor det var højest, det var i indgangstunden, hvor der var en vis udveksling med luft udenfor. Det var der toppede på omkring 1300-1400 ppm, men da vi kom ind i selve andet, der hvor udluften den kører, så nåede vi ned omkring de 1000, som jo ikke er, altså, det er ikke super duer, men det er jo stadig kritisk. Altså, der er formentlig nogle danske klasseværelser på nogle skoler, hvor det står meget, meget værd til end de der omkring 1000 ppm.

[Klaus Silberbauer: 00:40:07]
Ja, vær så god at tage plads. Der er 10 stole, så ja. Og da vi kun er 9, så er det jo, så kan man ligefrem brede sig. Nu er vi så kommet ind i det lokale, som det hele drejer sig om. Det er nemlig herfra, Danmark skulle regeres. Det er regeringsmødelokalet. Her skulle samtlige minister kunne komme og tage plads omkring bordet, og deres drøftelser kunne så blive opfanget af de mikrofoner, I kan se, hænger ned fra loftet. Og det vil så blive transmitteret via højtaler som den, vi ser der, længere ned ad gangen her, hvor embedsværket sad og kunne følge med i, hvad der blev drøftet og blev vedtaget her. Så hvem var det, der skulle have lov til at komme ned og måske overleve en global atomkrig, hvis det gik virkelig galt? Det var jo ikke alle for ondt, det her.

[Thomas Blomseth: 00:41:07]
Nej, altså, vi nævnte tidligere, at det var et civilt anlæg. Og det, der var idéen her, det var jo så, at som navnet tilsiger, det skulle være et regeringsanlæg. Og det siger, man tog simpelthen regeringstoppen. De vigtige ministerier skulle være tilstrækkeligt repræsenteret. Selvfølgelig statsministeren, men især de ministerier, der var vigtige for, at landet kunne overleve i sådan en situation her. Og så embedsmænd, som skulle være med til at eksekvere på det, der foregiv. Og så selvfølgelig supportpersonalen til at holde bunkerne i gang. Og sammen også noget som pressen. Nogle repræsentanter for pressen. Faktisk overrasker mange.

[Klaus Silberbauer: 00:41:52]
Var det ikke 17 repræsentanter? For Ridsav, AP og sikkert de store dagblader. Danmarks Radio, naturligvis.

[Thomas Blomseth: 00:42:02]
Ja, men det lyder som, at det kunne være vigtigt for at skabe noget legitimitet. Og også have evnen til at kommunikere til befolkningen.

[Klaus Silberbauer: 00:42:12]
Jeg synes, det var interessant, hvordan Carsten fortalte. Altså man havde jo virkelig, du siger, at der var to ministerier, der var ekstra vigtige. Det var selvfølgelig, vil jeg sige, Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet. Der var forholdsvis tungt repræsenteret. Statsministeriet var repræsenteret, men ikke med super mange mennesker. Og som det også blev antydt, så var der næsten ikke plads til finansen. Fordi, altså, de makroøkonomiske perspektiver var måske ikke, havde ikke høj prioritet, når taktisk atomvåben falder om ørene på os. Det var nogle helt andre, lidt mere grundlæggende funktioner, der skulle holdes i gang.

[Thomas Blomseth: 00:42:54]
Og det er også interessant at se, hvordan de forskellige ministerier havde briefingrum og sådan noget, inden nede i bunkeren. Og det var jo også totalt tilbage til, jeg havde nogen af klasseværelsen før, men vores klasseværelse er 80'erne, med kortene på væggen. Altså det lignede fuldstændig samme slags kort. Så det var det, de havde dermed i bunkeren.

[Klaus Silberbauer: 00:43:13]
Æstetikken i det hele taget, nu siger du klasseværelsen, der var sådan en meget institutionsagtig æstetik. Og fordi, du ved, vi er jo fodre med Hollywoodfilm og har set Wargames lidt for mange gange måske. Og den der meget amerikanske æstetik på, hvordan man forestiller sig en bunker kunne se ud i USA, ikke? Så man også, vi har førnævnt Terminator 3, tror jeg, hvor de ender i. I er det Crystal Peak. En fiktiv bunker, der er meget amerikansk inspireret. Sådan retro på en fede måde. Men her er det ligesom, at alt er flødet til Danmark. Og det er Arne Jacobsen stole over det hele. Det er et hele taget danske design, koeffer, og det er ekstremt funktionelt. Og det er emmet af retro Danmark. Og det synes jeg var, jeg ved ikke, det stod mig bare. Jeg tror ikke, jeg havde ligesom forventet det. Det burde jeg selvfølgelig have gjort, men det er jo ekstremt dansk.

[Thomas Blomseth: 00:44:15]
Jamen, det var helt ned til, at gelænderne på trapperne mellem de forskellige etager i bunkerne, ikke? Havde de samme plastikbånd sat på, som vi kender fra danske institutioner fra 1960 og 1970. Jeg synes, det er et super gode point, du har der netop med, at det var en meget dansk bunker i den forstand, stilistisk.

[Klaus Silberbauer: 00:44:38]
Og hvis man kørte i tog dengang, så ville man kunne genkende de oceanere askebærer, der også satte op ved alle døre og trapperopgange, så du kunne skåde din smøg, fordi man måtte hjertens gerne ryge dernede. Altså, det har nok været lidt tungt, de der briefingmøder der. Der var også en 5-8 askebærer hen ad bordet. Det var en anden tid, som man siger. Herfra hele anlægget forsynes med luft, og I har lige gået forbi, som en af jer bemærket, nogle store ventilationindretninger. Og I kan også høre, der kører motor. Det vil sige, der pumpes luft ind til os alle sammen. Og det er via nogle kanaler, der er henne bag ved den grå dør der langt nede, at man tager atmosfærisk luft op fra jordens overflade, det er 60 meter op, og puster det ind, så vi kan trække vejret. Og apropos luft. Det er klart, i fredstid, og når man havde øvelser i Regan Vest, og det havde man op til 2003, der havde man den sidste øvelse, Jamen, så var der jo fin ventilation. Man suger jo luft ned fra overfladen og pumper igennem de her ringe. Og som sagt, det var et udmærket indeklima. Og hvis krigen så kom, så var der forskellige steder af nedlukning, kan man sige. Og det første, det var jo, at vi filtrerede den luft, vi hiver ned. Og vi var inde i at se et, jeg synes, fascinerende rum. Fordi det var det rum, der stod for at pumpe luft ned fra overfladen. Det var det rum, hvor i de to luftkanaler, og den ene var den, din far fra klatrede op af i sin tid, 60 meter lange luftkanaler fra overfladen af bakken, pumpede luft ned. Og der i det rum havde man så nogle kolossale drækkerfiltre, som var bygget til at sortere det værste skidt fra. Det vil sige radioaktiv støv, simpelthen. Fordi det er jo sådan, at strålingen kommer ned i sådan nogle bunker. Det er jo ikke stråleren i sig selv. Det er forurenet støv, der er pisket op af de bomber, man formodet ville lande tæt på. Og dem kunne man jo filtrere ud. Og der fik vi den her, synes jeg, røstende historie om, hvordan på et tidspunkt skal de her filtre skiftes. Det skal foregå manuelt. Så der hang nogle stygt udseende beskyttelsestrakter og nogle blyveste masker. Og så måtte et par driftsfolk jo iklæde sig det her. Gå ind i filterrummet, fjerne de brugte filtre, pakke dem af vejen et sikker sted og sætte nye filtre i.

[Thomas Blomseth: 00:47:20]
På stop-ur?

[Klaus Silberbauer: 00:47:21]
På stop-ur. Fordi hvis de var der inde i mere end en kvarter, med den mængde forurening, man regnede med ville være i sådan en brugt filter, så er det slut. De er i hvert fald blevet meget syge og uheldbredeligt syge. Men selv få minutter inden ville gøre dem syge. De ville simpelthen få så voldsom en dosis stråling, at de ville blive syge, men man mente, at de kunne komme sig igen. Men altså et kvarter, så var der slut. Og det var lidt ånden over det, at man gjorde vel, hvad der skulle til. Og hvis dit job var at skifte filtret, så var dit job at skifte filtret.

[Thomas Blomseth: 00:47:58]
Der var ikke noget om, der var en lodtræningsordning, i hvilken rækkefilt det skulle foregå.

[Klaus Silberbauer: 00:48:01]
Det hørte vi ikke om, men der har sikkert været et system for det.

[Thomas Blomseth: 00:48:04]
Noget jeg så tænkte inden besøgte det, for jeg havde hørt den der ting om de der filterudskiftninger, og hvor farlige de kunne være, så havde jeg tænkt, at jeg kan vide, altså det ville ikke være smart, hvis man kunne gøre et rumfartøj eller en ubåd. Fordi en ting er, hvis du har 350 personer, der går og laver CO2 hele tiden, så får du nogle hundredvis, måske tusindvis af partikler per million luftpartikler. Og det er, at der skal meget luft ned fra overfladen, for at, kan man sige, vaske det ud eller udtønde det. Så derfor var jeg min tanke også, netop når de der filter, de er så problematisk gavide, om man ikke så kunne lave noget eller en ubåd. så man i stedet for at skulle hive alt det luft ned og filtrere for overfladen, så kunne man bare sørge for at fjerne kuldioxiden fra den luft, man havde dernede i forvejen, og så bare tilsætte lidt ind. Og hvis vi går tilbage til Apollo 13, så var det jo som, netop det der var problemet med Apollo 13, det var jo ikke, at de ikke havde nok ild. Det var, at de fik nedsat filterkapacitet i forhold til at filtrere CO2'en, og derfor ville de dø af CO2-forgiftning lang tid før ildenslapper om. Men den løsning havde de selvfølgelig tænkt på. Den var jo bygget ind i Rækken Vest.

[Klaus Silberbauer: 00:49:26]
Ja, ja, altså, fordi på et tidspunkt kan filtrene jo ikke mere. Og jeg kan også forestille mig, at forureningen kan blive så voldsom, at filtrene simpelthen bare ikke har kapacitet til at filtrere det ud. Og så var næste skridt jo, og det var meget sjovt under ubåden, fordi Carsten kaldte det jo simpelthen neddøkket tilstand. Man lukker spjældet, stopper lufttilførselen til hele bunkeren, og så starter stophuret. Og det var sjovt at finde ud af, at de jo ikke var helt klare over, hvor langt det stophuret kunne køre, før at man enten blev forgiftet af for meget kuldioxid, eller at man løb tør for ilt, fordi lidt ilt skatter altså til. Og vi passerede jo igennem det rum, hvor man opbevarede kalken til de her CO2-scrubbers. Og der var altså mange store konservståser med kalk, så man simpelthen kunne tømme ned i et af de her drikkerfiltre. En scrubber, hvor CO2'en ville gå i forbindelse med kalken, og det ender så jo ikke med gips, så vidt jeg ved, hvis du kompagnerer de to ting. Men det fungerer altså kun så længe, du kan tilsætte frisk kalk, fordi på et tidspunkt, så er din kalk blevet til gips, og så kan du ikke længere tage CO2 ud af luften. Og med så stort og anlæg, og så mange mennesker, hvad er det, de sagde, de regnede med i starten, at man havde et par uger. Er det korrekt at huske?

[Thomas Blomseth: 00:50:41]
Ja, og så fandt man nok ud af, at det var mere end 8-10 dage.

[Klaus Silberbauer: 00:50:44]
End 8-10 dage. Så begyndte man at få rigtig ondt i hovedet, og blev forvirret, og så gik det kun en vej.

[Thomas Blomseth: 00:50:49]
Og derfor er jo et interaktivt display i museumsbygningen, som du prøvede på gang, Klaus, hvor man kan spille lidt spil, hvor det handler om at styre de her life support systemer for bunkeren.

[Klaus Silberbauer: 00:51:01]
Ja, en meget forsimple udgave, tror jeg, men det viser meget godt, hvor få ressourcer, som man har at gøre med, og man skal virkelig spare på den for at trække tiden. Den er meget sjovt lavet. Igen, en forrygende udstilling, synes jeg. Så er vi kommet ind i det, der hedder signalkontoret, som der står der på døren. og nedenunder, der står der adgang for buds. Det står der ikke på nogen andre døre. Og når det står her, så er det fordi rummet her var forbeholdt de mennesker, som havde den højste sikkerhedsgodkendelse. Og det, der skulle ske herinde ved siden af, var, at man skulle kunne modtage krypterede meddelelser via noget avanceret udstyr, som kun det, der autoriserede folk, som der står der, havde forstand på at betjene.

[Thomas Blomseth: 00:51:49]
Noget, der slog mig dernede, noget, jeg kom til at tænke på, som jeg ikke havde tænkt på inden bestød heller, det var det, som man kunne kalde et informationsteorisk perspektiv på, hvad der skulle foregå. Fordi det, jeg kom til at tænke på, det var, at hvis man nu har sådan et helt regeringsapparat nede sådan en bunker, og det skal styre landet, hvor mange bits har man så egentlig, der kommer ind, og hvor mange bits kan man sende ud, for at styre det her land.

[Klaus Silberbauer: 00:52:16]
Den kybernetiske vinkel.

[Thomas Blomseth: 00:52:18]
Præcis, fordi det, der blev tydeligt, det var jo, at det kommunikationsgrej, man havde, så selvom den var brug op til 2003, og faktisk man holdt den sådan i beredskab indtil 2012, det var jo virkelig altså 1960'er til 70'er-agtig grej, altså der var telefonforbindelser for JTAS installerede, der var nogle telexmaskiner og sådan noget, der var en særlig blå telefon, som via skrydstrup, var det vist, gik ned til NATO-hovedkvarteret og sådan noget, ikke? Men, men der var jo ikke noget moderne kommunikationsgrej, men med høj bondbred. Så det spørgsmål, der stod mig da, det var, jamen, hvilken fornemmelse, hvilket billede af, hvad der foregår, der er oppe, der er ude, i det her samfund, og hvor meget af det samfund, er der tilbage, vil man egentlig have, når man sad nede i en bunker?

[Klaus Silberbauer: 00:53:13]
Ja. Man er jo blændet. Man har jo videreligt ikke nogen anden fornemmelse af det, du så kan få ned via nogle kommunikationslinjer, som måske eller måske ikke er væk. og man havde jo radiobunkeren, som ligger kilometer væk fra fra hovedbunkeren, fordi, som vores guide Carsten sagde, at en sky af højere antenner kan afsløre, at der sker et eller andet. Så den man flyttede langt væk. Og så havde man, og det var vel det, og så telefonlinjerne, som i øvrigt var tilsluttet nogle hovedlinjer, som man kunne ligesom vælge, om man ringede fra det ene eller det andet områdenummer. Fordi, så kunne du ligesom skjule bunkernes beliggenhed. Den lå i 08-området, og hvis du så kunne koble ind og ringe fra et 03-nummer, så ville det være svært for fjenden og nysgerrige journalister at finde ud af, hvor bunkeren egentlig opholdt sig eller befandt sig.

[Thomas Blomseth: 00:54:10]
Så der var simpelthen der var indbygget fysisk spoofing i de her telefonerne. Det var ret vildt. Der var også en anden mulighed, og det var, at man faktisk kunne koble sig direkte ind med et overwrite på Danmarks Radio Center.

[Klaus Silberbauer: 00:54:22]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:54:23]
Og der var jo så også faktisk indrettet et studie, meget interimistisk studie i bunkeren.

[Klaus Silberbauer: 00:54:28]
Det får vores virtuelle studie her til at ligne en million, fordi det var godt langt skravet.

[Thomas Blomseth: 00:54:34]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:54:34]
Men nok til, at man lige kunne lave lidt radio.

[Thomas Blomseth: 00:54:36]
Ja, og for eksempel kunne man også sende regenten derind for at lave en meddelelse til Kongerheden, hvis det er nødvendigt. Forhåbentlig ikke medværelse om overgivelse, fordi det var der jo også gjort klar til. For der var, dels var der en kæmpe makulator, som man kunne destruere dokumenter. Men der var også lægtehammer i de her forskellige lokaler, hvor kommunikationsfolkene sad, så de kunne gå i gang med at smadre apparaturer, og især krypteringsdelene af apparaturer, så fjenden ikke kunne overtage det, og dermed udgive sig for at være den danske regering. så det var der også gjort klar til. Så hvis de der betjente Folkeborg og politi ude i Ingangspartiet de havde givet op, så var det der, man gik i gang med hammerne og for alvor i gang med makulatermaskinen for at destruere de ting, der kunne gøre, at fjenden kunne få en fordel der.

[Klaus Silberbauer: 00:55:33]
Men jeg synes, det er interessant ideen om, at vi altså hele anlægget skal beskytte vores regering. Fordi et land skal have en ledelse. Og tanken er jo, at hvis du skærer hovedet af kroppen og ikke længere har en regering, så forfalder landet i anarki. Men jeg synes, du har en super god point at sige, hvor meget ledelse kan man udføre fra et glorificeret hul 60 meter under nogle bakker i rolleskov. selv hvis kommunikationsgradet fungerer, så er der ikke meget bondbredt ud. Du får måske ikke engang noget svar ind. Hvem hører dig? Gør de som du siger? Følger de reglerne? Nye lov kan udstødes? Og eftersom dronningen og dengang anlægget var bygget kongen og hans dronning og senere dronning Margrethe og prins Henrik ville være til stede i anlægget og vi ville have et funktionsdygtigt statsministerium, så kunne man jo udstøde nye lov. men ville de lov kunne implementeres og håndhæves i samfundet? Eller er det mere en illusion om en ledelse? Vil verden udenfor resten af Danmark det der måtte være tilbage af os forstå at der stadig var en regering? Vil det betyde noget for os? Det tror jeg på et eller andet symbolsk plan. Men endnu værd for dem nede i hullet. Vil de fornemme, at der var noget at styre og få nok feedback på det? Det synes jeg er et interessant spørgsmål. Eller er det mere en symbolsk ting?

[Thomas Blomseth: 00:57:18]
Ja, og jeg så ikke nogen indikationer, at man havde museumssvænken på netop den problematik.

[Klaus Silberbauer: 00:57:24]
Nej.

[Thomas Blomseth: 00:57:26]
Det er jo sindssygt interessant styringsproblem. Man snakker

[Klaus Silberbauer: 00:57:31]
bare om synlig ledelse. Med synlig ledelse. 60 meter under jorden. Den er svær. Man kunne selvfølgelig høre den, hvis radioen fungerede. Så du kamera? Så du tv-udstyr?

[Thomas Blomseth: 00:57:46]
Nej, det gjorde jeg ikke. Og som sagt heller ikke rigtig moderne internet-baserede kommunikation. det så vi heller ikke.

[Klaus Silberbauer: 00:57:52]
Vi så patchkabler og en switch med jeg tror, den er nyere dato. Og måske sidste ende for, at museumsfolk kan kommunikere eller noget. Jeg ved det ikke. Eller måske noget af det seneste udstyr sat ind i start 2000-tallet, lige før man nedlagde bunkeren og deklassificerede den. Vi så jo også kopimaskiner, der helt klart ikke var tilbage fra 1966, men er nyere dato, fordi man har jo vedligeholdt bunkeren. Man gennemrenoverede den i 80'erne

[Thomas Blomseth: 00:58:20]
Ja, som du nævnte til, der blev holdt øvelser også.

[Klaus Silberbauer: 00:58:24]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:58:24]
Interessant nok, så har så vidt jeg har hørt, hverken nogen minister eller regeringstop været nede i den, mens de har siddet der, og heller ikke nogen regenter. Man har så haft embedsmænd, der har deltaget i øvelser, som så har spillet de her roller. og det var så interessant at se, at det man skulle underskrive for at blive indlæmt, det korps af folk, der lavede øvelser der, det var en aftale, hvor det fremgik, at hvis man sagde noget som helst om det her til folk, der ikke skulle høre om det, så begik man højforøderi med en straffarm op til 12 år.

[Klaus Silberbauer: 00:58:59]
Det kunne du nok afholde de fleste fra at gå hjem og sladere.

[Thomas Blomseth: 00:59:02]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:59:05]
Hverken altså fortælle, hvor bunkeren var, eller at den overhovedet er der. Men det vi kommer til her, det er opholdsstuen, og det var her man skulle være, når man ikke enten sov eller var på arbejde. Her kunne man sætte sig og se TV, det er CNN, og møblemanget, det er dansk design, og det udseende I ser her, blev etableret i 1983 i forbindelse med den gennemgribende rollovering.

[Thomas Blomseth: 00:59:36]
Det var så anledes, som man bygget i 60'erne og måske opdaterede det. Men spørgsmålet vi kunne stille os, det var så, hvordan ville vi designe det i dag? Er nogle ting ville gøre anderledes? Er der brug for sådan nogle anlæg i dag? Alligevel.

[Klaus Silberbauer: 00:59:50]
Findes der sådan en anlæg i dag? Det ved vi ikke.

[Thomas Blomseth: 00:59:54]
Nej.

[Klaus Silberbauer: 00:59:55]
Vi kan kun gisne. Fordi hvis det ligger derude i sted, et eller andet sted i Danmark, så ville vi ikke vide noget om det.

[Thomas Blomseth: 01:00:02]
Altså jeg vil ansætte for usandsynligt, at der er blevet bygget et anlæg af den her kaliber mellem 2012, hvor man tog det ind i ud af drift, og så i dag. Fordi vi ved godt, hvordan man så på tingene i 2012, i forhold til Danmarks forsvarsevne, og den strategiske situation. Så jeg tror simpelthen ikke, jeg tror ikke, der er blevet opført noget.

[Klaus Silberbauer: 01:00:22]
Man høstede fredsdividenden.

[Thomas Blomseth: 01:00:24]
Ja, godt og grundigt.

[Klaus Silberbauer: 01:00:26]
Nej, jeg tror det heller ikke. Den kolossale mængde penge, der skal bruges til det, den kunne man finde, den sendte man andre steder hen i samfundet. Hvordan ville du bygge sådan en bunker anderledes? Nu er ingen af os ingeniør, det må vi jo indrømme. Men har du tænkt over, hvad, hvis vi skulle stå en dag i dag, og skulle bygge sådan en anlæg, og sagde, at den mest overhængende far stadigvæk var atomar?

[Thomas Blomseth: 01:00:53]
Ja, for at gå tilbage til det informationsteorisk perspektiv, så ville jeg sørge for, at der var større bondbredde ud og ind. Og jeg vil nok give, jeg vil give den her bunker muligheder for at indhente flere efterretninger. Altså måske skulle der være en autonom dronebase, eller sådan noget, i stedet for kun en radiobunker. altså mulighed for at kunne sende droner i luften, eller et eller andet, som man faktisk kunne, som du også nævnte før, få nogle billeder.

[Klaus Silberbauer: 01:01:22]
Du ville give den noget mere agents.

[Thomas Blomseth: 01:01:23]
Ja. Så er der selvfølgelig et problem, som man prøvede dengang at løse med radiobunkerne, og det er jo alt, hvad der udstråler elektrovagnet i stråningen, det kan man finde. Og der er jeg bange for, at selv to kilometers afstand til en radiobunker, det er simpelthen ikke nok i dag. Karsten, han nævnte også, at de her 60 meter lange udluftningsskagter, altså hvor man også, man sender røgn fra dieselmotorerne op igennem, at de var så lange, at der faktisk ikke var nogen varmesignatur ved udblæsning der. Og der er jeg sådan lidt bekymret for, at med dag med moderne sensorer, at sådan et anlæg faktisk er svært at skjule, fordi man kan måle så meget mindre forskel. Der er nogle problemer der, i forhold til at skjule, tror jeg simpelthen, fordi at sensorkapitaliteter er blevet så meget bedre i dag. Så der er nogle udfordringer der. Skal den længere dybere ned, bliver du simpelthen nødt til at have aktive foranstaltninger, for eksempel på sådan noget, som udstødning. Altså, måske skal man ikke bruge disklarator, i stedet for bruge noget andet. Måske skal man bruge nogle celler med brint, eller sådan noget.

[Klaus Silberbauer: 01:02:44]
Det kan være. Eller store batterier. Altså, i dag har vi jo teknologien til at have hundsmagets energi opbevaret. Og det havde man ikke dengang. Der er sgu mange blybatterier til i hvert fald. Det vil en ubåd jo gøre. Men der talte vi også kun om timers neddykning for en dieselubåd.

[Thomas Blomseth: 01:03:04]
Altså, hvis vi tager den helt ud, hvis vi ville have det i Danmark, så er den mest effektive måde, det vil selvfølgelig have en lille modular kernereaktor.

[Klaus Silberbauer: 01:03:14]
Ja, men kernereaktor kan altså spores via deres neutrino-udladninger. Så den vil være meget, meget svær at skjule. Så skal du godt nok grave den ret dybt ned, vil jeg mene, og virkelig kapsle den ind. Neutrinoer, det er noget skidt, det ryger gennem det meste.

[Thomas Blomseth: 01:03:28]
Ja, så skal du putte den ind i et kæmpe kar med oplysningsmidler og sådan noget. Ja, så skal du igen have den.

[Klaus Silberbauer: 01:03:35]
Det giver nogle andre problemer.

[Thomas Blomseth: 01:03:36]
Ja, så skal du...

[Klaus Silberbauer: 01:03:38]
100.000 liter acetone.

[Thomas Blomseth: 01:03:41]
Så skal man igen have den væk fra selve hovedanlægen. Men så langt, altså lige snart man begynder at flytte noget fra hovedanlægen, så begynder man også at gøre sig sårbar der, fordi så skal der jo være forbindelser. På den måde var Regan Vest jo også sårbar i forhold til radiobommerne, fordi hvis der er en fjende fandt ud af, at der var radiobommerne overhovedet andet. Altså alle de der ideer om at gå ind og overwrite, det er sendenet og sådan noget, dem kunne man jo sende til hjørnet ved bare at kappe forbindelserne. Og så kan de jo sidde nede, de 360 mande, kunne sidde nede i bunkeren og ikke vide noget som helst om hvad der foregår. Formentlig i dag vil jo nok med både mere modern teknologi, sådan for life support og så også modern styring, vil man nok kunne holde den kønner længere i neddød tilstand end den der 8-10'ere.

[Klaus Silberbauer: 01:04:45]
Ved du hvad, jeg tog med mig op også. Jeg tog en, jeg tror min bunkerromantik er blevet lidt helbredt. Jeg vil sige, når man først har været nede i en rigtig bunker, som er bygget til ophold og overlevelse og ikke et bunkeranlæg fra 2. verdenskrig, som er bygget til forsvarer, til hus og nogle kanoner, så finder man ud af, at det er ikke særlig romantisk. Det er ikke et sted, man har lyst til at være, mere end højst nødvendigt. Det var vanvittigt spændende at være der og se det. Altså en kæmpe oplevelse, og også en større oplevelse, end jeg havde regnet med faktisk. En helt anderledes oplevelse, end de militære bunkeranlæg under Stævns og på Langeland. Men vidderligt spartansk på den trælse måde. Altså hvor man kunne mærke, at det her, det er ikke et sted, du overlever særlig længe. Det er en stakket frist. Om du så, psykisk eller fysisk, hvad der slukker først, det er jo op til den enkelte. Men det har ikke været sjovt. Vi var ikke inviteret af Nordjyske Museer og betalte selv vores billetter til Regan Vest. Men vi skylder alligevel Nordjyske Museers presafdeling en stor tak for tilladelsen til at optage bunkeren og ikke mindst en tak til Carsten Michelsen for tilladelsen til at bruge hans stemme i denne episode. Silberbauer og Blomseth er en samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag de fænomener og teknologier, der definerer alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Efter episoden her poster vi kilder og noter på Bluesky, hvor vi også har nysgerrige på dine kommentarer, kritik eller idéer til emner, vi kan tage op. Find os på Bluesky på snabelag silberblom.dk Vi har ingen sponsorer og vi trætter dig ikke med reklamer fra pulvermad, lydbøger eller VPN-forbindelser. Hvis du kan lide, hvad du hører, så abonner på Silberbauer og Blomseth og støt os meget gerne med stjerner eller med en anmeldelse på Apple Podcast. Vi higer jo alle sammen efter anerkendelse i en eller anden form. Del også gerne Silberbauer og Blomseth med familie, kolleger og venner, specielt hvis de, ligesom dig, har en inclination mod videnskab og erkendelse. sidst, men ikke mindst, tak for, at du lytter med.