[Thomas Blomseth: 00:00:00]
Hej Klaus.

[Klaus Silberbauer: 00:00:08]
Hej Thomas. Du har været så venlig at tage emnet igen i dag, og jeg er som altid både spændt og forventningsfuld på, hvad vi skal tale om.

[Thomas Blomseth: 00:00:19]
Det er jeg jo glad for at høre, og det har måske også grebet lidt om sig.

[Klaus Silberbauer: 00:00:22]
Okay.

[Thomas Blomseth: 00:00:23]
Men først skal vi lave en indflyvning, og det bruger vi jo nogle gange metaforisk. I dag, der vil jeg i midlertid tale om en rigtig indflyvning, som jeg har oplevet en gang. Og det var på en forretningsrejse, hvor jeg var på vej til et ret stort Østeuropæisk land, for at hjælpe med at få et softwareteam, der sad derovre på sådan en underlavning, der var til at køre sådan nogle agile softwarevægningsprocesser, med at den yngre danske softwarevirksomhed, som jeg var konsulent for, og vi skal tilbage i næsten 20 år tilbage, 18-19 år er det nok. Og jeg fløj over Lettland, og så tog vi den syd over fra Lettland med Air Baltica. Og så under indflyvningen til hovedstaden i det her land, så kiggede jeg selvfølgelig ned på landskabet. Og så så jeg en flod, og så så jeg et stort bassin på den der flod, og så begyndte jeg sådan at dæmme, og jeg vidste godt, hvad der kunne være dernede, for der var også en monstrøs stor bygning, der lå der. Og så kunne jeg godt genkende noget fra Silentbælter, som jeg havde set som barn, og Silentbælter, som du nok også havde set. Fordi det, der lå dernede, lige under flyet, få hundre meter, det var...

[Klaus Silberbauer: 00:01:52]
Ja, må jeg gætte?

[Thomas Blomseth: 00:01:53]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:01:55]
Altså, rent geografisk, så kunne jeg forestille mig, at det kunne være et atomkraftværk, som vi jo desværre hørte alt for meget om en gang, og som vi hører meget om igen.

[Thomas Blomseth: 00:02:09]
Ja, et atomkraftværk, der på det tidspunkt, så i godt 20 år, ikke længere havde været drift. Og det var så det, som på ukrainsk hedder Chornobyl.

[Klaus Silberbauer: 00:02:19]
Ja, og datum i dag er jo meget spot on.

[Thomas Blomseth: 00:02:24]
Præcis.

[Klaus Silberbauer: 00:02:25]
Det burde jeg faktisk have gættet. Den havde jeg ikke gættet.

[Thomas Blomseth: 00:02:28]
Nej, men jeg synes også, at bare at tale om Chornobyl og katastrofen der selv, den kan man også søge på andre kilder. Jeg synes, vi kunne bruge den til noget andet, som er at kigge på nogle store strategiske ting omkring teknologi og magtenergi. Fordi det er jo også sådan, at nu 40 år senere, efter den der skæbensvanger nat, natten til 26 april, hvor der blev lavet nogle eksperimenter med reaktoren. der er Ukraine jo i den grad i verdens sølys igen. Og da vi var børn dengang, der havde vi jo nok ikke hørt så meget om Ukraine. Men der var nogle dage der i slutten af april 1986, hvor Chornobyl, som vi jo kaldte dengang på russisk, kom i fokus. Og det var jo meget uklart, hvad der egentlig foregik.

[Klaus Silberbauer: 00:03:26]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:03:27]
Og det var jo faktisk sådan, at fra Kremlin, der besluttede man jo, at 1. majparaden i Kiev, den skulle jo gennemføres. Selvom man havde det der atomkraftværk, der var i gang med at brænde. Altså få kilometer nordvest for Kiev, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:03:46]
Jo, men det var jo ikke... Man havde nok lidt svært ved at indrømme katastrofens omfang. Det tog jo vist nok lang tid før, at man et indså det tog ved indrømme, hvor slemt det trods alt stod til.

[Thomas Blomseth: 00:03:59]
Jeg kom på tværs af en 1. majparade.

[Klaus Silberbauer: 00:04:01]
Det er jo noget værre noget.

[Thomas Blomseth: 00:04:02]
Ja, så held i uheld, så var det jo sådan, at vindretten på det tidspunkt var sådan, at det radioaktive nedfald, det blev blæst væk fra Kiev. Som det også dengang var en immunby.

[Klaus Silberbauer: 00:04:14]
Ja, men det betydde så også, at det kom over til os, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:04:16]
Jo, i sagde Lapland, der rød en del den vej op. Samerne fik problemer med deres rensstyre og at spise dem i nogle år, så vidt jeg husker.

[Klaus Silberbauer: 00:04:25]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:04:26]
Så det var virkelig, om ikke krigens tog, så i hvert fald katastrofens tog. Det var meget svært at finde ud af, hvad der foregik der. Og det var så godt, at her i Vesteråber, at der fandtes målestationer, som målte på strålingen. Så du får en idé om, hvad der foregik. Men noget af det, som vi jo hørte dengang, det var, at der blev lavet eksperimenter på reaktoren. Og det var det, der ledte til katastrofen. Plus selvfølgelig nogle kæmpe designproblemer i den reaktor-type der, som var et gammelt surrealisk design. Som jo var grafitmoderet, sammen med vand, som er så brugt. Og når man tager og varmer vand op på den måde, og det løber løbsk, og der bliver dannet brændt, og der er grafit, som kan brænde, og der er høje temperaturen og sådan noget. Det bliver en rigtig skidt kombination. Og det var jo så, det viste dig den dag eller nat i 1986.

[Klaus Silberbauer: 00:05:31]
Jeg, altså min fjernlaget her kører på højtryk, fordi for mange år siden, og vi snakker folkeskolen her, der kan du huske, vi havde de her hovedopgaver. Man skulle sådan et par år i træk lave. Man havde en uge eller to eller sådan noget til at skrive en opgave. Og jeg var jo frygtelig interesseret i fysik. Det er jo ikke specielt god, så jeg var meget interesseret i det. Og så var jeg jo meget glad for at illustrere ting og lave sådan hele, du ved, noget illustreret videnskabelignende, men i hånden og på en skrivemaskine. Og en af de opgaver, der skrev jeg om atomkraft. Og naturligvis skulle det være et kapitel i den her opgave, der handlede om Tjernobyl. Og jeg mindes, jeg lavede sådan en helt 3D, håndtegnet 3D-snit af reaktoren, baseret på, hvad man nu kunne finde. Der var ikke meget internet dengang, så det var, hvad man nu kunne finde i diverse blade og bøger. Det var en RBMK-reaktor, så vidt jeg husker. Og det var nemlig, jeg tror også, man kalder det kogende vand i reaktoren. Altså, det var jo, moderatoren var vand, der så blev varmet op. Og problemet var nemlig, som du siger, at man brugte grafit som kontrolstinger, tænker jeg.

[Thomas Blomseth: 00:06:59]
Ja, det er det der moderatoren, ikke? Det var moderatoren, okay. Det er det der bræmse-neutronerne, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:07:03]
Jo, jo, jo, men det er vel kontrolstingerne, vil jeg så også, ja, præcis, ikke? De her kontrolstinger, man stiller ned mellem reaktorens brændselstinger, altså uranstingerne. Og det er jeg sikker på, at vi kommer tilbage til, men alt gik sådan set galt. Og der er ikke noget af det der reaktor-design, der er specielt tolerant over for fejl, for at sige det på den måde. Jeg skal se, om der kommer mere frem for hukommelsen ved tiden her.

[Thomas Blomseth: 00:07:31]
Ja, men det er faktisk måske ikke nødvendigt, for jeg vil egentlig gerne videre fra Tjornobøn og den katastrofe. Fordi man kan også... Der er også blevet talt meget om den. Der er talt meget om den. Der er HBO, der lavede den der fremragende serie, som jeg ikke har fået set, som dramatiserer den. Og som jeg også handler om, hvordan det der sovjet-russiske system, det undertrøger informationer. Og derfor får man ikke gjort de rigtige ting, og så videre. Og det er jo egentlig også ligesom den exit, jeg gerne vil tage på det. Fordi det, der nok jo var på færre, som vi ikke kunne se, der i april 1986, det var, at det var en supermagt, der var i gang med at begå selvmord. For det tog jo ikke mere end 3,5 år, så skete der ting og sager.

[Klaus Silberbauer: 00:08:16]
Det er rigtigt. Det var tæt på.

[Thomas Blomseth: 00:08:18]
Ja. Og noget af det, jeg har hørt efter Roslands fuldskælde innovation af Ukraine her, det er, at der lå jo nogle ting der, som var medvirkende årsager til at skabe katastrofen. Og det var det, at tsunami var enormt presset på energi. Og så vidt jeg har set, ladet mig fortælle, så var der nogle dekreter, der kom fra Kreml, om at man skulle prøve at se, at man kunne tæske noget mere strøm ud af sine atomkraftværker. Og at det formentlig har noget at gøre med de eksperimenter, der så blev lavet på reaktoren.

[Klaus Silberbauer: 00:08:55]
Altså, om man kunne køre den hårdere over 100 procent, eller hvad der nu bliver signaleret, den her serie, som jeg synes er fremragende. Måske ikke helt nøjagtigt, men fremragende.

[Thomas Blomseth: 00:09:07]
Ja, altså det at sige, at vi skal simpelthen have mere ud af vores atomkraftværker, fordi det her store koloss på lærfødre, at Imperium har brug for mere energi, og er jo i gang med at tabe det store kapløg med USA og Vesten. Så man kan sige, at på den måde virker det til, at Chornebøl-udlykninger, så endnu en række af de overgreb, som Rusland igennem tidens løb har begået mod Ukraine. At der kunne være et element, at man simpelthen prøvede at eksperimentere på nogle reaktorer ude i periferien, for at se, at man kunne få skabt mere energi til æderkoppen inde i midten af det der store landimperium.

[Klaus Silberbauer: 00:09:53]
Jo. I den forbindelse, jeg har jo måttet revidere min daværende opfattelse. Det er nok ikke den eneste, der dengang tænkte på sovjet som et hele, og at man gjorde noget sovjet. Om det så foregik i Ukraine eller wherever, det var sådan set ikke noget, jeg personligt tænkte så meget over. Men, og det er en stor fejl. Jeg tror, vi i dag skal huske at tænke på sovjet som et meget stort russisk besat område, og afskillige nationer, der i mange år har været undertrykt af Rusland. Og jeg ved ikke, om det var politisk opportunt for begge parter at tænke på det som en stor supermarked kaldet sovjet, i stedet for at tænke på det som besættelser. Fordi besættelser ville jo have foredret en eller anden form for, jeg ved ikke, befrielsesaktion eller kurlet til krig. Men det var måske bedre at ligesom have den her store, grimme kommunistiske modstander. Og der er ikke nogen tvivl om, at Rusland havde jo ikke noget at vinde ved at kalde det russisk besatte lande. men ville gerne køre det her brand om det store inde i sovjet. Det kan også være, at jeg husker forkert, men det var i hvert fald mit verdensbillede dengang. Og dengang var Tjernobyl noget russisk for mig, i hvert fald noget sovjetisk. Jeg tænkte ikke på det som noget specifikt ukrainsk, selvom jeg godt vidste, at geografin sagde i Ukraine.

[Thomas Blomseth: 00:11:26]
Jeg er sådan set enig, ja. Og det har været noget af den påvirkning, som Rusland, som imperiets center har. og har sendt i vores retning, igennem vores tider. Det er jo sådan, at man gerne vil lade os tro og handle ud fra. Og der er jo sådan en helt sovjetisk doktrin om refleksiv kontrol. Hvor man gerne vil prøve at lade sin modstander tænke på en måde, så modstanderen agerer til ens egen fordel, uden at modstanderen af selv opdager. Og jeg vil helt klart sige, at det har været en del af den propaganda og den strategi gennem årene.

[Klaus Silberbauer: 00:12:03]
Den har jo så også virket på mange måder.

[Thomas Blomseth: 00:12:05]
Uh-ha, ja. Og det kunne så være der, hvor vi skal klippe mere over til nutiden. Og så komme videre, så vi ikke hænger i dønnet der, i den røde radioaktive skov.

[Klaus Silberbauer: 00:12:19]
I det radioaktive dønne, i elefantfoden nede i kælderen.

[Thomas Blomseth: 00:12:22]
Uh-ha, ja.

[Klaus Silberbauer: 00:12:25]
Synes I dem, der ikke ved, at vi snakker om, det er Google it.

[Thomas Blomseth: 00:12:28]
Ja. Den har du ikke lyst til at kombinere her.

[Klaus Silberbauer: 00:12:30]
Nej, vi er for satan.

[Thomas Blomseth: 00:12:31]
Ja. Men det var så også den røde skov, som russerne så formåede at rippe op i, da man lavede fuldskældig mission og prøvede at nå til Kiev og indtag på tre dage. Og så er vi jo også et andet sted her, hvor for 40 år siden var det så en supermagt, der var ved at begå selvmord. Og det vi jo så også kan spørge, selvom det er, om der er en tilbageværende supermagt, også er i gang med at begå en slags selvmord. Og det er jo så der, hvor vi kommer til spørgsmål om teknologi og magt og også energi, som i den grad flyder sammen i disse tider. Og i modstænden til Chornobyl og katastrof her, så er det et lille billede på noget mere positivt, midt i alt det tragiske, så var der en hjertevarme historie nærmest, må man sige, fra forleden dag, hvor Ukraines tredje herrkorps delte noget dronevideo og optagelser fra nogle af deres soldater. Og den optagelser simpelthen af en stakkelte 77-årig bestembror, som savrer afsted på en landevej under beskydning. Og så sender det her korps, de sender simpelthen en landrone, en kørende landrone ud til hende. Der er højtaler på, der er tæpper til hende, og så siger de til hende, at hun skal sætte sig på den. Og så kører de hende i sikkerhed i en fire timer lang operation. Og det er jo så et billede på, hvad der er sket.

[Klaus Silberbauer: 00:14:19]
Det har russerne fandme gjort.

[Thomas Blomseth: 00:14:21]
Nej, det har de ikke gjort. Ingen gang for deres egen soldaterne. Nej. Men det viser jo så dels, hvad ukrainerne gør for deres egen, men også, hvad de er i stand til at ringe teknologisk. Og jeg synes, det er et godt billede på, hvad der er sket der med droneteknologi, siden februar 2022, hvor Rostad lavede fuldskabende emission. Og så er jo hvordan det her med droneteknologien, og det Ukraine kan, der jo fuldstændig ender på de helt store strategiske kalkyler rundt omkring i verden. Så det er jo der, jeg gerne vil tage den hen. Så vi lægger 80'erne bag os.

[Klaus Silberbauer: 00:15:02]
Jeg synes, det er et superspændende sted at tage den hen, fordi man får lidt den der fornemmelse af, at når man fjerner et totalitært å fra en nation, så er det som om, at du ikke kan holde teknologien tilbage. Den vil gerne fremad. Hårdt presset af en krig, så går det måske endnu hurtigere, fordi det er en kamp for overlevelse. Og apropos mindset, vi skal ændre, så for ganske få år siden, da fuldskabende innovationen faldt af sted, der var Ukraine jo et stort om end, følte man et stakkelsland, og der var brug for hjælp, der var brug for støtte, politisk, økonomisk, omvåben og så videre. Og nu er det ved at vende meget, meget hurtigt, hvis det ikke er vendt på, at vi har brug for Ukrainens støtte. Altså Europa bør i den grad at sige undskyld for, at man ikke var lidt hurtig ud af starthullerne, og så rotte sig sammen med alt, hvad man kan med Ukraine, fordi det er jo helt vanvittigt, hvordan man har flyttet sig militærteknologisk, og er jo måske den eneste nation, og den eneste forsvarer PT, der forstår rigtig, hvordan dronenkrig fungerer, og som forstår indgående at forsvare sig mod de russiske tøbeligheder. Det er super interessant. Jeg håber, at europæiske politikere ser det lige så tydeligt, som vi gør.

[Thomas Blomseth: 00:16:26]
Ja, og skal vi gemme det med polineren til lidt hen i baghen? Ja, fordi jeg tror, der er nogle pointer også måske i forhold til dansk indholdspolitik, og hvordan vi disponerer der. Men det er rigtigt, at du har en helt klar pointe der, hvor det, jeg oplevede der for næsten 20 år siden, da jeg var i Kyiv et par gange, det var jo, at der skete helt klart noget. Men altså, man kørte også fra luftravner ind til centrum, det var jo sådan, at man nærmest så hestekær og sådan noget, uden på landet.

[Klaus Silberbauer: 00:16:56]
Jo, jo, men du er sgu nede og træne udviklere, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:16:59]
Præcis.

[Klaus Silberbauer: 00:17:01]
Altså, jeg har jo venner i min branche, som jo havde og stadigvæk har offshoring af hardcore IT-udviklingen til Kiev. Der er jo en grund til, at det ikke er hardcore IT-udviklingen i Moskva eller St. Petersburg. Altså, det er jo Ukraine, at det allerede dengang skete på teknologien, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:17:20]
Jo, og det var dygtig udvikling, helt klart, dengang. Og det var federe arbejde sammen med. Så der var jo et potentiale land, det var helt klart et land, hvor man kunne se, at der er et potentiale. Og så var der måske også lige lidt for mange sådan sorte gelændevarken, og så har man tænkt, okay, hvordan er de kommet til de her penge, nogle af de folk, der kører rundt, der er temmelig smarte. Og det var så noget af det, de jo så også har arbejdet i, der er på de sidste fire år. Og også hvis man vil gerne.

[Klaus Silberbauer: 00:17:46]
Men er jo, altså, ja, hamrende korrupt, stadigvæk, sandsynligvis. Men er korruptionen noget iboende ukrainsk, eller er det importeret via sovjet?

[Thomas Blomseth: 00:17:56]
Jeg tror helt klart, det er påvirkning. Altså, det har jo Ruslands interesse at prøve at kompere andre lande, fordi især med Putins stød, ikke? Altså, det er jo en måde at få dem ind i sit kredsløb og under sin indflydelse, ikke? Og så har man nogle folk, som man kan påvirke, ikke? Fordi de har gjort noget ulovligt, ikke? Eller noget grænset til ulovligt. Så helt klart, ja. Det tror jeg også. Altså, de der beskyldninger mod Ukraine om, at nu, jamen, de er også korrupt, og skal vi så overhovedet hjælpe dem? Ja, de er jo korrupt, fordi de har været jo en der massiv pågivning. Altså, der var jo en regering der med Janu Kovic, som flygtede til Rusland, ikke? Hvor der var jo en russisk født forsvarsminister, tror jeg endda, med russisk pas i en selvstændig nation. Altså, det er jo helt skørende, ikke? Det er jo politisk. Ja, det gør den, ikke? Ja, så jeg synes, vi har ingredienserne til at reflektere over det, hvordan teknologi, og især teknikudvikling og selvfølgelig krig, som du også sagde, accelererer den, men hvordan det jo så også lynhurtigt kan ændre hele det strategiske landskab. Og det er jo så der, hvor den stadig tilbageværende supermagt, jo så med krig mod Iran, har jo også kommet til at afsløre begrænsningerne i dens magt, ikke? Og det er jo farligt. Det er jo sådan set det, som russerne også kom til at gøre ved at lave fuldskabende invasionen af Ukraine. Og der synes jeg, vi lige skal have en shout-up. Der var en artikel forleden på Substack, som blev delt på Bluesky, hvor der var en, der kiggede på vestlige analytikere, om hvorvidt de analyserede situationen op til den 22. februar 2022 rigtigt. Og en, som bliver fremmede der, for at han gjorde det rigtigt, det var jo vores egen Anders Puk Nielsen.

[Klaus Silberbauer: 00:20:07]
Der var han igen.

[Thomas Blomseth: 00:20:07]
Ja. Som var en af de få, som sagde, at Rusland kommer til at gøre det. Altså, de kommer til at gøre det her. Og to, det kommer til at gå rigtig skidt for Rusland. Fordi der var jo en masse analytikere, som også Phil Sobrien, der er amerikansk afstrøm, han er professor på St. Andrews i Skotland, han skoser kollegaer for ek. Det var den der analys, som sagde, at Rusland kommer til at gøre det, men de kommer også til at vinde hurtigt. Og det var jo, fordi man troede, at Rusland havde langt mere magt, end de i virkeligheden har. Og derfor gav man dem så også, kan man sige, mere indflydelse, end de i virkeligheden skulle have haft.

[Klaus Silberbauer: 00:20:46]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:20:48]
Og det ledte jo så også til, at for eksempel Brænden-regeringen jo ikke rigtig troede på at hjælpe Ukraina.

[Klaus Silberbauer: 00:20:54]
Nej, men det var jo, det var jo, det er jo også den myte, vi selv har vokset op med. Den her kolossale røde her, og når først den bevæger sig, så er der ikke noget, der overlever. Altså, en million mand, Scorched Earth, og så er Europa bare lagt ned, ikke? Og det har jo også været en, sikkert en rigtig vigtig historie at fortælle. Altså, lad os nu mindes tilbage til Regan Vest-eventyret. Altså, at man havde måske ikke fået staplet det forsvar på benene, man trods alt gjorde i Vesteuropa og USA, hvis man vidste eller indrømmede, at Rusland måske slet ikke var der, hvor man troede Rusland var, eller Sovjet dengang, ikke? Man kan så sige, dengang, hvor Sovjet kunne trække på rigtig mange stater, altså inderst der mobilisere på tværs af hele recevepakken. Jo, var der nok en reelt trussel. Det kan godt være, at det var ineffektivt, men så kunne man bare kaste endnu flere mennesker efter det. Men det ser ud til, heldigvis kan man sige, at der, hvor Rusland er i dag, at der har Rusland selv overvurderet sin styrke, og diverse analytikere også. En mærkelig blanding af overvurdering og nedspilning af trusselen.

[Thomas Blomseth: 00:22:09]
Og det er så der, hvor du nævnte det med den gamle sovjet-russiske tilgang, som er bare at kaste folk efter det. Hvor mange af de folk, som blev kastet efter nazisteren, da Sovjet-unionen jo så vendte sig mod nazisterne, efter man havde været allieret med dem.

[Klaus Silberbauer: 00:22:29]
Da det ikke længere var opportunt at være allieret.

[Thomas Blomseth: 00:22:32]
Eller Hitler begik den kæmpe fejltagelse at lave en to-franskrig. Mange af dem var jo nærmere også ukrainer, der blev sendt.

[Klaus Silberbauer: 00:22:41]
Der døde også sindssygt mange ukrainer.

[Thomas Blomseth: 00:22:42]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:22:44]
Men det er ikke en del af den officielle retorik i Moskva.

[Thomas Blomseth: 00:22:49]
Overhovedet ikke. Men der kan man sige, at det med bare at bruge folk, det har så været det russiske imperiums tilgang i århundrede. Bare at kaste folk efter problemet. Der synes jeg, at vi ser noget, der vender nu i forhold til ukraines, vil jeg sige, integreret strategi. Og den som, en strategi, som vi jo endnu ikke helt ved, hvornår præcis blev formuleret for dem, og hvornår præcis det begyndte at arbejde udefra dem. Men jo nok er imageret i løbet af de sidste to, måske tre år. som man har kørt efter. Og der nævner Philister Bryan igen. Fordi noget, han har kritiseret sine kolleger for os, og også politikere for, det var den her idé om at sige, at nu skal jeg altså sørge for at få mobiliseret alle jeres yngre mænd også, og så få sendt dem til fronten. Og der, Philister Bryan havde været ret klar i spytten, og i mailen der, med at sige, at det her er den dummeste idé nogensinde. Fordi, så bliver det jo bare dræbt eller lemnest. Og hjælper det overhovedet på krigen i det store bælde. Og der har han så også talt med ukrainske tidligere militærfolk, som også arbejder i ukrainske forsvarsindustri. Og der er det kommet frem, at det har været en bevidst strategiarbejde så hen imod faktisk at have så få folk som muligt ude ved fronten. Fordi det er det, der gør, at man på mellemlangs sigt kan nedslide russerne ved at bruge maskiner i stedet for mennesker. Og det griber tilbage, så vidt jeg ved også, til den britiske strategi, som den udviklede sig under 2. mandskrig, som også var, at man kan godt se, med den her ø-nation, man kunne ikke bare kaste folk efter det på samme måde, som man kunne ende på kontinenten. Så teknologi måtte også være en løsning på udfordringer.

[Klaus Silberbauer: 00:24:51]
Ja.

[Thomas Blomseth: 00:24:52]
Og jeg ved ikke, hvor meget ukrainerne har kigget tilbage i historien der, der, så vidt jeg ved, så har Zaluzhny og Budanov læst historien. Så de har formentlig lade sig inspirere historien. Men de har udviklet noget af den samme strategi, over en strategi, som er, vi skal ikke bare kaste folk efter det her problem, som er russerne. Vi skal udvække teknologi, så vi faktisk kan bruge folk så effektivt og sikre det som muligt.

[Klaus Silberbauer: 00:25:20]
Det er jo pragmatisk, og det giver jo mening. Der ligger jo... Altså, da du startede at fortælle om det der, så kunne det ikke være med at tænke på på amerikansk industri, og manglende automatisering op igennem sidste og dette århundrede. altså, den her idé om, at vi skal have nogle mennesker ud på fabrikkerne, og det er så mange andre grunde, det handler ikke om krig, men det her med at kaste mennesker efter problemerne. Og det holdt jo på mange måder amerikansk industrialisering tilbage i forhold til Asien, til dels også Europa, hvor automatiseringen skete hurtigere. Og jeg ved ikke rigtig, om der er en parallel, men på en eller anden måde minder det mig om det. Der er sådan nogle andre drivkræfter, når det handler om krig. Jeg forestiller mig, uden at være ekspert på russisk kultur, at det her med at løbe frem og dø for noget, det er sådan ligesom en ting i sig selv. jeg ved ikke, om det bliver set som lidt fattigere at bruge maskiner i stedet for. Og det er også noget, der ligger i i Vesteuropæisk kultur, i hvert fald hvis man ikke selv er soldat, kunne jeg forestille mig. Der har været så meget snak om det her med, at ukrainerne skal hjem og slås for deres land. De unge ukrainske mænd skal ikke til Danmark, fordi de skal hjem og slås for deres land, fordi det er noget ærefuld i, eller sådan noget. Og det er jo en helt tåbelig take, specielt hvis du er offer for en innovationskrig, at du så skal løbe frem og blive skudt. Jeg er helt enig tværtimod. Du skal da gøre alt for at holde civilsamfundet kørende. Det vil også være ret udpopulært for en politiker at blive med at sende unge mænd i døden, og kvinder i ukrainsk tilfælde. Der er ikke noget logisk fornuftigt i det, hvis det er muligt at bygge maskinerne. Altså brug de ressourcer til at bygge dyrt avanceret, nogle gange ikke så dyrt maskineri, og prøve at opnå en asymmetrisk fordel i en krig, hvor vi alle sammen troede, at det var russerne, der havde fordelen i en asymmetrisk krig, men teknologien har ligesom i den grad, og mere end det er vejet op for det. Og det er jo altså også noget, der ikke kan puttes tilbage i tuben. Nu handler det kun om, hvor hurtigt andre lande forstår, hvad der er sket på krigsførsel. Altså at man måske har taget lige så stort en hop, som da man gik fra 1. til 2. verdenskrig, rent strategisk. Måske et endnu større opfindelse, end maskingeværet det her.

[Thomas Blomseth: 00:27:48]
Ja, for det her handler jo ligesom meget om nogle integrerede systemer. Og det, der har vist sig ikke, det er, at der hvor teknologiøvelsen er kommet med droner både til lands, til vands og luften, det er, at det er til fordel for den, der forsvarer. Og det var måske der, hvor en vis orange turbo, han skulle have lyttet lidt mere efter, hvad der skete de senere år ikke. Fordi så kan man faktisk godt være en på papir og underlegnation, som så alligevel er i stand til at give tilstrækkeligt mange nålestik til, at en på papir og underlegn modstander alligevel må give op. Og det er jo det, som ukrainerne, de er i gang med her også. Jeg for år tilbage har hørt deres ukrainerens tilgang forklaret, som det er hammer mod armebolden. Altså bare lad russerne komme ind og hammer løs med den her armebolden. Og så, som vi har set igennem årene, så fodrer ukrainerne måske russerne med lidt ubrugeligt territorium. og det sender sig signalet tilbage til måske her, men det går frem, at kopians, den er blevet indtaget, jeg ved ikke hvor mange gange, og Luhansk er fuldt indtaget, det gav også noget ude fornyeligt, det er vist fjerde gang, uden det er gjort. Men det er jo det, det er den der hammer mod, den tiltagende mere teknologiske armebolden, eller digitaliserede. For det er jo også det, der er vigtigt her. Det er jo derfor, jeg også synes, der er et kæmpe tema her, som har noget at gøre med nogle af de ting, vi har lavet episoder om igennem årene, som er det med det distribuerede, det decentraliserede. Vi har lavet episoderne også om den nye form for føring, med hvordan man propagerer incitamenter helt ude i spidsen, ude i tænderne, på sekunder, med simpelthen at ende på parametre.

[Klaus Silberbauer: 00:29:42]
Altså på indgivning for at drabte russer, og hvor parametre kunne skrue på løbende.

[Thomas Blomseth: 00:29:47]
Og noget der er kommet frem her på det seneste, det er jo, at dels fik ukrainsk forsvarsminister, der havde tidligere prøvet Fedorov, som var ham, der var digitaliseringsminister inde, og det er jo helt tydeligt, at der er sket et skridt der i forhold til, hvordan det ukrainske forsvarsminister ligesom tager det her til et nyt niveau. Det er jo Fedorov, som på en eller anden måde har en forbindelse til Elon Musk også, og det var ham, der fik Elon til der i de gode gamle dage, kan man sige, da krigen startede, faktisk inden for at få et døgn og få Starling til Ukraine, så de kan bruge det. Det var så også Fedorov, at en givetligt overbevist Elon, og så måske med andre faktorer indover, om at russerne ikke længere skulle holde over til at bruge Starling. Det har jo også hjulpet Ukraineren. Men det, at nu er det jo så blevet formuleret som en eksplicit strategi, at sige, vi skal op 50.000 døde, lemlæstede, eller hårdt sårede russer om vundet, sådan at russerne ikke længere kan rekruttere på den vis, de har gjort hed til, og så kan man sige, fylde op, hvor der mangler. Og på den måde vil de jo, det lader til, at allerede nu ser det ud til, at russerne kommer to måneders rekruttering bagud, bare i løbet af det her år, men sådan som Ukraineren agerer nu. Og Rusland kan jo kun netop lige holde den på frontlinjen, som der er nu.

[Klaus Silberbauer: 00:31:11]
Det er blevet med at pumpe mennesker derude. Det er jo ikke sådan en, hvad hedder det, en fastlås situation, hvor man bare ligger og kigger op, hvordan de skørtegraven er. Det kræver et konstant tryk for Rusland, og holde likviditet i ryhom.

[Thomas Blomseth: 00:31:24]
Ja. Og det tror jeg, det er nemlig en meget vigtig point, som er lidt gået tabt, når der er betalt om, at det er fastlås ved fronten, og at det er en stalemate osv. Nej, det er det ikke. Det er en usandsynlig og vild dynamisk ligevægt. Det er det, der foregår.

[Klaus Silberbauer: 00:31:47]
Og det lyder jo super kynisk, når man har et kobi, at sige 50.000 døde eller lemnede til Rus'er om måneden. Det lyder som den der corporation, man virkelig ikke har lyst til at være ansat i. Men det er jo også lidt et modsvar på en ekstremt kynisk situation fra den anden side. Altså en... Jeg er nok ikke den eneste, der er blevet et eller andet sted chokeret over kynismen fra Rusland her. Altså fuldstændig... Der er ikke noget der krigens love på nogen måde. man terrorbomber civile. Man begår dronemor i de her såkaldte safarier, hvor man går efter civile. Og dem, der løber langsomst, de bliver ramt. Det er en kynisme, der er helt uforståelig. Og derfor er det jo nødvendigt for Ukraines side også at være kynisk. De er så kynisk på en mere kalkuleret måde. Hvor det ikke bare handler om vold. Tværtimod, altså kan man sige... Nu har det været undersøgelser, hvordan en russisk krigsfanger blev behandlet af ukrainere. Og det er på et eller andet måde overraskende. Jeg vil ikke sige venligt, men efter lovene, efter reglerne, langt hen ad vejen. Og det er jo også en form for kynisk indstilling. Altså at køre det her som en relativt kold affære med business-like KPI'er. Med en gamificeret setup, der hæver motivationen for at slå i hjælp på en mest effektiv måde. Og det er svært ikke at være en lille smule fascineret, er måske et forkert ord, men det er måske den eneste måde at tilgå den der brutale, måske mere brutale end kyniske stil, som russerne fører.

[Thomas Blomseth: 00:33:43]
Ja, hvis jeg ikke kunne huske meget forkert, så har den tidligere ukrainske øverstkommanderende Zaluzhny, som er ambassadør i UK, han har sagt, noget af det, der overrasker ham, det var, hvor vilje russerne er til bare at spille egne folk. han havde troet, at det havde slået igennem i en russisk samfund tidligere. Og det er jo nærmest ikke slået igennem endnu. Og det var så også, fordi man har offret en masse etniske minoriteter og sådan noget ude i det her kæmpe landeimperie. Og det var sådan en del af den kynisk portal tilgang der.

[Klaus Silberbauer: 00:34:16]
Ja, det er jo ikke Moskva-borgere, der bliver sendt ud, eller? Nej, det er der ikke mange af. Det er jo ude fra de østlige egnede. Det er folk med asiatiske udseende, som man nok synes, man kan offre i den her krig, som ingen russer, tror jeg, egentlig ved, hvad går ud på, og hvorfor den, altså, hvad grundlaget er. Der er sikkert nogle historier om, hvorfor det er vigtigt at afnativisere Ukraine. Men nu er det nærmest, nu har krigen, det er blevet sin egen historie nu. Der er ikke længere nogen grund til at få pulsen og forklare det. Nu er den der bare, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:34:49]
Det tror jeg rigtigt. Den er helt klart at få sin egen dynamik der. Og nu nævnte du jo så droneangreb. Og selvom ukrainerne jo så er førende på det, så skal vi jo også være helt klare, og russerne har jo også lært meget omkring det. Så dels er det jo det, der sker med droner lige ved fronten på landet. Der er jo det med sødroner, som ukrainerne så har brugt helt overlegnet, og hvor det jo ikke ser ud til, Rusland har noget, der er nær samme kapitalitet. Altså Rusland er ikke nær så godt i søen, som Ukrainer er der, og Ukrainer simpelthen har jo fået trængt den russiske sortahavsflåde helt over på østtiden. Og så er der selvfølgelig dronerne på land, som vi lige blev rørt tidligere. De bliver brugt i høj grad til logistik nu, og det er jo noget af det, der har vist sig i den her form for krigsførelse på landjorden at være noget af det allerfarkligeste, det er jo logistikken. Så det er jo det, Federer også har været ude med mål om, at de faktisk skal være op på 100%, tror jeg sågar, at logistikken ude i fronten skal håndteres af landbrug. Og det har jeg jo også historisk set, altså logistik, det er jo farligt. altså, jeg tror både i Afghanistan og Irak, altså de fleste tab der på amerikansk og allierer side, det var nærmest det, når man skulle have bragt brøndstofod til fremskudt poster og alt sådan noget, altså forsyninger. Det er noget af det farligeste, så hvis man kan få robotter ind og gøre noget der, så er det jo også en måde at udsætte ukrainsk mandskab for meget mindre far. så det var det på det andet måde, og så er det selvfølgelig i luften også. Og der er jo noget nyt, som Ukraine har fået udviklet den her event til at ramme strategisk med forholdsvis små droner. Altså Rusland købte sig til teknologi med Shahed-droner fra Iran, og så er Ukraine jo så også lavet sig inspirere af det, og det er jo fint, men så også udviklet sin egen egen designs og kapitalitæner, så man kan lave angreb et par tusind kilometer inden Rusland nu. Har det jo været inden for det sidste par dage, ikke?

[Klaus Silberbauer: 00:37:03]
Ja, et af de største raffinerier overhovedet dybt ind i Rusland bliver jo ramt, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:37:09]
Ja. Så det der med Uralbjergene er ikke længere den beskyttelse, som Sovjeron også så det som. At man kunne bare gemme, og det var det, man gjorde, når almindelig skrev, man gemte ligesom sin industri, der østfølge Uralbjergene, og så var det sikkert derovre. men nu er det der, hvor at størrelsen af imperiet er ved at blive et problem, ikke? Fordi Ukrainer er jo så skået helt konsekvent efter russiske antiluftsystemer. Sådan at Ukrainer kan få deres droner igennem, ikke? Så Ukrainer har jo droner, der er gode til at ødelække russiske luftforsorg, ikke? Så det er jo også en del af hele den teknologiske udvikling, og som, altså jeg tænker lidt, er der i ukrainske forskning, er der et kæmpestort roadmap på Fedor's, eller hans væg, der handler om, hvad det er for en teknologi, vi har brug for, for at opnå, hvilke formål, og hvor langt er vi i forhold til, at kunne få det i søen, eller i luften, eller ud og køre?

[Klaus Silberbauer: 00:38:18]
Hvis man kunne åbne kølerhjelm på det planlæggingsarbejde, og det strategiarbejde, der ligger bagved her, det kan jo være, der bliver skrevet bøger om det med nogle år. Det bliver ret interessant, for jeg tror, vi vil se mange paralleller mellem, nu nævnede jeg før, automatisering i industrien, jeg tror, der er mange paralleller mellem, hvordan man opererer det her sådan en forretning. En ting er det synlige, altså for eksempel, den indtagende webshop og pointgivning for drab på russer, men også roadmaps, men nok en masse optionality, fordi krig er en ret dynamisk situation, så der ligger nok en del roadmaps, som man kan flætte sammen i forhold til, hvad der sker, i forhold til velocity i udvikling. Der er jo en kæmpe udviklingsafdeling i gang, må den ikke også få genereret kode nu, for at kunne lave endnu bedre software til droner, og til hele infrastrukturen bagved. det er en kæmpe operation. Det, jeg synes, det er en meget, meget spændende dynamik, det er, hvor man igen, industrien i halvdelen af 1900, og senere, og nogle steder stadigvæk, altså hvis du kan smide mennesker efter problemer, så gør du det, fordi de er generelt billige, når det kommer til stykket. I hvert fald, hvis du har lavindkomstnationer, som UB sagde, altså langt hen ad vejen kunne du måske bedre betales at bruge mennesker i Amazons lager, end robotificere det hele. Og sådan har det jo også været i krig, at hvis der skulle fragtes, hvis der skulle laves noget logistik, du skulle have så og så mange patroner fragtet ud til fronten, så den ene af de to soldater, som kører lastbilen, de var expendable. Det var bare vigtigt, at der kom frem, og hvis de blev skudt i smadret, så må nogle andre køre lastbilen videre, indtil det hele blev skudt i smadret. Jeg tror det at sige, vi bruger faktisk rigtig mange ressourcer og rigtig meget energi på, at der ikke skal sidde mennesker i den lastbil der, sådan nogle setting dogs. Fordi at vi uden undskyldning i øvrigt siger, at menneskeliv er mere værd. En menneskeliv soldat er bare ligesom det mest værdifulde asset, du kan have. Måske mere værdifuldt end en meget dyr robot eller raketbatteri. Jeg tror, at hele den ændring i mindset vil betyde rigtig, rigtig meget, også i sidste ende for folks lyst, til at forsvare deres land og for hele befolkningens lyst til at blive ved med at kæmpe en krig. Fordi russernes strategi og rigtig mange europæiske politikers take på det her, det var jo, at nu dør der altså for mange ukrainere og hvis russerne bliver ved, så bliver jeg jo nærmest udryddet af det sammen. I må hellere bare lægge jer ned på ryggen og give op. men ved at sige, jamen relativt set dør der færre og færre ukrainer i den her krig, mens man opretholder et enormt push mod Rusland. så er den politiske hug jo ligesom væk, ikke? Altså der er ikke nogen, der synes det er sjovt at være i krig, det er ikke det jeg mener, men lad os nu sige, at målet er at automatisere krigen fuldstændig. Hvis målet er ikke at have nogen døde ukrainere i en måned ad gangen og bruge robotter og droner på Oslo Rosariel, det er politisk set en stærk lever, du har der, ikke? Så kan det være, at det er dyrt. Ja, det er det. Men det må vi ikke til at klare. Plus at du kan tjene mange af de her penge hjem igen ved at eksportere den her teknologi senere. Det skal vi lige huske. Altså der er penge, det er skidt faktisk. På sigt i hvert fald. Men jeg tror, at det er en kæmpe turnaround fra hvordan man har betragtet krig før, hvor den enkelte soldat var jo vidderligt ikke meget værd.

[Thomas Blomseth: 00:42:02]
Det har det så alligevel været i sådan en NATO-tænkning og doktriner. Altså det har jeg da også lært i løbet af de sidste fire år. Altså med bare hvordan man har designet panserkøretøjer. Det er rigtigt. Frem for Israel. Fordi man har set, som man...

[Klaus Silberbauer: 00:42:22]
Jo, og det går tilbage til Abrams tanken og sådan noget. kampvognen. Nu skal vi have nogle soldater på nakken af kampvognen. Som jo var bygget og pansret på en helt anden måde end de russiske T-kampvogner.

[Thomas Blomseth: 00:42:36]
Og bare lige for... Når du nævner kampvognen. Så jeg tror, at min strategiske hypotese fra sidste år, den passer meget godt ind i den her overhandlede ukrinsk strategi. Fordi russerne... Altså det, de sender afsted nu, det er jo sådan noget til 62-kampvogner. Sådan noget tilbage fra starten af 60'erne. Altså de har nærmest ikke noget til 80-72 tilbage, der kan bruges til noget. Så den der... Den der min idé om det kunne være, at ukrinerne faktisk lukkede russerne til at køre så meget af alt det der panser frem til frontlinjen for at få det smadret. jeg tror stadig, der kunne være noget om det. Og det er jo så også det, at lige snart det flow, det stopper. Og når outflowet, kan man sige, af russiske døde og hårdt såret, det bliver større end inflået af folk, der kan... kommer i trøjen, og så 10-11 dage eller kortere senere ender, hvorfor Ukraine jo bare bliver dræbt. det bliver mindre. Det er den ubalance, som Ukraine gerne vil opnå i russiske krigsfører. Men jeg synes, det er en god point det med også det politiske, at sige, at det er en måde netop for os som nationer at overleve. Og så synes jeg, at vi skal faktisk tage den der, som du sagde med, at man kan også på et tidspunkt senere eksportere. Og det er jo ikke engang på et senere tidspunkt, det er jo faktisk nu. Og det er jo der, hvor der bare inden for det sidste par uger jo lader til at være sket et kæmpe skift i hvad Ukraine til Zelensky tør sige, også i forhold til Trump og den amerikanske regering. Og så optræde med en helt anden slags selvsikkerhed. Fordi de har jo noget nu, som der er nationer, der har problemer, godt kan se Ukraine. Der har problemer

[Klaus Silberbauer: 00:44:18]
på grund af Trump og Netanyahu.

[Thomas Blomseth: 00:44:20]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:44:21]
Sikkert eksportfremstød. Hold kæft, det var hurtigt eksekveret på det der. Jeg ved endda ikke, at der havde opvarmning før, men måske allerede havde en plan for at tage fat i golflandene. Men man er altså sikkert et show of force fra Ukraine, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:44:37]
Ja, og det er der, hvor det der større strategisk skift måske ligger inde bag ved os. Og det der problem, som Trump skabte for sig selv i USA ved faktisk at begynde at bombe jorden. Og det er det med at komme til at afsløre, at man faktisk ikke har så meget våbenmagt, eller relevanten våbenmagt, som andre har troet, hedder sig. Man kommer til at afsløre mangelen i sine kapabiliteter.

[Klaus Silberbauer: 00:45:06]
Ja, og til gengæld en eklatant mangel på plan.

[Thomas Blomseth: 00:45:10]
Nemlig fordi, hvordan man kommer, og det er jo der, hvor det der med at indse, at Iran jo som udvikling, til hedderen, og har tænkt i, hvordan kan vi som en mindre nation, men der er jo stadig stor nation med 90 år indbyggere. Ja, over 100 tror jeg faktisk. Og der er flere, ja. Men stadigvæk, altså hvordan kan vi rulle os sammen, og så have piggen nok til, at man ikke lige kan spise os. Og det er jo så der, der vil jeg rent teknologisk, hvor at forsvaren er faktisk, har en fordeling. Og det viser jo så, at selv med den amerikanske overmagt i luften, og med langbestrækningsbombardement, så er det jo ikke nok til at knægte det der styr, som vi i parentes bemærker jo, ikke har noget som helst taget over os for.

[Klaus Silberbauer: 00:46:00]
På ingen måde. Ja, det er det sorteste fascister her på kloden, og jeg vil da ønske, at de blev slæbt gennem kaderne, klønget op i lygtepæle. Men problemet er, at det lykkes Trump og styrker den. Det er det, der er så bizart.

[Thomas Blomseth: 00:46:14]
Ja.

[Klaus Silberbauer: 00:46:15]
Og så samtidigvis, at hvis der er noget, altså nu udstiller jeg nok mine mange nævner over for militære analyse her, men der er ikke noget, der tyder på, at USA er stærk i attrition warfare. Det er ligesom, det er all in, men den maskine, som er den stadigvæk voldsomt slagkraft, de amerikanske krigsmaskine, den æder også så ufattelig mange, ressourcer. Altså man har jo, man har jo ikke, af mit indtryk i mange år, prøvet på nogen måde at gøre den effektiv. Altså den kører ikke mange kilometer på literen, vel? Og det er jo også en del af politikken, at man er all in på militær, men har der så været en evolutionær kraft, der har gjort, at det her militær, kunne arbejde længe og effektivt, for få penge, og det er der jo ikke, det er en ressourceslur, den anden verden. Og nu er der nok meget få, som der var en, der sagde her, for vi skal ikke bildes inden, at nogen indlærer styr på, hvad der sker i Iran, undskyld, rigtigt. Det er der nok meget få, der er indblik i, men der er noget, der tyder på, at på trods af, hvor mange tonnage, højexplosiver, der er hældet ind over det land, til voldsomt mange penge, at så er det måske begrænset, hvor stort indhug, man egentlig har gjort infrastrukturen. Plus en infrastruktur, man har slået i stykker, også er civil, og det vil sige, at man nok ikke, du ved, jeg tror ikke, man vinder hearts and minds her, fra amerikansk side, desværre. men altså, pointen var jo at sige, jamen USA er udstillet som militær slagkraftigt, men nok ikke dem, der bliver ved, fire, fem år, som ukrainerne gør. Heller ikke politisk.

[Thomas Blomseth: 00:47:57]
Nej, for det var ikke eksistentielt, og det der jo så er afsløret, og derfor, at Sætlindsk han er blevet så velmodtaget, allerede nu to omgang, hos Golfstander, det er jo, at det har afsløret, at USA faktisk ikke har alt det teknologi, der skal til for at, udkæmpe moderne krige. Og det er jo så derfor, at Golfstanderne jo også interessant nok, ret klart melder ud, at, jamen, det er faktisk en, en ulempe af amerikanske baser. Fordi dem, så bliver man målt for irakiske missiner og droner, og amerikanerne kan ikke engang forsvare sig mod den effektivt.

[Klaus Silberbauer: 00:48:35]
de har da ikke noget, der tyder på. De kan jo knap og finde ud af, at advare deres egne soldater om, at det gik i krig. Det kan man så også, der må også være, eller med den nuværende administration, som er så uendeligt inkompetent der. Men man kan ikke gardere sig mod sådan en administration. Og derfor er det måske bedre at sige, nej tak, vi har ikke brug for amerikansk tilstedeværelse her, fordi vi ved jo simpelthen ikke, hvilken tosser, der kommer til at styre det næste gang.

[Thomas Blomseth: 00:48:58]
Men i forhold til det med, med den teknologi, som Ukraine jo så kan komme med, og i forhold til det, du også sagde med, at USA har vendt sig til at udkæmpe krig på ekstremt omkostningsfuldt og dyr måde. Det er jo der, hvor ukrainerne med deres drone-inceptor jo allerede har fundet måder at være endnu billigere og effektive i forhold til den i forvejen billige iranske måde. Altså en Shahed-dron, den koster vist i omvejen om 50.000 dollars. Og der er jo flere ukrainske dronefirmaer, blandt dem hedder Wild Hornet, som laver interceptor, og jeg mener, de er til stede i golfen også nu. Og deres interceptor ligger jo på et par tusind dollarstykker. Og når man så laver sådan en nedslidningskrig, så kan man virkelig påføre modstander med stor omkostning. hvis der er, som jeg har hørt også, der skal bruges sådan 3-4 stykker af de der interceptorer til en Shahed, så er det jo stadigvæk sindssyg omkostningseffektivt. Og det er jo den teknologi, som ukraineren, de er villige til sig at sælge. Og jeg håber virkelig, de tager fat i den prissætning. Og det ene ting, det er jo så selve hardware'en, som vi kan se den. Men noget andet, det er jo hele systemet inde bagved, og måden at bruge dem på. Og det lyder så stadigvæk til, det lyder til, at de interceptoren, de er stadigvæk ret manuelt styret. Og at det faktisk kræver en dronepilot, der har en ret indgående træning, for at kunne styre netop den der slags drone, fordi de er ret ustabili, og rent rent...

[Klaus Silberbauer: 00:50:44]
Ja, det starter med en raket i røven, så der er jo også smæk på. Jeg kunne forestille mig, at det kræver nogle hurtige fingre på joypaden.

[Thomas Blomseth: 00:50:52]
Ja, så flyver de jo 2, 3, 4 km i timen. Og det skal de jo så også kunne, fordi der er jo kommet jet-shahed-droener også. Og det er jo selvfølgelig nogen, der så er dyre for russerne at lave, fordi der er en jetmotor, i stedet for sådan en plænklævermotor og en propel. Og det er jo der, hvor der hele tiden er adoptering og ændringer, så er der nogen, der ser lidt mere pantser på, eller lidt mere en hurtig motor osv. Og så må modstanderne finde ud af, hvordan man imødegår den.

[Klaus Silberbauer: 00:51:23]
Må jeg ikke i den sammenhæng bringe et kæmpe fjols på banen?

[Thomas Blomseth: 00:51:28]
Altid.

[Klaus Silberbauer: 00:51:30]
CEO for Rheinmetall.

[Thomas Blomseth: 00:51:31]
Yes.

[Klaus Silberbauer: 00:51:32]
Armin Papperger, som til synligheden ikke fatter en skid. Og det er ret rystende at sidde, at man er chef for et kolossalt, foretagende, der er kendt for innovation inden for våbenindustrien. Og så fuldstændig uprovokeret at gå ud, og sige, at de der ukrainske droner der, det er bare noget 3D-print, man laver hjemme i køkkenet. Og så siger han altså, citat, det har ikke som innovation at gøre. og så sidder jeg lige og kigger på, det var omkring den 20. eller lidt før den 20. at han kommer det tubelige citat. Jeg ved ikke, om det har noget, man ender gør, men jeg kan sige, at Rheinmetalls aktiekurs er faldet med over 100% point i mellemtiden. Undskyld, 100 point. Ikke procent point. 100 point.

[Thomas Blomseth: 00:52:20]
Ellers så er der ikke meget tilbage.

[Klaus Silberbauer: 00:52:21]
Nej, så er der ikke meget tilbage. Få omkring 1440 til 1319 euro. Men det viser nok meget godt, hvor konservativt den verden er bygget. At mens den type redskaber, som Parbackers virksomhed laver for millioner og millioner af euro, det bliver høvlet i stykker af de her såkaldte husmodredroner. Og så synes han alligevel, at han har brug for at gå ud og sige, at det er noget pjat. Og svine en af de store kunder. Det er meget mærkeligt.

[Thomas Blomseth: 00:52:59]
Jeg undrer mig også, at han fik manden sådan en spontan jernblod. Fordi det giver stedet ikke.

[Klaus Silberbauer: 00:53:05]
Jeg forstår ikke bestyrelsen ikke har kylet ham ud på stedet. Det forstår jeg ikke.

[Thomas Blomseth: 00:53:09]
Og det er måske også derfor, at aktiemarker reagerer sådan, fordi det viser basalt mange på indsigt i den teknologiske og strategiske situation. Og det er det, vi er rigtig bekymret for, hvis jeg er enten aktionær eller også bestyrelse. At sige, det er i går altså ikke, at vi har en en administrerende direktør, som ikke forstår, hvad det er for en situation, vi agerer i. Fordi der er jo ingen grund til at lægge sig ud på den måde. Han skulle jo bare have sagt, at ja, vi ser det som, at de nyudviklere, det er et godt supplement til det, vi laver i forvejen osv. Og det er jo også tydeligvis den måde, som ukrainer siger på. Det er jo ikke sådan, at de holder op med at bygge panseret køretrøjer for eksempel.

[Klaus Silberbauer: 00:53:50]
Nej, accelleri har jo stadigvæk en kæmpe rolle, ikke?

[Thomas Blomseth: 00:53:53]
Jo, så det kunne jeg jo bare have sagt i stedet for. Og så siger jeg, det er jo en interessant værdi, at man er nået frem til de ukrainske køkkener. Og det er jo på produktionssiden, at Ukraine på den måde har en ekstremt distribueret og decentraliseret produktion af de her såkaldte husbordrunger, ikke? Og derfor, den er ekstremt svær også jo, og man kan ikke bare, man kan ikke bare bombe en engefabrik, og så er det slut med det. Hvor osagerne jo stadigvæk kører ud af sådan en klassisk masseproduktions-tankgang. Det har så givet dem, under visse segmenter her i krigen, måske nogle fordele, men det giver jo også en kæmpe anlæg, som ukrainerne, de jo kan gå efter. Og spørgsmålet er om, hvordan ukrainerne, de har nok tung, grune våben til, at de sender det ud til den her Jalabuga-fabrikken, hvor russerne, de laver og sjahedron på det sådan en ting.

[Klaus Silberbauer: 00:54:43]
Det er jo totalforsvar, som vi talte om i Regan Vest-episoden, at du kan, altså, ja, du kan i et køkken i Ukraine, du kan sætte en super cheap Kina 3D-printer op, bambu, et eller andet, hvad fanden de hedder, som ikke laver andet, end sidder og printer propeller til droner, og så samler du dem ind på et eller andet måde, og kører til derhen, hvor du samler droner, og nogle andre printer, nogle andre dele, ikke? Og hvis du har 3D-printer nok tilpas mange hjem, så opnår du et, at du får utrolig mange dele ud, som du siger, uden central produktion. Du får mobiliseret en befolkning, dem, der ikke kan komme ud og slås, og også fordi, vi skal altså få ud og slås som overhovedet muligt, de kan bidrage. Og det tror jeg, i den grad også støtter. Altså, vi er jo nok ved at få gamle til at gå ud og kravle dem ud og skyde med rifler, Thomas, må vi måske indse, men kunne man bidrage på en anden måde, hvis nogen kommer og vil invadere Danmark? det er jo en fantastisk tanke, og det er bare rystende, at en CEO for så stort industrifortægen ikke kan se det og roser den distribuerede produktion, og det, at man er kommet fra meget lidt til en meget stærk krigsførende magt på så kort tid, det er helt vildt.

[Thomas Blomseth: 00:56:08]
Jeg synes så, at det kunne være en helt fantastisk god overledning, du faktisk fik lavet der, til at vi så skal tage den hjem på hjemlige bredere. og så i hvert fald her afslutningsvis lige reflekterer over, har vi i virkeligheden indset, nu er vi i gang med at bruge så mange penge på forsvar, hvad der virkelig skal til i fremtiden, og det er der jo ikke, altså, nogle gange kommer der indikationer af det ene og nogle gange af det andet. Altså, er vi i gang med at købe det rigtige ting, kommer der også omformuleren til.

[Klaus Silberbauer: 00:56:36]
Køb, køb, køb.

[Thomas Blomseth: 00:56:38]
Ja, men hvad?

[Klaus Silberbauer: 00:56:39]
Ja, altså, nu sidder jeg og følger med når tv ser om konstabler og værnepligt de er på Bornholm. De har fået en masse nye af de der panservandskabsvogne, piranæer og sådan noget der. Tund grej. Men, vi ved det jo ikke, vi ved jo ikke, hvad der sker derinde. Altså, de er forhåbentlig også gode til at holde det lidt hemmeligt, hvordan man opererer og hvad man køber ind af. Jeg ved, at der er folk, der bliver trænet på droner, men i hvor stort omfang og pas, jeg ved det ikke. Vi har jo tidligt talt om det her, altså, vi er en kystnation. Vi mangler jo, altså, vi har jo et gapende hul i vores kystforsvar. Vi har tre fregatter nu, efter de har bygget et forsynligt skib om, og de kan jo ikke være alle steder på en gang. Nogen vil sige, at de nu kan skyde med et eller andet til holdt hårdt. men frem for alt er det nogle mellemstore både, som kun er et sted, ikke? Altså, vi har nogle fantastisk dygtige ingeniører, vi har DTU. Altså, jeg mener, man skal begynde at bygge sødroner. Små, hurtiggående droner med et sensor, en sensorboks, du kan putte ned i det. smide en 500-1000 af dem ud på søen, og du har overvåget. En overvågning, som du på ingen måde kunne have før, ikke? Og hvis nogen beslutter sig for at lave noget ballade, så kan du jo sådan set bare sejle dem ind, tage sensorerne ud, og så putte en helvedestor gang sprangstof i dem i stedet for. Og så har du en hurtiggående sømine, eller det, som ukrainerne har. Eller for den tilskyld, bare en mine. Du kan lægge ud, sejle ud, og så bare slukke for den. Altså, det er nok lidt forenklet, men jeg synes, det er den måde, en lille nation burde tænke, i stedet for at købe amerikanske højteknologiske våben, som vi måske ikke kan få serviceret af sælgere, og som er afhængige af en datastrøm fra nogen, som måske ikke kan lide os, eller måske ikke vil invadere vores territorium. Der synes jeg, at noget hjemmebryg giver mere mening. Vi er en højteknologisk nation, hvorfor skulle vi ikke? På teknologien kunne vi gøre det lige så godt som ukrainerne, hvis vi bare lige øvede os.

[Thomas Blomseth: 00:58:57]
Og det er også sådan set ingen. Altså også det, at Danmark jo ikke har sådan nogle ambitioner om territoriel ekspansion.

[Klaus Silberbauer: 00:59:05]
Nej, det har vi prøvet,

[Thomas Blomseth: 00:59:06]
og det gik ikke så godt. Det gik ikke så godt. Så det er egentlig, det vi skal gøre, det er, at vi skal gøre det enormt omkostningsfyldt for nogen overhovedet at prøve på noget. Og derfor, det er et forsvar, vi har. så er det fuldstændig en del med at have sådan nogle kobler af søtroner, og vi kunne også licensere den ukrainske magura, for eksempel, når den stiger, og så bare have, som du siger, tusindvis af dem, der serler rundt, bare sådan for en god åndsskyld, sådan at hvis der er nogen, der begynder at tænke på noget, og der er jo særlig nogen over vidspunkt, så smadrer vi deres grej, fordi der er temmelig smalt igennem både Storebælt, Øresund, og så Lillebælt kommer de jo ikke engang over i. så det er mere det med, at nemlig at få skabt afskrækkelsen, og så kunne der være noget om lige at have den der, den der lidt langrækende kapitaliteter i form af machiner, og sige, hvis I så alligevel prøver på noget, så kæmper vi ikke kun lige op mod jer her, på vores eget, omkring vores eget territorium, nej nej, så ryger der noget langt ind bag ved hos jer, hvor det kommer til at gå rigtig rundt. Der er jo sådan en, jeg tror stadigvæk, den her PhD-studerende, Fabian Hoffmann, som er i Oslo, af tysk afstamling, som på Substack, og også på Twitter, planderer for, at Europa skulle se at få nogle af de der mere langrækende missilkampitaler. Sådan at det bliver, altså man kan vi lave counterstrike, ikke? Sige, hvis I prøver, hvis I sender noget i vores rækken, så kommer der altså noget ubehageligt noget, det behøver ikke være nukleat.

[Klaus Silberbauer: 01:00:35]
Jeg skulle til at spørge om, om vi så snakker nukleat våben, for det er jo heller ikke afvisende overfor. Jeg tror bare, at der er lang vej, og franskmænd er de eneste, der kan levere noget, som er relativt uafhængigt, og jeg tror sådan set, det vil være fint, så længe man gransider der, men jeg vil ikke være sikker på, at jeg har lyst til at handle med Mølle Pinn, eller hvem der kunne komme til efter et ekstremt højdraget valg. Det er heller ikke sikkert, at de har lyst til at handle med sådan nogle woke sataner, som os.

[Thomas Blomseth: 01:00:59]
Ja, lad os også håbe, det går yderligere skidt for de kræfter efter Orbansvalg.

[Klaus Silberbauer: 01:01:04]
Ja, men Bulgarien søger sig godt ud.

[Thomas Blomseth: 01:01:07]
Det er vist ikke, altså, han kommer til at få stor indførelse. Nu bliver det meget politisk. Ja, purr. Lad os, skal vi ikke stoppe den her, efter at have været oppe på både den store teknologiske og strategiske klinge.

[Klaus Silberbauer: 01:01:25]
Du har lyttet til Silberbauer og Blomseth, en uafhængig og usponsoreret podcast om teknologi, systemer, erkendelse og om de mønstre, der driver vores virkelighed. Følg os på Bluesky, hvor vi poster opfølgende materiale for hver episode og altid er klar på en dialog, kommentarer, idéer og kritik. Vores handle er snabel-a silberblom.dk Og ikke mindst, hvis du kan lide, hvad du hører, så anbefal os til venner, familie og kolleger og smid gerne stjerner efter os på Apple Podcast. Vi higer jo alle efter anerkendelse i en eller anden form. Tak for, at du lytter med.