Silberbauer & Blomseth
En samtale om systemerne, videnskaben og mønstrene bag fænomener og teknologier, der præger alt fra vores dagligdag til menneskehedens ultimative skæbne. Kommentarer eller spørgsmål?
Fang os på Bluesky: https://bsky.app/profile/silberblom.dk
Silberbauer & Blomseth
Episode 128: Rumdomænet – krig og fred i kredsløb
Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.
Midt i alt det andet, der foregår for tiden, er der en bekymrende udvikling, som er gået relativt upåagtet hen: Normerne for god opførsel i jordkredsløb er begyndt at blive udfordret af — ikke overraskende — Rusland.
Russiske militærsatellitter har i år uden varsel og modstrid med al skik for manøvrer mellem rumfartøjer lagt sig i baner, der først fulgte en kommerciel, finsk udviklet og amerikansk registreret ICEYE-radarsatellit på en afstand af nogle hundrede kilometer for derefter at bevæge sig ind på en afstand af hundredvis af meter — eller måske endda mindre. Og det på et tidspunkt, hvor det står klart, at rumdomænet er blevet uomgængeligt i moderne krigsførelse i kraft af den infrastruktur, som er placeret dér, især mht. datakommunikation, navigation og efterretninger.
Vigtigheden af førstnævnte viser sig med al ønskelig tydelighed i de nylige, uvarslede begrænsninger i det ukrainske forsvars brug af satellitkommunikationen leveret af SpaceXAI. Det lugter unægteligt af et forsøg på at udøve pression på jorden gennem en tjeneste leveret gennem rummet.
Nævnt i episoden:
- Helle og Henrik Stub, Krig og fred i rummet (1983)
- Kosmos 2612 og ICEYE-X36
- Syntetisk apertur-radar (SAR)
- Buzz Aldrin, Gemini- og Apollo-programmet
- David E. Hoffman, The Dead Hand: The Untold Story of the Cold War Arms Race and Its Dangerous Legacy
- Reagans Strategic Defense Initiative (Star Wars)
- Starlink, Starshield og hastighedsloftet over Ukraine
- Mykhailo Fedorov og Viasat-angrebet i februar 2022
- Ashlee Vance, Elon Musk (biografi)
- GPS, Galileo, GLONASS og GNSS
- Ruslands ASAT-test i 2021
- Kessler-syndromet (Donald J. Kessler) og filmen Gravity
- Dr. Strangelove
- U-2, SR-71 og Corona-satellitterne
- National Reconnaissance Office (NRO) og Hubble-teleskopet
- GomSpace og Aalborg Universitets CubeSats
****
Nu også på YouTube — hvis du bedst kan lide din podcast med uden video. https://youtube.com/@silberblom
****
Hvem betaler for Silberbauer & Blomseth?
Det gør vi selv. Vores indhold er på ingen måde egnet til sponsorer eller reklamer for proteinpulver, VPN-forbindelse eller e-bøger. Så hosting, udstyr og alt det der er på egen regning.
Det eneste vi beder om til gengæld (hvis du altså kan lide det, vi laver) er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form.
Husk at følge os på Bluesky (@silberblom)
Hej Thomas.
Thomas Blomseth:Hej Klaus.
Klaus Silberbauer:En uge forsinket, vi har lige holdt en lille ekstra pause, men det har jo ikke gjort mig mindre spændt på, hvad det er, vi skal tale om i dag.
Thomas Blomseth:Det har så givet mig mulighed for at skifte emne i forhold til det, jeg troede, vi skulle tale om.
Klaus Silberbauer:For at narre fjenden.
Thomas Blomseth:Ja. Først så troede jeg, at vi skulle tale om sådan et meget mere abstrakt, principielt emne, men det gemmer vi til en anden gang. Og i stedet for så bliver det noget afstedkommet af aktuelle begivenheder, som så undervejs bliver endnu mere aktuelle. Vi sidder her en søndag, hvor det i går jo så lykkedes for SpaceX at fange Starship med deres spisepinde, efter den kom tilbage fra kredsløb. Men det er ikke det, vi skal tale om. Nej, men vi skal tale om et emne, der er ovre i den genre, i hvert fald i det område. Og jeg hiver her en bog frem, som jeg mener, jeg har omtalt en gang tilbage, hvor vi har talt om ting i rummet. Og det er Krig og fred i rummet af Helle og Henrik Stub.
Klaus Silberbauer:Helle og Henrik Stub, altså mine gamle helte fra Illustreret Videnskab.
Thomas Blomseth:Ja, og det er sådan en bog, de skrev helt tilbage i 1983, hvor de så vidt jeg ved var gymnasielærere. Og som jeg så fik en gang i slutningen af 80'erne.
Klaus Silberbauer:Fantastisk.
Thomas Blomseth:Og den handler jo så om, hvordan rummet jo ikke kun er et sted for udforskning og bemandet eller automatiseret rumfart, men det er jo også det, vi kunne kalde rumdomænet. Det er noget, som har militær betydning.
Klaus Silberbauer:Thomas, du holder den op foran kameraet her, og jeg kan ikke undgå at se, at der sidder sådan en rød label på den. Prøv at holde den lidt tættere. Hvad står der på den label der?
Thomas Blomseth:Jamen det er jo, fordi jeg fik den, da jeg var i praktik på Amtscentralen for Undervisningsmidler.
Klaus Silberbauer:Jeg skulle til at sige, om det ikke var Amtscentralens logo, det der. Du fik den på Amtscentralens bibliotek. Skal vi ikke bare sige, at det er historien?
Thomas Blomseth:Ja, jeg fik lov til at vælge en, da jeg var i praktik der i folkeskolen, et stykke.
Klaus Silberbauer:Du har ikke stjålet undervisningsmaterialer fra amtet, vel?
Thomas Blomseth:Nej, det har jeg. Amtet findes jo heldigvis så heller ikke længere. Nej. Jeg ved ikke, om Region Nordjylland kunne komme med et eller andet krav. Men som du ser, så er der faktisk et kryds over det der med, at den ligesom hører til Amtscentralen.
Klaus Silberbauer:Ja, det er jo derfor sikkert. Så gælder det ikke længere. Nej.
Thomas Blomseth:Det var ikke mig, der satte krydset. Nå, men det er, fordi jeg synes, at det her aspekt med rumdomænet og krig i rummet er et, som jo er blevet tiltagende vigtigt i Ruslands fuldskalakrig mod Ukraine, men som bliver underrapporteret i de store, brede massemedier. Grunden til, at jeg synes, det er meget aktuelt at tage det op, det er jo, at der er simpelthen sket et kæmpe skridt i den måde, man opfører sig på i kredsløb, og som ikke rigtig er blevet rapporteret, synes jeg, og det er ikke blevet gjort klart for folk, hvor stort et skridt det er. Og du ved sikkert, hvad jeg henviser til, og det er, at der jo er en russisk militær satellit, som af nogle omgange har bevæget sig meget, meget tæt på en finsk udviklet, men amerikansk registreret ICEYE-satellit, som efter alt at dømme leverer sådan noget syntetisk apertur-radar-data til ukrainerne. Og det der med, at der er satellitter, som uannonceret og uden forudgående aftale bevæger sig ind på måske inden for hundredvis af meter fra den anden satellit, det har simpelthen overskredet nogle grænser for, hvordan man opfører sig i kredsløb, som aldrig har været overskredet før.
Klaus Silberbauer:Og den her, der snakker vi ikke hundredvis af meter, så vidt jeg kunne forstå på, jeg tror, det var Rumsnak, så snakker vi få meter.
Thomas Blomseth:Er det helt enkelt at kysse? Ja, det er der så ikke sådan primære data på i åbne kilder endnu. Der er forskellige folk, der jo så arbejder også, amatørastronomer og folk, der overvåger ting i kredsløb, som prøver at sjusse sig frem til, hvor tæt på de har været. Men det tyder i hvert fald på et hundredvis af meter, og det er i rumforstand det samme, som du siger, som at kysse. Altså det er en voldsom provokation fra russisk side, som jeg synes, det er værd at få gjort mere opmærksom på.
Klaus Silberbauer:Det er tailgating.
Thomas Blomseth:Ja, og så det der, hvis vi skal redegøre lidt for forløbet, så opsendte russerne en Sojuz-raket fra Plesetsk-rumbasen. Det er sådan ligesom deres arktiske rumbase, tilbage i april. Og der var seks russiske militærsatellitter, deriblandt en af de her Kosmos-satellitter, som de jo så brugte tilbage i april-maj, faktisk værdifuldt brændstof på at få manøvreret ind i det samme baneplan som den her ICEYE-satellit. Allerede der begyndte folk at sådan undre sig, fordi det, man skal vide, det er jo, at når man sender en satellit op, i hvert fald sådan indtil videre, så har den jo kun en begrænset mængde brændstof. Og hver gang man laver orbitale manøvrer, så koster det brændstof, og det er jo så med til at forkorte dens levetid, der hvor den er brugbar, eller i hvert fald der, hvor den er manøvrerbar. Det er jo så sådan noget som, hvor opsendelsen af James Webb-rumteleskopet her for nogle år siden var så præcis, at man faktisk jo ser frem til at have endnu længere levetid for det rumteleskop, netop fordi det kan holde sig på sin plads ude i Lagrange-punktet meget længere tid, fordi det har det der brændstof, som ikke skulle bruges på at korrigere opsendelsen. Så det er jo virkelig en begrænsende faktor i satellitoperationer, og der valgte russerne så allerede kort tid efter opsendelsen at bruge ret meget delta-v. Jeg tror, det var vist en 106 meter i sekundet eller sådan noget, og det gør man kun bevidst givet nogle trade-offs.
Klaus Silberbauer:Ja, det er jo et signal. Det er jo en trussel, ikke?
Thomas Blomseth:Jo, det er et vink med en vognstang. Der er jo så det der vink med en vognstang tilbage i foråret, forsommeren, ikke? Og der var en af de her Kosmos-satellitter, 2609'eren, den passerer 26. maj 2,5 kilometer fra den her X36-satellit. Så er vi jo virkelig inde på kort afstand. Men en ting er jo sådan at passere, og det kan jo tage sekunder eller brøkdele af et sekund, når vi taler orbital hastighed, og hvis folk ikke lige har sådan referencen, så taler vi sådan i runde tal omkring 28.000 kilometer i timen. Og i runde tal, ja, knap 8 kilometer i sekundet. Og det er altså stærkt. Der skal ikke begås mange fejl der.
Klaus Silberbauer:Nej, men de er... Jeg har ikke styr på banemekanikken for de her satellitter, men de render vel samme vej rundt, ikke? Så den forholdsmæssige hastighed kan jo være nede på nul. Altså, de kan i princippet lægge sig lige ved siden af.
Thomas Blomseth:Ja, det var så det, der skete i foråret, det var så sådan en passage, men det, der så begyndte at ske i løbet af efteråret her, især i oktober, det var så, at... En anden af de her Kosmos-satellitter fra den samme opsendelse, den hedder 2612, den begyndte man at manøvrere ind i X36's baneplan. Og den lå sådan en kilometer under og 475 kilometer bagved. Og det er jo så det, der begynder at muliggøre det, der så skete senere. Nemlig, som du siger, at begynde at lægge sig lige op ad. Og der har jeg ikke lige regnet på, hvor meget de der manøvrer koster. Men det er jo også, det er jo avancerede manøvrer, hvis man tænker tilbage på, hvor meget der skulle findes ud af i 1960'erne for at kunne lave rendezvous, som det hedder. Det var faktisk det, som Buzz Aldrin havde lavet sin ph.d. om. Det var sådan nogle orbitale rendezvous-manøvrer. Og det var det, amerikanerne øvede med bemandede rumskibe i Gemini-programmet, især for at kunne lave de her manøvrer, hvor månelanderen og så kommandodelen af Apollo-rumfartøjet kunne mødes igen i månekredsløbet. Fordi det havde man faktisk ikke rigtig styr på, så det skulle man finde ud af. Og der er jo meget mærkelige ting i forhold til, hvordan man skal tænke. Altså, hvis man nu er pilot, og man skal manøvrere i kredsløb, hvis du skal indhente nogen, så skal man faktisk droppe ned og sådan noget. Du skal ikke højere op, der tager det længere. Der falder du bagud og sådan noget. Så det var noget af det, Buzz Aldrin var med til at udvikle. Og så for mig også en grund til, at han også kom med på Apollo 11-missionen. Fordi det var så helt afgørende for, at man ikke bare kunne få folk til Månen, men man faktisk kunne få dem sikkert tilbage igen. Så der har russerne nok så siddet, og man har haft den her på plads i det samme baneplan. Og så faktisk på en måde, så den lå og skyggede. Skyggede ICEYE. Så det skete der i starten af oktober.
Klaus Silberbauer:Ja. Det er... Vi har før talt om synkronicitet her, ikke? Jeg anede ikke, du ville tage det her emne op. Men alligevel for fem dage siden, så fandt jeg en bog frem til en genlæsning, der hedder The Dead Hand, The Untold Story of the Cold War Arms Race and Its Dangerous Legacy, som er skrevet af David E. Hoffman. Og jeg er faktisk lige kommet til den del, hvor han beskriver Reagans fascination af det, der blev kaldt Star Wars-projektet. Og dengang blev Reagan jo i den grad udskammet af alle fra midten og til venstre over, hvor vanvittig en tanke det var at sende våben i rummet, selvom det var forsvarsvåben. Og tiden var nok heller ikke til det rent teknisk, og det skete jo aldrig. Altså, Reagan fik ikke bygget det store Star Wars-program. Men der er vi nu. Og man kan så sige, hvis Vesten bare var kommet først, så havde vi måske ikke stået i det her dilemma, fordi ikke overraskende har russerne jo ikke nogen moralske eller etiske udfordringer ved at begynde at føre krig i rummet. Og det er jo det, man begynder på her, ikke? Altså, det her, det svarer jo til at stille sig meget tæt op ad en anden og sige, sikke en fin satellit, du har der. Det ville være ærgerligt, hvis der skete noget med den, ikke? Og det er jo helt klart et pres, der hedder, hvis I bliver ved med at sende data, i det her tilfælde ICEYE, men andre private virksomheder sælger jo data, bliver betalt af EU sandsynligvis, og måske også Ukraine direkte, for at levere data til Ukraine. Og de får at vide, hvis I bliver ved med det her, så kan det være, at jeres satellit kommer galt afsted. Det er jo en trussel om krig i rummet, og det er sådan en typisk russisk mafiametode, som vi ikke skal forholde os naivt til.
Thomas Blomseth:Nej, og du formulerer det præcis på den måde, som jeg også gør det, nemlig at det er den der, sikke en fin satellit, du har, det ville være ærgerligt, hvis der skete noget. Og lad os gemme den tanke også til senere, fordi jeg tror, at den kunne have indflydelse på andre ting, der foregår. Nu nævnte jeg SpaceX før, og vi må sige sådan for os, altså, du har det måske på samme måde, jeg har svært ved at glæde mig på samme måde over, hvad de opnår rent teknisk, på grund af, hvor stor en idiot Elon er blevet i forhold til politik, og han viser sig at være moralsk fuldstændig depraveret.
Klaus Silberbauer:Det må man sige.
Thomas Blomseth:Ja, men lad os tage den lidt senere.
Klaus Silberbauer:Altså, jeg gad heller ikke se andet end nogle få uddrag af Starship-succesen her, fordi som du siger, det er sådan lidt, okay, whatever. Altså, det er svært at frigøre sig fra tanken om, at han i disse dage igen eftersigende har throttlet Starlink over Ukraine. Og det er jo forræderi af en klasse, der bringer blodtrykket op.
Thomas Blomseth:Og det kan vi så bruge til netop lige at hive den op på det mere principielle plan, fordi det er jo så et af de eksempler på, hvordan rummet leverer infrastruktur til krigen på jorden. Og hvorfor rumdomænet er blevet så helt afgørende vigtigt. Fordi det, ICEYE-satellitterne leverer, det er jo efterretninger. De scanner med deres radar, de der SAR-radarer, som man også kender det, de kan jo scanne ned gennem skyer og sådan noget. Så det er ekstremt vigtige efterretninger, man kan få gennem den slags data. Men det, som Starlink og Starship leverer, det er jo kommunikation. Så det er jo en anden type tjeneste, som også jo er helt afgørende for krigsførelsen på jorden. Og det er jo der, hvor vi også ser, hvordan russerne er i gang med at prøve at lave deres egen Starlink-analog, eller i hvert fald noget, der kan levere en lignende tjeneste. Og vi har jo så også indset nu, på grund af den der meget, meget mærkelige opførsel fra Det Hvide Hus og fra SpaceX, at vi kan ikke stole på den infrastruktur, som der endda bliver betalt for. Det er jo især polakkerne, der betaler for Starlink og Starship til ukrainerne. Og selvom man betaler for sådan en tjeneste, så er der nogen, der alligevel kan finde på at sætte et loft over, hvor hurtigt terminalerne kan bevæge sig. Og en ting er med efterretningerne, at man ikke kan se, hvad der foregår, men noget andet er, hvis ens tropper ikke kan kommunikere og koordinere, eller, som også er vigtigt i det her tilfælde, at de ukrainske interceptordroner bliver forhindret i at udføre deres opgave, som er at nedskyde de russiske Geran-jetdroner. Og det leder jo til civile tab i Ukraine, når de interceptorer, de er ikke...
Klaus Silberbauer:100 %. Og det kan være, at vi lige skal præcisere der, fordi der har været meget rod i pressen, ikke underligt, omkring de tekniske forhold. Altså, der bliver skrevet om throttling af Starlink, og så bliver der skrevet om kilometer i timen, og det er der nogen, der bliver forvirrede af. Men det, der jo eftersigende sker, det er, at Starlink sagtens kan måle, hvor hurtigt terminalen, som du kalder det, altså selve antennen på jorden, eller lavt over jorden, bevæger sig. Og så kan Starlink simpelthen sige, over en vis hastighed, så er der ikke noget data. Og i starten kunne du slet ikke flytte en Starlink-terminal. Du kunne ikke sætte den på en bil. Den skulle stå, hvad hedder det, stationært et sted. Og så blev de mobile, men de kan så sige, jamen over 160 km i timen, hvis terminalen bevæger sig mere end det, så slukker vi simpelthen for data. Og det er eftersigende det, som er sket. Musk siger, at det er, fordi ukrainerne bruger en civil version, en civil licens til Starlink, men sætter den på hurtiggående våben. Det kunne være droner, det kunne i princippet være krydsermissiler. Og det må de ikke ifølge EULA'en, underligt nok, så lige pludselig bliver det noget kontraktuelt. Men ukrainerne siger jo, at det sker også med den militære version, som de mente, de faktisk har betalt for, eller polakkerne har betalt for. Jeg vil tro, at det handler ikke om slutbrugerlicensaftalen i det her tilfælde. Det handler om et gustent samarbejde mellem Trump og Musk, der gør, at ukrainerne skal presses. Og også igen trusler om, at hvis ikke de falder til patten og accepterer en såkaldt fred med Rusland, så slukker vi bare helt for det her. Og så kan vi måske vende tilbage til, hvad det betyder for den generelle tillid til det relativt store program, der hedder Starlink. Men det er jo bare ikke noget, man bekymrer sig om for tiden.
Thomas Blomseth:Nej, det er jo så sandt. Men en teknisk pointe, det er jo også, som du indikerer, at det med at kunne begrænse adgangen til Starlink-forbindelsen, givet hvor hurtigt terminalen bevæger sig, det er jo ikke en naturligt iboende del af det system. Det er jo noget, SpaceX har bygget eksplicit. Og det er jo meget sigende også, at den grænse er 161 km i timen, som svarer til præcis 100 miles. Altså en mile, den er jo 1609 meter. En amerikansk mile. Så det er noget, SpaceX eksplicit har bygget ind i det her system, og der er nogle konfigurationsparametre, hvor der er nogen, der kan sidde for geografiske områder og styre det herfra.
Klaus Silberbauer:Og det er, når man laver den service, som Starlink jo er, og det er noget, vi faktisk har talt om, da vi snakkede om planet-chiller, og hvis du har magten til at sende ting i kredsløb, hvis du har magten til at styre dem, levere data, levere energi, eller hvad du nu bruger dine satellitter til, så kommer der et kæmpe ansvar. Så jeg vil sige, jeg kan godt forstå, og jeg ville nok også forlange, hvis det var mig, der skulle sælge sådan et system, at der naturligvis skal være en øvre grænse for, hvad en civil bruger kan med det her system. Fordi hvis en eller anden terrorist kan lave en hurtigtgående raket og styre den via Starlink, det ville da være et problem. Altså, det er så ellers meningen at sige, vi vil gerne prøve at ramme ind, hvad vi bruger det her til. Men så snart man har sat de grænser på sit tool, sin service, jamen så kommer der en række beslutninger, der skal tages. Er der nogen, der må bruge det her ved de høje hastigheder? Og høje hastigheder vil typisk nok være til militært brug. Eller skal du dokumentere, at den her Starlink-terminal sidder på et trafikfly, og derfor er det civilt brug, og så får du lov? Altså, de kan jo styre det her ned på de enkelte konti, vil jeg skyde på. De kan styre det på geolokation. De kan bestemme for nærmest hver eneste terminal, hvor hurtigt den må bevæge sig, mens den stadig får data. Og i det her tilfælde, så blev det så brugt i en krig. Musk havde i starten jo sagt, at han ikke ville levere en service, der deltager i angreb, men kun til forsvar. Angreb og forsvar, det er sgu en lidt diffus grænse efterhånden, hvor du angriber noget for at forsvare dig, og så videre. Og det er jo den gråzone, han måske praktisk nok har vovet sig ud i nu, og det gør det til noget rod, fordi det er jo klart for alle, at han er et tool, der bliver brugt af Putin via Trump. Og hvad Musk så har på spil, om det er nogle grimme billeder, der ligger et sted, eller om det er en trussel mod hele hans satellitflåde fra Rusland, det ved vi ikke rigtigt. Det kan også være, at han bare gerne vil have åbnet det russiske marked og tjene nogle penge.
Thomas Blomseth:Det sidste, det tror jeg, men jeg tror faktisk, det er jo det, jeg har foreslået dig også, at der er noget omkring din anden forklaring. Altså, det, at russerne demonstrerer en kapabilitet over for ICEYE, det er sådan at gå direkte efter Ukraines kapabilitet, men jeg har jo undret mig gennem flere år, Hvad var det, der så skete med Elon Musk efter slutningen af februar 2022, hvor han jo sørgede for, inden for få dage efter at daværende digitaliseringsminister Fedorov i Ukraine henvendte sig til ham, at få distribueret tusindvis af Starlink-terminaler til ukrainerne? Noget af det, der skete først, det var, at russerne som optakt, eller som del af den første del af fuldskalainvasionen, jo gik gennem cyberdomænet, gik efter Viasat-kommunikationsterminaler i Ukraine og fik sat dem ud af spillet, for at prøve at ødelægge ukrainsk kommunikation der i de første dage. Og der trådte Elon jo til, og der må man sige, der viste han sig jo på den rigtige side af historien, men hvad skete der i løbet af de få måneder der, hen imod sommeren 2022, hvor han så begyndte at tale om, at der var en ukrainsk mission, hvor de brugte Starlink til at prøve at angribe med nogle sødroner på Krim, og de nåede ikke frem, fordi forbindelsen blev afbrudt af SpaceX undervejs, og i et væk begyndte han at gentage russiske talepunkter om, at man skulle undgå tredje verdenskrig og sådan noget? Hvad skete der de mellemliggende måneder? Det er der for lidt undersøgt om, og noget af det, jeg kunne... Altså, en af mine spekulationer, det er, Var det der, hvor Putin fik Musks øre, og han netop sagde det, du sagde i starten, det er da en voldsomt fin satellitkonstellation, du har der. Det ville da være ærgerligt, hvis der kom til at ske noget med den. Fordi det sted i hele Musk-imperiet, eller konglomeratet, hvor der for alvor bliver tjent penge, og der er et kæmpe stort potentiale, det er jo Starlink. Så derfor er en del af hans, altså finansieringen af alt det der, også afhængig af, at Starlink tjener penge og skaffer penge hjem. Og russerne, de har jo deres beskidte, røghulsagtige mafiametoder, hvor de smyger sig ind på folk, og så lige pludselig, så skruer de tommelskruen i og minder folk om, at de også har baseballbattet med ude bagved, og andre langt værre metoder. Det kunne være, altså jeg spekulerer jo mere, at det kunne være der, hvor han er kommet i en form for Stockholmsyndrom, der, hvor de har trukket ham tæt til sig, og så da de havde trukket ham tæt til sig, så gør de ham opmærksom på, at vi kan jo godt trække tæppet væk under ham, hvis det skulle være.
Klaus Silberbauer:Det er jo næsten umuligt at sige, og spørgsmålet er, om det er noget, man nogensinde finder ud af, måske om 30-40 år, når nogen skriver en bog om det, men han er også eksponeret mod så utrolig mange fronter. Han er eksponeret, han har private selskaber, der er kofinansieret med mere eller mindre hemmelige kræfter i Mellemøsten. Han har russiske kontakter, det ved man jo fra hans tidlige karriere, hvor han rejste rundt i Rusland og prøvede at købe missiler, så han kunne bygge sine første raketter. Det gør man ikke, medmindre man har nogle lyssky kontakter. Så har han jo været i et eller andet.
Thomas Blomseth:Altså, det helt første, jeg læste, Vances biografi, helt der tilbage for 10 år siden, altså de grinede jo ad ham, da han var i Rusland.
Klaus Silberbauer:Jo, jo, men hvem er de, hvem er de? Altså, du kommer jo ikke ind og overhovedet forsøger sådan en handel, medmindre du kender nogen. Du kan ikke bare ringe til et toll free number og så bestille nogle raketter. Jeg ved godt, han fik ikke noget ud af det, men han har jo skabt sig kontakter, og jeg er sikker på, at han er virkelig connected i Rusland. Han er også virkelig godt connected hos meget, meget velhavende mennesker i Saudi, som nok heller ikke, du ved, lider af moralske kvababbelser og flytter det ene og det andet ud og ind af Rusland. Så har han haft kontakt til Epstein. Hvad ligger der der? Altså, han er jo ligesom sluppet fri af skandale indtil videre, men måske er han også fanget ind af, at når de på et tidspunkt begynder at offentliggøre de rigtige Epstein-filer uden al censuren, så dukker han måske også op i nogle lidet flatterende situationer. Det kan også være med til at trække i den retning. Og så tænker jeg, uden at ville prøve at spekulere for meget i hans personlighed, at der skete et eller andet mellem ham og Joe Biden på et tidspunkt. Altså, Musk startede ud som sådan en centristisk demokrat. Det var i hvert fald det, han lod, som om han var. Og så var det, som om han og Biden, det gik helt galt. Og det var ligesom starten på Musks anti-woke-besættelse, hvor han er blevet sortere og sortere. Og nogle gange synes det, som om at så snart noget kan pisse venstrefløjen af, så snart han kan se nogle liberal tears, så er han på. Og han har fået blandet den der troll-persona sammen med sin virkelige persona, måske i en sky af ketamin. Og det gør så, at nu handler det også bare om at lave ballade og være en aso. Og jeg tror, det er umuligt at splitte ud. Hvem kan afpresse ham? Hvad har han af forretningsinteresser, der er vigtige? Hvem skylder han noget? Jeg tror ikke, der er én forklaring, med andre ord. Jeg tror, det er en sky af forklaringer på, hvorfor han er klar til at ofre civile ukrainere i sin egen lille elendige kamp mod et eller andet demokratisk spøgelse, eller hvad det er.
Thomas Blomseth:Ja, altså, inden vi lige, vi skal tilbage til det mere principielle, men inden vi gør det, det, jeg er bange for, det er også, at han med den personlighed, han har, og den, vil jeg mene, personlighedsforstyrrelse, som han også lider af, at han kan retfærdiggøre det over for sig selv, at det der projekt med Mars eller nogle af de andre ting, han er i gang med, er så vigtigt for menneskeheden, at så er der nogle ofre, der må gøres nu. Altså, det, som han specielt gør over for Ukraine, med sådan bare at sætte det her hastighedsloft på, det er jo ikke normalt, som man gør i en kommerciel relation. Hvis der er nogen, der overtræder en EULA, nogle aftaler, så plejer man jo at komme med et varsel og lave en advarsel og sige, I overtræder betingelserne, hvis I ikke bringer de her forhold i orden, så lukker vi ned for tjenesten på den og den dato. Og det her, det kom bare ud af det blå. Der var ingen varsling til Ukraine.
Klaus Silberbauer:Man kunne forsvare eller forstå, hvis man sagde, vi vil slet ikke eksportere den her teknologi civilt til Ukraine, fordi vi risikerer, at den ender i en krigssituation. Det er der jo andre virksomheder, der kunne finde på at gøre. Men SpaceX har jo nu en militær afdeling, Starlink har et militært produkt, som bliver solgt til Ukraine. Det er et våben. Altså, jeg tænker, det er klassificeret som våbenteknologi. Og så længe det er tilladt fra en amerikansk regering at sælge det til Ukraine, så skal han ikke gå ind og skrue på tingene. Det svarer til at sælge en kanon til et land og så sige, hov, nu skyder du på en måde, som vi ikke bryder os om, så nu skruer vi ned for kraften på kanonen via wi-fi-forbindelsen. Og det er jo ikke sådan, man handler våben. Det er også det, jeg mener med, altså vil han fortsætte med at sælge Starlink, så skal han nok ikke demonstrere, at han har tænkt sig at skrue op og ned for effektiviteten af produktet. Hvem fanden gider så købe det? Og hvem gider købe den militære version?
Thomas Blomseth:Det er et godt udestående spørgsmål. Jeg synes, vi kan bringe en tredje meget vigtig ting, en tjeneste, på banen, som jo også bliver leveret fra rummet, og som folk også gør god brug af i hverdagen, og det er jo navigation. Altså det, det amerikanske system hedder GPS, det er det, folk kender, men generelt hedder det GNSS, fordi det er globale navigationssystemer baseret på satellitter. Og de er jo indtil videre noget, som nationalstater eller grupperinger af nationalstater, som EU, har leveret. Der er jo ikke nogen private GNSS-satellitkonstellationer, endnu i hvert fald. Men det er jo også en ekstremt vigtig tjeneste i forhold til krigsførelsen i Ukraine. Styring af droner, styring af missiler, der spiller det en stor rolle. Altså at fastslå, hvor man er henne. Altså spørgsmålet er, mange moderne tropper, kan de læse kort? Det ved jeg ikke. Især måske på den russiske side.
Klaus Silberbauer:Nej, måske ikke lige på den russiske side. Jeg tror stadig, det er noget, man gør noget ud af i NATO, at man trods alt kan navigere med kompas og kort. Og det bliver nok også aktuelt, jo mere spoofing der sker. Men folk kalder det bare GPS. Men faktisk, hvis du køber en helt normal, altså bare din telefon eller din bil, den lytter på mange forskellige systemer. Altså, GPS er jo så bare det amerikanske militærsystem, som jeg mener blev åbnet civilt, eller man kunne bruge det for alvor civilt, omkring midten af 90'erne. Det var ligesom der, man sagde nu. Det var et eller andet sted en gave fra USA til resten af verden at sige, vi gør det her system præcist nok til civile, til at man kan navigere efter det ned til få meters præcision. Mange tak for det, for pokker, det har gjort noget. Så er der det europæiske, Galileo, kalder vi det. Og mit bud er, at en hvilken som helst iPhone hopper fint mellem Galileo og GPS. Rusland har deres eget. Det hedder GLONASS. Er det ikke det? GLONASS, ja. Og kinesernes ved jeg ikke, hvad hedder, men de har også deres eget system. Japan har vel også. Ja.
Thomas Blomseth:Nu siger du noget med at kombinere. Hvis man kombinerer fra flere af de forskellige GNSS-systemer, så kan man jo nå ned på det der 2-3 cm præcision. Og det er jo sådan noget, der bliver brugt her i Danmark også til at mappe vores infrastruktur. Hvor ligger kabler? Og når man graver noget ned, så bruger man sådan nogle apparater, hvor man kombinerer signaler fra flere systemer for at nå ned på den der voldsomme præcision. Så det er jo også en form for tjeneste fra rummet, som skaber voldsom værdi her på jorden. Og hvis der begyndte at ske noget med de her navigationskonstellationer også, det ville jo ødelægge transportnetværk og alt muligt her på jorden nu, fordi vi er blevet så afhængige af det. Og det er jo så for at gå tilbage til, hvad rummet mere principielt også er som et domæne, hvor, og det har vi talt om tidligere, vi også kan udføre kinetiske angreb i rummet. Altså ikke kinesiske, men kinetiske angreb, som Rusland også viste her for fem år siden, hvor de lavede et, hvad man kalder ASAT-systemer, antisatellitsystemer, hvor de jo smadrede en af deres egne satellitter på en måde, så de jo faktisk bragte deres egne kosmonauter på den internationale rumstation, og også de andre astronauter, i fare, fordi der bliver spredt fragmenter fra den her kinetiske impact. Og sagen er jo, at med de her store hastigheder, vi har gang i i rummet, så behøver du ikke sprængstof. Du skal bare sende en eller anden masse i en bane, der skærer en anden med en eller anden resulterende hastighed, så får du smadret en satellit. Og det er jo det, som russerne også viser med den der nærhedsmanøvre i forhold til ICEYE. Det er jo netop, at de viser, de har kapabiliteten, og de har så også haft intentionen til at bevæge sig tæt på, og så ved alle andre også, at hvis man kan det eller gør det, så kunne man også smadre. Så er det, at russerne så også smadrer deres egne satellitter, men så desperate, som de er efterhånden, så kunne de jo finde på mange mærkelige ting. Problemet er så bare, især i lavt jordkredsløb, det er jo, at der kan opstå det, som hedder Kessler-syndrom, som vi også har omtalt. Og det er jo, at man får sådan en kaskaderende effekt, og der er jo filmen Gravity, som var ude for nogle år siden, der illustrerer, hvad der sker, hvor en satellit bliver smadret, og fragmenterne fra den satellit smadrer ind i en anden, og de fragmenter begynder at smadre en tredje, fjerde, femte. Altså en eksponentiel proces, hvor vi så faktisk kan få dannet sådan en sky af fragmenter i lavt jordkredsløb, og hvor selvfølgelig nogle af dem, der er lavest, der hvor der er mere atmosfære, de vil så hurtigere brænde op, men det er jo sådan noget, der kunne lukke os inde, nærmest på jorden. Altså, det ville være meget, meget svært, for ikke at sige umuligt, at opsende rumfartøjer, og det ville have en voldsom negativ effekt på hele civilisationens fremtid.
Klaus Silberbauer:Men det tror jeg, russerne er ligeglade med. Jeg tror i hvert fald, at de elitære lag i den nation er så rådne og så korrumperede og så ødelagte af årtiers mafiøs virksomhed, at det vil de skide på. Altså, vi skal ikke gå og bilde os ind, at det er alle her på jorden, der bekymrer sig lige så meget om fremtiden, som vi privilegerede vesterlændinge måske gør. Og netop det at minere satellitbaner, måske de hyppigst brugte af dem, det ville jo være en fantastisk dead hand, faktisk. Altså at sige, jamen hvis I kommer os for nær, så trykker vi på knappen. Og så har vi, og det ville være mærkeligt, hvis de ikke allerede er i gang med at bygge det op, en række dreadnoughts, altså en række dumme satellitter, der ikke kan andet end at ligge og vente på at få en kommando, og så styrer de ind i en bane, og så er de fyldt med rustne søm. Det er alt, hvad der skal til for at splitte andre satellitter ad. Altså, det behøver ikke at være særlig avanceret. Vi behøver ikke Reagans smarte laservåben til det, rustne søm er nok til at smadre en rumstation. Så naturligvis, hvis jeg kan tænke tanken, så er jeg sikker på, at der er et eller andet sygt russisk hoved, der også kan. Og den der trussel der, det er ikke elegant, det er ikke på nogen måde ærefuldt, men hvis der er noget, russisk militær ikke er, og hvis der er noget, russerne generelt ikke er, så er det ærefulde. Altså, det rager dem, fordi det er nemmere at vinde en krig uden ære. Og det er der, hvor jeg synes, at nogle stemmer i debatten er så latterligt naive, at man ikke for længst har indset det. På den måde, russerne har hærget Ukraine, og deres foragt for menneskeliv er jo også tydelig, alligevel går nogen og bilder sig ind, at man kan have dialog med dem. Nå, det hører til en anden episode. Så jeg ser jo et scenarie, hvor man sender nogle hundrede, måske tusind små dumme satellitter op, fyldt med møtrikker, og det er nok. Så har du den vestlige rumindustri ved nosserne.
Thomas Blomseth:Der er altså dog den konsekvens, at man også ødelægger det for sig selv.
Klaus Silberbauer:Men det tror jeg bare, de er lidt ligeglade med. Jeg tror, at det er den der dommedagstankegang, det er jo en dødskult, for fanden.
Thomas Blomseth:Det er rigtigt, ja. Nu nævner du Dead Hand-systemet også, den der, som er jo kendt fra Dr. Strangelove, ikke?
Klaus Silberbauer:Ja, præcis. Og den er jeg så tilfældigvis i gang med at læse, ikke?
Thomas Blomseth:Næsten uhyggeligt. Men det er måske, det er jo så der, hvis vi skal have Vesten, så skal vi have afskrækkelse. Og det er jo, altså USA har også lavet afprøvning af de her ASAT-våben, men det er jo, altså Vesten kan anse det for at være i det mindste dårlig stil at gøre det. Og så også i den grad farligt, ikke? Altså, fordi det er meget svært at se, hvad konsekvenserne er. Det synes jeg kunne sammenlignes med et andet medie, som jo har været brugt til krigsførelse gennem årtusinder, må det have været, ikke? Altså vand, havet, hvor... Altså, havet er også et interessant medie og jo et domæne inden for krigsførelsen, hvor man kan føre fartøjer over lang afstand med forholdsvis, altså relativt lavere brug af energi, end hvis du skulle gøre det over land. Og derfor kan du projicere din magt meget længere. Men havet har jo ikke den samme, der er ikke de samme konsekvenser, hvis et skib bliver smadret. Så synker det, og der er måske vragrester, der driver rundt, men det er ikke på samme måde noget, der kan ødelægge hele mediet havet, som man kan i rummet med det her Kessler-syndrom, som selvfølgelig er opkaldt efter en amerikansk forsker. Donald J. Kessler, ja. En anden Donald J. En af de bedre Donald J.'er.
Klaus Silberbauer:Derfor er det ironisk.
Thomas Blomseth:Ja. Så derfor, det er jo klart nok også, altså havet og rummet deler nogle karakteristika, og det er jo også nok derfor, at der i den måde, vi taler om rumfartøjer og rumskibe på, er mange maritime analogier og måder, man kan tænke rummet på, men så skal vi også forklare, at der er nogle måder, hvor rummet er afgørende forskelligt. Og i hvert fald her, når vi taler om kredsløb, så er det jo også det, at en satellit jo ikke er over det samme sted, det er den, hvis den er i geostationært kredsløb, men i alle mulige andre kredsløb, så er den jo ikke over det samme sted hele tiden. Så derfor kan sådan nogle almindelige territoriale tankegange jo heller ikke overføres, i hvert fald i de lave jordkredsløb. Altså, det er jo ikke sådan, at en nation ejer territoriet hele vejen op til 200-300 km over den nation.
Klaus Silberbauer:Hvor langt går det? Er det ikke 100 km?
Thomas Blomseth:Man siger. Ja, det er det der domæne, der så ligger mellem landdomænet og sødomænet og så kredsløb, det er jo så luftdomænet. Og det er jo også interessant, hvordan ting blev skiftet rundt der. Inden man fik satellitkapaciteten, skal vi gå tilbage til starten af 60'erne, tænk på, hvad der blev postet af midler i at lave spionfly, hvor USA jo lavede de her to berømte spionfly. Der var U-2'erne, som er sådan et jetdrevet svævefly, kan man nærmest kalde det, med kæmpe lange vinger, der var lavet til at kunne flyve så højt op, at sovjetiske, skal vi sige, antiluftskytssystemer ikke kunne nå dem. Men der var alligevel en amerikansk pilot, der blev skudt ned en gang i starten af 60'erne. Og så lavede amerikanerne så SR-71'erne, som nok er det fedeste fly nogensinde, som var lavet til ikke nødvendigvis at flyve så højt som U-2'erne, men bare flyve så hurtigt, at den kunne flyve hurtigere end hvilken som helst tænkelig luftforsvarsmaskine. Og så lå de jo så og sprintede ind over Sovjetunionen, mens de tog billeder, og så ud igen. Men da man så fik satellitkapaciteten, så var det jo noget helt andet. Der kunne man jo så have satellitter, der forholdsvis roligt, med de her 28.000 km i timen, kunne bevæge sig ind over fjendtligt territorium og så tage billeder. Men det var jo heller ikke nødvendigvis helt enkelt i starten, fordi der havde man jo ikke samme båndbredde i datakommunikation. Så derfor så de...
Klaus Silberbauer:Nej, man havde ingen båndbredde. De første af dem, der var Corona-satellitterne. Jeg tror, det var i starten af 60'erne. Det var lige efter, man mistede den der U-2, fordi det var et sårbart fly, åbenbart. De havde film med. De havde et helt lille laboratorium, så de kunne fremkalde egne film, så vidt jeg ved, negativerne. Og så blev de skudt ud i en kapsel, der så... Det er helt vanvittigt. Det skulle så gribes fra et... Jeg ved ikke, om de brugte B-52'ere, det kunne jeg forestille mig. Der greb de her kapsler, mens de faldt ned i en faldskærm. Så havde de en kæmpe krog, og så gjaldt det om at intercepte filmkapslen og så med en stor krog nappe den der faldskærm ud af luften, før den ramte vandet. Et helt sindssygt program, hvor man tænker, de har ikke manglet fantasi derinde i, hvad hedder det, NSA eller CIA, eller hvem der fandt på det. Ej, ved du hvad, jeg tror faktisk, Corona fremkaldte ikke filmen. Det var ufremkaldte negativer. Så begyndte man at fremkalde ombord, men så havde man en scanner, der scannede filmen, og så bit for bit, langsomt via radio, fik sendt et billede ned, men det tog jo for evigt, fordi det var meget lav båndbredde. Nå, tilbage til dig.
Thomas Blomseth:Ja, men det var også interessant, hvor de satellitter dengang, de var jo så begrænsede, man sendte en voldsomt dyr satellit op, og så var den jo så begrænset i sin levetid, ikke kun af brændstof, men også af, hvor mange ruller film der var. Altså, når filmen var brugt op, så var satellitten færdig også. Kæmpestore dyre satellitter. Og det er jo også der, hvor der er jo visse ting, hvor det giver mening at være meget tæt på jorden, hvis du skal tage billeder i stor opløsning. Altså, man skal være i lave baner, fordi...
Klaus Silberbauer:Et geostationært kredsløb, hvad er det, 36.000 kilometer ude eller deromkring, det kræver altså noget af en linse, og der er simpelthen grænser for, hvad optik kan.
Thomas Blomseth:Og det er jo så også der, hvor astronomien fik gavn af det der. Så vidt jeg ved, så er Hubble-rumteleskopet baseret på teknologi fra amerikanske spionsatellitter. Og der var vist også krav til, hvor stort rumfærgens lastrum skulle være, sådan noget, som kom fra dem, kender du? NRO.
Klaus Silberbauer:N-R-O, det er det, det hedder. National Reconnaissance Office, det er det, jeg sad og tænkte på.
Thomas Blomseth:Alene den historiske udvikling er jo interessant, også teknologihistorisk, hvordan man ser, at der er forskellige militære behov, som man havde, og som du siger, så bliver man kreativ givet den teknologi, som man havde på det tidspunkt, og så kunne man i de systemer efterhånden i virkeligheden digitalisere det mere og mere. Og det er jo så der, hvor vi også kunne føre det over på en dansk vinkel, som jeg også synes ikke er rapporteret så meget i danske medier, og det er jo, at der er danske GomSpace, som angiveligt samarbejder med ukrainerne, og man begynder at opbygge en suveræn kommunikationskapabilitet. Og GomSpace kommer jo ud af arbejdet på Aalborg Universitet med studentersatellitter og de små CubeSats. Og det er jo så der, hvor det, man så gør nu, det er, at man tager hele den miniaturisering og så bruger den jo til at kunne skabe konstellationer, der måske kunne være i virkeligheden billigere end Starlink. Altså det, som SpaceX har lavet med Starlink, det er jo også en generel kommerciel tjeneste, men du kan formentlig nøjes med meget færre satellitter med nogle andre specs, hvis du kun skal opfylde et mere snævert forsvarsformål.
Klaus Silberbauer:Så ser du en fremtid snart, hvor Danmark selv er begyndt at flyve satellitter, eller i det mindste måske i samarbejde med nordiske lande? Altså kommunikationssatellitter til militært formål?
Thomas Blomseth:Ja, altså det lader til at være oplagt, at vi får de kapabiliteter, især når vi har virksomheder, der kan arbejde med det.
Klaus Silberbauer:Men undrer det dig ikke så, og det er et ledende spørgsmål, den diskurs, der er i Danmark, hvor alene det, at russerne truer privatejede satellitter i rummet, satellitter, som leverer data til forsvaret af Ukraine og meget andet. ICEYE er jo et anerkendt foretagende, som netop satser på at sælge data til nationer, så de kan bevare deres suverænitet. Undrer det dig ikke, at for det første er der meget, meget lidt omtale af det, og folk ligesom, altså det er, som om nu bliver det for nørdet, det er for langt væk for mig. Altså, diskursen generelt er jo sådan, du ved, skal det gå ud over folkepensionen, at vi hjælper Ukraine? Det er jo ligesom der, vi kan finde ud af det, altså Jacob Harris' niveau. Men hvis du så siger, måske skulle Danmark til ikke bare at producere sødroner, som vi har talt om før, måske skal vi faktisk også til at producere vores egen mini-satellitflåde for at forsvare vores suverænitet. Jeg kan nærmest høre, du ved, de fleste danske borgere sige, nu er det for sindssygt, skal vi til at sende raketter op, lille bitte Danmark, ikke? Hvad er det for et mindreværdskompleks, vi slås med der? Altså, det er, som om vi helt har opgivet at forstå den virkelighed, der omgiver os, fordi hvorfor kan vi dog ikke bare lukke døren og skrue tilbage til biedermeiertiden?
Thomas Blomseth:Ja, og der er jo ingen vej tilbage.
Klaus Silberbauer:Der var mange spørgsmål i ét.
Thomas Blomseth:Det er der jo ingen vej tilbage til, og jeg synes også, at du peger på noget andet der, og det er, at det bliver jo heller ikke fremhævet, hvordan det at hjælpe ukrainerne, som jo er det helt rigtige at gøre, også giver Danmark noget, fordi vi har nogle virksomheder, som er med sammen med ukrainerne til udvikling af teknologi, som bliver meget, meget vigtigere i fremtiden. Og nu sagde jeg det med det nørdede. Altså, grunden til, at jeg synes, vi kunne lave den her episode om rumdomænet, og hvad der er sket med rummet, det er jo også, at der på en eller anden måde er ved at ske et syndefald for alvor, kan man sige, for det domæne. Det har været noget, som vi nørder virkelig har tænkt på i mange år, og tænkt på, hvordan det kunne udvikles positivt for menneskeheden, og nu er det tydeligt, at det der med krigsførelse og forsvar og sådan noget, det er i den grad også relevant. Altså, under den kolde krig blev rummet brugt, kan man sige, først som det medie, man sendte ballistiske missiler igennem. Det var det, man tænkte, ud i rummet og ned igen. Så det er blevet strategisk vigtigt, og derfor burde der, og der er jeg enig med dig, selvfølgelig være noget mere i den offentlige debat. Og også at sige, der er mange gode altruistiske grunde til at hjælpe Ukraine, men Danmark får også noget ud af det, fordi vi har nogle virksomheder, som arbejder med de her teknologier, og Danmark som nation kan også være med til bedre at opretholde sin suverænitet ved at udnytte de her teknologier og ved at udvikle dem.
Klaus Silberbauer:Ja, og så er der den tredje grund, som måske er den vigtigste, det er at få stækket russerne og holde dem så langt væk fra Nordens grænser som muligt.
Thomas Blomseth:Ja, altså, vi skal jo være pindsvin, vi skal kunne afskrække dem nok fra deres kriminelle forehavender, ikke?
Klaus Silberbauer:Ja, for det er det, vi taler om. Det er knap nok geopolitik, det her. Jeg tror, at den fejl, mange laver, er, at de stadig tror, vi har med to supermagter at gøre, der slås om dominans. Det er det ikke. Det her, det er kriminelle mennesker, der så tilfældigvis har en hær til rådighed og er lidt for godt connected ud til den anden supermagt. Det er den kattepine, vi står i. Ja, men igen, det må jo blive en anden episode.
Thomas Blomseth:Hvis vi går tilbage til bogen fra 1983, som man siger, Helle og Henrik Stub, de var også forudseende dengang. Bogen, som du nævnte, det var, da Reagan begyndte at tale om Star Wars. Og jeg synes, at teknologien var simpelthen ikke til det dengang, og vi vender tilbage til en god gammel kæphest, det var, at når jeg tænker tilbage på Star Wars, så var det sådan set ikke alt det, den fysiske teknologi, der var mangel på, der var simpelthen ikke beregningskraft nok til at kunne lave et system, der kunne opnå de formål, som man havde tænkt sig. Regnekraft og løftekapacitet.
Klaus Silberbauer:Det er de to ting. Nu har vi regnekraften, og løftekapaciteten er kommet ned i pris i en voldsom grad. På den måde har Elon Musk jo også været med til at sætte det her i gang. Det marked er bare blevet billigere at handle på, og selvfølgelig vil private spillere straks kaste sig over det, når business casen er god. Nu kan du faktisk tjene penge på at sælge data fra en satellit, og du kan tjene flere penge, end det koster at sætte den i kredsløb. Og så vil det flytte fra nationalstater og ud i privat enterprise. Og det går ret stærkt. Og stærkere, end jeg tror, de fleste forstår. Altså, at næsten alt det data, der bliver brugt nu i Ukraine-krigen, for eksempel, det ligger hos private virksomheder.
Thomas Blomseth:Ja, nu nævner du SpaceX og løftekapaciteten der, så er det jo nærmest også skæbnens ironi, at den første satellit, som GomSpace har lavet sammen med ukrainerne, og som skal lave et alternativ til Starlink, bliver opsendt på en Falcon 9-raket af SpaceX.
Klaus Silberbauer:Ja, det er jo, gad vide, om han på et tidspunkt, den gode Musk der, siger, ej, nu gider vi ikke længere sende jeres hardware i kredsløb. Men det tror jeg ikke, der bliver noget problem med, fordi det er penge lige i lommen. Så er han ikke så principfast. Han er jo også med til at sende konkurrenters satellitter ud i kredsløb. Altså, decideret konkurrenter til Starlink flyver jo også med SpaceX.
Thomas Blomseth:Ja, og så ud fra et suverænitetsperspektiv er der jo også en kæmpe udfordring der, i at SpaceX er blevet så dominerende. Og det skal vi jo også have gjort noget ved. Og det er jo så der, hvor forsvarsformålet så også gør, at nogle gange, så er man villig til at betale mere, bare for at have suveræniteten. Hvor den rene frihandel på markedet, eller markedsmekanismen, den bliver man simpelthen nødt til at overveje i et eller andet omfang, for ikke at blive tørret senere hen, ikke?
Klaus Silberbauer:Jo, jo. Sådan har det jo altid været. Og statsstøtte er jo et værre noget, men der er mange måder at statsstøtte på. Og der skal Europa ikke være naivt heller. Selvfølgelig skal vi banke i gang, både hvad vi kan lave af chips og beregningskraft, og vi skal sørge for, at vi kan sætte vores eget hardware ud i rummet. Du har lyttet til Silberbauer & Blomseth, en uafhængig og usponsoreret podcast om teknologi, systemer, erkendelse og om de mønstre, der driver vores virkelighed. Følg os på Bluesky, hvor vi poster opfølgende materiale for hver episode, og altid er klar på en dialog, kommentar, idéer og kritik. Vores handle er@silberblom.dk. Og ikke mindst, hvis du kan lide, hvad du hører, så anbefal os til venner, familie og kolleger, og smid gerne stjerner efter os på Apple Podcasts. Vi higer jo alle efter anerkendelse i en eller anden form. Tak for, at du lytter med.
Podcasts we love
Check out these other fine podcasts recommended by us, not an algorithm.
RumSnak
Tina Ibsen + Anders Høeg Nissen
SCIFI SNAK
Jens Poder og Anders Høeg NIssen
Radiolab
WNYC StudiosKrigskunst Podcast
Krigskunst Podcast
Prompt
DR
The Jim Rutt Show
The Jim Rutt Show
The Economics of Everyday Things
Freakonomics Network & Zachary Crockett
Varbergs Danmarkshistorier
Vores Tid - Nationalmuseets mediehus
De Lovløse
DR